Gær: “Jeg vil selv!”
Så skete det vist igen. Jeg meldte bastant ud, at mine anmeldelser nu ville blive kortere, fordi mine noter var så meget desto mere fragmentariske. Alligevel lykkedes det mig at få sidste anmeldelse til at fylde lige så meget som de mange foregående, på trods af at mine noter kun bestod af fem hurtigt og ulæseligt nedkradsede linjer.
Til den næste øl, jeg fik at smage – vi befinder os fortsat i baren i den gamle kampvognshal – fik jeg nødtørftigt nedkraset hele tre linjer. Det gjaldt bryggeriets påskebryg fra i år, der også havde udviklet sig i en ikke-planlagt retning, omend det alligevel var landet et ikke bare drikkeligt, men faktisk ganske delikat sted. Hvad der helt præcis skete – ja, det fik jeg vist fortalt, men husker det ikke. Eller også vidste bryggeren det heller ikke med sikkerhed.
I hvert fald var alkoholdannelen i brygget lige pludselig løbet løbsk. En eller anden fremmed gærstreng, måtte have fundet vej til brygget. Hvilken, fandt man aldrig ud af, men i hvert fald steg og steg alkoholprocenten – hinsides hvad de fleste almindelige gærstrenge ellers skulle kunne tåle. Oprindeligt skulle brygget vist have været på 4,6 % med brug af den oprindelige gær, og brygmester Niels Kiens fortalte levende, hvordan han måbende så alkoholprocenten kravle op over 7, så 8, så 9 …
Og så endte den på 10,2 i al sin magt og vælde – og smagte i øvrigt nydeligt. Igen er der tale om et gyldenorange, svagtskummende bryg. I mine noter står der, at brygget er “lækker[t], tør[t] og vinøs[t]” – og det skal jo nok passe, men rækker altså ikke helt til den standard, jeg gerne vil sætte for mine anmeldelser.
Brygget blev nok serveret lidt køligere end anbefalelsesværdigt, hvilket vil sige direkte ud af køleskabet. Det er ikke et bryg, der brillerer ved sine tørstslukkende egenskaber – heller ikke ved 6-7 grader i en bunker på 26-28 grader. Dertil er alkoholelementet – omend velgørende – for præsent og udfyldende. At brygget er blevet til ved et tilfælde viser sig ved en mindre ubalance mellem netop alkoholfylden og en tør eftersmag. Det lette, tørre efterhåndsindtryk får brygget til at tippe til den tunge alkoholside så det virker mere sammensat end forenet.
Men sammensat kan også være spændende. Og dette bryg er udelukkende sammensat af smukke brikker der måske bare ikke alle passer helt sammen.
Det er vel hvad der kan ske, når gæren får lov til at arbejde selv.
