Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Måned: februar 2019

The Boobrie, Amager Bryghus

Bestemt Efterklang …

I starten af måneden lancerede Amager Bryghus fire nye fadlagrede øl ved et større arrangement på brygmatriklen i Kastrup. Jeg var selvfølgelig på pletten, og sikrede mig ikke bare et par eksemplarer til anmeldelse, men også et lille lager til brug i podcasts senere – samt i øvrigt bare til simpel og almindelig nydelse.

Bare at nyde en øl uden at behøve at tænke på at skulle anmelde den senere hen – det er næsten ved at blive en sjældenhed. Jeg var ganske vist på dødsdruk i fredags, da jeg var til koncert med et af mine favoritbands, Haken. Desværre var det ikke nogen større oplevelse, og jeg har faktisk været underdrejet af samme grund hele weekenden.

Det mindede mig om, hvor lidt jeg egentlig holder af dødsdruk, og jeg burde efterhånden have lært bedre.

Man skulle ellers tro, at med en sag som nærværende øl – de 12% alkohol giver 2,6 genstande i én flaske – ville dødsdruk bare være en naturlig følge. Men næh nej – kvalitet som denne går der ikke 11 deciliter af på literen. Når man mageligt har ladet dette lille natsorte vidunder glide kækt henover tungen, er trangen til fuldskab for længst mættet, og man kan i stedet nyde passionen, vildskaben og ikke mindst galskaben ved brygget; fastholde øjeblikket i erindringen fremfor at sløre og ødelægge oplevelsen ved at gå druk-amok.

Der er bare mere vægt i en Double Mash Whisky Barrel Aged Imperial Stout fra et af Danmarks absolut førende mikrobryggerier end i ti Premium Pilsnere fra hvilket som helst industribryggeri i hele verden.

The Boobrie er, på trods af at være ufiltreret, ikke helt uigennemskinnelig. Langbølget lys når igennem det som en dyb rød nuance – men intet andet slipper igennem. Her har jeg faktisk glemt at bemærke, at brygget udsender en lækker em af sød lakrids allerede idet kapslen letter fra brygget.

Brygget afgiver en forfriskende sprød lyd af knasende æggeskaller idet det skænkes. Det gyldentorange skum matcher det natsorte bryg aldrig så nydeligt, og en af de meget få ting, men kan kritisere brygget for, skulle være, at skummet kun lader sig nyde i relativt kort tid, før det falder.

Duften peger i retning af en bitter stout. Ikke en sød én a’la de kejserlige russiske af slagsen. Lakrids, ikke af den sødeste slags, men heller ikke af den med salmiak i er det dominerende element, ledsaget af en røgantydning, der giver dybde og yderligere karakter.

Just wow! En ren lakridsjuice, der ud over bare at smage aldeles pragtfuldt og være en udelt nydelse, også er god for en øm hals. De 12 % alkohol vil også gøre en eventuel ledsagende forkølelse nemmere at bære. Brygget er vidunderligt fyldigt, smages med hele munden – både på under- og oversiden, samt i hulrummet imellem, hvor aromaen forplanter sig som en mild, krydret tåge.

Brygget er overraskende blødt mod tungen. Mundfornemmelsen er rund, rar og venlig, men savner intet i karakter. Hvad nogle ville kritisere den for at mangle i fandenivoldskhed, får man tifold igen i gummewellness og smagsløgsmassage af exquisite kaliber. I brystet brænder det til gengæld dejligt hele vejen ned – og et stykke efter det er endt i mavesækken, så det ikke bare er på tungen og i ganen, man mindes om den store øloplevelse. Efterklangen runger venligt, men også noget mere bestemt bag brystbenet, end det gjorde i munden.

Et lille mesterværk, der lover rigtig godt for Amager Bryghus’ nye lagrede serie, som jeg glæder mig rigtig meget til at fortsætte med. – Bare én af gangen, for med sådan kvalitet, er der ingen grund til at skeje ud.

Centennial Pale Ale, Royal Unibrew/Albani

Den grå midte …

I starten af måneden lancerede Royal Unibrew to nye produkter i deres ‘Albani Special’-serie. Det er en serie af øl, der er en smule over gennemsnittet, men uden at denne blogger ligefrem ville hæfte betegnelsen ‘specialøl’ på dem.

Hele serien har været under kærlig behandling her på bloggen, og den spænder fra det uforskammet ligegylige til det i grunden udmærkede. Seriens bedste øl – Mosaic IPA er efterhånden blevet min personlige industrielle favorit, mens jeg til gengæld ikke er vendt tilbage til nogen af de andre i serien, siden de blev anmeldt. Det skal i dag vise sig, om Royal Unibrew har formået at skabe en ny øl i serien, der er værd at vende tilbage til.

Deres nye Pale Ale er brygget med Centennial-humle, der er populær i amerikanske IPA’er såvel som PA’er. Det er for så vidt forjættende, omend et fancy humlenavn ikke alene skaber nye, banebrydende øl.

Hvad duften angår, udebliver nyhederne i hvert fald. For hvor ofte før har bouqueten af køligt postevand med kulsyre ikke formået at undlade at genere lugtesansen, samtidig med at den ej heller ligefrem behager den? En metallisk note kunne måske true med at chikanere, men til det forbliver den alligevel for fjern, og giver på dette tidspunkt mere friskhed end svie.

Ved første berøring med smagsorganerne yder brygget rare, søde og aromatiske noter af hyld og rose, som fik man hele bismagspaletten fra en god IPA serveret på et sølvfad. Desværre lader det til, at sølvtøjet ikke har været af lødig kvalitet, for afsmag af metal melder sig snart, og denne gang i en grad så det ikke bare kan afskrives som friskhed. Det bliver generende.

Generende er også en sandet gærfornemmelse, der opstår ved mandlerne – der hvor man ellers godt kunne have ønsket noget frisk og skarp bitterhed. Bitterheden er der da, hist og her – men den føles noget sløset og hengemt. I det hele taget føles Royal Unibrews nye produkt i Albani Special-serien noget lemfældigt henkastet i karakteren. Der er ikke rigtig kælet for noget, og sjuskeriet medfører også missmage, der måske nok ikke er slemme nok til, at brygget bliver decideret ubehageligt, men dog nok til at en lunken oplevelse bliver doven oveni.

Der er dermed ikke lavet det store om i serien. Der er kommet én øl mere til, og det er lissom det. Hverken i bunden eller i toppen rykkes der rundt, da brygget må siges at falde midt i seriens store, anonyme midterfelt.

Schiøtz Mørk Jule Ale, Royal Unibrew/Albani

Ikke ligefrem englelyd …

Jo jo, jeg ved skam godt, at ingen lever evigt, og at der er en ende på morskab og fornøjelser ved alle mennesker. Men bare fordi man ved det, kan man jo godt blive ked af det alligevel, når en af ens allerstørste skuespilleridoler går bort.

Schweizeren Bruno Ganz kendes bedst for sin aldeles blændende fortolkning af Adolf Hitler i Bernd Eichingers mesterværk “Der Untergang” fra 2004. Antallet af alternative undertekster til raserianfaldet i starten af filmen skal nok tælles i tusinder, og selvom man måske godt kunne ønske, at Ganz’ skuespillerpræstation var kendt for – vel – præstationen frem for antallet af gange, den blev spoofet, så viste memets reproducerbarhed jo netop, hvilket exceptionelt skuespillertalent der stod bag.

Af de tre bedste til at spille Hitler har vi dermed kun én tilbage, nemlig John Cleese, der har delt andenpladsen med Charlie Chaplin gennem alle årene.

Den lavstammede, ikke videre talentfulde tysk-østrigske maler, der endte som en af historiens absolut største krigsforbrydere og massemordere nåede højest en fjerdeplads i det kapløb. Og den er langt fra så sikker som de øvrige placeringer.

Æret være Bruno Ganz’ minde. Og lad mindet om den, han var mest kendt for at spille, forblive –  som det lyder i hint klip – ohne Ehre!

Her på bloggen tager jeg omsider fat på senvinter/forårstemaet. Med de 10 grader, det har været i dag her i Brønshøj er vi jo alligevel gået fra et sent efterår til et tidligt forår, så hvorfor ikke bare kalde det et forårstema – i år i hvert fald? Jeg tænker på overliggende juleøl – af hvilke jeg selv ikke havde nogen. Det havde til gengæld Fakta – til nedsat pris endda – og øllet fejler jo ikke noget, så en flaske hist og pist kom med hjem i januar.

Siden engang midt i årtiet har Royal Unibrew med denne serie, opkaldt efter Albanibryggeriets stifter Theodor Schiøtz, promoveret Albani som et kvalitetsbrand. Men som det så ofte er, når industrien prøver at gå kvalitetsbryggerne i bedene, ender det med at blive halvhjertet.

Denne juleøl er i det mindste ordentlig mørk. Det gør ikke noget, at den løber nok så lystigt i glasset, da den ikke giver sig ud for at være en stout. At skummet også stiger i nogen grad, yder den også en smule ry, omend det nu også falder lige lovligt hurtigt igen.

Duften derimod er noget vag i udtrykket. Alle de mange forskellige frugter og bær, bryggeriet har tilsat, kan næppe duftes. En bitterkrydret note af nelliker titter nok frem, men spøjst nok er nelliker hverken det samme som slåen, solbær, figen eller sveske, som ellers er blevet tilsat fordi malt, humle, gær og vand åbenbart ikke får brygget til at klare cuttet alene.

Brygget har dog aroma, når man søger at anamme det med indersiden af mundhulen. Hvad det så mere specifikt har aroma af, kan være noget sværere at afgøre. Slåen, solbær eller figen er ikke lige det, jeg selv tænker på som det første – eller andet eller tredje. Sveskerne kan måske godt mærkes et eller andet sted i den noget forvirrede og ikke mindst -ende smagskomposition, der minder mere om Karlheinz Stockhausen ved en våd julefrokost, end Peter Faber eller N.F.S. Grundtvig med familien i dagligstuen juleaften.

Det starter ret kraftigt bittert, næsten overvældende, for så at blive syrligt – som i surt-belgisk-øl-syrligt. Længere bagude kommer nellikerne frem igen, endskønt de som bekendt ikke findes i brygget, og det er også her sveskerne, som et sødligt-surt indslag på bagkant sætter ind.

En noget rodet og kaotisk forestilling. Ikke egentlig ubehagelig, ganske vist, og man må også indrømme den en vis karakter. Det er imidlertid ikke en øl, man kan anbefale til nogen, der har særligt bestemte præferencer for øl – bittert, syrligt, fyldigt, sødt – for brygget her forsøger at være det hele på en gang, hvorfor det faktisk ender med ikke rigtigt at være nogen af delene.

Dens plads på julebordet må andre også strides om, for den kommer i hvert fald ikke på mit. Mindst dårligt ville den med sine sødlige noter vel passe til ris a la manden, men skulle man prøve dette og finde den aldeles malplaceret, så modtages brok ikke her, da jeg bestemt skulle mene, at min overordnede advarsel mod at bruge produktet i juleøjemed er adækvat videregivet i det ovenstående.

Steam Brew Imperial Stout, Privatbrauerei Eichbaum

Langt inden for skiven …

For kort tid siden fik jeg samlet en tråd op, da jeg fortsatte tilbageblikket på bloggens liv. Nu er det tid at klippe en anden over – eller i hvert fald at hæfte den. En lille serie af øl, der blev anskaffet sidste år vil hermed være færdigbehandlet, og det er ikke uden grund at min omtale af den holdes i klichéagtige metaforer og koldt teknisk sprog, for fornøjelsen ved bryggene har mildt sagt været afdæmpet.

De blev købt i Lidl – og dermed var forventningspresset på dem fra starten ikke stort. Tidligere har jeg anmeldt Imperial IPA og German Red i samme serie, og sammen tegnede de et aldrig så klart billede af virkelig uengageret industriel standard, dårligt forklædt som mikrobryg. Den røde tysker var jævnt kedelig mens IPA’en lænede sig op ad en decideret fornærmelse mod både forbruger og type. Industrielle pilsnere behøver næppe være af en lødig standard, før de overgår dén skål kornfarvet postevand.

En kold kop kaffe med brus var omtrent hvad jeg forventede af deres Imperial Stout. Ingen tjære med smag af oliehavn og em af dækrøg. Ingen tæt chokoladelakridssirup med fylde af svesker. Nej – intet af det, der normalt kendetegner en stout – hverken det bitre eller det søde.

Og det var langt fra skudt forbi. Ikke alene plasker brygget i glasset som postevand fra hanen, også den på overfladen mørke farve virker kun halvfærdig – som om det først er et stykke inde i brygget, at det egentlig er dunkelt, mens de første par centimeter bedst betegnes som hyggeligt tusmørke. En antydning af røg, blandet med tynd kaffe er alt hvad bouqueten byder på, og sådan lever brygget hele tiden op – eller rettere ned – til de forventninger, som de første par af øllene alt for effektivt plantede.

Forventningen om tynd kaffe er i hvert fald nydeligt inden for skiven. På bagkant og i eftersmag melder der sig nogle i grunden rare lakridsnoter, der endda formår at hægte sig fast for en tid. Kraftige bliver de imidlertid aldrig, og overgås ikke bare af vandindslaget, men også af kulsyren, der får brygget til at føles mere som en sodavand med let kaffesmag end en mørk øl.

Fuldstændig i tråd med de andre i serien er dette lemfældigt sammenkastede produkt, der dårligt nok kunne kaldes en tynd schwarzbier. Stout er det ingenlunde, endsige en kejserlig én af slagsen. Dette er ikke bare almue – det er nede i en klasse, hvor selv pjalteproletariatet går med næsen i sky og fnyser hovent.

Først nu bemærker jeg sådan for alvor seriens slogan: “German Craft Beer Resistance”. Og det må man give dem! I Steam Brew-serien får egentlig craft beer, håndbryg, kvalitetsbryg, mikrobryg – hvad man nu end foretrækker at kalde øl, der ikke bare repræsenterer tynd, ligegyldig, generisk industri – virkelig kamp til stregen. I en fængende indpakning leveres lige så tyndt og uengageret jævnt hverdagsbryg, som alt det andet dybt konservative, generiske, industrielle, metervarebryg, som det store naboland mod syd i forvejen er ved at drukne i.

Og selv om de fortsat slår sig i tøjret og gør modstand, viser denne serie, at det i hvert fald ikke er fra tysken, at man skal frygte storindustriens revanche på den kvalitetsproduktion, der til de flestes glæde har formået at tage en bid af markedskagen fra gigantbryggerne.

Green Galaxy, Christiania Bryg/Svaneke Bryghus

I ånd, men ej i smag …

Mens jeg på det sidste har jongleret med ligegyldigt industrielt sprøjt i mine YouTube-videoer, vil jeg på bloggen koncentrere mig om de efterhånden ret mange kvalitetsbryg, jeg har på lager.

Denne lille lækre sag kan fanges i Irma for tiden, hvor den står side om side med pilsneren ‘Super Nova‘, der allerede er anmeldt her på bloggen. Det skete tilbage i April måned da jeg havde prøvet hin øl ved sidste års største koncertbrag – Napalm Death på Loppen, Christiania.

Christiania Bryg holder næppe overraskende til på Christiania. Da faciliteterne ikke rækker til nogen større produktion, har bryggeriet et samarbejde med Svaneke Bryghus, der står for den kommercielle produktion, når bryggene bliver populære nok. Udviklingen foregår dog stadig i det tidligere militærområde på Christianshavn.

Green Galaxy er en pale ale med hamp. Det er jo heller ikke helt ude af trit med Christianias ånd. At dømme på duften er der foreløbig ingen grund til at hæfte et ‘I’ foran P(ale) og A(le), da bouqueten er ganske – ja, nærmest faretruende – tilforladelig.

Det skyldes imidlertid, at al aroma er gemt i smagen, og intet frigives ved åbning eller skænkning. I’et er mere end fortjent når glasset sættes for læberne, og den skarpe, friske og tætte, klassiske bitterhed af friskskåret fyrretræ og gran erobrer tunge, gummer og gane, mens mundhulen indtages af sprød, vederkvægende nålefylde.

Rent teknisk er det vist ikke en IPA. Men i min verden er den det nu alligevel, når nu den så nydeligt udtrykker alle typens kvaliteter. Herunder en sød biaroma der viser sig som Dextro Energi-druesukkertabletter med vanillesmag. – Indrømmet en lille smule syntetisk, men ikke ubehagelig – og egentlig heller ikke malplaceret i dette aldeles fremragende stykke bryghåndværk.

Hampen? Vel, jeg er ingenlunde skamfuld over at have fyret den brede og røget den fede som yngre. Jeg kender smagen – og især lugten – ganske godt, og jeg kan ikke finde den her i brygget. Den kunne være gemt i bitterheden – men bitterheden minder så meget om den, man kender og elsker fra IPA-typen, at humle alene sagtens kan være dens ophav.

Parallelt med Rise Bryggeris Tangøl, er det svært at forestille sig, at denne øl ville være stort anderledes uden hamp i. Men samtidig er der absolut intet, der tyder på, at det har skadet.

Deuteronomium IV – 2013

Opsamling …

I anledning af 1100-anmeldelsesjubilæet har jeg valgt omsider at tage en tråd op, som jeg tabte for alt for længe siden, nemlig tilbageblikket på min blog.

Uden at det skal være et argument for yderligere at udskyde gennemgangen af mine år som blogger, kan man jo trods alt indvende, at historiske gennemgange af – vel – hvad som helst, ikke bliver mindre historiske af, at man prokrastinerer en smule. Tværtimod.

Så på den måde er der vist ikke sket nogen skade. Og materialet, som tilbageblikket sker på baggrund af, render jo ingen steder, så længe jeg betaler mine – i øvrigt ikke problematisk høje – regninger til DK-Hostmaster og mit webhotel.

Ligesom det foregående år, var 2013 noget turbulent, omend ikke helt så kaotisk som det foregående. Året før var min familie og jeg søgt udenlands, da kontanthjælpen begyndte at ligge lige lovlig tydelig foran horisonten for mig. Det blev en succes såvidt, at jeg, efter at vi havde fået mere end nok af Irland efter to måneder, nærmest omgående fandt arbejde da vi vendte hjem. Nu skulle der så gå ca. et halvt år, hvor vi boede hos min far på Midsjælland, i provinsbyen Hvalsø.

Der skulle imidlertid spares op, så vi fik råd til vores eget sted at bo i København, hvor boligpriserne også dengang (det er trods alt kun 6 år siden) også kun gik én vej i raketfart, nemlig op. En pendletur på over 100 km. sammenlagt om dagen, tog også hårdt på mentalt overskud, samtidig med at arbejdet – dengang som nu – skulle vise sig at være temmelig hårdt.

Sløv start …

Så der blev ikke anmeldt voldsomt meget de første par måneder. Jeg fandt nogle amerikanske øl i den lokale fakta – så var der nok til januar måned og starten af februar. I den sidste – og typisk koldeste (det passede i den grad det år) – vintermåned fandt jeg desuden en af de øl, der i årene derefter skulle gå hen og blive en af mine foretrukne billige stouts. Oyster Stout fra Marston’s skulle nogle år senere vise sig at være rigtig god at bage rugbrød med.½

Jeg skulle helt frem til marts måned, før der kom fart på bloggeriet igen. Jeg genfandt en øl, der var blevet ofret i efteråret (den slags sker, når man er gift med en hedning), mens Ørbæk gjorde det i en sjældent god øl, for hvilket der omgående blev kompenseret med to rent ud sagt elendige bryg, der oven i købet næsten uforskammet plankede et ikke helt ukendt skotsk mikrobryggeris navnekoncept. Mest interessant var dog fremkomsten af en ny serie øl fra Bryggeriet Vestfyen under navnet Støckel.

Serien er opkaldt efter en dansk opdagelsesrejsende i Afrika, Johan Støckel, der fortsat ikke er kendt nok til at han har sin egen Wikipedia-artikel. Bryggeriets egen hjemmeside var længe det eneste jeg kunne finde, der henviste til ham, men denne i grunden ret interessante billedserie skulle også være fra hans hånd.

Og mens Johan Støckel-skikkelsen faktisk virker ret interessant, er det ikke, hvad man kan sige om øllene. De lå karaktermæssigt mellem praktisk taget udrikkeligt og jævnt kedeligt. Ud over at jeg ikke spåede serien nogen stor fremtid, leverede jeg også en bredside til Bryggeriet Vestfyen for ikke at gøre sig ordentlig umage med noget, de lancerede som en serie af specialøl. Ingen af delene kom til at holde. Jolly Time og Jolly Cola er fortsat det bedste, der er kommet ud af Bryggeriet Vestfyen, mens serien på mystisk vis har overlevet til den dag i dag. Støckel-øllene fås fortsat i Fakta, og det er mig en gåde, hvem der dog mon går og køber og – formoder jeg – drikker dem.

Amagerhyblen

I april måned flyttede den lille familie så til Amager til en flot, stor og afsindigt dyr lejlighed i Ørestad Nord. Det skulle blive vores hjem de næste 3 år, og desværre også anledning til, at jeg økonomisk hang med røven i vandskorpen i lige så lang tid. Alt andet var til gengæld fantastisk. Omgivelserne var skønne med Amager Fælled lige ved siden af og to små børn, der havde noget nær ideelle legemuligheder. En af Danmarks største ølkendere, Peter Myrup Olesen, – manden bag Beerticker – skulle desuden vise sig at bo samme sted. Det blev til et par hyggelige møder gennem årene.

På bloggen startede jeg et tema om de øl, jeg havde købt mens jeg boede hos Farmand i Hvalsø, og endnu ikke havde nået at afprøve før flytningen – et eller andet skulle indflytningstemaet jo handle om. Når jeg sådan kigger tilbage på dem, kan jeg konstatere, at Flying Dog-bryggeriet synes gledet ud i glemslen, Raasted er gået heden flere gange, og genopstået under nye navne, Herslev Bryghus er still going strong mens ‘Kors Øøll‘ kun kortvarigt skulle blive øllen med det underligste navn, jeg nogensinde havde prøvet. Sidst i september måned ramte den her bloggen, og den bliver nok svær at slå.

Guld, virale opslag og skæve starter …

I Maj måned fandt jeg guld. Et Lovecraftsk monster fra dybderne ved navn Narwhal glædede ikke kun mine smagsløg, men leverede også et mere end almindeligt healthy buzz, der gjorde mig modig og aktiv på diverse sociale medier samme aften. Heldigvis uden større konsekvenser, og det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg ved den lejlighed blev inspireret til aktivt at skabe mig en let selskabelig overrisling, hvis der er en online diskussion, jeg har brug for lidt ekstra mod til at involvere mig i. Nogle år senere skulle det komme mig til gavn, da jeg fik den afsindige idé at forsøge at diskutere seriøst med flat-earthere.

Samme måned fik jeg afprøvet et nyt Tuborg-Produkt, der var noget mere afdæmpet i sit behag. Tuborg Ultra Grøn hed den vist rigtigt, og ikke ‘Grøn Ultra’ som der står i overskriften. Men det finder jeg fortsat ikke vigtigt nok til at rette. jeg husker, at jeg lod min jævnt lukne – for ikke at sige mildt uforskammede – anmeldelse af produktet dele på Tuborgs Facebookside, hvilket genererede en farlig masse klik på bloggen. Det var min første lille virale succes, og en bekræftelse af min mistanke om, at det bestemt ikke genererede færre klik på min blog, når jeg var negativt indstillet over for noget – tværtom.

Jeg spåede desuden produktet (læg mærke til, hvordan jeg behændigt undgår at kalde det en ‘øl’) en fremtid på de danske ølvarehylder, men brygget er imidlertid forlængst forsvundet – ikke bare fra hylderne, men også ud i glemslen. Kun blogindlæg, og måske nogle arkiverede netsider, vidner om, at produktet engang eksisterede i Carlsbergs sortiment.

– At mine evner som spåkone m/k næppe lander mig en hyre på Hogwarts inden længe, er der flere eksempler på i min bloggervirksomhed. I dette indlæg alene har der været to.

Thisted Bryghus havde jeg et par år forinden taget afsked med – ikke for evigt, men for en stund, fordi deres øl alt for tit skuffede mig. Jeg tog dem til mig igen, og har siden anmeldt deres øl med jævne mellemrum. I skrivende stund har jeg som bekendt en hel stribe af dem stående i venteposition fra sidste års julekalender.

Juni måned vil jeg huske som det første møde med et bryggeri, der senere skulle komme til at fylde rigtig meget på bloggen af alle de rigtige grunde. her tænker jeg på Amager Bryghus, der imidlertid startede i den noget beskedne ende af mit karakterspektrum. Vel, ethvert nyt kendskab skal starte et sted, og i tilbageblikkets lys kan jeg med fornøjelse konstatere, at first impressions don’t necessarily last.

Omtrent samtidig skulle jeg opleve det nok værste eksempel på markedsføring på bloggen indtil videre. Nemlig.com havde den stående som et særtilbud, og min hustru (nu ex) var så sød at bestille den til mig, så jeg havde noget at anmelde. Bloggens indtil videre eneste schweiziske øl var en ‘Vollmondbier‘, brygget ved fuldmåne for at udnytte fuldmånens særlige kraft …

I skrivende stund småfniser jeg, mens mine arme i form af små smertetrækninger vægrer sig ved rent faktisk at ramme de rigtige taster på keyboardet. Så tåbeligt forekommer det mig, at vi skal ud i fladjordsopspind og kreationisme, for at finde noget, der er tåbeligere.

Sodavandsøl

Ligesom vinteren var meget kold og lang, var sommeren tilsvarende lang og alt for varm. Flere gange fandt jeg mig selv slukke tørsten i sodavandsøl – radler, som tyskerne kalder det, eller shandy som briterne kalder det. Jeg anmelder i princippet alt hvad der er på markedet – ikke sjældent ud fra den tankegang, at jeg gerne prøver det allerfæleste, jeg kan finde, så andre ikke behøver prøve.

Så meget desto mere når det gælder sodavandsøllene, som jeg altså eksperimenterede en del med over sommeren. Bryggeri Skovlyst havde et par stykker, som jeg drak med mere end bare jævn fornøjelse, ja jeg vil faktisk gå så langt som at hævde, at sodavandsøllene nok har været det mest markante, og noget af det mest velsmagende, jeg har prøvet fra den kant.

Desuden lavede jeg mine egne radlerforsøg, og havde gode ven Gedved på besøg, så han kunne agere forsøgskanin. Det blev aldrig rigtig godt – men tørsten blev da slukket, mens jeg kunne konstatere, at radler og shandy først og fremmest er til for varmt og tørt vejr, mens deres evne til at behage smagsløgene i raffinement og sofistikerethed er at sammenligne med industrielle pilsnere.

Apropos industrielle pilsnere, tog Royal Unibrew over fra Harboe, da en ny producent af Coops ‘Dansk’ pilsner skulle findes. To år tidligere havde jeg anmeldt Harboes version i temaet “Det tynde øl fra Fakta” og fundet den aldeles tynd og elendig. Men i stedet for at se det som en lejlighed til endnu en anmeldelse, havde jeg for første gang fundet en nedre grænse for, hvad jeg ville ydmyge mig til. Ikke om jeg skulle slæbe mig igennem et sådant tyndt bryg endnu engang. Og jeg har fortsat ikke anmeldt – jeg har faktisk ikke engang drukket én og undladt at anmelde – den, siden Harboe producerede den, og jeg drak den, som jeg i anmeldelsesøjemed havde købt.

USA, USA, USA! – Samt gensyn med gamle venner …

Amerikanerne var markant fremme i mine anmeldelser. Først havde Fakta nogle Hawaiianske øl på hylderne, og disse var dårligt nok afprøvet og anmeldt, før det næste læs pludselig dukkede op blandt spotvarerne. Mangfoldigheden og kvaliteten i det udvalg vidnede ikke blot om, at USA’s mikrobrygscene er lysår fra den europæiske opfattelse af amerikanske øl som ‘fucking close to water’.

Det kan godt være, at jeg på rigtig mange områder – ikke mindst deres udenrigspolitik – mildt sagt er kritisk over for amerikanerne. Men deres ølkultur, og måden de har båret ølrevolutionen frem på, er bestemt en solstrålehistorie, de fortjener ros for. Det var også ved denne lejlighed, at jeg for alvor fik øjnene op for Faktas evner udi godt øludvalg. hvad der startede i det små og spændende i 2010 var nu blevet stort og forbløffende godt.

I løbet af sommeren var jeg også så heldig at møde nogle gamle venner – og i begge tilfælde havde de øl til mig. Min gamle kollegiefælle Henriette havde belgiske øl, mens min ven fra min tid som politisk aktiv på den velmenende venstrefløj, Lars havde en ganske særlig øl fra Endelave til mig, da vi i forbindelse med en tur til Tyskland slog forbi hans hjem i Korsør. Det er min tilbagevendende oplevelse, at venner – nye som gamle – gerne har øl parat til mig, når jeg kommer – eller de kommer på besøg.

– Det er rigtig rart.

Hot og Not …

Resten af året gik fortrinsvis med en række pligtafprøvninger. Carlsbergs Semper Ardens-serie røg gennem vridemaskinen, og de måtte desuden lide den tort at løbe tør for deres traditionelle – og inderligt uinteressante – snebajer. Jeg var splittet mellem skadefryd og dyb skuffelse over, at så mange forbrugere virkelig gad købe dette … fual an tsionnaigh.

Refsvindinge sendte en ny øl med en fin etiket og et forjættende navn på gaden. ‘Røde Mor’ havde nok som formål at lokke velmenende politisk korrekte personager til. For mit vedkommende er det kun blevet til den ene, idet indholdet lå meget tættere på generisk industri, end på noget som helst, der er værd at samle på. Refsvindinge er fortsat et bryggeri, der lever stort på sin one hit wonder – A-Z Ale no. 16, der i øvrigt kun er interessant i fadudgaven. Den industrielle variant som Vestfyen står for er ligner den ikke engang. Jeg savner fortsat en virkelig god øl fra Refsvindinge.

Hornbeer – et bryggeri for hvilket min agtelse i dag er ganske høj, fik til gengæld ikke den heldigste debut på bloggen. Et par særbryg i anledning af sommeren høstede henholdsvis 2½ og den absolutte bundkarakter på 0 stjerner, for et komplet udrikkeligt, citronsurt bryg.

Hvad der var gået galt for Hornbeer fandt jeg aldrig ud af. Hvis det virkelig var meningen, at sommerbrygget med hyldeblomst skulle smage sådan, og Hornbeer blot var på forkant med den nyeste sure trend inden for specialøl, var det stadig aldeles mislykket, da sure øl uden fejl, faktisk er en nydelse at drikke.

Et lille lyspunkt var derimod overraskende nok Royal Unibrews Stout. Nok var den ikke uforventeligt af industriel standard – men det var en ganske høj industriel standard, der var tale om. Også den skulle vise sig at være god til rugbrødsbagning ud over at vare en slet ikke ueffen billig hverdagsstout, hvis man skulle have lyst til noget, der var lige knap så tungt som en Limfjordsporter.

Bryggeri Skovlyst-gate

Men det største, der skete for bloggen det år, var da den kunne afsløre urent trav i Bryggeri Skovlysts markedsføring af et af deres julebryg.

Det startede med en anmeldelse som alle andre. Skovlyst skrev på bagetiketten, at brygget var produceret særligt til distribution på Amager, og det havde derfor fået navnet “Amager Juleøl”. Skælmsk stillede jeg det retoriske spørgsmål, om de mon også havde brygget en “Tingbjerg Juleøl” eller en “Nørrebro Juleøl” – uvidende om, at det slet ikke var så fjernt fra virkeligheden som man skulle tro.

En af mine venner ved navn Kenneth kunne imidlertid fortælle mig, at en næsten identisk øl stod på hylderne i Helsingør, under navnet “Jul i Helsingør”. Ledsageteksten på bagetiketterne var identiske på nær lokaliteten, øllene var tilknyttet. Mistanken var vakt, og den ikke ukendte Ole Madsen kunne fortælle mig, at såfremt stregkoderne var de samme, var øllet også det samme. Det var tilfældet, og at der var tale om samme bryg i forskellige flasker blev slået fast med absolut sikkerhed, da bryggeriets salgschef bekræftede, at det faktisk forholdt sig sådan.

Jeg briefede diverse medier, og oplevede i den forbindelse hvordan Jyllands Postens medier skruppelløst gengav historien som om det var deres egen. Politiken derimod var langt mere loyale, og inkluderede et lille interview med mig, samvittighedsfuldt gengivet som det var foregået over telefonen et par dage forinden.

Kort efter blev der overalt hvor brygget blev forhandlet hængt opslag op, hvoraf det fremgik, at øllet slet ikke var så unikt igen, idet det kun var etiketterne, der adskilte sig fra varehus til varehus.

Uden at himmel og jord ligefrem blev sat i bevægelse lykkedes det mig altså at lave lidt larm, og irettesætte en middelstor dansk virksomhed.

Det er ikke så ringe endda.

Det var højdepunkterne fra året 2013. Jeg forstår nu bedre, hvorfor min lille historiske gennemgang af bloggen blev sat sådan på pause. Det bliver hurtigt langt, og en smule anstrengende at komme igennem. Forhåbentlig er det underholdende at læse, og jeg har i hvert fald tænkt mig at følge målsætningen fra jubilæumsanmeldelsen til dørs.

Vel mødt til flere anmeldelser og andet sjov og ballade snarest.

Øl Spelt, Thisted Bryghus

Spild af god humle …

Det er jo ret usædvanligt, at jeg her i februar måned ikke fortsat har juleøl på programmet. Et vældigt overløb, der rækker vel ind i april måned har ikke været usædvanligt i de forgangne år, men denne gang har jeg faktisk haft nogenlunde styr på det.

Sådan da. Butikkerne har haft deres traditionelle overløb af julevarer i januar, og jeg har ikke holdt mig tilbage. Et par juleøl fra sidste år er faktisk landet i min indkøbskurv, så traditionen ‘juleøl i foråret’ fortsat kan opretholdes her på bloggen.

Dertil kommer det ikke uanselige kvantum overliggere fra min Thisted Bryghus-julekalender. Disse er om ikke andet hentet ind i løbet af julen, så de tæller også lidt som overliggere.

Jeg har egentlig været ganske spændt på denne øl, idet Thisted Bryghus har fundet nogle af deres gode takter frem fra arkivet: alternative malttyper og økologi. På forsiden kan man endda læse, hvilke malt- og humletyper der er brugt – her glæder jeg mig over at genfinde Cascade-humlen, der er min personlige favorit.

Det lyse øl er belgisk inspireret, og – skal det vise sig – det på en måde, der ikke ligefrem huer mig. Ganske vist er Belgien mit favorit-øl-land over dem alle, men det betyder ikke, at alt øl fra Belgien automatisk er godt.

Inspirationen fra den belgiske Tripel Blond gør sig – på trods af bryggets afdæmpede 5,5% – i hvert fald gældende fra start. Det svagtskummende, klare citronkoncentrat nærmest oser af banan. Man mistænker næsten, at der er flere estere – af typen isoamyl-acetat – end der er humle og malt i brygget – ja, måske endda mere end der er vand i.

Og sådan er det også i smagen. Overalt banan. Sur, umoden banan endda, med en brændende alkoholisk bismag af kommen, der heller ikke gør noget godt for brygget på nogen måde.

Alligevel må jeg tage hatten af for, at Thisted Bryghus tør satse på en øltype, der i sådan grad deler vandene. Det er modigt, og for denne blogger temmelig uforståeligt – men modigt. Og at man kan give den fulde oplevelse af bananøl, og holde brygget på under 7% alkohol, er faktisk ganske imponerende – omend i min mund fortsat en småfæl oplevelse.

Sikke en måde at fejre anmeldelse nr. 1.100 på. Heldigvis er talsystemer i bund og grund arbitrære, så jeg ikke behøver lægge noget særligt i det. Jeg opdagede imidlertid først jubilæet kort efter at indlægget var påbegyndt – idet jeg fandt ud af, at jeg havde glemt at kategorisere et af indlæggende siden nr. 1.000 som anmeldelse, hvorved antallet af indlæg uforvarende steg fra 1.099 til 1.100.

Jeg kan jo om ikke andet lægge dét i det, at jeg nok burde tjekke mine kategoriseringer lidt oftere og grundigere til næste gang et jubilæum nærmer sig.

Forbliv i øvrigt indstillet til næste indlæg, hvor jeg finder en tabt tråd, og samler den op igen.

Blogupdate: Nye menuer …

Jeg må vist hellere også få skrevet et lille indlæg om det her, så de læsere, der ikke er på facebook, også opdager det.

Jeg behøver næppe endnu engang at fortælle, at jeg for tiden fedter med både podcasts og YouTube-videoer. Men jeg kan vel dårligt undgå at nævne det mindst denne ene gang mere, hvis jeg skal kunne sige, hvad det er, jeg næppe behøver fortælle mere.

Så hermed er det altså fortalt endnu engang. Og det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg har stor glæde og fornøjelse ved at have udviddet scopet (er det ikke det det hedder på nutidensungdomsk?) for min bloggervirksomhed med disse andre medier.

For at læserne nemt kan følge med i disse medier fra bloggen, har jeg tilføjet to nye drop-downmenuer øverst i bloggen. Den ene til den allerede udgivne og fremtidige podcasts. Den anden er til mine YouTube-videoer, som indtil videre tæller tre.

Jeg tager hjertens gerne imod enhver form for kritik – omend der er en chance for at jeg vil ignorere den ukonstruktive af slagsen. Hvad kan forbedre mine podcasts? Hvad kan forbedre mine videoer (udover et nyt og bedre kamera – det er jeg udmærket klar over). Og hvad kunne eventuelt gøre adgangen til dem endnu nemmere end at linke til dem på bloggen på den måde, jeg gør i øjeblikket?

Jeg håber I gider tjekke det ud. Rekationer modtages her eller på facebooksiden – https://www.facebook.com/KajsOlblog/

Gavnø Økologisk Ny Nordisk, Slotsbryggeriet Gavnø

Ond cirkel …

Endnu en video på YouTube-kanalen er det blevet til siden sidst. Der vil man kunne se min markering af, at Danmarks største fodbolddommer nogensinde er gået bort. Min anmeldelse af Budweiser vs. Carlsberg var desuden timet efter Superbowl, der løber af stablen i aften. Ligesom Carlsbergs tynde sprøjt forbindes med rigtig fodbold, forbindes Bud i høj grad med amerikansk fodbold, og selvom øllene scorer ens, vil man måske bemærke, at selvom mine videoer foregår på engelsk, vælger jeg det udpræget europæiske football og ikke ‘soccer’ (eller sucker, som jeg gerne kalder det) i min hyldest til Dommer Mikkelsen.

Man er vel europæer … eller noget.

Dagens ølanmeldelse angår en marginalt mere interessant øl end de to industrimonstre. Og det er ikke noget jeg siger kun for at være gnaven, men selvom Slotsbryggeriet Gavnø med rette betragtes som et mikrobryggeri, så når dagens øl kun at behage en kende mere end hint industrielt sprøjt.

Ufiltreret er det i det mindste – selvom ufiltreret i sig selv kun borger i begrænset omfang for en stor oplevelse. Det fortrinsvis lyse bryg leverer umiddelbart en skuffende bouquet af diffus syre og en humle, der måske ville synes sprød, hvis den ellers fik lov til at udfolde sig. Men nej, halvkvalt gemmer den sig i alt for meget vand, som om den skammede sig over at være så svag. – En ond cirkel, der kun gør humlen svagere jo mere man hiver vejret ind.

I smagen trøstes humlen dog en smule, og den kommer så småt frem fra sit skjul. Stadig duknakket og skamfuld tør den fortsat ikke gøre noget videre væsen af sig. Og det er ærgerligt – for de fine, søde blomsternoter, der titter frem ville være en ren nydelse, hvis de ellers kunne for lov til gøre mere væsen af sig.

Sødme af ligusterblomstnektar foran, og så en smule bitterhed bagtil er alt hvad man bliver budt. Og både sødmen og bitterheden er egentlig af en aldeles lødig kvalitet. Friske kviste af lyst træ og en snert af spæde nåle peger i retning af friske IPA-humler, der imidlertid næsten helt drukner i alt for meget fyld.

Der er alle grunde til fortat at være skeptisk over for ‘Nyt Nordisk’-konceptet. Det er meget dyrt og meget fancy, og det er på ingen måde nogen garant for egentlig kvalitet. Hvad det nye eller for den sags skyld nordiske i denne øl skulle forestille at være, står desuden hen i det uvisse. Øllet er brygget af vand, gær, humle og bygmalt – det kunne ikke være mere generisk böhmisk eller mindre nyt.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme