Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Måned: september 2019

Home Brew Milk Stout, Beard Brew

Det lover fortsat godt …

Dagens bryg måtte agere stand in for den anden Struer Bryghus-øl, som min storebror havde med til mig, da han overnattede forleden. Venø Bryg, hed den. Den var brygget med sukker og havregryn, men det fremgik ikke af etiketten, hvilken type den skulle forestille at være.

Og det fik jeg heller aldrig rigtig lejlighed til at smage mig frem til, for ved åbning eksploderede brygget nærmest. Sådan lidt ligesom den fejlgærede Disobedience fra Dry & Bitter ikke gjorde i den her video fra min facebook-side. Forskellen er altså, at Struer Bryghus’ bryg … vel, det eksploderede ganske vist ikke. Men der var godt nok dømt både ‘Old Faithful’ og ‘Strokkur’ hjemme i dagligstuen – og i det lille ateistiske hjem føg det ikke kun med eder og forbandelser, men også med højlydte lovprisninger til magter, der ellers kun sjældent anråbes, endsige prises, idet ikke en dråbe havde ramt min temmelig dyrebare PC, der stod placeret få centimeter fra den spruttende geysir.

Jeg var faktisk også blevet advaret mod Struer Bryghus’ øl. Der var vist flere, der havde oplevet inficerede eksemplarer. Flere misfornøjede læsere havde endda udtrykt deres undren over mine rosende ord over Skonnert Stout. Men jeg kunne altså godt lide den, og den fejlede så vidt jeg kunne vurdere intet. Tværtimod.

Til gengæld stod det lige så klart, som de anselige mængder væde på stuegulvet, at dette eksemplar af Venø Bryg vist havde fået noget med fra bryggeriet, der ikke  var meningen. Det lyse bryg var desuden aldeles udrikkeligt – surt som eddike. Og hvad der ikke smagte af eddike smagte af gær. Selvom jeg kan tylle det sureste bryg man kan opdrive i mig som saftevand, er jeg ikke et sekund i tvivl, når jeg får fejlgæret øl i kæften. Det smager surt på en helt anden – ubehagelig – måde.

Men det skulle ikke ende skidt, skulle det ej! En hurtig søgning i køleskabet, og jeg havde fundet en erstatning: En lille gave fra Beard Brew fra da jeg mødte dem til Øllets Dag på Thisted Bryghus. Et eksperimentalbryg, der ikke er helt klar til at komme på markedet endnu, så vidt jeg kunne forstå. Derfor blev det også leveret i en højst uofficiel emballage – en flaske fra Flensburger Brauerei, komplet med logo oven på den for bryggeriet næsten ikoniske patent-prop.

Det var den samme flaske, som mine forældre i min barndom brugte til deres hjemmebryg. Næppe til stor forundring i betragtning af min tyske baggrund, samt den oplagte grund at flaskerne er perfekte, når man skal bruge dem igen og igen, og man ikke ejer udstyr til påsætning af kapsler.

Dejlig mørkt og sejt, næsten som frisksmeltet tjære, skvulper brygget dovent og modvilligt ned i glasset. Den langtrukne affære bliver dog ingen byrde, for undervejs man man nyde den fine bouquet af sød lakrids og kaffe som brygget anderledes velvilligt afgiver.

Brygget er tilsat laktose og holder 7,2%. Jeg lærte til Øllets dag, at man med laktose kan gøre øl sødere uden at gøre det stærkere, fordi mælkesukker ikke omsættes til alkohol. 7,2 er ellers oppe i den tunge ende – men så var det vel for ikke at få den endnu højere op (går jeg ud fra).

Laktose eller ej – det er nu ikke sødmen, der er i højsædet i brygget, Det er til gengæld lakridsen, der uden at være den usødede engelske af slagsen, stadig er mere kraftig end sukret. Til gengæld føles brygget overordentligt velbehageligt på tungen, som det olieagtigt glider hen over den, for på vejen at efterlade sig et nydeligt spor af velsmag og -behag.

