God Belgisk Blonde …
Her forleden aften var jeg ude at spise med mit arbejde. Der var sørget godt for tørt og – selvfølgelig – vådt, på spisestedet Cocks and Cows (ja, det er ikke mig, der har fundet på det navn) ved Gammel Strand i Københavns Centrum. Der var faktisk drikkevarer – herunder øl – ad libitum, og det viste sig, at der på menukortet faktisk også var nogle relativt interessante – om ikke ligefrem fancy – øl at vælge mellem. Jeg anbefalede en Schiøtz Gylden IPA til dem, der trods alt gerne ville prøve det lidt mere avanceret end den Heineken, spisestedet havde som standard. Det blev forventeligt modtaget med forskellige reaktioner, ligesom den Lottrup Stone Street IPA, som jeg endnu ikke officielt har anmeldt, men dog fik afprøvet på Københavns Ølfestival for en måneds tid siden.
Selv havde jeg egentlig besluttet mig for, at jeg bare ville nyde aftenen i mine gode kollegers selskab, og ikke prøve nye øl, som jeg så ville være nødsaget til at anmelde efterfølgende. Jeg behøver ikke være synsk for at kunne regne ud, at de fleste læsere nu tænker, at det nok ikke lykkedes særlig godt.
Og ganske rigtigt. Spisestedet havde også en belgisk øl på programmet, og efterhånden som timerne blev små og promillerne store, kunne jeg jo ikke nære mig alligevel. Jeg måtte prøve det belgiske sprøjt, og så ellers bruge de forhåndenværende midler – mobiltelefonen – i min ellers trofaste notesbloks fravær, til at lade oplevelsen overleve de præsente alkoholtåger og de senere tømmermænd (der i øvrigt var overraskende afdæmpede).
Det er en lys, korngul øl, en blonde, der er meget svagt karboneret. Duften er rund, maltfyldig og sød, med velkendte noter af banan, og for stilen lidt mindre velkendte og mere varme noter af honning. Dertil kommer indslag af gærede frugter – mirabeller og blommer. Kendere af bloggen vil vide, at jeg er blondeskeptiker – mine erfaringer med belgiske blondes er i bedste fald varierende, i værste forfærdelige. Duften overrasker i det perspektiv allerede positivt ved nok at være alkoholisk, men ingenlunde ubehageligt sprittet. Min kollega Hana mente at kunne dufte rust. Jeg må erkende, at jeg ikke selv kunne finde metalliske indslag i bouquet’en. Måske var min lugtesans bare mere ødelagt af de foregående øl og drinks end hans.
Smagen er kraftigt sød. Alene det, at brygget tydeligt kan smages efter et læs andre, relativt bitre øl, samt byens bedste burgermad inklusive velkrydrede dips og de bedste løgringe syd for Polarcirklen, siger lidt om kvaliteten. Indtrykkene læner sig kraftigt op ad det, man møder i duften. Gærede stenfrugter, en varm afrunding af honning, og så ellers rigeligt med alkoholisk fylde, der imponerende nok aldrig går hen og bliver for meget. Efterhånden melder der sig også et krydret indslag af anis og rosmarin med en skarpere berøring af grannåle.
Det er et rigtig rart bryg at have i munden, men også ét, man ikke lige sådan bunder på én gang. Det ville være synd, kvalitet og smag taget i betragtning, og uanset hvor ikke-sprittet og ikke-kvalmt brygget er på trods af præsent alkoholelement og sødme, der hele tiden truer med at kamme over, så får man så rigeligt i hver enkelt lille mundfuld til, at nydelsen af brygget bliver langstrakt.
Det var bestemt en af de bedre blondes. Og at jeg faktisk aldrig fik drukket ud skyldtes altså de mange øl, jeg fik før, jeg fik den fordrukne idé, at bestille en øl til anmeldelse
Sådan kan man være så tåbelig.
