Forfriskende sprittet
En gammel klassiker, kending og alt det der, og år efter år en mulighed for Albani-brandet til at bryde en lille smule igennem Carlsbergs totale dominans, og vise at de lokale bryggere også kunne … indtil selvfølgelig at de blev opslugt af Royal Unibrew. Så nu er det bare en gammel kending, men det er da også rart, at brandet i det mindste har fået lov til at bestå.
Således husker jeg blålys omtalt som en af de farlige julebryg – bl.a. sammen med Carlsberg 47 – en af dem, man bundede som det sidste, man kunne huske fra julefrokosten.
Det kan heller ikke undre med en alkoholprocent på 7, at den har fået selv hærdede drankere til at gå i gulvet ved vintersolhvervstid. Promillerne kan allerede mærkes i duften, der ud over en måske lidt for kendt pilsneragtig humlearoma rummer en ret markant sprittet note.
Smagen er hård, noget metallisk, besk bitter, grænsende til (men ikke ovre i) det harske, igen med en meget markant sprittethed, der dog – ligesom den metalliske bismag alligevel ikke skæmmer det samlede billede. Sprittetheden giver en fornemmelse af overmodne frugter, og selvom det ville være en fæl oplevelse at tygge i så gærede frugter på en varm sommerdag, så smagen på dette bryg skulle matches, så gør det ikke noget, når der er tale om en stærk øl som denne. Eftersmagen er også godkendt – nøddebitter og igen på grund af sprittetheden ganske fyldig.
Det er godt nok lidt ufint det hele. Der er fuld gas på sprittethed, metalsmag, humlebitterhed – men måske netop derfor ender de forskellige indtryk i et nogenlunde velafstemt slutresultat, der i betragtning af, at nærværende øl har rygte af virkning som en lægtehammer, faktisk formår at glæde smagsløgene og i øvrigt fremstå overraskende frisk.
