I modsætning til, hvad navnet måske antyder, ændrer Årgangsbryg fra Harboe sig ikke i årenes løb. Det er kun etiketten, der ændrer sig, “men den gode smag er den samme år efter år”, beretter bryggeriet på sin hjemmeside. Nu bliver det spændende at se, om smagen også er god. Foreløbig kan man jo glæde sig over, at Harboes bryggerier enten har en marketingafdeling, hvor folk kan stave, eller de har pudset en korrekturlæser på slipsedrengene. Begge muligheder er i hvert fald fjong, og jeg vil derfor gå let hen over, at hele årgangsbryg-konceptet er plagieret efter det Carlsberg-ejede Wiibroe-bryggeris Årgangsøl.
Imod den forventning man må have, når alkoholprocenten ligger vel over de 7 (helt præcis på 10 i dette tilfælde), er Årgangsbrygs duft ganske mild, med frugtagtige og sødlige nuancer. Det er ikke helt ulig pale Ales, og andre fine, søde øl. Belært af mine erfaringer med spritterøllenes smag fra tidligere, er den gode duft et udmærket sted at stoppe.
…
…
…
OK, spøg til side.
Sjældent har jeg dog været så fristet til at undlade at sætte glasset for munden, fordi jeg efterhånden har lært, at disse spritterøl bare ikke smager godt. (Jeg havde oprindeligt skrevet “særligt” før godt i foregående sætning, men tog mig i det.)
Det starter ellers overraskende godt. Smagen er både kraftfuld og fyldig og ikke spor ubehagelig. Kort efter melder sig en bismag af brændevin samt den for brændevin karakteristiske varmende fornemmelse i spiserøret. Så selvom smagen umiddelbart overrasker positivt, er spritterfornemmelsen intakt, og jeg mener fortsat ikke, at øl skal føles som spiritus, når det glider ned.
Samtidig er det faktisk svært at afgøre, om brygget egentlig smager sødt eller bittert. Bare det, at det smager af noget uden at smage grimt er selvfølgelig i sig selv et fremskridt, når det drejer sig om spritterøl. Men det er alligevel mærkeligt, at drikke en øl, der smager kraftigt, uden at man helt kan afgøre af hvad. Om eftersmagen kan man dømme med noget større sikkerhed. Den er flad og uinspirerende, som det oftest er tilfældet med jævn, dansk metervarepilsner.
Men alt andet lige, er det heller ikke nogen ubehagelig pilsner at drikke. Som brygget får lidt temperatur og man når længere ned i glasset, er det da også muligt at identificere nogle bitre toner. Det er bare ikke kønt, endsige elegant, men smagen er der da. Bitterheden er tung og prikkende. Den brænder lidt og klinger af med en letrøget aroma.
Jeg har da afgjort smagt værre (og jeg gider ikke at linke til min anmeldelse af Brutalis igen. Klik eventuelt på linket ovenfor, der er lagt i ordet “grimt”), men helt god bliver Harboes Årgangsbryg så gu’ aldrig. Til mad duer den heller ikke. Ligesom brændevin ikke virker til mad. Spritsmagen er alt for dominerende. Jeg vil slet ikke udelukke, at den kunne have været god, hvis ikke den var blevet tunet med glukosesirup. Spritsmagen overdøver og ødelægger en ellers godkendt humlearoma.
Men Såfremt den drikkes i små nip over en time til halvanden, kan den faktisk ende med at være en nydelse. Den vil afgjort kunne varme godt i de lange, kolde vinteraftener – eller -morgener, hvis man skulle være løbet tør for Gammel Dansk.
