Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Måned: januar 2020

Spar Pilsner, Carlsberg

Tillykke med mig selv eller noget …

Først et år på YouTube – og nu over 200 følgere. Det skulle fejres med manér skulle det. Så det blev det – helt i min ånd. Det vigtigste var at gøre det så underholdende som muligt, og hvad er mere underholdende end at opleve mig rase over, hvor elendige ølprodukter man faktisk kan få derude?

Jeg bevæbnede mig derfor med to danske discountpilsnere og to tyske discountøl for at lave et standoff – igen for at gøre det lidt mere spændende end bare mig, der anmelder én øl. Videoen er optaget, men endnu ikke uploaded, men det skal jo ikke afholde mig fra at anmelde de af øllene, jeg endnu ikke har prøvet.

Det gælder de to danske øl – begge to discountpilsnere købt i Spar i Bedsted. Jeg kommer forbi Bedsted fra tid til anden, fordi de har en dyrehandler, der handler med levende mus. Mit eget kæledyr – en kongepython ved navn Vladimir Bekhterev – vil ikke spise andet end levende mus, og så må far jo ud på tur.

Bedsted er en anderledes stille by end Thisted. Der hærger butiksdøden og rigtig mange tomme huse står bare og forfalder. Det er et trist syn og desværre et alt for grelt et eksempel på den ‘rådne banan’ som man så poetisk har kaldt Vestkysten og Thy, pga. affolkning og svigtende økonomi. Jeg håber, det vender.

Bryggeriet bag øllen er Carlsberg – så vidt jeg har kunnet google mig frem til. Men det fremgår ikke af flaskerne, hvilket jeg endnu engang må spørge mig selv, om det mon er lovligt?

Der er tale om en industriel pilsner som man kender dem alt for godt. Korngul med hvidt skum. En duft der mest glimrer ved sit fravær, omend man da aner fjern humle og småsøde maltnoter i den spagfærdige bouquet.

De vage indtryk fortsætter i smagen – okay, der er da humle i, og en vis mængde malt, der giver brygget en behageligt sød kant. Man kan bestemt ikke beskylde brygget for ikke at være letdrikkeligt. Det glider ned aldrig så nydeligt, og hvor der ganske vist ikke er megen smag at komme efter, må man indrømme at brygget på den anden side heller ikke har mange af industrbryggenes uvaner. Det virker ingenlunde syntetisk, det er fri for metalliske bi- og missmage – af en discountpilsner at være, får man faktisk mere end man tør forvente.

Gad vide om Carlsberg mon hælder overskudsbryg fra deres Premium-produktion på Spar-flaskerne? Det var angiveligt det, de gjorde back in the day, da de stod for produktionen af ‘Dansk’-brandet for Fakta. Sidst jeg smagte en Carlsberg tror jeg imidlertid var da jeg testede deres nye sixpack-emballage, og fra det husker jeg den faktisk som ringere end den her. Netop mere metallisk og syntetisk.

Go figure …

Den vandt i øvrigt mit lille standoff mod Nobelaner fra Lidl på point.

Adventure NEIPA, Kissmeyer

»Session NEIPA«

EU’s regler gælder ikke for USA. Derfor må man gerne kalde en IPA for en New England IPA, selvom der er et ocean plus det løse mellem bryggeriet og stedet der bærer produktets navn. Det er vist noget med, at man ikke må kalde et produkt ved et stednavn, med mindre det rent faktisk kommer fra det sted – men åbenbart kun hvis det sted rent faktisk ligger i EU.

Fordi – fuck resten af verden, eller noget i den henretning.

Det kan også være, at jeg har galt fat i et eller andet. Måske er New England IPA, eller NEIPA som det gerne forkortes, ikke på samme måde et beskyttet brand – og så må man gerne.

Ikke at det egentlig går mig særlig meget på. Det er jo ligegodt ikke mig, der brygger øllene, og skal bryde mit hoved med den slags. Jeg skal bare smage på varerne.

NEIPA er kendt for gavmilde humlemængder. En IPA der skal spises med kniv og gaffel, hvor ord som ‘tåget’, ‘grumset’ og endda ‘plumret’ om udseendet slet ikke slår til, og som bedst leveres i tubeemballage, er karaktertræk, man forbinder med stilen. Det skyldes rundhåndet tørhumling der kommer oven i det sædvanlige indhold af restgær. Lige noget for denne blogger kan man roligt sige!

Imidlertid stritter brygget her ikke det mindste imod ved skænkning. Det er selvfølgelig meget kønt, som en kæmpe appelsin som glasset nærmest er krænget rundt om – med skummet som albedo. Jo, tåget er det bestemt. Tæt tåget endda – men næppe grumset, og slet ikke plumret. Skummet er heller ikke hverken tæt, fedtet eller højt nok. Det bruser snart af, og ville kun rejse sig, hvis man skænkede brygget så voldsomt, at det næsten var synd. Ligesom skummet forsvinder bouqueten også snart – citrusfrugt og hyld når lige at sige hej, før de er ude af døren.

Men noget smag er der da. Citrus og tørre grannåle melder sig på en bund af friske figner. I eftersmagen mærker man lyst træ, der lægger sig grundigt afhøvlet og glatpudset langs med gummerne. Her er der ikke noget der stikker, flår eller river. Det hele er pænt, ordentligt og poleret. Kontrolleret ned i mindste detalje – og som læserne nok har regnet ud, sker det på bekostning af oplevelsen.

Brygget kommer til at fremstå alt for let, alt for rent og alt for pænt til bare tilnærmelsesvis at retfærdiggøre sig som en NEIPA-oplevelse. Ingen opflåede gummer af bitterhed, ingen nedadkrængende mundvige af citrus, ingen opspilede øjne af hyldens sødme. I stedet leveres aromaerne i en alt for regelret og konform pakke, viklet ind i alt for meget vand.

På en varm sommerdag i marken ville den nu nok gøre godt. Bevares – der er ikke noget, der smager grimt i den. Den smager bare ikke af nok, når man bliver stillet en NEIPA i udsigt. Mit forslag til Kissmeyer er derfor, at man smider en markør ind i navnet for, at man her er gået mest op i bryggets tørstslukkende egenskaber …

… og omdøber den Session NEIPA.

Royal Økologisk IPA, Royal Unibrew

Gyngerne og Karrusellen …

Royal Unibrew har længe haft en økologisk pilsner og ditto classic i sortimentet. På det seneste har de åbenbart udvidet serien til at omfatte en IPA – og måske endda også andre produkter, der er gået under radaren, velsagtens fordi jeg ikke har været overvældende imponeret af serien indtil videre.

Men det måtte vel komme. IPA’en har for længst fundet vej ind i standardsortimentet, efter at den længe var en af ledestjernerne i den globale ølrevolution. Og det synes jeg sådan set er rigtig fint. Målet med ølrevolutionen var ikke bare at skabe opmærksomhed om det gode øl, men også at hæve kvaliteten globalt. Og med IPA’ens indtog på supermarkedshylderne er det jo sådan set opnået.

Og det blev sådan set opnået for længe siden. Var det i 2016, at Royal Unibrew lancerede Albani Mosaic IPA? Ikke at det bryg er noget verdens under – det er stadig et industribryg, omend med nogle aromatiske kvaliteter, der næppe sås for tyve år siden.

Nu har Royal Unibrew så besluttet sig for, at give sig selv konkurrence. Den her fandt jeg i en Spar-butik i Bedsted Thy, hvor den kunne fås i sixpack for 44 kroner. Den indeholder 4,8% alkohol og er dermed væsentlig tættere på niveauet for øvrige standardøl end fætteren fra Albani.

Der dannes ikke meget skum ved skænkning, hvilket i første omgang fjerner det meste tvivl om, hvorvidt brygget er fejlbehæftet. Dette forekommer industrielt kontrolleret ned til mikroliterniveau, hvilket ikke er atypisk for bryggiganternes produkter. Duften gør heller ikke meget væsen af sig, men humlen er der da, selvom typen peger mere i retning af pilsner end IPA, sammen med et lidt ufint, men indrømmet karakterskænkende pust af fusel.

Lidt mere humle er der i smagen og lidt mere skarp og frisk er den da også … når den endelig når mandlerne efter at have været lige lidt for glat på vej under ganen. Så småt træder bismagene da også frem; grankogler og en smule bålrøg spiller op til en sød bergamotnote. Alt sammen såmænd gammelkendt og nydeligt, men fortsat afdæmpet og med følgeskab af småmetallisk og småsyntetisk industri, som selv økologiske råvarer ikke kan få bugt med.

En noget svagere repræsentant for genren, må man sige, end brygget fra Albani. Så denne blogger sidder uafklaret tilbage om, hvordan Royal Unibrew selv mener dette produkt passer ind i den øvrige portefølje.

Når kvaliteten famler rundt på dette niveau, har mikrobryggerierne i hvert fald ikke det store at frygte fra giganten Royal Unibrew. Der vil fortsat være et marked for de dyrere – men også væsentlig bedre – kvalitetsbryg derude. Jeg ville frygte Carlsbergs Yakima IPA mere end begge bud fra Royal Unibrew – men Carlsbergs bud ligger til gengæld i en prisklasse, der svarer til mikrobryggeriernes, så heller ikke der er der rigtig nogen ko på isen endnu.

Med hensyn til Royal Unibrews interne konkurrence forskellige IPA’er imellem, må man mindes Ulrich Ravnbøls gamle revyvise, hvis omkvæd gik “Så vi kan tjene ind på gyngerne hvad vi har mistet på karrusellen.”

NUA Mandøl, NUA Brygghus

Med forbehold for fejl …

Jeg troede først, at der var tale om et plat, mandschauvenistisk ordspil. Så tjekkede jeg Google Translate, da jeg ikke lige er up-to-date med norsk retstavning, og kunne konstatere, at der blot var tale om et plat ordspil. Mand hedder ‘Mann’ på norsk, og dermed er ‘Mandøl’ fra norske NUA Brygghus ikke en ‘mande-øl’. Ordspillet kører alene på byen, hvor bryggeriet ligger, nemlig Mandal. Mandal – Mandøl … Halfdan Rasmussen og Terry Pratchett hæver nok begge deres glas højt i dødsriget over denne prægtige perle af et ordspil.

Min gode ven, Gedved, bor der, og det var da også ham, der havde den med i gave til mig, da han var forbi omkring nytår. Det er et Koelsch-inspireret bryg. En rigtig Koelsch kan det i sagens natur ikke være, da en sådan kun må brygges inden for en nøje fastlagt omkreds omkring den tyske by Köln. Særligt for typen er, at den i modsætning til det meste kornfarvede tyske øl, er overgæret.

Overgæret betyder ikke nødvendigvis, at brygget skummer voldsomt – dette skummede ikke bare op, men over. Til gengæld kan den slags pege i retning af infektion og/eller fejlgæring. Og mistanken om dette var en fast følgesvend gennem dette bryg, der imidlertid aldrig smagte så grimt, at jeg følte mig tilskyndet til at hælde det ud.

Helt i tysk ånd er brygget ikke, da det er tilsat appelsinskal. Det gør snarere fra end til, idet brygget i odeuren allerede forekommer meget skarpt syrligt, omend ikke så syrligt at det overdøver friskheden og en alt andet lige præsent pilsnerhumle.

Mod tungen føles brygget skarpt prikkende og igen meget syrligt. Humlen fra duften er kun en skygge af sig selv, og syren er på nippet til at være så skarp, at man dårligt mærker bryggets tørstslukkende friskhed. Igen nager mistanken om infektion, og igen konstaterer jeg, at brygget ikke smager så grimt at jeg vil smide det ud.

Så ned kom det – en mestendels syrlig og småkedelig oplevelse. Problemet er næppe de middelmådige 4,5 % alkohol under nogen omstændigheder. Jeg har prøvet mange øl med mindre alkohol, der smagte af meget mere – fejlgæret eller ej.

NUA Brygghus burde bestræbe sig på, at kunne prale af andre ting, end blot at være Norges sydligst liggende bryghus. Fx af at kunne producere gode øl, frem for blot småsure og middelmådige øl.

Long Claw, Darling Brew

Ét enkelt ord …

Vi har haft fat i Darling Brew en enkelt gang før. Det er et sydafrikansk mikrobryggeri, der gjorde sig positivt bemærket med en IPA baseret på rug. At lave rigtig gode rugøl er i det hele taget svært, men ligefrem at brygge en IPA, der på overfladen forekommer mindst uegnet til rugmalt – og gøre det så godt – gør alt vitterlig, at bryggerne hos Darling Brew kan deres kram.

Det er sådan et kært navn – Darling Brew. Det minder mig om The Young Ones-afsnittet “Cash” – 2. sæson episode 2, hvis læserne vil finde det – hvor kollektivets hippie, Neil har skrevet et brev til sin bankrådgiver for at løse de fire unge studerendes pengeproblemer. Han har indledt brevet med ‘Dear Bankmanager’, hvilket punkeren Vyvyan ikke bryder sig om. Han synes det lyder som en invitation til at gå i seng bankrådgiveren, og foreslår derfor i stedet, at det indledes med ‘Darling’. (Det virker jo også langt mindre inviterende til den slags, gør det ikke?)

Husets anløbne anarkist, Rick, spillet af salig Rik Mayall, afviser imidlertid kategorisk ‘Bankmanager’ som alt for slesk og ydmygt. I stedet skulle Neil skrive det som det er: ‘Fascist Bullyboy’. På den måde indledes brevet med ‘Darling Fascist Bullyboy’ – og det er stort set altid den scene, jeg kommer til at tænke på, når jeg læser eller hører ordet ‘Darling’.

Ja, sådan kunne det sidste potentiale for en romantisk personlighed blive dræbt af plat engelsk humor endnu længe før puberteten havde sat ind hos mig. The Young Ones forbliver til gengæld min yndlingsserie over alle den dag i dag.

Vel, Long Claw er en saison, en øltype jeg tidligere har nydt og været glad for, så forventningerne er høje. Brygget dufter derefter – syrligt, men ikke for syrligt, mens en for genren mere usædvanlig note af røg gør sin entre. Citron og cigarer – sure og gule (ikke ulig bryggets kulør) og fulde af røg (ikke ulig bryggets uklarhed). Point til alle, der fanger referencen.

Aromaerne blander sig lystigt. Alkohol, citrus, en antydning af banan, vanille og sødme af hyldeblomst. Dertil kommer en skarp bitterhed af bålrøg og fyrrenåle. Tørt lyst træ træder frem i eftersmagen.

Smagsbilledet er mangfoldigt uden at være rodet eller forvirrende. Brygget har samtidig den friskhed, en saison skal have. Spraglet, frækt og forførende, uden at være for meget. Det er godt klaret, at man kan putte så mange – til dels modstridende – smagsindtryk ind i én øl, uden at elementerne modarbejder hinanden.

En endnu bedre øl blev det til fra Darling Brew end sidst. Tak til Marcus, der havde den med i sensommeren. Heldigvis tog den ikke skade af at stå lidt.

Apocalypse Meow, Ølluminati

Som rygtet …

Ølluminati er et mikrobryggeri, udskænkningssted og spillested i Viborg. Der er generelt alt for få steder i Danmark, hvor man sådan kan få alle tre ting på én gang. Jeg må se, hvornår jeg får mulighed for at lægge vejen forbi, og i betragtning af at Holstebro og Aalborg er de to store byer man tager til fra Thisted, hvis man skal shoppe eller til møde i A-kassen fx (dybt suk!) så er Viborg slet ikke usandsynligt langt fra Thisted.

Her har jeg allerede sprunget en række mellemregninger over, for jeg ville naturligvis næppe overveje turen, hvis ikke jeg var imponeret over, hvad jeg var blevet budt. Det er i øvrigt alt for sent, at jeg har fået prøvet bryg derfra. Anbefalingerne har i flere år, tror jeg, nærmest regnet ned over mig fra flere uafhængige anbefalere, men først nu har lejligheden vist sig.

Brygget her er en West Coast IPA, selvom Viborg jo ligegodt ligger midt inde i landet, og ikke på Vestkysten. Men sådan er det, når man skal henvise til stilarter – når de er geografisk funderede, passer de jo ikke nødvendigvis med det sted, brygget rent faktisk produceres. At brygget til gengæld indeholder generøse mængder aromahumle – bitter og fuld af frugter – kan man til gengæld roligt tillade sig at forvente, da det er genrens kendetegn.

Jeg skal huske at indskyde at brygget er en del af en gave på fire øl i alt fra bryggeriet, jeg fik af et par kontakter, der hjælper mig med at skabe opmærksomhed om den danske vækkelsesprædikant og bondefanger Torben Søndergaard. Så der kommer flere af dem inden for nærmeste fremtid.

Faktisk er denne øl allerede anmeldt på YouTube-kanalen, og der var jeg så dygtig at jeg fuldstændig overså ordspillet i navnet. Ølluminati – Illuminati; ja, den var ikke så svær at knække. Men at navnet skulle vække associationer Francis Ford Coppolas filmmesterværk fra 1979 gik hen over hovedet på mig som en anden Apache-helicopter i jagt efter et nyt civilt mål at give napalm-brusebad. Nu kan jeg til gengæld, længe efter upload fortælle, at brygget blev lanceret i forbindelse med at forsvarets Lynx-helikoptere blev pensioneret. Kattedyr og helikopter lagde på den måde navn til brygget, og for den oplysning i kommentarerne skal abonnenten Jesper Holm-Pedersen have mange tak.

Allerede ved åbning mærker man bryggets kraftige bouquet. Det myldrer frem med søde aromaer med rabarber og lime i forgrunden. Brygget skummer voldsomt ved skænkning. Det er ikke altid det bedste tegn – til gengæld er det underholdende at forestille sig, hvordan man vil udskære fine figurer i det.

Både i skum og det mørkorange, grumsede bryg mærker man humlens skarpe og rå bitterhed. De mange frugtnoter fra duften møder man til gengæld ikke i aromaen – men det gør egentlig ikke noget, da bitterheden træder knivskarpt og gennemtrængende frem.

Brygget er i aroma alt det rene og klare, som det i sin visuelle grumsethed ikke er. Humlens bitterhed an nydes i al sin skønhed, mens det holder sig en anelse tilbage i magt og vælde. Det betyder til gengæld at bryggets kraft ikke vælter én bagover, så brygget kun kan nydes med forsigtighed i små nip. Dette bryg kan drikkes i længere drag, der ikke kræver smagerens udelte opmærksomhed konstant. Det gør ikke så meget, at man også kan få den fulde oplevelse af en aldeles veldrejet IPA, der er så ren i udtrykket, uden at man behøver være flere timer om at tømme glasset.

Laid Back, Svaneke Bryghus

Lidt efter lidt …

… og jeg vover pelsen, og skruer endnu en smule op for alkoholvolumen. Fra 4,5 helt op på 4,8%. Bare vent, inden længe hælder jeg Hancock Jule Bryg i mig, som var det en baby der bapper brystmælk.

Og måske ikke. Nej, helt sikkert ikke! Faktisk har ikke bare i den forløbne weekend konstateret, at min lokale fakta havde forsynet restbeholdningen af Jule Bryg med 5-kroners ‘køb eller jeg bliver smidt væk’-prismærker. Dagen efter var de endda væk. Næppe smidt ud, for indkøbsvognen, som de lemfældigt var mokket op i, var endnu ikke tom for andre jule- og nytårsprodukter der var blevet sat på smid-væk-tilbud.

Jeg fik godt nok en del bitre reaktioner på anmeldelsen på facebooksiden. Tydeligvis er der folk, der sværger til den, og mon ikke det var en af dem, der gjorde kål på Fakta Thisteds restparti? Jeg nåede imidlertid at redde mig én til anmeldelse på min YouTube-kanal i anledning af dens 1-års fødselsdag. Så ja, undtagelsesvis genanmeldte jeg altså en øl, jeg fandt aldeles forfærdelig – mest for underholdningens skyld, og så selvfølgelig også for at advare mod den slags i almindelighed. Jeg svor ved den lejlighed, at jeg aldrig vil røre den igen – og det har en ukendt – eller flere ukendte – kunder i Fakta så gjort ret nemt for mig at overholde, i hvert fald indtil næste jul.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at anmeldelse af øl, der smager forfærdeligt ikke kun er mere underholdende på skrift, men også på video. Så har man også det som ekstra begrundelse, når nu den øl, man egentlig gerne ville have anmeldt i forbindelse med jubilæet – Jule Mælk fra To øl, der også var årets bedste øl – var udsolgt.

Jeg har imidlertid fået blod på tanden efter at anmelde flere rædsomme øl på video. Desværre har jeg måttet konstatere, at den værste øl, jeg nogensinde har prøvet, Bering Bryg Afskum (egl. ‘Havskum’ men close enough) ikke sådan lige kan fås i mit lokalområde. Den ville ellers være god at lokke med, for at nå op på 200 abonnenter inden 1. februar. Jeg ligger i skrivende stund på 190 (hint hint, hvis du endnu ikke har abonneret)

Men den tid den sorg. Først skal der aflægges rapport om, hvad der er blevet hældt indenbords af nye øl siden sidst. De nye, og i øvrigt fine, omend ikke ligefrem julede, juleøl fra Svaneke ser ud til at være fortroppen for et større markedsfremstød af nye produkter.

Serien, der fås i almindelig handel i landets supermarkeder for øjeblikket, kalder bryggeriet selv ‘Rebel’. Alle er økologiske og lanceres på dåse – hvilket nogle vil hævde ikke er videre økologisk. Andre vil hævde det er mere økologisk, fordi emballagen er lettere og kræver mindre CO2 at transportere og genanvende … Jeg erklærer mig på stedet for uvidende til at udsige noget endegyldigt om det, da jeg ikke har set tallene, og garanteret heller ikke ville forstå dem, hvis jeg gjorde. Jeg vil dog ikke udelukke, at dåsetilhængerne kunne have en pointe, så meget vil jeg gerne give mig efter at jeg førhen stod på flaskesiden. Vigtigst er, at emballagen genanvendes, hvilket fremdeles er tilfældet.

Bingo Gringo, der tidligere er blevet anmeldt, har før kunnet fås på flaske, men er nu smidt med i serien som et dåseprodukt. De øvrige produkter har jeg reddet mig i Fakta. Og da jeg var på udkig efter bemeldte ‘Afskum’ tidligere har jeg konstateret, at kun én fra serien var tilgængelig i min lokale SuperBrugsen. Fakta trækker endnu engang det længste strå når det gælder om at have det bedste øludvalg.

Laid Back (♫ Sunshine, sunshine reggae ♪) er en session IPA – en afdæmpet IPA, der er tænkt som forfriskning snarere end aromatisk smagsbombe for øl-connoisseurs. Det fremstår meget lyst i glasset, med kridhvidt og meget hastigt faldende skum. Grannåle og citrus melder til gengæld deres ankomst til kærkomment gensyn, men blot som et frisk, venligt pust, snarere end den aromatiske storm rigtig gode IPA’er hilser på med.

Bryggets aroma sidder imidlertid lige i skabet – karsk og ru i en bitterhed, der alligevel fremstår venlig og rar. Spæde grannåle er blandet fint op med syrlige limenoter, serveret i et kar af frisk væde, der yder al nødvendig friskhed, uden at der gives køb på aromaernes evne til at træde ordentligt frem. Det hele er der – venligt, friskt og afdæmpet, men i rigelig grad markant nok til, at oplevelsen er fuldendt – selvom det er de tørstslukkende egenskaber, Svaneke Bryghus her lægger mest vægt på.

Jeg ser frem til at prøve de to sidste i serien.

XB Ruby Ale, T&R Theakston

Det går lidt bedre …

Jeg er hoppet af vandvognen samtidig med, at det indtil videre er lykkedes mig at udfylde alle nødvendige papirer og få skrevet et par ansøgninger. Så det ser indtil videre ud til at jeg overholder dagpengesystemets krav.

Jeg har derfor besluttet mig for at hæve niveauet for, hvor meget alkohol jeg tager indenbords, og har åbnet en flaske på hele 4,5%. Brygget fik jeg i gave af min gode ven Marcus, da han var på besøg i sensommeren, så det er ved at være på høje tid, jeg får set til det. Faktisk er det netop resterne i mit køkkenskab, jeg vil kigge på i den kommende tid – før det bliver for gammelt.

Heldigvis kan øl holde sig – ikke mindst mørkt øl, der også kan blive bedre med tiden. Den her øl har i hvert fald ikke set ud til at fejle noget. Flot, mørkerødt ser det ud med matchende cremet gyldent skum, der imidlertid falder lige lovlig hurtigt. Duften er der til gengæld ikke meget spræl i. Syrlighed og vag sødme kan gå i praktisk taget alle retninger – også gode, ej at forglemme.

Og i retning af det gode, er netop hvor dette bryg spadserer. Det leverer en dyb, varm aroma af lyst træ, anis, muskat og laurbærblade i en adækvat fyldig mikstur. Nogen eksplosion i aroma er der ikke tale om. Men det betyder jo langt fra at brygget er ubrugeligt. Det er tilbagelænet og velafstemt – som et lille men lystigt knitrende og hyggeligt lejrbål, man både kan nyde synet af og varme sig ved.

Mon ikke det går alt sammen?

Willemoes Mosaic IPA, Vestfyen

De styrer det knap så godt …

Nå, så gad de ikke kigge mere på dem, oppe i min lokale Fakta. Ikke at de havde stået der særlig længe. De havde vel deres rykind cirka samtidig med årets udvalg af juleøl, der imidlertid ikke har fået ‘køb billigt eller vi smider dem væk’-tilbudsmærker på endnu.

Jeg var travlt optaget af at anmelde julebryg, da de kom – i uprætentiøse, men alligevel iøjnefaldende pastelfarvede emballager. Jeg bemærkede hurtigt den lave alkoholprocent, og tænkte, at det da kunne være spændende at tage fat på dem, engang når juletemaet var overstået. Vel – her er vi så. De var ikke udsolgt, sådan som jeg ellers kalkuleret havde risikeret. For alkoholfri øl er ikke det, jeg prioriterer højest på bloggen, selvom jeg finder konceptet sympatisk.

Ikke mindst efter at Svaneke for anden gang har overrasket mere positivt inden for genren end jeg havde turdet håbe på. Med deres Don’t Worry Pale Ale, og  Julebryg har bornholmerne sprængt rammerne for, hvad jeg troede der var muligt inden for alkoholfri øl.

Vestfyens bud på en progressiv kvalitetsøl uden alkohol er en Mosaic IPA. Sådan én har Royal Unibrew som bekendt også haft held med, selvom den ligegodt er med alkohol. Brygget her slår imidlertid noget mere afdæmpede takter an. Brygget skal hældes fra en afstand, der ikke er sund for folk med højdeskræk, hvis det bare skal skumme en lille smule. Brygget selv er ellers kønt nok – mørkorange og grumset, mens duften ligesom skummet lader vente på sig. Et fjernt pust af søde citrusnoter – ufarlige klementiner – lader sig akkurat ane, næppe tilstrækkeligt til at gøre egentlig gavn.

I smagen mærker man aromahumlens venlige bismage – igen søde citrusnoter, der her er spiced en anelse op med lime. Humlen selv – eller rettere det, den er mest kendt for, nemlig bitterheden, udebliver til gengæld helt. Brygget ender derfor uvægerligt som en halvhjertet oplevelse, der bedst egner sig som læskedrik en varm sommerdag.

Man må undre sig over lanceringstidspunktet, selvom vinteren med sine temperaturer omkring 10 grader selvfølgelig mere har inviteret til kolde pilsnere end til varm kakao med flødeskum. Nogen fuldendt smagsoplevelse er den ingenlunde, selvom den da slår nogle gode takter an – ren og frisk som den alt andet lige er i udtrykket.

Min evaluering af Vestfyens forsøg er noget ambivalent. På den ene side synes jeg, det er prisværdigt, at bryggerierne forsøger at videreføre de gode erfaringer fra specialøllene til de alkoholfattige øl, så folk der er på vandvognen også kan få lov at få en fornemmelse af de gode sager. Vestfyen skal have ros for forsøget, men også en formaning om, at de skal stramme sig an, hvis de vil gøre sig forhåbninger om at være med helt foran. Svaneke har ganske vist taget en næsten uforskammet overlegen føring. Men de har samtidig vist, at det kan lade sig gøre. Så der er ingen undskyldning for andre bryggerier for kun at gå halvhjertet ind i sagen.

Don’t Worry Alkoholfri Julebryg, Svaneke Bryghus

Det styrer de ret godt …

Ni ud af ti ville sikkert hævde, at lediggang er sundt for mig, sådan som jeg mister lysten til alkohol, når jeg bliver arbejdsløs. Jeg kan se logikken i påstanden, men sandheden er mere kompleks end som så. Min lyst til – ikke fuldskab – men at have et passende kvantum alkohol i blodet til at løfte stemningen en anelse, er for nedadgående sammen med en stigende tendens til angstanfald og depression.

Det udløses af angsten for en lige pludselig usikker fremtid. For hvis økonomien svigter, så ryger min evne til at forsørge mine børn og mig selv også en tur. Således det mere langsigtede sortsyn. Det kortsigtede sortsyn skabes og reproduceres konstant af de mange formularer man skal indsende. Disse fremtræder som rene minefelter – tæt pakket med fælder, der skal give myndigheder og a-kasse en undskyldning for at smække kassen i – ikke fordi man ikke er berettiget til dagpenge, men fordi man kom til at sætte et enkelt flueben et forkert sted. A-kasse-reglerne er oprindeligt skabt for at hjælpe de arbejdsløse i en svær tid. Men siden er de lavet om, så de mere fungerer som en undskyldning for at fratage understøttelsen så snart den den mindste, elektronmikroskopiske anledning viser sig.

Dertil kommer den uendelige række af møder og kurser der skal afvikles, samt bunken af ansøgninger, der skal skrives. Alt sammen til absolut ingen verdens nytte. Jeg har altid fået job gennem netværk og/eller vikarbureauer. Enkelte gange har jeg banket virksomhederne op direkte med telefonopkald, når et opslag så interessant ud. Men at blive kaldt til samtale og få jobbet alene på baggrund af en ansøgning er aldrig sket for mig. Endsige på baggrund af ansøgninger baseret på noget, jeg har lært af de uendelige, bedøvende ligegyldige og evigt patroniserende jobsøgningskurser, man bliver sendt på.

Kurser og ansøgninger er alene en indretning for fremmelse af pine og tort, så perioden med arbejdsløshed kan føles ekstra ubehagelig for den der måtte være blevet ramt af den.

Og jeg er end ikke nået til alle skrækhistorierne som folk har oplevet som arbejdsløse i jobcentercirkusset. Der er ikke nogen grund til at gå i detaljer med dem her, da jeg forventer selv at opleve rigtig mange af dem, med mindre jeg snarest får reddet mig et nyt arbejde … eller et gammelt. Min tidligere chef var langt fra afvisende om, at jeg kunne blive kaldt tilbage til fabrikken, men han kunne ikke sige noget om, hvornår.

Men blot fordi min glæde ved alkohol falder, behøver min glæde ved øl vel ikke falde helt så meget. I hvert fald har jeg nu fundet anledning til at prøve den øl, jeg fik af mine børns mor i julegave. Den er fra Svaneke Bryghus’ Don’t worry-serie, der består af (næsten) alkoholfri øl. Tidligere har jeg prøvet en Pale Ale i serien, der fortsat er den bedste øl på under én procent, jeg nogensinde har prøvet.

Forventningspresset er derfor anseligt. Til gengæld lægger brygget også hårdt ud med fejlfri dunkelhed under off white skum, der i højde og cremethed langt fra er uimponerende. Duften gør fra starten godt med et markant indslag af kirsebær på et maltet bagtæppe af kaffe.

Letsødet kaffe med indslag af både tørrede og friske figner giver et komplekst aromabillede, der nydeligt kompenserer for den forventede udeblivende kraft i udtrykket. Det er alt andet lige en øl på kun 0,5% alkohol – og det vil man nok kunne mærke uanset hvor velkomponeret aromaen ellers er.

Men at eftersmagen samtidig fremstår kraftigere end hvad selv stærke mørke bryg ofte præsterer, ja så gør det pludselig slet ikke noget. Stærk, bitter, fyldig og ikke for hårdt ristet kaffe masserer gummer og mandler så det er en ren fornøjelse. Og det er en eftersmag, der holder længe.

Så godt kan det gøres, gentagne gange åbenbart. Svaneke har styr på det der med alkoholfri øl som ingen anden aktør jeg har set i Danmark – eller i resten af verden for den sags skyld.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme