Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

AC/DC, Karlsberg Brauerei




Mere ren end AC/DC (adj.) …

Jeg har holdt en lille pause oven på Kvicklys Ølfestivalg. Det blev til mange øl på få dage, og så meget drikker jeg slet ikke normalt, så jeg har taget en – synes jeg selv – velfortjent pause. Pausens varighed søger i øjeblikket forlængelse på ubestemt tid i form af en forkølelse, der allerede flere gange har truet med at slå over i influenzaligenende symptomer. Men før det skulle ske vil jeg lige anmelde en enkelt øl, mens jeg stadig har helbred, førlighed og ikke mindst sanserne (navnlig lugte- og smagssanserne) i behold.

Den glade giver – for en sådan er der også denne gang – er Gedved. Han arbejder frivilligt i Amager Bio, hvor der angiveligt spillede nogle AC/DC-coverbands på et tidspunkt. I den anledning fik han fat i denne øl, og advarede om, at jeg ikke skulle sætte forventningerne for højt.

Jeg er stor AC/DC-fan, og så er forventningerne jo gerne lidt høje før brygget er prøvet …

Og for at starte et sted, med emballagen, så er den jo forjættende med sit ‘Black Ice’-tema. Desuden betegnes konceptet som ‘German Beer, Australian Hardrock’. What’s not to like? Sværere er det at finde ud af, hvem producenten er, men leder man længe nok i den ekstremt lange liste af gentagelser af bryggets fire ingredienser (der prales også med, at det er brygget efter Reinheitsgebot – still nothing not to like) finder man omsider bryggeriet: Karlsberg Brauerei Hamburg. Nu er spørgsmålet blot, om Carlsberg har lagt sag an eller ej.

Brygget er også ganske nydeligt korngult, når det skænkes i den stadig gloende aftensol. Vær opmærksom på, at dåsen ikke indeholder en halv liter, men en pint – så den kan ikke være i et halvlitersglas. Skummet imponerer med en ganske udsøgt, tæt cremet- og holdbarhed. Det vrides i sjove former efterhånden som det langsomt daler, og formår endda at efterlade adækvate klatter på indersiden af glasset. Duften gør til gengæld ikke meget væsen af sig. Den består mest af korn, men med en vag krydret kant, der er ubestemmelig, men ikke ubehagelig.

Det ubestemmelige går igen i brygget initiale sødme. Der er nok tale om en sød humletype, som jeg ikke kender, men godt gad vide, hvad hedder. Den kunne måske få en andenplads efter Cascade. Hyldeblomst med en kant af lakrids kan måske tjene som beskrivelse. Dertil kommer en mere end adækvat og markant bitterhed, der især giver sig til kende ved gumme og mandler. Hasselnødder er markante og velgørende bitre, og fortsætter i en overraskende langvarig eftersmag. Fylde er der nok af – men så heller ikke mere.

Det er overordnet godkendt og måske endda en anelse mere. Gedveds advarsler fik mig til at frygte for et meget lavere niveau end det var tilfældet, men man er på den anden side heller ikke ligefrem Thunderstruck over niveauet. Den er for blid og rar til at være en rigtig hårdrocksøl. Vi er meget tættere på noget halvkedeligt Coldplay, eller en småforkølet udgave af U2, end vi er på noget, der lugter ordentligt af Heavy Metal.

Men det skal retfærdigvis også indvendes, at det måske ikke er en russian imperial stout eller en imperial IPA, man har mest lyst til, når man er til Heavy-koncert. Men en pilsner med noget mere smag en gennemsnittet er til gengæld slet ikke nogen dårlig idé.
3-en-halv-stjerne




Updated: 11. juli 2016 — 10:57

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme