Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Måned: september 2020

Ulven Kommer, Hvide Sande Bryghus

Mea culpa …

Det er mandag, så jeg må hellere se at få skrevet et indlæg. Ikke at folk gider læse det … i dag i hvert fald. Men i morgen – der skal I (eller rettere jeg, for jeg er den eneste, der kan se læserstatistikken på min blog) se løjer! Det har i hvert fald været tendensen her på det seneste – og jeg er ikke helt klar til endnu, for eksperimentets skyld, at slække på den rutine det efterhånden er blevet at fyre et mandagsindlæg af sted, der så vil trække en farlig masse læsere til om tirsdagen.

Senere skal jeg på arbejde. Jeg har en tolvtimersvagt på den lokale margarinefabrik, hvor jeg for tiden arbejder om natten. Det er hårdere end at arbejde på om dagen, men jeg synes, det er de ekstra moneter værd.

Vel, på den front har jeg nok at se til – lige nu i hvert fald. Her på bloggen ligger det heller ikke stille. Jeg har været på indkøb lokalt, kan jeg allerede nu afsløre, og nogle gamle venner har besluttet sig for, at kyle et par flasker i nakken på mig … billedligt talt selvfølgelig. Alt det vender jeg snarest tilbage til. Lige nu konstaterer jeg blot med glæde, at jeg ikke kommer til at være tørlagt foreløbig.

Dagens øl er fra Hvide Sande Bryghus, og det er med garanti første gang, jeg har deres bryg til nænsom behandling her på bloggen. Jeg købte eksemplaret på Store Torv her i Thisted i forbindelse med et markedsdagsarrangement. Den slags kan man vist stadig arrangere heroppe nordvestpå, hvor smitten heldigvis ikke har ramt med fornyet styrke.

Men det er nu en anden elefant i lokalet, brygget her omhandler, end den altopslugende Corona-pandemi. Det handler tværtom om noget meget lokalt – netop for Thy. Brygget er tilsat lynghonning fra Svankjær Biavl i den lokale nationalpark, hvor den første døde ulv i nyere tid blev fundet. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg på alle ledder og kanter finder det glædeligt, at vi igen har ulv i dansk natur. Og jeg har kun himmelvendte øjne til overs for de naturhadende pylrehoveder, der vræler som småbørn så snart dansk natur bliver mere vild end en solsort på taget af parcelhusgavlen.

Brygget er en Strong Ale – på 6% … Og jeg der er vant til stouts fra Amager Bryghus på 10-11% må jo med det samme indvende, at det synes jeg egentlig ikke er særlig stærkt. Men der må vel være et eller andet ved brygget, der lægger det i netop den kategori. Flot er det i hvert fald, Mørkt, tæt, tåget og med skum knækket elegant i retning af luftig kakaocreme. Duften lover til gengæld ikke godt i helt samme grad, da der ikke er meget af den. Lidt malt, lidt udefinerede krydderier … vel, spændingen er i det mindste intakt.

Min umiddelbare oplevelse var en lidt for letdrikkelig øl med ellers elegante krydrede indslag på bagtungen af muskat og koriander. Efterhånden meldte lynghonningen sig – lettere anmassende, og underligt ‘ved siden af’. Da gik det imidlertid op for mig, at jeg nok drak øllet ved en for lav temperatur. Og ganske rigtigt – efter at have ladet brygget stå lidt, integrerede de krydrede noter sig bedre og bedre med honningens lette sødme, der samtidig gav brygget både krop og bund.

Slet ikke så ringe – hvis ellers man ikke er en klamphugger som undertegnede, der sådan ødelægger oplevelsen for en selv. Men hey, jeg er blot en glad amatør og kunne aldrig drømme om at opkaste mig selv til ølekspert. Hvide Sande Bryghus fortjener ros for en lækker øloplevelse, der måske ikke hænger helt oppe i skyerne, men stadig er niveauer over, hvad de fleste industrigiganter kvalitativt gider nosse sig sammen til.

Saaz Brew, Hancock

Standardens aristokrati …

Ræset mod bunden fortsætter. Det skal som bekendt gøre ondt før det går godt. Men garantien for at det overhovedet bliver godt, udløb da Donald Trump blev præsident i USA. Så det kommer bare til at gøre mere og mere ondt, og det bliver aldrig bedre. Ikke mindst nu hvor det allersidste bolværk mod Trumps totale magt er gået bort. Ruth Bader Ginsburg er død. Hun var en af dommerne i den amerikanske højesteret, der tippede balancen i en retning der i det mindste lignede noget, der ligner en retsstat. Men ikke mere. Trumps ligesindede dominerer nu organet totalt, og vejen for den narcissistiske psykopat, som USA kalder sin præsident, til den totale magt, er nu brolagt.

Nu havde jeg ellers for et par dage siden knappet den her øl op og nået at nyde den, fordi der for en gangs skyld havde vist sig et lyspunkt i min egen lille isolerede verden: En hel uge med arbejde til en fornuftig løn. Nu forekommer brygget mig mere som druknede sorger på forskud, men det er selvfølgelig blot en efterrationalisering … således efterrationaliserer jeg i skrivende stund – eller noget.

Jeg vil krampagtigt og noget anstrengt alligevel forsøge at se på sagerne fra en positiv side. Således er jeg fortsat glad for at have hele Hancocks portefølje til min disposition heroppe i det nordvestjyske.

Og forleden opdagede jeg, at jeg slet ikke havde prøvet den her endnu. Så for at fejre, at jeg endelig havde reddet mig noget arbejde – for en stund i hvert fald – kom den på bordet sammen med hjerter i rødvins-/flødesauce med champignoner. Det gælder om at lave børneuvenlig mad, når man har chancen.

Rødvinen var faktas billigste. Der er ingen grund til at bruge gode druer til den slags. Ikke mindst når den øl, man drikker til, selv opviser fine vinøse træk. Brygget er – som lagertypen foreskriver – begejstrende mørkt, klart og med en nydelig rød nuance, der viser sig så snart bare en smule lys får lov at gennemskinne brygget. Søde noter af druer – samt kirse- og hindbær og en ikke ueffen alkoholisk note peger i samme retning – og i retning af framboise og kriek. What’s not to like?

Jeg kan berolige de sødtølsforskrækkede med, at brygget på trods af en dyb, i ganen rivende og brystet flående rødvinøs fylde, mest af alt smager af det det er, nemlig øl. En dyb, varm og mørktbitter aroma af hårdt træ fylder hele mundhulen, med venlige, omend bestemte beske accenter ved gane og mandler.

En myndig, velmaltet og brysk mørktølsoplevelse, der endnu engang gør Hancock til Danmarks ukronede mestre i at gøre traditionelle øltyper fra før ølrevolutionen mere interessante. Her i øvrigt uden brug af ascorbinsyre, som ellers var en af deres signaturingredienser – netop fordi det traditionelt blev brugt som konserveringsmiddel i øl i gamle dage. Mig bekendt har Hancock ikke nogen IPA eller Barley Wine i produktkataloget, og det behøver de heller ikke.

Kvalitetsbryggerier som Hancock burde forsyne os med pilsner, classic, lager og andre gamle øltyper. Så ville industrikonglomerater som Carlsberg og Royal Unibrew snart være overflødige.

Thai Cargo, La Debauche

Jeg forstår det ikke …

Jeg slås stadig lidt med mine læsertal. Men lidt har jeg da kunnet ånde lettet op, da jeg i går aftes konstaterede, at antallet af klik på bloggen var nået op over 2.000 og dermed mere end halvvejs op til målet for måneden på 4.000, som jeg satte mig ved årets begyndelse.

Det er imidlertid svært at blive klog på læseraktiviteten. Nu fx i går, tirsdag d. 15. var dagen med næstflest klik denne måned – hele 191 – kun slået af tirsdag i sidste uge, hvor jeg nåede op på 204. Tirsdag er åbenbart en god dag at lægge vejen forbi min blog, og det uanset om jeg udgiver noget den dag eller ej.

For sidste tirsdag udgav jeg anmeldelsen af Aarhus Bryghus’ Forårsbryg, mens jeg i går ikke udgav noget. Det gjorde jeg til gengæld i forgårs, hvor jeg udgav min noget mellemfornøjede anmeldelse af Royal Unibrews ‘Anarkist European Haze‘. D. 7. september, dagen før anmeldelsen af Aarhus Bryghus’ Forårsbryg anmeldte jeg Electric Rattlesnake fra Amager Bryghus. Den kastede umiddelbart ikke mange klik af sig. Faktisk blev dagen for dens anmeldelse den mindst besøgte på bloggen i september, med 67 klik. Det er meget usædvanligt for mine anmeldelser af Amager Bryghus’ øl, der plejer at være nogle af de mest læste.

Jeg har imidlertid bemærket, at det ikke altid er samme dag, en ny anmeldelse får mest opmærksomhed. Det kan i vid udstrækning også falde dagen efter. Jeg skriver gerne en anmeldelse mandag, da den generelt er en sløj besøgsdag – for lissom at begrænse katastrofen mest muligt. Ikke at det nytter meget på selve dagen, men med lidt held kommer der et peak dagen efter i stedet.

Eller gør der nu det? I så fald burde man også forvente pæne besøgstal d. 9 september, dagen efter Forårsbrygs anmeldelse. Læsertallet falder heller ikke katastrofalt, men dette skyldes nok anmeldelsen af Kaiserdoms Helles Vollbier … tror jeg da nok. Den formåede nok at trække nogle læsere til samme dag den blev smidt på bloggen, mens effekten lader til at være taget endnu mere af dagen efter, hvor antallet af læsere er under 150.

Antal klik på bloggen 6-16 september. Electric Rattlesnake udg. 7. sep, Forårsbryg udg. 8 sep, Helles Vollbier 9. sep, St. Omer 12. sep, og Anarkist European Haze 15. sep.

Nogenlunde mening giver statistikken i weekenden, hvor St. Omer blev anmeldt om lørdagen, til umiddelbar nydelse for læserne. Den formåede til gengæld ikke at trække mange læsere til om søndagen, hvor man ellers skulle tro at læserne også har nogenlunde ro til at læse eventuelle anmeldelser, jeg smider op.

Summa-summarum. Jeg kan ikke se noget system i læserfordelingen. Nogle gange genereres læserne af en anmeldelse samme dag. Nogle gange dagen efter, og nogle gange … bare ikke sådan rigtigt i nogen særlig signifikant grad. Jeg har derfor ikke nogen særlig strategi for udgivelse af mine indlæg i løbet af ugen. Men da læserfordelingen ser ud til – i det store og hele – at være tilfældig, kan man vel lige godt argumentere for en fast anmeldelsesplan, som en fortsat afståelse fra samme.

Jeg vil overveje i de kommende dage, om jeg vil vove et forsøg med at anmelde mere systematisk på bestemte dage. Input modtages meget gerne i kommentarerne, og jeg undskylder i øvrigt for den tørre indledning på dagens anmeldelse. Men læsertal er ikke desto mindre noget, jeg som blogger bliver nødt til at forholde mig til nu og da. Men nu til dagens øl.

La Debauche har jeg haft fat i to gange på bloggen allerede, men jeg er endnu ikke nået til at lave en rigtig anmeldelse af deres øl endnu. To gange med ret kort mellemrum er jeg stødt på dem på ølfestivaler i København. Det skete sidste år, dengang for sindssygt mange år siden, hvor ølfestivaler stadig var noget, der blev afholdt. Nu om dage, er det noget, der hele tiden bliver aflyst eller udskudt.

Ja, det føles længe siden, vi havde en verden, der fungerede nogenlunde normalt. Men det er ikke kun Coronavirusset, der har vendt op og ned på verden. Californien står i flammer, og resten af USA står med en præsident, der vil gøre alt for at snyde sig til genvalg, formentlig med endnu større globale katastrofer som konsekvens.

Så det skal nok komme til at gøre rigtig meget mere ondt. Og om det nogensinde kommer til at gøre godt igen? Derom har i hvert fald jeg min tvivl.

Men tilbage til bryggeriet – franske La Debauche. Ordet har sin ækvivalent på engelsk – debauchery – som ikke sådan lige lader sig oversætte til dansk. Men ‘dekadent vellystighed’ eller ‘liderlighed’ finder jeg selv en rammende, omend – indrømmet – ikke videre mundret oversættelse. Dekadente er eksperimenterne i hvert fald. På Copenhagen Beer Festival 2019 bød bryggeriet på traditionel Kriek og Stout tilsat mandelmælk. På DØE’s Ølfestival i Lokomotivværkstedet senere på året havde de nærværende øl på programmet, og det var der min hyppige medsmager Marcus var så venlig at købe den til mig … altså endnu en øl, der har fået lov at stå i noget tid. Men det kan man godt, når det er mørkt øl, det drejer sig om. Ikke mindst alkoholvolumen på 11%.

Brygget indeholder ingredienser nok til at give en traditionel tysk brygger to hjertestop samtidig. Gurkemeje, citrongræs, grøn chili, galanga, kokosnød og lime. Desuden stammer en del af malten fra ris. Oprindeligt havde jeg tænkt mig at lave en video med afprøvningen af brygget, men da min gode ven på nettet, Geoff Breeze aka Godless Scummer inviterede mig og nogle andre online venner ind til en livestream i søndags, tænkte jeg at det da også talte som en slags video. Så der blev den behørigt nydt til senere anmeldelse her.

På streamen kan man observere mig holde flasken under næsen i rigtig lang tid. Jeg sidder faktisk og sniffer øllets fine em af velanrettet thai-middag med lige dele fryd og begejstring. Rent lugtesalt, der næsten gør duftoplevelsen i sig selv åbningen værd.

Men – skænkes skal det nu alligevel. Kulsort, tykt som tjære, og fortsat afgivende em af thaikøkken klukker det træge bryg modvilligt ned i glasset. Skummet er overraskende nok ikke særlig højt – men det skulle da også snart være det eneste, man kan brokke sig over. Den smule der er, er fortsat en ren fornøjelse at beskue, som det ligger tæt og chokoladefarvet over den tætte nat.

Aromaen trækker i en lidt anden retning; en blanding af kaffe, sødet kokos og kakao. Hvis ikke denne blanding allerede findes på hipsterkaffebarer på Vesterbro, så claimer jeg hermed ideen som min. Når jeg i fremtiden trækker royalties, tror jeg nok, at fremtid og alderdom er sikret.

Med tiden ændrer smagen en smule karakter, og lakridsnoterne sætter ind. Kakao-kokos-kaffe-blandingen omdannes nu elegant til flydende lakridskonfekt … (der var endnu en sød cocktail for hipsterne!) … for nogle vil det sikkert være alt for meget – for sødt og intenst. Men jeg elsker det, og vil bare have mere …

… og der er det så, at der dryppes en lille smule malurt i bægeret – eller rettere; lidt for meget chili. Det starter med en skarp kant, som man intuitivt opfatter som alkohol. I begyndelsen føles det som cognac, så som tequila – og så vidt er det fortsat en spændende, underholdende og nyskabende fornøjelse. Men nu træder chilien alligevel lidt for meget frem. Den begynder at brænde en anelse på tungen, og træder derfor ud af den ellers vellystige, spraglede og ganske rigtigt dekadente aromakomposition. Den ender som en bismag frem for en af mange ting, der velsmurt leverer en ellers perfekt koreografi.

Men det er en skønhedsfejl – allerhøjest. Brygget er mere end oplevelsen værd, og en knivspids (højest) for meget chili dræber bestemt ikke begæret efter mere …

Anarkist European Haze, Royal Unibrew/Albani

Mariehønen

At afprøve Anarkist-brandet fra Royal Unibrew beskrives bedst som en rutsjebanetur. Men ikke just i Dæmonen eller Trærutsjebanen på Bakken. Nej – det er mere som i de forskellige varianter af Mariehønen – rutsjebanen for børn i alderen 2-5 år eller deromkring. Det meste foregår på gulvniveau, og toppene er i en magelig højde, hvor alle kan være med.

I dag kører vi så en tur nedad. Det kildrer en smule i maven, men hvis det sådan rigtig skal vække begejstring, skulle man nok have været lidt højere oppe. Poden, der ellers ville sidde ved siden af, henrykt hvinende ved turen over de bløde kurver, er ikke med, idet øl jo ligegodt ikke er for børn.

Dertil kommer, at i denne type rutsjebaner, er det opturene, der er sjove. Nedturene kunne man i grunden godt være foruden. Ikke mindst når de er så stejle som her. Sidste gang jeg havde en Anarkist-øl i hånden, var det nemlig slet ikke så værst. Men denne gang er der meget tilbage at ønske.

Det er såmænd ikke fordi, jeg på forhånd bliver skræmt væk af, at øllet er en Session – en alkoholafdæmpet udgave af øltypen – her en IPA. Der kan være kompenseret så rigeligt med andre ting – humle fx – så den lavere alkoholvolumen, her på 3,7, næppe kan mærkes.

Ved åbning næres håbet om netop dette, idet bouqueten kan fornemmes allerede ved fjerning af kapslen. Noter af vanille og søde stenfrugter gør deres entre, og folder sig ud ved skænkning, sammen med spæde grannåle – en signaturduft for veldrejede IPA’er. Samtidig kan man beundre bryggets grumsede look. Ufiltreret – ja det tør siges! Plumret er næsten mere passende, og nydeligt i kontrast til bryggets kridhvide skum, der sprødt og modvilligt itubrækkende knejser over det dunkelorange bryg.

De første par mundfulde yder adækvat bitterhed med luftig fylde, præget af af den lethed, som den lave alkoholvolumen typisk byder. Fyrrenåle flankeret af et skarptsyrligt citrusstik yder karakter og temperament. Postivit overraskende, umiddelbart …

Desværre holder de gode takter ikke i længden. Syrligheden tager snart over, og den lette em af friske fyrrenåle, der nænsomt dalede ned over tungen erstattes af en kras, tør og noget harsk aroma af bagegær. Jeg mistænker oxidering, men den slags plejer man at kunne mærke med det samme, og det var ikke tilfældet her.

Jeg prøver et par mundsmage mere, men de første gode indtryk lader sig ikke finde igen. At gå all in med ufiltreret øl har ind imellem sin pris – her betyder det at gæren tager helt over i et bryg, der i begyndelsen ellers virkede lovende.

Det er mere end bare en skønhedsfejl. Den slags burde egentlig ikke ske i store bryggerikoncerner som Royal Unibrew.

St. Omer 8,0, Brasserie Goudale

Smagfuld spritterøl …

Rigtig mange af de øl jeg prøver, støder jeg tilfældigvis på i supermarkedet, og tager dem kun med, fordi jeg ikke har prøvet dem før. Denne her er fra Føtex, og er købt netop på de betingelser. Jeg har aldrig hørt om brygget før, omend jeg har været inde over bryggeriet med jævne mellemrum. La Goudale ser ud til at være fast leverandør til Salling Group af franske special- og som her, standardøl.

For det er i grunden blot en stærk pilsner vi har at gøre med. Næppe overraskende hentyder ‘8,0’ i navnet til alkoholprocenten, der ved tilsætning af majs er banket ekstra højt op. En pilsner i klasse med Elephant, Bjørnebryg, Brutalis og hvad de ellers hedder de mange billige og stærke øl, der i mine øjne alene appellerer til et forbrugersegment, der snarere burde gå i behandling for deres alkoholkonsum, frem for at få tilbudt øl af denne kaliber. Formålet med disse øl er at blive fuld hurtigt og billigt. Et rationale jeg personligt end ikke finder tiltalende når der er fest. Jeg kan ikke ryste følelsen af, at producenterne bag disse bryg søger at profitere af nogle ulykkelige skæbner, der har opgivet at finde glæde andre steder end i den hurtige, billige alkoholrus, hvorfor jeg da også under ét gerne kalder denne kategori af stærke, billige pilsnere ‘spritterøl’.

Det var der engang en læser, der blev vildt harm over. Kommentarer fra både vedkommende og undertegnede kan man læse under dette indlæg.

Som regel er min begejstring ikke stor for disse øl, hvilket nok også skyldes, at min begejstring for pilsnertypen i det hele taget er til at overse. Ikke mindst eftersom det nok er den type, der er lavet flest forskellige udgaver af, samtidig med at den gennemsnitlige varians fra bryg til bryg har været den suverænt laveste.

Forventningen var derefter, da dåsen blev åbnet og brygget skænket. Skummet kunne da behage øjeæblerne en smule, og i sig selv er det jo heller ikke fordi en pilsner er grim at se på. Men generisk forbliver brygget, ikke mindst i kraft af en stærk, gennemtrængende odeur af næsten ingenting. Der er ordentligt disket op til en både industriel og middelmådig oplevelse af de allermest mainstream på den mest middle-of-the-road-agtige måde.

Men se engang. Sådan skulle det overhovedet ikke gå. Aldrig så snart det på overfladen fornærmende ligegyldige bryg kommer inden for læberne, sker der noget.
Alkohol – ja, det var forventet. Men ikke en skarp og sprittet én af slagsen. Næh, den her er blød og rund, næsten likøragtig.
Malt – og rigeligt af den. Hvor mange gange har man ikke prøvet spritterøl helt uden fylde og krop. Her er der rigeligt af begge dele i form af en sød, næsten sirupblød mundfornemmelse, der næsten truer med at blive kvalm – men det bliver ved truslen, der jo faktisk også kun næsten er der.
Bitterhed – Ja! Øllets signaturaroma har bryggeriet heller ikke glemt. Og den er forbløffende markant, tung og mørk. Og helt uden at blive besk eller harsk, sådan som oplevelsen nemt bliver når brygget i øvrigt er tunet med ekstra alkohol og majsstivelse. Bitterheden er uændret og ufortrødent til stede i eftersmagen, hvor den næsten demonstrativt fortsætter med – mod forventningerne – ikke at være til ubehag. Tværtom.

En smagfuld stærk pilsner. Det havde jeg ikke ventet. Jeg er stadig ikke nogen fan af genren som sådan, men lyspunkter som dette yder den en berettigelse, som jeg ikke mente, den havde før.

Den ros skal den have.

Electric Rattlesnake, Amager Bryghus/Pipeworks Brewing Co.

Tid til en vintage …

Da jeg stod op en dag
stod Poul Thomsen lænket til mit køleskab, han sagde:
“Jamen jeg ved ikke hvorfor?”
Men det var Grove Løjer Maskinen …

Man skal nok være mere end almindeligt inde i den århusianske undergrund for alternativ støjrock for at kende referencen. Den er fra bandet Vildensky og nummeret kan findes på deres EP udgivelse fra 1995 ‘Grønne Sten’.

Ligesom den kendte TV-vært som bandet lader være lænket til jeg-fortællerens køleskab, ved jeg heller ikke hvorfor, jeg først for nylig fik afprøvet den her øl. Den havde været i min besiddelse meget længe. Jeg tror faktisk helt tilbage fra 2018, hvor jeg købte den på Amager Bryghus sammen med en stribe andre øl, som del af min onkel og tantes guldbryllupsgave. Ved samme lejlighed købte jeg den uforlignelige Big Bold & Beautiful, som jeg siden jævnligt har hyldet som den bedste øl, jeg nogensinde har prøvet.

Måske var det frygten for hybris, der gjorde at jeg gemte brygget lidt i første omgang. Altså … oplevelser som Big, Bold & Beautiful slipper man ikke ustraffet for, hvis de sker med for små mellemrum. I anden omgang var det måske for at undgå en ophobning af gode anmeldelser inden for kort tid. Det bliver hurtigt monotont med lovsang og anprisninger, mens nedsabling og spot næsten altid gør det ud for god underholdning.

Mere end to års tøven inklusive en flytning til den anden ende af landet senere fik jeg så endelig taget mig sammen til at tage mig sammen. Men så skulle det også gøres ordentligt. En anmeldelse af øllet har således allerede kunnet ses online på min YouTube-kanal i en lille uge nu, samt i rullemenuenVideoer‘ øverst på siden. Der kan man også krumme tæer over min nølende, hakkende og stammende oplæsning af den sædvanligvis grundige beskrivelse, som Amager Bryghus gerne lader være del af deres etiketter. Denne gang imidlertid uden de store røverhistorier, men med masser af lovord til det andet involverede bryggeri – Pipeworks Brewing Co. I samarbejde med dem har Amager Bryghus også brygget Piping up for Peace. Hint bryg var en hyldest til hippiekulturen, mens nærværende øl hylder noget lidt vildere, nogen ville sige mørkere; heavy metal-musikgenren.

Det er jo lovende. Det samme er de store flotte gærflager, der tumler rundt i bunden af flasken, og nok skal have gjort en smule ekstra ved brygget gennem årene i mine forskellige skabe og køleskabe. Dejligt grumset, ganske mørkebrunt og kun med en anelse skum lader brygget sig vise i glasset. Bouqueten er vinøst krydret med bitterhed af kaffe, sødme af farinsukker og et syrligt skær af ananaskirsebær.

Tro mig, det dybe suk, jeg drager i videoen idet jeg tager en lillebitte mundsmag, er hverken indstuderet eller overdrevet. Man bevidner min spontane og udelte begejstring over bryggets vidunderligt tætte og velgørende krop og aroma. En dyb dyb sødme af mørkt sukker – smeltet melasse, (blot uden den brændende hede) – i kombination med venlige krydderier i velafstemte doser – en knivspids nelliker og godt med kanel – toppet af med udvalgte, mellemristede kaffebønner leverer et næsten overvældende kraftfuldt og alligevel blødt og venligt bamsekram af en øl, der virkelig når ud i alle ender og hjørner af mund og gane.

Tænk at Amager Bryghus formår at levere sådan en oplevelse med en kun étcifret alkoholprocent. Men vær alligevel opmærksom på, at de 9% ingenlunde gør brygget trafiksikkert. Heller ikke hvis det som intenderet bliver nydt over længere tid. Tid skal den have – og ro.

Et mesterstykke fra Amagerkanerne, der fik mig til at tænke over, hvor meget jeg savner dem derude i Tårnby efter at jeg er flyttet fra hovedstaden.

Mon ikke også jeg gemte brygget her så længe for at have et minde om dem så længe som muligt? Vel, så har jeg nu en grund til ikke at udskyde mit næste besøg i hovedstaden alt for længe.

Helles Vollbier, Kaiserdom Privatbrauerei

Så kan jeg vel forp@&%! lære det?

Jeg skulle selvfølgelig brokke mig over min ustabile arbejdssituation offentligt. Nærmest som en form for jinx eller nemesis – omend på den fede måde, når alt kommer til alt – måtte jeg bagefter dukke mig for ikke at blive slået omkuld af vildfarne jobtilbud.

Den i sidste indlæg omtalte arbejdsordre faldt om man så må sige i skrivende stund. Der var tale om en aftenvagt på den lokale margarinefabrik, der i øvrigt med jævne mellemrum er behjælpelig med udfyldning af huller i min usikre arbejdsplan. Aftenarbejde er velbetalt, og arbejdspladsen ligger i bekvem cykelafstand. Så midt på eftermiddagen gik det afsted, med hjemkomst ca. ved midnat.

Sulten og opfrisket efter hjemtur på velocipede i en mild eftersommernat langs limfjordspromenaden gik jeg ikke direkte i seng. Jeg formåede faktisk at trække den helt til klokken halv tre efter bl.a. at have nydt et solidt natmåltid med sådan én her til (mest fordi det var den eneste jeg havde).

Men jeg fik ikke lov at sove længe. Klokken halv otte ringede telefonen. En lokal friskole, hvor jeg om tirsdagen underviser i tysk havde brug for mig hele dagen som vikar. Så søvndrukken, forvirret og uden at kunne nå at få min morgenkaffe hastede jeg i bad, fik kastet et tarveligt og utilstrækkeligt morgenmåltid i hovedet, og så ellers af sted i bus til en hel dags vikarundervisning …

Heldigvis er eleverne derude rigtig søde. Lønnen som lærervikar fejler heller ikke noget. Og i morgen går det så løs igen med vikarundervisning. Men da jeg på hjemturen hurtigt skulle ringe til mit vikarbureau for at få afklaret en sag, blev jeg tilbudt endnu en aften/nat-tjans på margarinefabrikken … Lettere tøvende måtte jeg takke nej. Der er ingen grund til at få et stressrelateret nervesammenbrud netop som ens økonomi viser tegn på at være i bedring for en afvekslings skyld.

Relevansen for dagens øl af alt denne snik-snak om kaoset i mit liv er som altid lig nul. Kaiserdom-brandet er fast inventar i COOP’s butikker, og har været det gennem alle årene, hvor jeg har skrevet blog. En af de første anmeldelser jeg skrev, var faktisk af Kaiserdoms pilsner, og min begejstring var til at overskue, for nu at underdrive demonstrativt og med en æg af sarkasme.

Fire gange har jeg anmeldt bryggeriets øl, og ikke én af dem er nået op på, endsige over, middelkarakteren på tre stjerner. Why do I even bother?

Og i modsætning til en ellers udbredt talemåde er Plejer ikke død, men lever i bedste velgående. For ganske som et Kaiserdomprodukt plejer, leveres der her vel under middel visuelt, olfaktorisk og aromatisk, startende med en jævn, korngul pilsnerlød, med dertilhørende udeblivende skumoplevelse, der ellers ville kunne have reddet en flig af en fra starten vaklende oplevelse. Duften er fjern om overhovedet til stede. Er det i virkeligheden bare væde man får i næsen, eller der også en duft af humle – eller øl på en eller anden måde – dernede i dybet? Jeg er langt fra sikker.

I det mindste kan man da ikke beskylde brygget for at gøre en tørstig. Brygget er både forfriskende og svalende, og formår samtidig at levere en portion liflig brus, så man uvægerligt kommer til at tænke på et glas perlende danskvand. Og det er jo også rart, når det ellers er et glas danskvand, man har skænket sig. Når man har skænket sig en øl, derimod, er den slags oplevelser noget, man helst er foruden.

Humlen og malten – og for den sags skyld også gæren – kommer man til at lede længe efter i smagen. Og ligesom med duften blev denne blogger aldrig helt sikker på, om han overhovedet fandt nogen af delene. En præstation, der i alt ender endnu mere tarvelig end det hastigt opdiskede morgenmåltid.

Nej, det skulle heller ikke blive denne gang, Kaiserdom Privatbrauerei imponerede mig. Hvad ‘Voll’ præcis dækker over har jeg ikke nået at google mig frem til, men oplevelsen var i hvert fald til fulde, hvad jeg ud fra de tidligere Kaiserdom-oplevelser kunne forvente.

Med andre ord blev det som det plejer.

Forårsbryg, Aarhus Bryghus

For, mid, sen, efter og indian …

En ustabil arbejdssituation, et forlist kærlighedsforhold og læsertørke har her på det sidste dræbt noget af fornøjelsen ved at skrive, og i det hele taget være aktiv på blog og YouTube-kanal. Jeg er åbenbart ikke den eneste, for hvem humøret daler i efterårsmånederne, idet læsertallet har det med at være for nedadgående – især her i september.

Jeg havde ellers planlagt at de sidste feriepenge skulle brændes af nu, hvor jeg har været ramt af flere ufrivillige deltids- og fridage i streg. Hvorfor ikke vende lediggangen til min fordel og rent faktisk få gjort noget ved det, jeg holder allermest af – at formidle øl og være sekulær aktivist?

Desværre satte lysten til at skrive og nørkle med videoer ud i samme øjeblik jeg fik mere tid. Straks blev jeg overvældet af muligheden for at slå tiden ihjel med idel underholdning i stedet. Vel – i det mindste falder jeg ikke til flasken, når jeg keder mig eller er smådeprimeret. Nogle gange kunne jeg i mit stille sind godt ønske at jeg gjorde – så ville jeg i det mindste have noget at skrive om bagefter.

Samtidig er jeg for første gang i år oprigtigt bekymret for, at jeg ikke når det antal læsere, jeg ønsker – 4.000 klik pr måned. Det begynder allerede at se svært ud. Derfor vil jeg overordentligt påskønne, hvis både nye og gamle læsere ikke bare læser dette indlæg, men også kigger lidt af bagkataloget igennem. Jeg har anmeldt øl gennem ti år, så der er gode chancer for, at netop den øl du har overvejet at smage på allerede er afprøvet her. Således kan du – før du spilder penge og tid – vurdere, om det overhovedet er noget du gider.

Og netop som der tikker en besked ind om, at der er arbejde til mig, får jeg taget mig sammen til at tage mig sammen til at skrive igen. Jeg skal åbenbart være under en eller anden form for pres for at få ting gjort. Når der ikke er udsigt til, at lediggangen hører op, ved jeg ikke hvad jeg skal bruge tiden på – selvom mulighederne for konstruktiv udnyttelse er legion. Go figure.

Og ja – du læste rigtigt. Kortvarigt har jeg atter smagt kærligheden på godt såvel som på ondt – idet det meget snart var slut igen. Nærværende øl, som jeg fik af min storebror, da han var forbi med familien i løbet af sommeren, blev nydt i baggården til min lejlighed sammen med hende. Det er derfor, der er to glas på billedet.

Og det er alt, I får at vide om mit kærlighedsliv. Der er ingen grund til at ødelægge jer læseres humør unødigt.

Det har været en smule svært at finde ud af, præcis hvilken type øl, der her er tale om. Men efter alt at dømme har vi med en øl af pilsnertypen at gøre, der er tilsat sukker – for at justere smag og måske også banke alkoholstyrken op en smule. Vi lander på 7%, hvilket omtrent er niveauet for stærke øl som Elephant og Bjørnebryg – uden videre sammenligning i øvrigt … og så alligevel. Brygget her deler deres ydre – i bund og grund er brygget lige så korngult, omend prydet med en tæt, kridhvid marengsmasse, der så vidt jeg husker ikke følger med førnævnte spritterøls visuelle forestilling.

I duften byder brygget på traditionel pilsnerhumle, flankeret af søde, friske indslag. Uden at typen er angivet noget sted på emballagen, peger bouquetens karakter temmelig entydigt i én retning, samtidig med at det tilsatte sukker giver sig til kende. Det friske – og i øvrigt delikate – pilsnerindslag gør sig ligeledes gældende i aromaen. En lækker, gennemtrængende smag af frisk, bittersød humle behager munden i alle tre dimensioner. Og selvom tilsætningen af sukker bliver ret afslørende i bryggets karakter, forbliver indslaget også forbløffende velafstemt med bitterhed og fylde i en velkomponeret aromaoplevelse.

De rene, bitre, men fortsat også friske pilsnernoter kan man nyde i en eftersmag, der bliver hængende et godt stykke tid efter at brygget er skyllet ned. En blomsterfrisk, aromatisk forårsøl, der også sagtens kan nydes om sommeren, sensommeren og i løbet af – undskyld de etnocentriske undertoner – indian summer. Sidstnævnte må vi nok vænne os til, what with galopperende global opvarmning oven i alle de andre katastrofer, vi som mennesker har skabt for os selv.

Brygget her minder mig også om, at det i grunden er alt for få øl, jeg har anmeldt fra Aarhus Bryghus. Det må jeg se om jeg kan få lavet om på.

Far Out, Afslutning

Akkurat tilstrækkeligt …

Det er blevet tid at lave en lille afrunding af temaet ‘Far Out’ – en gennemgang af Skanderborg Bryghus’ gavepakke ‘Far til fire øl’, som Lidl for nogle måneder siden faldbød til en halvtredser. Pakkens overordnede koncept tordnede jeg over i det indledende indlæg og leverede siden hyppige stikpiller og uddybninger, side om side med ølanmeldelserne, der – indrømmet – lod noget mindre tilbage at ønske end ideen bag pakken.

Det var Skanderborg Bryghus’ debut her på bloggen, og konceptuelt kom mit forhold til bryggeriet altså temmelig skidt i gang. Jeg magter ikke kønsstereotypisering – ikke mindst når det gælder øl. Jeg har i årenes løb flere gange langet ud efter bryggeriernes såkaldte ‘kvinde-øl‘ for at være tynde og aromasvage, subsidiært stereotype, idet de udstiller kvinder som nogle pylrede barbie-prinsesser, der ikke kan tåle drikkevarer med kant og udfordring til smagsløgene. Meget bedre er det ikke, når mænd skal være objekter for den samme stereotypisering (endskønt vi med vores priviligerede position har bedre muligheder for at reagere imod det). Øl fremstilles gerne som noget meget ‘mandigt’ at drikke, tillige med andre lige så arbitrære og fjollede attributter. Jeg nævner i flæng fra nærværende tilfælde; store bøffer og ferie sydpå. To ekstremt sjældne foreteelser i mit liv i hvert fald, endskønt jeg både er far og mand.

Men fire øl blev det altså til:
Økologisk Pilsner
Økologisk Steam
Økologisk Münchener
Økologisk Brown Ale
Props for så vidt til bryggeriet for ikke at have forurenet grundvandet unødigt under produktionen af råvarerne til disse øl. Men det rejser til gengæld spørgsmålet om, hvor ‘mandige’ øllene egentlig er, når nu de er økologiske. Burde hensynet til naturen og egen sundhed i macho-idiotiens forskruede logik egentlig ikke være noget pylre-pjat, som kvinder kan lide? Mens vi mænd udviser styrke og dødsforagt ved at bælle ren glyphosat, samtidig med at vi demonstrativt spreder en ekstra giftig blanding af kunstgødning og DDT i Nationalpark Thy bare for at pisse det liberalt-progressive woke-segment af? Men hva’ faen tillader jeg, der vælger at have et kritisk blik for den slags, mig at vide om sådan noget?

Det var til gengæld også lidt af en lettelse, at øllene ikke viste sig at være lige så langt fra koncepterne, som selve pakken. Bortset fra pakkens første deltager på bloggen – pilsneren – var bryggene egentlig en jævn fornøjelse, undertiden endda lidt til. Helt nemt havde bryggeriet ikke gjort det for sig selv. Man laver som nyt mikrobryggeri en pakke med fire øl, og vælger to typer, der ikke er særligt kendte herhjemme (Münchener og Steam), en type, der for længst er kendt til hudløshed (Pilsner) samt en type, der engang var ny og spændende, men nu har tabt nyhedens interesse (Brown Ale).

Uden at ville opkaste mig som markedsføringsekspert eller på anden vis autoritet på ølområdet, ville jeg nok som minimum have kastet en IPA ind i blandingen. Laves den ordentligt er den en sikker vinder, og altid en fornøjelse at få bag læberne. Samtidig ville jeg have udeladt pilsneren. Ikke kun i bagklogskabens uendligt klare lys, fordi jeg nu ved at den var pakkens suverænt svageste deltager, men også fordi det bare er forbandet svært at brygge en pilsner, der afgørende gør op med typens stereotype karakter … ja meget apropos snakken om stereotyper i øvrigt.

Ros fortjener bryggeriet til gengæld for at have pustet lidt liv tilbage i Brown Ale-typen. Alt for ofte er vore dages brown ales småsure og sjaskede af alt for meget vand. Og selvom Skanderborg Bryghus Brown Ale ikke ligefrem var Toms Kæmpeskildpadder i ølformat (det er noget i den retning, jeg forestiller mig den perfekte brown ale) så var der tilstrækkeligt med både sødme og krydrethed til at levere en fin oplevelse til smagssanserne. Den leverer endnu et spinkelt håb for, at Brown Ale kan komme igen som en øltype, der er værd at tage med hjem, frem for at springe over, fordi man ikke gider den forventede skuffelse.

Steam gjorde det også godt – ikke mindst når den fik lidt tid og blev smagt ordentligt på. Jeg havde stiftet bekendtskab med pakken tidligere under en live-stream, der foregik hos min gode ven Marcus. Der var der ikke megen tid til at annamme dråberne ordentligt, hvilket ikke skal tale til samlingens ulempe. For ordentligt øl kræver koncentration og tid. Endelig måtte Müncheneren lide pladsen i pakkens ubestemmelige midterfeldt – ikke decideret dårlig, men heller ikke sådan rigtig god. Ikke desto mindre var den stadig betegnende for en pakke, der på intet tidspunkt formåede at løfte smagsoplevelserne signifikant op over en jævn standard for de mange mainstream-specialøl, der efterhånden produceres.

Der er stadig masser af gode specialøl derude. Ånden fra ølrevolutionen lever fortsat – og jeg tror ikke den er i fare for at svækkes alvorligt eller dø foreløbig. Men sideløbende er der også en voksende tendens til, at rigtig mange specialøl af navn – ikke af gavn – sendes på markedet for at indfange en flig af de sande kvalitetsbryggeriers glorværdighed.

Bryggerier som Skanderborg Bryghus bliver aldrig til Amager Bryghus, Beard Brew, Ølluminati eller Hornbeer – med mindre de begynder at satse på øl der kan mere end kun lige akkurat behage smagsløgene tilstrækkeligt.

Jeg skylder Marcus endnu en tak for, at han donerede dette anmeldereksemplar til mig efter også at have doneret det eksemplar, vi i fællesskab bællede under live-streamen.

Vel mødt snarest til flere ølanmeldelser.

Økologisk Brown Ale, Skanderborg Bryghus, Far Out IV

Sidste stik …

Det kan godt være, at jeg – for at sige det mildt – ikke er meget for Skanderborg Bryghus’ pakkekoncept. ‘Far-øl’ – har man hørt noget så langt ude?

Jeg indrømmer til gengæld også gerne, at der findes aktuelle sager, der er meget længere ude end det. Udviklingen i USA ikke mindst, hvor snart sagt alle lokale politikorps springer ud som højreradikale dødspatruljer, der bare leder efter den mindste undskyldning for at tage livet af – eller som minimum invalidere – mennesker med bare et minimum af melaninoverskud, subsidiært mennesker af politisk observans, der divergerer det allermindste fra hovedkuls underkastelse samt dertilhørende numse- og støvleslikning på Donald Trump og hans bundkorrupte, kriminelle kumpaner.

Det overlagte mordforsøg på Jacob Blake, der blev skudt syv gange i ryggen i Kenosha, Wisconsin er det seneste eksempel, der er nået ud over USA’s grænser. Et rædselsfuldt eksempel på politiets politiske bias er, hvordan Kenoshas politikorps ikke bare rykkede ud med ekstremt overdreven vold mod de demonstranter, der fandt det mislykkede racistiske lystmord på Blake problematisk. Dertil kommer den højreradikale, lystmorderiske stjernepsykopat af en Trump-tilhænger, Kyle Rittenhouse, der rejste fra nabostaten Illinois, bevæbnet med en automatriffel (som han i en alder af 17 år slet ikke måtte eje) for at pløkke demonstranter ned. To blev det til; Anthony M. Huber og Joseph Rosenbaum, og helt forudsigeligt var Kenoshas højreradikale politikorps meget tilbageholdende med overhovedet at anholde Kyle Rittenhouse for dobbeltmordet.

Han bliver nok frikendt, Jacob Blake, lam fra hoften og ned som han er nu, vil nok få livsvarigt fængsel for at forsøge at bruge sin ryg til at stjæle politiets ammunition, og politibetjentenes højreradikalt motiverede mordforsøg vil nok blive kvitteret med den højeste civile og militære føderale udmærkelse …

… og så slemt er Skanderborg Bryghus’ Far-øl-koncept jo altså langt fra. Meget langt fra. Lysår fra. Parsec fra. GIGA-Parsec fra … Hvis alt øl i hele verden i fremtiden blev leveret i Far-pakker, svarende til Skanderborg Bryghus’, og man ved køb skulle underskrive en erklæring om, at man elskede konceptet så højt, at man ville udbrede det Jehovas Vidner-style med stemning af dørklokker og uddeling af pamfletter, ville jeg tilslutte mig hele pakken. Såfremt man til gengæld kunne få straffet de morderiske, højreradikale dødspatruljer, som den føderale amerikanske stat så misvisende kalder ‘politi’ for de forbrydelser mod menneskeheden, de har begået i løbet af de sidste tre århundreder.

Jeg er nået til den sidste øl i serien, men har planlagt at runde temaet afmed en konklusion – både om pakken, men også om øllene. Så helt slipper I endnu ikke for variationer over temaet. Men jeg vil dog gemme resten af krudtet til næste gang, og tage fat på øllet nu.

En brown ale – en klassiker fra ølrevolutionens barndom, der nu er blevet så mainstream, at de fleste man får fat i, virker flade og fantasiløse. Skanderborg Bryghus har ikke gjort det nemt for dem selv, pakken har bestået af to næsten ukendte typer (Münchener og Steam) samt to meget kendte (Pilsner og Brown Ale). Så udfordringen har dels været at hælde nytænkning ind i noget, alle kender til hudløshed i forvejen, samt introducere noget helt ukendt.

Mens pilsneren var en mindre katastrofe, klarer de den nu meget godt her. Ristet kaffe, karamel og antydning af krydderier behager sanserne mere end adækvat, oveni en visuel oplevelse, der med tjæresort bryg og letbrunt, højt skum bekvemt scorer vel over middel i karakter.

Bag læberne gør brygget det også godt. De samme søde, ristede – letbrankede faktisk – og krydrede noter gør sig også her gældende. Kaffe blandet op med den præcis rigtige mængde mørk karamel glider elegant sammen med nelliker og muskat.

Ingen malurt i dette bæger. Til gengæld er der, som det har været den altovervejende tendens i dette tema, en lille smule for meget vand i mixet. Man kunne have ønsket sig mere fylde og tæthed, så ville brygget her virkelig kunne nå langt, når kompositionen af aromaer er så velvalgt og velafstemt.

Så der er lige det – vandet. Det er der alligevel lidt for meget af …

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme