18.700.000.000 til minkindustrien … Så er udeblivende kritik fra landbruget vist nok også både købt og betalt med renters rente … indtil regeringen skifter, for så ved vi, at højrefløjen vil forlange rigsretssag alligevel. Landbruget er og bliver det mest forkælede erhverv i Danmark, og det er ikke mindre pudsigt at de største støtter af de permanent offentligt støttede gylleproducenter fnyser i afsky ad mennesker, der ikke kan forsørge sig selv, og må ty til det offentlige for at få hjælp til dagen og vejen. Når det kniber for landbruget er de offentlige kasser til gengæld uden bund, mens arbejdsløse og svage helst skal udsultes, gøres hjemløse og efterfølgende jages og kriminaliseres – ikke mindst hvis de er mørke i huden #ghettopakke. Men dobbeltmoral er jo intet nyt, når det kommer til de frådende neoliberalister, vi finder i Venstre og Liberal Alliance … og Socialdemokratiet, Radikale Venstre, SF … and the list goes on.
Imens kræver den dybt reaktionære klub af voldspsykopater og sølvpapirshatte, samt voldspsykopater iført sølvpapirshatte ‘Men in Black’ statsministeren aflivet ved hængning eller afbrænding … måske begge dele på én gang at dømme efter deres seneste manifestation. Jeg har ingen forventning om, at de har tænkt sig at ændre deres syn på Mette Frederiksen efter hendes exorbitante foræring til en i forvejen skrantende minkindustri. Til gengæld giver den sortklædte bande voldsbøller om ikke andet et indblik i, at der findes et segment i samfundet, der åbenbart bare har brug for at skabe sig åndssvagt. Undskyldningen finder gruppen normalt på fodboldstadions er der meget der tyder på. Og når det ikke længere er en mulighed, må aggressionerne bare udløses et andet sted. Man kan tage bavianen ud af vildmarken, men ikke vildmarken ud af bavianen.
Nok om det. At få noget nogenlunde sammenhængende fældet ned på skrift om de trainwrecks af clusterfucks der konkurrerer om at eksplodere i hovedet på os i øjeblikket er svært nok. Så vil jeg meget hellere skrive om den seneste øl, jeg har prøvet. For der er der langt mere at komme efter!
Med DDH (=Double Dry Hopped) etc. etc. har Lettiske Ārpus Brewing Co. (med så’n en dimmerlimmer over a’et for at vise at det er langt) sparket både sig selv og Letland ind på bloggen med en raketfart, der kunne få enhver ‘Man in Black’ til at antage hele det kromatiske spektrum i rækkefølge af ren misundelse. Opskriften er ikke videre original – til gengæld er den grundigt gennemtestet og aldeles effektiv: En dobbelt tørhumlet IPA med Citra og Galaxy-humle – så skal det godt nok gå meget galt, hvis ikke det bare er en lille smule godt.
Imponerende er det i hvert fald som den pomelogule, uigennemsigtige masse langsomt optager glasset. Bryggets modvillighed mod at forlade emballagen er ikke ulig hvad man kan opleve med visse meget tætte, stærke stouts. Og som om det ikke alt sammen var nok, så tårner det cremede skum sig op som ved en anden Venus’ fødsel. Duften er ikke mindre inciterende. Frisk og fornøjeligt syrlig af skarpe citrusfrugter; lime og grape samt et bittert skud som man møder det i en moden appelsin. Fylde, fløjl og fløde plasker vellystigt alle mundens indre flader til med de fineste, mest udsøgte aromaer, IPA kan byde på. Frisksnittede pæle af lyst træ støder begærligt i tungen, vanillen gnider sig kælent op ad ganen, mens den cremede mundfornemmelse af tyk fed fløde med appelsinessens binder det hele sammen og pulserende udløser det ene orale klimax efter det andet. Sikke en debut! Nydelsen er absolut, kompromisløs og nyskabende alt den stund, at jeg aldrig før har oplevet en IPA med en sådan fylde før. Aroma – ja. Fylde – nej! Glem alt om East Coast, West Coast, British eller New England IPA. Lettisk IPA er the shit – som de unge, lettere (see what I did there) misvisende kalder det nu om dage. Tænk, at det den ultimative IPA skulle findes på det kontinentale Europa.
Den slags giver – om ikke håb, så i hvert fald trøst, når COVID-19 og rablende idioti på samme tid hærger verden i to gensidigt forstærkende pandemier. Smagen i munden er nok bitter, mens vi ser hele verden synke i grus for vore øjne – men dårlig er den ingenlunde!
Pauserne mellem mine indlæg er igen blevet længere end jeg egentlig intenderede. Jeg skal ikke plage læserne unødigt med mine humør-issues, men blot fremføre det som en simpel kendsgerning, at det igen-igen-igen er det der spøger og sætter grænser for min aktivitet på de sociale medier. At jeg var så edgy på dagen for indsættelse af Joe Biden i præsidentembedet, at jeg fik lukket min Twitter-konto permanent, gjorde heller ikke sagen bedre. Over 1700 følgere i vasken – bare sådan, fordi Twitters algoritme, eller nogle emsige højrefløjsere synes, man skal holde kæft. Vel, op på hesten igen – den evige jagt på følgere for følgernes skyld blev faktisk også lidt triviel i længden. Jeg prøver at lære af det frem for at blive endnu mere bitter. Ikke mindst når bitterheden er en egenskab, bryggeriet bag dagens øl for en gangs skyld har nogenlunde styr på.
Vi er nået til den næstsidste øl i den omfattende serie af øl, jeg i efteråret fik sendt af Løkken Bryghus. Det har været en på flere måder jævn oplevelse, mest af alt fordi hovedparten af bryggene lagde sig i et mageligt for ikke at sige konturløst og umarkeret midterfelt. Akkurat bestået, men ej en fornøjelse at bevidne som eksaminator eller censor. Forventningerne til denne stout er derfor ikke just høje, ligesom alkoholprocenten. 6,9 er måske ikke lige så langt nede, som mit humør for tiden, men om man ligefrem bliver skæmtsom, eller narrevorn som det hedder på vendelbosk, af én alene, har jeg min tvivl om.
Brygget lægger ud med en for så vidt godkendt, men dog noget svag duft af kaffe og mørkt træ. Ikke desto mindre er det mere lovende end det meste fra bryggeriets hånd, så det naive håb lever fortsat. Og det indfries skam også! Brygget ejer ikke bare fylde nok, men fylde i overflod – og aroma! Lækker, bitter, fyldig, næsten brændende lakridsaroma, og så endda helt uden at lakridsaromaen føles støvet eller på anden vis disharmonisk. Det skyldes nok, at der ikke er tilsat lakrids. Whisky ja, men ikke lakrids. Det er måske tricket? Hvor ofte har jeg ikke pylret over, at stouts tilsat lakrids fik en underligt støvet og disharmonisk mundfornemmelse af det (med Limfjordsporter som den nok mest markante undtagelse)? Her er lakrids go leor, men som resultat af brygkunst, og tilsættelse af noget ganske andet. Og whiskyen smager i øvrigt heller ikke for meget igennem. Innis & Gunn har gjort det til deres brand at lagre øl i whisky- og andre brændevinsfade, hvilket på denne bloggers tunge alene har givet deres bryg afsmag.
I sidste ende er det nok et spørgsmål om smag og behag, men ét står i hvert fald tilbage mørkt, tungt og dunkelt som kun en ordentlig stout kan være det: Dette er en aldeles nydelig repræsentant for stout-genren, og yder omsider Løkken Bryghus noget hæder, de nok har længtes efter. Og det kan ikke undgå at nage efter en pragtfuld øl som den her, at man nu ved, at Løkken Bryghus sagtens kan brygge øl af en udsøgt kvalitet. For hvorfor gør de det så ikke bare hver gang?
Oh dear, jeg er en klovn. Det er vist ikke sket på bloggen før, at jeg to gange i træk har glemt at tage et billede af den øl, jeg drak. Selv ikke dengang jeg drak øl med Ole for snart et år siden. Der glemte jeg faktisk ikke én eneste, hvor usandsynligt det ellers måtte forekomme. Og denne gang er der ingen videooptagelser eller anden dokumentation til stede, der kan genoplive min oplevelse, ud over mine hastigt nedkradsede noter – og de beretter precious little om bryggets ydre. Det skal ikke være nogen hemmelighed allerede nu, at selv hvis brygget havde strålet som en stjernesol til engles sang og harpeklimpren, havde det ikke reddet meget for denne, Bryggeriet Vestkystens bud på en pilsner. Og som de i øvrigt selv siger deroppe i Løkken: Det er det indeni, der tæller. Ellers beskrives brygget som lys gylden i farve (jeg protesterer ud fra min rudimentære hukommelse ikke) tilsat amerikansk bitterhumle. Den skulle desuden “fungere godt til et frokostbord eller bare som garagebajer.” Havde jeg taget mig tid til at læse, hvad bryggeriet selv skriver om deres eget produkt, ville chokket over den veritable maltknytnæve og den tungeflænsende humlefræsers demonstrative udebliven nok have været en kende mindre.
Og dog … Der er ikke mange kapitler tilbage i den efterhånden lange saga om den smagepakke fra Løkken Bryghus, jeg modtog tilbage i … november, var det vist? Indtil videre har de store oplevelser været højst sparsomme, og begrænser sig faktisk til bryggeriets pilsner – Jøwt – der fortsat har min anbefaling, mens man ikke går glip af det store, hvis man lader resten stå. Det gælder også her … mine noter er sparsomme fordi ordene hurtigt slipper op, når man skal skrive af noget, der dufter og smager af det rene ingenting. Vandet, brygget er lavet af, er vitterligt det, man kan rose mest. Det har vædende og læskende egenskaber på tunge, gummer og gane, og man slipper i det store og hele fra at gå tørstig fra et glas med denne øl. Hvori består ølelementet så? Vel … en antydning af afsmag af noget syrligt-metallisk kan akkurat spores, og med yderste nød identificeres som noget, der kunne være en sørgelig rest, en skygge af, hvad der engang var humle. Næppe nogen god humle, i øvrigt.
Spørgsmålet, der nødvendigvis må rejse sig, når dette aldeles intetsigende bryg er skyllet i maven og ud i glemslen er “hvorfor?” Alt i alt smager det bedre og friskere, hvis man simpelt hen bare åbner for vandhanen. Og hvis man vil være fuld – vel, så er der indtil flere industrielle alternativer, der smager af lige så lidt, men formentlig er langt billigere.
I USA er folk gået i flyverskjul i forventning om, hvad der kommer til at ske i overmorgen, når Joe Biden skal indsættes som præsident. Nationalgarden er udstationeret på gangene i kongressen – helt bogstaveligt hvor de overnatter uden madrasser eller tæpper – og ude i de enkelte stater har man været i allerhøjeste alarmberedskab, da Trumps broget-grumsede svar på Sturmabteilung (I ved, boogaloo-boys, Proud Boys, Oath Keepers, QAnon osv osv) erklærede, at de ville marchere mod staternes respektive hovedsæder i går. Nyhedsbureauerne har ikke meldt om uroligheder, heldigvis, for med den slags fyrværkeri foretrækker de fleste nok en fuser. Forhåbentlig bliver det til endnu en fuser på onsdag, selvom risikoen for uro anses for at ligge et sted oppe i stratosfæren. FBI har meldt ud om risiko for, at insidere i kongressen planlægger angreb, ikke ulig hvad der var tilfældet 6. januar, hvor både politifolk og kongresmedlemmer ifølge hastigt ophobende evidens handlede i forening med stormløberne. Angiveligt er hver eneste udstationerede soldat i kongressen blevet sikkerhedsvurderet tre gange – det må være over 60.000 sikkerhedstjek i alt, da over 20.000 nationalgardister er blevet udstationeret. Og mit lille aspergerhovede kan ikke lade være med at overveje, om dem der laver sikkerhedsvurderingerne mon også bliver sikkerhedsvurderet. Hvis blot én forræder løsner et skud kan katastrofen blive total, og det kræver ikke engang en forræder at overse en sådan. Det kræver blot, at en af dem der sikkerhedsvurderer tropperne, sover i timen.
Herhjemme tager de fleste sagerne med foruroligende sindsro. Alt for mange ser det som en form for bizar underholdning, der inviterer til hånlatter og popcornspisning. Der er imidlertid alle grunde til at være bekymret for, hvor slemt det faktisk står til med verdens mest betydningsfulde supermagt, samt de oplagte historiske paralleller man kan drage fra europæisk fortid. Kast blot Godwin efter mig, hvis I vil, men dette var Trumpbevægelsens ølkælderkup. Og hvis omverdenen fortsætter sin letkøbte og konsekvensfrie fascination af bevægelsen, og ikke tager den alvorligt inklusive dens nødvendige bekæmpelse, så gruer jeg meget for det næste amerikanske præsidentvalg. Mit gæt er at Trump er enten død eller alt for mentalt svækket til den tid – men der skal nok være fundet en efterfølger, der er gal nok. Ted Cruz, Josh Hawley, Matt Gaetz, Marjorie Taylor Greene og Lauren Boebert står allerede klar i kulissen, mens man samtidig ikke skal undervurdere resten af Trump-familiens ønsker om at gøre Marmelade Mussolini kunsten efter.
Endelig siger man, at det der sker i USA kommer til Europa ca 10 år senere. Med Nye Borgerlige, Stram Kurs/Hard Line, Dansk Folkeparti samt veteraner som Inger Støjberg er der for længst et betydeligt segment i dansk politik, der deler Trumpbevægelsens politik, efter min mening tillige med dennes autoritære og antidemokratiske element. Herhjemme er de blot kloge nok til ikke at flashe sidstnævnte alt for ofte eller alt for tydeligt. En sjælden flashing af disse dispositioner stod Støjberg for, da hun frejdigt erklærede sit ønske om at ‘dræne sumpen’ under Bæredygtigt Landbrugs traktortræf i efteråret.
Jeg husker ikke længere, om vi diskuterede alle disse emner under samme livestream, som jeg refererede til i sidste indlæg, men det kan man jo selv klikke sig ind for at undersøge. Det blev i hvert fald en så lang livestream, at jeg åbnede to nye øl undervejs. Men da jeg havde kværnet den fine IPA fra sidst, var jeg åbenbart blevet for pløret til at huske at fotografere denne hvedeøl, før den blev åbnet. På optagelsen ser den nydeligt messingfarvet ud, blankpoleret overraskende nok, for brygget er – som enhver hvedeøl selvfølgelig bør være – ufiltreret. Dette manifesterer sig åbenbart ikke synderligt i det visuelle. Duften er til gengæld lovende, omend sikkert ildevarslende for mange. Stald, eller rettere; ensilage breder sig i lokalet ved skænkning – og det er ironisk nok et sikkert tegn på kvalitet, også selvom lugten af stald er ubehagelig for de fleste – mig selv inklusive. Staldlugt peger gerne i retning af bitter aroma, som man bliver snydt for her. Men det gør ikke spor, da der i indbudt til en sød, kælen oplevelse i stedet. Et fast, fyldigt, næsten svulstigt sødt element af marcipan glider næsten friktionsløst ind over tungen. Her yder kontakt med alle indvendige flader lystigt behag af lette, men velplacerede stød af agurkesyrlighed, der udløser saft fra efterårets modne æbler. Man kan ikke nære sig for at vælte hele udladningen rundt i gane, gummer svælg en ekstra gang, før man lader det hele glide ned. En fuldendt aromatisk udløsning, der langt overgår forventningerne til enhver hvedeøl, plus forventningerne til de fleste øl i det hele taget.
Og jeg der ellers sjældent synes at hvedeøl er noget at råbe hurra for. Men det kan altså lade sig gøre at brygge nogle ordentlige nogle af slagsen. Det har Klosterbryggeriet hermed lært os.
Det kom alligevel til at tage mig længere tid end jeg havde regnet med at få taget mig sammen til at få taget mig sammen til at sætte mig bag tastaturet igen. Depressionen hænger endnu engang som en tung dyne over mig, og jeg må anstrenge mig voldsomt for at kunne klare selv de mest simple opgaver. Det er fortsat arbejdsløsheden, der nager og får det hele til at se håbløst ud.
Der er ellers ikke så lidt at glæde sig over for tiden. Ikke alene bliver Donald Trump stillet for en rigsret (igen); det samme gælder Inger Støjberg herhjemme. I den forbindelse har jeg noteret mig, hvordan man nærmest som et urværk bliver kaldt pædofil og tilsvarende, det øjeblik man offentligt giver til kende, at man støtter rigsretssagen mod hende. Det hun står anklaget for er at give en ulovlig instruks om, at alle ægtefæller blandt asylsøgere, hvor én af ægtefællerne var under 18 år, skulle adskilles. Uden hensyntagen til … vel – hvad som helst egentlig. Desuden skulle de adskilte par nægtes høring i forbindelse med adskillelsen, hvilket stred mod gældende regler og retspraksis. Ud over at afgive en instruks, der gik direkte imod gældende regler, løj Inger Støjberg desuden om instruksen på flere samråd i Folketinget. For nu ganske kort at lege djævelens advokat: Gjorde Inger Støjberg det ikke alligevel med de bedste intentioner for øje? Var hendes mål ikke at beskytte barnebrude mod overgreb fra langt ældre ægtefæller? Det er på baggrund af den præmis, man mødes med anklager om at være pædofil, når man forsvarer rigsretssagen. Kigger man på de såkaldte barnebrudes aldersfordeling vil man imidlertid opdage, at aldersforskellen ikke generelt er meget stor. I 13 ud af de 34 sager er aldersforskellen 5 år eller derunder. Ofte er der kun ét år imellem dem. I andre tilfælde er der vitterlig store aldersforskelle, der godt kunne give anledning til reel bekymring. Men glem ikke, at parrene i modstrid med reglerne blev nægtet retten til at blive hørt. Som minister valgte Støjberg at skære parrene over én kam og behandle dem alle på samme måde, uden skelen til deres individuelle situation. For mig ser det ud som om Inger Støjberg fandt et nemt offer for sin lyst til at smage magten, samtidig med at hun kunne appellere til et voksende fremmedhadsk vælgersegment i partiet Venstre – og uden for partiet venstre i øvrigt, og som hun selv efter alt at dømme er en del af. Jeg vil ikke spekulere længe over hendes fremtid i partiet, men Formand Jakob Ellemanns linje, som han reelt først har lagt i disse dage med sin støtte til rigsretssagen, peger i retning af et opgør med racismen i partiet. Og uden den, vil Inger Støjbergs tid i Venstre nok være forbi. Og det vil jo være mægtig ærgerligt. For jo mere kaos og splid der kan skabes i det parti desto bedre, og Inger er den perfekte katalysator for begge dele. Det vigtigste er imidlertid at få Inger Støjberg for retten for de lovbrud hun er mistænkt for. At der derved bliver sat en om ikke andet midlertidig dæmper på den skade, hun gør på partiet Venstre, er et mindre onde jeg må lære at affinde mig med.
Vel, videre til dagens øl, der blev nydt under en live stream (ja, det var ikke første gang og nok heller ikke sidste) på min gode ven Geoff Breeze’s kanal (like & subscribe), hvor vi et par stykker fra rundt omkring i verden i fællesskab fordøjede begivenhederne fra dagen før, hvor den amerikanske kongres blev stormet. Jeg havde fundet et par gode øl frem – det passer sig i godt selskab. Brygget her er en dobbelt tørhumlet IPA, hvilket på alle leder og kanter er ganske lovende fra første færd. Pomelogult og lige så uigennemsigtig som overfladen på enhver citrusfrugt spærrer brygget stædigt synlighed af alt, der måtte gemme sig bag glasset. Brygget duftes allerede som dåsen åbnes med lovende, lækre og i øvrigt traditionelle noter af grape, grannåle og et pikant stik af røg. De første par slurke byder på et festfyrværkeri af tæskebitter humle og frisk grape. Derefter bliver det en smule mere afdæmpet, idet brygget går fra humlebombe til en noget mildere humlegodbid; stadig lækker som ind i h… men samtidig også forfriskende i sin mere spinkle og citrusprægede aromaprofil. Brygget her er, når alt kommer til alt, ikke nødvendigvis et måltid i sig selv, double dry hopped eller ej. Den vil gøre det fint som ledsager til Thairetter med grøn chili og andet i samme dur. Søger man en øl, der skal flå kæberne fra hinanden i en blodrus så bitter som summen af en Trump og en Støjberg der får læst deres dom op ved rigsretten, må man nok lede videre en stund endnu.
Sheez … her vender man ryggen til bloggeriet et kort øjeblik, fordi – jeg har også ret til lidt ferie fra mine hobbyer ind imellem … og så nærmest eksploderer verden i en sky af fæces på en baggrund af brændende swastika – eller i hvert fald ækvivalenter dertil. Lad mig se. Det startede jo egentlig rigtig godt med, at demokraterne Raphael Warnock og Jon Ossoff begge blev valgt til det amerikanske senat, hvilket betød at republikanerne David Perdue og Kelly Loeffler blev vippet ud, så der nu er demokratisk flertal i begge kamre. Det var i tirsdags. Onsdag skulle kongressen så – ceremonielt mere end noget andet – tælle valgmandskollegiets stemmer, hvilket ville udgøre den formelle føderale certificering af demokraten Joe Bidens valg som præsident.
Og så var det ellers at lorten ramte ventilatoren. På opfordring fra Agent Orange aka Agolf Twitler aka Cheeto in Chief stormede dennes sammenrend af nazistiske og fascistiske tilhængere kongressen i et sidste forsøg på at gennemføre et kup for at vende valgresultatet. Det nok mest gennemtestede og gennemtjekkede valgresultat i menneskehedens historie i øvrigt. Fem mennesker er indtil videre døde, herunder en af de meget meget få politibetjente, der valgte at passe deres arbejde, frem for at lade de antidemokratiske naziterrorister bryde ind, smadre ting og få taget selfies med flertallet af de sædvanligvis rådne æbler, der udgør DC’s Metropolitan Police.
Det er sikkert forskelligt, hvad der gør mest indtryk, når historie sådan bliver skrevet for øjnene af én. Det jeg nok bed mest mærke i, var et Tweet med relativt få reaktioner fra Shaun King, hvori en anonym DC politiassistent beretter om, hvordan dennes kolleger var med i optøjerne og frit og frejdigt flashede deres skilte imens. Hvor noget kunne tyde på, at fortiden – og for den sags skyld også nutiden – endelig vil indhente Trump, og at han enten vil blive afsat eller sendt for en rigsret endnu engang (evt. begge dele), så er jeg langt mere i tvivl om, hvorvidt den endnu engang meddelagtige ordensmagt vil blive stillet til ansvar. Uden DC’s Metropolitan Police’s aktive medvirken, ville stormen på kongressen aldrig kunne lykkes. Det er helt tydeligt, at hvis demonstranterne er hvide fascister og nazister, så støtter amerikansk politi dem aktivt. Det så vi under BLM-protesterne, hvor nazistiske og voldelige moddemonstranter blev taget på med fløjlshansker – selv når de begik flerdobbelte mord, som fx i tilfældet Kyle Rittenhouse. Er demonstranterne derimod fra Black Lives Matter, rykker Nationalgarden ud i fuldt udstyr. Her er der sikkert en del af mine læsere, der vil indvende “jamen BLM er meget mere voldelige end Trumps nazister”. En rapport fra ACLED når imidlertid til en anden konklusion – og det siger jeg ikke for at få hine læsere til at ændre opfattelse, idet jeg ved, at de (formentlig meget få) læsere er tabt. Jeg anfører det for at sikre, at tredjepart – dem der ser begge sider af sagen – får et mere nuanceret indblik. De førstnævnte tosser, der har bildt sig selv ind, at dem der stormede kongressen enten var langt mindre voldelige end BLM-demonstranterne, eller at de i virkeligheden var Antifa i forklædning, er ærligt talt ikke værd at spilde ens tid på. Marmelade Mussolinis Twitterkonto, og en lang række andre af hans konti på sociale medier, er nu lukket. Og det er så der, vi er nået til i en fire år lang føljeton, der heldigvis ikke får sig en sæson til. Men slut er den ikke endnu, og i modsætning til en serie, man faktisk gider følge med i, gruer jeg for, hvilke afsindige hændelser man må være vidne til som det næste. Der skal nok være rigeligt at skrive om i begyndelsen af næste anmeldelse også. Selv nu, hvor jeg har tre øl i kø, og der snildt kan gå under 24 timer mellem indlæggene.
Men nu skulle jeg vel være sådan nogenlunde med i det mindste. Dagens øl må jeg hellere se at komme i gang med, før den oplevelse går tabt i virkelighedens mange distraktioner.
Historien bag dagens øl er skrevet på halsetiketten med så lille skrift, at jeg måtte have min søn til at læse det op for mig … som de unge dog kan. Humlen stammer åbenbart tilbage fra klosterets aktive dage, der begynder i 1100-tallet. Planter der kan knyttes til samme sted gennem århundreder kaldes åbenbart ‘relikte planter’ – så blev vi så kloge. Men bliver humlen nu også god af den grund? Lige så god fx som brygget ser ud med sin dyborange lød, og sit flotte, fyldige, standhaftige og ikke mindst høje, cremede skum? Den kan i hvert fald duftes! Fyldig, fortrinsvis sød faktisk, men også sprødt bitter og med en nydelig kant af vanille, der giver indtrykket dybde. Og jo – de mange århundreder på klostergrunden ved Ry har næppe skadet. Frisk som vinterkulden, klar som kildevand, sprød som nyristede majsflager og med en bittersød aroma af nyhøvlet lyst træ og fersken. En lille, uprætentiøs og forbløffende smagfuld aromafuldtræffer! Kompleks uden at være unødigt kompliceret. Læskende og vederkvægende uden at være ordinær. En øl, der er god til det meste og sagtens kan stå alene.
Så går den vist heller ikke længere. Der er noget nær katastrofal læsertørke efter det bedste år for bloggen – læsermæssigt i hvert fald. Men aldrig så snart årsskiftet endelig satte ind, dumpede antallet af læsere langt under det flotte niveau for december … Indrømmet var niveauet også absurd højt med over 300 klik flere gange i løbet af måneden. Men det gør alligevel en smule ondt, når bloggen ikke engang formår at trække 100 læsere til sig på en dag. So upwards and onwards – velkommen til 2021, og årets første øl … tror jeg nok.
Jeg fejrede nytår på min ekskones lille landsted uden for Thisted. Og i skrivende stund husker jeg ikke, om jeg drak nogen øl efter klokken 12. Men selv hvis vi siger, jeg gjorde, var nærværende øl i hvert fald den første nye øl, jeg prøvede i indeværende år. Den blev nydt til en nytårslivestream, som jeg stille og roligt prøver at gøre til en tradition på min videokanal.
Det skete i øvrigt endnu før, CEPOS’ cheføkonom valgte at te sig som en idiot på Twitter, men det er selvfølgelig også fuldt forventeligt fra den kant … Ja, det står formentlig i kontrakten at man ikke bare skal være en ultraliberalistisk, forkælet og overprivilegeret møgunge, men at man også skal være et afstumpet racistisk svin samtidig. Mads Lundby Hansen kan nok se frem til en nytårsbonus ikke mindst efter at han fordoblede indsatsen – eller som man ville sige på engelsk: doubled down tidligere i dag.
Han præsenterede en plan, der skulle samle det borgerlige Danmark. Det eneste gode, man kunne sige om forslaget var, at det ikke var eksplicit racistisk og apartheidstøttende, sådan som det første tweet var det. Men det er selvfølgelig også en meget lav barre. Man skal også holde in mente, at racismen gerne kommer helt automatisk, når reaktionære, ultraliberalistiske tiltag, som dem Mads Lundby foreslår i sine tweets bliver gennemført. Opretholdelsen af forskellen mellem rig og fattig, der i forvejen er uhørt stor, kræver at de fattige kan afledes med andre sager, så den absurd inadækvate ressourceallokering ikke bliver for åbenlys. Racismen har altid været de riges og magthavernes foretrukne afledningsmanøvre, og sådan er det fortsat.
Men før jeg bliver i dårligt humør – og det ville være ærgerligt, eftersom jeg så småt er ved at rejse mig oven på de sidste måneders undertiden ret intense arbejdsløsheds- og vinterdepression, må jeg hellere skride videre til anmeldelse af dagens øl: Endnu en geuze fra en hemmelig giver. Denne gang en anelse mere skummende, og vist også en kende mørkere end den jeg fik lige før nytår. Om det skyldes, at dette også er en Cuvée Armand & Gaston skal jeg ikke gøre mig klog på, da jeg ikke har den fjerneste anelse om, hvad det egentlig betyder – men det lyder da meget pænt …
Nogen uventet effekt har de franske ord i den ellers ærkeflamske type egentlig ikke. Og godt det samme, for duften af en geuze er perfekt som den er. Frisk og syrlig på den mest opkvikkende måde man kan tænke sig. Det er der ingen grund til at lave om på. Også i smagen pirrer og forfrisker de udsøgte syrlige noter tunge, gummer og svælg. Det kan være svært at beskrive syrlighed, da det ikke er noget man på samme måde forbinder med frugter og krydderier på samme måde som man gør med søde og bitre aromaer. Jeg tror imidlertid jeg har fundet en frisk syrlighed, der svarer meget fint til, hvad vi finder her: passionsfrugtjuice … af alle ting. Der var tilbud på det i fakta, og det er en kæmpe fest. Ikke mindst fordi det har den fineste vederkvægende syrlige kant, som end ikke frisk appelsinjuice kan levere på samme vis. I modsætning til brygget fra lige før nytår er humlen gemt en smule mere væk i dette bryg. Til gengæld er syren så meget desto mere smagfuld og i øvrigt i et velbehageligt leje, hvor den bare ligger og kæler venligt med smagsløgene, pikant, harmonisk, rytmisk – lige tilpas, uden unødig kraft eller styrke bare lækker, meditativ og pulserende …
Syrlighed af passionsfrugt – den må jeg huske. Og vil man vide, hvordan dén manifestation af syrlighed åbenbarer sig uden at man lige har en karton passionsfrugtjuice i nærheden, ja, så kan man jo bare åbne sig en oude geuze i stedet for. For sådan én har man selvfølgelig altid på lager …
Godt nytår allesammen! Lad os håbe det bliver bedre end det forgange – og denne gang er det mere end bare en floskel. 2020 var for størstedelens vedkommende uden overdrivelse et anno horibilis på grund af dét, som hænger os alle langt ud af halsen, men som stadig udgør en væsentlig fare for os alle sammen: den verdensomspændende Corona-epidemi. Den langt fra ukendte Twitterbruger Line Stenholt spurgte i et Tweet sidst på året hvad der havde været det bedste, der skete i det år, der havde været en sådan prøvelse for de fleste. Dertil kunne jeg svare, at bloggen havde sat læserrekord. Ikke bare på årsbasis med 56.050 læsere men også med suverænt flest læsere på en enkelt måned – over 7200 i december. Jeg ville til enhver tid have byttet læsertallet for en udeblivende pandemi, for jeg er udmærket klar over, at interessen skyldtes, at rigtig mange mennesker var fanget hjemme på privaten i ugevis i et forsøg på at bryde smittekæderne. Jeg er selvfølgelig glad for at kunne levere en del af underholdningen for de mange i frivillig og ufrivillig karantæne, men jeg ved også godt, at fortjenesten ikke er min egen. Alligevel skal der selvfølgelig lyde et kæmpe tak til alle dem, der gad læse med i 2020. I er grunden til, at jeg bliver ved med at skrive, og nu har gidet skrive i over 10 år!
Donationer
For bloggen havde også rundt jubilæum i år, og det blev fejret på behørig vis hjemme i privaten med øl fra en af de ikke få donationer, der i løbet af året blev mig til del.
I omtrent de samme timer som COVID-19 fik sit navn (det skete nemlig d. 31. december) indfandt min gamle ven og hyppige medsmager Gedved sig på min adresse, medbringende en håndfuld norske øl fra det lokale bryggeri, NUA Brygghus. Bryggene var fra almindelig handel og måtte ikke overstige 4,5% i styrke. Øllenes vigende karakter demonstrerede med al ønskelig tydelighed fordelene ved en mindre restriktiv alkohollovgivning end den norske. Gedved skal selvfølgelig have tak for donationen alligevel. Hvis en øl ikke er nogen større nydelse, er det så meget desto mere end nydelse at levere en sviner mod dem i stedet for.
Anderledes Schwung var der over bryggene, da en anden god ven kom forbi. Én jeg kun kendte fra internettet. Det er en helt ny måde at mødes på i vor tid – face to face, når man ellers kun kender hinanden fra sociale medier og andre online-fora. Men nu kender jeg ham altså sådan rigtigt, den gode Ole Wolf, og ikke lang tid før landet for alvor blev lukket ned, indfandt han sig altså på min adresse, medbringende en imponerende samling bryg. 11 bryg på en aften leverede rigeligt arbejde til mange uger efter – såvel på bloggen som på YouTube-kanalen – og i øvrigt nogle af de bedste øloplevelser, jeg har haft i år. Klarest i erindring står Trolltunga – en sur IPA, og dermed en kombination af de to absolut bedste øltyper mine smagsløg har kunnet opdrive. Det var imidlertid ikke kun humle- og alkoholbomber, Ole havde med. Han havde også et udvalg af alkoholfriøl med, der muliggjorde den lange smagsseance uden at nogen af os faldt om. De formåede at imponere vel over forventning. Faktisk var det undertiden en udfordring at smage væsentlig forskel på de lette øl, og dem med mere almindelig alkoholstyrke. Det var en af de ting, jeg lærte i det forgangne år; at de alkoholfri øl i dén grad er på vej frem, og at der er virkelig gode sager imellem.
Beard Brew leverede en pakke smagsprøver lige i tide til bloggens jubilæum. Ikke bare leverede de to færdigbryggede aromabomber – de sendte også hvad jeg gætter på var et ikke helt færdigt brygeksperiment, de gerne ville have en reaktion på. Hvis min formodning ellers holder stik er jeg gået fra at være en complete nobody på internettet til at være én bryggerierne i en eller anden grad regner med. En influencer – og ja, jeg hader selv det ord, men there ain’t two ways around it og jeg foretrækker at omfavne begrebet, hvis det er passende at bruge om mig, uanset hvad jeg ellers måtte mene om det.
En anden af mine hyppige medsmagere og kontributører af anmeldelsesmateriale holdt sig heller tilbage i 2020. Marcus leverede midt på året Skanderborg Bryghus’ ‘Far til Fire øl‘-pakke med fire bryg til mig. Det gjorde han faktisk to gange – den første under en livestream, hvor jeg ikke kunne koncentrere mig om både dét og ølanmeldelse, hvorefter han fluks skaffede mig endnu én til anmeldelse i ro og mag derhjemme. Pakken behagede jævnt, og væsentlig mere end det ekstremt klichéagtige og kønsstereotype pakkekoncept – men det er også en meget lav barre. Niveauet var nemlig væsentlig under hvad man bør forvente af et mikrobryggeri. Hvor industrigiganter som Royal Unibrew og Carlsberg ikke sjældent forsøger at tage markedsandele fra kvalitetsbryggerne ved at introducere egne specialøl, ser mikrobryggere ud til at prøve det modsatte: at introducere egne mere eller mindre ligegyldige bryg forklædt som kvalitetsprodukter. En strategi, der er dømt til at mislykkes, for hvem vil betale dobbelt så meget for et mikrobryg, når det ikke smager af stort mere end industriens standard?
Men det må de jo om. Og Skanderborg Bryghus skulle snart vise sig ikke at være alene om mikrobryg, der dårligt kunne skelnes fra industriel standard. Løkken Bryghus leverede sent på året en større samling bryg der udviste lignende træk. De ramte plet med deres pilsner, Jøwt, mens resten af pakken højst formåede at imponere i begrænset omfang. Jeg er ikke færdig med anmeldelse af den levering endnu, så jeg kan nå at blive overrasket. Forventningerne er ikke høje. Interessant er det til gengæld at jeg modtog pakken som endnu et reklamefremstød, hvor jeg i egenskab af influencer skulle berette om bryggene, når nu aviser og dagblade har sparet den slags omtale væk.
Kissmeyer sendte ikke nogen øl, men deresudvalg i supermarkederne pegede i samme retning af vigende niveau af kvalitet hos flere af kvalitetsproducenterne.
Kort før jul var Marcus behjælpelig med endnu en pakke øl, jeg lige akkurat har taget hul på. Den – og en pakke fra en anonym giver vil komme til at fylde det meste af min anmeldervirksomhed i starten af det nye år. Begge dele er startet rigtiggodt, og alt tyder på, at det fortsætter sådan. Med 2021 skal det nok blive en lille smule bedre altsammen.
Årets tirader
For mit eget vedkommende har året 2020 været noget af en rutsjetur. Det var præget af en usikker arbejdssituation, hvor jeg som tilkaldevikar blev kastet rundt på 4-5 forskellige arbejdspladser. Flere gange med fastansættelse i udsigt, der imidlertid aldrig blev til noget, på grund af … i ved nok hvad. Jeg landede mig på den måde symptomer på både angst og depression og deraf følgende stærk vigende lyst og energi til at anmelde. Selv syntes jeg, jeg kun fik klaret det akkurat mest nødvendige, men ved gennemlæsning af indlæggene fandt jeg alligevel en række heftige tirader undervejs.
Jeg roste blandt andet Lervigs Toasted Maple Stout for at levere ‘et sjældent los i smagsløgene. Her kunne bloggen både fejre indlæg nr. 1200 og den første tirade om den amerikanske præsidentvalgkamp. Lidet anede jeg på det tidspunkt hvilket storslået klovnecirkus det senere ville udvikle sig til. Ruth Bader Ginsburg’s død skabte bekymring for, om Trump ville lade afløseren Amy Comey Barret sikre ham præsidentembedet efter et valgnederlag. Politiet gik heller ikke fri i år, omend mine tirader vendt mod dansk politi var væsentlig mindre hidsige end de mange vendt mod amerikansk politi i forbindelse med den mere end retfærdige harme der blev vendt mod dem i kølvandet på korpsets mange racistiskemord på den sorte befolkning. Apropos racisme opdagede jeg også i løbet af året hvor åbenlyst og godvilligt den flashes, næsten som en form for omvendt virtue signalling. Anledningen var en video jeg havde lavet om SAS’ reklame, hvori luftfartsselskabet såede tvivl om det skandinaviske ophav for ting, man ellers forbinder med de skandinaviske lande. Det lover ikke godt for fremtiden, men i det mindste viser racisterne i vore dage ærligt deres (sortbrune) farver, så man ikke længere kan være i tvivl om deres maligne intentioner. Det var også højrefløjen, der krævede kirkerne åbent både til påske og jul – som om der ikke var en dødelig pandemi på spil, mens krigen mod jul til gengæld udeblev.
Andre aktiviteter …
Det skal mest handle om, hvad jeg lavede på bloggen. Men på sigt skulle blogprojektet og min videokanal gerne mere og mere blive to sider af samme sag. Aktiviteterne på videokanalen har på grund af mit skiftende psykiske velbefindende været noget svingende, men jeg formåede at få en af mine absolutte yndlingsyoutubere, Aron Ra med på en livestream, og det vil nok stå som kanalens højdepunkt i hvert fald et stykke tid frem. En Patreon-konto var et andet initiativ, jeg startede for at få mine netaktiviteter til at kaste en lille smule af sig. Indtil videre har to meldt sig som støtter, og bliver dermed nævnt i slutningen af mine videoer. Imidlertid trækker projektet ingen penge i øjeblikket, da jeg er på dagpenge. Se det eventuelt som en lejlighed til at melde sig som støtte, med mulighed for at fortryde inden jeg finder beskæftigelse, og genaktiverer kontoen.
2020 blev også året, hvor i et mørkt øjeblik kom til at kyle mit yndlingsglas på gulvet. Drageglasset, som jeg bruger til øl, jeg har høje forventninger til, lever dog stadig i bedste velgående. Og med pakken fra Løkken bryghus, jeg brokkede mig over tidligere, fulgte også to glas, hvoraf det ene for længst er blevet et nyt favoritglas. Så i det mindste fandt nogle af årets katastrofer en hurtig løsning.
Årets øloplevelser …
Vigtigst af alt her på bloggen er selvfølgelig øllet. De største oplevelser var uden sammenligning Ole Wolfs gavmilde donation fra tidligt på året, og mit bekendtskab med det hedengangne bryggeri Broaden & Build under temaet ‘Farvel og Goddag‘ i efteråret. Det er blandt de øl, at årets største øloplevelser skal findes.
Trolltunga, som Ole havde med, var et finurligt forsøg på at kombinere de to stilarter, jeg elsker allerhøjest: IPA og Sour Ale. Det kunne næsten ikke andet end gå godt, og ganske rigtigt: umodne stikkelsbær blander sig umanerligt elegant med bryggets sprøde, bitre aroma til fryd for alle, der ikke kan få det surt og bittert nok. – For så kan man bare kombinere det! Et spørgsmål der imidlertid må nage er, om et bryg som dette ikke altid vil være et 50/50-bryg frem for et 100%-bryg. Et supersurt bryg vil altid ske på bekostning af andre aromaer og det samme gælder et superbittert bryg. Så er det i virkeligheden ikke blot et bryg, der er halvt surt og halvt bittert?
Optical Prism er til gengæld et 100%-bryg. Det er surt hele vejen igennem – og kun surt. Et ocean af eddike, der ville få mundhulen til at føles større, fordi brygget udhuler hele kæften med sin ætsende syre – hvis ikke det var fordi samme syre få mundtøjet – ja, hele hovedet faktisk – til at implodere i en Pia Kjærsgaardsk hønserøv, så man efterfølgende må mærke efter, om øjne, læber og næse nu også sidder, der hvor de plejer. Men netop som man tror, det ikke kan være vildere, tropper …
Red Tide op. Ligeledes en ultrasur helvedespøl, hvorfra intet slipper op, men øjeblikkeligt opløses, optages og assimileres til én giftig eddikesubstans. Ud over at ansigtet her krænges sammen i en singularitet snarere end en hønserøv ved indtagelse, brænder det også i brystet, og man får den samme stakåndethed, man måske kender fra at have drukket for meget citronsaft. Desuden overdrev jeg ikke, da jeg skrev om, hvor meget dette bryg river i snudeskaftet ved indsnusning. Ved kontakt med næsens slimhinder gør brygget fysisk ondt, og man lærer snart at vare sig for, at gøre det for meget.
Red Tide vinder titlen som årets største øloplevelse i et usædvanligt stærk felt. Det har vitterlig været et godt år – ølmæssigt i hvert fald – på Kajs Ølblog.
Ingen Kajs Ølblog uden også at udnævne nogle tabere, og samtidig gnide godt med salt i såret:
Bel Air Sour formåede ikke så meget at fornærme smagsløgene, så meget som den ikke formåede at berøre dem overhovedet. Lette oplevelser, der stryger med håret er selvfølgelig ikke uforventelige, når vi har med The Brooklyn Brewery at gøre. Men det her tager alligevel prisen! Mage til skuffelse … surt øl er på vej frem, lige så stille, og det er selvfølgelig bedst at fare med lempe og forsigtighed til de mange, utrænede og uforberedte munde. Men det kan også blive for forsigtigt. Et dryp vineddike i en vandtank på størrelse med Silkeborgsøerne – eller måske ikke helt, for så små er Silkeborgsøerne selvfølgelig heller ikke. Brygget er en hån mod enhver, der nyder sure øl, og egner sig heller ikke som vadesten for dem, der vil lære typen at kende. Tag i stedet en mild Geuze, som fx Mort Subites eller Mariage Parfait – eller evt en belgisk frugtøl. De smager i det mindste af noget.
Indiefra Brewdog bød på et mindre mysterium. En af de lyseste pilsnere, jeg nogensinde har prøvet, fra et bryggeri, der ellers anses som en af pionererne fra den internationale ølrevolution. Men man skal selvfølgelig ikke skue hunden på hårene, så ned røg brygget da – meget hurtigt. Ikke ulig et frisk glas danskvand, for det var nok, hvad det mest mindede om – punktum. Nej, det var ikke det, det mindede mest om ud over øl. Danskvand var, hvad det mindede mest om. Med en alkoholstyrke på 4,2 landede brygget ellers omkring almindelig pilsnerstyrke, så hvorfor fandt smagsekvilibristerne fra Skotland det nødvendigt at frarøve brygget enhver skygge af aroma? Vel, 2020 bød som bekendt på flere interessant alkoholfri oplevelser, og som det nytænkende og progressive bryggeri Brewdog er, har de vel hurtigt fået den idé at vende dét koncept på hovedet; for at brygge en alkoholdig øl, der smager som en almindeligt kendt alkoholfri øl – af ingenting. På en måde er ideen god. Resultatet forbliver til gengæld elendigt.
Med Tuborg Nul har den komplet udrikkelige Tuborg Super Light fundet sin arvtager. Opvaskemiddel og zink udgør aromagrundstammen i det gamle næsten alkoholfri produkt, og det eneste gode, der kan siges om det nye produkt er, at det kun står næsten lige så slemt til, men ikke helt. Metal og sæbe møder man ganske vist også i Tuborg Nul, men Carlsberg lader til at have gjort en indsats for at skjule det lidt bedre. Der synes at være mere vand i blandingen, så de fæle smage ikke træder frem i samme grad som tilforn. Men fravær af dårlig smag er ikke ensbetydende med god smag. Far from it. Carlsbergs absolutte flop fremstår så meget desto værre ved tanken om de gode alkoholfri øloplevelser, jeg havde i løbet af året. 2020 var året, hvor de alkoholfri øl omsider fik lov at gøre reelt væsen af sig. Samme år sendte Carlsberg deres suverænt kedeligste alkoholfri øl på markedet nogensinde … som afløser for deres fæleste. Jeg vælger at afstå fra en bedømmelse af, om der var tale om en forværring eller en forbedring. I begge tilfælde vil forandringen være så mikroskopisk, at det kunne være det samme.
Tak til alle, der gav øl, tak til bryggerierne for at levere stof til bloggen, og tak først og fremmest til læserne for endnu et år med gode, mindre gode, samt slet og ret elendige øloplevelser. Uanset kvaliteten af øllet, vil jeg fortsat bestræbe mig på at levere de bedste og mest læseværdige ølanmeldelser i kongeriget.
Seneste kommentarer