Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Search Results for – "soda beers"

Kajs Radler (Battle of the Soda Beers III) v. Gæsteanmelder Gedved

“Kaj har ødelagt en Thy-øl!”

Gedved (tv.) og jeg (mf) tester en Thy-øl, jeg har ødelagt.
Det er Thyra til højre i billedet.

Indlægget er en parafrase over de be- og anmærkninger, min gode ven Gedved havde til mit første forsøg udi radlerkunsten. Før selve indlægget kommer først opskriften:

Til to glas Radler skal bruges:

  • 0,33 l. Økologisk Thy Pilsner
  • Fire store økologiske citroner
  • Økologisk rørsukker og almindeligt sukker i ikke nærmere afmålt mængde.
Da der er tale om en 60/40-radler (tre dele øl til to dele citronlimonade) giver dette i overkanten af 0,5 l Radler.
Fremgangsmåde:
  • Pres citronerne grundigt.
  • Filtrer saften fra citronerne groft gennem en si.
  • Tilføj sukker efter behag, rør rundt indtil sukkeret er opløst (det går hurtigt på grund af citronsyren).
  • Skænk øllet
  • Tilføj citronblandingen.
  • Rør rundt.
Gedveds første kommentar til eksperimentets udfald var “Kaj har ødelagt en Thy-øl!”
Blandingen viste sig at være alt for sur. Både Gedveds og mit ansigt nærmest kastede sig rundt og flåede kinderne hårdt ind mellem tænderne, mens øjenlågene truede med at sprænge øjeæblerne, der pludselig havde alt for lidt plads i kraniet.
Jeg styrtede straks min ven, mig selv og ikke mindst brygget til undsætning med en større dosis ekstra sukker, der omgående blev omrørt. Herefter kunne prøvesmagningen fortsætte.
Gedved havde ros til eftersmagen, hvor det sure og det bitre fra brygget blandede sig elegant, og havde også ros til opsætningen af ingredienserne, duften der var forfriskende syrlig og bryggets dejligt uklare ydre. Kombinationen af det citronsure, det søde fra det ekstra tilsatte sukker og den ret bitre øl, var med Gedveds egne ord “ikke helt ved siden af,” men jeg skulle afgjort arbejde videre med blandingsforholdet, hvor citronen trods ekstra tilsat sukker fortsat var for dominerende.
Gedved gav brygget 2 stjerner før brygget fik ekstra sukker,
2-stjerner
og 3½ stjerne efter det ekstra sukker var tilføjet.

3-en-halv-stjerne

Det er en karakter, jeg er meget glad for, for ikke at sige, at jeg finder den ufortjent høj.
Selv synes jeg, at der fortsat er meget plads til forbedring. Den smagte alt for meget af citron, og hvis jeg skal arbejde videre med den, vil jeg fortynde citronen med danskvand for at gøre den lettere i smagen. Den var decideret anstrengende at komme igennem, og det er ikke meningen med en radler. Desuden vil jeg tilføje (meget) mere sukker – kun økologisk rørsukker, selvfølgelig. Valget af Øko-Thy som øl, vil jeg til gengæld holde fast i, ligesom jeg vil holde fast i det totale fravær af sødemidler og aromastoffer – det være sig naturlige som kunstige. Men om radleren i det hele taget er et projekt, jeg gider prioritere fremover, må tiden vise.
Men det var sjovt at prøve, og det føles jo rart, at ens venner giver højere karakterer til ens hjemmelavede radler, end til de færdigblandede fra de store industriforetagender.
Skål i sodavandsøl, og fortsat god sommer!

Flensburger Radler, Flensburger Brauerei (Battle of the Soda Beers II)

Flasken er sgu flot!

There I said it! Blåt bruges bare for sjældent i ølflasker.

Vel, det var noget af en omvæltning at gå fra den ene radler – hvis producent vi jo ikke kendte – til denne.
– “Den er klarere i farven. Den ligner mere øl” sagde jeg.
– “Den dufter også mere af øl,” fortsatte Gedved.
Bouqueten ramte som en huskekage, og jeg erklærede på stedet, at jeg ville æde den sixpence, jeg købte i Irland på, at det var Flensburger Radler, min viv nu havde serveret. Har man først prøvet Flensburger Pilsener, ved man, at pilsner ikke bare er pilsner. Der er det tynde pilsnersprøjt, folk tyller i sig herhjemme – og så er der Pilsener – med et ekstra ‘e’ og stort ‘p’. – Og det er, når den kommer fra dette Nordtyske bryggeri.

Jeg var ikke længere i tvivl, og min viv kunne da også bekræfte, at det var sådan, det hang sammen. Befriet for yderligere spekulationer om, hvilken af øllene vi sad med, gik vi nu i gang med at nedbryde de forskellige smagnuancer.

Flensburger Pilsener-elementet holdt sig sandelig heller ikke tilbage. Vi var begge enige om, at øllet var meget mere nærværende i denne radler. Til gengæld viste det sig også hurtigt, at forholdet mellem de forskellige smagsindslag langt fra var særligt elegante.

– “Jeg kan godt smage det syrlige, men det er lige som om det lammer smagsorganerne. Man kan godt smage øllet, men det passer ikke rigtig sammen,” mente Gedved.
– “Det giver jeg dig ret i,” sagde jeg. “Bittert og syrligt passer sjældent godt sammen. Heller ikke her. Samtidig har den også en sødere syrlighed end man fandt det i den anden.”
– “Der er lidt et element af æbler,” sagde Gedved.
– “Ja, den type sødme,” sagde jeg.
Det var omkring her vi opdagede, hvad der egentlig var galt.
– “Den smager jo sådan lidt syntetisk,” bemærkede jeg. Og Gedved bifaldt.
– “Ja,” sagde han “det smager sådan lidt … ikke som tif, men …”

Hvis læserne ikke skulle vide det, dækker betegnelsen “tif” over Aldis æble-aperitif. En sukkerholdig æblevin som i mine unge dage – og måske stadigvæk – var populær blandt københavnske punkere. Oh de branderter man fik af det. Kun tømmermændene var værre! Men det var det, man havde råd til.

Sådan lidt syntetisk på samme måde, måske lidt letmetallisk, uskønt blandende sig med et bittert element. Jo, denne radler minder ufrivilligt om det foretrukne punkerstads fra 90’erne. Den syntetiske smag, gættede vi på, måtte stamme fra de kunstige sødestoffer, denne radler er tilsat (Tuborg Sommer er til sødning kun tilsat rigtige sukkerarter).

Vi gav begge samme karakter til Flensburger Radler: Én stjerne for at minde os om vores glade tid som punkere i København. Tak for kaffe og skål i sommervarmen.
1-stjerne

Tuborg Sommer, Carlsberg (Battle of the Soda Beers I)

Citronbleg Satan


– “Den er godt nok lys”
– “En citronbleg Satan”, for det ud af mig. Hverken jeg eller Gedved var synderligt imponeret over den meget lyse, citrongule farve og det alt for skrøbelige skum.
– “Og så alligevel ser den ud til at være ufiltreret, – det er jo altid noget.”
Vi stak skeptisk næserne ned i glasset, og mærkede en meget kraftig odeur af citron, mens ølelementet praktisk taget udeblev. Spændt satte vi glasset for munden …
– “Man kan slet ikke smage øllet”, sagde Gedved, der allerede på dette tidlige tidspunkt lagde sig fast på, at det måtte være Tuborg-produktet. Det skulle vise sig at være sandt.
– “Man kan næsten ikke smage det, og så smager den faktisk også for lidt af citron i forhold til, hvad den dufter af,” sagde jeg.
Gedved gav mig ret, men indvendte i øvrigt, at der i smagen var et grapeelement, der faktisk gjorde godt. Lidt ligesom Skovlysts SommerHvede. Vi var også begge glade for, at denne radler klart lægger vægt på det syrlige frem for det søde. Som radler er den ganske forfriskende, men ikke specielt sød og dermed overrasker den positivt i forhold til det publikum af smart beer-konsumenter, den ellers er rettet mod.
Uenighederne strakte sig til, at Gedved mente, den smagte lidt syntetisk. Det syntes jeg egentlig ikke, og selvom der figurerer flere aromastoffer i varedeklarationen, er denne faktisk overraksende nok den mindre slemme, hvad småskumle tilsætningsstoffer angår.
Samlet set var det ikke noget, nogen af os kunne forfalde til, men en god eftersmag – ikke mindst på grund af grapeelementet, samt det faktum, at der var lagt ganske meget vægt på det syrlige frem for det søde, gennemtvang et par uventet høje karakterer:
Gedved gav den …
2-en-halv-stjerne
 Jeg gav den …
2-stjerner

Battle of the Soda Beers – Prolog

Bloggermediet er lidt bøvlet. Når dette temas fire indlæg er skrevet, står de med dette første indlæg nederst. Det første, de fleste vil læse er det sidste indlæg, og kronologien vil være gået til sine forgængere. Jeg må bare bide i det sure æble og gennemføre projektet sådan som projektet nu må gennemføres, for jeg kan ikke lade et mindre dispositionsproblem stå i vejen for det simple, men – synes jeg selv – også fine projekt, jeg har gået og syslet med på det sidste.

Endnu engang har jeg i embeds medfør valgt at teste nogle øl, som kendere ellers typisk rynker på næsen og fnyser ad. Det gælder den fra Tyskland hidrørende blanding af limonade og øl, kaldet ‘Radler‘. En sommerdrik, der ikke har sit navn på grund af bryggets lave alkoholprocent, der skulle gøre en i stand til at køre cykel bagefter – nej, angiveligt har den blot fra starten været forbundet med (cykel)sport. Og det er jo forresten også ret meget oppe i tiden. Selv gider jeg dog ikke at kigge med, så længe rytterne fortsat tyller piller og EPO som det tyske sommerfolk tyller Radler i middagsheden.

Oprindeligt har det været noget, der blev blandet på stedet – eller man blandede det selv hjemme i sin stue. Men på det sidste er flere bryggerier begyndt at producere dem selv, færdigblandet. I Tyskland har i hvert fald Flensburger Brauerei haft en længe, og denne sommer har hjemlige Carlsberg lanceret én via deres Tuborg-brand. Tuborgs Radler bærer navnet ‘Sommer’, og blev lanceret sideløbende med deres seneste smart beer, Tuborg Grøn Ultra.

Det er såmænd ikke engang med min ringeste vilje, at jeg indlader mig på disse blandingsprodukter. Jeg var jævnt imponeret over Bryggeri Skovlysts ene nye sodavandsøl, så jeg er egentlig ikke afvisende over for ideen. Jeg ser hellere, at man blander øl op – fx med limonade – hvis man vil drikke det i varmt vejr, og i den forbindelse finder bitterheden distraherende, frem for – som det nu om dage hyppigere er tilfælde – at bryggerierne brygger ultratyndt øl, der fra starten mangler nævneværdige meritter, men iøvrigt gør en fuld lige så hurtigt som det øl, der smager af noget. En radler ser jeg som en god løsning for dem der vil læske sig i sommersolen, og som ikke nødvendigvis gider fulde sig samtidig.

Vel – de følgende tre anmeldelser handler om tre forskellige radlere. De to første var færdigblandet, og blev smagt ved blindtest af undertegnede og en af mine allerbedste venner, som jeg nu har kendt gennem 18 år. Egentlig hedder han Claus, men siden en glorværdig tid på HF på Horsens-egnen, har han gået under navnet Gedved. Min kære viv bragte os først den ene – siden den anden – så vi ikke vidste, hvad vi fik først for på den måde at eliminere så meget bias som muligt. Endskønt jeg mener adækvat at have redegjort for radlerens berettigelse ovenfor, er det stadig en efterrationalisering, og de to konkurrerende bryggerier – Flensburger Brauerei og Carlsberg har jeg hhv. stor og næsten ingen respekt for. Så blindsmagningen var velbegrundet.

Den sidste radler står jeg selv til dels bag. Jeg har ikke selv brygget øllet (det har Thisted Bryghus) eller plukket citronerne – endsige dyrket dem. De er leveret af Irma på Islands Brygge, men jeg har selv presset dem, og tilsat rørsukker og almideligt sukker, da det slap op. Alt sammen selvfølgelig økologisk. Jeg har ikke selv anmeldt den blanding – det stod Gedved alene for. Han bliver dermed også den første, der alene anmelder en øl på denne blog.

Men lad hermed smagningen af de fæle sodavandsøl begynde … eller lad i hvert fald beretningen om dem blive skrevet … eller noget.

Super Nova, Christiania-Bryggeriet/Svaneke Bryghus (… så jeg husker koncerten I)

Opvarmning …

Fuuuuuuck maaaaan! … som min gode ven Frank så tit har sagt det så concist og elokvænt … det var vildt! Frank blev sidst nævnt her på bloggen for et halv til trekvart års tid siden, da jeg frekventerede hans indflytterfest på Fyn. I fredags, altså Langfredag – i ved den dag, hvor man skal bøje hovedet og klaske hænderne sammen, mens man i duknakket ydmyghed ihukommer og kontemplerer Jesu pine og død for vore synder – indfandt han sig sammen med undertegnede på Loppen, Christiania for at deltage i et af årets store koncertbrag. Det klassiske britiske Birmingham-baserede Grindcore-band Napalm Death spillede op til dans – dette i sig selv som hån mod højtiden, hvortil genren vel også i en eller anden grad næppe hører til kristenhedens mest vellidte.

For mit vedkommende var der også et element af revanche i det. Ikke imod religionen – den har jeg for længst haft mit stille og udramatiske opgør med efter at have været både døbt og konfirmeret – men derimod mod mig selv. Sidst jeg var til Napalm Death-koncert – for hele 16 år siden i 2002 på Stengade 30 – drak jeg mig så beruset først, at jeg måtte forlade koncerten og tage hjem efter 3 numre.

Gedved (I ved, min tilfornhyppige gæsteanmelder), som jeg delte dén oplevelse med (han missede dog ikke koncerten) har drillet mig lige siden, og op til koncerten her, skrev han ved enhver lejlighed, når jeg nævnte arrangementet på de sociale medier, at jeg skulle “købe en t-shirt så jeg huskede koncerten”. Det gjorde jeg nemlig sidst. Og det ikoniske vers fra den gamle Red Warszawa-sang “Den Sorte Garderobe” kom til at passe aldrig så nydeligt.

Sådan gik det dog ikke denne gang.

Jeg var – som man måske har kunnet deducere sig til ud fra den video, jeg lagde på min facebookside – helt oppe foran. Og som min ledsagetekst til opslaget vil afsløre holdt jeg hele koncerten. Først i skrivende stund snart tre dage senere, er mine nakkesmerter ved at aftage, men jeg er sprudlende lykkelig og kisteglad over at have følt mig som en 20-årig igen.

Helt appelsinfri var jeg nu heller ikke. Jeg var klog nok til ikke at være mere end (godt) selskabeligt overrislet ved koncertstart, og ventede til at drikke mig æskestiv bagefter. Egentlig ville jeg ikke have prøvet nogen nye øl, men bare have nydt aftenen uden at behøve anmelde. – Undertiden overrasker det mig, hvor dårligt jeg egentlig kender mig selv. Men umiddelbart før koncerten kunne jeg ikke nære mig fra at prøve denne ‘Super Nova’ (ikke upassende i betragtning af den energiudladning, der var i vente), en pilsner efter lokal Christiania-opskrift, hvis produktion pga. en efterspørgsel, der ikke kunne imødekommes af de lokale bryggere, er overtaget af Svaneke Bryghus.

Bartenderen, der anbefalede den, kunne fortælle, at der var ekstra meget humle i, så den virkede mere som en IPA i karakteren. Bartenderen var rimeligt flink og sikkert god til at løfte tunge ting, men det skulle ikke blive sidste gang den aften, at jeg syntes, han ramte helt forbi en karakteristik af øllen.

Den blev drukket ud af flasken – ingen grund til at komplicere adgangen til scenen ved at være så forfinet at man insisterer på glas. Ud af den snævre hals var der imidlertid ikke megen bouquet at spore. Den sløje forventning om en van(d)lig Svaneke-oplevelse nåede akkurat at melde sig …

… før flasken blev sat for munden. Her maste en brovten, hærdebred humle sig lige bramfrit og jovialt ud over tungen og ud i alle mundhulens små afkroge. Tung, aromatisk og først og fremmest bitter af en umiskendelig og signaturtypisk pilsnerhumle. Denne øl er simpelt hen en pilsner, med afsindigt meget ekstra pilsner oven på pilsneren, and then some. Tungeklaskende, gummesmaskende og ganeklikkende lækker, og gennemtrængende bitter af fyldig, varm pilsnerhumle som man finder det i de mest udsøgte tjekkiske og tyske pilsnerøl. – Men med så meget mere pilsner.

Uden at være sikker, vil jeg skyde på, at rygradden af denne udsøgte og ekstraordinære pilsners humlebitterhed hidrører fra hallertauerhumlen. Saazen er som regel lidt skarpere og friskere, mens bitterheden her måske bedst genfindes i en Flensburger Pilsener – og af deres hjemmeside fremgår det, at de netop bruger hallertauerhumlen. So shoot me if I’m wrong.

Men som en IPA ligefrem? Overhovedet ikke. IPA er ikke bare bitter, men også karakteriseret ved dens aromatiske bismage, og i øvrigt en skarp humleprofil, frem for den meget tunge og brede humlearoma, man mødte i dette vidunder. Den intense bitterhed havde den for så vidt til fælles med IPA, men i dens karakter lå den et helt andet sted. Bartenderen skal ikke desto mindre have stor tak for anbefalingen af dette lille mesterværk. For oplevelsen blev bestemt ikke mindre af, at den egentlig ikke lignede IPA særlig meget.

Den kan anbefales enhver ølelsker, der lægger vejen forbi Christiania. Ikke mindst fordi den så tydeligt viser, hvordan selv den mest fortærskede og generiske øltype i vores dage kan fornys og blive ekstraordinær.

Og efter den oplevelse var der koncert!

Ølfestival på Lokomotivværkstedet 2017

Og man var der ellers kun et par timer …

Så lykkedes det mig for tredje gang i streg at lægge vejen forbi Danske Ølentusiasters Ølfestival i Lokomotivværkstedet i Valby. Jeg tænkte, det måtte være på tide at kalde venueen (ja, det må det vel hedde på nudansk) ved dets rigtige navn i år, nemlig Lokomotiværkstedet og ikke Lokomotivhallen, som jeg fejlagtigt har har kaldt det tidligere. Jeg må have haft skyklapper af et ganske udsøgt fabrikat på begge år, siden det er lykkedes mig i den udstrækning at gentage den samme fejl over så lang tid. Men nu skulle det så også endelig være slut, og vid, at det aldrig er for sent i det mindste at prøve at blive bedre til det man sysler med.

Det blev til mange indtryk, gensyn og selvfølgelig smagsprøver … samt en helvedes masse noter og billeder, som jeg nu skal se, om jeg kan finde en eller anden form for orden i. Måske er jeg endda heldig, det munder ud i en antydning af overblik – et kondensat af de mange indtryk, der måske endda kan gøre os allesammen klogere på, hvilken vej ølvinden blæser – hvad der står på spring til at blive hot og hvad der efterhånden er not …

Jeg vil starte med oplevelserne – og så må jeg jo se, om der kondenserer sig noget overordnet efterhånden.

2017-05-19 16.12.27(1)Flower Power Red IPA, Herodes

Jeg forsøgte ellers at være så grundig og omhyggelig. Alligevel lykkedes det mig åbenbart at undgå at få bryggeriet bag den første øl, jeg prøvede på festivalen, med i de hastigt nedkradsede noter. Pokkers! Men godt man har lært at google – og i øvrigt kigge sine billeder grundigt igennem. Valget faldt på en frisk IPA, da gåturen i det varme vejr fra mit arbejde godt 2 km. derfra havde gjort mig godt gammeldags tørstig. Den milde Flower Power IPA fik jaget tørsten væk med fortrinsvis frugtige aromaer af appelsin, clementin, spæde grannåle og adækvat opfyldelse af genrens skarphed. Til gengæld var der lige lidt mere vand end nødvendigt – hvilket i situationen var mere end velkomment. Havde jeg til gengæld betalt dyre domme for den på en ølbar, ville jeg nok have følt mig mere skuffet end vederkvæget.

Kriek, Kongebryg

2017-05-19 16.19.13Sidste år var jeg jo på bryggeribesøg og efterfølgende rodie ved flere lejligheder for Næstved-bryggeriet Kongebryg. De havde en stor stand på festivalen med militærtema, hvor personalet var iklædt deres karakteristiske armygrønne bryggeri-t-shirts under et stort camouflagenet. Brygmester Niels Kiens var ude, da jeg først kiggede forbi. Til gengæld mødte jeg min tidligere medroadie Brian, der straks langede en smagsprøve på bryggeriets nye Kriek ud. Indtil videre har Kriek for mig været meget sødt og imødekommende – jeg lapper Mort Subites i mig som slik, når som helst jeg kan slippe af sted med det. Men det ville jo ikke ligne brygmester Kiens særlig godt, hvis oplevelsen ligefrem var lettilgængelig – og det var den så gu’ heller ikke.

Kongebrygs Kriek er rød og tæt som nytappet blod – kun det spinkle, lilla-pink skum afslører, at det ikke er den gamle kasernes våben, der har været ude og trække kropsvæsker. Smagen er syrlig – som i syrlig af sure kirsebær, skarp som en nysleben bajonet og forunderligt forfriskende i de ansigtsvridende trækninger, bryggets slimhindesammenkrængende aromaer indgyder. Et must for enhver, der tror at en kriek er en sød oplevelse – det er horisontudvidende som kun de færreste. Desuden er den brygget helt efter belgiske forskrifter – af sig selv i egen tank, altså som en rigtig Lambic.

2017-05-19 16.25.03(1)Kriek Royal, Kongebryg

… og er man ikke til syrlig Kriek, kan man få et skvæt af bryggeriets mjød i. Straks har man en sødere, og nok også mere lettilgængelig Kriek Royal. Mjøden er ikke af den bløde, runde slags, men derimod af en frisk, lys og vinøs karakter, der fortsat giver det samlede resultat en skarp kant, frem for at kæle med smagsløgene. De syrlige kirsebær blander sig fint med honningvinen, men ikke så meget at de forenes – hvilket er fint, da brygblandingen dermed giver en både bredere og mere intens smagsprofil.

Perseus Valnød, Christiania Bryggeri

2017-05-19 16.30.53Ja, det er vel egentlig også for galt, at jeg ikke har været forbi Christiania Bryggeri endnu. Det er jo ikke fordi jeg har boet langt derfra de sidste fire år. Men så er der jo lige, og åh og ih og ah … – og så får man det alligevel aldrig gjort. Og så er det jo godt, at man har ølfestivalerne, hvor man netop kan nå den slags. Okay, sandt at sige vidste jeg faktisk ikke, at Christiania havde sit eget bryggeri, men jeg ville nu heller ikke påstå, at det kom som den store overraskelse, da det gik op for mig.

Anyways – de havde denne valnøddeøl samt en IPA på hanerne i deres bod i den solbeskinnede gårdhave. Jeg ender alligevel altid med at drikke en farlig masse IPA på ølfestivalerne – og selv når jeg ikke gør, så drikker jeg en farlig masse IPA uden for ølfestivalerne. Eller for nu at gøre en allerede alt for lang historie kort – jeg ville, om ikke for andet end afvekslingens skyld, gerne prøve noget andet end IPA.

Og en IPA er det i hvert fald ikke. Det ellers nydeligt træfarvede bryg har tæt på ingen duft og viser sig da også først og fremmest at være en meget let tørstslukker. Fyldige, bitre eller for den sags skyld harske nødder er der ikke meget af, men efter nogen tålmodig venten bider bitterheden da en smule fra sig på tungesiderne ved gummerne. Det er nu ikke valnødder, der spagfærdigt viser sig, men snarere bitrere hasselnødder. Bare ærgerligt, at der ikke er nok af dem.

Navnevalget – den hellenske halvgud og kvindemorder Perseus – fik jeg desværre ikke nogen forklaring på. Pokkers som man altid glemmer den slags vigtige ting i farten. Jeg har forklaringen mistænkt for at kunne indgyde væsentlig mere spænding og begejstring end brygget … ikke at der egentlig skal så meget til.

2017-05-19 16.47.29Psykopaten IPA, Syndikatet

Jeg rendte jo også ind i en håndfuld gamle venner til ølfestivalen. Denne øl fik jeg fx anbefalet af en gammel ven ved navn Anders, hvis parade af lovord for den nærmest ingen ende ville tage. – Og se … IPA’er skulle jeg så sandelig få rigeligt af, selv når jeg ellers prøvede at gå uden om dem.

Psykopaten byder på solid træbitterhed – ca. to dele eg til en del fyr, hvilket gør den overvejende tung, mørk og en kende syrlig i udtrykket. Et tredje bittert indslag af kaffe melder sig varmt og kælent oven på de noget mere krakilske og uhøvlede træsorter. Det er lige før kaffen faktisk dæmper den øvrige bitterhed, så det færdige indtryk samlet set er rarere og venligere end hvis kaffen ikke havde været der.

Større psykopater behøver man nu ikke at tage til Det Hvide Hus for at finde – vores hjemlige Flygtninge- Indvandrer- og Integrationsministerium huser allerede langt værre af slagsen, og det samme gør Landbrugs- og Miljøafviklingsministreriet i øvrigt også.

– Men det er en anden historie.

Orange Peel Imperial Stout, Hornbeer

2017-05-19 17.09.15Denne øl fik jeg anbefalet af Ghita Gnudtzmann, en af Hornbeers faste roadier, som jeg lærte at kende på Copenhagen Beer & Whiskyfestival i Forum sidste sommer.

Brygget er brygget på rosiner, chokoloade og Stroh-rom og jeg skal ellers lige love for, at man får noget for pengene i hver lille mundfuld: Ud over at brygget næsten damper af sød bourbon-vanille, møver de ufatteligt mange smagsindtryk sig frem, som befandt de sig i Roms undergrundsbane i myldretiden, alle på spring for at komme samtidig ind i samme tog. Rosiner, limelikør, chokolade, vanille, romessens, anis, fennikel og en brændende fornemmelse i brystet – for nu bare at nævne noget af det, der omgående er ved at slå én omkuld.

Brygget var samtidig meget letflydende i viskositeten. Den underligt tynde finish, kombineret med et mere forvirrende end forenende indtryk gav … vel, det gav måske nok en oplevelse af de store, men næppe af de helt gode.

2017-05-19 17.23.37(1)Pinta Imperator, Bałtycki

Egentlig var jeg jo på vej om til et polsk bryggeris stand, hvis navn jeg desværre ikke var vaks nok til at få med. Allerede hos Kongebryg havde jeg jo mødt Martin Bo Pedersen, der med det samme slyngede om sig med anbefalinger, som jeg kun kunne håbe på at nå en brøkdel af. Én af dem angik et samarbejdsbryg mellem polske Wosname (bedre kendt som Bałtycki – har google efterfølgende lært mig) og Svaneke Bryghus. Omsider ankommet til standen mødte jeg en anden gammel bekendt, John, som har haft butikken Ninkasira i Hedehusene, snart København med polsk og tjekkisk øl. Han kunne fortælle, at samarbejdsbrygget kun havde været på hanerne dagen før. Til gengæld havde han denne nydelige stout til mig fra bryggeriet Whatsitsface (altså Bałtycki).

Ovenpå den mildt sagt blandede oplevelse fra Hornbeer var det forløsende at få et ordentligt flødefint fyldebryg i kæften, fuldt ekviperet med chokoladesødme, kaffebitterhed og cognacessens i aldeles nydelig forening. – Det skulle ikke blive sidste gang jeg blev en sådan oplevelse til del den dag.

Havre Pale Ale, DTU Bryghus

2017-05-19 17.33.49(1)Man skal jo pleje sine kontakter og nye bekendtskaber, og det traf sig jo så heldigt, at DTU’s stand havde hjemme lige ved siden af Ninkasiras. Så jeg hilste pænt på brygmester Preben Bøje Hansen, der omgående måtte insistere på, at jeg da skulle prøve nogle nye brygeksperimenter, han havde med.

Åbenbart var der tale om en ny øl, en øl ingen før havde prøvet at brygge før – i hvert fald ikke hvad brygmester vidste af. Og jeg har i hvert fald heller ikke selv hørt om det før. Der er tale om en havre-IPA. En øl brygget på havre, og så tilsat gavmilde mængder aromahumle. Brygmester kunne sit håndværk, men ville gerne have mig til at sætte nogle ord på bryggets smag, og som sagt så gjort: Brygget er letflydende og mildt, men aromahumlerne trænger alligevel vel igennem. Mest af alt ligner brygget i karakter en frisk saison – den har typens forunderlige lethed, og med en alkoholprocent på afdæmpede 3,5 er den velegnet til frokost og markarbejde, samt en velsmagende, karakterfuld bælleøl til festlige lejligheder.

En så let øl, der smager af så meget, oplever man kun sjældent.

2017-05-19 17.41.39(1)G&T Collaboration Brew, Herodes/Flying Couch/Møn Spirits

Preben Bøje Hansen havde en anbefaling, som jeg straks efter måtte prøve – en øl brygget på Gin & Tonic. Det lød så skørt, at det omgående måtte prøves. G&T Collaboration Brew er tilsat krydderier fra den berømte drink – altså først og fremmest enebær og – vil jeg formode – kinin. Krydderierne giver et frisk og fængslende skarpt udtryk, der varmer hele vejen ned gennem halsen, som en god G&T gerne skal gøre det. Fælles med drinken har den desuden sin spinkle viskositet og lethed. – Preben Bøje anpriste brygget for sin lethed, idet den jo kun indeholdt 8% alkohol … at anse 8% for ‘let’ – ja, det vil jeg bare lade stå for sig selv et øjeblik.

Jeg fik G&T Collaboration Brew i samme stand, hvor jeg fik Flower Power Red IPA, som jeg prøvede allerførst. Igen lykkedes det mig – helt uden anstrengelser – at ikke få noteret bryggeriet bag. Er jeg ikke bare dygtig? – og denne gang hjælper Google ikke meget. Men på daværende tidspunkt havde jeg i det mindste den i øvrigt elendige undskyldning, at jeg var fuld.

Til alt held var jeg i min flere hestes brandert snarrådig nok til at hapse et skilderi af brygbeskrivelsen – vistnok holdt frem af brygmester hamselv. Af den fremgår det, at brygget er et samarbejdsbryg mellem flere aktører – herunder Herodes-bryggeriet, som jeg tror, jeg skal have tjekket lidt nærmere ud i nærmeste fremtid.

DTU-brygmester Preben tog i øvrigt fejl. Det er ikke en let øl på 8% men på sølle 7½ … Næsten – men også kun næsten – alkoholfri ifølge hans standarder, vil jeg skyde på.

Ultrapress Beer Liquor, Ultrapress

2017-05-19 18.04.29Jeg troede egentlig det var afgået ved døden lige så hurtigt som det var blevet født – varmt øl med flødeskum. Det var et kæmpe hit for to år siden, men ingen steder at se sidste år, hverken ved DØE’s arrangement, eller ved Copenhagen Beer & Whisky Celebration.

Men nu er det der igen, og til forskel fra for to år siden, så fik jeg det altså prøvet denne gang.

Og jeg blev ikke skuffet. Det smager jo simpelt hen vidunderligt – som et kaluah-shot med lidt mere kaffe, og rundet af med maltsukker. Fløden giver fylde og fornemmelse af Irish Coffee, hvor whiskyen er erstattet af … noget andet, men uden at noget går tabt i oplevelsen.

Det fungerer, indrømmer jeg uden videre omsvøb. Men jeg ville lyve, hvis jeg påstod, jeg ikke var overrasket. Det mørke bryg er i øvrigt vidunderligt fyldigt – det var der indtil flere bryggere – især danske – ved arrangementet, der kunne lære noget af.

2017-05-19 18.19.59(1)Sort Smoothie, Munkebo

… via Beerbuddy, skal jeg lige nå at sige før jeg skrider til anmeldelse. Jeg prøvede nemlig denne lille sorte sag hos distributøren Beerbuddy, der analogt med fx Årstiderne leverer varer lige til døren. Her gælder det dog ikke økologiske grønsager – men kvalitetsøl, blandt andet denne fra Munkebo.

En sød og rar sag med især sødme af chokolade og kakao. Som oplevet flere gange tidligere ved arrangementet blev jeg overrasket over bryggets letflydende viskositet, der oven i købet fik brygget til bruse op – næsten som sodavand – ved skænkning. Jeg aner en tendens med mørkt øl, der flyder let …

Væltepeter, Skagen Bryghus

2017-05-19 18.24.52Det var omkring dette tidspunkt, jeg endnu engang rendte ind i Martin Bo Pedersen, og det var i selskab med ham, at de sidste par øl blev prøvet. Skagens Væltepeter … sikket fint navn til en øl – filmen starter jo automatisk i éns hoved, så snart man hører det … er – hvis mine noter ellers står til troende og relæsende, begge dele er der tvivl om, i betragtning af, hvor langt henne i arrangementet jeg var – i en eller anden grad tilsat rom. Noterne vidner også om en vis begejstring hos undertegnede; “Lækker fyldig øllikør med romessens, alkoholisk og fyldig. Det bedste fra rom af øl.” – Det sidste var vidst ment som en morsomhed, der mentalt er gået tabt, ligesom oplevelsen af øllen, der kun lever i mine noter. Jeg plejer ellers at kunne huske detaljer, når jeg læser noterne – men her er altså den berømte undtagelse, der bekræfter reglen …

Når nu jeg husker den så dårligt, var den måske alligevel ikke  god som noterne lader antyde.

Eller også var jeg blot ved at blive mere vissen, end jeg husker.

2017-05-19 18.41.13(1)Coffee & Cigarettes, Beavertown

Jeg skulle tidligt op og på arbejde lørdag morgen, så mit besøg på ølfestivalen var begrænset til fredag sen eftermiddag og tidlig aften. Sidstnævnte var det efterhånden henunder, men Martin Bo Pedersen lod mig selvfølgelig ikke slippe så let. I One Pints bod blev jeg budt denne lille krasse sag. Igen en letflydende porter/stout med masser af smag – her af kaffe og engelsk lakrids. Ja, som navnet antyder er det ikke sødmen, man skal smage dette bryg for …

… again with the letflydenhed …

Rogue 8 hop IPA, Rogue Ales

2017-05-19 18.53.20I forvejen har jeg det svært ved at orientere mig, når der sker mange ting omkring mig, så præcis hvad der gjorde, at Martin Bo Pedersen pludselig stak af i en ikke nærmere bestemt retning ved jeg ikke. Til gengæld blev jeg lynhurtigt passet op af hans veninde Pia, der ville have mig til at denne IPA fra – ja, lur mig om bryggeriet ikke er smuttet igen – tak, Google.

Bouqueten er – i modsætning til aromaen, der især består af bittersyrligt egetræ – ganske frugtig af appelsinsager og sikkert også noget hyld. Egetræsaromaen i smagen er til gengæld ganske altfavnende og giver både en bidsk, tung og næsten farlig IPA-impression. Ikke lige min foretrukne IPA-type – jeg savner nogle friske, spæde og sprøde grannåle.

Og efter den var det tid at vende næsen hjemad. Fornuftig som jeg var, havde jeg taget det offentlige på arbejde den morgen. Sikke jeg kan … gid jeg var lige så god til at notere bryggerier, som jeg er til at gebærde mig fornuftigt i trafikken. På den anden side er jeg også glad for, at min uopmærksomhed er distribueret som den er. Det omvendte ville være farligt. Hellere overse et bryggeri hist og pist end en vigepligt eller en 20 tons betonkanon.

– – –

Med fare for at gentage mig selv – men det er jo faktisk én af de ting man bliver nødt til i opsummeringer og konklusioner, vil jeg nu forsøge at trække nogle linjer, se det lidt fra oven, fremdrage nogle generaliteter og sige noget overordnet om mine indtryk fra årets festival.

Letløbende stouts – not!

Mørkt øl er fortsat meget populært, og der er fortsat skruet helt op for smagen – både det søde, det bitre og alt det andet, man kender fra genren. Åbenbart skal det mørke øl nu til at være letflydende og vandigt i viskositeten. Selvom øllene smager fint, finder jeg det ærgerligt, da den slatne viskositet uvægerligt går ud over brygget fylde og det sker på bekostning af bryggets evne til at forene forskellige smage i et større hele.

Det er fint at bryggerierne eksperimenterer med at gøre smagfulde stouts letløbende, og dermed måske også lettere tilgængelige. Men når det sådan går ud over den samlede oplevelse, er min anbefaling utvetydigt, at man lader det blive ved eksperimentet.

Mørke IPA’er – Same-same …

IPA’en skulle efter sigende være på vej ud. Desværre magter jeg ikke rigtig at finde øltrend-hjemmesiderne frem, hvor jeg først læste det, men det blev siden gentaget i Ølentusiastens første 2017-nr. Ikke desto mindre kunne man fortsat finde IPA i velsagtens hver eneste stand på festivalen. Typen forbliver en sikker publikumsmagnet og derfor en vinder.

Det har dog ikke holdt bryggerierne fra at gå nye veje med dem. Nu skal de være mørkere og tungere i smagen. Grannåle erstattes af egetræ, grape og appelsin erstattes af kaffe, og hyldeblomst og syrennektar ryger helt ud. Fra frisk og frejdig til dunkel og farlig … selvom jeg ikke selv er den optimistiske, lalleglade type – eller måske netop af den grund – har jeg altid elsket IPA’ens opstemthed og simple fryd. De mørke toner, der nu slås an bringer ikke genren noget afgørende nyt, men læner sig blot op ad andre typer, som det ikke klæder IPA’en at begynde at gå i bedende.

Giv mig til hver en tid en mørk, truende barley wine, eller ESB – se dér var i øvrigt potentiale for en spændende ny øltrend! Men lad nu IPA’en forblive det, den er så vel – et lystigt, humlet refugium. En velfornøjet aromaeksplosion til ubekymret, udelt nydelse – så længe der er bryg i glasset.

Syrlige Krieks – Hot!

Der var flere gode og fine oplevelser på DØE’s ølfestival, men kun ganske få står tilbage som unikke og horisontudvidende for mig. DTU’s Havre Pale Ale kunne nogle ting med en lav alkoholprocent, og varmt øl med flødeskum kunne noget andet. Men den største oplevelse forbliver Kongebrygs vidunderligt skarpe og syrlige kriek. Mit ydmyge håb er dels at syrligt øl snart slår igennem i større stil, og med det syrlige øl, de belgiske lambic-typer, der fortsat anses for langt mere eksotiske end de egentlig er.

Med søde, fyldige stouts og superbitre IPA’er har ølverdenen for længst taget imod det søde og det bitre. I det syrlige og det sure venter det nye, det uopdagede, erkendelserne, åbenbaringerne. Det er kun angsten for det fremmede, der holder os tilbage, men det er der, vi skal hen og favne den skønhed, der venter på os.

Kongebryg viste vejen – eller i hvert fald viste de mig vejen. Jeg hører gerne andre deltageres oplevelser og bud på, hvilken retning ølverdenen bevæger sig i. Og selvfølgelig behøver man ikke have været på ølfestival for kommentere – alle er velkomne til at smide en kommentar.

Her til allersidst skylder jeg en særlig tak til dem, der på forskellig vis ledte mig på (af)vej(e) ved arrangementet. Først og fremmest Ole Madsen, som jeg undtagelsesvis ikke fulgtes med, men som jeg skylder tak for hjælp til at komme ind til arrangementet. Desuden mange tak til Martin Bo Pedersen for godt selskab og vejledning, til John Schmidt, Ninkasira; Brian fra Kongebryg; Ghita Gnudtzmann, Hornbeer; til Anders, Louise, Annemarie og Thomas – gamle venner, jeg tilfældigvis rendte ind i – og endelig en særlig tak til brygmestrene Preben Bøje Hansen, DTU for at bede mig sætte ord på hans nye øls smag, og Niels Kiens, Kongebryg for årets største oplevelse … og en øl jeg fik i hånden til anmeldelse senere.

Den glæder jeg mig til.

Mugalari, Bidassoa Basque Brewery

2016-11-04-23-13-46Ikke ‘spansk’ …

Oh rædsel, hvor er jeg bagud! I går var det min fødselsdag, og fordi jeg ikke bare ikke er overtroisk, men også nyder at spotte overtroen demonstrativt for dens åsyn, fejrede jeg fødselsdagen i lørdags – altså før selve dagen. Det må’s man som bekendt ikke, da det bringer ulykke, men jeg gør det bare alligevel, mens jeg hændergnidende griner ondskabens grin. Festen bestod i, at to af mine ældste og bedste venner – Marcus og Gedved, der også er faste medanmeldere på bloggen – slog et smut forbi til en lille uformel ølsmagning, jeg i al hast havde arrangeret.

Det viste sig nemlig, at samme dag, jeg havde inviteret til fødselsdagshygge, havde min lokale Fakta på Frederikssundsvej omsider fået nosset sig sammen til at sætte “Stop Madspild”-mærker på en lang række specialøl på spotvarehylden. Øl fra Raasted, Thisted og Ugly Duck/Indslev blev nu forhandlet til en tier stykket, og væsentligt dyrere og fancyere bryg fra Midtfyns Bryghus – der vel stod i 30-40 kr før, var sat ned til en rund tyver.

Så der blev købt godt ind. Og der blev smagt godt efterfølgende. Den historie må imidlertid vente lidt, for før lørdag aften havde jeg faktisk stadig to øl i kø til anmeldelse … Jeg er ikke sikker på, jeg nogensinde har været så langt bagud med regulære anmeldelser – men der er jo ikke meget andet for, end at tage dem fra en ende af.

Og det starter med denne øl. Den første baskiske øl, jeg nogensinde har prøvet. For så vidt er det vist også den første spanske øl, jeg prøver, men ligesom jeg ikke anerkender det britiske imperium eller det danske rigsfællesskab, hvorfor jeg skelner mellem skotsk og engelsk øl (og senere – hvis det bliver aktuelt – også vil skelne mellem walisisk og manx øl) samt mellem dansk og færøsk øl (evt. grønlandsk – det er faktisk på høje tid, jeg prøver noget grønlandsk øl. Engang prøvede jeg én, der var brygget på vand fra indlandsisen. Det haster vist temmelig meget med at få prøvet sådan én igen, før resten af indlandsisen fordamper) så anerkender jeg naturligvis heller ikke den Castellanske imperialisme og hegemoni over det meste af den iberiske halvø. Og jeg bakker naturligvis op om både catalanernes og baskernes ret til selvbestemmelse i en grad, så disse på bloggen vil blive behandlet som selvstændige lande. – Og så gør jeg det selvfølgelig også (læs: i endnu højere grad) for at pisse de spanske magthavere og navnlig deres kongehus af. Bare ærgerligt, at de vel læser omtrent lige så godt dansk, som jeg læser baskisk.

Brygget fik jeg fat i via en facebook-ven, Lasse, der til dagligt er rådmand i Aalborg. Han havde den med hjem fra ferie sammen med et par andre bryg, der står klar til anmeldelse i mit køleskab. De blev diskret overdraget en kold, regnfuld formiddag på Metrostationen ved Bella Center, hvor rådmanden skulle deltage i en eller anden konference. Lasse skal have tak for skænken – og de to resterende øl, dem når vi til, når vi når til dem. Der er rigeligt at tage fat på inden da.

Mine fordomme om øl fra den Iberiske Halvø i almindelighed og det Castellanske Imperium i særdeleshed er, at det består af tyndt, intetsigende pilsnersprøjt, svarende til det mexicanske pjask, festfolket herhjemme hælder i sig. Jeg kunne forstå på Lasse, at den baskiske produktion af specialøl har en særlig betydning for den baskiske friheds- og selvstændighedsbevægelse, og jeg kan allerede nu afsløre, at brygget i hvert fald ikke falder ind under ovenstående karakteristik. Uanset hvad tiltaler separatistisk kamp ved ølbrygning frem for bombesprængning mig overordentlig meget. Men sprogbarrieren har forhindret mig i at kloge mig yderligere derom, da såvel bryggeriets hjemmeside, som etiketpåskrift er på lige præcis tre sprog, jeg ikke behersker, nemlig fransk, castellansk og baskisk – og det endda på trods af bryggeriets stærkt anglicerede navn.

Så øllet må tale for sig selv. Ifølge Untappd er der tale om en Pale Ale efter engelsk forbillede – og så er afstanden til det spanske imperium jo lissom lagt. En kraftig karbonering gør skænkning til en langtrukken affære. Undervejs kan man beundre det flotte candy-floss-skum, der kun langsom brækker i større og større plyssede stykker. Samtidig kan man nyde duften af appelsin, citronmelisse og frisk græs, hvoraf ingen af delene peger i retning af letflydende pilsnersprøjt, som man alt for godt kender det fra Sydeuropa.

Selve brygget har farve af upoleret messing. Det rå, upolerede look får brygget af rigeligt restgær, der nok skal skræmme festfolket væk hurtigere end man kan sige “baskisk seperatisme”.  Gæren giver bryggets bitterhed en skarp kant. Kroppen er ru med tungen, hvor den ufint og småsyrligt skarver mod smagsløgene.

Oplevelsen er i hvert fald i hus, om den så ikke ligefrem er den lettest tilgængelige – men det skal i hvert fald ikke jage denne blogger væk. I eftersmagen fortsætter den småklæge og lidt for skarptsyrlige bitterhed, men samtidig titter bouquet’ens sødere og mere frugtagtige noter frem. En formildende aroma af bergamotolie melder sin spinkle, men bestemte ankomst.

Som brygget nydes og får lidt temperatur, vinder de søde og krydrede noter langsomt terræn. Brygget ender som en lystig dialektisk dans mellem syrligtbitter gær, humle og citrus på den ene side og krydret sødme af alteabolsjer med et hint af anis som antitesen. Dermed understreges den baskiske frihedsbevægelses tilknytning til venstre fløj aldrig så subtilt i aromasammensætningen …

… eller også er det bare noget, jeg finder på for at spille smart.

4-stjerner

L for Lemon Shandy, Harboe

2016-04-02 18.35.37I’d buy that for a dollar …

Her indtræder et lille intermezzo i alt det vildt fancy øl, jeg i over et halvt år har svælget i. Det startede i oktober sidste år med, at jeg ikke havde salt til et æg, og endnu mindre til øl … selvom jeg godt nok ikke bruger salt i mit øl …

Hjælpen kom hurtigt. Siden blev det min fødselsdag. Så fik jeg hjælp fra Bryggeriforeningen, så indløste jeg et gavekort, jeg fik til førbemeldte fødselsdag, og så var der det løse hist og pist … Det er gået godt, er det, og det er jeg rigtigt glad for. Jeg kan ikke sige tit nok, at jeg er glad for mine læsere og glad for alt det, jeg får lov til og mulighed for at smage.

Men jeg skal ikke glemme mine rødder. Min begrundelse for at prøve en given øl er den simple, at den er der, og jeg er aldrig gået af vejen for at købe det billigste, mest uprætentiøse industrielle sprøjt, jeg kunne finde – for hvorfor skulle det være mindre egnet til anmeldelse end alt muligt andet? Jeg vil gerne være forbrugernes stemme, og så bliver jeg også nødt til at prøve lidt af det, forbrugerne rent faktisk har adgang til.

Og det har de i hvert fald til det her bryg … eller, det ved jeg faktisk ikke om de har, for det stammer helt tilbage fra et af de sponsorerede parti øl, jeg fik tilbage i oktober måned. Allerede dengang var den en overligger fra sommeren, der er sæson for disse bryg – en blanding af citronsodavand og øl. Her – paradoksalt nok i betragtning af Harboe-bryggeriets tyske inspiration – bruges den angelsaksiske betegnelse ‘shandy’. Det må lyde mere hipster, eller marketingsmart end radler, det udtryk som det næppe er nogen hemmelighed at jeg selv foretrækker.

Som disse bryg ofte gør, ligner produktet – især på den ringe skumdannelse – mere sodavand end øl. Farven er næsten skærende citrongul, men man 2016-04-02 18.39.41hæfter sig alligevel ved uigennemsigtigheden der peger i retning af opblanding med limonade snarere end egentlig sodavand. Citronen udebliver bestemt heller ikke i duften, og man må indrømme, at mundvandet springer på samme måde, som lige før man sætter et brusende friskt og syrligt sommerdrik for læberne. En industriel kant, der i betragtning af bryggets ingrediensliste (hvis længde og lixtal er sammenlignelig med indholdet af visse avancerede psykofarmaka) næppe er overraskende, gør sig imidlertid også gældende.

Brygget smager mest af det, der er mest af. Det består nemlig kun af 40 % pilsnerøl (der næppe i sig selv smager af voldsomt meget – bryggeriet taget i betragtning) – resten er citronlimonade. Det er bestemt et letdrikkeligt og syrligt friskt bryg, som jeg på stedet indrømmer massiv brugbarhed i sommervarmen. Øllet er ganske vist godt skjult, men det er jo nok det, de unge vil have. Alligevel kan øllet akkurat mærkes som en vag maltfylde ved mandlerne, og jeg vil i øvrigt slet ikke udelukke, at den humle, der ikke kan smages, dæmper noget af sukkersødmen (men ikke det hele), så citronsyrligheden træder mere frem og dermed gør vitterlig, at det ikke bare er en sodavand, man sidder med.

Duftens industrielle indslag mærkes forbløffende lidt – hvis overhovedet i smagen, og dermed er den hidtil bedste industrielle danske radler en realitet. Den smager faktisk godt, hvor det fremmeste, man kunne sige om Carlsbergs og Royal Unibrews bud er, at de da i det mindste ikke er så ringe, at de skal hældes ud.

Og så er den billig – en sølle femmer kaster jeg gerne efter sådan én her, hvis sommervarmen virkelig skulle få fat igen.

3-en-halv-stjerne

Ask Juleurt, Næstved Bryghus/Excellent wine

2016-03-08 17.21.19

Rigtig godt blandet, om ikke andet …

Jeg er nået til den femte og sidste øl i rækken af (ikke helt så) eksklusive øl fra brygsamarbejdet mellem Næstved Bryghus og Excellent Wine udviklet (men ikke udelukkende) til Hotel og Restaurationsbranchen. Jeg har valgt at drikke dem i den rækkefølge, der fremgår af den lille etiket på flaskehalsene, og det er udelukkende derfor, jeg slutter af med den i forhold til årstiden suverænt mest malplacerede af bryggene – nemlig denne ‘Juleurt’.

Juleurten er i virkeligheden en urt ved navn Hjulkrone – ifølge bryggeriet “en gammel lægeurt, som man mente styrkede hjertet og lindrede luftvejene”. Meget mere har jeg ikke selv orket at grave frem, men konstaterer ved almindelig søgning, at den er væsentlig nemmere at indhente mere viden om, end den flygtige Sarurt.

Brygget er, ganske som bryggeriet ellers skriver, ganske mørkt, brunt og så i øvrigt med et ganske fyldigt, om ikke særligt højt, gyldent skum. Duften er krydret med antydning af nelliker og anis, samt bitterhed af kaffe. Brygget er ud over hjulkronen tilsat stjerneanis, kanel og appelsinskal, så den krydrede duft kommer ikke som nogen overraskelse. Og hør nu kæphesten vrinske idet jeg kundgør, at det ville have været mere imponerende, om en sådan krydret duft kunne have været frembragt ved brygkunst alene.

At dømme på smagen, er det stjerneanis, der fylder mest i urten. Her ligger smagens tyngde, og den komplimenteres nydeligt af varm kaffe på nøddebitter bund. Ved bagtungen indtræder et kraftigt, næsten brændende alkoholelement med noter af lakrids. Som en mild Jægermeister snarere end en kras Gammel Dansk.

Jeg kommer til at tænke på dengang på Roskilde Festival – i 2003, er jeg ret sikker på det var, hvor jeg og Gedved gik på opdagelse på teltpladsen lørdag nat, og rendte ind i nogle tyskere, der hældte jægermeister på os, som en landmand fra ‘Bæredygtigt Landbrug’ hælder gylle og miljøgift i vores drikkevand og vandløb … uden videre sammenligning i øvrigt, da jeg ikke er ét sekund i tvivl om, at bemeldte tyskere til enhver tid var bedre selskab end landmænd fra bæredygtigt landbrug.

Ja, undskyld afstikkeren, men jeg så mit snit, både til at vække gamle, gode minder og sende en stikpille af sted til Bæredygtigt Landbrug. Den slags (både det første og det sidste) skal man endelig ikke gøre for sjældent.

Brygget slutter af med et sødt skud rørsukker. Det er sjældent et bryg slutter af på den søde fod, og i det hele taget er det et bryg, der byder på en fuldmoden smagsoplevelse, og tilpas mange gode overraskelser undervejs.

Det er om ikke andet rigtig godt blandet – og vel egentlig også ganske velegnet ved juletid. I det hele taget er den egnet i den kolde og mørke tid, hvor man kan lune sig ved dens varme krydderier og venlige fylde.

5-stjerner

Shandy Lemon, Ørbæk

2015-11-30 19.22.53Når tørsten truer …

Mest af alt har jeg opfattet succes’en for Radler og Shandy her til lands som en art kuriosum, eller … nej ikke her tillands – snarere i det hele taget. “Hvorfor blande øl og sodavand? Hvis man vil have noget, der smager af sodavand – så drik dog sodavand. Og hvis man vil have noget, der smager af øl – så drik dog øl!”, tænker jeg. Men hvad ved jeg også om det? Jeg er jo ikke brygger – og mindre end det, er jeg forretningsmand, og endnu mindre end det, er jeg marketingmanagementconsultingconsultantkonsulent – og det plejer som bekendt at være den slags, der tager beslutning om, hvilke produkter der skal på markedet – og navnlig hvilke, der ikke skal (godt øl skal fx tit ikke på markedet vurderet ud fra det generelle udbud).

Når det så er sagt, må jeg jo erkende, at jeg faktisk kan finde nytte i de søde blandingsbryg, når solen tager rigtigt fat. Jeg foretrækker ganske vist at lave dem selv, men lejlighedsvis har supermarkedsvarianterne faktisk brilleret med deres friske sødme og læskende egenskaber i midsommerens ulidelige hede. Desværre har der overordnet været en tendens til, at blandingsprodukterne enten har føltes lige lovligt syntetiske, når de endelig smager af noget. Og ellers er de gerne så tynde og ligegyldige, at man lige så godt kunne tage sig et glas postevand.

Men lige netop Ørbæk har faktisk formået at brillere i en ellers tilsyneladende umulig ølgenre. Under Kvicklys Ølfestivalg 2015 lancerede de Shandy Ginger som skulle blive den første inden for genren, der scorede 4 stjerner på min blog. Senere relancerede de den sammen med to nye sodavandsølsprodukter – lakrids, der ikke var noget at prale af, og nu Lemon … altså citron, hvis man ikke er så god til engelsk.

Skuffelsen over lakridsvarianten sænkede forventningerne noget til dette bryg, som jeg anså for en forsimplet udgave af den adækvat begejstrende Shandy Ginger. Brygget dufter da heller ikke af meget ved afmontering af kapslen – mest af sløv og uengageret humle, som man finder den i visse kedelige og vandige pilsnere. Ved skænkning afløses denne af en skarpere citronduft, som jeg genkender fra billige grænsesupermarkeder fra barndommen. Vi befinder os fortsat i det tynde og det syntetiske – nu er det blot begge dele på én gang.

Smagsmæssigt blander brygget sig dog med de citronsmagende. Og mens det ikke er ulig billige sodavand fra Aldi, er det syntetiske trods alt nedtonet. Det samme er sukkeret, og det betyder, at humlen faktisk kan fornemmes. Det eneste, man sådan rigtig kan blive fornærmet over indtil videre er prisen. Jeg tror det var 16-17 kr. jeg gav for en halv liter, mens den østrigske Egger Lemon Radler, der forhandles af Dansk Supermarked vist kan erhverves formedelst sølle 4 bobs. Men på den anden side – nærværende bryg er jo også økologisk …

Og den vokser med tiden. Citronen bliver på forunderlig vis ved med ikke at være syntetisk. Humlen, forunderligt underspillet i sin lette krydrethed, holder sig fortsat i baggrunden, men formår alligevel lækkert at smyge sig om citronen, som bacon om en frankfurter i svøb.

Brygget må vitterlig indrømmes velkomponeret og -afstemthed. Det er bestemt en aldeles værdig, for ikke at sige overlegen manifestation af en genre, der især blandt ølkendere er noget af en outsider. Lidt ligesom bryggeriet selv.

Det er jo meget fint, at alle bryg fra Ørbæk er økologiske. Det ville bare være så meget bedre, hvis de også var gode, og ikke så evindeligt halvhjertede. Herslev har knækket koden. Hvorfor er det så svært for Ørbæk? Vel – måske har de faktisk fundet en niche her. Shandies – eller Radlere, som jeg foretrækker at kalde dem – behersker de i hvert fald bedre end de andre bryggerier, jeg hidtil har prøvet.

4-stjerner

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme