Røget dækgummi
Det ser ellers godt ud – altså bortset fra den anløbne ortografi, “Brygget af en stor mængde Münchner malt hvor sødmen og melanoidinen smager igennem, der er også brugt en lille smule røg-malt foruden 3 andre speciale (sic) malte for at give den delikate smag”, den noget ubehjælpsomme blanding af abstrakte og konkrete aromabetegnelser “Delikat ale med noter af sødme og røg” samt den måske lidt for engagerede tegnsætning, “De Jyske Bryghuse er et samarbejde mellem et par bryghuse fra den jyske østkyst – sammen brygger vi bedre øl!” – se desuden den noget fraværende skelnen (og deraf følgende totale fravær af punktummer) mellem helsætninger og ledsætninger i det første af ovenstående eksempler.
Ja, altså ellers ser det godt ud. Melanoidinmalt (som jeg i mellemtiden har fået at vide, mere end nogen anden malttype får øllet til at smage af karamel) münchnermalt (mere karamel) og røg (WIN!). Det kan jo næsten ikke gå galt.
Eller er den ubehjælpsomme ortografi endnu engang et varsel, og et dårligt et af slagsen? Det starter ellers meget godt, med et flot rødbrunt bryg under et cremet, næsten flødechokoladefarvet, cremet skum. Røgelementet kan desuden mærkes i duften – måske med en snert af kaffe, men det kan også hidrøre fra røgessensen, der i sig selv gør en god indledning endnu bedre. Karamellen må man indtil videre kigge i ølguiden efter.
Og røgen er også præsent i smagen. Røg er altid godt. Ikke bare i øl, men også i fisk, kød, chili … navngiv du det! Jeg kan roligt love, at røgsmag er ethvert bryggeris genvej til en bedre anmeldelse på min blog. Hvis bare der er røg i smagen, så har man reddet stumperne. Så er chancerne for nul eller en halv stjerne tæt på nul, og hvis man som de største bryggerier herhjemme ikke stræber højere end det, så er hemmeligheden bag en anmeldelse, der ikke bedømmer øllet som udrikkeligt, hermed afsløret.
Og øllet her er bestemt bedre, end det ville have været, hvis det ikke havde haft en vis smag af røg. Uden røg, ville det kun have været aldeles tyndt, aldeles uden fylde og aldeles kedeligt. Man kan mærke det hele bag røgsmagen, ikke mindst, fordi det faktisk er det eneste der er. Der er ingen fylde, ingen sødme, ingen bitterhed ud over de bitre noter, som røgsmagen giver. Brygget smager dejligt af røg, smagen er endda gennemtrængende og kraftig, men det fylder ikke mundhulen ud, og i samme øjeblik brygget har passeret svælget er der kun den fugtige fornemmelse, som man kender efter et glas lunkent postevand, tilbage. Nydelsen findes kun så længe brygget ligger på tungen, så man kan da holde det der, hvis man vil have lidt mere ud af det. Lidt ligesom man kan tygge ekstra længe på en rugbrødsmad med leverpostej, hvis man vil nyde sådan én lidt mere.
Men hen imod slutningen, hvor brygget har fået stuetemperatur, og den sidste rest kulsyre er fordampet, melder der sig faktisk en note. Den melder sig først som en bouquetantydning, og jeg var ikke et sekund i tvivl. Pludselig begyndte den at lugte som de cykelslanger og dæk, jeg kasserede først på sommeren. Fuldkommen møre og gennemtærede var de, og udsendte en ganske særlig odeur, som jeg genfandt i bundsjattens lugt og smag.
Således endte brygget altså med at smage af andet og mere end vand og røg. Det kunne have været rart, hvis dette havde rettet bare en smule op på bryggets kedelige indtryk. I stedet gjorde det det modsatte.
Indtil videre er brygget en sikker taber i Kvicklys ølfestivalg. Med mit held skal den nok gå hen og vinde.
Nårh ja – karamel smagte den forøvrigt overhovedet ikke af.