Efterhånden melder sødmen sig da også – omend subtilt – i form af mørk chokolade, der aldrig så nydeligt forener sig med lakridsnoterne i en kombi, der også er velkendt uden for ølverdenen.

Smagfuldt og fuldfedt som det skal være. I mine øjne er der ikke nogen grund til at fortsætte eksperimentet. Brygget er fint og klar til lancering som det er. Eneste indvending skulle være, at jeg gerne ville have haft det bitrere og mere lakridset – fordi jeg bare er sådan.

Men det er jo ikke helt meningen med en milk stout – så det må få være …

Star, Nigerian Breweries

2 i 1 og så 1 mer’, tak …

Her er endnu en af de afrikanske øl, Marcus havde med til mig tidligere på sommeren. Navnet minder mig dog om noget mere hjemligt. Ganske vist er jeg ikke helt gammel nok til at have oplevet den oprindelige ‘Star’-øl. Den blev – ifølge den smule, der står på Wikipedia – skabt af arbejderbevægelsens bryggeri ‘Stjernen’ på Frederiksberg. Bryggeriet lukkede i 1964, mere end ti år før jeg blev født, men en stribe tegnede biografreklamefilm fra 50’erne genoplivede erindringen om dem i Jørgen de Mylius’ legendariske underholdningsprogram fra firserne, Eldorado. – Det kan jeg til gengæld tydeligt huske. Og endnu bedre husker jeg Carlsbergs relancering af brandet i 90’erne som billigmærke. Det var langt fra verdens dårligste billigbajer. Angiveligt hældte Carlsberg det samme på deres Hof, som på ‘Dansk‘-pilsnerne, dengang de sad på Faktas discountøl, og jeg kunne have dem mistænkt for noget lignende med Star-pilsneren.

Dengang som nu, fik man imidlertid kun én øl i en flaske. I Nigeria får man åbenbart to – eller næsten da. Flasken indeholder 600 ml, og så er det jo tæt på, om ikke andet.

Man får imidlertid uvilkårligt den tanke, at brygget stadig vil smage af én mer’, når det er åbnet og skænket. Sprød og sprudlende frisk knitrer og bruser brygget lystigere end en mark med kaniner om foråret. Det hastigt faldende skum lader imidlertid nogle karske humlenoter ane, så måske jeg tager fejl?

En vitterlig rar aroma af vanille melder sig som det første i smagen. Det er sødt og velgørende, og i den grad vederkvægende og tørstslukkende. Humlen lader vente på sig og bliver aldrig noget nær særlig interessant. Imidlertid lægger brygget sig stadig en smule over forventningerne, der ved deres lave niveau gør chancen for positive overraskelser større.

Omend det stammer fra Afrika, er denne nigerianske Star stadig meget europæisk – vel, tysk – i sit udtryk. Når det så er sagt, er vi stadig vel over niveauet for det værste discountsprøjt herhjemme.

Eller sagt på en anden måde. De to øl smager stadig af en tredje, og det er fint al den stund, at den spinkle aroma trods alt næppe afskrækker nogen fra at prøve den igen.

Øllets dag på Thisted Bryghus, 2. del: So much awesome!

My work here is done … eller næsten …

Efter at have været gennem afstemningen, var der frisvømning. Jeg havde som nævnt i første del spejdet lidt rundt efter at være ankommet, og de første jeg ville aflægge et besøg – nu selskabeligt overrislet efter afstemningsøllene – var københavnske Beard Brew.

De to bryggere, Morten og Dennis, er fortsat ret nye i branchen. En af dem – jeg husker ikke hvem – var forbi min adresse i Brønshøj tilbage i november eller december måned med deres Imperial IPA. Det skete kort tid før Marcus kom forbi, så jeg ikke bare kunne lade ét, men to sæt smagsløg afprøve den. Og vi var begge solgt fra sekund ét.
Jeg spurgte selvfølgelig udskænkeren, om det var ham, der havde været forbi min lejlighed dengang. Det viste sig, at det ikke var ham. Men så kunne vi til gengæld glæde os over, at jeg fik æren af at møde dem begge to.

Berliner Weisse, Beard Brew
Beard Brews Berliner Weisse fik jeg faktisk stukket i hånden, mens jeg stadig var godt i gang med afstemningsøllene fra sidst. Det var nu også rart med et lille afbræk undervejs fra de meget mørke Limfjordsporter-hyldester. Et billede nåede jeg aldrig at tage, ej heller at optage notater på telefonen. Til gengæld husker jeg den stadig forbløffende tydeligt i betragtning af de mange smagsprøver, der røg ned.
En karsk, forfriskende lille sag, tilpas sød og med lige akkurat den rigtige antydning af melethed, der gør hvedeøl til mere end et hurtigt bællebryg til løgnhalsen. Aldeles godkendt, og bestemt noget, der ryger i indkøbskurven til rigtig anmeldelse, hvis jeg en dag skulle støde på den i handlen.
Det blev i øvrigt til en revisited senere med et ganske særligt tvist, men for at høre om dette, må læseren fortsætte sin færd gennem teksten (det er snyd at springe over).

Asian IPA, Beard Brew
Hvis man er god til at tælle, og måske har en kende logisk sans, vil man konkludere, at jeg var forbi Beard Brews stand tre gange i alt. I hvert fald, hvis jeg fortæller, at denne gang var den næstsidste.
Asian IPA er opfølgeren til Imperial IPA. Det asiatiske islæt udgøres af tilsat galangarod, citrongræs, korianderfrø og limefrugter, der er blevet knust i en juicer. Ikke overraskende giver det brygget en krydret duft. Overraskende er det til gengæld, at den er  fortryllende fin. Sød, aromatisk og en sikker understregning af IPA’ens i forvejen skarpe noter af grannåle og tørt, lyst træ. Beard Brew-gutterne har taget en IPA og smidt en masse oven i den, der gør den endnu mere til en IPA.
Skarp, sød og kras flår den ikke bare smagsløgene op, den river også godt til i næsen. Desuden har brygget en sød kant, der giver bredde og endnu flere nuancer.
Et brygmesterværk, der placerer Beard Brew i den absolutte top blandt nye små bryggerier herhjemme. Jeg fik i øvrigt et helt eksemplar med hjem til senere anmeldelse.

The Legendary Klemme, Peter Klemmensen/Amager Bryghus
Jeps! I læste rigtigt! Den levende legende, der står bag Limfjordsporteren fra Thisted Bryghus har lavet et samarbejdsbryg med det ligeledes legendariske mikrobryggeri fra Tårnby, Amager Bryghus.
Det kan selvfølgelig kun gå godt (spoiler: der gør det også) og som om det ikke var nok, at man fik lov at smage et dobbelt-op på bryggiganter, så var mesteren selv, Peter Klemmensen også til stede.
Anmassende og uforskammet som jeg var, spurgte jeg, om jeg måtte tage en selfie med ham. Det måtte jeg, på betingelse af, at jeg ikke lagde en polet for smagsprøven, og at vi skulle skåle på billedet. Det var betingelser, jeg begejstret indgik.
Hvor er det skønt at møde sine helte, og opdage at de også i virkeligheden er vildt awesome. Der er hermed også sat et stort fedt flueben ud for ét af de store ønsker jeg har haft, siden jeg begyndte at anmelde øl.
Brygget er en lille, kompakt og nydelig lakridssag, sprudlende af aroma og forbløffende let i udtrykket på trods af de 10% alkohol. Den trænger ud i alle små hjørner og ender af mundhulen med intense, og alligevel venlige lakridsaromaer – den rå brutalitet og kompromisløshed vi kender fra bryggeriet forenes aldrig så elegant med den venlige og myndige ekspertise fra bryggeren.
Well done!

Tripel Ale, Fur Bryghus
Tripel Blonde er en øltype, jeg i grunden ikke kan fordrage. Skarp som barberblade, sprittet som det indre af en bøtte desinfektionsmiddel, og med banansmag så kvalmende, at man må gribe til ydertilfælde, som fx Pernille Vermunds åbne, talende mundtøj for at finde noget, der kan konkurrere.
Det er umuligt ikke at blive draget af – eller sådan har jeg det i hvert fald. Til min egen store forundring. Jeg kan bare ikke holde nallerne fra det, når lejligheden byder sig.
Aldeles forbløffende virker det imidlertid, når det skarpe og sprittede er bibeholdt, mens det kvalmende er skåret væk med en kirurgisk præcision, der ville have gjort Linse Kessler misundelig. Den fæle bananhalsbrand er erstattet af en pikant aroma af kommen, der giver brygget en karakter af afdæmpet snaps. En Rød Aalborg, som man kan holde ud at nippe, og som man heller ikke helt så hurtigt går i gulvet af.
Tænk at der i grunden skulle så lidt til, for at gøre den type tålelig.

Berliner Weisse m/ agurkelikør, Beard Brew
Det var langt fra så åndssvagt som det lyder. Men netop fordi det lød så åndssvagt, måtte det simpelt hen prøves. Beard Brew langede smagsprøver ud af deres Berliner Weisse, tilsat forskellige frugtlikører. Jeg husker dårligt hvilke, men flotte var de i farverne, og mon ikke der var almindelige ting som citron, hindbær og æble blandt dem?
Og så altså agurk. Og det skulle selvfølgelig prøves, fordi alene tanken om, at det overhovedet eksisterede i sig selv var så tåbelig, at selv Boris Johnsons frisure måtte se sig slået. Og så fungerede det endda! Jo, sgu! De søde agurkenoter understregede perfekt Weissens friskhed, og gav aromaen en – i enhver Weißbier – tiltrængt dybde.

Sorteper, Nr Nissum Bryghus
Sorteper er det næsten nystartede (2017) Nr Nissum Bryghus’ første stout. Brygmester er gået efter sødme, og har derfor tilsat laktose, så brygget bliver sødt uden at blive alkoholvolumen øges. Laktose nedbrydes ikke til alkohol, kunne han berette, og sådan blev jeg det klogere.
En letflydende stout, der olieagtigt glider lige ned, og på vejen løfter alle de rigtige smagsløg.
Her er et bryggeri, man nok skal holde øje med de næste par år. Det tegner godt.

The Sound of Mosaic IPA, Viborg Bryghus
Jeg tror, jeg har set The Sound of Music én gang. Og uden at ville påstå, at jeg hader den, eller noget der bare ligner, har jeg heller aldrig fundet anledning til at se den igen.
Sound of Mosaic fra Viborg Bryghus, til gengæld … Den ikoniske IPA-humles prikker, snitter og behager muntert og lystigt i dette friske, aromatiske mesterstykke. Meget klar og ren er den i udtrykket, uden den bismag af industri, der velsmag til trods, præger Royal Unibrews standard-IPA med navn efter humlen.
Viborg Bryghus burde jeg nok opsøge noget mere. Og nu kan jeg ikke så godt  bruge geografien som undskyldning længere. Og når jeg får det gjort, kræver den her øl et gensyn.

Sort Magi, Norddjurs Håndbryg/Viborg Bryghus
Det blev til mange stouts og portere. Fælles for de fleste af dem var deres lethed og hvordan de ikke vægrede sig det store ved at passere svælget uden at blive tygget først.Ikke at det gør noget. Det er en kunst at gøre de tætte, mørke bryg lette – uden at det dog er noget, man ligefrem behøver stræbe efter.
Sort Magi fra Norddjurs Bryghus er undtagelsen. Her er der tæthed for alle pengene, aroma af mørkt, tungt træ og hårdtristet kaffe. Brygget mangler ikke noget i fylde på trods af en alkoholprocent, der ikke ligger højere end 5,7. Udover trang til at tygge brygget på vej igennem munden, griber man uvilkårligt ud efter en tandstikker til sidst.
Sådan skal en tæt stout være.

Amarillo Amerikansk IPA, Hjort Beer
Aalborgensiske Hjort Beer havde det meste af kataloget med. Jeg gik efter det sikre, og valgte en Amarillo Amerikansk IPA. Det er en West Coast IPA, en stil der kendetegnes ved ikke at at være helt så skarpt bitter som de tørhumlede IPA’er man gerne finder på USA’s østkyst. Karamelmalt er brugt for sødmens skyld, og havre er tilsat for at give brygget fylde.
Brygget er vitterlig mere rundt og rart i det med en dybere aromasprofil end hvad man finder i New England og på Amager (for den sags skyld). Afvekslingen er kærkommen – begge IPA’er kan være rigtig gode, og det viser Hjort Beer med al tydelighed.

Ivar’s Hand, Basquery/Hjort Beer
Denne Witbier var det sidste bryg, jeg kunne holde til, før jeg valgte at vende snuden hjemad. Den er en collab mellem et baskisk bryggeri og den gæve aalborgenser Carsten Hjort Bjerre, der i hvert fald er ret god til at brygge IPA.
Witbier er måske ikke ligefrem Tripel Blond, men ikke desto mindre stadig en øltype, jeg aldrig rigtig har været på bølgelængde med.
Men ind imellem kan det gå godt alligevel. Den her blev serveret perfekt afkølet. Den behager med en fin kant af citrus og har mere end fylde nok til ikke at føles tynd.
Ivar’s Hand fik jeg også et anmeldereksemplar med hjem af, så en reel anmeldelse af den, kan ventes på et tidspunkt senere hen.

Og det var så den dag …
Tilbage er der kun at takke Thisted Bryghus for et meget fint arrangement. Takket være dem fik jeg ikke bare mødt Peter Klemmensen, men jeg fik også lejlighed til at smage et bryg, han havde begået sammen med mit favoritbryggeri, Amager Bryghus.

Man må næsten frygte hybris.

Desuden havde arrangementet sin store force i den lokale forankring. At der er så mange gode håndbryggere i det nordjyske med produkter af en sådan kvalitet var en kærkommen overraskelse.

Nordjylland kan godt – og de (eller nu må jeg vel hellere sige ‘vi’) har i virkeligheden altid kunnet. Jeg husker hvordan jeg tidligt i bloggens historie hæftede mig ved gode bryg, ikke bare fra Thisted, men også fra Aalborg, Nibe og Skagen.

Men der er endnu flere. Og de kan – allesammen!

Øllets dag på Thisted Bryghus, 1. del: Afstemningen

Mange øl – og mennesker …

Øllets dag i lørdags blev fejret med arrangementer over hele landet. Næppe overraskende blev der også skænket ud i Thisted, hvor det lokale bryggeri (Thisted Bryghus, som I jo nok ved) stod for et stort, velarrangeret og velbesøgt arrangement.

Vejret har været fælt ustadigt heroppe den seneste tid (det er nok ikke så forskelligt fra resten af landet), så alle åbne arealer på bryghusets grund var pakket ind i store hvide telte, der på den ene side gjorde arrangementet endnu mere intimt – så intimt at det var vel inden for overrendt-spektret og dermed også en kende skræmmende for folk, der som jeg er beriget med Asperger og ADHD.

De gode intentioner fejlede imidlertid intet overhovedet. Det var vejret, der ikke artede sig. For netop den dag, hvor arrangørerne sådan havde taget højde for elementernes rasen, skulle solen selvfølgelig stråle aldrig så flot i den skønneste duet med en middeltemperatur på vel over de 20 grader.

Men havde teltene ikke været sat op, ville regnen sikkert have stået ned stænger. Så det var nok meget godt alligevel (ja, jeg er forbandet overtroisk med en slags. Lad mig nu bare være, ikk …).

Et ikke bare velbesøgt, men også informativt og bredt arrangement var det også. Med stærk forankring i det Nordjyske, ganske vist, men også med velvalgte følere til hovedstaden. Og det kommer vi alt sammen meget grundigere ind på senere i denne, min rapport fra arrangementet.

Netop ankommet famlede jeg mig småforvirret og overvældet frem, uden plan eller mål for, hvad jeg ville prøve. Jeg spejdede også som en gal efter nogen, jeg kendte. Men da jeg stadig er ret ny i byen, var der ikke meget at sige til, at det heller ikke bragte mig særlig langt …

… og dog. Netop som jeg havde dalret hvileløst rundt så længe, at det var ved at blive pinligt, blev jeg prikket til, og en stemme sagde “Kaj!” Det viste sig, at være en ung kollega fra den fiskefabrik i Hanstholm, hvor jeg de seneste uger har bestredet noget vikararbejde. Han havde godt nævnt, at hans far selv bryggede øl (ja gad vide hvordan han mon havde fundet ud af, at jeg var interesseret i øl? Som om det var noget, jeg render og gør reklame for til alle og enhver?) men at far og søn sådan ligefrem skulle stå i bod sammen ved Thisted Ølfestival (som sådan blev arrangementet også promoveret) havde jeg sgu alligevel ikke regnet med.

Så stemmer vi …

Bryghuset på Pløjemarken hedder projektet og jeg fik ikke bare straks stukket en smagsprøve i hånden, men også en stemmeseddel. I anledning af Limfjordsporterens 30 års jubilæum var der udskrevet en konkurrence blandt 6 lokale bryggere om at lave en hyldest til den ikoniske Limfjordsporter, der uden videre tilsnigelse må siges at være et af Thisted Bryghus’ absolutte flagskibe. Dommerne var gæsterne ved arrangementet, der altså skulle stemme på deres favorit.

Desuden kunne man nederst på stemmesedlen angive navn og telefonnummer, så man ved afgivning af stemmen også deltog i lodtrækning om en gaveæske fra Thisted Bryghus med dertilhørende billet til næste års arrangement.

Er det nu en lakridspibe?, Bryghuset på Pløjemarken
Det blev selvfølgelig Bryghus på Pløjemarkens bud – what with me being biased and all – der blev prøvet først. Limfjordsporteren er kendetegnet ved røg og lakrids. De to ting spiller fint sammen med hindbær, som findes i det lyserøde krymmel på spidsen af lakridspiber – og så er det tilsat brygget her.
De søde, tætte hindbær spiller forbløffende godt sammen med både røg og lakrids i denne lille fyldige, kompakte sag. Sødmen giver en forfriskende og fornyende dimension til Limfjordsporterens dystre udtryk, uden at brygget på nogen måde mister tyngde. Aromakombinationen er faktisk ganske original, og i min mund i hvert fald aldeles ny. Well done, and off to a good start!

Limfjordsporter møder Guinness, Plantagebryg
Røgmalt og lakrids er ligesom i Limfjordsporteren grundstammen i dette bryg og desuden grundstammen i den baltiske porter. Eller skal vi ikke bare kalde den en Østersøporter? (Næh-nej, for det er jo en Limfjordsporter ÆÆ-ÅÅÅH!) Brygget møder Guinness idet humlen er Bramling Cross, som netop bruges i Guinness.
Det glider umiddelbart meget let ned, og på den måde svarer det jo meget godt til Guinness, der i denne bloggers mund er noget tyndt, letflydende stads. Til gengæld har bryggerne bevaret Limfjordsporterens smagsprofil med meget mere lakrids og røg end man nogensinde ville finde i en Guinness. En ganske vellykket hybrid af de to, må man sige. Men netto med det resultat at man har fået en mere letløbende (læs: tyndere) Limfjordsporter – og det ser jeg ærligt talt ikke nogen god grund til.

The Con Artist, Blue Brewing
The Con Artist har fået nogle andre malte end Limfjordsporteren, for at give den en anden sødmeprofil, der gerne skulle gøre den tilgængelig for et lidt bredere publikum.
Lettilfængeligheden har bryggeren vitterlig haft held med. Lidt for stort held vil jeg måske mene, idet den øgede letdrikkelighed er på grænsen til at gøre brygget tyndt. Til gengæld kan man glæde sig over en bund af sød lakrids – så her er intentionerne vel indfriet. Ledsagende noter af cognac og portvin gør også godt og giver alt i alt en aromatisk profil, der gør letflydenheden tilgivelig.

Cool Porter, Øllgaard Håndbryg/StoreNorge
Bryggerne har kreeret en opskrift, der ligger meget tæt op ad Limfjordsporteren, men med et sidespring bestående af kirsebærsirup. Jeg holder som bekendt rigtig meget af kriek, men der måtte bryggeren bedyre, at brygget – på trods af kirsebærelementet – ligger meget langt fra det højrøde, vildgærede kirsebærstads.
Farven er i hvert fald milevidt derfra. Den ligner grangiveligt det den hylder – en Limfjordsporter. Et sødt-syrligt element prikker pikant på tungen i hver lille mundfuld. Det gør desværre også, at brygget forekommer en smule oxideret og en tand ude af balance. Men balance eller ej – det er et af de bryg, man ikke kan lade være med at nippe til hele tiden. Det er top underholdende og et forfriskende skævt indspark i temaet.

Urts Tribute to LPF, Bryggerlauget Urt
Bryggerlauget Urt har brugt lokale urter (no pun intended), der kendetegner Thy til at spice deres hyldest til Limfjordsporteren op. Det mørke bryg er krydret med porse og strandmalurt.
De for forlægget fremmede (og i øvrigt ikke giftige, forsikrede brygmester mig) krydderier giver en aldeles nydelig sød duft. Til gengæld mærkes de ikke meget i aromaen, hvor brygget synes at glide lidt for let ned i løgnhalsen. En melet konsistens gør heller ikke lige det allerbedste for mine smagsløg, men at jeg udbryder et ‘mmm’ for hver mundfuld peger vel alligevel i retning af at brygget behager på én eller anden måde.

Porter, Bryggerlauget 112
Det er lykkedes Bryggerlauget 112 at anskaffe de egentlige ingredienser til den rigtige Limfjordsporter, dvs. den særlige røgmalt fra Refsvindinge og den særlige engelske hospitalslakrids. – Ingen af delene kan fås i almindelig handel. Målet har derefter været at brygge en øl, der ligger så tæt op af forlægget som muligt.
Det lykkes egentlig meget godt. Især mærker man lakridsen brænde ordentligt og fyldigt igennem. Ved en blindsmagning ville jeg nok kunne smage forskel – men hvilken der var den autentiske Limfjordsporter ville jeg nok være i tvivl om.
Hvad man så egentlig skal med endnu en Limfjordsporter bliver det uvægerligt påtrængende spørgsmål, som jeg i hvert fald måtte stille mig selv.

Mit bud
Således vel gennem alle de fine smagsprøver var jeg ikke meget i tvivl. Bias eller ej i form af et personligt kendskab satte jeg mit kryds ved Bryghuset på Pløjemarkens ‘Er det nu en Lakridspibe’. De skabte den mest fyldige porteroplevelse samtidig med at genren fik tilføjet noget særligt nyt, som jeg i hvert fald ikke har prøvet før.

Resultatet

Publikum syntes til gengæld ikke, at en Limfjordsporter II var det helt store problem. Det blev nemlig Bryggerlauget 112’s ‘Porter’, der løb af med sejren i afstemningen.

Det blev altså ikke Søren Odgaards, brygmester fra Bryghuset på Pløjemarkens eller min dag hvad det lige angik. Lageret af ‘Er det nu en lakridspibe?’ slap op længe før afstemningen var slut, så det fine hindbær/lakridsøl blev ikke engang placeret i top 3. Lodtrækningen blandt de afgivne stemmer faldt heller ikke ud i mit favør – men hey, man kan ikke vinde hver gang. Jeg lever stadig højt på, at jeg ved ølfestivalen i Esrum vandt en billet til ølfestivalen i Lokomotivværkstedet sidst i maj måned.

Forbliv indstillet til næste indlæg, hvor man vil erfare, hvad jeg ellers oplevede på Øllets dag i Thisted. Det involverer blandt andet et møde med et af dansk ølbrygnings helt store nulevende ikoner i yndigste – og det siger jeg uden antydning af ironi (no, I’m serious!) – forening med et af Danmarks absolut største bryggerinavne inden for mikrobryg.

Det vil I nok ikke gå glip af, vel?

The Black Cat, Amager Bryghus

Langt fra Amager …

Der var lige endnu en video, der skulle fødes. Jeg ved godt, det begynder at være en slidt undskyldning for, hvorfor der i alt for lange perioder – nogle gange en hel uge eller det der ligner – ikke sker noget på bloggen.

Men 2019 vil jeg i hvert fald gerne huske som dengang jeg gik på YouTube – med de eventuelle ofre det måtte koste. Vil man i øvrigt gerne se mig optræde i videoerne iført lillafarvet skæg, skal man skynde sig at subscribe (som det hedder i dag) hvis man ikke har gjort det endnu. For hvis jeg når op på 1000 følgere inden udgangen af september, vil jeg farve mit skæg lilla, og beholde det sådan indtil min fødselsdag d. 6. november.

Videoen handlede jo ikke så meget om det, jeg har bygget min bloggervirksomhed op omkring, men derimod om den landflygtige bondefanger og kvaksalver Torben Søndergaard, som til gengæld bedst tåles efter et par genstande eller tre.

Men nu videre til dagens øl, en efterhånden vel- (men ikke over-) lagret porter fra Amager Bryghus. På trods af flere måneder i Thisted er Amager Bryghus ikke holdt op med at være mit yndlingsbryggeri. Jeg har fortsat et lille lager af deres lagrede (no pun intended) øl stående bagest i mit ølskab, for turene hele vejen til København efter nye forsyninger kommer ikke til at ske med alt for jævne mellemrum, kan jeg allerede afsløre. Så det er om at få lagrene til at række så længe som muligt,

Det er i øvrigt den sidste af de lagrede øl fra jul, jeg nu anmelder. Heldigvis bliver mørke lagrede øl ikke sådan lige for gamle. Tværtimod har de ofte godt af at stå lidt ekstra. Der er således ikke noget der tyder på, at den her skulle have stået for længe. Aldeles kulsort fylder den glasset – måske lige lidt velvilligt, og bruset peger i retning af en lidt lettere sag end de meget tunge og brutale monstre, serien indtil videre har bestået af.

Skummet står også kun ganske kort, men bouqueten fejler til gengæld intet. Tæt, tæt bittersød em af natmørk og overtæt chokolade, hvor man har været ekstra karrig med sukkeret, behager og beriger næsen med et både velkendt og i sin vigende sødme overraskende element. Lidt kaffe er der også plads til – sådan lidt ved siden af, for det klæder jo altså ligegodt den slags chokolade så fint. Bemærk dog, at der ikke serveres chokolade til kaffen her. Kaffen er i den grad sidevogn til chokoladen.

Og letflydenhed til trods, er der mere end rigeligt til hele aromapaletten. hårdt træ leverer kant, toffee leverer sødme, mens den kaffeforstærkede mørke chokolade leverer et vældigt bittersødt bagtæppe af prægtig varm, blød og kærtegnende aroma, der når ud i alle små hulrum og overflader hvor aroma kan smages, mærkes eller annammes på andre måder.

Ned gennem brystet mærkes brygget også, som det varmer og får ribbenene til at hæve sig en anelse, idet det lægger sig mageligt til rette i kroppen, før det som det næste sniger sig mod hovedet.

Endnu et gedigent mesterbryg fra Tårnby. Sikke de kan, og hvor jeg glæder mig til at kigge forbi hos dem, når jeg kommer til København igen – hvornår det end bliver.

Der vil være meget at følge op på.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme