Velafstemt – også med vand …
Her gik man og håbede på en historie fra de varme lande – eller, våde og fugtige måske … Nok er der Palmer ved det sydligste Cornwall, men ligefrem at kalde vores nabo mod vest varm, er nok at tage munden for fuld. Ikke desto mindre er det vel England, og dets gamle historiske sagnkonge, man instinktivt tænker på, når ordet ‘konge’ kombineres med egenavnet ‘Arthur’. Men næh nej …
Ingen Arthur, ingen Merlin, ingen riddere om det runde bord, og ingen Prins Valiant (men jeg har heller aldrig forstået tegneserier, hvor teksterne står under billedet – selv ikke når jeg kender oversætteren, så jeg har aldrig fået mig taget sammen til at tage mig sammen til at finde ud af, om jeg overhovedet kan lide historien …) hvor var jeg?
Nårh ja – den Kong Arthur (med det borgerlige efternavn Jørgensen), der her er tale om, er stifteren af Ærøs største arbejdsplads, Søby Værft. Med den vej, det går med industrien for øjeblikket, overhales det vel nok snart af bryggeriet bag dagens øl, men det er en anden historie. Øllet er brygget i anledning af omtalte værfts 75 års jubilæum – så skulle alle misforståelser vist være udredt.
Som stout kvalificerer den sig udmærket. Brygget er ganske natsort, og skummet antager en rimeligt mørk lød. Glosen ‘rimeligt’ bruges her i sin oprindelige betydning ’tilpas’, for meget mørkt er det heller ikke. Det overstiger Cafe Latte-skum, men næppe almindelig cappuccino-dunkelhed i lød. Brygget dufter ganske lovende med brankede noter som de dominerende. Kaffe og en smule trærøg er nærværende, uden at man dog er tilskyndet til at dvæle ved bouqueten.
Også i smagen er kaffen og de ristede noter præsent. Ja, i det hele taget kan man jo bare læse på bagetiketten, hvordan det smager, for det passer egentlig meget godt. Så slipper man også for besværet med at drikke brygget, og man kan også spare pengene, hvis man nøjes med læsningen i supermarkedet. For som der står: “Souten har en koncentreret smag af sort malt, med undetoner af kaffe og lakrids. Humlearomaen er kun anelig – en rigtig “dry-stout”.” Det passer sgu meget godt, så er etiketten læst, er der da ingen grund til rent faktisk at prøve den, er der?
Er det ikke lidt ligesom hvis man har set en trailer til en film, og man derefter godt ved, hvad den ender med? … Eller vil nogle læsere rent faktisk påstå at øl og film ikke er det samme, og at afsløring af en øls smag ikke er det samme som afsløring af en films handling?
Vel, det spørgsmål må forblive åbent. Det er under alle omstændigheder et ganske velsmagende bryg, der især brillerer ved at være velafstemt. Der er lige tilpas brankethed i forhold til røgethed, i forhold til bitterhed – og i forhold til vandighed. For vandet kan stadig mærkes, og tilskynder én til at tage lidt større mundfulde, end man egentlig vil af en stout. Det tilskynder én til mere at drikke end egentlig nyde brygget, og det er lidt synd. Selvom der er velsmag nok, kunne der sagtens være mere uden at brygget behøvede ryge ud af balance – så en smule snydt føler man sig alligevel.
Min store dreng, Thorolf har fødselsdag i dag. Så alderen på mine børn i toppen af bloggen er blevet justeret behørigt.
