Sprødt … i det mindste
Jeg fortsætter med de mange øl, der kom mig i hænde i forbindelse med min 40 års fødselsdag. Dette eksemplar fik jeg i en samlepakke med tilhørende glas af nogle gamle venner fra min punkerfortid. De bor på Nørrebro, så for dem lå det jo lige til højrebenet.
Brygget er en del af en serie på fire øl, med overtitlen ‘Smagen af 2200’ – (2200 er Nørrebros postnummer, oplyses det hermed til folk, der ikke som undertegnede er blevet permanent skadet af at have en fortid i Post Danmark) et lokalpatriotisk fremstød af bryggeriet, der ligger i 2640 Hedehusene … så kan man jo tænke om det, hvad man vil.
Jeg har selv boet i bydelen i et par år – fra 2007 til 2009, hvor området fik et endnu mere blakket ry end det havde i forvejen, angiveligt på grund af en lidt højere frekvens af uroligheder og anden kriminalitet. Selv har jeg imidlertid aldrig oplevet at blive forulempet af nogen i området … det skulle da lige være et par punkere, der syntes, jeg ikke var fuld nok, men det er jo ikke anderledes, end hvad den slags mennesker mener om det fleste. Og straffen er som regel at man får stukket en øl i hånden, og så er konsekvenserne jo også sådan lissom til at overskue.
Bare man ikke skal køre hjem.
Uanset hvad, har Nørrebro formået at holde fast i sit rygte som råt kvarter, mens Amager er blevet overtaget af børnefamilierne, og Vesterbro af hipsterne. Imidlertid er det slet ikke det rå, upolerede og uforfalskede, der præger dette bryg (eller for den sags skyld de andre). Vi skal i sydvestlig retning til føromtalte hipstercentral omkring Vesterbro Torv for at finde ingredienserne til dette hvedebryg – korianderfrø, kaffe og rosenpeber.
Bryggets farve må man vente tålmodigt på at se, for selv hvis man bare hælder en lille smule – og jeg mener virkelig en lille smule – op i glasset, eksploderer brygget omgående i 
en kridhvidt skumhelvede, som tusind æggehvider, der forvandles til marengsmasse på et sekund … Og så kan man ellers få lov at vente på at skummet falder, for det giver sig god tid. Det siger noget om skummets tæthed, at min femårige søn troede, at far af uvisse årsager havde hældt flødeskum op i sit ølglas.
Når skummet endelig retirerer, står et citron- til pomelogult, lettåget bryg tilbage. Duften er dejligt skarp, og intet tyder på den fejl- eller vildgæring skummet uvilkårligt giver mistanke om. Det dufter til gengæld skarpt krydret – også af humle, og ikke kun af tilsætningerne, selvom korianderfrøene da stikker lystigt i næsevæggene.
Smagen er frisk, krydret og – humlet! Humlebitterheden er faktisk overraskende i betragtning af det ellers mangfoldige krydderiindslag, men også i betragtning af øltypen – hvedeøl er kendt for let smag med søde og blomstrede noter. Letheden er der sådan set også, men altså med et forbløffende kraftfuldt bittert indtryk. Resultatet er en sprød finish, der med ét gør brygget langt mere interessant, end de fleste øvrige hvedeøl på markedet.
Men pas på med at hælde brygget op for hurtigt. Ét er skummet, der gør det til en meget langstrakt proces. Noget andet er gæren, der desværre lister sig med til sidst, og giver afsmag i brygget, hvis man ikke er forsigtig. Det er ærgerligt, da brygget ellers var på nippet til at løsrive nogle af mine efterhånden ret fastgroede opfattelser om hvedebryg som generelt tynde, gærsmagnede og uinteressante.
