Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Måned: marts 2020

Imperial Stout Edición Limitada 2016, Cerveza Dougall’s

Med overraskelse …

Sidste nyt! This just in! Breaking News … Jeg er fandenfisemig arbejdsløs igen. Det var måske også lige til den flabede side at finde arbejde netop som tusindvis af borgere må melde sig ledige på grund coronakrisen. Så det er ikke fordi jeg nu føler mig specielt ramt eller uheldig. Nu er min situation som rigtig mange andres, og jeg ville lyve, hvis jeg påstod, at jeg ikke så bare en lille smule frem til at sidde derhjemme og lave ingenting i et par dage.

Eller ingenting og ingenting – jeg vil sove længe, hygge mig på nettet (i.e. skændes med folk på Twitter), skrive om øl og få redigeret nogle videoer, mens jeg holder mig opdateret om coronasituationen.

Det første problem jeg må få løst er, at da jeg optog anmeldelsen af denne øl på video, fortalte jeg vidt og bredt om, hvor glad jeg var for mit nye arbejde, og hvordan min depression var forsvundet som dug for solen. Det skal jeg på en eller anden måde have produceret mig igennem, og så håber jeg ellers ikke at depressionen får fat igen med den kraft den havde sidst, for det var dælme ikke særlig rart.

Anyways, on with it! I dag skal jeg anmelde den første øl på bloggen fra Spanien. Og så alligevel ikke helt, for jeg har allerede været omkring Baskerlandet hele to gange. Men som jeg allerede bemærkede dengang, anerkender jeg ikke den royale kastilliske imperialisme, og placerer derfor øllene fra den iberiske halvø under kastillisk hegemoni efter regioner, hvis disse gør alvor ud af deres rimelige krav om selvstændighed.

Efter hvad jeg har kunnet sjusse mig frem til ud fra Google Maps ligger dagens bryggeri ret tæt på, men ikke i Baskerlandet. Ej heller påstås dette noget sted på etiketten – so Spain it is. Brygget blev erhvervet for ret længe siden efterhånden – på sidste års ølfestival i Lokomotivværkstedet i Københavns Sydhavn. Men da der efter hvad jeg kan deducere ud fra etiketten er tale om en limited edition fra så langt tilbage som 2016, tror jeg ikke det ekstra halve år har haft den store betydning. Holdbarheden går til december i år, så jeg er stadig vel inden for rammerne af det sundhedsmæssigt anbefalelsesværdige (så langt disse ellers måtte strække sig angående produkter med 9% alkohol).

Et dovent skvulpende natsort bryg fylder langsomt glasset op, og efterlader kun et yderst sparsomt, omend nydeligt mørktgyldent skumlag. Brygget byder på søde bouquetnoter initialt; svesker og druer i nydelig portvinøs forening. Aromatisk er billedet imidlertid noget ganske andet. Hvor man ud fra den søde duft forventer en relativt let stout af Russian Imperial-typen, bydes man på en anderledes tung og bitter oplevelse.

Det tætte, sorte bryg byder på stærk kaffe, en antydning af røg, og en tæthed af mørkt træ. Sødme fra duften er kun sparsomt til stede, men dog nok til, at den tykke, bitre suppe glider lidt lettere hen over tungen. Det er dog ikke så meget svesker som portvinen man mærker – og den er udsøgt, som den mageligt lægger sig ved mandlerne og fuldender en solid og veldrejet øloplevelse. Bestemt ikke det værste at have i ølkælderen under et pandemi-lockdown.

Glem ikke at vaske hænder, og hold jer nu hjemme, derude.

Guinness Foreign Extra, Diageo

St. Patrick’s derhjemme

Kaabaen i Mekka er lukket og det samme er Peterspladsen i Rom. Er det ikke interessant, hvordan religiøse mennesker handler som om deres gud ikke eksisterer, mens den aktuelle coronaepidemi hærger? Det er som om de helt har mistet tiltroen til deres guds hjælp – og gudsketak og lov for det, fristes man i et anfald af slet skjult sarkasme at tilføje.

I modsætning til store dele af den danske højrefløj ønsker jeg ikke, at nogen skal få COVID-19 blot fordi de har et andet religiøst synspunkt end mit. Søren Espersens slet skjulte skadefryd på Twitter over bengalske muslimer, der ikke følger saudiernes sjældent rettidige omhu og Vatikanets ditto er forventelig, og så meget desto mere frygtindgydende. Tænk at sådanne mennesker har magt her i landet. Ikke så meget, som de engang havde, ganske vist, men bare en smule magt til den slags hadefulde mennesker, er pissefarligt.

Dobbeltmoralen skriger samtidig til himlen, idet DF’s helt egen højhellige profetereske Jomfru Marie (med efternavnet Krarup) ligeledes på Twitter har krævet gudstjenester gennemført midt i coronapandemien, “hvis man holder god afstand mellem deltagerne […] Ligesom vi gjorde i Folketinget ved afstemningerne torsdag aften […]”. At menigheder ude i landets kirker er en broget flok mennesker, der er langt sværere at holde styr på end Folketingets medlemmer, der i modsætning til menige kirkegængere nok skal blive testet så snart der er den mindste mistanke om smitte, skænker hun åbenbart ikke en tanke. Smitterisikoen er der altid – uanset hvor langt man ellers holder sig fra hinanden. Og jeg vil i øvrigt meget nødigt være den kordegn, der håndhæver afstanden mellem sognebørnene på vej ind og ud. Ikke alene er det langt ud over jobbeskrivelsen at måtte skride ind med et “hov hov!” hver gang afstanden overtrædes – det udsætter også kordegnen selv for smittefare – hver gang. Ligesom kordegnen (hvis det da ellers er hende eller ham, der står for security i templet) selv kan agere smittespreder i samme situation.

Så Jomfru Marie har mindre indsigt og udviser mindre rettidig omhu end salafistiske wahabier og romerkirkens gevandtklædte pæderaster. Burde man være overrasket? Det er jeg i hvert fald ikke. Marie Krarup gør ellers meget ud af altid at ville Danmark det bedste, men i øjeblikket udgør hun sammen med Vibeke Manniche og dennes datter Mai den største fare mod folkesundheden.

Selv overholder jeg isolation efter bedste evne. Det eneste tidspunkt, hvor jeg kunne komme i kontakt med andre mennesker ud over mine arbejdskolleger, er i den offentlige transport mellem Thisted og Bedsted hvor jeg arbejder – og så når jeg køber ind. Det hænder at jeg har privatchauffør, både i toget og i bussen, når jeg vælger at tage den. Jeg har endnu ikke registreret flere mennesker end der kan tælles på en hånd, når der endelig var flere med end mig selv. Så der er risikoen til at overskue. Supermarkederne er ikke mennesketomme, men altid kun sparsomt besøgt. Så i det hele taget ser det ud til, at folk heroppe i Nordvestjylland har fattet de indtil flere vognstænger, myndighederne har viftet med som små dannebrog ved landskampe.

Værtshuse er ikke noget, jeg går på særlig tit, så når jeg holder mig fra dem, gør jeg i det store og hele som jeg plejer. Så på St. Patrick’s Day behøvede jeg heller ikke græde snot over, at de værtshuse, jeg alligevel sjældent besøger, kunne have været lukket. Til gengæld arrangerede en af mine gode venner fra internettet, Geoff Breeze en livestream på hans YouTube-kanal i dagens anledning. Nu hvor værtshusene alle var lukket, kunne man jo i vores online tidsalder rykke værtshusene hjem til én selv.

Geoff havde ikke hamstret Guinness – han er et ordentligt menneske, der overhovedet ikke hamstrer, men en sixpack havde han da købt. Jeg fandt anledningen perfekt til også at åbne en Guinness – én jeg har haft stående næsten et år.

Jeg købte den på Copenhagen Beer Festival sidste år i Africanbeer.dk’s stand. Det er ikke en Guinness, der sådan lige kan fås overalt, idet den brygges og distribueres i Nigeria. Lidt bekymret var jeg for, at den havde stået for længe, da den faktisk var over sidste salgsdato, men mørkt øl plejer at kunne klare det.

Visuelt fejlede den i hvert fald intet. Kulsort som man kender den, omend tydeligvis tappet med kulsyre og ikke kvælstof sådan som en traditionel Guinness er det. Skummet blev ikke så tæt, men til gengæld antog det en gyldenbrun lød, hvis festlighed ingen kunne tage fra den. Bouqueten lovede godt. Guinness dufter ikke af meget – mest bare vådt, men her viste sig snart indslag af nødder, en både bitrere, varmere og langt mindre vag duft, end man er vant til.

Mundfornemmelsen viste sig imidlertid at være på samme spor som den traditionelle Guinness. Fortrinsvis let, brødagtig, med aromaen mere som sekundant end primær drivkraft. Man drikker ikke Guinness for smagen, men for følelsen af den i munden.

Til gengæld er der faktisk mere smag i den her. Og det er god smag. Letkrydrede søde noter af kamille og kardemomme giver brygget et velundt pift. Jeg kunne være nedladende europæisk og fyre nogle kolonialistiske klichéer af om Afrika som et farverigt kontinent, der sætter mere kulør på alting. Det vil jeg undlade, fordi jeg ved at det meste øl fra kontinentet består af industrielt pilsnersprøjt, der hverken er mere eller mindre intetsigende, end det vi hælder alt for meget af i os i Europa – og for den sags skyld resten af verden.

Brygget her er med andre ord ikke bedre på en afrikansk eller nigeriansk måde. Det er bare bedre – and that’s it.

Glem ikke at vaske hænder, og lyt hverken til Vibeke eller Mai Manniche eller Søren Espersen og Marie Krarup.

Så skal vi nok klare den.

Magic Dragon Hemp Lager

Det gi’r da lidt …

Jeg skal ellers love for, at stilheden har lagt sig over landet. Det var også derfor, jeg flyttede til Thisted – for at få lidt ro på, men det er vist ikke kun heroppe nordvestpå, der er fred.

Landet er praktisk taget lukket ned. Men heldigvis lader det ikke til, at der er den store berøringsangst over for årsagen til det. Overalt i medierne lyder det ‘corona, corona, corona’. Og sådan skal det være. For det er en forbandet farlig sygdom, der alt for nemt spreder sig, og truer især syge og ældres liv voldsomt. Og når epidemien rammer, rammes vores sundhedsvæsen også i en grad, så ellers trivielle skader og sygdomme pludselig bliver livstruende, når der på grund af epidemien pludselig ikke er kapacitet til behandling.

Hvem var det dog, der var så bimlende syg i bøtten, at vedkommende kunne få den skingrende sindssyge vrangforestilling, at en årlig besparelse på de offentlige udgifter – herunder sundhedssektoren – på to procent var en god ide? Nåhr ja! Venstre, ledet af Lars Løkke Rasmussen. Glem ikke hvem vi skal takke for sundhedssektorens kollaps under epidemien, hvis det skulle gå så galt. Nej, ikke kun den tidligere dybt inkompetente statsminister og hans afskyelige kriminelle organisation af et politisk parti venstre – men så sandelig også de vælgere der var egoistiske og uforstandige nok til at stemme på det.

Fair nok – det er selvfølgelig set i bagklogskabens lys. Venstre gjorde det for at tækkes deres rige venner i toppen af Danmark, og ikke for at drive landsskadelig virksomhed.

Lige så slemt – hvis ikke værre – er det, når medicinsk fagpersonale på faktuelt forkert grundlag prøver at tale krisen ned. Vibeke Manniche, den berygtede afpresser og såkaldte lægekonsulent (og islamofob), der blandt andet er kendt for systematisk at presse syge og invalide borgere ud i nedværdigende ressourceforløb, gør netop dette på sin blog. Hun kalder coronakrisen hysterisk, idet hun påpeger at de danske smittetal ikke er eksponentielt stigende.

Enhver der ikke er en eller anden grad af mindrebemidlet ved imidlertid hvorfor. I Danmark tester man ikke alle, der er mistænkt for at have sygdommen. Vi tester kun mennesker, der er alvorligt syge af influenza. Der er – som regeringen igen og igen har sagt på de hyppige pressemøder – et kæmpe mørketal. Men testene går der ikke tretten af på dusinet, og derfor prioriterer man ressourcerne.

Hvis ikke Vibeke Manniche er klar over dette, er hun for dum til at være læge. Hvis hun godt ved det, og bevidst lyver, er hun så moralsk anløben, at hun heller ikke kan være læge. Uanset hvad årsagen er, er hun objektivt en fare for folkesundheden, idet hun underspiller coronafaren og mellem linjerne kalder foranstaltningerne mod den overdrevne. Inspireret af hendes ord vil folk ignorere påbuddene og sprede smitten blandt syge, ældre og svage. Det var jo en uddannet læge, der hævdede at der ikke var nogen fare, så fagligheden burde da være i orden, ikke?

Summa summarum: Ignorer endelig hvad Vibeke Manniche skriver på sin i øvrigt afsindigt grimme blog (brug dog som minimum WordPress som andre ordentlige mennesker, der smider ord ud på nettet!) Hun har kastet den mindste antydning af lægelig etik hun måtte have tilbage endeligt overbord. Og den eneste grund til, at hun skal omtales, er for at advare mod den fare, hendes usandheder udgør.

Men med dagens tirade overstået går jeg videre til det vigtige: Øllet! Dagens øl er endnu en hamp-øl fra Svaneke Bryghus. Ved juletid udgav de ‘Holy Hemp Christmas Ale‘, og mente vel, at der også skulle være en hampøl til resten af året. Vel, her er den; en gyldenorange sag med sparsomt skum, men til gengæld med en flot tåget tone og krydret duft. Kan man mærke hampen i bouqueten? Jeg tror det, men det er vist ved at være omkring fjorten år siden, jeg sidst nød hamp, så det er svært at være sikker.

Det er et forfriskende bryg. Nogle ville måske anklage det for at være til den vandede side, men ikke jeg. Øl skal også prises for dets tørstslukkende egenskaber, når disse ikke går til ekstremerne, sådan som man ser det i industrien. Det er langt fra tilfældet her.

Bryggets primære aroma, der imidlertid ikke virker helt homogeniseret og lige fordelt i væden, er ellers skarp. Hvas og flænsende som friskskårne træsplinter, savsmuld og sandpapir river den hen over tungen, klinger så af og afløses af en dybere, varmere aroma hvor malten med sin kornede sødme tager over.

Et nydeligt kludetæppe af hver for sig fine smagsnuancer, der til gengæld måske ikke er helt  afstemt hinanden. Men eksperimentet i sig selv er forfriskende. Svaneke forsøger at forny en genre – pilsneren – som er notorisk berygtet for at være svær at forny, og så længe resultatet er drikkeligt, har det været forsøget værd i sig selv.

Og drikkeligt er det i hvert fald – og mere til.

Nåhr ja – lige en sidste gang her på falderebet: Lyt ikke til Vibeke Manniche. Og glem nu ikke at vaske hænder.

First Mate Craft Pilsner, Svaneke Bryghus

Med lidt mere …

Med COVID-19 hængende som en tung, deprimerende dyne over det ganske land, er der rig mulighed for at afprøve supermarkedernes udvalg af specialøl for tiden. Ja, det er der egentlig ikke for mig, for jeg er – ironisk nok – en af dem, der arbejder, mens resten af landet er lukket ned.

At tænke sig. Netop som udsigterne til at jeg skulle få et arbejde så værre ud end måske nogensinde før – what with coronarelateret nedlunkning af snart sagt alt, fik jeg nærmest smidt et job i nakken. Man har lov at være heldig, åbenbart.

Jeg var også så småt ved at få pip af at være i kvasi-karantæne-mode. Mine børn var hidsigt understimulerede, hvilket så småt var begyndt at gå mig på nerverne. Jeg tror jeg ville have elsket sådan en ufrivillig ferie, hvis jeg havde oplevet noget lignende, da jeg selv gik i skole. Men i modsætning til mig dengang, så kan mine børn rigtig godt lide deres skole. Gid jeg selv havde haft det sådan dengang.

Vel – det skal ikke være nogen hemmelighed, at nedlukningen af landet faktisk tog toppen af min ledighedsrelaterede depression. Kravene til ledige om et bestemt antal ansøgninger og den slags blev lagt på is, og selvom det ingenlunde har været et problem for mig at finde det nødvendige antal relevante stillinger at søge, var det alligevel en form for lettelse.

Mit nye job er til gengæld hårdt som ind i h… Jeg laver stålarmering til betonelementer til byggeindustrien. Det er fysisk krævende arbejde i akavede stillinger – gerne noget med at sidde på knæ i lang tid ad gangen. Men ikke to arbejdsopgaver er ens, og der skal bruges en masse forskellige slags værktøj i processen. Det ensformige fabriksarbejde som jeg varetog i fiskeindustrien er dermed erstattet af noget, der er langt mere interessant, udfordrende, mindre nedslidende … og langt langt mere anstrengende.

Jeg er drønhamrende træt når jeg kommer hjem – fysisk. Psykisk er jeg til gengæld ved at være på toppen igen. Jeg har ikke bare lyst til at skrive om øl igen – jeg trænger faktisk til det, så lad os se at komme i gang!

På Faktas hylder kan man stadig finde Svanekes relativt nye serie af specialøl (husk nu at holde afstand til andre, når I om lidt farer ned i butikken for at rive dem ned fra hylderne). Dette bryg kaldes en ‘craft pilsner’ hvilket ikke kan undgå at gå mig en anelse på. ‘Craft’ er engelsk, mens ‘pilsner’ er en dansk betegnelse. Den slags uelegant sprogforvirring har aldrig været mit store nummer.

Vel, det er øllet det handler om. Meget lyst og friskt ser det ud, men måske falder skummet lige en anelse for hurtigt. Bouqueten byder til gengæld på lidt af hvert. Ikke bare en markant humlenote, der er blød og imødekommende rar, men også kraftige frugtnoter af modne æbler og blommer.

Også i smagen blander frugterne sig med øllets krydderi. En mild og smagfuld blanding af sødt og bittert. Blommer og koriander i Svaneke Bryghus’ friske og vederkvægende indpakning. En effen forårsbebuder ude i de mange små isolerede hjem, hvor man finder glæde i de små, nære ting, mens man venter på at stormen lægger sig.

Glem ikke at vaske hænder derude.

Deuteronomium V – 2014

De hedengangne …

Det ser ud til, at det efterhånden årgamle tema, Deuteronomium, får kunstigt åndedræt hver gang jeg når til et markant rundt antal anmeldelser her på bloggen. Men – i mangel på bedre ideer til, hvordan jeg kunne markere det dobbeltrunde antal anmeldelser på bloggen – 1200 – samt et ønske om rent faktisk at gøre temaet færdigt, here we go.

Nye læsere kan begynde her, men meget kort resumeret betyder ‘Deuteronomium’ tilbageblik – og det er hvad temaet her er. I bagklogskabens uendeligt klare lys kigger jeg tilbage på min bloggervirksomhed, år for år, og samler op på punkter og tendenser, der først bliver ordentligt klare, når der er gået noget tid.

Vi er nået til 2014. Det var ikke et år, jeg huskede for noget grænseoverskridende markant i mit liv, og erindringerne krystalliserede sig først, da jeg skimmede årets mange indlæg igennem. Der skete alligevel nogle vigtige ting det år – både på bloggen, for mig personligt og ude i ølverdenen. I flæng kan jeg indledningsvis nævne, at bloggen flyttede domæne d. 13 juli, jeg sprang officielt ud som ateist over for læserne, og Carlsberg lancerede de år et par nye serier, der i modsætning til lignende forsøg de foregående år, viste sig langtidsholdbare.

Det kommer vi alt sammen nærmere ind på i løbet af de følgende linjer. Lige her vil jeg blot byde velkommen til året 2014.

Flyvende start …

Året startede med et brag. Om aftenen nytårsdag åbnede jeg køleskabet, og ud væltede Ørbæks Organic Ginger Brew, vinderen af Kvicklys Ølfestivalg 2013. Den ramte gulvet så uheldigt at kapslen gik løs og efter at have sat flueben ud for optørring og et særligt eksklusivt udvalg af udsøgt beskidte bandeord åbnede jeg flasken helt og skænkede op – også selvom jeg egentlig ikke havde tænkt mig at drikke øl den aften.

Og sådan var årets anmeldelser i gang med en øl, jeg længe skulle tro ville være årets værste (men slået blev den – se nedenfor). Ellers var jeg næsten tørlagt – mit økonomiske råderum i de år var praktisk talt ikke-eksisterende, med et lavtlønnet job, og en lejlighed på Amager, der allerede dengang var alt for dyr.

Portugisisk øl …

Hjælpen kom i form af min hjerteven og hyppige medsmager Gedved. Han troppede op en aften i januar medbringende et mindre arsenal af humlebryg, som han havde taget med hjem fra ferie i Portugal. Således buldrede det sydvesteuropæiske land ind på bloggen med fem øl på én gang – desværre er det ikke blevet til flere siden.

Jo mere jeg ellers lærer om Portugal, jo mere får jeg det med det land som jeg i forvejen har det med Finland. Jeg bliver fordomsfuld. Jeg går på forhånd ud fra, at hvis noget kommer fra Portugal, må det være godt. Ja, fordomme kan også være positive, men de er ikke desto mindre stadig fordomme, og dermed også uoplyste. Men se hvordan Portugal har klaret sig igennem sidste finanskrise uden at indføre austeritypolitik til underklassens forkrøbling og overklassens forplatinering (… ja, for at beskrive i hvilken grad den ene procent allerrigeste i verden er blevet endnu rigere af austeritypolitikken slår ‘forgyldning’ slet ikke til), se hvordan portugisernes progressive narkopolitik reducerer narkodødsfald effektivt og se hvordan deres håndtering af Coronavirussen har givet dem et af de laveste antal registrerede smittede i Europa (i skrivende stund, 13/03 kl. 15:41: 41 smittede (kilde)).

Bryggene mindede til gengæld en del om Corona – ikke virussen, men øllen, selvfølgelig. Det var omtrent hvad man kunne forvente, når nu Carlsberg viste sig at have opkøbt de fleste af bryggerierne, der stod bag bryggene. Helt portugisiske var øllene altså ikke. Det var den ‘Sol‘ heller ikke, som jeg lidt senere på året anmeldte i embeds medfør. Til gengæld mindede den en hel del om Coronabrygget, der imidlertid var anmeldt flere år forinden, endnu før jeg var flyttet til Irland og Amager.

Hedengangne bryggerier

Som jeg ellers skimmer årets mange anmeldelser – jeg holdt både 400 og 500 anmeldelsesjubilæum det år – hæfter jeg mig ved, hvor mange af producenterne, der siden er gået heden. Bryggerisamarbejdet ‘De Jyske Bryghuse‘ var overordentligt produktive det år – endda med hæderlige bryg, men åbenbart ikke hæderlige nok til at være overlevelsesdygtige. Det samme kunne siges om Raasted, Stronzo og Rækker Mølle Bryghus. Jeg håber sådan, at sidstnævntes fald ikke skyldtes, at jeg i hver eneste anmeldelse kom til at nævne daværende Uddannelses- og Forskningsminister Esben Lunde Larsen, der var fra samme egn. Jeg havde faktisk et rigtig godt samarbejde med bryggeriet. De sendte mig indtil flere anmeldereksemplarer af nye øl – og i øvrigt et par flotte ølglas, som jeg stadig bruger.

Brew Cat findes heller ikke længere. Det var et brandnavn, det østfynske bryggeri Ørbæk fandt på for en række af deres øl, der notorisk scorede elendige karakterer på bloggen. Jeg stod ikke alene med min mellemfornøjethed. Hjemmebryggeren Ole Wolf, der i øvrigt kan opleves i en videoserie på min kanal netop nu, erklærede, at Brew Cat var noget, som Brew Dog burde jage op i et træ.

Ørbæk lever i øvrigt videre i dag i bedste velgående, og de fortjener ikke bare tak for mange gode øl gennem årene, men også for at de lod mislykkede projekter som Brew Cat dø en stille død.

Debut’er og andre nyheder …

Ole Wolf indledte jeg i øvrigt et samarbejde med det år. Han valgte at gøre alvor af et hjemmebrygprojekt kaldet Gravøl, som han berettede vidt og bredt om på facebook. Jeg plagede som et uopdragent barn, og fik snart tilsendt de første smagsprøver. Et par år senere fik brygget ‘Solsiden’ topkarakteren på seks stjerner – en karakter jeg ikke er rundhåndet med. Ole brygger fortsat, men lagrer nu øllene på fad i stedet for flasker, da det både er mindre tids- og ressourcekrævende. Jeg glæder mig til, at jeg igen får lejlighed til at prøve hans bryg.

Meget kort var der også debut for indisk øl i form af den forfriskende (læs: tynde) Kingfisher. Hancock Bryggerierne havde ganske vist ikke deres debut, men et udvalg af dem stod fast i køleskabet hos min nye ølpusher på Islands Brygge – Toft Vin – sammen med et udvalg af Refsvindingebryg. Mit evigt nærige og psykisk nedslidende arbejde fra dengang havde valgt at anerkende mine evner for salg, og havde givet mig et gavekort i bonus. Indløsningen førte mig til den aldeles velassorterede butik, der også gav mig mange fine oplevelser – herunder Mort Subite Kriek, Gunners Ale (som min søn valgte til mig) samt nu hedengangne Stronzo og Djævlebrygs ‘Gudeløs‘.

I sidstnævnte anledning skrev jeg for første gang i detaljer om mit ikke-religiøse ståsted. Et eller andet skulle jeg jo skrive om, da jeg nåede halvvejs til de tusind anmeldelser. Min ikke-religiøse observans har ikke ændret sig nævneværdigt siden. Hvis overhovedet er den blevet styrket. Men jeg prøver fortsat ikke at være aggressiv, formynderisk, nedladende eller forkyndende, når jeg bliver udfordret på synspunktet. Ud over at ingen skal kunne skyde mig i skoene, at jeg er lige så  missionerende som dem jeg kritiserer, så mener jeg heller ikke, at noget der ligner mission er befordrende for udbredelse af mit synspunkt.

Nyt domæne

Året 2014’s største nyhed på bloggen er og bliver imidlertid, at jeg fik bloggen flyttet fra en gratis blogspot-adresse til en rigtig hjemmeside med eget domæne – oelblog.dk, som du nok sidder og læser på lige nu. Der blev sagt behørigt farvel til det gamle blogspot-site med slutteksterne fra Muppet Show, og goddag til den nye blog med Aaron Coplands ‘Fanfare for the common man’.

Giganternes triumf

2014 blev året, hvor Carlsberg lancerede to brands, der skulle gå deres sejrsgang i årene derefter. Grimbergen-brandet blev vistnok oprindeligt lanceret som del af den franske Kronenbourg-afdeling, men forhandles den dag i dag fast både på udskænkningssteder og i supermarkeder med i hvert fald 4 forskellige produkter i porteføljen. Personligt er jeg ikke videre begejstret eller imponeret – og var det heller ikke dengang. Men så længe øllene holder den industrielle Carlsberg-kvalitet udgør de ikke den store fare for de reelle producenter af kvalitetsbryg herhjemme, og så er alt jo langt fra så slemt som det kunne være.

Nordic-brandet, derimod … To alkoholfri metallisk-syntetiske afskyeligheder, der blev turbomarkedsført ad alle tænkelige kanaler, så produktet bedst kunne leve op til tommelfingerreglen om at jo mere knald der er på reklamerne, desto mindre substans er der i brygget. Jeg gav brandet en levetid på ét år, da Carlsberg i desperation langede smagsprøver ud i Sundby Idrætspark til en Fremad Amager-hjemmekamp. Ja, du læste rigtigt. Alkoholfri øl til en Fremad Amager-hjemmekamp! Så må man være desperat … og i øvrigt elendig til sit markedsføringshåndværk.

Den forudsigelse må jeg her, knap seks år senere æde i mig igen. Jeg havde ikke forventet at danskernes smag var så elendig, at Nordic-produkterne fik lov at blive. Især når der findes langt bedre alternativer fra samme år. Mine profetiske evner lader til at være blevet bedre med alderen. Hvor vredt skrev jeg ikke “det skal blive løgn” da Donald Trump annoncerede sit besøg i Danmark sidste sommer? Og se hvordan det gik.

Det er ikke nyskabelserne, jeg husker Royal Unibrew bedst for det år. Bedst husker jeg dem for deres ‘Bering Bryg Havskum‘, der jo ligegodt blev lanceret for vel over 30 år siden. Ikke nogen nyhed altså, men stadig til den dag i dag det fæleste bryg, jeg nogensinde har anmeldt – og formentlig nogensinde prøvet. Bvadr!

Sodavand og øl

Noget jeg bemærkede med en sådan alvor, at jeg skrev et separat indlæg om det, var en stigende efterspørgsel på (eller i hvert markedsføring af) øl iblandet sodavand. Radler, shandy og andre sodavandsblandinger vandt frem, mens lidt for smarte og ungdommelige ølprodukter, der havde det til fælles, at de ikke smagte af noget, forsvandt med forøget hast. Tuborg Lime Cut, Cults ultra-flop Kay-Sar og Tuborg Grøn Ultra var for længst taget af markedet, mens Royal Unibrews Grapefrugt-shandy fx stadig er at finde på hylderne. Brygget trækker desuden fortsat mange hits på min blog den dag i dag.

Giganten Guinness gjorde sig desuden positivt bemærket ved årets St. Patricks Day, da de trak støtten til paraden i New York. Paraden havde valgt at udelukke LGBT-blokken, der ellers havde været en fast del af eventet årene forinden, med en latterlige undskyldning, at der ikke var noget specielt irsk over dem. Heineken sluttede desuden trop – og selvom man med rette kan betvivle de egentlige motiver for brandsenes wokeness (jeg hader det ord), så mener jeg at effekten overordnet er positiv.

Jul med jul på

Åbenbart havde jeg lidt luft i budgettet, så til min fødselsdag gav jeg mig selv samtlige juleøl, som Irma havde stående på specialvarehylderne. De blev anmeldt i løbet af november måned, med finale i starten af december. På det tidspunkt kunne en fødseldagsgave fra min søster overtage – en øljulekalender fra Aldi. Den gav mig rigeligt at se til resten af året – samt et godt stykke ind i januar, så jeg på trods af fortsat svigtende indtægter heller ikke kom til at mangle noget at anmelde i januar 2015. Men det kommer vi til.

Et personligt og trist minde om Irma-temaet angår Stjernebryg fra Herslev Bryghus. Den blev nydt i godt selskab med nogle gode venner, vi havde mødt i Irland to år tidligere. I foråret 2019 – for et år siden – gik den ene af dem, Jon Hanna, pludseligt og uventet bort. Indlægget her er tilegnet ham og hans minde. Ud over at han var en stor aktivist for et LGBT-miljø i Irland, der er under konstant beskydning fra den alt for magtfulde katolske kirke der, var han et af de rareste og venligste mennesker, jeg nogensinde har mødt. Hans dybe stemme og hans markante nordirske accent, gjorde hvert et fornuftigt ord, der kom ud af ham, til en nydelse. Æret være hans minde fortsat.

Det er selvfølgelig ærgerligt, at indlægget her sådan skal afsluttes i en alvorlig tone. Men tiderne kalder på alvor og klarsyn. Selv slås jeg fortsat med eftervirkningerne fra et kraftigt angreb af depression i sidste uge. Til gengæld starter jeg i nyt arbejde i morgen tidlig – så der er også noget at glæde sig over, heroppe i det nordvestjyske.

Limfjordsporter Lagret på Egetræ, Thisted Bryghus

Et lille jubilæum

Så nåede jeg så langt. Denne øl er nummer 1200, jeg anmelder her på bloggen. Det sker midt i en verdensomspændende corona-epidemi med en amerikansk præsident, der vil blæse truslen fra samme virus en længere march. Føj dertil et amerikansk primærvalg hvor det vigtigste ser ud til at være, at forhindre den eneste fornuftige kandidat i at blive opstillet. Dette gøres ved at sikre den mest uduelige kandidat opstilling – en kandidat der efter alt at dømme er langt mere mentalt hæmmet end den allerede siddende. Alt sammen fordi det kræves af partiets konforme, centristiske, korporative magthavere. Samtidig må jeg selv slås med arbejdsløshed og depression, og at verden ser ud til at gå rent ad helvede til, gør jo ikke noget videre godt for mit velbefindende …

Ikke det kønneste bagtæppe for et ellers flot rundt antal anmeldelser. Men man kan ikke altid få det helt, som man vil have det. En ordentlig øl i dagens anledning, skal læserne i dog ikke snydes for. Den her har ligget på lager længe og var egentlig ikke tænkt som den øl, der skulle drikkes i anledning af at tre cifre i tælleren skiftede samtidig. Det var snarere den mest spændende øl i køleskabet jeg kunne finde, da jeg opdagede at det var ved at være tid igen til at markere et dobbeltrundt antal skriverier.

Det er et lokalt bryg – den langt fra ukendte Limfjordsporter lagret en måned ekstra på egetræ. Det kan ikke ses – brygget er den samme velkendte højt bruntskummende, tætte tjæresuppe som vi alle elsker så højt. Hvor søde noter af lakrids normalt kan mærkes i bouqueten, lader disse til at være helt erstattet af mørkere, bitrere noter. Kaffe i kombination med træet, brygget har lagret på mærkes tydeligt – og forbløffende harmonisk i betragtning af, hvor stærkt de træder frem.

På samme måde er det i aromaen. Lakridsnoterne – som jeg altid har fundet en anelse ved siden af bryggets øvrige smag – er nedtonet til fordel for et bitrere, smallere men også mere intenst smagsspektrum. En simplere udgave af Limfjordsporteren, der som et stykke virkeligt ingeniørkunst er gjort bedre – ikke ved at man har tilføjet noget – men ved at man har fjernet noget, for så at understrege noget af det oversete i brygget, der viser sig endnu bedre, når det rigtig får lov at folde sig ud.

En mere harmonisk udgave af den lokale Thisted-klassiker, men uden at der er gået på kompromis med kvaliteten – den er helt i top, og faktisk endnu mere i top end i originalen.

Well done! For min skyld måtte tricket med at lade Limfjordsporteren lagre på eg en måned ekstra gerne blive noget, bryggeriet gør permanent. Ved mig selv fryder jeg mig lidt ekstra over, at det lykkedes at finde et rigtig godt bryg til jubilæet.

Husk at vaske hænder derude – vi ses snarest til flere anmeldelser.

Abordaia, Basqueland Brewing/Cerveses La Pirata (Ole Øl-Ninja 11)

Afdæmpet finale …

Temaet om Øl-Ninjaen Ole, der kom forbi med en farlig masse øl i starten af februar, har nået sin ende. Tænk engang, at jeg huskede at tage billeder af alle øllene mens den meget lange smagsseance stod på. Helt tabt er jeg måske ikke, når det kommer til stykket.

På depressionsfronten er det svært at sige, hvordan det står til. I går var jeg helt nede under gulvbrædderne og godt i gang med at slå russernes rekord i at grave sig længst ned i jordskorpen. I dag går det lidt bedre – måske går det endda rigtig meget bedre, men det vil først vise sig i de kommende dage. Jeg vil ikke sælge skindet før bjørnen er skudt eller på anden vis jinxe noget, før tingene står klarere. Det rækker at sige, at der måske – måske – er bedre tider i sigte. Men mere vil jeg ikke sige lige nu.

Lad mig imidlertid få gjort det alt for langtrukne tema færdigt nu og her: Den sidste øl Ole og jeg bundede før vi kaldte det en dag, og satte en god film på; den senere Oscar-vinder ‘Parasite’, var denne baskiske Imperial Stout.

Baskerlandet har bloggen været forbi en enkelt gang før med den højtskummende og velsmagende Mugalari. Som IPA lå Mugalari i den modsatte ende af farveskalaen. Under alle omstændigheder, og farveskala eller ej har jeg endnu en anledning til at flashe min misfornøjelse ved det kastilianske monarki og min støtte til baskernes og katalanernes løsrivelse.

At brygget kommer fra et spændende sted hvor oprørske tanker har deres udspring betyder til gengæld ikke automatisk, at øllet er godt. Men hvor mange Imperial Stouts med vanille har jeg egentlig fundet udrikkelige i mine snart ti år som blogger? Det er et rundt tal, det er under ti, og så siger jeg heller ikke mere.

Tungt, sejt og olieagtigt skvulper brygget ned i glasset, hvor kun et absolut minimum af skum viser sig på overfladen. Olfaktorisk lader det tætte bryg til gengæld noget tilbage at ønske – konturløs em af kold kaffe er alt man bliver budt, og alarmklokkerne begynder så småt at gøre sig klar til at bimle.

De forbliver beredt og klar, alarmklokkerne. Det betyder samtidig, at de ikke går i gang, for så galt står det slet ikke til alligevel. Brygget byder på bittert og sødt i mere end adækvat grad … syntes jeg i hvert fald. Ole var noget mellemfornøjet, og mente at brygget var for let – og i øvrigt for lyst til at kunne kalde sig en imperial stout. De 9,5% alkohol tillader nu alt andet lige betegnelsen, men de tunge kaffenoter, der skjuler sig bagom vanillen var ikke nok til at han ville give brygget mere end …

Jeg syntes selv den fortjente en anelse mere, uden at humlerankerne voksede op i himlen.

Afslutningen på en forrygende ølsmagning blev ikke noget festfyrværkeri. Men det gjorde nu ikke noget. For med de mange øl i vommen og endnu flere promiller i blodet (ahr, måske ikke helt) er jeg langt fra sikker på, at vi kunne have håndteret endnu en ekstatisk humlesensation med den ærbødighed den ville have krævet.

Ole skal endnu engang have tak for, at han lagde vejen forbi. Tak til læserne for at have fulgt med.

Mon ikke jeg trods depression og ledighed kan holde humlestrømmen flydende nok til, at der også i fremtiden vil være læseoplevelser at hente her på bloggen?

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme