Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Måned: april 2021

Øko IPA, Thisted Bryghus

Øl: Økologisk India Pale Ale
Bryggeri: Thisted Bryghus
Type: India Pale Ale
ABV: 5,8%
Land: Danmark
Købt i: Spar, Bedsted Thy

På tide …

Thisted Bryghus er kendt som bryggeriet, der præsenterede danskerne for økologisk øl. Dengang i midten af halvfemserne gjaldt det landets foretrukne standardsprøjt; den industrielle pilsner. Senere kom ølrevolutionen, som Thisted Bryghus for længst er hoppet med på – med større eller mindre held gennem tiden. Men først nu har de fået den geniale ide at brygge en økologisk IPA – en kvalitetsagtig mikrohåndbrygsvariant over det koncept, der for alvor gjorde bryggeriet landskendt. Det er egentlig lidt sært, at de ikke fandt på det noget tidligere.

Jeg husker imidlertid de første par år, jeg bloggede, at den daværende brygmester eksperimenterede en hel del med forskellige sten- og lavaøl, Der blev også eksperimenteret en del med forskellige tilsætningsstoffer – ikke mindst sulfit, og det fik bryggeriet da også en håndfuld hårde ord med på vejen for.
Men nu er de vel omsider kommet på bedre tanker, og har fundet nogle af de hævdvundne 90’ertakter frem igen. Heldigvis ikke i form af dårlig, primitivt produceret technomusik, men ved altså at introducere endnu et økologisk produkt i porteføljen.

“Vi har nedtonet bitterheden,” lyder bagetiketten – og det varsler jo sådan set ikke så godt. Det var nok godt, at jeg overhovedet ikke ænsede beskrivelsen, da brygget blev åbnet under min gode ven Geoff Breeze’s livestream i søndags, for jeg havde nærmest med statsgaranti været biased imod det. “Nedtone bitterheden” … Man nedtoner da heller ikke hestekræfterne i en Ferrari!
Videre står der, at der er tilført masser af aroma fra de 3 amerikanske humler, Simcoe, Cascade og Centennial … reddet på stregen, endskønt den krasbørstige censor nok ville dømme dumpet.
Som antydet læses alt dette i erfaringens krystalklare lys, og jeg kan kun gisne om hvorledes teksten ville have påvirket min oplevelse.

Mit gæt er, at min begejstring nok ville være reduceret et par takker, omend brygget igen ville have reddet på stregen ved at udløse mine duftsynapser allerede ved åbning. Vanille og citrusfrugter forenes i en indbydende dans, der kun bliver tættere idet det tågede, orange bryg og det fede, gyldne skum fylder glasset. Nu slår bouqueten over i en meget ren og autentisk karakter af tørre fyrrenåle – sådan bare for at krydre de æggende pikanterier.
Og hvis Thisted Bryghus kalder denne bitterhed nedtonet, ja, så glæder jeg mig til at prøve et bryg, hvor nedtoningen er udeladt. Der er rigeligt med tørt fyrretræssavsmuld, harpiks samt nåle i en skarp og frisk IPA-impression, der samtidig er så tør, at man næsten må frygte selvantænding.
Men det bliver aldrig for meget. Brygget rammer perfekt mellem en long drink og en (jeg elsker paradokset) tør tørstslukker, der både kan nydes alene eller – som bryggeriet anbefaler – til krydrede orientalske retter.

Thisted Bryghus kan andet end bare lave ellers gode varianter af deres Limfjordsporter. Det måtte de faktisk gerne fokusere lidt mere på, hvis jeg skal være helt ærlig.

Don Domingo, Ølluminati

Øl: Don Domingo
Bryggeri: Ølluminati
Type: Imperial Stout
ABV: 10,3%
Land: Danmark

På høje tid …

At jeg fik anmeldt en øl, der ikke helt fortjente hovedrollen i et jubilæumsindlæg som nummer 1300 er jeg efterhånden færdig med at græde snot over. Til gengæld har jeg rent glemt at forberede et særligt indlæg i forbindelse med jubilæet. Det har ellers været lidt af en tradition, men den slags er jo til for at blive brudt, hvilket også snart kan gå hen og blive en tradition, hvorefter galaksen eksploderer som resultat af paradokset …

I stedet har jeg forsøgt at eksperimentere en smule med formen. Som den vakse læser måske har bemærket har jeg startet indlægget med en knastør liste med nogle fakta om den øl, jeg står i begreb med at anmelde. Egentlig ville jeg hellere have inkluderet det i en faktaboks et sted i hvert indlæg, men en sådan funktion findes åbenbart ikke i WordPress … eller (og det anser jeg for en langt mere sandsynlig forklaring) jeg er for dum til at finde en funktion, der muliggør den.
Vejledning modtages med kyshånd. Men når det så er sagt, synes jeg faktisk ikke, at formen med fakta øverst i indlægget virker fuldkommen tosset.

Dagens øl er en gammel svend. Den har stået i mit køleskab i 1½ år eller deromkring, men det er også en type, der kan klare det. Det er med mørkt øl i almindelighed og stout i aldeleshed ligesom med historier og mennesker, at de bliver kønnere med alderen. Nu er jeg til gengæld ved at være træt af, at den fylder – og jeg synes faktisk også det er lidt strengt over for min gode ven, der i sin tid donerede den til mig. Det er vist på høje tid, han får mulighed for at læse, hvad jeg synes om den.

Ølluminati er et velkendt og feteret mikrobryggeri fra Viborg-egnen. Men jeg har måttet konstatere, at ikke alle deres produkter er faldet lige meget i min smag. Forventningerne er nu alligevel høje – for stilen er en af mine favoritter, alkoholprocenten er acceptabel selv i Aron Ra’s glas – og når de flueben er sat, bliver man godt nok nødt til at kludre gevaldigt i det, hvis resultatet skal gå helt galt.
Tykt og dovent skvulper tjæren vrangvilligt ud af flasken og ned i glasset. Ja, visuelt fejler det i hvert fald ikke noget, sådan som det nøddebrune skum rejser sig over den tætte tjære. Duften byder også på en snert af ny asfaltbelægning, omend stærk, velbrygget kaffe med rigelig fløde dominerer.
En exquisite flødemokka med vanille behager helt ud i mundhulens afkroge. Gummer, gane, tunge, mandler og svælg vrider sig i vellyst under det tætte, rare bryg. Det er præcis som man vil have det – det bliver aldrig for meget, for voldsomt eller for svulstigt. Ølluminati har ramt bullseye i afstemning mellem det storslåede og det nærværende behagelige.
Brygget byder behørigt farvel med rigelige mængder røg i eftersmagen som et mørkt punktum på en kulsort oplevelse – på alle de måder en kulsort oplevelse kan være smuk og velbehagelig. En ikke bare kompromisløs, men samtidig også velafstemt longdrink, som ethvert stouthoved bør unde sig selv.

Well done, Ølluminati. Må jeres bar være et af de første steder jeg besøger, når landet så’n rigtig genåbner.

Godt Bryg Lagerøl, Royal Unibrew

I mangel på bedre …

PHEW! Pyha! Og sikke en lettelse! Der var lige noget, der skulle klares, før jeg var klar til at skrive på bloggen igen. Nej, det var ikke humøret, der svigtede igen igen igen igen. Om noget er det højere og lystigere den det har været i … måneder måske?
I skrivende stund er jeg netop vendt hjem efter sidste dag på truck-kursus på EUC i Thisted. Det fortalte jeg en smule om i sidste indlæg. ALT bestået! Så nu må jeg gerne køre gaffeltruck … sådan rigtigt (og ikke forkert)!
Den forløbne uge er gået med teori og praksis, og har medført en veritabel skriveblokade – ikke fordi pensum egentlig var så svært igen, men fordi … mine nerver tilsat ADHD og Aspergerdiagnoser bare ikke rigtig magter unødige belastninger i den slags situationer.

Men nu kan jeg altså lidt igen. Og det er på høje tid, al den stund at dagens bryg blev drukket for snart en måned siden. Godt jeg tager notater, for ellers var oplevelsen med garanti gledet helt ud i glemslen.
Pænt ser det ellers ud til at have set ud på billedet. Helt ude af hukommelsen var det fx, at det i virkeligheden var så mørkt – næsten chokoladefarvet med gyldent skær og en tyk, fed, cremet skumkrone ovenpå.
Ved indsnusning forjættes man fed maltfylde og tunge krydderier – det lover overraskende godt af et brygkoncept, der ellers hylder en masse gamle bryghuse, som Bryggerigruppen (nu Royal Unibrew) i sin tid opkøbte og lukkede. Optagelsen af Horsens Bajersk og Hvidtølsbryggeri i Ceres-bryggerierne ligger imidlertid så langt tilbage som 1898, så jeg må hellere komme ned fra den høje hest igen … jeg er faktisk også lidt bange for heste. Så passer en gaffeltruck sgu nok bedre.
De gode takter svigter desværre i aromaen. Brygget er nok kønt og velduftende, men smager af omtrent lige så meget som man kan forvente af et småhypet Royal Unibrew-bryg. Vist er der da en let maltberøring som brygget ellers noget planløst glider over tungen. Krydderiposerne har vist også ligget åbne lidt for længe, der er ingen dybde i bagtungens uengagerede træbitterhed – og da slet ikke som i postevandet, hvis dybde nærmest indbyder til badeulykker … (med mindre min storebror er i nærheden selvfølgelig. Men vær nu forsigtig alligevel!)

Det er i bedste fald jævnt og i værste fald kedeligt. Men i det mindste ikke fælt. Egentlig ville jeg gerne have drukket en noget mere spændende øl i forbindelse med bloggens anmeldelse nummer 1.300. Men nu glemte jeg desværre at tælle dengang jeg prøvede øllene.
Så må jeg i stedet lune mig ved – og vid, at det ikke er det mindste problem, jeg nærmest kampsveder – at jeg med mit truckcertifikat har reddet mig en grundig opkvalificering … OG, at jeg på mandag starter i nyt job.

Så gør det sgu ikke så meget, at beretningen om øllet ikke helt er et jubilæumsindlæg værdigt.

Limfjords Ale, Thisted Bryghus

De kan det der …

Det er netop ved en test endnu engang blevet bekræftet, at der notorisk ikke er noget som helst positivt ved mig. Ingenting, siger jeg!
Og det er nok også bedst sådan. For på torsdag skal jeg starte på truck-kursus, og der skal jeg kunne forevise en negativ COVID-19-test.
Ja ja, bare fordi noget er negativt betyder det jo ikke nødvendigvis, at det er skidt. Det går faktisk godt for tiden. Så godt, at jeg næsten får angstanfald ved at slå i tasterne i den rækkefølge, der fortæller historien, for sæt nu man jinxede.

Men fra på torsdag og ugen efter skal jeg altså lære at køre gaffeltruck som led i opkvalificering. Historien er den, at jeg i fredags blev ringet op af et af de vikarbureauer, jeg er tilmeldt. De tilbød mig et try-and-hire-forløb, som jeg havde søgt, men trak i land, da det viste sig, jeg ikke havde truck-kort. Heldigt for mig havde jeg et møde med min jobcenterkonsulent få timer senere, hvor jeg klagede min nød.

Og mere skulle der ikke til. Forud gik der imidlertid flere rådighedsforløb, hvor jeg både havde kontaktet a-kasse og jobcenter med henblik på at få bevilliget et truckkort. Som gammel badmintonspiller fik jeg meget snart medlidenhed med boldene, sådan som jeg snart blev klasket frem og tilbage mellem de to instanser, uden at nogen kunne tage en beslutning. Men det er alt sammen i fortiden nu. Nu kigger jeg fremad, glæder mig til at lære nyt, og håbet om, at et truckkort rent faktisk redder mig noget fast arbejde, lever i bedste velgående.

Det kunne fx være, Thisted Bryghus ville ansætte mig. Jeg har søgt ind på deres lager flere gange uden held. Nu har de snart én undskyldning mindre. Indtil da kan jeg nøjes med at glæde mig over deres øl. Jeg tror den her er den sidste variant af Limfjordsporteren der findes på markedet for tiden. Forskellen fra originalen er markant, omend måske ikke overvældende. Originalen er undergæret, mens nærværende bryg er overgæret – derfor ale.
Her kunne jeg endnu engang indskyde, hvad jeg mener om Kölsch – den overgærede pilsner fra Köln, og hvordan overgæring i sig selv faktisk ikke ændrer et produkt afgørende, selvom kendere og snobber ikke kan få armene ned. Men mine erfaringer med Limfjordsporter-varianterne er faktisk for gode til, at jeg vil lade mig påvirke negativt på forhånd … det ligner mig dårligt, jeg ved det godt jf starten på dagens indlæg, men alligevel.

Brygget skummer flot og højt ved skænkning – højere faktisk, end jeg synes at huske, samtidig med at selve brygget synes en kende lysere end ellers. Flot er det nu stadig, som lyset formår at smyge sig gennem glasset, og lege med de sorte og dybbrune nuancer langs glassets vægge. Duften byder på mørkt træ og en snert af tjære.
Bag læberne møder man de fleste af bryggets velkendte, klassiske nuancer, omend med større vægt på det der normalt er mere i baggrunden. Der er mindre lakrids og mere mørkt træ. Brygget fremstår en anelse mere krydret, men også lettere i viskositeten end originalen.
Nogle ville måske sige tyndere end originalen. Men uden sarkasme vil jeg foretrække at kalde den lettere. For det er ikke nødvendigvis en ulempe, at brygget her kan nydes i lidt større mundfulde end man er vant til, især når oplevelsen forbliver intakt.

Endnu en mere end godkendt variant af en gammel klassiker – dem må Thisted Bryghus for min skyld gerne fortsætte med.

Fortune DIPA, Fuerst Wiacek

Det behøver ikke være voldsomt …

Overskuddet til at anmelde er igen helt i bund. Jeg ernærer mig ved dagpenge og som daglejer hos diverse vikarbureauer med arbejde, der gør at jeg er totalt og fuldkommen udbrændt, når jeg kommer hjem. Oven i købet skal jeg så binde an med jobcenterets krav om ansøgninger og møder, der aldrig fører nogen vegne, og kun øger mit stressniveau.
Jeg skal samtidig binde an med en absurd regering, der for at dække over upopulære beslutninger (*host*)mink(*host*) endnu engang skruer gevaldigt op for racismen. Som det eneste vestlige land vil Danmark nu sende flygtninge tilbage til massemorderen og krigsforbryderen Assads borgerkrigshærgede Syrien. Min holdning er klar – blodet fra enhver flygtning der mister livet som led i regeringens racistisk motiverede etniske udrensning er på Mette Frederiksens og Mattias Tesfayes hænder. Hvis der skal finde et retsopgør sted mod regeringen Mette F. når magten engang skifter, burde det ske ved et internationalt tribunal for politikere, der har samarbejdet med det kriminelle Assad-styre og andre krigsforbrydere fra Syrien-konflikten.
Men det har nok lange udsigter eftersom kun tre partier og en håndfuld løsgængere er de eneste der spagfærdigt vover den mindste smule kritik af regeringens racistiske amokløb. Nej, der er ikke noget at sige til, at humøret driller igen.

Men når jeg så endelig får sat mig til tasterne, mærker jeg til gengæld snart, at glæden ved at anmelde er nogenlunde intakt. Det er den følelse, jeg skal holde fast i og minde mig selv om, når anmeldelseslysten svigter.

Det er ved at være et stykke tid siden, at dagens øl blev afprøvet. Til gengæld dvæler oplevelsen et stykke tid i erindringen – for den evne har rigtig gode øl som denne. En Double India Pale Ale skal man til gengæld også klokke gevaldigt i det med, for at det kan gå helt galt, og det har tyske Fuerst Wiecek med al tydelighed undgået. IPA og andre ikoniske typer fra ølrevolutionen er ellers ikke noget, tyskerne gør det meget i. Og når de gør det, når oplevelsen aldrig rigtig de helt store højder.
Indtil nu, hvor denne lille perle gør alle forudgående halvhjertede brygforsøg fra tyskens side til skamme. Det tætte, lyse bryg dufter perlende og forfriskende af grannåle og søde citrusfrugter, som kun de vildeste amerikanere og amagerkanere kan gøre det.
Bag læberne byder brygget på en nydelig, pikant og forfinet gentagelse af det, man mødte i duften; grannåle, lime og en smule citron. I modsætning til, hvad man gerne møder på den anden side af Atlanten (og Københavns havneløb) rammer aromaen ikke som en knytnæve. Den melder sig fyndigt og paraderer stolt henover smagsløgene til udelt glæde og begejstring – men uden kanonader eller anden dekadent og overflødigt føren-sig-frem.
Bryggeren har fundet det aromatisk strengt nødvendige, og for det er der skruet op, så det er en fryd – men uden at det bliver overdrevent eller på anden måde for meget.

Tyskerne kan også brygge revolutionsøl … omsider efter så mange år er de endelig kommet efter det. Lad os så bare håbe, de også holder fast og ikke falder tilbage til fordums konservative pilsnerkedelighed.

Anxoreux Bierre de Pomme, The Bruery

For real?

Åh nej, det er 1. april igen. Jeg hader 1. april af et ondt hjerte. Mest af alt fordi jeg er direkte elendig til at tage del i spøgen. Mine egne forsøg på aprilsnar er altid håbløse og antisjove. Samtidig falder jeg gerne for de ringeste og mest gennemskuelige folk og medier byder mig. Og så misforstår jeg gerne ting, der rent faktisk sker ude i verden, som aprilsnarre … jeg er vist så småt ved at være runden igennem, og jeg vil i øvrigt undlade at skrive nogen steder på sociale medier, og ISÆR ikke Twitter, at jeg igen er hoppet på vandvognen på grund af tømmermænd – for den er simpelthen ved at være for gammel og slidt.

Videre til dagens øl, der er en debutant i form af Californiske The Bruery. De har brygget en øl på vildgær og Newton Pippin æbler. Med andre ord en møgbeskidt øl. Jeg kunne selvfølgelig aldrig drømme om at anprise en øl, der indeholder andet en vand, gær, humle og malt … altså seriøst, hvad bilder de sig ind sådan at putte frugt i øllet. Hvad tror de mon selv, de er? Belgiere?
Ja, det er nok det, de tror, for samtidig gør den vilde gær også brygget surt. Jamen Vorherrebevaresdaosse! (Og den slags går jeg som bekendt meget op i. Ikke mindst i disse dage, hvor jeg i from, kontemplativ askese kommer Vor Herre Jesu Kristi pine og død på korset i hu, mens jeg duknakket trygler og beder Herren i det høje om mine synders forladelse, så jeg efter min død ikke ender samme sted som Rasmus Paludan.) Hvis jeg ville have surt øl, så ville jeg finde mig noget, der var inficeret – for det er i hvert fald surt, og smager derfor helt sikkert på præcis samme måde!
Så i dette bryg er der garanteret dømt clusterfuck fra starten. Det vidner etiketten og oplysningerne derpå jo så rigeligt om. I det mindste er der 7% alkohol i – så de rige mængder sprit vil måske formå at drukne sorgen over de spildte dråber og æbler.

Allerede ved skænkning trækker næsen sig sammen ved emmen af umodne stikkelsbær i brunkålslage. Så har brygget jo allerede så godt som tabt. Og det hjælper selvfølgelig heller ikke en tøddel at brygget ser godt ud, tåget, næsten grumsetgult – og som læserne vil vide, kan jeg ikke udstå ufiltreret øl [indsæt tungerækkende smiley her].
Og når det så kommer til stykket, kan brygget slet ikke finde ud af det. Ja, den er godt nok lidt sur i det, men overhovedet ikke på den modbydelige tænderskærende måde, som inficeret øl er det. Nej tværtimod læsker brygget gane og tunge mere end velbehageligt med ledsagende noter af de friskeste grønne æbler og en antydning af både sød malt og bitterhumle.

Altså helt forkert!

Det kan da virkelig ikke passe, at et bryg der giver sig ud for at være surt, udtrykker en nærmest perfekt harmoni mellem let vinøs syre og frugtsødme, garneret med en antydning af vanille, der giver brygget den fylde og substans, man ellers godt kan savne i mange sure bryg?

Nej, det der med surt øl – det kan The Bruery da virkelig ikke finde ud af!

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme