»Session NEIPA«
EU’s regler gælder ikke for USA. Derfor må man gerne kalde en IPA for en New England IPA, selvom der er et ocean plus det løse mellem bryggeriet og stedet der bærer produktets navn. Det er vist noget med, at man ikke må kalde et produkt ved et stednavn, med mindre det rent faktisk kommer fra det sted – men åbenbart kun hvis det sted rent faktisk ligger i EU.
Fordi – fuck resten af verden, eller noget i den henretning.
Det kan også være, at jeg har galt fat i et eller andet. Måske er New England IPA, eller NEIPA som det gerne forkortes, ikke på samme måde et beskyttet brand – og så må man gerne.
Ikke at det egentlig går mig særlig meget på. Det er jo ligegodt ikke mig, der brygger øllene, og skal bryde mit hoved med den slags. Jeg skal bare smage på varerne.
NEIPA er kendt for gavmilde humlemængder. En IPA der skal spises med kniv og gaffel, hvor ord som ‘tåget’, ‘grumset’ og endda ‘plumret’ om udseendet slet ikke slår til, og som bedst leveres i tubeemballage, er karaktertræk, man forbinder med stilen. Det skyldes rundhåndet tørhumling der kommer oven i det sædvanlige indhold af restgær. Lige noget for denne blogger kan man roligt sige!
Imidlertid stritter brygget her ikke det mindste imod ved skænkning. Det er selvfølgelig meget kønt, som en kæmpe appelsin som glasset nærmest er krænget rundt om – med skummet som albedo. Jo, tåget er det bestemt. Tæt tåget endda – men næppe grumset, og slet ikke plumret. Skummet er heller ikke hverken tæt, fedtet eller højt nok. Det bruser snart af, og ville kun rejse sig, hvis man skænkede brygget så voldsomt, at det næsten var synd. Ligesom skummet forsvinder bouqueten også snart – citrusfrugt og hyld når lige at sige hej, før de er ude af døren.
Men noget smag er der da. Citrus og tørre grannåle melder sig på en bund af friske figner. I eftersmagen mærker man lyst træ, der lægger sig grundigt afhøvlet og glatpudset langs med gummerne. Her er der ikke noget der stikker, flår eller river. Det hele er pænt, ordentligt og poleret. Kontrolleret ned i mindste detalje – og som læserne nok har regnet ud, sker det på bekostning af oplevelsen.
Brygget kommer til at fremstå alt for let, alt for rent og alt for pænt til bare tilnærmelsesvis at retfærdiggøre sig som en NEIPA-oplevelse. Ingen opflåede gummer af bitterhed, ingen nedadkrængende mundvige af citrus, ingen opspilede øjne af hyldens sødme. I stedet leveres aromaerne i en alt for regelret og konform pakke, viklet ind i alt for meget vand.
På en varm sommerdag i marken ville den nu nok gøre godt. Bevares – der er ikke noget, der smager grimt i den. Den smager bare ikke af nok, når man bliver stillet en NEIPA i udsigt. Mit forslag til Kissmeyer er derfor, at man smider en markør ind i navnet for, at man her er gået mest op i bryggets tørstslukkende egenskaber …
… og omdøber den Session NEIPA.
