Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Måned: december 2020

Oude Geuze, 3 Fonteinen

Studenterchampagne …

Selvfølgelig godter jeg mig også over det kaos, vi i disse dage bevidner i partiet Venstre. Nu har det omsider kostet Inger Støjberg næstformandsposten, og som det sølle skrog af et menneske jeg er, er jeg naturligvis fuld af skadefryd over, at hun er blevet tvunget fra posten, og garanteret har det rigtig skidt med det.
Egentlig havde jeg ikke forventet at hun ville gå af. Jeg troede, der var meget mere Donald Trump i hende, og at hun ville bralre op om konspiration, afstemningssnyd og fremmede magters indblanden … Cubas afdøde Fidel Castro måske, nu hvor Hugo Chavez er taget af Donald Trumps advokatteam.
Men mod min forventning gik hun altså af. Det er egentlig ærgerligt, for hun gjorde så dejligt meget skade på partiet Venstre, som jeg så inderligt foragter. Jeg ønsker at se det parti styrte i grus i en storslået ildkugle, hvorefter jeg vil danse rundt om den rygende ruinhob – og ja, jeg vil helt sikkert tage øl med til lejligheden (og mundbind, hvis COVID-19 stadig skulle hærge på det tidspunkt).
Jeg håber i mit knap så stille sind, at hun inden længe gør comeback. Med eller uden dom ved eventuel rigsretssag har hun stadig kæmpe opbakning fra partiets menige medlemmer. Så jeg håber hun går efter formandsposten som det næste og så skal I bare se løjer. Jeg er så gammel, at jeg stadig husker Fremskridtspartiets landsmøde i 1995. Det ville bestemt være en genudsendelse værd – blot denne gang med Venstre i centrum. Kom så Inger! Du skal ikke bare lade dem afsætte dig!

Vel … jeg har selvfølgelig også en øl at anmelde …

Jeg er en fattiglus, og vælger derfor at fejre nytåret på bloggen med Belgisk studenterchampagne. Helt ærligt er det jo også langt bedre end rigtig champagne.
Mindst lige så sprudlende frisk, endnu mere perlende i sin mousserende karakter, og så smager det bare af mere.
Nåhr ja – og faktisk ser det også smukkere ud. Kornfarvet, lettåget og mystisk, som det hviler under det pikante skum i champagneskålen.

Geuze er en blanding af forskellige rene, vildgærede belgiske bryg, kaldet foeders. Hver for sig er foeders ofte lige lovlig sure til at blive drukket direkte fra lagring … i denne bloggers øjne er folk godt nok også nogle pylrehoveder og piveskidderikker, når den rene vare er dem for styg, men jeg indrømmer på den anden side også gerne, at man hurtigt kan få nok af de supersure foeders, efter hvilken en geuze runder oplevelsen nydeligt af.
Denne specifikke oude geuze er ifølge bryggeriet blandet sammen af 6 forskellige fade fra 5 forskellige individuelle brygninger. Ikke at det gør mig voldsomt klogere, men at bryggeriet gør noget ud af at fortælle i detaljer, hvordan brygget er blevet til, borger lidt ekstra for kvaliteten.

I næsen perler det friskt og mere surt end jeg havde forventet. Det er ikke en geuze for begyndere, sådan som det næsten svier i næsevæggene. I aromaen finder man de mest udsøgte umodne, skriggrønne æbler, smagt til med kryddereddike. Man efterlades overrasket over, at ansigtet ikke vrides og vendes i groteske grimasser, selvom brygget eller føles surt nok, men igen – geuze, ikke foeder. Overraskende kan man også tydeligt smage humlen. Den melder sig i eftersmagen, rund, rar og med aroma af val- og paranødder.
Knap så meget syre, mere kontur og en mere mangfoldig aroma er det man får i bytte for foederens småfarligt lave ph-værdi. Begge dele er godt, ikke mindst når man kan få et bryg som dette, der kun i ringe grad går på kompromis med syren, til gengæld for at det kan nydes i lange drag, uden at ommøblere ansigtet hver gang et par dråber når inden for læberne.

Husk at vaske hænder derude, hold afstand og brug mundbind.
Godt nytår i godt øl!

Christmas Ale, Corsendonk

Reddet på stregen …

Udbuddet af juleøl har ladt noget tilbage at ønske i år. Ikke at der har manglet gode øl i højtidssæsonen. Der var bl.a. en formidabel vinter-IPA fra Khioskh og en nydelig røget bock fra Heller. De var bare ikke brygget som egentlige juleøl (helt uden at Dansk Folkeparti anklagede bryggerierne eller distributøren, SuperBrugsen, for femte-kolonnevirksomhed i den muslamitastiske magtovertagelse. Så har man set det med).
En håndfuld bryg, der blev brygget som juleøl blev det ikke desto mindre til. Men med dem har jeg godt nok ikke været videre heldig. De tre første famlede rundt mellem to og to en halv i karakter, og jeg skulle op i en markedsføringskaliber, hvor man lægger flaskerne i ekstra emballager, før jeg nåede op på et acceptabelt niveau.

Således også denne, ret stærke (8,1%) belgier i delestørrelse. Den blev leveret i en høj metalcylinder, som jeg nu spekulerer på, hvad jeg skal bruge til. Jeg nænner ikke rigtig at smide den væk.
Den blev nydt til, hvad jeg selv betragter som julens officielle afslutning for mit vedkommende: min medvirken i en 36 timer lang livestream-marathon, arrangeret af en af mine gode venner fra ateist-miljøet, der er kendt under navnet Purple Rhymes with Orange.
Mange ikke-troende – især i USA, hvor Purple har til huse – er alene i julen. Især når man er vokset op i fundamentalistiske kredse, hvor man ikke ser mildt på frafald. Det er andet år i træk, at marathonen blev arrangeret, og mit 2-timers bidrag kan ses her. Ideen er at give ensomme uden tro noget at samles om i juledagene, og det må siges at være lykkedes ganske godt, de mange live-kommentarer taget i betragtning.

Brygget er ganske mørkt, omend gennemsigtigt, når det holdes op mod lyset. Så meget restgær er der heller ikke i den. Skummet er akkurat knækket i det gyldne, klæber adækvat, men gør så heller ikke mere væsen af sig. Duften er sødlig og let alkoholisk – ligesom den initiale aroma, der slutter af med en let brændende fornemmelse i gane og svælg.
Fremturende alkohol – det kunne være meget værre. Sødmen lægger sig i det krydrede hjørne og peger i retning af tørrede figner og svesker – det er faktisk julet, og endda julet på en måde, man nemt genkender.
Samtidig er brygget dejligt letdrikkeligt og glider lige ned i løgnhalsen, hvis man glemmer at give det den tid, der skal til, for at man annammer aromaerne ordentligt. Læsere, der kender mig, vil vide, at dette gerne er min subtile måde at antyde, at et bryg godt kunne have brugt noget mere fylde og aroma, end man bydes.

Men det er nu godt nok … Beggars can’t be choosers. I betragtning af, hvor få dage der er tilbage af dette anno horribilis kunne det være gået meget værre. Hvis dette er 2020 sidste stød af ubehag, så kunne noget tyde på, at alt det modbydelige, vi har måttet døje med i det forløbne år måske – måske – så småt er ved at få en ende.
At julen afsluttes med en øl, der i det mindste er god nok er faktisk mere, end man turde forvente.

Christmas Ale, Shepherd Neame

Pretty English …

Glædelig jul allesammen!

Juleaften tilbragte jeg i min nære families skød, det vil sige hos mine børns mor. Jeg er evigt taknemmelig for, at man stadig kan være venner og få den slags til at fungere, selvom man har en skilsmisse bag sig.
Julen er traditionernes fest, og traditionen tro havde jeg fundet mig en øl, jeg kunne drikke langsomt i løbet af juleaftensdag, mens min eks’ fede, lækre julemad var i sin vorden. Fint skulle det være i forbindelse med højtiden, så det blev en øl i en særlig emballage – en nydelig papkarton i julens farver uden om flasken.

Bekymringen lurede imidlertid. Hvor ofte har man ikke oplevet, at den fine indpakning blot var til for at skjule, at indholdet bestod af vanlig, generisk standard og gerne lavere end det? Men julen er vist nok også håbets tid, så op af emballagen blev den mindst lige så flot-etiketterede flaske hevet, behørigt åbnet og skænket.

Flot er brygget i hvert fald. Gyldent skum, som jeg ikke skal brokke mig for længe over, faldt lidt hurtigt, over det fineste, dyborange bryg. Undtagelsesvis fangede kameraet, trods overbelysning og andre tegn på, hvor elendig en fotograf, jeg faktisk er, bryggets udsøgte lød perfekt. I en noget mere rødlig nuance blinker advarselslamperne – omend uden lyden af alarm – da næsen sættes for brygget. Syrligt, mere end noget andet – men også krydret. Nelliker og en snert af muskat byder trods syre op til hyggelig dans om juletræ, og således fremstår brygget alligevel julet, selvom det indledningsvis ikke peger helt så meget som ønsket i den retning.
Oplevelsen fortsætter i smagen. Ja, brygget forekommer en smule syrligt, men ledsages også af en solid bitterhed af mørk træ, og flere julede krydderier. Malten leverer også adækvat fylde og en snert af honning. Det hele passer fint sammen, også selvom det måske ikke matcher dansk jul perfekt.
Men nu er brygget jo ligegodt heller ikke fra Danmark. Det er fra England, og er i virkeligheden et ganske fint eksempel på britisk brygtradition. Det nydes bedst tempereret, og vil forekomme mere surt end det vandige pilsnersprøjt de fleste spytter i på vore længdegrader. Det er baseline. Derudover er der fine nye og gamle smagsnuancer at finde og udforske – et lille undervisningsstykke i en fremmed brygtradition passer mig fint i en højtid, hvor traditionsbundetheden kan være kvælende.

Det glæder mig, at det omsider lykkedes mig at finde noget, der mindede om en ordentlig juleøl. Eller i det mindste en juleøl, der smagte godt. Det er ikke den mest perfekte øl til julebordet måske, men den leverer en oplevelse der er julen værdig med rigeligt af julens aroma – i et for os (brunede) kartoffeldanskere uvant arrangement.

Endnu engang glædelig jul. Se mig eventuelt på internettet klokken 13 i dag.

Brilleabe, Bryggeriet Vestkysten (Det’ bare Løkken IX)

Men glasset er godt …

Jeg har så været lidt af et kødhoved hele tiden. Ja, det ved vi selvfølgelig godt allesammen, men når det viser sig i et omfang som her, så bliver man mindet om det i en grad, så det er værd at påpege for at gnide lidt ekstra salt i såret.
Hvorom alting er, viser det sig, at den forsendelse øl, jeg modtog fra Løkken Bryghus forleden, også bestod af et mindre parti øl fra et andet bryggeri, jeg heller ikke havde prøvet noget af før.
Tre øl var således fra Bryggeriet Vestkysten. Og det forklarer sådan set også, hvorfor der var sådan et fint glas med i pakken fra det bryggeri. Som allerede nævnt har glasset overtaget pladsen som mit favoritglas efter at det gamle røg på gulvet. Øllene var i øvrigt i en helt anden type flaske end Løkken Bryghus’ øl, så der var alle chancer for, at jeg ville opdage variationen i pakken allerede ved udpakning.
Men nej … Først da jeg i går eftermiddag satte mig til rette på min yndlingsstol for at passe min yndlingsbeskæftigelse her under pandemien: at hyggesnakke med mine venner over internettet, opdagede jeg, at der var tale om øl fra en anden leverandør …

Det er i øvrigt ikke lykkedes mig at finde nogen hjemmeside for Bryggeriet Vestkysten, og jeg har brandet mistænkt for på en eller anden snedig måde at høre under Løkken Bryghus. Hvorfor skulle de ellers sende mig bryg fra en konkurrent? Mit gæt er, at BV er Løkken Bryghus’ eksperimentelle division, mens hovedbryggeriet står for det bredere udvalg.
I hvert fald lægger jeg her hårdt ud med en specialølsklassiker: en IPA med en spøjst specifik styrke på 5,78% og med navnet Brilleabe. Abelist? Måske en smule, men også et fjollet og forældet derogativ, der nok efterhånden har mistet det værste af sin svie.

Allerede ved skænkning dufter brygget lovende af mørkt træ. Det matcher bryggets relativt mørke, klare ydre. Efter alt at dømme er brygget filtreret – og hvis det er det, der skal til for at holde brygget ensartet og velkontrolleret, så gerne for min skyld. Gyrup Gård i Snedsted, der ligger i cykelafstand fra min lille hybel i Thisted har leveret den økologiske malt som man også mærker en sød antydning af.
Alt sammen meget besnærende … desværre går de gode takter ikke igen i smagen. Her mærker man intet til malten, brygget føles mestendels vådt – bland – er et engelsk ord, der uvilkårligt melder sig om den småsyrlige, udefinerbart træ-agtige smag og mundfornemmelse. Ananaskirsebær – måske med en dråbe honning, og så ellers en satans masse vand, rundet af med en bismag af jern er hvad man bliver budt.
Mildt sagt har jeg svært ved at lure meningen med den her IPA. Den mangler typens ikoniske frisk- og bitterhed, og det den byder på i stedet, er ingen større nydelse.

En skæv debut for Bryggeriet Vestkysten … Det bedste de har leveret til bloggen her, er fortsat det fine glas.

Årsøl, Klosterbryggeriet (Marcus’ julegave I)

Nærmest himmelsk …

Marcus – min trofaste medsmager gennem årene – var så venlig at sende mig et par bøger jeg havde bestilt i julegave, sammen med en julegave til mig, jeg slet ikke havde forventet: Fire øl fra Klosterbryggeriet, et etablissement på Øm Kloster ved Ry.
En stor tak skal lyde til ham. Desværre kommer det nok til at vare noget tid, før vi igen kan nyde øl sammen, what with pandemi and all. Til gengæld er jeg evigt taknemmelig for forsendelsen, der nok skal være udvalgt med omhyggeligt hensyn til mine følsomme smagsløg.

Der var ikke nogen juleøl i samlingen, og godt det samme. For juleøllene har vi ikke været videre heldige med i år. Til gengæld har det slet ikke stået så skidt til med de øl, der ikke har været juleøl. Traditionen tro har flere af dem været væsentlig mere juleegnede end juleøllene selv, og det skal slet ikke udelukkes, at det også kunne være tilfældet med nogle af disse øl. Det bliver imidlertid noget begrænset hvor mange af dem, jeg kan nå at prøve og anmelde inden juledagene. Men det jeg når at anmelde, vil selvfølgelig blive anmeldt i lyset (eller rettere mørket) af den stundende højtid.
Den første er en af mine favorittyper … nu hvor de sure øl er ved at få overtaget som min favorittype, må IPA, som vi sidder med her, se sig om ikke slået, så i hvert fald i skarp konkurrence om førstepladsen, og således kun være en af mine favorittyper for tiden.

Den her IPA kæmper fra starten bravt for at genindtage førstepladsen på vegne af sine brødre. En tæt bitter em af friskskåret træ blander sig lækkerhedsagtigt med en nyligt åbnet stor pose altheabolsjer. Aromatisk, sødt og først og fremmest skarpt bittert – lige som det skal være. Kønt er brygget også – korngult under kridhvidt, fedtet skum … det behøver ikke være fancy eller utraditionelt for at være perfekt.
Det gælder i øvrigt også i smagen. Hvis bare brygget ellers er bittert og frisk er det som regel ikke bare godt nok, men rigtig godt. Man skal ikke desto mindre ned i detaljerne for at finde forskellene på de gode IPA’er, og på det punkt overrasker dette bryg.
Bitterheden er skarp, vældig og fremturende af tørt nåletræ, der flækkes med et knald. Ind mellem årerne vælter den friske harpiks, sød som honning og med en karamelliseret karakter, jeg ikke er sikker på, jeg nogensinde er stødt på før i en IPA.
Og det fungerer! Fra tid til anden kaster bryggerierne en ny ingrediens i mæsken – eller de prøver med en ny gær eller en ny humle. Nogle gange går det godt, andre gange må man løbe for at den spontane udspytning kommer til at ske et sikkert sted, og ikke på stuegulvet. Men her går det altså godt.

Debuten for Klosterbryggeriet er i hus, og de har bestået med glans så stor, at jeg tør være optimistisk med hensyn til de næste også.

Men alt kan brygget ikke – det er ikke lige til julemiddagen, det skal nydes.

Strong Ale, Thisted Bryghus

Farin og nødder …

Besøgstallet for december ser meget fint ud. Jeg har faktisk aldrig haft så mange gennemsnitlige klik pr. dag på min blog nogensinde før, som jeg har haft i indeværende måned. Mit mål for i år var at nå op på 4.000 klik pr måned – det mål er for længst nået, og i november nåede jeg endda op over 5.000.
I mit stille sind tænkte jeg, det kunne være sjovt at nå op over 6.000 læsere – et tal, jeg aldrig er nået op på før, men så tænkte jeg igen. For med den raketfart, læserne rasede ind på bloggen de første dage af december, var der ingen grund til at tænke småt.
Så nu går jeg efter 7.000 læsere på bloggen i december. Over 1.000 mere, end jeg nogensinde har haft før – fordi det ligger vel inden for det mulige, omend det også vil kræve et minimum af anstrengelse fra min side.
At anstrenge mig er imidlertid ikke det, jeg gør med størst fornøjelse for øjeblikket. Uanset hvor introvert jeg er, rammer den fornyede Corona-isolation også mig, og sammen med ledigheden har det desværre resulteret i en temmelig grim depressiv tilstand. Den kæmper jeg dagligt med at reducere og forbedre – blandt andet ved at holde fast i at dele indlæg på min blog med ikke alt for store mellemrum, men det kræver en større indsats end ellers.
Min YouTube-kanal sker der således ikke meget på. Min fødselsdagslivestream er det seneste, der kan ses, og det er fra starten af november. Jeg har sagt ja til igen at hoste et segment af en Christmas relay Stream på juledag. Måske vil det sparke lidt liv i kanalen igen – jeg gør i hvert fald hvad jeg kan for at få lidt sving i aktivismen igen, selvom det er svært.

Øllene render i mellemtiden ingen steder. Den her stærke sag åbnede jeg mere end noget i mangel på bedre. Fx i mangel på juleøl, af hvilke udvalget har vist sig meget begrænset heroppe i det nordvestjyske. Jeg købte den i Føtex for nogle måneder siden, hvor der var tilbud, hvis man købte fire øl af gangen. Da jeg havde fundet tre (herunder de seneste øl fra to øl) var dette den øl, der så mindst uinteressant ud af det, der var tilbage på hylderne.
7,2% er langt fra det stærkeste, jeg har prøvet, men det er vel alligevel stærkt nok til, at betegnelsen ‘Strong Ale’ ikke er direkte ulovlig. Samtidig er brygget dejlig mørkt, og dufter fyldigt af mørkt sukker og svesker. Forrest på tungen er brygget blødt og sødt smagt til med kagekrydderier og rigeligt farin. Som det ruller gennem munden ændrer det karakter og bliver mere bittert. Det ender ved mandlerne med en markant, næsten besk aroma af lidt for gamle hasselnødder. Igen er det den slags aromaer, man helst er fri for uden for øl, mens det i et bryg som dette opleves som karakter og raffinement.
Ligesom Aecht Schlenkerlas ‘Eiche‘ ville brygget her slet ikke være umuligt på et julebord. Fylde og sødme er mere end adækvat til den fede julemad, og bitterheden leverer krydderiet. Det er langt fra første gang, at erfaringen med sæsonens såkaldte juleøl viser, at ordet ‘jul’ langt fra garanterer egnethed til højtiden, ligesom uegnethed ingenlunde fremgår af ordets fravær på etiketterne.

Så skulle der være udsolgt af de dedikerede juleøl skal man ej fortvivle – der findes gangbare alternativer derude.

Funky Santa, Midtfyns Bryghus

Sær jul …

Funky er ikke bare en musikstil. Det er også et fuldstændig kromulent ord på engelsk, hvor det betyder noget i henretningen af ‘mærkeligt’ eller ‘uregerligt’ … fordi de der funky rytmer med den inciterende bas, bare er så uregerlige, eller noget.
Det virker jo mægtig besnærende, når der skal hentes juleøl hjem til anmeldelse. Man forventer noget nytænkning i en højtid, der er kendetegnet ved sin fastbundethed til traditioner, der for alt i verden ikke må ændres. Men forandringen kommer alligevel – for 200 år siden (rundt regnet) blev juletræet en trend. Og på en eller anden måde må det jo have maset sig ind blandt de allerede eksisterende juletraditioner.
Gad vide hvem der mon dengang fik skylden for den slags samfunds- og verdensomstyrtende anarki? Muslimerne var der jo ikke rigtig endnu til at kunne tage skraldet for den slags? Måske var det jøderne man hakkede på i stedet? Og katolikkerne! Helt sikkert også katolikkerne.

Men tilbage til øllet før jeg kryber alt for dybt ned i det kaninhul. Midtfyns Bryghus‘ Funky Santa er en brown ale brygget med hvedegær. Det skulle give brygget et krydret udtryk, hvilket jo kunne gå hen og passe helt fint til and, flæsk, svesker, brunede kartofler samt først og fremmest sovs.
Brunligt orange og med masser af gærflager tumlende rundt i sig tager det sig i hvert fald utraditionelt ud. Det samme kan man roligt sige om bouqueten – den er underligt sødt-syrlig, en smule i retning af æbleeddike. Og æbler er selvfølgelig også forbundet med julen, men ikke i en sådan sur sammenhæng.
Syren går igen i smagen, og diskvalificerer dermed hurtigt brygget som juleøl. Ananskirsebær gør sig bare ikke særlig godt på julebordet. Heller ikke selvom man i den underligt sur-søde masse hist og pist kan finde spor af nogle julerester. Tørrede figner her, pebernødder der.
Brygget har i øvrigt en nogenlunde adækvat fylde, godt hjulpet på vej af 8,5% alkohol – men slutproduktet forekommer underligt fragmentarisk og det overordnede koncept er lige så sløret og grumset som øllet selv.
Brygget er nu hverken væmmeligt eller udrikkeligt som sådan. Det er blot ubrugeligt til julebordet … og påskebordet og pinsebordet og til mortensanden og fastelavnsbollerne. Mere end noget andet forekommer det som et brygeksperiment, der ikke rigtig er lykkedes, og så har man ellers bare smækket en etiket på, der passer til den tid på året, hvor eksperimentet blev foretaget.

Det er sjældent at den slags ender så’n rigtig godt.

Aecht Schlenkerla Eiche, Brauerei Heller

Teknisk set ikke, men …

“Videre med juleøllene”, udbrød jeg glad og fro. Den her stod iblandt dem på hylden i SuperBrugsen. Det er min undskyldning …
For først da jeg tog den ud fra køl opdagede jeg, at jul eller Weihnachten som det jo egentlig hedder på de kanter, ikke var nævnt en eneste gang på etiketten. They had me fooled! They er i dette tilfælde SuperBrugsen, der altså nonchalant havde placeret den blandt juleøllene. Men det skulle ikke undre mig, at den lokale Brugsuddeler heller ikke opdagede det, før det var for sent.

Men pyt – det må række at den blev købt som juleøl – så tag mig fanden, eller noget! Jeg har prøvet en enkelt øl fra bryggeriet Heller før, og den var i samme serie, modtaget som fødselsdagsgave da jeg blev 40. Venuet er den Niederbayerske by Bamberg, der er kendt for sit røgede øl. Den første jeg prøvede hed simpelt hen Rauchbier. Den her hedder ‘Eiche’ – hvilket betyder ‘Eg’. Nærværende øl er i modsætning til bryggeriets Rauchbier nemlig røget på egetræ i stedet for på bøgetræ, hvilket skulle give det relativt stærke 8-procentsbryg en mere subtilt røget karakter.
Det er da heller ikke odeuren af vådt træ og avispapir, der rammer næsen som det første ved skænkning af det mahognifarvede bryg. Ikke at det ville have været en ulempe – jeg elsker røget øl, ikke mindst når de nærmest stinker af spejderbål med ekstra meget ulm. Væde er der ellers masser af – lidt for meget faktisk, for det bortgemmer den øvrige bouquet af svesker og ristet kaffe, der ville have været en udelt nydelse, om blot den var kraftigere.
Nej så er der mere at komme efter i aromaen! Man tager sig selv i at nyde et laaangt drag til at begynde med, så det smagfulde bryg rigtig kan nå ud i alle ender og hjørner af kæften. Men der skal vise sig at være rigeligt. Her er et bryg man kan give sig god tid til.
Røgen er kun subtilt til stede, men den understreger den smagfulde bitterhed af hasselnødder. Godt med malt giver en sød bund og rigeligt fylde af blommer og aroma af tørrede figner. Det kan godt være, den ikke officielt er en juleøl, men sødme, fylde og den subtile røgede krydrethed vil passe perfekt til brunede kartofler, grillet flæskesvær og tyk, fed, brun sovs.

Jeg håber, SuperBrugsen har flere af den stående, for jeg kan sagtens bruge den som juleøl, selvom der ikke står så meget som ét ord om jul på den.

Fruity Winter IPA, De Proef Brouwerij

Sådan kan man tage fejl …

Jeg har længe haft Kihoskh-brandet i kikkerten. Ikke alene ser det altid vildt fancy ud, det brandet forbindes med, men navnet er også – så vidt jeg ved i hvert fald – tyvstjålet fra hvad der i sidste ende nok er min yndlingstegneserie over dem alle: George Remi aka Hergés Tintin.
Kih-Oskh er navnet på en ægyptisk Farao, hvis grav Tintin er med til at skænde i begyndelsen af albummet Faraos Cigarer sammen med arkæologen Sophocles Sarcophagus, som han har mødt på et krydstogt. Det er selvfølgelig oplagt at opkalde en ølbiks efter hin farao, hvis navn jo næsten lyder som Kiosk – men lidt mer’ hipsteragtigt, fordi der er smidt nogle h’er ind strategiske steder for at få det til at se sejt ud.

Men det er faktisk først lige nu her, at det er gået op for mig, at Kihoskh er en distributør* og ikke en producent. SuperBrugsen Thisted kan heller ikke finde ud af det, idet de havde denne øl angivet som én fra Kihoskh. Distributørens logo er også at finde på etiketten, og det er faktisk kun, hvis man læser det med småt – så småt at jeg må have brillerne til hjælp – at man opdager, at producenten slet ikke er Kihoskh. Brygget er ikke engang fra Danmark. Det er fra Belgiske De Prouf Brouwerij, som vi ganske kort har været forbi før, da de lagde anlæg til et af Mikkellers bryg.
Så det ville være temmelig hyklerisk af mig, at pege fingre ad SuperBrugsen for den fejltagelse, når nu jeg selv havde hovedet under armen. Til gengæld vil jeg brokke mig over, at Kihoskh på den måde møver frem på andre firmaers etiketter, og sådan giver indtryk af, at de står bag de fine bryg de distribuerer. Jeg synes, de skulle finde på andre måder at begå marketing på. Når det så er sagt, tror jeg, at jeg vil lægge vejen forbi deres lokaler på Søndre Boulevard på Vesterbro, når jeg næste gang frekventerer hovedstaden – for der er altså virkelig gode sager på hylderne derinde.

Hvad angår De Proef Brouwerij troller de helt sikkert den lokale flamske højrefløj ved at kalde brygget her en winter IPA i stedet for en Christmas IPA. Som bekendt skal alt, der produceres efter 15. oktober eller der omkring indtil midten af januar betegnes ‘jul’ og ikke ‘vinter’, for gør man sidstnævnte driver man femtekolonnevirksomhed for den muslamistiske magtovertagelseskonspiration i Danmark. Spørg bare Peter Skaarup, Pia Kjærsgaard og resten af det slæng, som jeg helst ikke nævner flere af her på bloggen, fordi jeg allerede nu mærker trangen til at dyppe tastaturet i sprit og klorin. Endnu nødigere skulle jeg tilskynde læserne til at skylle deres øjne i samme – ikke kun fordi I så ikke ville kunne læse bloggen i fremtiden, men sandelig især fordi jeg helst vil spare jer ubehaget.
Krigen mod jul fik imidlertid ikke rigtig luft under englevingerne herhjemme i år. Måske har idioterne fra sidste år lært lektien, og skal ikke nyde at blive udstillet som det de er – idioter – en gang til? Det er egentlig lidt ærgerligt, for jeg morede mig kosteligt over det for et års tid siden.

Apropos kosteligt … Det kan godt være, at IPA må vige pladsen som min yndlingstype for belgisk sour. Men det betyder jo ingenlunde at jeg ikke længere drikker IPA med allerstørste velbehag. Brygget her varsler godt på snart sagt alle måder: Det koster en formue (hvilket ikke er en garant for kvalitet, men ikke desto mindre et fingerpeg), det troller højrefløjen via navnet, med sin gyldne, tågede kulør og sit høje, fedtede skum ser det rigtig godt ud når det skænkes, og bouqueten er et overflødighedshorn af det bedste, man forbinde IPA-typen med: Grape, lime, vanille, lyst sukker og en stikkende fornemmelse i næsevæggene af de fineste, spæde grannåle.
I munden snitter bitterheden straks lange furer i tungen, mens frugtsalaten – udvalgt fra alle hylder med citrus – fornemmes som en damp overalt i gane og gummer. Alligevel føles brygget let som dun som det glider henover kæftens indre organer. Af fylde har brygget kun det absolut nødvendige – for mere behøves ikke i dette sprøde, bitterfrugtige mesterværk. Brygget bærer på en pude af luft af dun alt hvad hjertet kan begære af aroma og vederkvægelse – og det er bestemt ikke forbeholdt vinterkulden. På en varm solskinsdag mellem Juni og August ville det gøre mindst lige så godt som nu.

Uden sammenligning både jul og vinters foreløbige vinder.

*UPDATE 31/12-20: Khioskh viser sig at være et nomadebryggeri, der anvender andre bryggeriers brygfaciliteter til at producere ølspecialiteter. Beklager forvirringen og ønsker læserne et godt nytår.

Brun Sovs, BeerHere

Beer There?

Så lykkedes det endelig at få en juleøl på programmet. Samtidig var den et glædeligt gensyn med en af bloggens gamle kendinge, som det er alt for længe siden, jeg sidst har haft mellem hænderne.
Jeg er faktisk lidt forbløffet over, at det er over otte år siden, en BeerHere-øl sidst blev anmeldt på bloggen. De har ellers gjort det rigtig godt de kun tre gange, jeg har været forbi dem. Jeg er sikker på, jeg så et eksemplar af deres øl engang i Toft Vin på Islands Brygge, dengang jeg boede på Amager. Måske var det prisen, der gjorde, at jeg valgte anderledes, hvem ved?
Den her blev købt i SuperBrugsen Thisted, der igen i år er leveringsdygtige i nogle spændende juleøl. Specielt dyr var den vist egentlig ikke, så den var en oplagt kandidat til årets opbud af juleølsskriverier.

Brun Sovs er en af de vigtigste ingredienser på julebordet, så BeerHere har gjort lidt af et kup hvad angår navnet. Bryggeriet understreger imidlertid på etiketten, at der ikke er tilføjet sovsekulør i brygget. Det holder sig pænt til de tyske renhedsforskrifter og samtidig er det ikke stærkere (4,8%) end at man godt kan nyde et par stykker eller tre til julemiddagen, uden at man bliver bimlende beruset.
Flot er brygget også – nydeligt klart i dyb mahognikulør, mens skummet er gyldent som fedtet under perfekt branket flæskesvær. Duften synes til gengæld noget afdæmpet, men formår da at levere nogle alt andet lige lovende noter af vanille og fløde.
Til gengæld konstaterer man ved smagning hurtigt, at brygget ikke sådan lige med det samme kommer til at overtage sovsens plads på julebordet – faktisk overhovedet ikke! Brygget er tamt fra første mundsmag, yder kun sparsom fylde og føles mere end noget andet, som en halvtynd kop kold kaffe. Bitterheden vokser en smule med tiden, og bliver for så vidt substantiel i eftersmagen – det må man give brygget. Til gengæld matcher aromaen ikke julemaden særlig godt.
Nej, juleøl skal være fyldigt og sødt. Sådan komplimenteres fedt, flæsk og and bedst, sammen med nelliker, salt, peber og laurbærblade. Til allerstørste nød matcher brygget måske et eller to af krydderierne, men slet slet ikke på den måde, som brun sovs ellers formår at binde det hele sammen.

Beer Here? I så fald ikke noget, der er værd at skrive hjem om – og især ikke i et julekort til én man elsker og savner.
Maybe over there …?

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme