Lad os opsummere …
Jeg er nået til vejs ende med dette års udvalg af juleøl. Listen er selvfølgelig ingenlunde udtømmende for, hvad der er blevet lanceret landet over, da mit udvalg naturligvis var præget af, at jeg har været begrænset til supermarkederne i Thisted, hvor jeg bor. Jeg går meget op i især at anmelde øl, der er nemme for alle at få fat i – ikke mindst når det gælder udvalget op til højtiderne, så der har ikke været mange fancy juleøl fra bittesmå bryggerier med, omend de da er repræsenteret.
Gennemgangen her vil mest have karakter af en opsummering af juleøllene, end en rangliste. Enhver der måtte ønske det, kan blot kigge på karaktererne for de enkelte øl, og se hvilke jeg bedst kunne lide og det modsatte. Langt hellere vil jeg kigge på, i hvilken retning årets juleøl peger, og derudfra gisne om udviklingen i nær fremtid … fx næste år. En kommentar til årets absolutte topscorer – og det modsatte – vil læserne dog ikke blive snydt for.
Svanekes nye veje …
Temaet Juleøl 2019 startede allerede 1. november – så jeg har været i gang i knap to måneder, alligevel. Det startede med et par øl fra Svaneke Bryghus, som jeg købte i Fakta. Endnu engang skylder jeg COOP’s discountsupermarked ros for at have øl på hylderne, der langt fra er super-lettilgængelige. Begge er af skarpe, bitre
typer – den ene en decideret IPA – og ingen af dem særligt julede i karakteren. Mange ville endda kalde dem uegnede til den fede julemad, og jeg ville ikke være helt utilbøjelig til at give dem ret.
En kort korrespondance med nogle af bryggerne afslørede, at bryggets karismatiske brygmester, Jan Paul, faktisk ikke bryder sig synderligt om søde juleøl, så derfor valgte han altså at lave noget andet, som han kunne lide. For min skyld gerne – men bryggene ender, på trods af at de ligger i den høje ende af kvalitetsskalaen – som outsidere hvad typerne angår.
Hyggeligt mørke …
Meget mere traditionelle var de mørke juleøl. Til gengæld var karakteren af disse overraskende bred, omend langt fra altid lige sikker i udtrykket. Midtfyns Bryghus‘ Juloween udgjorde et ikke nærmere definérbart misk-mask, der ikke rigtig vidste om det ville være sødt-surt eller bittert. Man skal nok være forsigtig med for meget cross-over, ikke mindst i juletiden, hvor tingene gerne må forblive som de har været gennem alle årene.
Mere sikre- men til gengæld også jævnt kedelige – var de 
mørke ales fra De 5 Gaarde og Einstök Ölgerð. Rigtig godt blev det først da Midtfyns Bryghus tog revanche med sin Jule Stout, og fik overraskende følgeskab af Refsvindinges AZ Ale No. 24, som bliver en af de øl, jeg vil nyde ved bordet juleaften. Ørbæk gjorde det også hæderligt med deres Juleøl 2019. Fælles var et fokus der ikke bare var på det søde og fyldige – en bitter og undertiden røget kant var også fremtrædende, uden at det gjorde bryggene uegnede til julemaden overhovedet – tværtimod.
Bundproppen blandt de mørke øl blev Bateman’s Rosey Nosey, der trods sit lovende og meget traditionelle – for ikke at sige kitschede – ydre, viste sig at være noget tyndt pjask med lige så meget aroma som karakter, nemlig stort set ingen.
Merry Yule …
SuperBrugsen havde et udvalg af britiske juleøl på programmet. Udover Bateman’s mislykkede Rosey Nosey var der to Bad Elf-bryg fra Ridgeway, samt en Christmas Ale fra St. Peter’s Brewery i en fancy flaske, der nok skal give uro i pantautomaterne landet over. Sidstnævnte lagde tidligt i forløbet op til at blive årets 
vinder, men måtte alligevel se sig slået senere hen. Det lykkedes mig at redde et eksemplar af den fede, fyldige, vinøse, søde og letsyrlige øl til årets julemiddag. Det er netop til maden, at St. Peter’s Christmas Ale egner sig bedst af alle temaets bryg – inklusive vinderen, der bedre egner sig til lækkerierne bagefter.
Traditionen tro …
Mange hader dem, men de er en fast bestanddel af julen herhjemme, og personligt har jeg gennem årene lært at nyde og holde af dem – julehvidtøllene. Årets topscorer blev Ørbæks ‘Hvidt Øl‘, hvis navn ikke kunne være længere fra sandheden. Brygget er mørkt som selve julenatten, med skum der endda matcher. Hvor denne øltypes skum tit står i blændende hvid kontrast til mørket, er Ørbæks høje skum knækket i en klædelig brun nuance, som de andre julehvidtøl i feltet kun kan drømme om.
Ikke dermed sagt, at Ørbæk ikke fik modstand. Hancocks Jule hvidtøl No. 1 gjorde det mere end hæderligt, og vil også gøre det glimrende til ris a la mande – eller hvad desserten ellers måtte bestå af ude i de små hjem. Thisted Bryghus måtte her se sig slået, idet deres Dana‘s meget rene karakter gjorde brygget noget glat og konturløst.
Jeg tror faktisk, det er første gang, jeg har givet julehvidtøllene 3½ og 4 stjerner. Det viser blot, at selv en udskældt type som julehvidtøllen har sin berettigelse – når ellers der bare ligger en smule vilje til kvalitet bag.
Det lyse …
Og så var der de juleøl, jeg nok aldrig lærer at forstå. De der bryg, som man i virkeligheden også kan få hele resten af året, men som ved juletid lanceres som juleøl, selvom der reelt ikke er noget som helst julet ved dem – pilsnerne. Gennem alle årene har der været en tendens til, at de lyse, undergærede pilsnerbryg på magisk vis forvandles til juleøl, hvis ellers de bare tunes med en satans masse alkohol. Blæse være med, om de skarpe fuselsataner overhovedet egner sig til sild, 
and, flæskesteg, svesker, ris a la mande, risengrød, dadler, figner eller karamelfyldte chokolader. Der skal bare gas på fuldskaben, så det kun kan gå for langsomt med at gå i gulvet!
På andre tidspunkter af året findes lignende bryg under navne som Master Brew, Elephant og Bjørnebryg. Ved juletid under navne som Tuborg Julebryg, Albani Julebryg, Jule Ren m.fl. I embeds medfør følte jeg mig forpligtet til at tage tre med: Rødhætte er en mildere udgave af førnævnte Albani Julebryg. Hvorfor eventyrfiguren Rødhætte nu skal forbindes med jul er mig lidt af en gåde, men i det mindste smager brygget ikke nær så giftigt som storebror Blålys. Desværre er dette tilfældet, fordi Rødhætte samtidig smager af meget lidt.
Bundskraber blev den til gengæld ikke. Det blev Hancock til del – men det gemmer jeg. Hancock var imidlertid også det bryggeri, der leverede den mindst ringe julepilsneroplevelse med Merry Christmas – Happy New Year – en titel der må siges at være passende for årstiden, men til gengæld taber point på mundrethedsscoren. Smag var der heller ikke meget af – kun glimtvis smager brygget igennem … af pilsner. Og bevares – man kunne vælge langt mindre egnede øl på julebordet end en pilsner, men nøj … hvor kan man også bare vælge noget, der er meget mere egnet.
Så hvor er vi på vej hen …
Julen er højtiden, der aldrig må ændre sig. Vi skal gøre det samme hvert år … eller skal vi? Vi ved juletraditionerne ændrer sig, og det gælder også inden for øl. De tunge, søde og tætte juleøl er vel egentlig en nyskabelse i betragtning af, at julepilsnerne som jeg kalder dem i mange år var de juleøl, der var. Og så gik folk ellers ud fra, at det egentlig bare var det, man drak op til jul.
Med større fokus på kvalitet inden for fødevarer, har især de mørke og søde øl vundet frem de sidste år, og er nu en fast bestanddel af kvalitetsudvalget af juleøl. Det er de sammen med nyskabelser som jule-IPA’er og andre mere syrlige brygeksperimenter, der sådan set bare repræsenterer den generelle tendens inden for ølbrygning i øjeblikket. De nye koncepter skal da også afprøves på højtiderne, fordi – årsager velsagtens.
Om de så holder, har jeg min tvivl om. Hvor de søde juleøl har bidt sig fast – omend de så småt lader til at blive mere bitre og røgede (til min udelte glæde), så vil vi uden om disse fortsat observere fluktuerende brygeksperimenter som dem Svaneke og Midtfyns Bryghus har stået for. Hvilke af dem, der bider sig fast i fremtiden er for tidligt at gisne om.
Jule-IPA’en har ifølge min ringe mening stadig sit gennembrud som fast juleøl foran sig.
Topskraber og bundscorer …
Det bedste og det værste har jeg gemt til sidst, efter at jeg behændigt har undgået at nævne dem i løbet af denne lille gennemgang.
Noget andet jeg har undgået at nævne, var de hyppige tirader om den danske udgave af krigen mod julen, som den udspillede sig i løbet af november og december måned. Den ikke-sag har jeg valgt at lægge på hylden her – ud over den smule, jeg for en god ordens skyld nævner her, da det trods alt prægede mine anmeldelser i løbet af temaet.
Vel – To Øl‘s aldeles vidunderlige, tætte, tunge – men også overdrevet venlige superstout, Jule Mælk, er juletemaets sikre vinder. Igen skal det understreges, at denne øl ikke skal drikkes til maden, hvor den simpelt hen vil dominere og kvæle aroma af både rødkål, kartofler, and, flæsk – samt alt det andet gode, man måtte have på bordet. Den er et måltid i sig selv, men egner sig som sådan glimrende til de mange godter, man gerne propper sig med, når middagen er overstået og man hygger sig bagefter. Fyldte chokolader, Eiskonfekt, tørrede dadler og figener vil den gøre sig godt til, tillige med flydende karamel og andet fedt og usundt. Well done, To Øl – og Props til SuperBrugsen Thisted for at have haft (den er desværre udsolgt) en verdensklassespecialøl på hylderne.
Temaets absolutte taber skal til min store skuffelse findes i Hancocks portefølje. Jule Bryg på 10,5% er en skrækindjagende rædsel af en tunet alkoholbombe – designet til at gøre konsumenten fuld på rekordtid. Taberen i det projekt er næppe overraskende smagen, der med en blanding af industriel alkohol og vissen kommen ikke bare knalder et alkohollammet hoved i gulvet, men gør det så hårdt, at hele kroppen går igennem det, hvorpå det tager samme tur gennem kældergulvet, fundamentet og videre dybt ned mod jordens indre. Så lavt scorer den.
Noget nær udrikkeligt og en af de fæleste øloplevelser, jeg i mit liv som blogger har måttet stå model til. Det der smerter mig mest er, at jeg må skrive sådan om et lille, uafhængigt bryggeri, der har min dybeste respekt for, at de holder fast i uafhængigheden – og faktisk har gjort det endnu før ølrevolutionen overhovedet var noget, man havde hørt om herhjemme.
Heldigvis er der meget andet godt øl, man kan købe fra Hancock i stedet for denne her. Jeg har modtaget en del hug på bloggens facebookside for den krasse, men også hudløst ærlige anmeldelse af den. Men jeg forstår ikke øl, der smager af kogesprit. Jeg forstår heller ikke, hvad øl, der kun smager af kogesprit har med jul at gøre.
Det kan godt være, det bare er mig, der er tåbelig og uvidende … Det vil jeg kontemplere, mens jeg nyder endnu en Christmas Ale fra St. Peter’s Brewery – måske med en Jule Mælk fra To Øl bagefter, hvis jeg skulle være så heldig at støde på den.
Så må kritikerne gerne beholde Jule Bryg fra Hancock helt for dem selv.
Og dermed vil undertegnede – Kaj fra Kajs Ølblog – ønske alle læserne en rigtig glædelig jul.
