Så tæt på flop …
Rise Bryggeri på Ærø har behaget adækvat og mere end adækvat tidligere. Selv lægger de ingen fingre imellem og udråber sig i skrivende stund til at være dem, der brygger Danmarks bedste øl på deres hjemmeside. Og når man selv mener dette, er det da også naturligt, at have en øl med til det for længst udløbede Ølfestivalg i Kvickly. I går var jeg netop i Kvickly på Englandsvej her på Amager for at rede mig restlageret – praktisk taget forgæves, for denne øl, var alt hvad jeg kom hjem med fra den nys overståede konkurrence.
En konkurrence, det iøvrigt har været meget svært at finde ud af, hvem har vundet. Jeg har fået fortalt, at det var Ørbæks ingefær-øl … som jeg jo så ikke får smagt, før den rent faktisk kommer på hylden i Kvickly, og det kan jo godt tage noget tid. Oplysningen er angiveligt at finde på Danske Ølentusiasters hjemmeside. Jeg har ikke kigget efter selv, men en offentliggørelse på Kvicklys hjemme- eller facebookside må man kigge i søgemaskinen efter – længe, for en sådan har overhovedet ikke været til at opdrive.
Når jeg engang har fået smagt Ørbæks sejrende ingefærøl, vil jeg nok skrive et indlæg om mine overvejelser og oplevelser med Kvicklys Ølfestivalg. I betragtning af de øl, jeg allerede har anmeldt i år, samt nærværende, vil læserne nok kunne regne ud, at jeg ikke er synderligt begejstret.
Netop fordi Rise Bryggeri har holdt et relativt højt niveau, var mine forventninger til deres Red Ale også skruet en anelse op. Stilen har jeg til gengæld sjældent været heldig med. For det meste er red ale tyndt, undertiden surt, og kun sjældent rigtig godt.
Nysgerrigt indsnuser jeg bouqueten, idet brygget hældes i kruset. Ivrig efter at mærke den helt friske odeur, stikker jeg mit relativt lange snudeskaft godt ned i glasset, så næsetippen endda rammes og vædes af det rustrøde bryg … ingen duft. Ingen – jo, måske af vand. Men det er, den flotte farve til trods så som så med bouqueten. Den første oplevelse forbliver rent visuel, og omfatter desuden kun væsken. Skummet er kedeligt off-white og mangler enhver spænding i form af fasthed, formbarhed eller viskositet. En smule klæbrigt viser det sig dog at være, men det er med hiv og sving, at der er mere at fortælle om end dets intetsigendehed.
På samme måde er det med smagen, eller mangel på samme. Det er et meget tyndt og vandigt bryg, hvor fylden bedst sammenlignes med kommunalt postevand. En fjern syrlighed, der engang har været noget humle, og nu skriger fra det hinsides på hævn for den forsmædelighed der er overkommet den, er det eneste, der for nuværende antyder, at det faktisk er en øl, vi har med at gøre, og ikke vandhanevand.
Og så melder der sig alligevel en smule smag til sidst. På bagtungen i eftersmagen mærker man en vis bitterhed. Den er hæmmet af den lette syrlighed i brygget, men den formår alligevel at titte frem til blidt og mildt – men næppe adækvat – velbehag. Det er en forsigtig og let bitterhed som man kender den fra paranødder. En rar men på ingen måde nogen overvældende oplevelse – ja, det er faktisk kun lige nok til at redde brygget fra decideret at floppe.
Det kan Rise Bryggeri gøre meget bedre. Det ved jeg, de kan, for jeg ved, de har gjort det bedre. Kvickly burde virkelig også hæve målene for, hvilket kvalitetsniveau, der skal kendetegne deltagerne i deres ølfestivalg, eller sagt på en anden måde: Ørbæks ingefærøl skal virkelig være god, hvis Kvicklys ølfestivalg skal have nådige ord med på vejen her på min blog.
