Det er sgu nok også en kende bedre …
I sidste indlæg lovede jeg jo, at der var noget stort i vente – og hvis jeg skal have lov at sige det selv, skal man være enten mere kynisk end undertegnede (og det kræver en del) eller man skal være et snotforkælet curlingbarn, som årets Roskilde Fesival-klientel må fremstå som misrøgtede fattiggårdsunger i sammenligning med, hvis man er skuffet.
Nok har jeg snart boet i Brønshøj i trekvart år. Men den smule amagerkaner, der trods alt fik lov at manifestere sig de sammenlagt cirka 16 år, jeg boede derude, fornægter sig ikke. På min fridag i mandags satte jeg mig således ind i min fars bil – som jeg fortsat låner – og kørte den ikke specielt lange vej rundt om København, for en tyve minutters tid senere at indfinde mig på den industrimatrikel på Egensevej i Kastrup, hvor Amager Bryghus har hjemme … lidt endnu. De flytter snart til Kirstinehøj. Og selvom man skulle tro, at alt, der hedder noget med “høj” umuligt kan ligge på Amager, så ligger det nu på Amager alligevel. Stednavne følger ikke altid formel logik, eller for den sags skyld almindelig sund fornuft.
For et par dage i forvejen – samme dag som min søn havde fødseldag, og derfor kunne jeg ikke være med til det – havde Amager Bryghus ved et velbesøgt, festligt og folkeligt arrangement udsendt sin 2017-kollektion. Men nu hvor jeg ikke kunne være med – jeg skulle fejre min søn, og i øvrigt stadig pylre over eftervirkningerne efter gårsdagens influenza – så måtte det lige vente et par dage endnu.
Men Henrik Papsø, bryggeriets markedsføringsansvarlige, var jo så usandsynlig flink (det er han altid) at stillle en kasse med kollektionen til side, som jeg så kunne hente lidt senere. Ingen skal kalde mig havesyg, men jeg havde trods alt lige fået løn, så jeg reddede mig også lige et par hængepartier fra sidste års portefølje. Og i den meget lange, og sikkert også brudte række af anmeldelser, der nu vil komme til at følge, skal jeg nok huske at skelne – Indeværende årgang vil gå under betegnelsen ‘kollektionen’, mens de andre vil gå under navnet ‘det løse’.
Ja, tænk engang, at jeg sådan skulle interessere mig for kollektioner … Få ting er så dekadente som den mode, om hvilken Oscar Wilde skulle have sagt, at den er så utålelig, at man bliver nødt til at ændre den hvert halve år. Oscar Wilde tog fejl – nu om dage er den så hæslig, at den må skifte cirka hvert kvartal … forårskollektion, sommerkol… jeg stopper her, for jeg mærker kvalmen komme snigende.
Men så dekadente er Amager Bryghus jo heller ikke. De skifter en gang om året, sådan cirka. Det skal være velkomment – ikke mindst når det er så fint, folkeligt og festligt uden at være eksklusivt på den ufede måde, som man kan se der er, på disse billeder.
Og som jeg sådan klynker og whiner og ser dårligdomme overalt i stedet for at kaste endnu et blik på de mange smukke og indbydende bryg, der er kommet mig i hænde, tænker jeg, at denne lille samling jo udgør en aldrig så nydelig erstatning for det ellers tilbagevendende tema, der måtte aflyses tidligere på året.
Jeg vil faktisk vove den påstand, at denne lille Amagerkanske kollektion endda er en kende (og måske endda mere så) bedre end Kvicklys Ølfestival 2017 nogensinde kunne have været …
