Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Måned: oktober 2019

Lounge Lizard Lager, Beard Brew

Dem der gider …

Det er ikke allitterationen, jeg ikke kan få nok af. Allitteration er sådan set et OK kunstgreb ind imellem, hvis man vil have noget til at lyde flot og sejt. Men det kan også meget let overdrives, hvorved det snart bliver søgt og klichéagtigt.

Ikke at jeg vil anklage randrusianske Beard Brew for at bruge allitteration i overdreven og unødigt omfang. Netop i overskrifter, navne, punchlines, sloganer – eller øltitler – fungerer det sådan set fint, og også her, hvor der er hele tre gange L som forbogstav i bryggets navn.

Næh, det er Beard Brews fantastisk fine og fortrinligt festlige forfriskninger i form af formidable flaskeøl, jeg føler mig så forført af, at jeg flot må fjærte på mit forbehold mod forfløjen brug af fesen allitteration. Pyt med det! De fortjener det!

Ikke mindst når talen falder på en øltype, der i sit inderste væsen nærmest skriger generiskhed og industriel almuesprøjt. Lageren – eller pilsneren, som den typisk hedder her på egnen – er den øl, som de store bryggerier typisk er kendt for, som øllen de har. Ikke mindst fordi netop pilsneren gerne deler bryggeriets navn. Carlsberg, Tuborg, Royal [Unibrew], Vestfyen, Harboe – og man kunne blive ved. Også hvis man smuttede til udlandet med Coors, Heineken, [Anheuser-]Busch [InBev] og hvad alt det andet i den uanselige og ensartede masse af kornfarvet industri, giganterne drukner markedet i.

Hvorfor binder kvalitetsbryggerne overhovedet an med en type som pilsneren? For nu selv at komme med et bud på mit åbenlyst retoriske spørgsmål, så forestiller jeg mig, at det må være for at vise, at selv pilsneren kan blive til en rigtig god øl, hvis bryggeriet ellers gider.

Og Beard Brew gider ikke bare, næh, de gider helt sikkert så meget, at man bliver nødt til at skrive det med kursiv. Beviset er nærværende pilsnerbryg.

Dyborange, aldeles uigennemskinneligt, og med en nydelig omend ikke unødigt voldsom skumkrone, udgør en lovende visuel indledning. Næsen begejstres snart af en kæk og frimodig humle, der føles ren og autentisk, men ikke usædvanlig i sin karakter. Jeg havde gættet på Hallertauer, og ramte dermed helt forbi skiven. Vic Secret, Mosaic og Columbus er i hvert fald to typiske IPA-humler (Vic Secret kender jeg ikke), men det er slet ikke IPA’ens krakilske bitterhed man her rammes af.

Og det er det heller ikke i smagen. Det er for all intents and purposes en pilsner – eller lager om man vil – man sidder med. Let glider brygget over tungen, men smagningen bremser hårdt op, så snart brygget rammer tungesider og gummer. Her tårner en bitter mur sig op. Tung, tæt, kraftfuld og bøvlet at komme uden om. Man lader kun brygget sive langsomt forbi en lille åbning ved mandlerne, for at få alle de tunge, bitre nuancer med: Hasselnødder, valnødder, kaffe, bålrøg og kål.

Og som enhver velbygget mur bliver den stående, efter at være blevet møjsommeligt forceret. Bitterheden klinger kun ganske langsomt af, til stor fornøjelse og nydelse længe efter at glasset er tomt.

Jeg kendte godt pilsnertypens potentiale for store oplevelser fra andre mikrobryggerier. Desværre er der rigtig mange, der uløseligt forbinder pilsneren med generisk industri, hvis fremmeste egenskaber er tørstslukning og beruselse. Men der er rigtig meget smag at komme efter …

… I denne pilsner, og i mange andre. Hvis man gider kigge efter.

Brooklyn Hoppy Amber Lager, The Brooklyn Brewery

Rutsjebane!

Man ved aldrig helt hvad man får, når man knapper en øl fra The Brooklyn Brewery op. Nogle gange er de helt oppe og ringe, andre gange not so much. Det er op, ned og også ret tit midt imellem.

Alligevel kommer de med, når jeg ser en ny, for det kan jo være, at der er en optur i vente. Og er der det ikke, har jeg en undskyldning for at sende et par eder og forbandelser af sted i stedet.

Jeg kan ikke tabe.

Brygget her må siges at være en af opturene. Det lægger godt ud med en habil Hallertauerimpression allerede ved åbning, der desværre allerede er aftaget noget efter at det dyborange, ravfarvede bryg er skænket.

Smagen er til gengæld ingenlunde forduftet. Rå, skarp og krydret melder den sig anmassende med en bund af hasselnødder med antydning af muskatnød. Aromaen klæber sig effektivt til gummer og tungesider, så den længe efter at brygget har forladt munden bagtil, stadig er præsent.

Man savner egentlig ikke fylde i brygget, selvom det sikkert for nogen må forekomme lige letflydende nok. Denne blogger finder imidlertid aromaen leverer rigeligt til at brygget ikke bare klarer den trods vigende fylde – den klarer den godt.

Den var jeg bestemt ikke ked af at have taget med hjem. Og i grunden er jeg heller ikke ked af, at den ikke gav mig anledning til at bande. Trods alt foretrækker jeg en en øl, jeg kan glæde mig over frem for en, jeg kan brokke mig over.

1897 American Pale Ale, Indslev

Megen skade har den næppe taget …

Der gemmer sig stadig minder om min tid i Husum på min ølhylde. At der findes minder i det hele taget fra mine år i postnummer Brønshøj undrer næppe, men lige netop ølhylden burde helst gå fri. Med mindre måske øllene er rigtig mørke og tætte, og dermed af typen der ikke bare kan tåle at stå urørt et godt stykke tid, men rent faktisk også har godt af det.

I skarp modsætning til denne lyse American Pale Ale, forstås, der stammer helt tilbage fra en tid, hvor bryggeriet Indslev endnu ikke var gået i betalingsstandsning, endsige var blevet opkøbt af Bryggeriet Vestfyen. Den følgende anmeldelse sker med denne bedagethed in mente.

Tidens tand har nu ikke været mere unådig, end at bryggets ide fortsat kan skues derinde under det langt fra uimponerende gyldne skum, og den tætte, mørkorange grums. Den friske, skarpe humleduft er intakt nydelig og formår at fryde sufficient. På tungen gør den bestemt heller ikke skade med en pikant, prikkende aroma, der dog ikke kan se sig helt fri for en smule oxidering og en antydning af gær.

Nogen aromaeksplosion er brygget ingenlunde – og mens oxidering og gær, der nok er opstået af et lidt for langt ophold i ølskabet (under uproblematiske omstændigheder, forstås – mørkt og ikke for varmt), har fået brygget til at læne sig til den harske side, så er det også efter tidens småforstyrrende indflydelse tydeligt, at brygget heller aldrig har været en sådan – en aromaeksplosion, altså (ja, læserne må undskylde de mange ledsætninger og indskud, men det er nu engang den måde, jeg har valgt at skrive på, ikke også – det kan I jo nok forstå, kan I ikke også – ja, det tænkte jeg nok, så slap lige af, okay …)

Brygget formår aldrig at komme op i nærheden af at ringe hverken helt eller halvt. Det forbliver afdæmpet, mildt fornøjende, men mere end det halvkedeligt og generisk.

Lindemans Apple, Lindemans

Exquisite!

Denne øl har stået i køleskabet siden starten af maj måned, hvor Marcus og jeg var på Ølfestival i Esrum. Som hardcore fans måske vil huske, fik vi brugt en rum tid på det belgiske udvalg, og glemte næsten alle de andre fine øl på udstillingen. En stribe smagsprøver til senere anmeldelse kom også med hjem – ikke mindst den frugtøl, der havde imponeret os mest, denne med æble.

Det er ikke kun for at være kontrær – men at jeg godter mig ved, at jeg finder ærlig og redelig nydelse i de belgiske frugtøl i skarp modsætning til de fleste ølconnoisseurs, skal ikke være nogen hemmelighed. Især når de belgiske frugtøl ikke bare er ‘øl, hvor der er blandet noget frugt i’ men møjsommeligt komponerede kunstværker af surt øl og frugtsaft, minutiøst afprøvet og gennem årene optimeret til perfektion.

Resultatet kan man nyde – bare nyde – i denne alt for lille sag af koncentreret, sursød vederkvægelse. Jeg kunne drikke dette øl af deleemballager – helt uden at dele.

Og snobberne vil sikkert sige, at den bare lugter af æblemost, og at det da ikke har noget med øl at gøre. Men gu har det så. For gider man tage sig til til at snuse ordentligt ind, mærkes den underliggende lambic’s friske, sure udtryk, der giver æblemosten et ekstra pift æblemost, som æblemost alene ikke magter.

Og det næsten overmodige udtryk af æbler med ekstra æbler fortsætter og vokser i smagen. Brygget er perlende frisk som det bruser og prikker af rigeligt gærinduceret kulsyre, der løfter æblearoma og lambicsyre op til endnu højere etager af fryd og nydelse. Skønt man mest mærker sødmen, vrides ansigtet alligevel i groteske grimasser, når den udsøgte blanding af foeders gør sig til kende i bryggets frisksure bund.

Og oplevelsen er ikke slut, når brygget skylles ned. Det skarver og river hele vejen gennem brystet, og prikker mærkbart videre, indtil det endelig falder til ro i bugen. Man kan slet ikke få nok. Og man ærgrer sig sådan over, at brygget kun leveres i kvartlitersflasker.

En vinflaske ville man ikke engang bliver voldsomt fuld af, da brygget kun holder afdæmpede 3,5% – så hvorfor ikke bare levere det i nogle voksne mængder?

Til mig ville det altid kunne afsættes!

Oyster Stout, Porterhouse Brewing Co.

Som vi kender den …

Er der monstro nogle Erdogan-støtter blandt mine læsere? Det regner jeg ikke med. Det afskyelige uvæsen Erdogan er ud over folkemorder også en religiøst fundamentalistisk tyran, der prædiker afholdenhed fra alt, der er rart – herunder alkohol selv i afmålte kvanta. Skulle det imidlertid ske, at jeg har læsere, der sværmer for folkemorderen Erdogan, er I mere end velkomne til at skrubbe af og aldrig læse min blog igen. Jeg har ikke brug for jeres clicks. Til gengæld vil det sikkert glæde mine andre læsere, at de ikke behøver risikere at føle sig beskidte, fordi de uforvarende kommer til at læse mine indlæg samtidig med en folkemordstilhænger.

Det var bare lige det. Nu videre til øllet, der i dag er fra Irland. Irsk øl er ikke min store favorit, men i sammenligning med folkemorderen Erdogan og folkemorderen Erdogans støtter, er Irsk øl faktisk så uendeligt lang oppe i modsatte ende af skalaen, at forskellen på min passion for irsk øl, og øl fra fx Amager Bryghus, kan være vanskelig at få øje på.

– I det perspektiv, forstås. Det er i grunden et tåbeligt perspektiv. I det perspektiv er det svært at skelne min aversion mod Darren Hayes fra min passion for øl fra Amager Bryghus. Og afstanden mellem dem regnes ellers nemmest i parsec.

Vel, nok vrøvl – når jeg også lige har fået sagt, at jeg varmt og inderligt støtter den kurdiske frihedskamp – ikke mindst den der foregår i Syrien mod DAESH. At den tyrkiske stat reelt er en aflægger af DAESH er blot én af grundene til min afgrundsdybe foragt for tyrannen Erdogan, alle hans gerninger og al hans væsen.

Nå … øllet kom vi til. En irsk stout – ligesom Guinness. Ja, jeg kan lige så godt spoile og erklære, ret meget ligesom Guinness, når det kommer til stykket, selvom bryggets markedsføring ikke får for lidt i oplægget til en stor oplevelse, der aldrig bliver mere end middelmådig.

Ikke alene skal brygget skænkes voldsomt for at en anselig skumkrone dannes, brygget viser sig også kun at være mørkt på overfladen. Det lader sig nemt gennemskinne, og fremstår – som mange andre halvtynde stouts – rødt.

Duften er svag mere end noget andet. Fjerne noter af røg, mørkt træ og chokolade. Det lyder godt, og det ville det også have været, hvis bare der havde været mere af det, i stedet for den svage afglans man mødes med.

Lidt mere er der trods alt at hente i smagen. Hasselnødder melder sig uden megen spagfærdighed, men noget festfyrværkeri er det ikke. At få presset tilstrækkeligt med aroma ud af øllet kræven sin smasken, sugen, gurglen og tungetumlen. Følger man sine umiddelbare tilskyndelser, lod man egentlig bare brygget glide ned lige så stille, men når nu bryggeriet sådan hylder brygget for at være innovativt, nysgerrigt og i øvrigt tilsat østers, så vil man jo ikke bare sådan slippe det ned i spiserøret uden at have annammet det ordentligt først.

Med – om ikke ringe, så i hvert fald medium resultat. Brygget ender med at ligne den Guinness, rigtig mange uvilkårligt kommer til at tænke på, når man nævner irsk stout, alt for meget. Måske er der lidt mere smag i, men samtidig mangler den Guinness’ens brødagtige karakter, der i det mindste yder noget fylde, som dette bryg næsten helt mangler.

Nej, det skulle heller ikke være denne øl, der gjorde op med min holdning til irsk øl. En holdning, der ikke baserer sig på fordomme, men erfaringer der på i hvert fald én måde slet slet ikke er bitre nok.

Marcus, der havde den med på sit ferieophold heroppe, skal imidlertid have tak også selvom den langt fra indfriede forventningerne.

Jelen Svetlo Pivo, Apatinska Pivara

Kan måske en smule mere …

Bare fordi man er flyttet til udkanten, er der jo ingen der siger, man behøver at cutte båndene til hovedstaden fuldstændig. Således har en af mine læsere gennem flere år, Niels, sendt mig en øl, han gerne ville have mig til at smide nogle ord om. Det er en pilsner fra Serbien, som jeg mistænker han jævnligt drikker dernede, når han er på familiebesøg. Samme Niels inviterede mig på Taphouse og har tidligere sendt mig en Bosnisk IPA, så det er egentlig slet ikke småting, Niels har gjort det muligt for mig at anmelde.

En stor tak til ham, og jeg tager med kyshånd imod enhver smagsprøve, man har lyst til at sende til mig. Kontakter man mig på facebooksiden, kan man få min adresse, og i øvrigt koordinere nærmere om nødvendigt.

Vi har at gøre med en industriel standardpilsner, så hvis ikke Niels havde rost den i floromvundne vendinger, ville det uprætentiøse ydre – og indre idet brygget fremstår generisk korngult – ikke have kastet store forventninger af sig. Det første sug gennem næsen afgiver imidlertid lidt mere bouquet, end man i hvert fald er vant til fra hjemstavnens industrielle pilsnerbryg. En både dybere og kraftigere hallertauerduft melder sin tilstedeværelse til overraskelse og fryd, men driver så i øvrigt over så hurtigt, at man næsten kommer til at tvivle på, om den nu var der alligevel.

Det er den så, konstaterer man, da glasset sættes for munden. En noget mere markant bitterhed ved mandler og gummer end man er vant til fra den industrielle pilsner herhjemmefra gør egentligt godt, frem for blot at behage en smule mere. Der er noget dybde i den mørke hallertauersmag, og karakteren er forfriskende ren og helt fri for syntetiske afsmage eller fornemmelser. Midt på tungen forekommer brygget – skønt forfriskende og vederkvægende – ikke tyndt. Maltbunden er akkurat solid nok til, at brygget kan mærkes – og det føles rart – i stedet for at det bare glider igennem og ned med ekspresfart.

En industriel pilsner forbliver det dog – men af en kaliber der viser, at konsumøl også kan smage godt, samtidig med at de slukker tørsten.

Brooklyn Black Ops, The Brooklyn Brewery

Sikken’ fest …

Det er desværre begyndt at være en dårlig vane, det der med at der går lang tid mellem indlæggene. Jeg er begyndt at arbejde igen – i fiskeindustrien, og desværre er jeg ofte så smadret fysisk når jeg kommer hjem, at jeg ikke rigtig orker at arbejde på bloggen. Jeg orker heller ikke at lave videoer for tiden, så det kan jeg heller ikke bruge som undskyldning.

Damned if I do, damned if I don’t – med og uden arbejde får jeg ikke skrevet. Men det skal være løgn, skal det. Nu vil jeg skrive endnu et indlæg, og smøre lidt ekstra tyk glasur på som kompensation for de udeblevne dage.

Sidste prøvesmagning fandt sted natten mellem 28. og 29. september. D. 28 var den sidste lørdag i september – Siløsep – som det forkortes på Rødovre Gymnasium, der holder sin årlige gamle elevfest netop på den sidste lørdag i september under dét navn.

Det er 25 år siden, jeg dimitterede. Så jeg havde fundet vej hele vejen fra Thisted for at slutte mig til en lille hård kerne fra dengang, der havde været vakse nok til at huske os på jubilæet over fjæsen. Det blev til nogle glædelige og hjertelige gensyn. Overraskende lidt pinligt. Der blev spist, drukket (kedelig Royal Pilsner – men så slap jeg da for at tage noterne mellem alle anekdoterne om de gode gamle dage), sludret – blandt andet om, hvordan nogle fra klassen var flyttet til udkanten … Vordingborg fx (*fnys* Vordingborg – udkant … hvor nuttet), danset lancier – et syn det må have været, thi det havde jeg ikke danset siden dimissionen, tror jeg.

Men det gik uden brækkede ankler eller det der var værre, således at jeg efter festlighederne stadig var i stand til at spadsere til mit logi for natten. Min gode ven Marcus’ lejlighed i Valby en halvanden kilometers penge derfra.

Og han stillede selvfølgelig an med både natmad og godtøl. Generøs og storhjertet som han er. Det havde han bestemt ikke behøvet. Min tilstand var faktisk ikke den allerbedst egnede til at prøve øl af aftenens kaliber. Men nu er det jo ikke så tit, vi har lejlighed til at mødes længere, så der var jo ligegodt en dag der skulle gribes.

Om bryggets navn kunne Marcus fortælle, at Black Ops er en forkortelse for Black Operations, et slangudtryk for især hemmelige militæroperationer, som den amerikanske hær ikke står bag, og som i hvert fald heller ikke finder sted. Øllet ser også ud til at have været markedsført som en øl, der ikke findes. Men hvis den fandtes ville den have været en Russian imperial stout med yada yada yada – den sædvanlige selvrosende smøre.

Alt hvad jeg refererer her, er i øvrigt stykket sammen fra en optagelse af min og Marcus samtale på min telefon. Brudstykker af den virker bekendte, men hvor ville jeg have været evigt ude af stand til bare tilnærmelsesvis at rekonstruere noget fra nattens udskejelser, om jeg ikke havde haft min nedslidte, men i situationen trofaste telefon med optagefunktion ved hånden.

Om denne individuelle øl knyttede der sig en noget mere spændende historie, end firmaets skalkagtige markedsføring. Den var medbragt helt ovre fra USA af Marcus tvillingebror, som han kalder ‘klonen’, men som i virkeligheden hedder Joachim. Han har faktisk også været med på bloggen et par gange, men i en noget mindre prominent rolle end Marcus.

Det gode i øllet, kunne Marcus berette, kommer dog fra det bornholmske solskin, idet Joachim angiveligt havde ladet øllet lagre i sin vindueskarm på sit kontor på Bornholm i godt og vel et halvt år.
“Det dårlige i øllet kommer fra …”
“Det bornholmske solskin?” bryder jeg kækt ind på optagelsen med munden fuld af natmad.
“Nej-nej-nej-nej!” forsikrer Marcus ihærdigt, “for en af de andre unikke ting, som Bornholm kan for Danmark …”
“Det er Fiske-Finn …”
Den upassende, småstereotype og aldeles ufølsomme kommentar fra bloggeren leveret på pivfalsk rønnefin bliver prompte ignoreret, idet Marcus returnerer: “baggrundsstråling – suverænt Danmarks højeste …”
“Og Fiske-Finn!”
“Nej, men selvom vi troede, han var død og borte, så kunne det også være, at Krølle-Bølle havde været forbi og dyppe sin pung i det her.”

Herefter bryder kontinuiteten i optagelsen en anelse sammen, da Marcus udtrykker sin højlydte begejstring over bryggets duft. “Det skal siges at Kaj og jeg nød et glas portvin før maden – og det fortsætter vi så med. Det er portvin som øl, det her!”

“Den er i hvert fald sort,” konstaterer jeg tørt ved skænkning, idet det meget hurtigt bliver klart, at brygget ikke er blevet bleget af hverken solskin, baggrundsstråling eller Fiske-Finn. Skummet forlader til gengæld scenen hurtigt – som om det ikke havde noget at gøre der, da duft og kulør opfylder sansernes hunger så aldeles rigeligt.

Lakrids med en tæt portvinsbund og -sødme udgør krop og aroma. I eftersmagen spores friske valnødder – næsten som en forsmag på den jul, der også efterhånden rykker nærmere (og allerede er full blown i visse supermarkeder). Overraskende let er den alligevel i betragtning af den meget tunge olfaktoriske indledning. Og det er ikke usædvanligt for typen.

“Det er som om, at man for at understrege de finere pointer i den, har isoleret det, der ellers ville blive skjult i den. Ligesom hvis man siger: nu spiller vi alene diskanten,” begynder Marcus. Jeg nikker – halvejs i stupor efter en seks timers togtur, fem timers besøg hos min far med familie, så druk på mit gamle gymnasium, lanciers og nu Marcus. Heldigvis blev jeg fri for at fortsætte den begavede ordstrøm. “Hver evigt eneste gang vi optager øl, bliver jeg lamslået over, hvad vi nu finde på at sige af prætentiøst bullshit.”

Og deri havde Marcus evigt ret. Angiveligt er det også det, der gør min ølblog læselig, har mange hævdet. At den ikke kun står på tørre anmeldelser, men også saftige anekdoter.

“Der er en doven chokolade inde over …” i Marcus lette overrislet hed og min fyrre hestes brandert blev der på den over 25 minutter lange optagelse ikke sagt meget mere om denne 11,6 procents alkoholbombe. Begejstringen var imidlertid til at tage og føle på, og brygget skal have en karakter derefter fra mig.

Hvad Marcus ville give den, må jeg spørge om ved lejlighed.

Jeg skylder en særlig tak til mine gamle gymnasiekammerater, der endnu engang kunne mønstre tålmodighed nok til at tolerere mig in the flesh. De havde selvfølgelig også tre års øvelse … der alligevel lå hele 25 år tilbage.

Det er alligevel imponerende.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme