Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Måned: juni 2021

Alfheim Galar Red Ale, Frejdahl

Øl: Alfheim Galar
Bryggeri: Bryggeriet Frejdahl
Type: Red Ale
ABV: 4,8%
Land: Danmark
Købt i: Donation fra Marcus

Som skaberen …
Bare lige den her, så er jeg igennem hængepartiet og kan endelig trække vejret frit igen … indtil jeg pludselig hælder endnu en bunke øl i mig, som jeg så kommer bagud med at anmelde. Pyha, livet som ølblogger er sandelig hårdt.

Frejdahl er Jim Lyngvilds brygprojekt, og så spørger mange sig vel (retteligen) hvordan det kan være, at en vildt woke social justice warrior (i jeres fjæs, Henrik Dahl, Rasmus Stoklund og Bjørn Brandenborg) som jeg dog kan få den splitterroterende idé at smide penge efter sådan en omvandrende højredrejet sprællemand og anakronisme som Jim Lyngvild? Hemmeligheden – og jeg bliver garanteret ikke populær på at fortælle det, men et eller andet skal jeg jo fylde den del af bloggen ud med, der ikke er tør anmeldelse – at det har jeg skam heller ikke!
Og nej, jeg har heller ikke stjålet øllene. Næh, det er sgu min gode ven og hyppige medanmelder Marcus, der havde købt dem i maj måned i anledning af, at jeg besøgte ham. Først for sent havde han opdaget, at de var fra Frejdahl, og betynget af brøde og skam bekendte han grådkvalt synden for mig … som om jeg ville tænke dårligere om Marcus blot fordi han måske havde været en kende uheldig med valget af øl?
Der skal trods alt mere til, og at jeg fortæller om episoden her er nok mere end rigelig straf. I Marcus’ øjne er det nok at sammenligne med nådeløs tortur, men … altså … seriøst … Det er trods alt ikke Anheuser-Busch eller Carlsberg, vel?

Planen var – Jim Lyngvild eller ej – at anmelde øllene samme aften. Men seks timers kørsel, besøg hos min far og samvær med mine søskende og mange niecer satte sine spor, og jeg magtede på det tidspunkt slet ikke at drikke øl – endsige nye øl, der efterfølgende skulle anmeldes.
Så i stedet fik jeg lov at tage øllene med mig hjem. Mit problem med at nyde øl fra Jim Lyngvilds hånd er tydeligvis ikke så stort som Marcus’.

Denne øl er den ene i en serie på to, opkaldt efter to dværge fra nordisk mytologi, Galar og Fjalar, der sammen slog guden Kvaser ihjel, blandede hans blod med honning og således skabte skjaldemjøden. Grove løjer – men det er slet ikke første gang i mytologiske skrifter (seriøst, har I læst Bibelen?) Forbliv således indstillet på anmeldelse af Fjalar inden for alt for længe.
Endskønt Galar er ufiltreret fremstår brygget alligevel ganske klart. Det afbruser hurtigt, men er nu alligevel flot, som det kobberrødt, og -blankt, fylder det duggende glas.
Kun svage noter af karamel og træbitterhed melder sig i duften. Det bliver noget tydeligere i smagen, hvor de behagelige, omend også velkendte og – lad os være ærlige – lidet nyskabende noter, formår at skabe lidt behersket glæde. Brygget er ikke uden fylde, det er frit for missmag og fejl, og letdrikkeligheden udarter ikke til egentlig vandighed. Aromaen af mokkatoffee er distinkt – omend også unødigt nedtonet i en noget tam omgang, der måske nok byder på et minimum (og lidt til) af oplevelse, men ingenlunde er sat i verden for at udfordre eller bryde grænser ned.

Konservativt og – let’s face it – lidt ligegyldigt. Slet ikke ulig bryggets skaber, I might add.

Chapter X, Folkingebrew

Øl: Chapter X
Bryggeri: Folkingebrew
Type: New England Style IPA
ABV: 9,5%
Land: Holland
Købt: Donation via drikbeer.com

Hvad vil de?
Ja, jeg har været på hiatus … som vi sikkert vil komme til at sige engang, fordi engelsk sniger sig ind overalt. Lige så stille, og uden vi lægger mærke til det. Og det tror fanden, når Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige, samt Venstre, tillige med Konservative … nåhr ja, let’s face it – i forening med Socialdemokratiet, Liberal Alliance og SF ikke bestiller andet end at råbe “Pas på, pas på! Muslimerne arriverer!!! Når fokus er helt væk fra den omsiggribende amerikanske kulturimperialisme kan det ikke undre, at dens indflydelse bliver så meget desto mere effektiv og fremadskridende.

Hvor var det jeg kom fra? Nåhr ja – hiatus … der var lige nogle småting, jeg gerne ville have fra hånden. Min nevø skulle konfirmeres, og ikke alene skulle der arrangeres en masse forud for den temmelig lange køretur fra Thy til København og retur. Når man som jeg har ADHD og en grad af autisme, har man i den grad også brug for at puste en smule ud bagefter. Min YouTube-kanal har således også ligget stille, og jeg har været strategisk i min ølkonsumption, så det næsten på linje med den amerikanske kulturimperialisme omsiggribende hængeparti heller ikke blev mere omfattende.

Brygget er anmeldt på video, hvor man også kan høre den spændende anledning jeg havde til at afprøve brygget. Det skal jeg spare læserne for her, og i stedet skride videre til anmeldelse.
Ved skænkning afsløres et tæt, dyborange bryg, der trods sit prætentiøse ydre ikke formår at imponere synderligt på skumsiden. Selv ved småvoldelig skænkning hæver skummet sig kun få millimeter, bruser så lynhurtigt af, og ender som et småfesent spindelvæv på overfladen. Duften gør heller ikke meget væsen af sig. Det dufter af søde appelsiner, omend svagt … så svagt faktisk, at mistanken melder sig, at det hele er indbildning på grund af bryggets lighed med appelsiner i kulør.
Det går bedre ved indtagelse. Ret meget bedre, faktisk. Der er godt med fylde, godt med bitterhed og godt med aroma. Appelsiner forener sig lystigt med en skarp, næsten stikkende bitterhed af friskflænset løvtræ. En markant alkoholnote melder sig – og det tror pokker med en alkoholprocent vel over ni. Til at begynde med et interessant addendum, men mere og mere trækker det brygget i en skæv retning, hvor man mistænker de gæve hollændere for at have skævet lidt for meget til naboerne mod syd.
Det (lidt for) markante alkoholelement i det lyse bryg får det til at minde om den belgiske Triple Blonde – eller bananøl som det gerne kaldes. Bananaromaen er man (gudsketakoglov) fri for her, men fornemmelsen af industriel alkohol er til gengæld intakt, og skæmmer desværre en smule, hvad der ellers kunne have været en aldeles nydeligt bitteraromatisk og fyldig IPA-oplevelse.

Ødelæggelsen er dog langt fra total. Men bryggerne hos Folkingebrew burde være lidt skarpere i eksekutionen. Vil de lave en IPA eller en Triple Blonde? IPA, lader det til – jamen så drop noget af alkoholen. En IPA drikker man for aromaens skyld. Ikke for at blive fuld.

Oh… Dream, Other Half Brewing

Øl: Oh… Dream
Bryggeri: Other Half Brewing
Type: Cream India Pale Ale
ABV: 6,2%
Land: Danmark
Købt i: Donation via drikbeer.com

Mere IPA, mindre Cream …
Hvis man (som jeg, “tak” ADHD) har svært ved at koncentrere sig i længere tid ad gangen om det skrevne ord, kan man evt. springe over på min YouTube-kanal og få en anmeldelse i lyd og levende billeder. I samme ombæring kan jeg opleves hudflette en såkaldt ‘tankie’. Tankies kan beskrives som vore dages autoritære kommunister. De sværmer åbent for sovjetstyret og må ikke sjældent tage sig i at overdænge ikke bare Lenin, men også hans efterfølger med det tætte overskæg med idel, kompromisløs smiger.
Jeg gætter på, at de ser sig selv som en del af venstrefløjen. Som en særlig red-pilled fraktion, der har indset, at den øvrige venstrefløjs føleri og humanisme står i vejen proletariatets diktatur – der i deres verden (i modsætning til Marx’s vage begreb) ikke alene ses som det endelige revolutionære mål, men også står som et synonym for deres egen blodtørst. Ikke blot imod den borgerlige klasse, men selvfølgelig også mod alle, der ikke følger præcis den samme, ekstremistiske og rigide linje som dem selv. Af denne grund listes der hos tankies gerne elementer ind, der under normale omstændigheder er det diametralt modsatte af, hvad venstrefløjen står for. Hos tankien i videon kan man således finde åbenlys misogyni – mildt sagt idet han (ja, han, selvfølgelig) uden omsvøb identificerer sig som incel (don’t even get me started om hvad det er. Læs selv her og vær bange, meget bange). Føj dertil homofobi, transfobi, queerfobi og racisme.
Det kommer næppe som den store overraskelse, at jeg ikke anser disse idehistoriske efterladenskaber som del af venstrefløjen på nogen mulig eller umulig måde. I tankiens verden består kommunismen af en ultralille elite, der har den fulde magt over produktionsapparatet og kapitalen, og som helt uden skyggen af befolkningsrepræsentation kan udøve den magt lige så hensynsløst som de har lyst til. Endemålet er dermed fuldstændig det samme som den post-industrielle neokonservatisme-liberalisme, som vi lever under i dag, hvor et exceptionelt lille mindretal af ultrarige kapitalejere besidder stort set alt, mens de folkevalgte regeringer og parlamenter ikke tør gøre andet, end spagfærdigt nikke og efterkomme de ultrarige elitisters mindste vink.

Det eneste, man måske kan rose tankies for, er et mål af ærlighed. At de relativt ærligt melder ud om , at de er autoritære og hadefulde, samt at de ville knuse ethvert tilløb til frigørelse fra befolkningens side med brutal magt. Neokonservative elitister i den vestlige verden fylder rutinemæssigt befolkningen med løgn om, at de ønsker så stor frihed for befolkningen som muligt. Desuden vil befolkningen helt sikkert få det meget bedre, hvis elitisterne ikke behøver betale skat, samtidig med at befolkningen får halveret lønnen, frataget alle sociale ydelser og der indføres brugerbetaling på sundhed.
På den måde lyver tankies i det mindste ikke. Det er mere sådan noget med at true med at stille folk direkte op ad en væg og … resten behøver jeg ikke udpensle. Tankies springer vel egentlig bare direkte til det stadie af det vestlige kapitalistiske samfund, hvor fascismen overtager. Det gør fortsat ikke tankies til en – måtte den ellers være nok så obskur – del af venstrefløjen. De er og bliver kun kommunister af navn, og var, er og vil altid være en bande afstumpede fascister, i kategori med falangister, fascister, nazister og andet skravl på den yderste højrefløj.

Øllet? Jamen det er såmænd fint nok. Engang var der noget, der hed cream ale. Det brød jeg mig ikke særlig meget om. Det føltes underligt tamt og dovent på tungen, og smagte aldrig ordentligt igennem. Da jeg så, at bryggeriet her havde lavet en ‘Cream IPA’, og så oven i købet med havre (og hvad mener vi om havre i øl?) fik forventningerne et dyk. Ville dette være en kedeligere variation af den IPA-type, jeg ellers elsker så højt, med dens krasse bitterhed og ansigtsvridende aroma?
Det er selve IPA’ens ide, der ville være under angreb. Men som sagt – der viste sig at være såre lidet at frygte. Og oven i købet så det også godt ud – fuldstændig uigennemsigtigt gult, som en uskrællet pomelo i glasset. Skummet lavt, men standhaftigt og klæbrigt.
Duft og aroma følges ad – tørt nåletræ og rigeligt med citrusfrugter – og her er det mere sur lime og citron end søde appelsiner og klementiner man møder. Brygget rammer faktisk ganske nydeligt balancen mellem aroma, drikkelighed og fylde, ved ikke at være for meget nogen af delene. Det smager godt, føles godt og det slukker tørsten.
Balancen fremhæves til gengæld en smule på bekostning af konturen. Jeg har prøvet IPA’er der var mere markante i aromaen, fylden eller de tørstslukkende egenskaber. Og brygget fortjener bestemt ros for ikke at lægge for meget vægt på sidstnævnte – men så er det til gengæld også en lille smule ærgerligt, at der ikke bliver lagt helt så meget vægt på det første.
Kompromiser kompromiser … vel – en lille smule af cream alens karakter havde brygget måske alligevel fået med. Men heldigvis ikke mere, end at brygget er til mere end blot godkendt gavn.

Cream … – ja, det var Eric Claptons gamle band. Eric Clapton har vi godt nok heller ikke været heldige med. Men det må jeg hellere lade ligge til en anden gang, hvis det her indlæg nogensinde skal bliver færdigt.

Øl Havre, Thisted Bryghus

Øl: Øl Havre
Bryggeri: Thisted Bryghus
Type: Havrestout
ABV: 6,2%
Land: Danmark
Købt i: Spar, Bedsted Thy

Jeg forstår stadig ikke hvorfor …
Planen var, at jeg inden for kort tid skulle kværne en masse anmeldelser af, så jeg kunne komme i bund med det hængeparti af øl, der på det sidste er blevet smagt, men ikke skrevet om. Det gik ikke så godt, som man kan se. Nu er der endnu engang gået næsten en uge siden sidste anmeldelse, og for at det ikke skal være løgn er der i mellemtiden også blevet drukket endnu en øl.
Nej, planlægning har aldrig været min stærke side. Det er den sjældent, når man har ADHD. Til gengæld er man god til at finde på undskyldninger – så er der arbejde, så er der familie, så er der en video, der skal laves, så er der pludselig EM, der skal ses …
Og god og snarlig bedring ønskes Christian Eriksen naturligvis oven på den omgang. Finnerne skal også ønskes tillykke med, at de vinder deres allerførste kamp ved en stor turnering nogensinde, og så oven i købet over et hold, der efterhånden har lang erfaring i deltagelse i store turneringer. Olsens ødelæggelser vil nok være synlige på landsholdet i lang tid endnu.

Mai og Vibeke Manniche ønskes samtidig for evigt bare fødder og legoklodser – gerne små og spidse af slagsen – strøet med jævn hånd overalt hvor de måtte gå. At udnytte en potentiel national tragedie såsom et hjertestop i en landskamp til at sprede sin egen forløjede, konspiratoriske kæphest, er virkelig noget man skal være et ekstraordinært ufølsomt og narcissistisk individ for at gøre uden at rødme.

Og oven på sådan et par oplevelser – Christian Eriksens hjertestop *OG* Mai Manniches forsøg på at benytte anledningen til at hverve medlemmer til hendes anti-vaxx-sekt – har man sgu bare brug for et kvantum alkohol. Ikke mindst når man er i (virtuelt) selskab med sådan nogle søde mennesker. Og så havde jeg altså bare ikke nogen øl på lager, jeg allerede havde afprøvet, og sådan blev dét hængeparti altså ikke spor kortere …

Anledningen for den her øl husker jeg til gengæld ikke klart. Men jeg tror egentlig bare, den blev drukket til madlavningen en aften hvor jeg tænkte, at jeg hellere måtte se at få tyndet en smule ud i lageret. Ud over de øl jeg har prøvet men ikke anmeldt, er der stadig et anseligt antal, der mangler at bliver prøvet.
Der er tale om en havre stout. Sådan én udråbte jeg til at være en af de mest middelmådige øl, jeg nogensinde havde prøvet. Og den var oven i købet i den bedre – eller rettere, mindre ringe – ende af typen. Tynd, underligt brødagtig og med en våd, flad aroma. Sådan har min oplevelse indtil videre været af en genre, som bryggerierne fortsat hårdnakket hævder, er meget spændende, og har et vældigt potentiale.

Synet kan man selvfølgelig altid nyde. Et natsort, omend meget letflydende, bryg under et lige lovligt lavt og snart kollapset skum …
Ja, det meste af den visuelle fornøjelse er hurtigt overstået. Sådan er det også med duften, der byder på kold kaffe med fløde. Begge dele desværre af den tynde slags – pulver og fedtfattig, laktosefri whitener, snarere end en 38% piske.
I smagen viser kaffen sig imidlertid at være af nogenlunde lødige bønner. Ledsagesødmen af ahornsirup gør også godt, omend den ikke gør helt nok væsen af sig, og måske heller ikke matcher mokkaen helt rigtigt. Resten af brygget er desuden mere end tilstrækkeligt gråt og kedeligt til, at det vel formår at overdøve den ellers hyggelige kaffeslabberas. Alt for meget vand opløser det meste af oplevelsen, og ujævnt fordelt i overskudsvæden forefindes en underligt grynet substans – uden egentlig aroma, men med evnen til fysisk at ramme alle mundens indersider – tunge, gane, gummer, mandler, svælg – for således yderligere at forstyrre og aflede oplevelsen af den smule brygget trods alt havde af anstændig aroma.

Jeg forstår fortsat havrestouts dårligt, og endnu ringere hvorfor bryggerierne stadig gider prøve.

Oluf Kviter, Klosterbryggeriet (Marcus’ Julegave IV)

Øl: Oluf Kviter
Bryggeri: Klosterbryggeriet
Type: Brown Ale
ABV: 7,0%
Land: Danmark
Købt: Modtaget som donation

Hængepartier …

Jeg kunne godt huske, at denne øl indgik i en serie, jeg på et tidspunkt fik af min gode ven og medsmager Marcus. Hvad jeg til gengæld havde glemt var, at gaven stammer helt tilbage fra julen. I det første indlæg fra 20. december udbreder jeg mig frimodigt om, hvordan øllene vil blive anmeldt i lyset af den stundende højtid og jeg vil ligeså vurdere, hvor juleegnede øllene er. At sige, at jeg ikke fik levet helt op til de ambitioner er årets underdrivelse. Til gengæld kan man i de næste indlæg i fuldfede drag nyde min indignation og forargelse over stormen på den amerikanske kongres, og optakten til den – skulle det vise sig – udramatiske indsættelse af Joe Biden som præsident. Historisk vingesus er der rigeligt af – (bag)julestemning, not so much.

Temaet her er imidlertid ikke det eneste hængeparti, der har bygget sig op på det sidste. Yderligere tre øl, jeg allerede har prøvet, står i kø til at blive anmeldt på bloggen. Jeg ved ikke hvorfor det så tit ender sådan, for jeg hader de her hængepartier. Ikke mindst fordi der nogle gange går så lang tid fra konsumption til anmeldelse, at det eneste jeg reelt har at støtte mig til, er mine noter. Og de kan også være højst sparsomme.

Den her kan jeg ud fra fem notelinjer fx konstatere, at jeg glemte at dufte til, før jeg begyndte at smage på det natmørke, højt- og gyldentskummende bryg (og for den visuelle beskrivelse, har jeg ikke blot taget billedet til hjælp, men udelukkende brugt det og ikke andet). Så duften må læserne have til gode.
Direkte til smagning altså – Kaffe og karamel – god aromatisk kaffe, og så vidt jeg husker flydende karamel, som man finder det i fyldte chokolader a la Toms Skildpadder. Men knap så fyldigt. Brygget flyder let henover tungen, smager godt igennem, men som det er med brown ales kniber det med lysten til at holde brygget de ekstra par sekunder i gabet, før det skylles ned. En smule tynd – eller bare lettilgængelig. Det er et spørgsmål om dagsformen samt almindelig smag og behag.

Til julebordet (jeg må hellere runde temaet af ved at gribe tilbage til en lille smule af det, jeg i forne tider indledte med) ville den dog næppe være ideel. Den bitre kaffe ville ikke klæde fed mad ideelt, og den noget bastante karamelsødme egentlig heller ikke.
Nyd den i stedet, som bryggeriet selv anbefaler til “krydrede middagsretter og fyldige desserter”. Her er der nok mere tale om en efterårsøl end en juleøl – og kun i meget ringe grad en sommerøl.

Nej, det er heller ikke lykkedes mig at finde ud af, hvem Oluf Kviter er eller var.

Willemoes Kompas IPA, Vestfyen

Øl: Willemoes Kompas IPA
Bryggeri: Vestfyen
Type: IPA
ABV: 5,2%
Land: Danmark
Købt i: Fakta, Thisted

Brugbar og lidt til …

I dag er det mi-in fødselsdag … eller retter – det er bloggens fødselsdag. Ti er blevet til elleve – eller ølle – som man siger heroppe nordvest på. Og det … kan man jo ikke have noget imod. Det er måske endda, om man må være så fri, bare dejligt.

Bloggens 11-års fødselsdag er nu næppe anledningen til, at Willemoes for ikke lang tid siden sendte et par nye produkter på markedet. En IPA og en Brown Ale – begge på dåse og begge i sixpacks, så de ikke kan købes enkeltvis. Det er et brud med Willemoes-serien, der ellers indtil nu har været bryggeriets serie af fancy øl. Jeg kan huske, at min far til sin 70-års-fødselsdag, endnu et par år før jeg begyndte at blogge, havde købt et stort parti af dem ind, så gæsterne havde noget at vælge imellem. Dengang var det virkelig hot og nyt. De gav for så vidt også noget at skrive om på min blog de første år, men en gennemgang af mine Willemoes-indlæg afslører snart – trods oprigtig begejstring for nogle af øllene – at interessen snart veg, og der blev endog meget langt mellem afprøvningerne.

At Willemoes nu ikke længere findes i buttede halvlitersflasker, men aluminiumsemballage ligner et step down i ambitionsniveau. Men det er måske ikke skidt alt sammen. Egentlig er jeg slet ikke glad for at industrigiganter – blandt hvilke jeg i hvert fald herhjemme tæller Vestfyen – møver sig ind på mikrobryggeriernes gebet. Til gengæld må man erkende, at IPA i dag ikke længere er et specialprodukt, men har fundet sig en plads i folkedybet som en standardøl. Derfor finder jeg det heller ikke længere urimeligt, at de store bryggerier producerer IPA til almindelig konsum – sådan som Willemoes nu er begyndt på på linje med Royal Unibrew og Carlsberg. Mikroaktørerne kan så gøre det, de altid har gjort – producere de bedre IPA’er og i øvrigt forny og forbedre typen på andre måder.

Den nye, mere folkelige Willemoes-IPA tager sig mere end nydeligt ud i glasset. Mat kobberfarvet med højt og fedtet gyldent skum, der efter konsum ikke bare sådan lader sig skylle af – der skal opvaskemiddel til. Duften er ukompliceret skarpt bitter som tørt nåletræ med en underliggende metallisk note, der på dette tidspunkt kan gå begge veje: Den kan dominere udtrykket og dermed undertrykke smagsoplevelsen, eller den kan give friskhed og måske endda hjælpe brygget på vej.
Brygget er generisk bitter, ingenlunde ringere end hvad man kan forvente af et industriprodukt. Tværtom kommer der et lille spark af bergamot midt på tungen oven i en velkendt og, nota bene, vellidt aroma af skarp bitterhed af friskskåret lyst træ. Det metalliske islæt viser sig at give friskhed, og brygget lever dermed også op til de tørstslukningsegenskaber, man må forvente af en industriøl.

Der er ikke de store armbevægelser. Men der er armbevægelser nok til at man er adækvat underholdt i forhold til, hvad indpakningen lader forvente. Brygget er mere end egnet som en let-at-gå-til IPA, når det ikke lige er den overvældende humleoplevelse man er ude efter, men man alligevel gerne vil have noget med bare en smule mere smag i.

Speedway Stout, Alesmith Brewing Co.

Øl: Speedway Stout
Bryggeri: Alesmith Brewing Co.
Type: Imperial Stout with Coffee
ABV: 12,0%
Land: USA (Californien)
Købt i: Donation via drikbeer.com

Passende til situationen …
Da apartheidstaten Israels genoptog sit folkemord på palæstinenserne for fuld gas (tåregas mestendels, men bare vent. Det er nok bare et spørgsmål om tid før Israel overvejer at tage gas, opkaldt efter populære kondimenter til cylinderformede kødretter op til fornyet overvejelse) var det tid at finde noget rigtig stærkt og rigtig mørkt frem, for ligesom at matche sindsstemningen. Valget fald på denne imperial stout fra den efterhånden bedagede donation fra en læser, jeg modtog i starten af året. Jeg valgte den frem for en chokoladestout, der faktisk var en anelse stærkere, men til gengæld ikke var tempereret – og så synes jeg egentlig ikke at anledningen passede.
Chokolade er noget man fejrer med – og jeg tør vædde på, at folk som Lars Aslan, Peter Seier og andre tilhængere af apartheidstaten Israel har ædt sig tykke og fede i billig mælkechokolade go leor her på det sidste. Kaffe, som dette bryg er tilsat derimod, er noget man drikker når depression og sortsyn plager – ikke at det nødvendigvis hjælper, men det passer til i farve og aroma – sort og bittert.

Det dunkle, bitre tema går igen i alle bryggets facetter. Skænkningen alene byder på tæt, uigennemtrængelig sorthed under det nydeligste mørkebrune skum. I duften mødes man af kaffe med cognac – en blanding der tilforn skulle have været populær som ‘energy boost’, men som man i vore dage stort set ikke hører om længere.
Til at begynde med melder brygget sig som en let stout, der smagfuldt glider hen over tungen uden de helt sto… men *SÅ* sker der noget! På bagtungen springer kaffen frem som en trold af en æske og den fineste aroma af velristede arabica-bønner buldrer henover og -under alle mundhulens jord- og himmelvendte flader. Bryggets markante alkoholnote hjælper elegant kaffearomaen – og den ligeledes bitre mørke maltaroma – vel på vej med whisky- og cognac. Præsent, men aldrig dominerende i forhold til bryggets primære udtryk: bitter kaffe.
Nu vi snakker om det bitre – en anelse malurt er der imidlertid også i brygget; en lakridsnote, der føles lidt støvet – og så kunne brygget egentlig også godt bruge en smule mere fylde. Det flyder rigtig godt gennem munden, men det er som om det har lige lovligt travlt med at ryge ned, og vægrer sig en anelse mod at hvile helt så meget, som en perfekt stout gerne skulle.

Det er småting. Overordnet er dette en af de bedste stouts jeg har fået i lang tid, og den er bestemt mine varmeste anbefalinger værdig. Ikke mindst fordi den – mørke og bitterhed til trods – lettede mit depressive sortsyn betragteligt. En smule farligt. Og jeg skal passe på, det ikke bliver en vane. Men det hjalp nu alligevel i situationen.
En videoanmeldelse af brygget er desuden tilgængelig her.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme