Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

A-Z Ale No. 16, Bryggeriet Refsvindinge

3-stjerner

Dagens øl må siges at være en af sværvægterne blandt danske specialøl. Specialøl skal her – ligesom andre steder i bloggen – ikke forstås som den teknisk-faglige betegnelse for øl, der brygges på andet end malt, humle, vand og gær, men blot forstås som øl, der adskiller sig mærkbart fra den store uformelige masse af ligegyldige, tynde og mere eller mindre smagsfrie pilsnerøl.

Den blev brygget for første gang i 1995, kåret som den bedste danske øl i 1997 og som den 3. bedste i verden i 2000. Ikke alene er det en af de tidligste forsøg i Danmark på ENDELIG at komme ud af starthullerne, og brygge noget øl, der er lidt mere interessant end de altdominerende mainstreamøl. Man må også sige, at det har været en ganske stor succes, både – som man kan se på konkurrenceresultaterne – kvalitetsmæssigt og kommercielt, eftersom A-Z Ale No. 16 nu kan fås i de allerfleste supermarkeder. Discountkæden Fakta f.eks. holder sig ikke for fin til at have den med i det faste sortiment.

Denne øl var også med til at udvide mine snævre opfattelser af, hvad ordentligt øl var. Jeg husker tydeligt den sommer i 2005, hvor jeg for første gang var med på Scandinavian School of Piping & Drumming, og hvor der var A-Z Ale No. 16 fra Bryggeriet Refsvindinge … på fad! Ikke overraskende tømtes alle fustagerne i god tid før festen den sidste aften, men det siger nok lige så meget om sækkepibefolkets hang til de våde varer, som det siger om Refsvindinge-bryggets kvaliteter.

Det er med alle disse dejlige minder in mente, at jeg atter har sat læberne til glasset. Dog ikke uden at granske etiketten først, og her er det, at jeg støder på nogle småting, der ikke kan undgå at nage.

Det er nemlig ikke en øl, der kun indeholder vand, malt, humle og gær. Varedeklarationen prydes tillige dermed af helt præcis tre E-numre, nemlig E290, E300 og E150c, her nævnt i den orden jeg har tænkt mig at kommentere dem, i fald en læser eller to skulle have mig mistænkt for ikke at kunne tælle.

E290 har vi haft fat i tidligere. Selvom det er med i gruppen af konserveringsmidler, der indeholder nogle af de mest kontroversielle E-numre, såsom E250 (køb økologisk!) er E290 et af de mest, hvis ikke DET mest uskadelige E-nummer. Det er kulsyre, der bruges til at få vand til at bruse, og det er ikke farligere end ens egen udåndingsluft.

E300 er ascorbinsyre, måske bedre kendt som C-vitamin. Der er ikke dokumenteret nogen gavnlige virkninger ved det, når det er tilsat madvarer, og derfor må det ikke benævnes C-vitamin på varedeklarationer. Omvendt er der heller ikke noget, der tyder på, at det er skadeligt. Af samme grund er det populært som surhedsregulerende middel eller antioxidant, hvilket det da også bruges til her.
Jeg må jo så – ikke overraskende måske – tilstå, at jeg ærligt talt ikke forstår, hvorfor den slags overhovedet skal tilsættes øl. Jeg er, som læserne nok har bemærket, meget krakilsk med at påtale enhver afvigelse fra malt, vand, humle og gær i øl. Jeg erkender dog samtidig, at visse øl – kriek for eksempel, som jeg hælder i mig som slik – naturligvis også indeholde andet. Samtidig indeholdt øl i gamle dage faktisk også C-vitamin. Det blev brugt som stabilisator og holdt bryggeriarbejderne skørbugen fra døren (ja, jeg bruger ren dativ hvis jeg kan. Det burde flere i det hele taget gøre!) Så hvis man endelig vil, kan man hævde, at det er old-school. Jeg vil derfor lade nåde gå for ret denne gang, og ikke kalde A-Z Ale No. 16 en beskidt øl – endnu.

Nu er vi så kommet til ingrediens E150c. Det bedste har jeg selvfølgelig gemt til sidst – eller rettere … det værste. E150a-d er fire forskellige typer karamelfarvestof. Fra første færd, er det selvfølgelig forrykt overhovedet at bruge farvestoffer i næsten hvad som helst. Det smager ikke anderledes, så hvorfor overhovedet putte overflødige – og ofte giftige – stoffer i mad for at få det til at se anderledes ud? Endnu mere tåbeligt er det, at putte den slags i øl. Der findes et hav af malttyper netop til at justere farve med, så hvorfor har man ikke bare gjort det i stedet? Har disse malttyper givet en forkert smag? I så fald er løsningen simpel – stil jer tilfreds med farven som den er. Ingen kan bilde mig ind, at den skulle se for uappetitlig ud til at kunne drikkes uden farvestof.
A-Z Ale No. 16 er og bliver altså en beskidt øl.
Man kunne indvende, at karamel trods alt blot er en type sukker og som sådan ikke giftigt. Problemet er, at netop E150c fremhæves som et farvestof, der kan påvirke immunsystemet, hvis man har B6-vitaminmangel, eller mangel på hvide blodlegemer.

Den eneste formildende omstændighed synes at være, at E150c åbenbart bruges i mange øl af porter-typen. Men burde et progressivt bryggeri som Refsvindinge ikke hellere gå foran, og udskifte – eller endnu bedre; helt droppe – farvestoffet? Indtil det er sket, må min holdning være, at det simpelt hen ikke er godt nok. Det kan gøres bedre. Skam jer, Bryggeriet Refsvindinge!

Men hvordan smager det så, øllet med det kontroversielle farvestof?

Det har en udmærket smag med en fin humleagtig bitterhed. Lidt for fin måske, for faktisk føles den også en smule tam. Den har samtidig en let lakridsrodsagtig sødme, en ganske let, næsten vægtløs sødme faktisk. Bitterheden er samtidig ikke stærk nok til at kompensere nok for den manglende sødme, og en vandig fornemmelse møver sig ind mellem smagsindtrykkene.

Jeg må spørge mig selv, om jeg blot husker smagen dårligt, eller om jeg er blevet bedre vant, eller at jeg er vant til den på fad, og ikke på flaske? I hvert fald anmelder jeg gerne denne øl igen (jeg mangler hverken B6-vitamin eller hvide blodlegemer, så jeg tør godt) når jeg kan få den tappet fra fad. Indtil da må jeg holde mig til, hvad jeg har prøvet nu. Men under alle omstændigheder ville det måske have klædt den, at den ikke var blevet filtreret. Ville den så ikke have smagt lidt mere igennem af de karakterfulde aromaer, den trods alt har?

Heldigvis tager den da også lidt revanche, efter at have passeret drøblen. Eftersmagen er rigtig solid, bittersød, uden at den er kvalm eller giver fornemmelse af tør hals.

Alt i alt er det dog med lidt af en skuffelse, at jeg er vendt tilbage til dette produkt. Dette gælder både øllets smagskvaliteter, men så sandelig også min nyvundne bevidsthed om hvad jeg putter – og navnlig ikke putter – i hovedet.

Det var anmeldelse nr. 16 – uden i øvrigt at der lå nogen form for planlægning bag.

Updated: 11. juli 2016 — 16:31

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme