Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

77 Lager, BrewDog

Generisk øl gange rigtig mange.

 
Jeg har det med at glemme ting for tiden. Forleden aften havde min kære viv bedt mig tage lammekoteletter – eller som vi i et udslag af kronisk nørderi kalder dem her i huset: paralyserede koteletter – op af fryseren, og det lyder jo som en simpel nok opgave. Så ud i køkkenet skred jeg, og … ja jeg er ikke sikker. Jeg har faktisk glemt hvad jeg gjorde derude, men da det var sent om aftenen, har jeg sikkert tørret et bord af og slukket lyset for natten eller noget i den retning.
Paralyserede koteletter fik jeg i hvert fald ikke hentet ud. Men det opdagede jeg selvfølgelig først aftenen efter, lige før de skulle have været på panden … Så er det alt andet lige godt, at man har en Fakta i nærheden, der måske ikke ligefrem har det bedste udvalg i øl, men næsten altid kan levere det basale i økologiske fødevarer – i dette tilfælde hakke-toxekød – så man om ikke andet lynhurtigt kunne fabrikere et par host-harkebøffer i stedet …
Ja … Med to sprogligt uddannede i husholdningen bliver hverdagen nemt et dekonstruktionshelvede … for andre. Vi nyder det selvfølgelig.
Men hvorom alting er, til hakkebøffer kan man sandelig også drikke godt øl. Og mit valg blev ikke ændret af, at ubevægelig blev erstattet af tox. Jeg havde nemlig valgt noget simpelt – til simpel (men ikke af den grund kedelig) mad, nemlig BrewDogs bud på en pilsner, 77 Lager. Jeg gætter på, at tallet 77 henviser til året hvor Sex Pistols sendte Never Mind The Bollocks på gaden, men det er bare et gæt.
BrewDogs 77 lager er en pilsner med meget rigt skum, og en perlende frisk, prikkende og kraftig duft af – pilsner. Der er ikke noget overraskende i duften, til gengæld er der bare så meget mere af den, end hvad man er vant til. Dette er bare alt det gode fra den gammelkendte duft af øl!

Egentlig smager den også bare af pilsner, men igen dejligt meget kraftigere, end hvad man er vant til. Brygget har en god fylde med en sød begyndelse, en bittersød midte og en bitter slutning. Den får alle de gode nuancer frem i humlen, helt uden ubehagelige overraskelser som syrlighed eller harskhed. Der er ganske vist en let metallisk bismag, men, ligesom det er set tidligere, giver den øllet en frisk kant frem for egentligt at skæmme. Man nyder smagen, mens glasset tømmes, og lige som ved Punk IPA klæber skummet sig krampagtigt til glasset.

Der er i grunden ikke nogen nyheder eller dikkedarer ved denne pilsner. Den har en generisk pilsners karakter, der så er ganget op helt absurd mange gange. Smagen er den samme – bare langt kraftigere, fylden er den samme – bare langt kraftigere … Og så videre. Der er ingen overraskelser, det er bare en rigtig god øl.
4-en-halv-stjerne

Støt Kajs Ølblog/Hopswatch via Patreon!
Updated: 10. juli 2016 — 23:47

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme