Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Måned: august 2020

Økologisk Münchener, Skanderborg Bryghus, Far Out III

Og nu en mørk …

Jeg tabte nærmest næse og mund da det gik op for mig, hvor langt ude Skanderborg Bryghus’ ølpakkekoncept var. Øllet har til gengæld allerede overgået mine forventninger, idet jeg ved første afprøvning af øllene under en livestream, fik indtryk af dem som inderligt ligegyldige. Men oplevelsen med den sidste, ‘Steam‘, viste sig at være mere end en jævn fornøjelse. Så gennemsnittet er, næsten uanset hvor fæle resten af bryggene må være, formentlig allerede sikret et niveau over det forventede. Det siger nok mest om, hvor dybt i brønden i kulkælderen mine forventninger var gravet endnu længere ned, men det får være for nu.

Den næste i rækken af ‘Far’-øl fra Skanderborg Bryghus er en Münchener; en undergæret lagerøl i sydtysk stil. På overfladen – og rent visuelt – ser det jo pænt nok ud. Ikke mindst når man ser hvor mørkt brygget faktisk er, praktisk taget natsort med nydeligt tæt, højt og mørkttonet skum. Duften er heller ikke værst; krydret og letbranket med noter af farinsukker og kaffegrums, men desværre heller ikke fri for vandighed og syre.

Aromaen er behageligt sød med noter af farinsukker og kaffe. En iskaffe krydret med kardemomme og vanille er ikke helt ved siden af – så det er jo egentlig meget godt.

Men så alligevel er det som om det ikke er helt nok. Eller måske føles det lidt som om, brygget er lavet slavisk efter en opskrift, frem for at være pyslet og nyslet omkring, smagt til og være tilsat de nødvendige kvantum kærlighed. Oplevelsen ender i hvert fald med – trods gode indslag – at virke lidt tam og våd, og ikke rigtig engageret nok.

Nogle vil beskylde mig for at lede efter håret i suppen, over for hvilket jeg vil lade min afdæmpede, omend bestemte protest lyde: Det er selve suppen, der ikke er helt i skabet, omend den ganske afgjort er fri for både fluer og hår.

Økologisk Steam, Skanderborg Bryghus, Far Out II

Se det var jo noget ganske andet …

Konceptet bag Skanderborg Bryghus’ far-pakke er og bliver langt ude. Den første øl formåede ingenlunde at løfte indtrykket af det samlede koncept. En papirtynd pilsner, hvis mage og overmand tit er set blandt noget af det billigste og mest industrielle bællesprøjt, man kan opdrive.

Men vi skal jo igennem dem. Nu har jeg jo ligefrem startet et tema om dem, så dælme nej om projektet på halvvejen skal strande modløst ved udsigten til mere industrisprøjt klædt ud som kvalitetsdråber.

Skænkningen var i hvert fald ikke nogen større oplevelse – altså ud over, at brygget er ret flot gyldenorange, og matcher flaskens etiket ret godt. Duggen som det afkølede bryg skaber på glasset får det til at fremstå som matteret kobber, men det er alt sammen stadig ikke helt nok til at kompensere for skuffelsen over et skum, der næsten tager svømmetag i luften med hovedet nedad for at komme til at falde hurtigere. Kun en spinkel rand bliver hængende ved glassets kant.

Der er lidt mere spræl i duften denne gang, omend brygget ikke kan se sig fri for forgængerens letsyrlige og noget vandige impression. Men snart melder der sig søde noter af mørkt sukker, garneret med lidt godt fra urtehaven. Koriander og laurbærblade tilføjer pikant og slet ikke uinteressant krydderi, omend det stadig synes gemt bag lidt for meget vand.

Mundfornemmelsen er igen rar, fløjlsblød og tilpas fyldig med en vægtig maltbund. Men det eneste forsonende træk ved gaveæskens blogdebutant skal ikke stå alene i denne øl. Snart melder sig markante noter af paranødder, sødme af lys karamel og bitterhed af kål. Helt frisk og knasende sprød, rå kål.

Fra live-streamen, hvor jeg tidligere prøvede øllen, husker jeg den egentlig som ret kedelig. Men ganske som jeg bemærkede over for Marcus, før han opgivende erklærede, at han ville forære mig en ny pakke, når live-streamen var ovre, ville det være alt for svært og bøvlet for mig, at få et ordentligt indtryk af øllene, hvis jeg skulle styre online-løjerne samtidig.

At brygget er low key og uden store armbevægelser er en kendsgerning. Man skal smage lidt efter før man opdager de små, men udsøgte guldkorn. Så lad være med at have for meget om ørerne, når i smager den …

… så venter der en oplevelse.


Økologisk Pilsner, Skanderborg Bryghus, Far Out I

Sidste århundrede …

Ophidselsen der affødte sidste indlæg, indledningen til nærværende tema, nåede højder der er sammenlignelig med Pia Kjærsgaards, når folk som Pelle Dragsted fortæller sandheden om Dansk Folkepartis medlemmer. Se, jeg kan sammenligne mig selv med Pia Kjærsgaard, hvis det skal komme derud (og det skal det). Tænk engang – så inkluderende og empatisk kan jeg være. Hvem er det mon nu, der er snævertsynet og fordømmende over for folk med modsatrettede holdninger, hva’ hva’ HVAAAR!?

Ophidselsen afstedkom imidlertid også, at indlægget ikke blev helt så vel gennemarbejdet, som jeg ønskede. Undervejs remsede jeg op, hvad der ifølge Skanderborg Bryghus’ gaveboks karakteriserer en far – eller mand om man vil (suk – man slipper bare aldrig, gør man?) samt hvordan det overhovedet ikke passer på mig. Som det sidste nævnte jeg ‘mode fra sidste år’ men glemte i raseriet at smide en kommentar om, hvordan det ramme helt ved siden af en beskrivelse af mig som mand og/eller far.

I samme indlæg fik jeg i øvrigt også sagt, at jeg ikke i løbet af temaet ville tage hvert af punkterne i opremsningen af far-egenskaber op i anmeldelserne til dekonstruktion. Det vil jeg så heller ikke kunne leve op til, da jeg synes jeg skylder læserne at fortælle, hvordan min tøjstil netop ikke lever op til ‘mode fra sidste år’.

Jeg går i en gammel slidt MC-jakke, designet i 50’erne, der sidst var på mode i 90’erne. Jeg går i hyttesko fordi jeg er for doven til at binde snørrebånd. Min sommerjakke er en cowboy-skjorte, der var på mode i firserne, og jeg går med (gisp!) HAT! … En italiensk, bredskygget fedora i sort. Om torsoen vikler jeg helst Heavy Metal-t-shirts, der vel begyndte at komme frem i 70’erne, og blev hotte i 80’erne og 90’erne. Mine benpjalter er billige modeller fra Føtex og lignende altmuligpushere. Gerne afrevet og afklippet fordi jeg er for nærig til rent faktisk at købe shorts.

Ikke sidste års mode med andre ord. Hvad det egentlig er … ja … et postmoderne kludetæppe fra et udvalg af årtier, der ikke hører dette århundrede til – og altså helt sikkert ikke sidste år, men meget længere tilbage.

Så skulle den være sat på plads.

Hvad angår øllet i Skanderborg Bryghus gaveæske … vel, jeg afsluttede indledningen med ordene “Øllet? Ja det kan såmænd vise sig at være udmærket. Men det er jo en helt anden historie.” Og det er så den historie, jeg tager fat på nu.

Den første øl, jeg prøvede fra æsken var bryggeriets økologiske pilsner. Den blev nydt udendørs i min boligforenings beskedne, omend hyggelige baggård midt i Thisted. En helt anden historie i den anledning kunne være den om, hvordan min klunsede havestol brasede sammen under mig, da jeg glad og fro smed mig i den lige som jeg havde åbnet nærværende bryg. Intet andet gik i stykker, hverken flaske eller glas – eller for den sags skyld undertegnede.

Således startede smagningen af øllen med rigeligt drama. Og det skulle der vise sig at være rigtig rigtig lidt af efterfølgende.

Håbet om at øllet i modsætning til gaveæskens budskab kunne være interessant og sindsoprivende blev i hvert fald ikke opfyldt med denne øl. Duften var efter skænkning meget svag og bød kun på en var syrlig note i en ellers meget våd og vandet oplevelse.

På tungen føles brygget noget glat og konturløst, men en præsent maltbund gør nu alligevel brygget behageligt at annamme. Humlen skal man til gengæld lede længe efter. Rigtig længe faktisk. Man må vælte brygget rundt i hele gabet, plaske det mod alle tungevendte flader, for at presse blot den mindste smule aroma ud af det. Resultatet er højest en vag, småsød efterklang af den ene til to humleklaser, der indgik i produktionen af hele batchet. Og man er langt fra sikker på, at smagsoplevelsen ikke bare var noget, man bildte sig ind, fordi der trods alt står ‘pilsner’ på etiketten.

Indtil videre er øllet med al tydelighed ikke udmærket.

Far Out, Indledning

S’jøst, kom åååhn!

Tilbage i juni måned lavede jeg en serie live streams på min YouTube-kanal, hvor jeg sammen med mine online-venner pillede den ‘landflygtige’ prædikant Torben Søndergaards såkaldte dokumentar “7 Days Adventure with God” fra hinanden. Afsnit tre blev optaget i min gode ven Marcus’ hjem i Valby, da jeg var i staden i anledning af Ateistisk Selskabs generalforsamling.

Marcus havde som altid sørget for øl. Øl som jeg ikke havde prøvet før. Og det var egentlig ikke så smart, synes jeg. For jeg kan jo ikke drikke øl, jeg aldrig har prøvet før uden at anmelde dem. Og tanken om, at jeg skulle anmelde de nye øl, mens vi så og kommenterede Torben Søndergaard-‘dokumentar’ gjorde mig en kende stresset.

“Jeg køber en ny samling til dig!” erklærede Marcus et antal dybe, opgivende suk og knarvorne støn efter at jeg havde klaget min nød. Og som sagt så gjort. Efter vellykket og afsluttet Live-stream gik turen til den lokale Lidl, hvor samlingen af nye øl fra Skanderborg Bryghus kunne anskaffes.

Pakken kom med hjem til Thy, blev anbragt i mit skab, og fik lov til at ligge der indtil i går aftes …

… hvor jeg kom for skade at læse, hvad der egentlig stod på pakken …

Det var egentlig ikke meningen, at jeg ville lave et tema ud af den lille samling øl fra Skanderborg Bryghus. Men da jeg læste gaveæskens påskrift, kunne jeg ikke andet end. Den fulde tekst kan læses, hvis man klikker på billederne her i opslaget. Jeg vil nøjes med at citere nogle udvalgte perler.[far]
[…]
Elsker: Kolde øl, dovne/slumre foran TV’et, søndagsavisen, ferier sydpå, […], at grille store bøffer, sove længe på fridage, nørde rundt i skuret og fixe ting, sparke dæk, stram lycra i stærke farver, gammmel (sic) rockmusik tilbage fra LP’ens dage, mode fra sidste år […]

Med andre ord – et clusterfuck af stereotyper om, hvad mænd, specifikt fædre kan lide. Den med den gammmle rockmusik kan jeg sådan set godt gå med til. Hvad de slipseklædte marketingpingviner, der står bag konceptet imidlertid ikke har tænkt på er, at LP’ens dage er nu! LP’en har overlevet CD’en, og er kendernes fysiske musikmedie of choice …

Det kan virke underligt arbitrært, eller random som det vist hedder i dag, at jeg lige netop slår ned på det i den alenlange opremsning af fordomme og stereotyper om, hvad vi mænd og fædre kan lide. Men det var som om strømmen af dumhed kun tillod mig at tage fat på det, der alt andet lige lå mig nærmest.

Lige for at tage de andre slavisk – kolde øl … okay, indrømmet D’U-UUUH!!! Flimmer ser jeg til gengæld næsten aldrig. Aviser – hvad er det? Ferie er såmænd fedt nok, men SYDPÅ?! Som om der ikke allerede er ALT for varmt som det er lige nu? Store bøffer – nah, dårligt for klimaet, så det er jeg faktisk lidt stolt af, at jeg har begrænset mit indtag af fra ‘meget sjældent’ til ‘næsten aldrig’. Nørde rundt? Tjoh, måske – men sgutte i noget skur. Jeg ejer ikke nogen bil som jeg kan sparke dæk på, og jeg ved faktisk ikke engang, hvad lycra er …

Det er nu ikke fordi jeg i løbet af temaet vil gå nærmere ind på hvor meget jeg ikke går op i disse ting, selvom det kunne ligne mig. Snarere mangler jeg en anledning til at tirere om, hvor rædderligt konceptet er flere gange end bare første gang jeg anmelder en øl fra pakken. Nu kan jeg brokke mig over det hele fem gange, dette indlæg inklusive.

Under temanavnet ‘Far Out’ vil jeg anmelde pakkens fire øl, og bruge enhver lejlighed undervejs til at tirere over, hvor tåbeligt jeg synes konceptet med en Far-pakke er. Ikke mindst en, der er så stereotyp.

Øllet? Ja det kan såmænd vise sig at være udmærket. Men det er jo en helt anden historie.

Steenbrugge Brown, Palm NV

Vel over standard …

Jeg arbejder, som jeg vist har nævnt, i fiskeindustrien i Hanstholm. Her forleden fik jeg tidligere fri, og tænkte, at jeg ville bruge ventetiden på bussen konstruktivt. Så jeg spankulerede fra havnen op ad den lange trappe op ad kyståsen, for nå til det lokale indkøbscenter lidt længere oppe i byen.

På vejen kom jeg forbi den lokale Aldi. Og da var det jeg tænkte: “Hvor tit får man egentlig lejlighed til at gå i Aldi i Hanstholm?” Selv får jeg nok lejlighed til det med jævne mellemrum, nu jeg tænker over det. For nu arbejder jeg faktisk lige i nærheden. Så det var ikke tilgængeligheden, der bød mig udfordringer.

Det var mere det, at jeg i ret mange år efterhånden ikke har sat mine ben i Aldi. Af principielle årsager, primært. De behandler ikke deres medarbejdere særlig godt, hvilket er årsagen til at de kan give deres priser et ekstra nøk nedad. Samtidig har kvaliteten af deres produkter og udvalg det med at skrabe bunden fra undersiden.

Vel, jeg fandt alligevel snart mig selv snigende rundt i gangene mellem rodede spotvarer og industrielt overforædlede fødevarer, på jagt efter … wow, vildt nok, hvis i gættede det – øl! Jeg havde absolut ingen fornemmelse af, hvad Aldi havde på hylderne af billige eller knap så billige øl, men helt umuligt skulle udvalget snart – meget mod min forventning – vise sig ikke at være.

Den her kom med i kurven. En debut på bloggen for det belgiske bryggeri Palm NV. En mørk belgisk øl går sjældent helt galt, så den skulle da have chancen. Brygget går i øvrigt også under navnet ‘Bruin Dubbel’. Hvad anglificeringen i det ellers udpræget tyske supermarked Aldi går ud på, må indtil videre stå hen i det uvisse.

Et dejligt mørkt bryg er det, dunkelbrunt med højt, luftigt skum, der tager tydelig farve efter brygget. Bouqueten gør ikke meget væsen af sig – sødme af karamel og bitterhed af kaffe. Men selvom noterne måske ikke slås an forte, så lyder det nu ganske godt alligevel. Alt behøver ikke være en Allegro eller en Presto. Ind imellem er det fint med en Andante eller måske endda en Adagio.

Anderledes komplekst og kraftfuldt er det til gengæld i smagen. Så man får både en Adagio og en … vel, i hvert fald en Allegretto. Et helt stykke musik i alle tilfælde. Sødme af karamel aer blidt mens mellemristet kaffe bæres frem af en fyldig maltbund. Bitterheden slutter af med et crescendo ved mandlerne, hvor en overraskende krakilsk humle gør sin sene entre.

Dermed er den bedste brown ale, jeg længe har prøvet tilføjet kataloget.

Nogen smagseksplosion er brygget ikke. Det er en tilbagelænet sonate, med med tilpas komplekse temaer og variationer til at man aldrig keder sig, og med en fiks finale til slut, der kræver lidt aktiv lytning.

Langt over forventet Aldi-standard er brygget under alle omstændigheder. Selvom jeg fortsat ikke mener, man skal gå i det supermarked alt for tit, er den her nu et sjældent besøg værd.

Ussel Mammon!

Yes, I went there!

♪ Ved ofringer til Mammons ære har guldets konger aldrig haft,
Et andet mål end det at tære på proletarens arbejdskraft … ♫

Sådan lyder de berømte strofer fra den danske oversættelse af Internationale. Jeg citerer fra den for at tage eventuel kritik i opløbet, idet jeg venligt men bestemt understreger, at det ikke er det, jeg er ude i.

Jeg ejer ikke produktionsmidler, eller mere mundret – kapital – ud over det, jeg kan frembringe med min egen krop. Når jeg skriver blog, så køber, drikker og afrapporterer jeg helt selv. Når jeg laver videoer, skriver jeg selv manuskriptet og river mig selv i håret over, hvor elendigt manuskriptet er. Jeg optager selv, jeg optager selv igen efter selv at have taget mig til hovedet i afmagt, når jeg laver fejl og jeg får helt selv raserianfald over, at jeg har glemt at teste lyden, før jeg optager – ikke mindst når jeg opdager, at det af en eller anden grund lyder rædderligt. Jeg redigerer selv, mister helt uden hjælp meget hurtigt lysten til at redigere, og det at finde hele redigeringsprocessen og anden efterbehandling uoverskuelig står jeg også hundrede procent for selv …

Intet af det har jeg folk til. I alle mine gøremål, der har noget med mine aktiviteter at gøre, er jeg ganske alene (hey, ikke engang ikke at spille golf eller ikke samle på frimærker, har jeg folk til). Dermed er der ingen andres end min helt egen arbejdskraft at tære på. Så når jeg nu har besluttet mig for at oprette en Patreon-konto, er det ikke et udslag af forøget griskhed. Det er ikke for at profitmaximere, eller presse endnu mere fortjeneste ud af et sjak nedslidte, gennemstressede lønslaver. Med andre ord: Jeg er ingenlunde en kapitalist, da jeg ikke ejer produktionsmidler af hvilke jeg scorer profit ved at lade andre arbejde for mig.

Ej heller er jeg en småborger, der faldbyder varer af egen produktion, omend uden brug af andres arbejdskraft i processen. For frugten af mit arbejde er frit tilgængeligt, og ganske gratis, og vil også være det i fremtiden.

Snarere er jeg en pjalteproletar. Frem for at skabe mig et levned ved lønarbejde, lader jeg som gøgleren, artisten og taskenspilleren hatten gå rundt efter underholdningen, til forsødelse af det hårde liv som ølentusiast og -formidler, samt sekulær aktivist og lejlighedsvis agitator.

Som bekendt havde jeg 10-års jubilæum som blogger tidligere på året, og jeg har længe gået og tænkt, at jeg måtte få blog- og videoprojektet til at kaste en lille smule af sig – når nu det tager så meget af min tid.

Så hvis man kan lide det, jeg laver, her på bloggen, eller på min YouTube-kanal, har man altså nu mulighed for at støtte mit arbejde økonomisk. Hvis antallet af sponsorer – Patrons, som det hedder – bliver betragteligt, vil det betyde, at jeg kan frigøre mere tid til at blogge og lave videoer, fremfor at lønslave den i kundeservice, fiskeindustri, eller hvor det nu lige måtte være, jeg arbejder.

Det behøver ikke være dyrt. Man kan støtte mig med sølle 1 (én) Euro om måneden. Så kommer ens navn til at stå i slutteksterne på alle mine videoer.

For 2 Euro får man desuden tilbud om deltagelse i mine livestreams.

For 10 Euro bliver der desuden linket til to sociale medier efter eget valg i hver videobeskrivelse

Og for 25 Euro vil man – ud over alle andre fordele – blive nævnt som patron ved navns nævnelse i slutningen af hver af mine videoer.

Jeg lover, at mange af pengene vil gå til druk. Altså finansiering af lidt flere øl til anmeldelse på bloggen og video. At kunne tage fri fra arbejde, fordi jeg ikke behøver så mange skejser derfra, og i stedet kunne arbejde på blog og videokanal, er en drøm, der ligger ude i horisonten et sted.

Kun I læsere kan bestemme, hvor hurtigt jeg når derhen.

På forhånd mange tak …

Sweet Gale, Thisted Bryghus

Tema med variationer …

Aldrig så snart Bent Fabricius-Bjerre har forladt os, og turen fortsætter til den britiske filmskaber, Alan Parker. Stærkest i min erindring står hans filmatisering af Pink Floyd-pladen The Wall, men det er nok også bare fordi Pink Floyd tilfældigvis er det band i hele verden, jeg holder allermest af.

At manden holdt af god musik, fik man også at mærke i mesterværket The Commitments. På en måde blev filmen en hjørnesten for soulmusikken. For mens filmens hovedtema handler om brugen af sorte amerikaneres musik som middel til at bryde ud af fattigdom og elendighed i de tidlige 90’eres Irland (og dermed noget af det mest charmerende fattigdom og elendighed, der findes i hele verden – men fattigdom og elendighed ikke desto mindre) blev netop den kunstform i samme årrække voldsomt kommercialiseret.

Ikke lang tid efter lancerede MTV programmer som ‘The Soul of MTV’ der time efter time spillede intetsigende, ligegyldig fløde for ørerne, mens gode programmer, som fx Headbangers’ Ball blev taget ned. Rædsler som R-Kelly, Boyz 2 Men og i Europa Emilia Rydberg dukkede op og gjorde det, der i årtierne forinden tryllebandt verden med selvsikker sort amerikansk kunststil, til et samlebåndsproduceret organisk opløsningsmiddel, perfekt til at lade hjernemassen flyde ud af ørerne som den flødemættede sødsuppe, soulmusikken blev reduceret til.

Men før jeg ryger for langt ud af en tangent, er det vidst bedst, jeg tager fat på dagens øl i stedet.

Leverandøren af seksprocentsbrygget er Thisted Bryghus, og den var med i en pakke øl, jeg fik da jeg sidste år var på besøg der. Ja, jeg er ikke altid lige hurtig til at få afprøvet øl, jeg har stående, men nu fik jeg det så endelig gjort.

Et billede af selve brygget, såvel som dens duft, må læserne have til gode. For jeg var åbenbart alt for ivrig, både med at få smagt på brygget, og få tømt glasset. Umiddelbart er brygget hverken nogen aromaeksplosion eller noget blylod af fyldighed. Det kræver lidt aktiv smagning, der til gengæld også lønner sig.

Letsyrligt frisk er brygget, med en sød aromatisk kant af karamel og en overraskende kraftig bitter eftersmag af hvidkål. Det er i øvrigt godt. Kål er en grøntsag der nok ses en anelse ned på, men genkendes dens bitre aroma i øl, glæder det i hvert fald denne blogger.

Fylden mangler på trods af bryggets vigende tyngde heller ikke. Det er på overfladen et bryg uden unødvendigt spræl, men med mange små fine overraskelser, hvis man har blot et mindstemål af tålmodighed – og ikke er for fin på den til at acceptere tilsætning af porse og ascorbinsyre. Aromaerne udgør fine variationer over velkendte temaer, både fra pilsner og pale ale, der under alle omstændigheder gør brygget et besøg værd.

Og så kan man jo også finde ud af, hvordan det egentlig ser ud og dufter.

IPA, Belgisk Øl, Gourmetbryggeriet/Harboe

Forvirring …

Så gik den heller ikke længere for en af de nok største komponister i Danmarks historie. Manden bag soundtracket til generationers barndom, ungdom og voksenliv, Bent Fabricius-Bjerre er gået bort.

Og selvfølgelig skal virkeligheden være så grim og grusom, at et menneske, hvis person man op til den alt andet lige nogenlunde timelige afsked beundrede, alligevel skal vise sig at have nogle kompromitterende egenskaber. Manden var hovedrig – hvilket i sig selv ikke er problematisk i betragtning af, at han besad et ekstraordinært komponisttalent. Men hvorfor … HVORFOR … skulle han dog absolut være med til at stifte den totalitære, neoliberale, jubelkapitalistiske, antihumanistiske tænketank CEPOS?!

Jeg hører Matadortemaet klinge for mig i baggrunden til Ingeborgs afsindige men fuldt ud berettigede vredesudbrud mod sin ægtemand … “HVAD ER DU FOR ET MENNESKE?!” Vel, det siges at man ikke skal tale ondt om de døde, men det må vel minde os om, at uanset hvor fantastiske nogle mennesker kan være – ikke mindst kunstnerne – er der altid en bagside. Bent var åbenbart så glad for sine skillinger, at han valgte aktivt at lobbye for, at han, og folk der var lige så rige som ham, kunne blive endnu rigere. Helst på bekostning af fattige, udsatte og svage, således at disse kunne blive endnu fattigere, mere udsatte og endnu svagere.

Hans produktion af musik kan der til gengæld ikke sættes en finger på. Norwegian Sunset fra Bjergkøbing Grand Prix er nok være min personlige favorit. Ikke hans mest kendte stykke, men til gengæld et, der passer fint som den hyldest manden som kunstner fuldt fortjener.

Så vidt den griske, gamle komponist. Det, det egentlig handler om, er som bekendt øl.

Det er længe siden, jeg sidst har været på besøg hos Gourmetbryggeriet under Harboe-koncernen. Angiveligt får de nogle af øllene produceret i Belgien, hvorfor disse lanceres med undertitlen ‘Belgisk Øl’. Det kan virke en kende forvirrende når man som her får en IPA i hånden. Det er weiß Gott nicht en belgisk, men en britisk øltype.

Duften er til gengæld belgisk på indtil flere ildevarslende måder. De 8% alkohol giver sig til kende fra starten, og giver brygget en ikke helt rar alkoholisk kant. Dertil kommer den decideret ubehagelige em af banan, der i dette tilfælde heldigvis er så tilbagelænet, at den ikke gør decideret skade. Men gavn gør den nu heller ikke. IPA’ens traditionelle skarpe, aromatiske og bitre noter er kun fjernt til stede. De kan dog findes, og i det omfang de er præsente, er de trods alt også sprøde og velgørende.

Sådan skal det ikke være i smagen. Ingen sprød bitterhed af grannåle, eller aroma af citrusfrugter. Så meget for IPA’en. Hvad det belgiske til gengæld angår … ja, der må jeg sige, at det faktisk slet ikke er så ringe endda. Belgien er trods alt mit favorit-ølland for sin enestående diversitet. Og her slås der – på trods af en olfaktorisk dimension, der langt fra sad i skabet – rigtig gode toner an.

Sprødt, frisk og vederkvægende flyder en velkendt aroma af velafbalanceret belgisk saison. Skarpt, småsyrligt, og med akkurat den mængde bananaroma, der giver brygget karakter uden at det ødelægger noget. Brygget er godt til den tørre gane, og yder lige præcis nok smag til, at det ikke samtidig bliver kedeligt.

Skuffelsen over ikke at få en IPA, når det nu er det, man bliver lovet på etiketten, nager dog stadig en smule. Harboe læner sig opad en falsk varebetegnelse, som de fortjener en løftet pegefinger for fra denne blogger. Min storebror, der havde den med i gave, da han kiggede forbi med familien den anden dag, fortjener til gengæld en stor tak. Også for de andre fine øl, han havde med.

Flere af dem havde jeg prøvet før, så min sommer ikke behøvede gå med at skulle anmelde alt for mange nye øl. Nogle gange er det også rart bare at kunne nyde en god øl, uden at behøve bekymre mig om at skulle anmelde dem bagefter.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme