Den Aegte vare.
Jeg har efterhånden fået opbygget lidt af et lager hjemme hos mig. Ikke alene var Black Ben, og læseren Christopher så venlige at skænke mig nogle øl i starten af efteråret. Jeg har også modtaget noget af en samling i forbindelse med min 40 års fødselsdag for lidt over en uge siden.
Egentlig ville jeg have gjort de første donationsøl færdige. Men så skal fødselsdagsøllene pludselig på vent, og det er synd, for der er så mange gode at tage fat på. Så her kommer den første – sammen med en tak til Joan, som gav mig den i gave.
Joan mødte jeg første gang, da jeg boede i Irland (blogindlæggene fra dengang starter her). Hun er en af Lindas gamle venner fra asatromiljøet, så vidt jeg husker, og hun havde boet derovre et godt stykke tid før vi tog af sted. Det var derfor kun naturligt at vi mødtes et par gange, mens vi boede derovre. Som bekendt er jeg siden vendt tilbage. Det samme er Joan, og min fødselsdagsreception skulle blive begivenheden, hvor vi endelig skulle mødes igen for første gang, siden vi kom hjem.
Irsk er øllet ikke, og heldigvis for det, havde jeg nær sagt. Øllet er derimod tysk, og det er borger, når alt kommer til alt, omtrent for lige så megen kvalitet som irsk øl, hvilket ikke er særlig meget.
Intet land i verden er så konservativt hvad øl angår som Tyskland. Evigt og altid spilles der på det sikre, på det rene, og på at øllet er fint nok som det er, og at eksperimenter er noget, man lader andre om.
Men selv i denne konservative kedsomheds højborg findes der lommer af interesse. Ikke at disse lommer nødvendigvis er mindre konservative, men de er alligevel oaser i ensartetheden ved lokale særpræg, der får dem til at rage op som små fyrtårn af interesse midt i de blikstille hav af germansk konformitet. Et sådant fyrtårn er den niederbayerske by Bamberg.
Byen er kendt for sit røgede øl. Og denne øl skulle angiveligt være en af de bedste og kendteste af alle de røgede øl fra byen. Hidtil har jeg kun stiftet bekendtskab med en wienerøl fra den egn, og den var omend smagfuld, ikke særlig Bamberger. Alt for lidt røg! Men her skulle der altså være tale om den ægte vare.
Brygget lugter da også som når Linda har været ude til blót en regnvåd aften. Røg, masser af røg, godt blandet op med tjære og fugt. Faktisk minder den i odeur lidt om lugten i kælderen under min boligblok, dengang der havde været brand. Det lyder måske ikke rart, men ligesom jeg hader sukker i kaffen, elsker jeg øl, der smager som sukret kaffe. Øl må på samme måde gerne lugte af ildebrand, mens jeg på det bestemteste vil frabede mig den ægte vare (undtagen når der er tale om bål. Det er hyggeligt, men føj, hvor det stinker).
Øllets lød matcher i øvrigt den voldsomme bouquet. Sod, tjære og forkullet træ, mens det høje, tætte skum faktisk er for mørkt til at matche aske helt rigtigt.
Smagen … Ah, smagen … Forestil jer bålstegt vildsvin med fennikel, lakrids, rosmarin, anis, nelliker … Nej, det er ikke bare røg. Der er også indtryk af de krydderier, man bruger i steg. En steg, der faktisk har fået lidt for meget – igen ville det være synd for en steg, men i øllet er det skønt. Den får ikke for lidt af de røgede og krydrede indtryk, og det er så her, man pludselig opdager, at man faktisk også kan smage resten af øllet.
Malten er ikke glemt. Ganske vist skjuler de brankede, brændte og røgede noter maltens karamelagtige sødme ret effektivt, men fylden står tilbage, og gør sit til, at brygget bliver fuldendt i sin komposition. Modsat den ellers ikke dårlige Grodziskie er røgintrykket ikke blandet op med vand, fordi resten af øllet er glemt.
Det er nok de mange års erfaring, der spiller ind. Vestfyens bud på en røgøl var slet ikke ringe, men her mærker man traditionen … hvilket gør Krenkerups Rauch Bier så meget desto mere imponerende. For når alt kommer til alt, husker jeg ikke hin lollandske perle som væsentlig anderledes i karakteren end denne – den klassiske bambergske rauchbier. – Men Krenkerups øl ligger jo efterhånden flere år tilbage.
Sådan kan en anmeldelse af en enkelt øl bringe én tilbage – ikke bare til Irland, men helt tilbage til den lille lejlighed i Århus Vest, hvor denne blog fandt sin spæde begyndelse for ca. 5½ år siden. Tænk hvor tiden går, uden at man behøver føle sig gammel.
