Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Måned: august 2019

Brooklyn Naranjito, The Brooklyn Brewery

Mainstream craft

SuperBrugsen Thisted er det nærmeste, man kommer Irma, Meny eller andre fancy (læs: svinedyre) supermarkeder i min nye hjemby. Og så er det heldigt, at prisniveauet endda er tåleligt. Udvalget er bestemt heller ikke noget at kimse af. Jeg har aldrig været den store shopper af gadgets eller fancy madvarer. Men selv hvis jeg var, ville jeg ikke mangle noget heroppe.

Heller ikke specialøl. Eller i hvert fald ikke de specialøl, man også kan få i Københavnske supermarkeder. Udvalget er omtrent det samme, og ind imellem kan man være heldig også at finde specialøl i en bunke med varer, der er tæt på sidste salgsdato, og derfor sælges til ingen penge. I sådan en bunke fandt jeg den her – i SuperBrugsen – til en rund tier. Personalet havde været så flinke at klistre det nye prismærke på midt på etiketten, så både navn og logo var dækket. Møjsommeligt pillede jeg etiketten af, så man akkurat kunne skimte motivet – og så glemte jeg selvfølgelig alligevel at tage et billede af det skænkede øl.

Er jeg ikke dygtig? (Nej. Svaret er nej.)

Tag mit ord for det – brygget er lige så lyst som den citron, brygget emmer af – ud over vanille. Brygget er tilsat appelsinskal, og det er svært at overlugte (ja, det må det vel hedde, når det hedder ‘overse’ i synssammenhæng, og ‘overhøre’ i hørelse (afhængig af konteksten)) i bouqueten. Ikke at det skader – appelsinskal er langt fra det værste man kan finde på at blande i øl. Det viste New Belgium os sidst med deres Citradelic for ikke voldsomt mange måneder siden.

Det lavtskummende bryg er til gengæld ikke nogen aromabombe som hin citrusøl. Det er meget let, for ikke at sige tyndt og næsten for effektivt tørstslukkende. En skarp kant af friske grannåle kan såmænd mærkes, men den drukner desværre i alt vandet, sammen med citrusnoterne i øvrigt. Hvorfor appelsinskallen overhovedet skulle tilsættes er en gåde, nu hvor den kun annammes så fjernt.

The Brooklyn Brewery fremstår mere og mere som mainstream blandt specialbrygproducenterne. Det er industriproduktet blandt håndbryggene, det er for specialøl hvad en Ren Pilsner fra Harboe er for Carlsberg Premium, og ved at lefle for laveste fællesnævner, men stadig ligge i samme priskategori som andre specialøl, tager det næppe markedsandele fra de industriaktører, som det ligner mest.

At kategorisere Brooklyn Brewerys øl som fancy produkter, hvad end supermarkedet hedder Irma, Meny, Superbrugsen eller Netto, er skudt langt over målet. Måske man kunne kalde dem det i Lidl og Aldi? Men ikke engang det, er jeg sikker på.

Godfather, Darling Brew

Ikke som de andre …

I sidste uge havde jeg besøg af Marcus. Han havde ligget vandret siden han blev ansat i en spritny boghandel i Lyngby i starten af sommeren, så han havde haft nok at se til. Jeg kan selv dårligt forestille mig et bedre sted at tage hen, når man vil slippe for Københavnsområdets stress og jag end min nye hjemby Thisted.

Med sig som værtsgave havde han en stribe øl fra africanbeer.dk, for hvis der er én ting man ikke skal gå ned på, så er det afrikansk øl – bare fordi.

Jeg har taget fat på dem fra en ende af, startende med denne, Godfather eller God Father, hvis man er pernitten og opfatter linjeskift som mellemrum. Det gør jeg selv gerne, men tager også en verdensomspændende tendens til ikke at gøre dette til efterretning, uden dog ligefrem at påskønne den. Ikke desto mindre var jeg faktisk i tvivl om, hvad brygget egentlig hed, indtil jeg slog den op på bryggeriets hjemmeside … ja, at drive bloggeri på et bare nogenlunde seriøst niveau, kræver nogle gange så megen slidsom research at man spørger sig selv, om det mon er det det hele værd, når det kommer til stykket …

Vel, selv googlingen af den slags får en ende. Brygget er allerede anmeldt i videoform, sammen med en kort historielektion og en meget vigtig bekendtgørelse til allersidst, som læserne endelig ikke må gå glip af.

Men en anmeldelse i bogstaver skal læserne selvfølgelig ikke snydes for. Der er næsten tale om en contradition in terms – nemlig en rye IPA, en IPA baseret på rug. Rug er en mørk kornsort, der forekommer at være meget svær at brygge med. De få eksempler på rugøl, jeg har prøvet, er mestendels tynde med en tvivlsom aromaprofil. Hvis man giver den vildt meget gas med rugmalt, kan man få nogle vidunderlige, meget bitre og tætte resultater, som imidlertid stilmæssigt ligger i den diamentralt modsatte ende af friske, skarpe og lyse IPA’er.

Duften ligger ellers fint i forlængelse af typens aromatiske sødme med parfumeret bouquet af rosenblade. Til gengæld er det småt med skum, og bryggets lød ligger så meget i det efterårsfarvede, at P’et i IPA næsten ikke er rimeligt at bruge.

Aromaprofilen afviger også noget. De bitre noter er ganske vist præsente, men de er dybere og mørkere end de skarpe grannåle, typen traditionelt udtrykker. Brygget er heller ikke særlig karboneret – det er næsten dovent, og derved mister det noget af den friskhed, der også karakteriserer genren. Til gengæld afskrækker det mig ikke over for øllet generelt – blot fordi det ikke lige lever op til forventningerne til en IPA, er der vel ingen der hævder, at den diskvalificeres som øl i det hele taget.

Tværtimod. De dybe, bitre noter leverer oplevelsen til fulde, sammen med ledsagende syrlige egetræsnoter og et strejf af nelliker, der giver udfordring til den aktive og nysgerrige smager. Der er nok at gå på opdagelse i, også selvom – eller rettere netop fordi – brygget afviger så meget fra det forventede.

AZ Ale No. 4, Refsvindinge/Vestfyen

Lemfældigt mix …

AZ Ale No. 16 er vel nok Bryggeriet Refsvindinges flagskib. Brygget har angiveligt vundet priser både nationalt og internationalt, omend det er svært at google sig frem til, præcis hvilke. Man skulle da være et skarn, om man ikke bryggede (pun intended of course) videre på successen, og det har Refsvindinge da også gjort i form af en, ifølge dem, lettere forårsudgave af brygget under navnet Ale no. 4.

4 er som bekendt kvadratroden af 16, men om det nu har noget at sige om ølkonceptet står hen i det uvisse – sammen med rigtig meget andet om brygget i øvrigt. Det er ligeledes svært at google sig frem til særlig meget om brygget. Det fremgår ingen steder, hvornår brygget først kom på markedet fx.

At det brygges på licens af Bryggeriet Vestfyen, står til gengæld fast. Det har over hele hovedet ikke gavnet bryggets ældre bror – tværtimod kommer man nær til at tude, når man undtagelsesvis får lejlighed til at prøve den ægte vare fra Refsvindinge på fad. Så meget man går glip af, når man køber den almindeligt tilgængelige på emballage …

Nu skal det vise sig, om Bryggeriet fra hvem det bedste vi har fået er Jolly Time og Jolly Cola, på samme vis har gjort Ale no. 4 til en skygge af, hvad den muligvis er på fad. Sådan har jeg ganske vist aldrig prøvet den, men den kan til gengæld anmeldes efter, hvor meget den minder om emballeret Ale no. 16 i vigende kvalitet, når nu den, ligesom hin prøvesmagning fra tidernes morgen, leveres i glas.

Allerede ved opknapning rammes man af et humlepust af bitter hallertaueraroma. Det svagtskummende bryg har en fin lød af appelsiner. Samme frugt går igen i en overraskende nydelig bouquet sammen med nelliker og syrennektar. Det forekommer foreløbig ganske lovende.

Men det skulle det fynske industribryggeri selvfølgelig få ødelagt godt og grundigt. Smagen er – om ikke en skygge af et fadprodukt, som jeg end ikke ved om eksisterer – i hvert fald en skygge af sin fine bouquet. Vag og vigende i sit udtryk føles brygget som om det er kørt gennem et filter, der blander det spraglede orange, lilla og mørkt træfarvede bouquetudtryk sammen til en uformelig grå blanding, hvor de ellers fine og velgørende noter kun svagt skimtes bag den gråbrune grød.

Det eneste rigtig gode er en mild humlebitterhed ved mandlerne – men den alene går langt fra nogen god øl. Nogen fornyelse af Ale no. 16-konceptet er der kun tale om al den stund, at det er nogle andre smagsudtryk, Bryggeriet Vestfyen effektivt har ødelagt og udvandet i deres industrielle efterbehandling.

Brooklyn Scorcher IPA, The Brooklyn Brewery

IPA’ens svar på Hof …

Jeg kommer vel ikke uden om endnu engang at undskylde for stilheden på bloggen. Mine ølaktiviteter har som bekendt spredt sig til flere domæner, og her på det sidste er det ligegodt videoerne der har optaget mest af min tid.

Senest anmeldte jeg denne øl med dertilhørende appendix om en af mine kæpheste, vækkelsesprædikanten Torben Søndergaard, der først på året blev kendt i TV2-serien “Guds Bedste Børn”. Jeg har fulgt ham siden starten af 10’erne, hvor et DR2-program gjorde ham kendt som en af de få kristne herhjemme, der offentligt og lidenskabeligt bekæmpede evolutionsteorien. Han var anledning til mit første spæde forsøg på at starte en YouTube-kanal under navnet Partypagan. Alle videoerne fra dengang ligger der endnu, men jeg er for længst holdt op med at bruge kontoen til noget og vil i fremtiden fortsat poste på kanalen ‘Hopswatch‘.

Jeg har on-off fulgt ham på sidelinjen siden, men har først her for ganske nyligt fundet motivationen til at tage tråden op igen fra dengang. Efter den retfærdige mediestorm der rejste sig, da det viste sig at han traumatiserede børn med sine djævleuddrivelser, og invaliderede folk med sit kvaksalveri, rejste han i begyndelsen af året til USA, et land der som bekendt – sagt diplomatisk – udviser en noget større tolerance over for hans slags end vi gør herhjemme.

D. 24. juli kunne B.T. så fortælle, at han ville søge asyl i USA, fordi han føler sig åh så forskrækkeligt forfulgt i Danmark. Det på trods af at der – mig bekendt – overhovedet ikke er rejst nogen sager imod ham, hverken af privatpersoner eller myndigheder. Man kan se min reaktion på Torbens beslutning her, og her kan man – udover at se min videoanmeldelse af nærværende øl – også blive klog på, hvad Torben Søndergaard ellers går og fordriver tiden med i Guds eget land.

Kort fortalt håber jeg på, at hans asylansøgning afvises med lige så hånlig latter, som den jeg selv opkastede, da jeg først læste artiklen. Efter hjemsendelse ser jeg frem til at han konfronteres – ikke med myndighederne – men med de privatpersoner, hvis liv han har ødelagt. Han har foregøglet helbredelse, overtalt folk til at sælge deres hjem og opsige deres job for så at flytte hundredevis af kilometer – tit over landegrænser – for at bo i hans sektsamfund. Lur mig om ikke det i virkeligheden er de røvrendte eks-sektmedlemmer, han nu prøver at skjule sig for.

Men nok om svindleren Torben Søndergaard. Det skulle jo også gerne handle lidt om øl. Brygget her er en overligger fra tiden i København – dem er der stadig en del tilbage af.

Svagt skummende og så lyst, at man skulle tro, der var tale om en industriel pilsner, slår brygget fra starten ikke ind på nogen særlig interessant kurs. Tværtom befinder man sig tydeligt i hovedfærdselsåren sammen med så mange andre upåfaldende skuder i samme jævne strøm på vej mod det samme, nærmest ligegyldige og alt for kendte mål. Duften får måske kursen til at afvige en lille smule – vanille- og rosenbladsnoterne er jo en udelt nydelse, omend langt fra fremmede for genren.

Men så kan det ellers være, at der rettes ind igen, så snart glasset sættes for munden. Det er let, det er tamt, det glider lige ned, og kun spredte indslag af blomstersødme og grannålestik afslører, at det er en IPA, der er tale om. Brygget her er en pendant til Carlsberg Hof, Tuborg Grøn og Budweiser – blot i en IPA-udgave, der – indrømmet – giver nyderen lidt mere aroma at glæde sig over, men i spænding og udfordring til smagsløg næppe yder mere, end man er vant til fra hine industrielle standardprodukter.

Det måtte vel ske på et tidspunkt, at IPA’en gled ned og blev lige så tam og almindelig som pilsneren. Jeg havde dog ikke ventet, at et velrenommeret amerikansk mikrobryggeri skulle være den aktør, der trak den ned i dét dynd.

Skonnert Stout, Struer Håndbryg

Med brormand i havet …

Nu hvor jeg er flyttet hele vejen fra København til Thisted, er det også blevet noget sjældnere, at jeg får set min øvrige familie – min far og mine to ældre søskende. Jeg var derfor mægtig glad for, at min bror Leif kom forbi i onsdags, efter at han havde taget turen fra Nordsjælland hvor han bor, til Struer – på cykel sammen med sin yngste datter. Ja, han er lidt mere sportslig end mig, kan man roligt sige.

Undervejs havde han også lige reddet et femårigt barn fra druknedøden ved Kulhuse, så han havde haft nok at se til. Barnet var pludseligt drevet væk på et badedyr på grund af pludselig kraftig fralandsvind. Min bror var der tilfældigvis, fordi han og datteren havde valgt at tage en senere færge til Frederiksværk, hvorfra de skulle videre til Hundested. Så fik han brug for den intense svømmetræning han og hans søster gik så meget op i i min barndom.

Selv er jeg ikke nogen større vandhund. Jeg har aldrig haft stamina eller fysik til den slags – jeg har altid mere været familiens kunstner, hvilket jeg gerne indrømmer jeg ikke lige kan bruge til at redde småbørn fra druknedøden med. Alligevel fik han mig overtalt til at tage med ham et smut til Vorupør – omend i bil – hvor vi i en halv times tid eller så, surfede (uden bræt – det kan man nemlig godt) på de forbløffende høje bølger, der har givet området kælenavnet ‘Cold Hawaii‘. Lidt vandhund er man måske alligevel … eller også er det bare fordi man altid bliver lidt sejere af at være iført våddragt.

Udmattelsen skinner imidlertid mere ind igennem på ‘efter’-billedet. Men turen fik mine øjne op for, at sådan en tur i havet, rent faktisk kan være en forfriskende oplevelse. Jeg tipper, at det nok i hvert fald er 10 år siden, jeg sidst har kastet mig rundt i havet på den måde – hvis overhovedet nogensinde.

Men efter den tur, var det også i dén grad tid til en øl. Min bror havde været snarrådig og redet mig noget lokalt fra Struer Håndbryg, et bryggeri jeg endnu aldrig har stiftet bekendtskab med. Nærværende stout havde han købt i en delestørrelse, så dén blev naturligvis behørigt opknappet og skænket i to glas.

Det er en meget lys stout. Næsten mere rødbrun end sort, som en stout gerne er. Til gengæld er brygget forfriskende ufiltreret – næsten mudret i sit ydre, og kompenserer ved sit uigennemskuelige væsen rigeligt for den vigende kulør.

Duften afslører en fortrinsvis sød stout. Farinsukker fortyndet med stærk kaffe, og dertil en letsyrlig kant, der både yder lidt ekstra krydderi i aromablandingen – men også tager toppen af bryggets intensitet. Bouquet af farin overrasker næppe, hvis man på forhånd ved at brygget er tilsat netop dette. Jeg vidste det imidlertid ikke før jeg i skrivende stund googlede brygget for at tjekke ingredienslisten.

I store træk giver smagen samme oplevelse som duften. En fortrinsvis sød stout der behager med mørke sukrede noter af kandis og farin. Kaffen er noget tydeligere i smagen og giver en nydelig balance mellem det bitre og det søde. Syrligheden giver sammen med sødmen en karakter af kirsebær – det er ikke så ringe endda, det gør brygget lidt lettere og mere pikant i udtrykket, snarere end dunkelt og farligt.

Jeg ville nu ikke have beklaget mig, hvis brygget havde været det dunklere og det farligere. Men højlydt skal brokkeriet på den anden side heller ikke være. Alt i alt en vellykket og gedigen stoutoplevelse, med hvilken Struer Håndbryg bestemt har fået en lovende start på bloggen.

Tak for skænken, brormand – og for vandgangen, og for at du i øvrigt er en ren helt!

Mass Hoppiness, Stellenbosch Brewing Co.

Meget mere med i købet …

Brygget her er allerede videoanmeldt, mens jeg selv har været for doven til at få lagt videoen ind på bloggen endnu. Sådan er jeg – ADHD-ramt som jeg er – karakteriseret ved sløsethed og almindelig slendrian, samt distraktion og skyhed over for ting som jeg burde, men ikke rigtig gider lige nu.

På videoen vil man i øvrigt kunne opleve, hvordan alderen så småt sætter ind, så jeg må betjene mig af en lup for at kunne læse bryggets etikettekst. En etikettekst der, kan jeg allerede nu afsløre, er det mest kritisable ved øllet. Men i konkurrence med en sådan ekvilibristisk opvisning i aromakrumspring og bouquethurlumhej skal man heller ikke ligefrem gøre sig umage med ikke at gøre sig umage, før man lander på niveauet under eller lavere.

Der er tale om den første egentlige specialøl, jeg har prøvet fra det afrikanske kontinent. Hidtil har jeg prøvet øl fra Uganda og Kenya, men de har alle ligget i den industrielle tyske pilsnertradition … for nu at sige det pænt og diplomatisk. Her er derimod et bryg fra et rigtigt mikrobryggeri, og det kan mærkes fra starten af.

Brygget er flot rødbrunt med et højt, plastisk skum på toppen, der flere gange når langt over glassets kant, hvis man skænker brygget utålmodigt. Det kræver tid, men skummet er til gengæld også så fast i konsistensen, at intet øl behøves spildes, endskønt det er skænket i hast.

Og så begynder oplevelsen ellers for alvor. En mild vifte af søde og krydrede noter rammer næseborene, vanille, gran, koriander og fyr. De leger lystigt sammen til udelt fornøjelse for sanseapparatet uden at forvirre, deres forskelligheder til trods. Et sindbillede på det ideelle Sydafrika – en mulitikulturel smeltedigel, der får det bedste ud af alle de mange etniciteter og kulturer, så alt går op i en større, skønnere enhed.

Og sådan er det selvfølgelig ikke i virkeligheden – desværre – men man har vel lov at drømme – og i øvrigt svulstigt overfortolke bouqueten i en øl, blot fordi den kommer fra et bestemt hjørne af verden.

Fra en stor olfaktorisk oplevelse, nærmest eksploderer brygget i smagen. Det breder sig lynsnart fyldigt ud i alle mundens afkroge, fløjlsblødt og alligevel spækket med bittesmå barberbladsskarpe skærver af granbitterhed, der flænser godt op i smagsløg og andre blottede indre mundoverflader. Dernæst rammer den virkelige overraskelse: Et kludetæppe af krydderier trænger dybt ind i de overflader, den initale bitterhed kradsede op, og behager med noter af anis, laurbærblade, koriander og nelliker.

Brygget er ikke bare en IPA, som vi elsker og kender den – bitter, sprød og frisk. For oven i får man den velbehageligste massage af hele verdens krydderier, man kunne ønske sig. Fristelsen til endnu en bizar overfortolkning af øllet som en afspejling af Sydafrika som et sted, folk fra hele verden er rejst til for at skabe noget smukt sammen, melder sig. Men jeg vil undlade, ikke bare fordi det er lidt fjollet, men også fordi det i lyset af Sydafrikas meget mørke historie med apartheid, undertrykkelse og vold, er historisk ukorrekt og unuanceret så det skriger til himlen.

Over dette bryg skal der til gengæld kun lyde glædesskrig. Her er en verdensklasse-IPA, der oven i købet formår at udvide genrens betydeligt. Det afrikanske kontinent er således ikke bare med på ølrevolutionen. De er med til at definere den.

Med lidt held behøver man ikke engang rejse til Sydafrika for at finde brygget. Selv købte jeg det i africanbeer.dk’s bod på Copenhagen Beer Festival i april, og med lidt held har de stadig nogle flasker stående derude i Kastrup.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme