Jeg vil gå hurtigt til anmeldelsen, jeg har nemlig i dag modtaget to meget spændende øl at anmelde – men sandsynligvis ikke at drikke – og jeg ser så meget frem til at anmelde dem, at jeg ikke rigtig synes, jeg kan mønstre den sædvanlige iderigdom til at akkompagnere nærværende anmeldelse.
Den gode nyhed er, at jeg har fået fat i et nyt ølglas – her afbilledet indeholdende en Flens Kellerbier, der faktisk ikke er helt ulig dagens øl i farve. Jeg skal også understrege med det samme, at den er købt på grund af formen – ikke på grund af logoet.
5 a.m. Saint dufter kraftigt sødt – nærmest parfumeret – af roser, eller som min viv sagde – af parfumeret sæbe. Farven er kraftigt gylden – næsten rød, og man forstår nu betegnelsen, amber ale – altså en ravfarvet ale.
Smagen er kraftigt sød, roseagtig og mildt sagt lige vel parfumeret. Den smager, som jeg forestiller mig, Elizabeth Arden smager, hvis man hældte den i gabet. Intensiteten i smagen skaber en kraftig tåge af rosenessens i munden og det er ikke bare en fest – det er for meget. Den aggressive sødme tipper hele smagen over i den gale side, og gør oplevelsen aldeles uafbalanceret. En letmetallisk bismag pynter heller ikke.
Den reddes dog på stregen fra egentlig at fejle, i kraft af dens ledsagende, ikke ineffektive bitterhed, der er ren, hård og uforfalsket. Sådan som man kender den fra fx. Urquell eller BrewDogs egen pilsner, 77Lager.
Med 5 a.m. Saint slås det endnu engang fast, at blot fordi man eksperimenterer, og virkelig prøver at lave revolutionerende og banebrydende øl, så bliver de ikke nødvendigvis rare at drikke samtidig. Så foretrækker jeg helt klart min vivs eksperimenter udi improviseret restelasagne, der i modsætning til øllet blev nydt samtidig. Øllet blev ret hurtigt til noget, der bare skulle ned.
Jeg har aldrig smagt den på flaske. På fad smager den kraftigt af Grapefrugt juice…Jeg kunne egentligt meget godt lide den, selvom jeg ikke normalt er den store brewdog fan da jeg foretrækker øl med en begrænset ABV
Jeg ved ikke rigtig med øl, der ikke smager af øl. Hvorfor så brygge det?
Men det er i hvert fald ikke en kedelig, gennemsnitlig eller almindelig øl. Det er sikkert.
Den grape agtige smag kommer fra humlen skulle jeg mene, det var bare den nærmeste måde jeg kunne beskrive den. Men din beskrivelse er markant anderledes end det jeg husker den for, men det skyldes vel forskellen på flaskeøl og fadøl ?. Der har jeg da før oplevet store forskelle. Der er vel ikke andet for at jeg må ned i det lokale supermarked og købe en flaske 🙂
Steffen