Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Måned: april 2021

Limfjords Ale, Thisted Bryghus

De kan det der …

Det er netop ved en test endnu engang blevet bekræftet, at der notorisk ikke er noget som helst positivt ved mig. Ingenting, siger jeg!
Og det er nok også bedst sådan. For på torsdag skal jeg starte på truck-kursus, og der skal jeg kunne forevise en negativ COVID-19-test.
Ja ja, bare fordi noget er negativt betyder det jo ikke nødvendigvis, at det er skidt. Det går faktisk godt for tiden. Så godt, at jeg næsten får angstanfald ved at slå i tasterne i den rækkefølge, der fortæller historien, for sæt nu man jinxede.

Men fra på torsdag og ugen efter skal jeg altså lære at køre gaffeltruck som led i opkvalificering. Historien er den, at jeg i fredags blev ringet op af et af de vikarbureauer, jeg er tilmeldt. De tilbød mig et try-and-hire-forløb, som jeg havde søgt, men trak i land, da det viste sig, jeg ikke havde truck-kort. Heldigt for mig havde jeg et møde med min jobcenterkonsulent få timer senere, hvor jeg klagede min nød.

Og mere skulle der ikke til. Forud gik der imidlertid flere rådighedsforløb, hvor jeg både havde kontaktet a-kasse og jobcenter med henblik på at få bevilliget et truckkort. Som gammel badmintonspiller fik jeg meget snart medlidenhed med boldene, sådan som jeg snart blev klasket frem og tilbage mellem de to instanser, uden at nogen kunne tage en beslutning. Men det er alt sammen i fortiden nu. Nu kigger jeg fremad, glæder mig til at lære nyt, og håbet om, at et truckkort rent faktisk redder mig noget fast arbejde, lever i bedste velgående.

Det kunne fx være, Thisted Bryghus ville ansætte mig. Jeg har søgt ind på deres lager flere gange uden held. Nu har de snart én undskyldning mindre. Indtil da kan jeg nøjes med at glæde mig over deres øl. Jeg tror den her er den sidste variant af Limfjordsporteren der findes på markedet for tiden. Forskellen fra originalen er markant, omend måske ikke overvældende. Originalen er undergæret, mens nærværende bryg er overgæret – derfor ale.
Her kunne jeg endnu engang indskyde, hvad jeg mener om Kölsch – den overgærede pilsner fra Köln, og hvordan overgæring i sig selv faktisk ikke ændrer et produkt afgørende, selvom kendere og snobber ikke kan få armene ned. Men mine erfaringer med Limfjordsporter-varianterne er faktisk for gode til, at jeg vil lade mig påvirke negativt på forhånd … det ligner mig dårligt, jeg ved det godt jf starten på dagens indlæg, men alligevel.

Brygget skummer flot og højt ved skænkning – højere faktisk, end jeg synes at huske, samtidig med at selve brygget synes en kende lysere end ellers. Flot er det nu stadig, som lyset formår at smyge sig gennem glasset, og lege med de sorte og dybbrune nuancer langs glassets vægge. Duften byder på mørkt træ og en snert af tjære.
Bag læberne møder man de fleste af bryggets velkendte, klassiske nuancer, omend med større vægt på det der normalt er mere i baggrunden. Der er mindre lakrids og mere mørkt træ. Brygget fremstår en anelse mere krydret, men også lettere i viskositeten end originalen.
Nogle ville måske sige tyndere end originalen. Men uden sarkasme vil jeg foretrække at kalde den lettere. For det er ikke nødvendigvis en ulempe, at brygget her kan nydes i lidt større mundfulde end man er vant til, især når oplevelsen forbliver intakt.

Endnu en mere end godkendt variant af en gammel klassiker – dem må Thisted Bryghus for min skyld gerne fortsætte med.

Fortune DIPA, Fuerst Wiacek

Det behøver ikke være voldsomt …

Overskuddet til at anmelde er igen helt i bund. Jeg ernærer mig ved dagpenge og som daglejer hos diverse vikarbureauer med arbejde, der gør at jeg er totalt og fuldkommen udbrændt, når jeg kommer hjem. Oven i købet skal jeg så binde an med jobcenterets krav om ansøgninger og møder, der aldrig fører nogen vegne, og kun øger mit stressniveau.
Jeg skal samtidig binde an med en absurd regering, der for at dække over upopulære beslutninger (*host*)mink(*host*) endnu engang skruer gevaldigt op for racismen. Som det eneste vestlige land vil Danmark nu sende flygtninge tilbage til massemorderen og krigsforbryderen Assads borgerkrigshærgede Syrien. Min holdning er klar – blodet fra enhver flygtning der mister livet som led i regeringens racistisk motiverede etniske udrensning er på Mette Frederiksens og Mattias Tesfayes hænder. Hvis der skal finde et retsopgør sted mod regeringen Mette F. når magten engang skifter, burde det ske ved et internationalt tribunal for politikere, der har samarbejdet med det kriminelle Assad-styre og andre krigsforbrydere fra Syrien-konflikten.
Men det har nok lange udsigter eftersom kun tre partier og en håndfuld løsgængere er de eneste der spagfærdigt vover den mindste smule kritik af regeringens racistiske amokløb. Nej, der er ikke noget at sige til, at humøret driller igen.

Men når jeg så endelig får sat mig til tasterne, mærker jeg til gengæld snart, at glæden ved at anmelde er nogenlunde intakt. Det er den følelse, jeg skal holde fast i og minde mig selv om, når anmeldelseslysten svigter.

Det er ved at være et stykke tid siden, at dagens øl blev afprøvet. Til gengæld dvæler oplevelsen et stykke tid i erindringen – for den evne har rigtig gode øl som denne. En Double India Pale Ale skal man til gengæld også klokke gevaldigt i det med, for at det kan gå helt galt, og det har tyske Fuerst Wiecek med al tydelighed undgået. IPA og andre ikoniske typer fra ølrevolutionen er ellers ikke noget, tyskerne gør det meget i. Og når de gør det, når oplevelsen aldrig rigtig de helt store højder.
Indtil nu, hvor denne lille perle gør alle forudgående halvhjertede brygforsøg fra tyskens side til skamme. Det tætte, lyse bryg dufter perlende og forfriskende af grannåle og søde citrusfrugter, som kun de vildeste amerikanere og amagerkanere kan gøre det.
Bag læberne byder brygget på en nydelig, pikant og forfinet gentagelse af det, man mødte i duften; grannåle, lime og en smule citron. I modsætning til, hvad man gerne møder på den anden side af Atlanten (og Københavns havneløb) rammer aromaen ikke som en knytnæve. Den melder sig fyndigt og paraderer stolt henover smagsløgene til udelt glæde og begejstring – men uden kanonader eller anden dekadent og overflødigt føren-sig-frem.
Bryggeren har fundet det aromatisk strengt nødvendige, og for det er der skruet op, så det er en fryd – men uden at det bliver overdrevent eller på anden måde for meget.

Tyskerne kan også brygge revolutionsøl … omsider efter så mange år er de endelig kommet efter det. Lad os så bare håbe, de også holder fast og ikke falder tilbage til fordums konservative pilsnerkedelighed.

Anxoreux Bierre de Pomme, The Bruery

For real?

Åh nej, det er 1. april igen. Jeg hader 1. april af et ondt hjerte. Mest af alt fordi jeg er direkte elendig til at tage del i spøgen. Mine egne forsøg på aprilsnar er altid håbløse og antisjove. Samtidig falder jeg gerne for de ringeste og mest gennemskuelige folk og medier byder mig. Og så misforstår jeg gerne ting, der rent faktisk sker ude i verden, som aprilsnarre … jeg er vist så småt ved at være runden igennem, og jeg vil i øvrigt undlade at skrive nogen steder på sociale medier, og ISÆR ikke Twitter, at jeg igen er hoppet på vandvognen på grund af tømmermænd – for den er simpelthen ved at være for gammel og slidt.

Videre til dagens øl, der er en debutant i form af Californiske The Bruery. De har brygget en øl på vildgær og Newton Pippin æbler. Med andre ord en møgbeskidt øl. Jeg kunne selvfølgelig aldrig drømme om at anprise en øl, der indeholder andet en vand, gær, humle og malt … altså seriøst, hvad bilder de sig ind sådan at putte frugt i øllet. Hvad tror de mon selv, de er? Belgiere?
Ja, det er nok det, de tror, for samtidig gør den vilde gær også brygget surt. Jamen Vorherrebevaresdaosse! (Og den slags går jeg som bekendt meget op i. Ikke mindst i disse dage, hvor jeg i from, kontemplativ askese kommer Vor Herre Jesu Kristi pine og død på korset i hu, mens jeg duknakket trygler og beder Herren i det høje om mine synders forladelse, så jeg efter min død ikke ender samme sted som Rasmus Paludan.) Hvis jeg ville have surt øl, så ville jeg finde mig noget, der var inficeret – for det er i hvert fald surt, og smager derfor helt sikkert på præcis samme måde!
Så i dette bryg er der garanteret dømt clusterfuck fra starten. Det vidner etiketten og oplysningerne derpå jo så rigeligt om. I det mindste er der 7% alkohol i – så de rige mængder sprit vil måske formå at drukne sorgen over de spildte dråber og æbler.

Allerede ved skænkning trækker næsen sig sammen ved emmen af umodne stikkelsbær i brunkålslage. Så har brygget jo allerede så godt som tabt. Og det hjælper selvfølgelig heller ikke en tøddel at brygget ser godt ud, tåget, næsten grumsetgult – og som læserne vil vide, kan jeg ikke udstå ufiltreret øl [indsæt tungerækkende smiley her].
Og når det så kommer til stykket, kan brygget slet ikke finde ud af det. Ja, den er godt nok lidt sur i det, men overhovedet ikke på den modbydelige tænderskærende måde, som inficeret øl er det. Nej tværtimod læsker brygget gane og tunge mere end velbehageligt med ledsagende noter af de friskeste grønne æbler og en antydning af både sød malt og bitterhumle.

Altså helt forkert!

Det kan da virkelig ikke passe, at et bryg der giver sig ud for at være surt, udtrykker en nærmest perfekt harmoni mellem let vinøs syre og frugtsødme, garneret med en antydning af vanille, der giver brygget den fylde og substans, man ellers godt kan savne i mange sure bryg?

Nej, det der med surt øl – det kan The Bruery da virkelig ikke finde ud af!

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme