Endnu en gusher …
“Smager det dér af flødeskum?” Spørgsmålet var Thyras, min lille treårige datter, da historien gentog sig fra den sidste ‘Smagen af 2200’-øl, Guldregn, hvor min to år ældre søn også troede, at det var flødeskum, der var i ølglasset.
Endnu engang eksploderede brygget i et skumhelvede ved skænkning. Mistanken om vildgæring var til gengæld til at overskue, idet brygget jo sidst ikke havde vist det mindste tegn derpå – altså udover den extravagante skumdannelse.
Skænkningen udviklede sig efterfølgende til samme tålmodighedsprøve som sidst, der faktisk varede det meste af aftensmaden. At det kridhvide skum i øvrigt skulle vise sig at have en soliditet som fugemasse med epoxy, ydede blot forsøget på at få brygget i glasset yderligere komplikationer. Brygget løb ganske enkelt hen over skummet, for så at glide ned ad ølglasset og ned på bordet, såfremt det blev skænket for forsigtigt. Den eneste måde, man kunne få det ned i glasset 
var at skænke den lidt voldsommere – med yderligere skumdannelse til følge. Det var stop-and-go som på Køge Bugt-motorvejen ved Greve under vejarbejde i myldretiden … gange 10.
Undervejs i skænkningen kan man jo tage en pause og snuse lidt til skummet. Her mødes man af en skarp, frisk humleduft – måske ikke med den største fylde, men til gengæld glædeligt krakilsk stikkende af halm og hø. Smagen får, med sin gennemført sprøde bitterhed, straks én til at tænke IPA. Bryggeren, imidlertid hævder, at det er en pale ale efter amerikansk forbillede – og det må jeg jo acceptere i min kategorisering, mens jeg i mit stille sind tænker “okseefterladenskaber”.
Lidt apropos – men i øvrigt uden yderlige sammenligning, idet det afgjort er et ganske rart bryg – smager brygget faktisk lidt af det, der skaber okseefterladenskaber. Halm – gæret halm endda – træder frem i smagen, sammen med andre krasse indslag af grankogler og rosmarin.
Med hovedvægten lagt på det rå og raspende er det mig fortsat en gåde, hvorfor bryggeriet vælger at kategorisere brygget som en APA i stedet for en IPA. Men dem om det – oplevelsen er intakt og byder på rigtig dejligt mange skarpe kanter, man kan skære, rive og flå sig på. Bryggets eneste svaghed er vel dets ensidige fokus netop på det rå, der aldrig får modspil af andre smagsindslag.
