Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Abbaye de Vauclair

Effektiv sommerøl

Ja, jeg vil igen ævle om mine mange livestreams. Det er, hvad jeg laver på min YouTube-kanal i øjeblikket. Det kræver ikke den store planlægning, ingen efterfølgende redigering (noget der kræver rigtig meget tid og mange kræfter), og man får lov at interagere med andre mennesker. Den slags lider man af kronisk underskud af som introvert YouTuber.

For knap en uge siden rullede min seneste livestream, hvor jeg sammen med nogle venner så den danske kultleder Torben Søndergaards såkaldte dokumentar ‘7 Days Adventure with God‘, over skærmen. Allerede på det tidspunkt, var vejret slået om til det alt for varme og tørre vejr, vi i disse dage lider under, men øllet var egentlig ikke valgt af den grund. Det viste sig blot tilfældigvis at matche tørke og hede forbløffende godt.

Den blev købt i Lidl, Valby, ugen forinden, ved samme lejlighed hvor Marcus, det gavmilde menneske, skænkede mig endnu en samling af Skanderborg Bryghus’ øl, efter at vi havde begge havde været værter på en tidligere livestream i serien, hvor vi havde kværnet den første samling.

Den bedste grund, jeg kan komme på for at vælge denne øl til livestreamen var, at den havde en god størrelse til et par timers kvasisocialt samvær. En deleemballage på 0,75 l, der til gengæld ikke er voldsomt stærk – afdæmpede 4,5% bliver man højst lettere selskabeligt overrislet af, når man nyder den over 1½ times tid.

Brygget er fransk. Jeg ville have gættet på belgisk, så der kan man se. Typen er en ‘blanche’ hvilket vel i det store og hele svarer til den nordlige nabos Wit. Denne variant er tilsat koriander, appelsinskal og ascorbinsyre, næsten som en stilmæssig fuckfinger til naboen mod øst, og dennes OCD-agtige fokuseren på øllets renhed.

Brygget er lyst – lysere end billedet antyder, svagt skummende og dufter friskt af hyldeblomstsaft, tilsat lidt for lidt sukker og lidt for meget citronsyre. Dette er ikke negativ kritik. I en belgiskinspireret hvedeøl er det tværtimod ganske lovende.

Aromaprofilen er afdæmpet, men til gengæld gennemført forfriskende ved første berøring med mundhulen. Syrlige noter af citron giver brygget friskhed, og de blander sig optimalt med bryggets andre aromaer – sødme af appelsin, der nok hidrører fra den tilsatte citronskal og en krydret kant, der vel nok stammer fra den tilsatte koriander.

Ja, nogle vil hævde, at det er snyd med den slags tilsætninger, men additiverne er ligegodt blandet i et noget nær perfekt forhold. Mængden af vand i brygget kan man måske beklage sig over. Alle aromaer, om de er nok så præcist blandet sammen, forbliver afdæmpede i et altid meget fremtrædende element af vand.

Men i heden gør det selvfølgelig ikke så meget. Her er der faktisk en aldeles velafstemt sommerøl: let, forfriskende og smagfuld. Selv når hovedvægten er lagt på det forfriskende. Sommerøl er svære kompromisser, hvor vand og friskhed tit spiller for stor en rolle, men her er kompromisset ramt lige i centrum.

Støt Kajs Ølblog/Hopswatch via Patreon!
Updated: 26. juni 2020 — 17:23

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme