Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Måned: november 2019

Icelandic Doppelbock, Einstök Ölgerð

Den samme smøre …

Nu har jeg måske nok kørt vittigheden om, at jul erstattes med vinter, lige lovlig langt ud. Og det er jo slet ikke nok. Nej, den skal køres endnu længere ud, og så endnu længere endnu. At en vittighed er holdt op med at være sjov, har da aldrig været et argument for, at den ikke skulle fortælles igen og igen og igen!

Og når nu Einstök Ölgerð, det islandske bryggeri, hvis øl jeg engang købte mig fattig i i Magasin du Nords Mad & Vin-afdeling, åbenbart gør alt for at undgå at sige det forbudte ord … vel, på engelsk, ganske vist – i ved, ‘Christmas’ (Christmas, Christmas, Christmas, Christmas … SE! Jeg er ikke spor bange for at sige det! Jul, derimod … ÅH NEJ! Nu sagde jeg det! Jeg smelter, AAAAAARGH!) så er der ikke meget andet at gøre, end at træde speederen i bund, og forøge afstanden mellem mig selv og den grænse, der for længst er overskredet, yderligere.

“This limited-edition seasonal (mine fremhævelser) is only available through the holiday season. but (sic) this winter celebration ale is worth the wait. […] will make this the perfect companion for your holiday adventures. […]” Se hvor de danser omkring det – nærmest som på æggeskaller. Med en viking (her i en variant med rensdyrgevir og rød næse) og krydsede dobbeltæggede krigsøkser som logoer har Einstök Ölgerð måske en ambition om at være sådan lidt hedenske i det, og derfor undgår de den ubehagelige glose. Men hvorfor egentlig ikke bare bruge ‘Yule’ i stedet? Det indgår også i den angelsaksiske lingo for årstiden, glem fx ikke linjen i Tom Lehrers uforglemmelige julesang:

God rest ye merry merchants
May ye make the Yuletide pay …

Vel, hvad end bryggeriets beslutning om at bruge de fortrinsvis kedelige og neutrale udtryk måtte skyldes, ligger hen i det uvisse. Forklaringen er garanteret vildt kedelig – noget med at markedsføre bredt eller sådan noget. Men det kan – helt seriøst – ikke undgå at undre mig en kende alligevel. Jeg er endnu ikke i mine lange seancer, hvor jeg binge-watcher ateistisk materiale på YouTube stødt på én eneste ateist eller hedning, der følte sig stødt af, at folk kaldte julen for ‘Christmas’ frem for ‘The Holidays’. Så det er næppe ateisterne – eller hedningene – Einstök forsøger at appellere til.

At ‘Holidays’ vinder indpas for at fortrænge den kristne jul er en stråmand som den kristne højrefløj angriber hvert efterår. Så er det i virkeligheden dem, Einstök forsøger at trolle, eventuelt for at tækkes alle, der (med rette) mener at den kristne højrefløj har jord i hovedet?

Det er den mest underholdende forklaring, jeg lige kan finde på – så den vil jeg holde fast I med løftet glas og et ‘well done’ til bryggeriet.

Indholdet af flasken skal vi ikke glemme. Aldeles natsort med off-white til lystbrunt skum er det. Angiveligt skulle brygget være en bock, og jeg tror aldrig, jeg har set en bock så mørk før i mit liv. Så visuelt er oplevelsen i hvert fald i hus.

Sød og venlig lakrids præger duften sammen med bitterhed af nødder, og en syrlig kant, som jeg har min tvivl om, hvorvidt har været intenderet. Sødmen går igen i smagen, hvor lakridsen igen titter frem sammen med nogle matchende kammerater – anis og fennikelaroma. Alt sammen afdæmpet – subtilt ville optimisten måske sige. Jeg foretrækker afdæmpet. En noget grynet, brødagtig mundfornemmelse er på den ene side bedre end hvis brygget føltes vandet. Men i forening med en nøddebitterhed, der i sig selv ville have været fin, men som virker forstyrrende sammen med sødmen, falder fylde og øvrige aromaer lidt ved siden af. Smageren kan ikke se sig fri for at være en kende forvirret.

Til tørrede frugter og fyldte chokolader – julegodter som vi kender dem – vil brygget her nu alligevel gøre det fint. Så man behøver bestemt ikke lede længe efter noget mindre juleegnet end den her.

Overordnet mangler Einstök Ölgerð som bryggeri dog fortsat at imponere. De har opbygget et meget fint, afrundet koncept at tappe deres øl på. Nu mangler de bare – fortsat – at få kigget ordentligt på øllet, så det også kan blive fint.

Og måske med tiden meget fint. Men så skal de tage sig lidt sammen.

Juloween, Midtfyns Bryghus

Dobbelt forbier …

En fordel ved, at man i Danmark er begyndt at importere flere og flere højtider fra USA er, at det store rykind af vinterfestdekorationer (og det kalder jeg dem selvfølgelig for at tækkes min blogs voksende skare af muslimske læsere. Muslimer er jo som bekendt overordentlig interesserede i alkoholiske drikke. Det har i øvrigt den utilsigtede – men alligevel prisværdige (omend utilsigtede, jeg sværger) – følge, at jeg samtidig pisser Danmarks højrefløj godt og grundigt af) først finder sted i starten af november.

For lige forinden fejres Halloween – med udskårne græskar, rasleri og uhyggelige udklædninger. Og det ville bare være pokkers forvirrende både med halloweenpynt og vinterpynt samtidig. Så i stedet for chokoladevintermænd og andre vintergodter og vinterdekorationer fra sidst i august, er disse nu om dage erstattet af flagermusguirlander, afhuggede hænder og fødder i skumplast, samt lyskæder med form som skelethoveder og græskarlanterner.

Gad vide om Thanksgiving en dag også bliver noget, vi fejrer i Danmark? Det vil give så usandsynligt ringe mening, at markedsføring og forberedelse til næste år sikkert allerede er i fuld gang.

Men det er et sidespring. Det er Vinterfest og Halloween i kombination, der er emnet for Midtfyns Bryghus‘ øl. At de lefler for højrefløjen ved at kalde vinterhøjtiden ‘jul’ har jeg selvfølgelig kun fnys til overs for. Til gengæld varmer det mit populærlitterære hjerte, at etiketten prydes af en kombination af vintermand og dødning – formentlig et utilsigtet, men alligevel for mit vedkommende kærkomment vink til den navnkundige britiske fantasyforfatter, Terry Pratchett.

Hans bog ‘Hogfather’ handler om, hvordan Døden tager skikkelse af diskverdenens pendant til julemanden (ja, nu er den vittighed vist også ved at være lidt tyndslidt) for at redde julen – eller Hogswatch Night, som det hedder i hans univers. Erstat g’et i ‘Hogswatch’ med et ‘p’, og voila – sådan fandt jeg på navnet på min YouTube-kanal. Meget i Pratchetts ånd er mit YouTube-tag et ordspil – a pune, som han kalder det – på det engelske ord for humle – hops.

Brygget er tilsat krydderier, der gerne bruges i amerikanske pumpkin pies, fremgår det desuden af etiketten. Men hvilke krydderier det konkret drejer sig om, fremgår ikke. Gad vide om det egentlig er lovligt? En anelse sløset og en kende fesent over for forbrugerne finder jeg det desuagtet.

Resultatet er til gengæld pænt; højt gyldent skum over et kobberfarvet, ufiltreret bryg. Duften halter lidt efter den visuelle fremstilling med en noget fjern og lettere metallist humleimpression.

Lidt mere spark er der i smagen. En tør bund af syrligt egetræ leverer brygget et præsent, omend noget svagt, riv af grannålehumle. Dertil kommer en ikke helt let definerbar krydderiblanding – anis, nelliker og allehånde, der giver brygget et interessant pift og en afgjort særegen karakter, der desværre mangler i velsmag og skarphed, hvad den har i idiosynkrasi.

Og sådan rigtig julet bliver det heller aldrig. Og når det kommer til stykket heller ikke så’n rigtig halloweenet. En Halloween-øl forestiller jeg mig passer godt til efterårets tunge mad, rodfrugter og kogt kød. Tunge bocks og mørke ales – uden det søde, der kendetegner godt juleøl vil være ideelt, og ikke småspinkle, syrligt friske krydderpakker, der ikke helt ved hvad de vil.

Eksperimenter er såmænd fine nok. Men når de kun munder ud i noget, der er nyt uden at det er egentlig godt, er det bedst at arkivere dem, og forsøge sig med noget andet næste gang.

Det er hvad Midtfyns Bryghus burde gøre næste år.

Merry Christmas – Happy New Year, Hancock

Knæfald …

En af de første ting, jeg fik fortalt, da jeg flyttede til Thisted var, at hvis man drikker en Thy-bajer i Skive, får man tæsk. Mundheldet “Skive går med knive” kunne ærke-københavnske/nordsjællandske medsmager Marcus desuden lære mig kort før – hvis ikke på selve dagen hvor – jeg flyttede fra Husum til Thisted (hvad vi snakkede om om aftenen efter flyttekaosset, kan man i øvrigt høre lidt af her). Jo, der er en skarp rivalisering mellem Skive og Thisted – især i Skive, lader det til. For ingen ville sgu få tæsk i Thisted, hvis de drak en Hancock-bajer offentligt her.

Jeg ved det af erfaring. Jeg har allerede flere gange købt og drukket Hancocks Høker Bajer i fuld offentlighed heroppe, og ingen har rynket så meget som et øjenbryn. Desuden må man undre sig såre, når nu skibonitterne har så fint et lokalt bryggeri, hvorfor så mange af dem alligevel skal rende og købe hårde stoffer. Ikke at jeg skal spille hellig. Jeg var storforbruger af speed i en årrække … det blev jeg ligesom nødt til, da jeg blev tilskyndet til det af min psykiater – og det hjalp jo sådan set også et stykke af vejen på de værste af mine ADHD-symptomer … Men det er alt sammen et sidespring, al den stund, at jeg faktisk havde en rimelig undskyldning.

Hele smøren indtil nu var sådan set også bare et trick, der skulle føre mig frem til dagens juleøl på en finurlig – og forhåbentlig underholdende – måde. #notallfolkfraskive – må jeg hellere hashtagge, nu vi der ved det. Jeg har mødt mange venlige og søde mennesker fra Skive – ikke mindst her i Thisted og Hanstholm, hvor jeg arbejder … ja, den tanke kommer nemt til at nage, at de netop flyttede hertil fra Skive, fordi de var søde og venlige, i modsætning til hvordan folk var, der hvor de kom f…

Men nok om det!

Meget godt kan man sige om Hancock, men de ligger tydeligvis under for højrefløjens krig mod venstrefløjens krig mod julen.

Som ethvert barn ved, har vi ondsindede ateistiske marxister på den yderste venstrefløj i årtier allieret os med muslimerne for at få aflyst julen, og erstattet den med noget mere gråt og kedeligt i stedet for. ‘Vinter’ har vi ihærdigt forsøgt os med i år, men initiativerne bliver til stadighed skudt ned af årvågne bedsteborgere, der alt for hurtigt dokumenterer vores nedrige forsøg på at erstatte ‘jul’ med ‘vinter’ overalt hvor vi kan slippe af sted med det.

Men hos Hancock er det ikke bare jul – men kristmesse, ligefrem. Og det endda gengivet på bedsteborgerlighedens foretrukne kulturimperialistiske lingo; Merry Christmas står der gudhjælpemig – ja, så bestyrtet er jeg, at jeg spontant må bande kristent. Til gengæld kan jeg gnide mig skadefro i hænderne over, at dette følges af et Happy New Year – som vi jo alle ved, er hedensk over en hals. Nytåret fejres jo i store træk efter den ju… undskyld, den vinterianske kalender – indført af den romerske hærfører og senere diktator perpetuus, Vinterius Caesar. Ikke spor bedsteborgerligt sådan at bruge hedenske, ikke-kristne kalendere hva’? Upsi-dupsi, eller noget.

Vel, Merry Christmas – Happy New Year er i modsætning til indledningen her ikke noget, der inviterer til de lange tirader (men hvornår f… har det holdt mig tilbage?) Der er tale om en endda meget traditionel pilsner. Tilsat stivelse, af en eller anden grund. Måske for at banke alkolholprocenten i vejret? – Det er jo populært ved ju… vintertid (phew, jeg var lige ved …) fordi reglerne siger, at da skal man være fuld.

Brygget holder 6,3% hvilket jo egentlig ikke er overdrevet. Til gengæld kan man glæde sig over en liflig og karakterfuld duft af fusel, der godt kunne invitere til en pilsneroplevelse ud over – om ikke det sædvanlige, så i hvert fald det industrielt-generisk-kedelige.

Helt så godt går det desværre ikke. Glimtvis kan man glæde sig over en nogenlunde vellykket valnøddebitterhed bagest på tungen. Til gengæld er den øvrige øloplevelse næsten irriterende letbenet – for ikke at sige direkte tynd.

Man kunne også kalde den forfriskende – men det er der jo så mange øl der er i afkølet tilstand. Ud over en godkendt humleprofil byder brygget her ikke på nogen oplevelser, som man ikke også kan få fra ret mange andre pilsnere fra bryggerier der i deres profil er væsentlig mere industrielle og generiske end Hancock.

Der er lige så meget jul (there, I said it! Er I så tilfredse, I forsmædelige udøvere af idel gruppepres?!) og nytår i denne øl, som man vil kunne opleve resten af året – ikke mindst i månederne medio-januar til medio-november.

Bad Elf, Ridgeway Brewing

Det hænger ikke sammen …

Først nu har jeg fået begivenhederne for et par uger siden (sådan cirka) nok på afstand til at jeg kan holde hovedet koldt nok til at adressere dem. Nazismen er tilbage – åbenlyst og for fuld skrue i Danmark. Helt åbent udøver nazister hærværk og chikane mod jøder, fuldstændig som var vi tilbage i 1930’erne. Værst gik det for sig i Randers, hvor der blev udøvet omfattende hærværk mod den jødiske kirkegård, idet en stor del af kirkegårdens gravsten blev overmalet.

Andre steder blev der opsat jødestjerner svarende til dem tyske jøder skulle gå med uden på tøjet i det tredje rige. Venner … der er ikke noget at tage fejl af. De er tilbage, nazierne … denne gang med et andet symbol, andre farver, lige knap så outrerede uniformer – men den sindssyge, folkemorderiske og afstumpede racistiske ideologi er præcis den samme.

De høster lystigt, nazisterne, efter at afstumpede populistiske politikere som Inger Støjberg, Pia Kjærsgaard, Naser Khader og Mette Frederiksen i årevis har pustet til den racistiske ild, for at vinde nemme stemmer fra Danmarks voksende afstumpede racistiske segment. Og de er bedøvende ligeglade med, at nazismen nu er sprunget frem i fuld lortebrun gyllestank.

Tag Mette Frederiksen fx i sin første spørgetime som statsminister, to dage efter at nazisternes chikane og hærværk havde fundet sted. Her fordrejede hun virkeligheden og fremførte til lejligheden opdigtede påstande om, at problemer med antisemitisme skulle være værre i indvandrermiljøerne end på den yderste højrefløj. Ja, man må jo spekulere hvilke interesser statsministeren har i at bruge hærværk og chikane mod jøder til at puste yderligere til fremmedhadet. Helt uhørt, uacceptabelt og uværdigt for en statsminister er det under alle omstændigheder. Mette Frederiksen er dermed endnu mindre egnet som statsminister end Pia Kjærsgaard var som folketingets formand.

Ja, så fik jeg pulsen unødigt højt op alligevel. Men det er der sikkert nogen, der vil hævde er sundt. Jeg har nu min tvivl al den stund, jeg har siddet aldeles stille i min lænestol, da pulsen nåede op i nærheden af 180. Kun fingrene har danset hen over min PC’s taster.

Vel, nok om politik … eller næsten da. Dagens øl er en winter’s ale – og da den således undgår betegnelsen ‘Christmas’ og dermed helt tydeligt er markedsført for de muslimske mindretal i de lande brygget forhandles, kan jeg naturligvis ikke undgå at fryde mig over, at Mette Frederiksen og de andre islamofober sikkert vil blive forvandlet til støv, om de kommer inden for en radius af en kilometer fra et eksemplar. Man har om ikke andet lov at drømme.

Brygget er del af en serie. Ud over denne slemme nisse er der også en meget slem nisse, som vil blive prøvet senere. Endelig er der også en kriminelt slem nisse, der faktisk er afprøvet her på bloggen for godt og vel to år siden. Den gjorde det godt, kan jeg se – fem stjerner fik den. Nu må vi se om denne slemme nisse er værre eller bedre. Navnet antyder det sidste, eller …

Brygget er ganske lyst. Når jeg ser noget med vinter tænker jeg ellers tæt mørke og dysterhed. (Meget apropos har solen slet ikke vist sig i dag. Skyerne har hængt så tungt over Thy, at det faktisk aldrig rigtig nåede at blive lyst – men det er en anden historie.) Selv ved voldelig skænkning skummer brygget næsten ikke, mens duften af egetræ og vingummi ikke ligefrem varsler særlig meget vinter – eller jul for den sags skyld.

Øllet glider let og hurtigt over tungen, som skøjter over en bundfrossen sø. Så det er der i hvert fald ikke meget dansk vinter over. Sådan en vinter er det vel snart et årti siden, vi sidst har haft. Det lave skum antydede desuden et lavt kulsyreindhold, der bliver bekræftet ved indtagelse. – En meget britisk øl, fristes man til at dømme, da egetræets skarpe syrlighed trækker munden godt sammen, og brænder på vej ned gennem brystet.

Hovedvægten ligger i syren, mens en ellers ikke uelegant sødme af røde æbler blander sig lidt ufint. Brygget prikker ellers behageligt på tungesiderne, og en markant aroma af bitter britisk humle – East Kent Golding måske – melder sig mere og mere, som brygget får lidt luft.

Julen – og vinteren – skal man imidlertid kigge i vejviseren efter. Sur, sød bitter og skarp – alt sammen i den lyse del af aromaspektret varsler mere tidligt efterår end midvinter. Jeg ved ikke hvad briterne spiser til jul – de er som bekendt berygtede for at maltraktere fødevarer til ukendelighed i tilberedningen, så det kunne da godt være, at dette underligt usammenhængende bryg ville passe fint til en engelsk julemiddag. Til en dansk passer det til gengæld elendigt, og selvom smagsoplevelsen kan virke spændende i sin sprælskhed og mangefold, så bliver det aldrig sådan rigtig behageligt. Det er snarere forvirrende.

Som når en styg drillenisse rigtig går til værks måske. Så er det bare ærgerligt, at det ikke sådan rigtig fungerer i en øl. Nej, så hellere en kriminelt slem nisse.

Ørbæk Juleøl 2019, Ørbæk

Mere vinter end jul …

Det er efterhånden et stykke tid siden, bloggen sidst har været forbi østfynske Ørbæk, det økologiske bryggeri med de mange produkter i porteføljen, der desværre kun sjældent kommer helt op at ringe. De har lanceret en særlig juleøl, en julestout kalder de den. Så kommer de i hvert fald ikke op at slås med islamofoberne – I ved, dem der er helt vildt meget imod alt, der hedder noget med ‘vinter-‘. Det skal helst omdøbes til ‘jul, således at man får juledæk, julefrakker samt – ej at forglemme – julegækker i foråret.

Selvom Ørbæk er økologiske, er brygget ikke ligefrem hvad tyskerne ville kalde rent. Det er tilsat sveskejuice, sukker, rom og lakrids. Julet? Det har bestemt potentiale dertil, bedømt ud fra indholdsfortegnelsen. Snyd? Det vil nogen hævde, og personligt foretrækker jeg da også brygkunst frem for opblanderi.

En duft af flydende karamel og kaffe kan alligevel næppe andet end behage ved skænkning af det stærke bryg. 9,5% er bestemt noget. Nej, det er langt fra det stærkeste der fås, men i betragtning af, at eksemplaret er erhvervet i min lokale Fakta, er styrken alligevel en kende overraskende. Smagen leverer en bittersød, fyldig og tung oplevelse af sirup, mokka med fløde og skumfiduser. Skumfiduser har med årene mere og mere gjort sit indtog i juleslikket, og selvom jeg ikke selv får juleassociationer af Malacos jordbærsvampe, på samme måde som jeg får af marcipan og mælkechokolade, så indgår det vel nok i en moderne repræsentation af julestemning. At sødmen nemt bliver lidt kvalm … vel – en smule fedtsvimmelhed hører vel også højtiden til, tillige med skummets syntetiske islæt, der peger i retning af lyserødt prinsesselegetøj, og andet billigt ragelse i plastic. Det julede i den noget ubalancede lakridstilsætning, der giver en støvet fornemmelse i gane og på bagtunge, er til gengæld svært at få øje på – selv med sarkasme i den retoriske værktøjskasse.

Ikke at brygget samlet set smager skidt eller noget. Øllets mange tilsætninger svinger bare ikke helt så godt sammen som de kunne. Desuden kan det ikke undgå at nage en kende, at Ørbæk bare generelt har svært ved at nå ordentligt i mål med deres produkter, selv når de blander alt muligt i øllet for at få det til at smage.

Men drikkes og nydes kan det da bestemt. Men et fuldendt, færdigpyntet juletræ har Ørbæk ikke opnået. Det er vist stadig blot et vintertræ.

 

St. Peter’s Christmas Ale, St. Peter’s Brewery

Er julen allerede i hus?

Så fandt jeg endelig et sted, hvor man faktisk kunne få et spændende og varieret udvalg af juleøl i Thisted. Stedet var skjult lige for næsen af mig hele tiden, nemlig i den særdeles velassorterede filial af SuperBrugsen, der findes i byen. For første gang har jeg set en øl fra svært savnede Amager Bryghus til salg netop der – deres Winter in Bangalore, som jeg selvfølgelig vil anbefale enhver lokal læser at erhverve sig et eksemplar af. Om ikke andet, fordi Amager Bryghus’ øl er forbandet svære at få fat i i Thy.

Og så var der en masse andre. Willemoes Jule Ale var svært populær, og blev nærmest revet væk … om jeg fatter mennesker, der ikke går op i ordentligt øl? Men det må de jo om. I mellemtiden er der jo rigeligt af de andre øl til mig …

… fx den her. En juleale – Christmas Ale – som den hedder på bryggerens lokale sprog (jeg er som ateist naturligvis SVÆRT skuffet og forarget – rødglødende af raseri faktisk – over, at bryggeriet har formastet sig til den forsmædelighed, at tvære deres religion ud over det hele i titlen. Fy føj! (Ej, not really …)). En kobberfarvet sag med højt, gyldent skum.

Blommer i snaps og tørrede figner på en bagvæg af egetræ udgør bryggets lovende – og afgjort julede – bouquet. Og det endda helt uden, at brygget er tilsat andet end vand, malt, humle og gær. Både bryggets udsøgte duft, og skarpe aroma hidrører fra brygkunst alene.

Mest blødt og rart som marcipan og juleskum på en bund af julesne glider brygget hen over tungen. Men med metallisk klang jager kødkniven ud af skeden og ind i andestegen, hvor det vælter ud med svesker, nelliker, laurbærblade og tyttebær, da brygget når gummerne. Et orgie af julens aromaer skaber en mundfuld fuldendt juleglæde – med en skarp kant af egetræ, som nogen vil finde generende, men som undertegnede glæder sig over, da den effektivt holder en følelse af kvalme og ‘for meget ‘ stangen.

Jeg har fundet min øl til juleaften … indtil videre i hvert fald. Man ved selvfølgelig aldrig, om jeg senere i mine juleølsanmeldelser finder en bedre egnet øl. Men skulle det ske efter at læserne har hamstret denne her, så kan man stadig glæde sig over at man har skaffet sig en sublim juleøl under alle omstændigheder.

At finde noget bedre end dette, vil give en anelse afsmag af hybris.

Rødhætte, Albani/Royal Unibrew

Der bli’r ingen Jul i år! – Red Warszawa

Jeg må erkende, at jeg ikke har fulgt helt så godt med i, hvad der er blevet lanceret de sidste par år af juleøl, som jeg kunne – og som det måske forventes af mig, når nu jeg skriver så meget om øl. Jeg ved derfor ikke, om den her egentlig er ny, eller om den skulle have mange år på bagen. Jeg har i hvert fald først lagt mærke til den nu, og har derfor først nu fået den afprøvet til anmeldelse.

Den er en rød pendant til Albanis efterhånden bedagede juleøl ‘Blålys‘. Det hedder produktudvikling, og svarer i store træk til hvordan Star Wars gik fra at være en mægtig, filmhistorisk trilogi til at blive en pengemaskine, der hele tiden skulle koges mere suppe på, indtil konceptet var så udvandet at selv det oprindelige produkt efterhånden begyndte at være ulideligt at se på. Såvidt forventningerne. Virkeligheden har nu det bedste udgangspunkt for at levere en positiv overraskelse.

Men at et bryg udelukkende sælges samlet i seksstyksemballage (i Fakta på Kastet i Thisted), der ikke må brydes, borger ikke for den store kvalitet. Kunden skal erhverve sig et parti, for ‘om man solgte produktet enkeltvis, ville hver kunde kun købe én’, synes tankegangen at være. Tag fx et andet Albaniprodukt, der faktisk fortjener ros – deres Mosaic IPA. Den sælges såmænd både i sixpacks og enkeltvis i flere supermarkeder, fordi Royal Unibrew med det produkt udmærket ved, at kunden vender tilbage, uanset om man køber flere ad gangen, eller enkeltvis. Forventningerne får endnu et nøk nedad som konsekvens af markedsføringsstrategien …

… og nok et nøk, når det viser sig at brygget er tilsat majs, glukosesirup, farvestof og sukker. Det er i sidste ende smagen, der tæller mest, men udenpå ser det ikke godt ud for brygget her.

Brygget skummer højt og gyldent ved skænkning. Brygget selv antager en farve, der er en anelse mørkere end traditionel pilsner. Uden farvestoffet havde det garanteret også set helt anderledes ud. Brygget lugter tungt, småsprittet og syntetisk med en kant af metal. Den væsentligste grund til, at lugtindtrykkene nemt kan udholdes er, at de kun er antydninger af bouquet på et tæt bagtæppe af postevand.

I smagen bydes man på van(d)lig, generisk pilsner med en nemt oversebar kant af syntetisk metalliskhed. Aluminium, vil jeg gætte på. Trækker man, i et forsøg på at fremtvinge bare en anelse mere aroma ud af brygget, luft ind, mens det hviler på tungen, anes en fjern em af kommensnaps.

Brygget mangler således ethvert spor af raffinement. Ikke bare er brygget en pilsner som alle andre, der alene har fået julebetegnelsen hæftet på sig på grund af tiden på året, den er lanceret. Alt hvad der kunne få brygget til at skille sig ud fra den store anonyme masse af andre pilsnerprodukter er grundigt gemt dybt dybt nede i bryggets bundløse dyb af smagsfrihed. De smuler, der kan spores gør til gengæld heller ikke godt, så man kan på den anden side ikke lade være med at glæde sig en kende over, at det overvældende element af vand i brygget også er det, der forhindrer brygget i at blive en prøvelse at komme igennem.

Julen ser med dette bryg imidlertid ud til at være udsat til næste år. Der er ingen fest, stads eller hygge at hente her.

Holy Hemp Christmas Ale, Svaneke Bryghus

Festligt, nuttet – men næppe julet …

Yay, det er min fødselsdag! Jeg bliver 44 – ja, hvem skulle tro, at jeg havde en sådan holdbarhed. Jeg skal lige straks ud og spise med mine børn, deres mor og Co., men jeg kan lige nå at anmelde endnu en juleøl, sådan som jeg har sat mig for at jeg vil i år.

Svaneke ser ud til at være ude med flere nye juleøl. Ligesom årstidens pynt er de lavet efter en skabelon; de er på dåser og udsmykningen prydes af nogle flotte tegninger. På denne øls etiket kan man fx beundre brygmester Jan Paul kun iført hans ikoniske kasket, briller og lændeklæder i færd med at gøre kunster på skateboard. Festligt, afgjort – og ret nuttet – mææææn … julet ligefrem?

Det samme må man endnu engang spørge sig om, når man går indholdet efter i sømmene. Ligesom med bryggeriets jule-IPA, som var en fortræffelig IPA med knap så meget jule-. Denne gang har brygmester begået en dark ale, kan man vel kalde den. Og ligesom sidst, er der lidt ekstra i godteposen – denne gang hamp – because … why not?

Man kunne ellers forledes til at tro, når man fortæller, at det mørke – snarere brusende end skummende – bryg dufter af svesker og gran, at så må det da også være julet på en eller anden måde. Hvad brygget imidlertid mangler er tyngde. Det føles mest friskt og let, og passer bedre til en fremtittende sol i det spæde forår end midten af det dybeste decembermørke.

Brygget leverer en sømmåtte med bunden i vejret på tungen, hvor hamp og humle kappes om at flå og flænse mest. Siden sætter mildere toner ind; rå figner (men ej de tørrede, som traditionelt spises op til jul), egetræ og koriander. Det er såmænd meget godt – endnu engang. Det er bestemt en øl, der er værd at tage med hjem og nyde. Men endnu engang må issen tage imod et par kradsende negle idet man må kontemplere, hvad det egentligt julede ved brygget er.

Det mest oplagte denne blogger kan få øje på er, at den er lanceret op til jul – og ikke meget andet.

Nicolaus Vinter Bock, De 5 Gaarde/Bryghuset Braunstein

Vinterbryg …

Først nu opdager jeg, at det faktisk ikke fremgår af etiketten på dagens bryg, at det skulle være en decideret juleøl. Den hører ganske vist årstiden til, men selve højtiden nævnes end ikke med et spagfærdigt nissepip.

Min teori – og det er ganske vist, at den må være sand, når den samtidig er så underholdende – er, at fødevarefællesskabet De 5 Gaarde forsøger at trolle højrefløjen til offentligt og aggressivt at boykotte deres varer til gengæld for omtale. Årets første julerelaterede ikke-nyhed ramte som bekendt avisernes hjemmesider her forleden, da Ikea blev beskyldt for landsforrædderi og femte-kolonne muslamistisk overtumling af danskhed, da de formastede sig til at kalde julen ‘vinterfest’. Deres motivation har formentlig været, at nå landets mange etniske og religiøse mindretal på et ligeværdigt niveau. Næppe tvingende nødvendigt idet et religiøst samfund, der var så fromt, at det rent faktisk ville fnyse ad en anden religions fest, forår, sommer, efterår eller vinter, næppe ville blive venligere stemt over for denne fest, blot fordi den skiftede navn.

Til gengæld må man give IKEA, at deres marketingstunt har været ganske underholdende, og effektivt i at afsløre en masse navne og identiteter på nazistiske trolde og sovende højreradikale terrorceller ude i landet. Hvis PET ellers bare gad gøre deres arbejde frem for at overvåge og modarbejde lovligt politisk arbejde for et frit Tibet og Kurdistan, skulle de bare gennemgå de mange og lange tråde, affæren … undskyld ikke-affæren affødte på tabloidpressens facebooksider. Om det kommer til at koste IKEA noget på bundlinjen, har jeg min svære tvivl om. For hvor det måske nok skubber nogle nazister og andre, der stemmer på partierne til højre for SF væk, så tiltrækker de formentlig endnu flere som mig selv, der i IKEAs store centre vil have fundet sig et permanent safe space, hvor ingen der ligger til højre for Uffe Elbæk vil vove at sætte deres fødder.

De 5 Gaarde følte sig vel inspireret af den intense og overdrevne omtale, som IKEA afstedkom, og ville se, om de kunne gøre det samme – om ikke andet for at opnå en helvedes masse gratis omtale af produktet. Jeg har imidlertid ikke læst om brygget på nogen tabloidavisers facebooksider – ej heller på selve hjemmesiderne, så forsøget er åbenbart faldet til jorden med et brag.

Det kræver vel også, at en eller anden starter med at anklage De 5 Gaarde for undergravende muslamistisk, julefjendsk propagandavirksomhed. Så folkens! I læste det her på Kajs Ølblog først! De 5 Gaarde vil med deres Nicolaus Vinter Bock føre krig mod julen, fordi de nægter pure at bruge ordet ‘jul’ om noget, der lanceres ved juletid. ISLAMUSLASTISK KONSPIRATION!

Ironien er tyk som årstidens blodpølser at skære i. Højrefløjen svovler og forbander en mellemøstlig indflydelse, which isn’t, langt ind i helvede. Samtidig kopierer de i højere og højere grad idiotien fra vest. Krigen mod jul findes således heller ikke, men påstanden om den, kan man nærmest stille sit ur efter i USA, hvor den er en af de største årstidsbestemte konspirationsteorier. Nu har også denne lille nugget af amerikansk kulturimperialisme gjort sin entre herhjemme.

Bryggene fra De 5 Gaarde blev indtil for et år eller to siden produceret af Harboe. Nu produceres de af Bryghuset Braunstein, og det mærkede jeg tidligere på året, da brandet lige pludselig sendte en langt fra ueffen IPA på markedet. Nu må vi se, om de gode takter holder.

Brygget er i hvert fald mørkt som vinternatten – ikke mindst når vejret er så miserabelt som det er i øjeblikket. Skummet skuffer på den anden side en anelse – ikke helt højt nok, og lige lovlig lyst, bryggets dunkelhed taget i betragtning. En tung em af svesker og kaffe vælter op ved skænkning. “Og så en kop kaffe med ekstra svesker – min mave roterer som en vinduesvisker” som det kendte musikalske lyrikprojekt Red Warszawa så lystigt poetiserede for efterhånden årtier tilbage.

Men så voldsomt er brygget nu alligevel ikke (øv). Aroma og kaffe med en let antydning af cognac gør godt. Dertil kommer en noget vanskeligt definerbar sødme – for let til at være svesker og alligevel for kompleks til bare at kunne afskrives som sirup eller sukker.

Og det er sådan set fint nok. Det passer ikke bare godt til vinterkulden, men også til det typisk våde vejr forinden. Til vinterbordet vil det også passe fint – ligeså til julebordet, hvis man er old school, men en vigende fylde og en hældning mod det lidt tynde kan brygget heller ikke helt sige sig fri fra.

Brygget er i øvrigt ikke opkaldt efter julemanden. Det er jo ikke en julebock, men en vinter bock (sic). Det er opkaldt efter Greve Niels Mogensen Friis ‘Nicolaus’ af Frijsenborg. Født 1665 og søn af den første greve af Grevskabet Frijsenborg. Det fremgår af bagetiketten, og nu spørger jeg mig selv, om der altid har været sådan en forklaring på bryggets navn, eller om det er noget nyt, de er begyndt på?

Det er det sikkert ikke. Mon ikke det har været der hele tiden. Jeg har bare været så blind, at jeg ikke har opdaget det før nu. Hvorfor kan det ikke undgå at irritere?

Ligesom kvaliteten ikke når IPA’en fra tidligere på året. Gennemsnittet ligger dog stadig vel over det niveau Harboe lagde for serien.

Crazy Christmas IPA, Svaneke Bryghus

En fin IPA – med eller uden jul …

Hvis det skal være i år, så må jeg hellere komme i gang. Sidste år gad jeg ikke, året forinden … det husker jeg ikke, og jeg gider ikke scrolle tilbage for at kigge efter.

Hvad fabler idioten om? Juleøl, for pokker da. Nogle år har jeg gjort lidt en dyd ud af at prøve nogle juleøl op til jul, for så at smide en anbefaling tæt på højtiden. Det har jeg tænkt mig at gøre i år. Jeg synes jeg har plads i kalenderen og i ølkøleskabet til det. Desuden er de allerfleste juleøl, højtiden kan byde på, alligevel gengangere, så det meste af udvalget, vil læserne allerede kunne finde anmeldt for år tilbage.

Den her var til gengæld ny. En jule-IPA fra Svaneke Bryghus med navnet ‘Crazy Christmas IPA’. Mon ikke det er ment som et ordspil på ‘Crazy Christmas Cabaret’ – en varieteforestilling, der finder sted hvert år ved juletid i København? Jeg husker at have været vel underholdt tilbage i 90’erne, da min engelsklærer i gymnasiet tog klassen med på ekskursion for at bese løjerne. Det crazy ved øllet – synes bryggeriet i hvert fald, og jeg er endda tilbøjelig til at give dem ret – er de ekstra ingredienser, der er blevet tilsat: Kamille, løvetand og morgenfrue. Interessant, såmænd. Men julet, ligefrem?

Jule-IPA’erne har vundet frem i løbet af årene, og det er egentlig ikke så sært. En hvilken som helst øltype, der bliver populær, får gerne en jule-version på et eller andet tidspunkt … måske med undtagelse af påskebryggene, selvom julen varer lige til påske. Til gengæld forstår jeg ikke helt hvorfor. IPA’ens rå bitterhed matcher ikke fed, sød julemad særlig godt. Ja, det skulle lige være silden, eller noget andet syrligt, hvortil Royal Unibrews Jule-IPA, der blev lanceret sidste år, ifølge en kommentar på bloggen skulle passe fint.

Fra starten har jeg min tvivl om, hvorvidt det kunne gælde for den her. Ved skænkning forplanter bryggets duft sig lifligt i rummet i form af altea, grannåle og ingefær. Det mørkorange bryg med det fedtede, høje skum virker lovende og velbehageligt – men langt fra julet.

Smagen fortsætter samme nydelige, men næppe julede takter – på bagkant mærkes frugtnoter i form af hyben og friske – ej tørrede – figner. Midt på tungen prikker og snurrer det kækt og tørt af friskfræset fyrretræssavsmuld og grankogler. Det er først og fremmest chinook-humlen, man smager, med en frisk, karsk bitterhed af solrige sommerdage og hårdtkrydrede asiatiske retter.

Jeg kigger en enkelt gang mere på emballagen, og konstaterer, at den er fra Bornholm – og ikke fra den sydlige halvkugle, hvor aroma som denne øls, ville gøre rigtig god gavn i den australske sommer – men ikke i den våde, lunkne danske vinter. Men ikke at det egentlig gør noget. Hvis Svaneke Bryghus vil bruge julen som anledning til at brygge en aldeles godkendt – og mere til – IPA, så skal det være dem vel forundt.

Julen er som bekendt en undskyldning for at smide alt muligt ubrugeligt skrammel på markedet. Så det er bestemt forfriskende, når Svaneke lancerer en fin IPA som denne her i stedet.

Den ville klæde en J-dag så uendeligt meget bedre, end det rædselsforskrækkelige sprøjt som de unge mennesker hælder i sig i aften.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme