Kajs Ølblog

Lidt mindre af alt det andet …

Det er igen blevet tid at gøre status, at se tilbage, at genkalde sig det forgange år i erindringens lys, at ihukomme året der gi… ja okay. Måske skulle jeg stille floskelkanonen tilbage i skuret, før jeg bliver helt uudholdelig.

Den har ellers været brugt flittigt i løbet af det forgangne år. Det er umiddelbart det, jeg lagde mærke til, da jeg møjsommeligt gennemtrævlede hele det sidste års skriverier. Måske ikke ord for ord, indlæg for indlæg, men det meste blev da lige fordøjet en ekstra gang, så irriterende slåfejl og den slags også lige kunne onduleres. Jeg ved ikke om mit sprog afgørende har ændret sig i løbet af det sidste år – men hvis jeg selv skal sige det, er jeg blevet bedre til at bruge det. Ikke mindst når komplekse aromaer, bouqueter og visuelle udtryk skal fastnagles i ord. Det blev således et år med mere udførlige anmeldelser, og lidt færre og kortere tirader end året før – så vidt jeg kan vurdere i hvert fald.

Ingen har brokket sig over nogen af delene. Så bloggens integritet har åbenbart kunnet holde til, at jeg har vægtet anmeldelser og alt det andet, folk ofte hævder, gør min blog læseværdig, lidt anderledes.

Frie associationer og metaforer …
Den fik ikke for lidt. Blandt andet fik jeg bemærket, at selv ‘pjalteproletariatet går med næsen i sky og fnyser hovent‘ at der ‘ikke går 11 deciliter på literen i Amager Bryghus’ øl, at en til fodboldeuropamesterskabet hastigt brygget vandig pilsner ikke smager så meget af ‘græs som af halvgæret, slatten insilage‘ samt at både jeg selv og min hyppige medsmager Marcus efter eget udsagn er et par kalenderklovne (Marcus’ udtryk – men så fabelagtigt at jeg måtte have det med – også her i årsberetningen).

Nye aromaer tittede frem. Såsom smagen af viskelæder fra firserne. Så var der søde æbler, ej at forveksle med flinke, rare og venlige æbler. Smag af Dextro-Energi druesukkertabletter tror jeg heller ikke vi har haft før.

Der var desuden associationer, der ‘peger mod Aalborg og de for længst bortsolgte spritfabrikker oprindeligt holdt til, og hvor Rød Aalborg var et populært produkt i kataloget – uden at dette var ment som en ros, og endelig havde jeg smagsoplevelser, der ikke bare var der for at kæle for smagsløgene, men også for at udfordre, rive rundt, og banke på helt nye pladser.

Hvis jeg skal have lov at rose mig selv, og det giver jeg mig – som redaktør af min egen blog – allernådigst mig selv lov til, så gør det mig altså lidt glad, at jeg kan jonglere med ord på den måde. Og det håber jeg på, der bliver rig lejlighed til i det nye år også.

Men de var der da også …
… altså tiraderne. Her kan man fx læse, hvad jeg mente om Socialdemokratiets tilslutning til det racistiske paradigmeskifte. I samme kategori falder næppe overraskende denne tirade om Inger Støjbergs lystløgneri i samråd og denne (alt for dystre og alvorlige) om Christchurch-massakren, og en af mine irske venners alt for tidlige bortgang. Meget bedre blev det ikke i denne om forestående store omvæltninger i mit liv. Underholdende blev det til gengæld (hvis jeg skal sige det selv) i denne tirade om, hvorfor der ikke var noget større at frygte ved at nazisten Rasmus Paludans parti var blevet opstillet til Folketingsvalget. Og jeg fik ikke engang helt uret i, at opsplittelsen af den yderste højrefløj ved valget ville munde ud i en svækkelse af den generelt. Læs om, hvordan den stak sit grimme hoved frem igen her.

Apropos dumme svin; her kan man læse, hvad jeg mener om religiøse af slagsen, ligesom her og her. Arbejdsløshed og ikke mindst den følelse det giver mig, kan man læse om her (nej, juble uhæmmet får det mig ikke til). Min nye hjemby Thisted, og nærliggende Skives forhold til hinanden beskrives uddybende her. Indledende øvelser til indførelse af markering af Thanksgiving i Danmark raser jeg over i dette indlæg, mens krigen mod jul – som ikke var – kommenteres i hvert fald to gange udførligt. Kun et par gange formåede jeg rent faktisk at tirere om øllet. Det skete her, og så i hvert fald én gang mere, som jeg vil gemme til senere i indægget.

Året på bloggen …
Med denne gennemgang af tirader, associationer, metaforer og hvad har vi, kom jeg sådan set også indledningsvis omkring de ret store ting, der skete for mig i 2019. Ikke kun på bloggen, men også i det virkelige, reelle liv, jeg rent faktisk har uden for internettet (ja tro det eller lad være).

Jeg fik udvidet mine platforme sådan som jeg havde sat mig for. Året forinden var jeg så småt begyndt at eksperimentere med podcast-formen, men det blev først i 2019, at det lykkedes mig at lægge noget materiale op i det format. Det forblev imidlertid mest på kuriosum-stadiet, mens jeg satsede mere på min nystartede, engelsksprogede YouTube-kanal. Med i skrivende stund 165 abonnenter blev det ikke nogen eksplosiv succes. Til gengæld nyder jeg at lave videoerne, og ligesom bloggen handler videoerne langt fra kun om øl. Den danske sektleder Torben Søndergaard er blevet fast inventar på kanalen, hvor jeg ikke bare peger og griner ad ham, men også bruger videomediet til at skabe opmærksomhed om og aktivt bekæmpe hans skadelige aktiviteter.

Jeg er blevet kontaktet af flere mennesker, der har været i kløerne på Torbens sekt og har lidt skade af det. At jeg kan hjælpe de mennesker ved som minimum at skabe opmærksomhed om de problemer som Torben Søndergaards kirke, The Last Reformation, skaber, er utroligt givende for mig, ikke mindst fordi jeg kan se, det hjælper nogle af de mennesker som Torben har haft kløerne i.

I år vil jeg fortsætte med at opbygge min følgerskare på YouTube. Desuden vi jeg gøre et mere behjertet forsøg på at få de forskellige platforme til at genere lidt penge. Ikke at jeg lider nød, men de mange timer, jeg bruger på min hobby, måtte gerne give lidt mere igen på den monetære front. Hvis jeg kan opbygge en form for indtægt via Patreon og reklamer, vil jeg om ikke andet kunne tage fri fra mit arbejde lidt oftere for at forfølge den hobby jeg elsker.

Året for mig selv …
For mig personligt blev det for at sige det mildt et meget turbulent år, med en kæmpe omvæltning ca. midtvejs. Her tænker jeg selvfølgelig på flytningen fra København til den afkrog af landet, der ligger fjernest, nemlig Thy. I lige linje er der længere til Thy end til Bornholm fra København.

Planerne havde faktisk været et års tid undervejs og blev vel luftet af min ekskone første gang i forsommeren 2018. Den endelige beslutning traf hun og hendes mand tidligt i 2019, og selvom jeg egentlig godt kunne lide ideen, nagede angst og frygt for fremtiden alligevel.

Men når alt kom til alt var der ikke meget, der holdt mig fast i København. Der var selvfølgelig familien – men det skulle også være det eneste. Mit arbejde hadede jeg. Ledelsen var blevet totalt umulig, og opgaverne ligeså, så min ikke længere medicinerbare ADHD udartede sig til regulær angst og temmelig svær depression. En månedlang sygemelding ledte op til flytningen, der heldigvis lå i planlagt ferie, hvorefter min tid på en arbejdsplads, der altså endte med at gøre mig svært syg, var definitivt forbi.

I Thisted åbnede både verden og sind sig for mig. Jeg fik det næsten øjeblikkeligt bedre da jeg kom i berøring med Thys friske luft og rene vand. De bølgende marker, de bugtende vidder, skovene, krattet, klitterne, fjorden, havet … just WOW! Min største frygt endte også med at blive gjort til skamme. Efter en række ustabile småjobs og fjorten dage som arbejdsløs fik jeg endelig det arbejde, jeg har bestridt siden slutningen af september, og som der umiddelbart er udsigt til, at jeg kan beholde et godt stykke tid endnu.

Et besøg på Amager Bryghus’ nystartede ølbar ved Nørreport tæller også som en af de markante ølbegivenheder. Ud over gensyn med en masse gode venner, jeg efterhånden har fået mig i ølverdenen, kom jeg også på hat med en af de forkæmpere for kvalitetsfødevarer jeg beundrer allermest herhjemme – Mik Schack.

Mit år aktiviteter …
Året var også præget af, at jeg trods bekymringer om fremtiden og sygdom alligevel kom af sted til rekordmange ølfestivaler. Nok var Ølfestivalen i Esrum rykket to måneder frem i forhold til året før. Til gengæld var jeg af sted i ualmindeligt godt selskab (og det skulle ikke blive sidste gang, at min faste medsmager Marcus var med) og ringere blev det jo ikke, at mit sidekick fik mig overtalt til at deltage i en spørgeskemaundersøgelse, hvor min besvarelse blev udtrukket som vinder i en lodtrækning om en fribillet til den store Ølfestival i Lokomotivværkstedet. Også her slog Marcus følge, og mens det lykkedes os at komme fra Esrum nogenlunde med sanserne i behold, lykkedes det vist knap så godt i København SV.

Forresten var der også Copenhagen Beer Festival, hvor Marcus’ og min fælles ven Jane også var med. Det var et nyt initiativ, som mest havde aktører fra Københavnsområdet og Sjælland med, men som også talte spændende udenlandske deltagere. La Debauche var et kompromisløst fransk bryggeri, der også var at finde i Lokomotivværkstedet. Jeg skammer mig næsten over, at jeg ikke har haft nogen af deres øl forbi til regulær anmeldelse endnu – det må absolut ske her i det nye år.

Endelig var der øllets dag, der blev fejret med pomp og pragt i den lille købstad, jeg nu kalder mit hjem, Thisted. Ud over at prøve et væld af lokalt øl, der overbeviste mig om, at Udkantsdanmark bestemt ikke halter efter hovedstaden hvad kvalitetsbryg angår. Desuden bød arrangementet på en af de allerstørste ølrelaterede oplevelser i mit liv – hvis ikke den største. At give Martin Bo Pedersen og Carsten Berthelsen fælles krammer på Ølfestivalen i Lokomotivværkstedet i 2018 var stort, at drikke en slatten standardpilsner i selskab med mit YouTube-forbillede Aron Ra i 2016 var også ret stort – men at skåle med Peter Klemmensen i en øl brygget til hans ære af mit favoritbryggeri, Amager Bryghus – det må vist være det største, der er overgået mig indtil videre (se billede øverst i indlægget).

Og så var der øllet …
… det skal vi jo heller ikke glemme. Jeg har efterhånden været vidt omkring, uden at jeg dog gør mig illusioner om, at jeg tilnærmelsesvis har været hele paletten rundt endnu. Til gengæld har jeg været så langt omkring efterhånden, at der bliver længere mellem de afgørende nye oplevelser.

New Belgium leverede dog både en unik oplevelse med deres Citradelic Tangerine IPA, selvom det ikke er første gang citrusfrugter er blandet op med øl. Til gengæld tror jeg, at de to øl jeg fik prøvet fra bryggeriet (de kunne fås i Irma i foråret) er de første, jeg prøver fra et medarbejderejet bryggeri. Ud over, at bryggeriets overskud går til medarbejderne, og ikke en lille snæver ledelse, der scorer overskuddet på bekostning af dem, der laver det reelle arbejde, så genererer bryggeriet også selv en del af den energi de bruger, de renser deres eget vand, og de forsøger i det hele taget at have en så grøn profil som overhovedet muligt. For dette skal de huskes som en af de store positive oplevelser på bloggen i år.

Jeg fik også afprøvet en del flere øl fra Afrika – primært fra Republikken Sydafrika. Her lader kvaliteten intet tilbage at ønske i forhold til resten af verden, når perler som Mass Hoppiness og Godfather Rye IPA gør deres entre.

Frugtøllene kendte jeg også godt i forvejen. Dem lærte jeg for alvor at kende sidste år på ølfestivalen i Esrum. I år lærte jeg specifikt at holde af frugtøl med æble. Damn, hvor er det lækkert! Det eneste negative ved dem, jeg kan komme i tanker om er, at jeg indtil videre kun har fundet dem i Lindemans pakker på 0,25 l. De måtte for min skyld gerne forhandles i størrelser af 0,75 l. flasker. Alkoholprocenten er nede på 3,5 – så det er ikke engang fordi man ville blive unødigt voldsomt besoffen af de mængder.

Årets oplevelser …
Faktisk tror jeg, at æbleøllen fra Lindemans har været årets største nye oplevelse. Sammen med Chapeau Framboise rykkede den frugtøllene op hinsides hvad jeg troede var muligt. Hvad jeg tidligere så som et kuriosum i bedste fald, og i værste fald et billigt trick til at få lidt for unge mennesker til at drikke alkohol, har vist sit værd som selvstændig stil.

Stjernerne, skæbnen eller de vilkårlige fluktuationer i tid-rum-kontinuummet ville, at både årets største og årets værste oplevelse skulle falde i årets sidste måned, med få dages mellemrum.

Jule Mælk fra To øl endte som den største. Den fik skarp konkurrence fra Amager Bryghus‘ Black Donald, men endte med at besejre denne på point. Nok bød Black Donald på rigelig røg og en fandenivoldsk næsestyver af djævelske dimensioner. Men To Øl formåede at levere en lige så stor oplevelse – i en rar, venlig, blød og umådelig smagfuld form. At man ikke behøver et voldsomt udtryk, men bare kan give den gas med ekstra meget kærlighed i stedet, er en nyttig lære, To Øl her har bibragt os.

Og den værste oplevelse? Den stod Hancock for – overraskende på den ufedeste måde muligt. Med Jule Bryg (og det var om dén, jeg udførligt tirerede som den anden af to, hvis læserne skulle være i tvivl) føler jeg mig snigløbet af et af de bryggerier, jeg ellers holder allermest af. En uafhængig modstander af den anonyme, generiske og altopslugende industri og standard. Et forbillede for nye bryggerier og beviset på, at det kan betale sig at være anderledes.

Men her har de godt nok forrådt alt det gode de står for.

Jule Bryg smager som brugt kogesprit fra en punkers trangiasæt efter tolv muddervåde festivaler. Hvorfor i alverden noget bryggeri får den afsindige ide at brygge en industriel pilsner med en alkoholprocent på 10,5 er mig ubegribeligt. At kalde den noget som helst med jul i samme omgang – uforskammet! Jule Bryg står for alt det, der er galt med dansk julebrygkultur – eller i hvert fald var, før også julebryg blev omfattet af ølrevolutionen og fik et nøk opad i kvalitet.

Inden da var julebryg noget, man bare skulle blive fuld af – hurtigt. Og det bliver man skam også af Hancocks udrikkelige, tunede, speedede pilsner på coke. Det er lige til en julefrokost, hvor man intet husker af alt det, man gør på de afsindigt pinlige billeder, de andre gæster har taget af én. Inklusive da man ikke nåede ud på toilettet, da øllet skulle op igen.

Og med de ord, skål for året 2019! Endnu et prægtigt ølår er overstået. Mit beskedne ønske for 2020 er langt fra så meget, at Jule Mælk-oplevelsen gentages. Langt hellere ser jeg, at rædsler som Hancocks Jule Bryg bliver permanent udfaset, så man ikke igen risikerer at spilde ens dyrebare spareskillinger på noget, der ikke kun er nærmest udrikkeligt, men også småfarligt at indtage.