Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Måned: januar 2019

Baltic Liquorice, Svaneke Bryghus (Podcast-pilot IV)

‘Lakrids præsenteret i øl’

Selvom jeg er blevet aldrig så aktiv på andre sociale medier, skal jeg jo heller ikke glemme bloggen. Den vil fortsat være det centrale – i hvert fald i mine dansksprogede aktiviteter, mens podcastene er tænkt som små ekstra godbidder, der kastes ud ved særlige lejligheder. En podcast-version af denne anmeldelse vil imidlertid også være at finde inden alt for længe. Det at redigere en podcast viser sig at være langt mere overkommeligt end at redigere en video – men da jeg som den uforbederlige linselus jeg er, forventer at vinde flere tilhængere af godt øl ved at lave videoer, er det det, jeg har tænkt mig at prioritere.

Og før jeg glemmer det: Socialdemokratiet er sprunget ud som full blown racister siden jeg skrev sidst. Den fælt stinkende xenofobiske bæ ved navn ‘Paradigmeskiftet i Udlændingepolitikken’, der som et proktologisk mysterium blev udskidt af sylten på Martin Henriksen, for omgående at blive spist med velbehag, begærligt gennemtygget og slugt af de øvrige regeringspartier, er nu fodret videre til Frederiksen, Tesfaye og Co. ved direkte kontakt mellem sidstnævnte personagers ædespalter og førnævnte partilederes recta. Velbekomme, og vid, at jeg ikke lader mig trøste af, at det er valgår. Intet vil jo ændre sig med en opposition der har læberne fast klistret til røvhullet på dem, som de skal forestille at være modstandere af.

– Så fik jeg også tireret lidt. Det var rart, og det må jeg endelig heller ikke glemme, selvom jeg breder mig på flere platforme.

Den sidste øl, Marcus og jeg nød for snart en måned siden, var en dunkel lakridssag fra Svaneke Bryghus. Marcus indledte med at give markedsføringen en bredside – ‘laber, lækker lakrids’ – fordi alle elsker alliteration, bare ikke Marcus, mens jeg selv ikke holder mig tilbage her på bloggen … uden at jeg på stående fod kan komme på eksempler, der er værd at lægge links til.

Til gengæld var der rosende ord – fra begge sider – til bryggets lød. Aldeles natsort også ved gennemskinning (hvis det er et ord). “Den her mener det alvorligt” bemærkede Marcus, der konstaterede at den natsorte kulør ikke skiftede til rød, sådan som jeg kunne fortælle, at sådanne bryg tit gør, når man holder dem op mod lyset. Den tilsatte lakrids og lakridsrod gjorde en meget håndgribelig tilstedeværelse i bryggets duft, der gav mig mindelser om min barndoms hostesaft.

Og mindre håndgribelig var lakridsen bestemt ikke i smagen. Her fyldte den nærmest det hele, hvilket Marcus fandt rig anledning til at fundere over. Det kan læserne glæde sig til i podcast-versionen, men jeg her vil destillere de mange ord ned til hans catch-frase – om dette var “lakrids præsenteret i en øl eller øl præsenteret i lakrids.”

Meget snart lagde hans sig fast på det første, idet det øl, der gemte sig neden under den tætte, tunge og rent ud sagt anmassende lakrids, dårligt kunne fornemmes. Var det godt øl? Var det kedeligt øl? Det var i grunden irrelevant, for det var faktisk kun lakridsen der kunne smages.

Det var nok egentlig lidt for meget med al’ den lakrids, var vi rørende enige om. Marcus var imidlertid imponeret over, at bryghuset havde undgået alle de faldgruber der er, når man tilsætter øl noget markant – navnlig så markant som lakrids, og især i et sådant omfang. Selv måtte jeg konstatere, at den tørre, pudderagtige mundfornemmelse, som tilsat lakrids kan give i øl, hvis det er lemfældigt doseret, ikke var at spore i brygget.

Til gengæld var jeg ikke helt tilfreds med bryggets fylde. Som en stout betragtet fandt jeg den i mundfornemmelse og tæthed utilstrækkelig. Der manglede helt og aldeles den olieagtige viskositet og skvulp, som en ordentlig tæt stout har.

Den kan ellers anbefales til vaffelrør med kakaocreme – og sikkert også andre chokoladebaserede lækkerier, men nu var det lige vaffelrør, vi havde valgt den aften …

Marcus gav den …

… idet han faktisk prøvede den for anden dag i træk og fortsat var imponeret.

Selv var jeg lige knap så fornøjet ved den, og gav den …

Dermed var også dén prøvesmagningssammenkomst afsluttet. Men lur mig om den ikke bliver den sidste.

Podcast: India Pale Ale, Shepherd Neame.

Velkommen til bloggens første podcast

Bloggen har ligget stille, mens bloggeren ikke har ditto på den lade side. Jeg fik for ganske nyligt lagt endnu en video op på min YouTube-kanal, og så fik jeg mig endelig også taget sammen til at redigere det, der kunne redigeres fra mit og Marcus møde i starten af måneden, til en podcast. Mange øl er det til gengæld ikke blevet til – men så slipper jeg til gengæld for at stresse over dét også.

De nye medier, jeg så småt introducerer skal gøres direkte tilgængelige på bloggen på en lidt nemmere måde, end ved at have video- og podcast-episoderne liggende i blogindlæg.

Det er de småting, jeg skal spekulere over, hvordan jeg får gjort bedst.

Skulle man være i tvivl – eller foresvæver det lytterne, at nogle af fraserne i podcasten måske er oplevet før, ja, så er der her tale om optagelsen af Marcus og min prøvesmagning af Sheperd Neame’s India Pale Ale, der også var den sidste øl, der blev anmeldt på bloggen.

God lyttelyst. – Jeg håber den er varigheden værd.

India Pale Ale, Shepherd Neame (Podcast-pilot III)

Ikke en CIS-øl …

Det er godt nok længe siden, jeg sidst anmeldte øl fra engelske Shepherd Neame. Dengang var jeg gift og boede på Amager. Forinden havde jeg prøvet to andre af bryggeriets øl – det var mens jeg stadig boede med min familie i Aarhus. Så der bliver kigget tilbage, gør der – næsten så man får kramper i nakkemuskulaturen (men som garvet headbanger er det jo noget, jeg er vant til). Det undrer mig faktisk, at der ikke er røget flere Shepherd Neame-bryg i indkøbskurven gennem årene. For mærket brændte sig ret grundigt fast, tilbage dengang i 2010, hvor Fakta havde dem stående i et udvalg af specialøl.

Dengang var specialøl og kvalitetsbryg stadig ved at træde sine barnesko, og det var i hvert fald usædvanligt at finde noget usædvanligt som udenlandske specialbryg i supermarkeder af Faktas format. Det skulle nu ikke blive første gang, Fakta var med ganske langt fremme blandt supermarkederne til at promovere kvalitetsbryg – og det toppede efter min mening, da Petrus-serien fra Brouwerij de Brabandere blev stillet på hylderne tilbage i 2017. Lignende højder har de aldrig nået – og jeg har savnet noget i en lignende kaliber siden. Herfra skal håbet om et snarligt comeback for det gode øl fra Fakta lyde aldrig så eftertrykkeligt.

Men som overskriften antyder er jeg stadig hjemme hos Marcus, og vi optager fortsat vores prøvesmagninger, der er indkøbt i den lokale Meny – ikke Fakta. Optagelsen af denne øl lader til at have podcast-kvalitet, så jeg håber, jeg snart finder tid og motivation til at gøre alvor af ambitionen om også at lægge podcasts ud på bloggen. Mit YouTube-projekt tager jo form, så det burde være til at overkomme.

“Hold – da – op! Hvor dufter den sprittet,” tordnede Marcus som det første efter at hans svellesøm-omfræset-til-øljern elegant havde fjernet kapslen, og øllet var skænket.
Stammende og noget mere spagfærdigt tilføjede jeg: “Den har en biduft af noget, jeg ikke rigtig kan placere, og som jeg ikke er sikker på, jeg er særlig glad for.”
“Med sine 6,1% burde den ellers ikke lugte som en væltet snapsevogn,” fortsatte Marcus.
“Det kan nu godt snyde,” indvendte jeg og anførte, at jeg fandt sure og syrlige elementer i brygget – fortsat næppe til gavn.
“Ja, og der er også det billige, brune sukker, der er i rigtig meget øl. Jeg frygter at den her kommer til at smage meget meget sødt,” klagede min medsmager, hvortil jeg måtte anføre, at den ikke burde det i betragtning af, at vi sad med en IPA. “Vi har lige haft en IPA, der smagte som cider,” riposterede Marcus lettere pugnant.
Det var nu ikke Marcus’ stridsomhed der kort efter fik mig til at give ham ret. Det gjorde derimod endnu et par åndedrag i glasset. “Der er noget krokant og noget farin i det …”
“Farin, definitely,” udbrød Marcus, “krokant ved jeg nu ikke. Det finder vi ud af.”

Marcus gik nu videre til at bemærke, at der var meget lidt skum på det klare mørke  bryg. Dertil bemærkede jeg, at det havde der faktisk ikke været på nogen af de bryg, vi havde haft fat i indtil videre. Her måtte Marcus minde mig om aftenens aller første øl – en Don’t Worry Pale Ale fra Svaneke Bryghus. Og den lille sludder vi havde om dét bryg på dette tidspunkt af aftenen, kan læserne glæde sig til snarest at opleve i podcasten (sådan – så fik jeg lagt lidt mere pres på mig selv, så det forhåbentlig bliver til noget.)

Vi skred til smagningen. Marcus indledte med to højlydte “Mmmm”-tilkendegivelser. Den første let faldende i pitch – idet den illustrerede initial nydelse. Herefter et i pitch hastigt stigende ét, der udtrykte forundring og overraskelse.
Et sammenbidt mellemfornøjet og lakonisk “specielt …” undslap lettere hvæsende mine læber, og jeg overvejede ved gennemlytning af optagelsen om Marcus mon udstødte det undrende “mmmm” som reaktion på min vist ret åbenlyse misfornøjethed.

Selv fortsatte han ellers lystigt: “Indleder med en bagmundsfylde og -dybde, der ville gøre den rigtig god som noget andet end IPA. Og sådan cirka midt på tungen kommer der en syrlighed som om øllet var blevet surt, og man havde glemt at hælde det ud …”
“Ja, den smager lidt underligt på vej gennem munden, det gør den,” samtykkede jeg.
“Og man sidder tilbage med en mund fuld af småsitrende … bagt farin?”
“Er der fejlgær i?”
På dette tidspunkt var Marcus’ begejstring også begyndt at vige mærkbart: “Har vi en politik om at drikke øllet ud?”
“Nej,” svarede jeg tydeligt vrissent, “det har vi ikke. Jeg vil nu lige give den et par chancer til, for det gjorde jeg også med Afskum i sin tid …”
“Ja, den var du ikke ligefrem lykkelig over … Hvad i alverden skal det her forestille?”

I forsøget på at møde det gustne, syrlige bryg med den på flere måder negativt ment ubeskrivelive aroma med et så åbent sind som muligt spekulerede jeg, om det mon havde en så acquired taste, at det var os, der blot ikke forstod det.
“Det gavner i hvert fald ikke denne øl, at der står IPA på den,” startede Marcus, og spekulerede derudad, hvordan bryggeriet havde hæftet IPA-etiketten på produktet frem for at skrive hvad det egentlig var for en syrligt-sød småskummel halvmørk sag de havde produceret.

Marcus foreslog gueze som sammenligning for bryggets sure kant, og her måtte jeg protestere: “Gueze er frisk, sprudlende og glad …”
“Du mener ikke den her er frisk, sprudlende og glad?”
“Nej, men jeg mener heller ikke nødvendigvis, den er grå og trist,” fortsatte jeg, “men den er ikke gueze-frisk. Hvis man lader den hvile ved mandlerne får man – udover farinen og det småsyrlige også nogle rom-noter med.”
“Den er helt sikkert mere drikkelig, hvis man by-passer hele den forreste del af munden, når man drikker den …”

Og vi causerede og causerede – der skal også være til podcasten, så lad det være nok sagt her, at det også lykkedes os at finde lidt bitterhed i brygget hen mod slutningen. Det var dog ingenlunde den friske, sprudlende bitterhed af friske grannåle, der er typens kendetegn – men derimod en tung bitterhed af meget mørkt træ. Marcus fandt også noget sødme af honning, jeg ikke fandt lejlighed til at protestere højlydt over.

Vi var under alle omstændigheder rørende enige om, at der ikke var meget IPA over dette bryg. På den anden side syntes vi heller ikke, at den skulle shames for ville identificeres som en IPA selvom det nok ikke lige var det, omverdenen opfattede den som. Når man som Marcus og jeg – og de fleste andre her i verden – mestendels drikker CIS-øl, dvs. øl der netop er det, som de foregiver at være og som hele verden opfatter dem som, er det en god og forfriskende øvelse ind imellem at blive udfordret i ens fastgroede opfattelser.

En bestående ulempe er imidlertid, at hvis man køber dette bryg som en IPA, vil man uvægerligt blive skuffet, når man opdager hvad den egentlig er. Marcus endte med at give den …

… for alle dens egenskaber ud over at kunne kaldes en IPA – for der fejlede den ifølge ham katastrofalt.

Åbenheden og storsindet løb måske en kende af med mig, da jeg gav den …

… men den skulle belønnes for oplevelsen og et samlet tungt-syrligt og vinøst udtryk, der om ikke andet satte mine evner til at sætte ord på smag på prøve, uden at være decideret væmmeligt. For at turde være noget andet end andre IPA’er fortjener den en sådan ros.

Twisted Thistle IPA, Belhaven (Podcast-pilot II)

Because fransk …

Jeg er godt i gang med at udvide mit bloggeri til flere platforme. Hvis man endnu ikke abonnerer på min YouTube-kanal, så kan man gøre det her. Man kan også lade være, men jeg vil blive glad for enhver ny abonnent, enhver ny tilkendegivelse af påskønnelse for mine videoer, samt enhver kommentar, da det hjælper mig til at blive større på det store stygge fællesdrev, vi i daglig tale kalder Internettet.

Jeg har også fortsat en plan om at lave podcasts, og råmaterialet til én blev som allerede nævnt optaget forleden aften hjemme hos min gode ven Marcus i Valby. Det er øllene fra dengang, jeg nu anmelder, mens lyden af os afprøve dem, ikke er det, jeg i øjeblikket prioriterer højest.

Kvaliteten af lydsporet af afprøvningen af denne øl kunne også være bedre. Vores stemmer er noget fjerne, idet public domain-underlægningsmusikken er alt for langt fremme i lydbilledet, og først nu indser jeg, hvor tåbeligt det egentlig var at lægge et musikspor på, før podcasten var redigeret færdigt. Man vil kunne høre på underlægningsmusikken, når der bliver klippet – og klippes skal der. Når man optager ølsmagninger live sker det, at der falder indforståede, lidet publiceringsegnede kommentarer undertiden med potentiale for legale ubehageligheder. Man skal huske at optagelserne fandt sted under private, lettere løsslupne former, og ikke alt hvad der blev sagt behøver nå ud til en bredere kreds.

Da vi nåede til vurderingen af øllet efter talrige udflugter (alliteration og hvorvidt en sådan var bedst med konsonanter eller vokaler var bare en af dem) fik vi ikke engang knyttet nogen kommentarer til bryggets visuelle udtryk – eller mangel på samme. Det måtte vente …

I stedet tog jeg omgående fat på duften: “Søde æbler,” hvorefter jeg i en ADHD-affødt ukontrolleret associaltionsrække tilføjede “rare æbler, venlige æbler, flinke æbler … Ikke de der knotne æbler …”

Vi tog fat på smagningen, og Marcus brugte pausen i min associationsrække til at bryde ind, med upassende seriøs mine: “Meget meget maltet eftersmag på tungen, men teknisk set er det her jo en cider, bare lavet uden æbler.”

Tydeligvis var Marcus’ oplevelse af brygget en anden af min. Jeg havde det næsten som var jeg blevet tacklet af brygget, hvis aroma viste sig en aldeles anderledes, end den søde, venlige æblekompot, der havde mødt mine næsebor. At brygget udløste en substantiel bitterhed var næppe uventet i betragtning af typen, men til gengæld helt uventet i betragtning af bouqueten.

Marcus fortsatte i cider-sporet, og knyttede i den anledning et par kommentarer til det aldeles glatte og ikke-skummende for ikke ligefrem at sige anti-skummende bryg. Jeg gav ham, at duft og farve pegede fint i retning af cider, men ingenlunde aromaen. En længere udredning fra Marcus om en tur forbi Ystad på vej til Bornholm havde som pointe, at et glas cider, han havde fået på Restaurant Villa Strandvägan i byen, havde mindet om denne øl. Og åbenbart mindede det ham også om de østers i Vodka, han fik cideren til.

Jeg er oprigtigt i tvivl, om vi har prøvet det samme bryg, da jeg derefter fremhævede skarphed af kommen i bitterheden. Det gav brygget en meget tør og ru attaque … “det skal staves med ‘q’ …”

“A-t-t-a-q?”

“u-e”, sufflerede jeg.

“Det oh la la’er jeg”

“Der skal sikkert også være et eller andet diakritisk tegn over ét af a’erne,” causerede jeg, “men det ved jeg ikke præcis – jeg er ikke så god til fransk. Men det skal der være, fordi det er fransk.”

“Because fransk …”

“Because fransk!”

Efter denne ekskurs, der truede med at afspore smagningen helt, gik vi direkte til konklusionen. Selv fandt jeg at brygget stak i for mange retninger på én gang. Især passede det unødigt skarpe kommenelement slet ikke til bryggets øvrige laid back udtryk.

Marcus mente ikke, at bitterheden i brygget var særlig karakteristisk for IPA-typen. Havde han fået den serveret uden at vide, hvad det var, ville han have taget den for en småskummel cider, og ikke en IPA. Som en ciderinspireret øl bedyrede han dog, at han faktisk godt kunne lide den.

Således valgte han at give den …

Jeg underbød med …

Det er vist første gang, jeg giver en øl lavere karakter end Marcus her på bloggen. Ikke at det egentlig er særlig bemærkelsesværdigt, men ikke desto mindre mere bemærkelsesværdigt end øllet, der på trods af at det senere samme aften skulle blive besejret grundigt i missmag, klart måtte stå som det mindst underholdende indslag den aften.

Første video på YouTube

Fremskridt …

Undertiden kan jeg overraske mig selv.

Det er imod min egen forventning faktisk lykkedes mig at opfylde en af mine ambitioner – nemlig at begynde at anmelde øl på video.

Hermed præsenterer jeg stolt det første forsøg – min ‘pilot’ om man vil. Der er tale om en øl, jeg for længst har anmeldt på bloggen, og indtil videre vil det være sådan, at de øl, jeg laver videoanmeldelser af, vil være nogle, der allerede er anmeldt på bloggen:

 

 

Der er meget der kan blive bedre – ikke mindst skal jeg lære at fungere bedre bag et kamera og kameraet i sig selv burde nok også opdateres inden alt for længe. Men det er en begyndelse – om som begyndelse synes jeg godt selv, jeg kan sige, at det kunne have været meget værre.

Videoen foregår på engelsk, fordi jeg gerne vil prøve at nå ud internationalt. Så må vi se, hvad det fører med sig.

Følg mig på YouTube her – Det kunne være fedt, hvis I … jeg advarer på forhånd om langt flere anglicismer, end jeg bryder mig om, men det er desværre sådan YouTube-jargonen er – liker og subscriber samt smider en kommentar og aktiverer klokken, så I får at vide, når der sker noget på min kanal.

Vi ses her på bloggen og på YouTube i fremtiden.

Tyr, Ørbæk (Podcast-pilot I)

Noget i vente …

Der er en smule krise på bloggen for tiden. Ved årsskiftet dykkede antallet af klik på bloggen drastisk, for ikke at sige katastrofalt. Jeg spekulerer på, om antallet af views mon tælles på en anden måde af WordPress her efter nytår? Jeg har ikke set nogen meldinger om det, men det er på den anden side også den slags information, der har det med at gå min næse forbi.

Jeg tror det nu egentlig ikke. Der er vel bare en masse af mine læsere, der har haft et nytårsforsæt om at gå på vandvognen i år – hvorfor de ikke vil fristes ved at læse min blog. Og så er det jo bare at vente på at nytårsforsæt bliver til nytårsfortsæt (see what I did there?). Den slags varer som regel ikke længe.

Eller også skal jeg bare koncentrere mig om at holde dampen oppe. Det er imidlertid lettere sagt end gjort. Jeg arbejder fortsat fuldtid med delebørn, jeg har et stort behov for at slappe af og være mig selv, når jeg endelig har lejlighed til det og endelig har jeg selv nogle nytårsforsætter, der gerne ikke skulle blive til nytårsfortsætter overhovedet.

Disse nytårsforsætter (uden ‘t’) kræver imidlertid, at jeg tager nogle initivativer og bruger noget tid på planlægning og koordinering – tre ting, som jeg ikke er særlig god til, for nu ikke ligefrem at indrømme, at jeg faktisk hader at gøre den slags lidenskabeligt. Præstationsangst er en ting, og jeg lider fælt under det. Men jeg tænker, at hvis jeg løfter lidt af sløret nu, frem for at arrangere det hele, og afsløre det hele i én vældig overraskelse, så kan I, læserne, måske hjælpe med at holde mig lidt på sporet, så mine planer rent faktisk bliver til noget.

Jeg har planer om, at udvide bloggen med en podcast og en YouTube-kanal. YouTube-kanalen forestiller jeg mig bliver på engelsk, mens podcastene i første omgang forbliver danske.

Det er de første podcast-optagelser, jeg har i kassen i hvert fald. For lidt over en uges tid siden mødtes jeg nemlig endnu engang med mit sidekick, Marcus, til en omgang ølsmagning – og, nota bene – en omgang tiltrængt sysleri med teknisk udstyr og lyd for at sikre, at katastrofen fra sidst ikke gentog sig.

Heldigvis er Marcus ikke ked af at sysle overhovedet, så da den første optagelse ikke blev særlig god, var han den, der drejede lidt på knapperne – og vupti, var lyden bedre, og til sidst så god, at den faktisk havde reel podcast-kvalitet.

Men det var først efter et par prøver. Og efter optagelserne kommer al efterbehandlingen. Så podcasten må vente endnu en smule, men anmeldelserne af øllene på skrift, skal I ikke snydes for.

Den første øl vi prøvede var denne, en brown ale fra det økologiske bryggeri Ørbæk på Fyn. Brygget har navn efter den nordiske gud Tyr, og så er det jo spændende om Wacken Brauerei i Holsten nu også kommer efter Ørbæk. De har jo som bekendt taget patent på alle nordiske gudenavne til øl, og selvom Ørbæk sikkert ikke har navngivet deres bryg i trods mod dette, skal de alligevel have en thumbs up herfra – om ikke andet fordi nordisk mytologi er ret sejt … Og mærkeligt, i øvrigt, men også ret sejt.

Brygget er ellers ret lyst – af en brown ale at være – snarere rødligtgyldent er det, og lige så lidt brunt det er, lige så karrigt er det med skummet. Marcus udtrykte snart sin utilfreds over næsen på brygget, som han bedømte ‘tynd’. Selv valgte jeg det mere diplomatiske – og indrømmet tvetydige – ‘let’. For endskønt brygget bestemt ikke opviste nogen særlig tyngde eller klæbrighed i udtrykket, sporede jeg krydrede noter af tyttebær og rosmarin, der ikke gjorde noget ringe førstehåndsindtryk.

Passende til lejligheden blev brygget indtaget til et måltid: dobbeltpaneret flæsk med rösti og fløde/skimmelostesovs. Dertil passede føden bryggets krydrede bouquet langt fra skidt.

“Alt for sødt” var Marcus’ umiddelbare dom over øllet, hvortil jeg måtte indvende, at øl jo gerne må være sødt – især belgisk inspirerede mørke ales. Han blev også mere forsonlig over for den i løbet af måltidet, som brygget fortsat klædte fint. Brygget præsenterer således en bund, der umiddelbart synes svær at sætte ord på. “Der er ikke meget spræl i den, men hvis man lige smægter med tungen en gang, kan man få hevet et par perler op på tungen, for ligesom at løfte smagen …” For denne kommentar undskyldte Marcus omgående, da det med hans egne ord nok var hans værste “Søren Frank”-moment til dato.

Jeg nikkede og gryntede bekræftende, hvorefter jeg henkastet og indifferent gjorde gældende, at jeg i grunden ikke var bekendt med, hvem denne Søren Frank egentlig var. “Vinanmelder og klaphat på Berlingeren”, berigede Marcus mig mit i forvejen ikke ubetragtelige korpus af unyttig viden. “Det er ham der har beriget verden med vendingen ‘en insisterende bismag af urin’ som noget positivt”.

Jagten på ordene, der kunne italesætte (undskyld) smagen fortsatte henover det simple, men aldeles veltilberedte måltid. Aroma af lige lovlig velsødet kaffe med sirup fra sukkerrør, var mit umiddelbare bud. Marcus hæftede sig ved en vigende fylde, som om øllet blev smagt på afstand, gennem en pude af vand. Uden dog at brygget af den grund føltes unødigt tyndt – blot afdæmpet i udtrykket. Selv syntes jeg nu ikke det var så galt, men min protest nåede aldrig at blive særligt udtalt, før Marcus foreslog betegnelsen belgiersødme for bryggets krydret-sødlige aroma.

Ganske rigtigt møder man nok også bryggets aroma i flere belgiske bryg – men nu er Belgien jo ligegodt kendt for sin massive ølmangfoldighed – så det siger i sig selv ikke det store. Til gengæld brød Marcus sig så ikke om min karakteristisk af bryggets mundfornemmelse som ‘vinøs’ – i kraft af den lave kulsyre, og bryggets lette flåd over tungen. Så vi endte vel med at være enige om at være uenige om den sag.

Enige var vi til gengæld om, at brygget ville være aldeles egnet som juleøl – så den anbefaling er her først på året givet videre. Så håber vi bare brygget bliver i butikkerne så længe.

Marcus ville såmænd ikke skamme sig over at tage dette bryg med sig hjem, men han gav den …

… da den på den anden side ikke helt havde det i smag, fylde, praleværdi og evne til at imponere, som Marcus i hans selverkendte arrogance og forfængelighed ville lægge navn til at have liggende til mere metikuløs nyderi.

Selv valgte jeg at give brygget …

… fordi den ganske vist ikke er noget festfyrværkeri, men når den ellers smager, så smager den også godt. Der er ingen grund til at være karrig med stjernerne over for Ørbæk, når de gør det ordentligt. Især i lyset af, at de gennem årene har været noget svingende i deres præstationer.

Blend: Heatherwood Green Gecko IPA-kit + Praga Premium Pils

Lidt mere liv (jeg sagde “lidt”) …

Den næsten bombastisk og fandenivolsk generiske og almindelige – for ikke at sige skingert ligegyldige Praga Premium Pils fra sidst, blev ikke drukket ud i én omgang.

Min gode ven og ølkontakt Niels fra Lille Skensved – ham med de ugandiske øl, husker I nok – havde forleden arrangeret endnu en nydelig leverance til min bloggervirksomhed. Hovedparten af den bestod nu af gengangere, idet han havde reddet et restparti af Petrus-øl fra sin lokale fakta, som supermarkedet var ved at skille sig af med. Dertil kom en svensk pilsnerøl på dåse … … – jeg kunne aldrig finde på at beskylde Niels, det rare menneske, for decideret at trolle. Men jeg har altså lidt på fornemmelsen, at han finder nogle rædsler at give til anmeldelse, så han kan godte sig over mine tirader efterfølgende.

Med andre ord – jeg har meget ringe forventninger til det svenske øl, og er allerede begyndt at notere mig nogle skældsord, jeg kunne bruge i anmeldelsen.

Men ud over belgiske gensyn og svensk industri, var der noget ganske særligt i den lille pose, som jeg iklædt sort tøj og hætte måtte hente den aften i en afsides indkørsel i Brønshøj … det sorte tøj skyldtes at regnen stod ned i stænger, og jeg var på cykel. Med alt det vand følte jeg mig næsten som et af Carlsbergs bryg. Ja, en vandet vits – så passende til lejligheden, at man næsten drukner.

I en uanselig plasticflaske, havde Niels også lusket resultatet af hans eget lille brygeksperiment med – med dertilhørende instruktionsmanual i bunden af posen. Det skulle imidlertid vise sig, at eksperimentet ikke var faldet ud helt som ønsket. Ethvert spor af kulsyre var fordampet, og ved smagning kunne jeg konstatere, at selvom brygget ikke virkede direkte fejlgæret eller inficeret, så havde oxideringen sat ind i et omfang, så brygget ikke længere var nogen fornøjelse at drikke.

Niels havde faktisk varslet mig på forhånd, at brygresultatet langt fra var optimalt, men anbefalede mig dog at blande det op half ‘n’ half med en industriel pilsner frem for bare at hælde det ud. Og sådan én stod jeg jo faktisk lige og havde i form af den i sidste og starten af nærværende indlæg omtalte generiske tjekkiske pilsner.

Om Niels’ brygeksperiment alene, er der det gode at sige, at den egentlig ganske aromatiske, men også noget syntetiske duft, med ét greb meget langt tilbage i mit helt unge liv. Da jeg fyldte fire eller fem fik jeg noget modellervoks i gave, samt en pressemaskine til det, så man kunne kreere lange snore af det i forskellige spændene former. – En stjerneform fx. Mange år efter jeg for længst havde glemt alt om maskinen fandt jeg den på loftet i mit barndomshjem i Hjortshøj nord for Århus, og alt dette kom tilbage, da jeg duftede til Niels’ bryg. For præcis ligesom dette modellervoks, duftede det. Ret syntetisk i grunden, men ikke uden en vis spidsfindig aroma af billigt firserviskelæder. Alt brus var til gengæld for længst gået af brygget, og selv om en smule af humlens bitterhed stadig var mærkbar, føltes selve brygget alt for metallisk og hårdt mod smagsløgene, helt og aldeles afbruset som det var.

Sammenblandet med den næsten skrigende intetsigende tjekkiske pilsner formåede hjemmebrygget imidlertid at gøre lidt gavn. Alene det, at der nu var noget kulsyre i brygget gjorde, at nogle aromatiske blomsternoter – syren og lyng – begyndte at træde frem. I det hele taget leverede det afbrusede brygeksperiment den aroma, som den tjekkiske pilsner så kritisk manglede.

Det var nu stadig ikke helt nok til, at øloplevelsen blev sådan rigtig god. Mixet føltes fortsat noget syntetisk, og der var heller ikke helt nok kulsyre til overs i pilnseren til at brygget livede ordentligt op. Det forblev noget dovent i mundfornemmelsen samt for tungt og glat til at være nogen stor nydelse.

Men hey – man skal starte et sted, og jeg tør slet ikke tænke på den katastrofe det ville være, hvis jeg selv gav mig i kast med den slags eksperimenter.

Hold i øvrigt øje med bloggen i den kommende tid. Jeg har for nylig spenderet endnu en aften med mit sidekick Marcus – og der er mere end bare skriftlige indlæg med dertilhørende stilbilleder i vente.

Og må Kent Nikolajsen hvile i fred. Netop i skrivende stund har jeg erfaret at han er gået bort – endnu et ansigt fra min ungdom, der endda ikke var meget ældre end jeg selv.

Praga Premium Pils, Budejovicky Mestansky Pivovar

Radikal mainstream …

Så klarede jeg årsrapporten, og dermed er ølåret 2019 for alvor skudt i gang. Januar er typisk en måned, hvor ikke helt så mange klikker sig ind på bloggen, og jeg har på fornemmelsen, at det skyldes at jeg selv kan være lidt sen til at komme ud af starthullet. Årsrapporten er en træg sag at komme igennem, så der opstår gerne et hul i anmeldelseshyppigheden lige før og lige efter. Samtidig myldrer tiden op til årsskiftet med helligdage, hvor jeg før har observeret, at hitsene ikke er voldsomt mange. Jeg gætter på, at læserne har bedre ting at tage sig til i helligdagene – såsom at være sammen med familien fx frem for at læse min blog. Det er også bedst sådan – og så må det være mit ansvar, at projektet kommer på sporet igen i hverdagene derefter.

Vel, i skrivende stund har jeg en hel række øl, jeg skal have skrevet om, idet jeg har været igennem endnu en hyggeseance med min faste medsmager Marcus. Råmaterialet til en væsentlig opgradering af bloggen er i den forbindelse også indhentet, så nu burde jeg have rigelig anledning til fornyet blogaktivitet – det kan læserne jo glæde sig til. Yderligere hints derom kan man finde på min facebook-fanside.

Denne øl fandt jeg for få dage siden i Fakta. Jeg synes faktisk, at Fakta er faldet noget af på den her på det sidste. 2017 var højdepunktet for butikskædens udvalg af specialøl, hvor man fx kunne finde nogle ret spændende amerikansk/tyske IPA’er der, samt nogle uhørt gode belgiske sure bryg.

Nu er det sådan nogle her, man finder der. Jævne, generiske tjekkiske øl, der sjældent formår at imponere denne blogger synderligt. Ja, tjekkerne er vidtberømte for deres pilsnere, selvom de ofte ikke er bedre, end det man finder herhjemme i det alt for almindelige industrielle udvalg.

I næsen viser brygget såmænd lidt karakter. Bagom en generisk, industriel syrlighed damper det af fusel, der næsten river som salmiak i slimhinderne. Så er der da i det mindste lidt oplevelse at starte på.

Til gengæld forekommer brygget straks ved indtag mere end noget andet vandet. Vandet først, siden småsyrligt og så metallisk undgår brygget behændigt at være til nogen egentlig fryd, andet end at det må indrømmes tørstslukkende egenskaber. Man er ved at afskrive brygget helt, da en rund maltsødme melder sig et sted dybt nede i det syrlige vandbad.

Man får uvægerligt mistanken om, at det er det tilsatte sukker, der hjælper sødmen på vej – så meget for brygkunst, men en enkelt til to stumper formår denne ene aroma nu alligevel at redde i en pilsneroplevelse, om hvilken det bedste der kan siges er, at den er aldeles jævn, og ikke som sådan ubehagelig. For selv syrligheden og metallet ligger så dybt i vandet, at det ikke formår at genere, men måske endda skærper vandets tørstslukkende profil en anelse.

Jeg håber ikke, denne øl repræsenterer fremtiden for Faktas udvalg af specialøl. Kunderne fortjener meget bedre – ikke mindst i lyset af, at udvalget har været netop det – meget bedre.

Mit ølår 2018

Serier, begivenheder og tirader …

Kalenderen er skiftet endnu en gang et enkelt trin i den største kategori – året. Dermed er det blevet tid til, at Kajs Ølblog endnu engang gør status over et år, der er gået – på bloggen og i virkeligheden.

Selv vil jeg næppe huske året som et af de bedste. Personligt var meget af året præget af stress og depression, og de højdepunkter, der helt sikkert var, havde mere karakter af små oaser i en vældig ørkenvandring gennem et år, jeg aldrig syntes sådan rigtig fik begyndt, før det pludselig var ovre igen. Som om 2018 kun var ét langt tilløb til 2019, efter at 2017 var endt.

Omkring november, kort efter en fødselsdag som jeg havde tilbragt småsyg, stresset og med en punkteret cykel på vej hjem med børn på laddet, vågnede jeg omsider og var pludselig igen klar til at tage fat på livet. Jeg har siden holdt hårdt fast i den gode rytme, der blev indledt der, og jeg håber sådan, at det bliver ved.

På ølfronten var der til gengæld mange store oplevelser, og det er selvfølgelig dem, det skal handle om. Bloggen er imidlertid også personlig, så det vil også komme til at handle om mig selv – også i fremtiden. Find jer i det – eller giv jer hen i mine tirader, for det er også det, de er der for. Alt sammen for læseoplevelsens skyld.

Så mange læsere …

Et hurtigt kig på statistikken afslører, at jeg i 2018 ikke fik anmeldt helt så meget som i 2017. Til gengæld har antallet af læsere fået endnu et nøk opad: Kun i januar og februar har der været under 4000 klik på bloggen. Og i juni, juli og december måned havde bloggen over 5000 klik.

I 2017 nåede jeg kun op over 5000 klik i december måned, selvom jeg skrev væsentlig flere indlæg det år. Om det bare er læserskaren der er vokset, eller kvaliteten af det, jeg har skrevet, der har lokket flere til, skal jeg ikke kunne sige. Jeg har imidlertid ikke holdt mig tilbage i det forgangne år med at skrive om andre ting end øl. Og det lader bestemt ikke til at have afskrækket folk – tværtimod har jeg flere gange fået at vide, at det netop er alt det uden om selve ølanmeldelserne, der gør bloggen læseværdig.

2018 skulle også blive året, hvor jeg rundede anmeldelse nr. 1000. I betragtning af, at jeg har været i gang i otte et halvt år tænker jeg, at bagkataloget snarere udstråler en amateuristisk magelighed end professionel alkoholisme. Jeg har aldrig drukket særlig meget ud over, hvad der ryger op på bloggen. Men når det sker, har jeg tænkt mig, at i det nye år vil jeg blive bedre til at smide mine anmeldelser op på Untappd. Anmeldelserne derfra vil også blive delt på min nye engelsksprogede twitterprofil.

I forbindelse med jubilæet tog jeg også fat på at skrive bloggens historie i et tilbageblik – eller et Deuteronomium, som jeg valgte at kalde det dertilhørende tema. Tre år nåede jeg at gøre rede for, før jeg løb sur i det. Jeg regner med snarest at tage den tråd op igen, og få tilbageblikket færdiggjort i løbet af foråret.

Serier …

I det hele taget stod 2018 i temaernes tegn, og jeg kunne have valgt at organisere endnu flere smagninger i temaer, hvis jeg havde gidet.

Således havde min søster i år 2017 foræret mig en nydelig lille samling specialøl, som gjorde rigtig godt et stykke ind i 2018. Ebeltoft Gårdbryggeris IPA ‘Raw Power‘ udgjorde perlen i den samling, sammen med ‘Skunk Jam‘, der imidlertid blev anmeldt som den sidste øl året før.

Årets bryggeri Amager Bryghus fyldte fortsat meget på bloggen. Men det tror pokker, nu hvor jeg ikke bare er på fornavn, men også på krammer med flere af bryghusets fast stab. Jeg fik afsluttet deres Sinner Series, som jeg påbegyndte for år tilbage. Desuden fik jeg i selskab med min efterhånden faste medsmager Marcus smagt mig igennem den meget fine samling lagrede øl, bryggeriet udgav i december måned sidste år. Det blev også til et par besøg på selve bryggeriet, da der skulle skaffes forsyninger til bloggens almindelige drift. Det var dog ikke alt, der kom temaer ud af. – Nogle gange er selv en god øl fra Amager Bryghus bare en god øl fra Amager Bryghus.

En række øl blev taget med fra Esrum Kloster, hvortil jeg i min egenskab af blogger oven i købet aktivt blev inviteret. Begivenheden fandt sted i marts, og temaet blev først afsluttet i december kort før jul. Heldigvis er over- og vildgæret belgisk øl ikke det, der tager mest skade af at stå et stykke tid.

I april måned var jeg til min onkel og tantes guldbryllup i Nordtyskland. Det gav anledning til et par anmeldelser af de øl, jeg gav dem i gave, tillige med en samling øl, jeg fandt i grænsehandlen. Bortset fra et par enkelte perler, var disse samlinger mere præget af middelmådighed end af noget andet.

Det samme kan roligt siges både om Royal Unibrews forskellige Albani-serier, der er ude i disse år. Selvom min begejstring for seriens Mosaic IPA er vokset, så den i øjeblikket er min foretrukne her-og-nu-industriøl, til når jeg gerne vil have noget, jeg ikke behøver anmelde, faldt den sidste i serien jeg fik prøvet mere end ualmindeligt hårdt til jorden. Meget bedre gik det ikke for Anarkist-serien, Alene det at et industribryggeri af den kaliber kalder en af sine serier sådan, er ikke engang ufrivilligt morsomt.

Så var der anderledes knald på Taphouse’ udvalg. Det var en af mine læsere ved navn Niels (ja, jeg har flere læsere – og ølpushere – med det navn), der havde inviteret mig ud. Det er altid spændende at møde mennesker i virkeligheden, som man kun kender online – og det trækker bestemt ikke i modsat retning, at de byder på noget af det bedste øl, man får prøvet i løbet af året – for ikke at sige livet. Det skulle heller ikke blive den eneste gang, jeg frekventerede Taphouse – men det vender jeg tilbage til.

Lidt ølaktivist kunne jeg også få lov at være, da jeg engageret kastede mig ind i kampen på Munkebo Brewery’s side, da det tyske bryggeri Wacken Brauerei truede med at slæbe dem i retten for at bruge nordiske gudenavne på deres bryg. De nordiske guder er imidlertid for alle, der har lyst til at bruge dem (undtagen nazier. Fuck nazier!). I skrivende stund er den nidstang, jeg i den forbindelse rejste, fortsat oppe, for der mangler mig bekendt stadig en tilbagetrækning fra Wacken Brauereis side for alle retskrav på de de nordiske gudenavne. Og indtil en sådan foreligger, bliver nidstangen stående.

Begivenheder …

I løbet af året indfandt jeg mig stundom ved begivenheder, der var ølrelaterede, mens andre ikke sådan rigtigt var det. Men det skulle jo ikke afholde mig fra at få dem til at handle om øl alligevel.

Ølfestivalen på Esrum Kloster i marts var imidlertid et rigtigt ølarrangement. Næsten umuligt at nå til og fra med offentlig transport uden overnatning undervejs, men bestemt turen værd, når man endelig nåede frem. Hvis ikke de mange flotte og fine over- og vildgærede klosterbryg kunne give én hovedpine, så klarede de lavloftede lokaler og endnu lavere døråbninger den sag. Jeg husker hvordan min fine sorte hat var fuld af hvidt puds, efter arrangementet – men i det mindste ydede pulden da et minimum af beskyttelse for mit kranium. Jeg nåede kun halvdelen af arrangementet, idet jeg blev så optaget af det fortrinsvis belgiske klosterudvalg, at jeg aldrig fik inspiceret den del af festivalen, der havde mikrobryggernes udvalg. Den mest spændende oplevelse ved den lejlighed var at prøve en Vestvleeteren-øl til 150 kr. / 0,33 l. Selve oplevelsen var egentlig ikke stor, men det var til gengæld æren ved at få lov til at smage på de dyre dråber.

Danske Ølentusiasters store årlige ølfestival på Lokomotivværkstedet var – næppe overraskende – også et rigtigt ølarrangement. Det jeg bedst husker er Svaneke Bryghus’ brygmester Jan Pauls røverhistorier om hans tur til Moldova, og de deraf afledte spændende bryg, han kunne byde på. Kort før festivalen havde jeg smidt en god anmeldelse af deres Don’t Worry Pale Ale – den bedste øl under 1% alkohol, jeg nogensinde har prøvet – men jeg tror bestemt ikke, det var som tak, at han var så snakkesalig. Det skyldtes blot vores fælles interesse, og hans glæde ved at dele ud af det, han syntes var det bedste i verden at beskæftige sig med, nemlig øl. Jeg har ikke svært ved at forstå ham.
Deltagelse i en facebook-livestream, krammer fra Amager Bryghus-brygmester Jacob Storm, og selvforevigelse i selskab med Carsten Bertelsen og Martin Bo Pedersen (se billedet øverst) – Brygmester fra Nanobryggeriet Redekassen.

Årets to store koncertoplevelser, var til gengæld egentlig ikke ølrelaterede arrangementer i sig selv. Men når nu koncertstederne havde sådan et fint øludvalg, så ville man da være et skarn, om man ikke afprøvede varerne alligevel. Således var jeg langfredag (hvor man jo i ydmyghed skal kontemplere Jesu Kristi pine og død for vore synder) til Napalm Death-koncert på Loppen sammen med min gamle ven Frank. Det blev til to rigtig gode øloplevelser, ud over den største koncertoplevelse for mit vedkommende i vel mere end et årti. Sammen med Marcus var succes’en tæt på en gentagelse da jeg i december måned indfandt mig i Pumpehuset til Myrkur-koncert. Ved den lejlighed var det imidlertid lyden, der totalt fængslede mig, så det blev ikke til så megen smadren rundt, som i marts. Øllet var til gengæld endnu engang exquisite – med en lokal københavnsk Gose i sortimentet har Pumpehuset også som udskænkningssted vundet min udelte respekt. Endnu et besøg på Taphouse cementerede aftenen som en af årets absolut største.

Det var også begivenheder i sig selv de gange, Marcus og jeg indfandt os på hinandens bopæle for at prøve øl. Det var ved de lejligheder, at Amager Bryghus’ lagrede serie blev afprøvet med bravour, og det var i beretningerne derom, jeg opdagede, at det faktisk fungerede ret fint at udskrive dialogen fra optagelserne i kun sparsomt redigeret form. I forbindelse med, at jeg i løbet af året måtte udskifte min pc, var det min plan at kickstarte en udvidelse af bloggeriet til også at omfatte podcasts. Det fik en brat ende, idet optagelserne på min computer viste sig at være komplet ubrugelige. De indbyggede mikrofoner på min pc var mildt sagt ikke bygget til at opfange tale fra andre, end dem der sad umiddelbart foran skærmen. Forvent imidlertid revanche snarest i det nye år – thi der skal mere end en dårlig mikrofon til at tage modet fra en Kaj Framke.

Tirader …

En af de ting, der kendetegner min blog er, at den er meget personlig. Den handler ikke kun om øl. Den handler også om mig selv, og den handler om de tanker jeg gør mig om ting, der sker ude i verden. Af flere læsere har jeg fået at vide, at det er det, der gør min blog læseværdig, så jeg har absolut ingen planer om at lave om på det i det nye år, eller årene fremover.

Jeg ved ikke, om jeg gjorde mere ud af tiraderne i år end tidligere. Men ved gennemgangen af bloggens indlæg har jeg genkaldt ret mange. Ulige fordelt er de, som om jeg i løbet af året – kulminerende i september måned – måtte give mere og mere luft for mine frustrationer på bloggen.

Skulle man have lyst til at vide, hvad jeg i løbet af året fik skrevet om divergerende sager såsom omskæring, tyrefægtning, påskeritualet, partiet Venstres tidligere formand, industribryggerier, der går mikrobryggerierne i bedene, Wacken Brauerei, mere Wacken Brauerei, Karen Jespersen – eller … undskyld, jeg forveksler hele tiden hende og Pernille Rosenkrantz-Theil, racistiske antidemokratiske Trump-supporterende politiovergreb, Martin Luther (den tirade har min personlige anbefaling … ikke mindst fordi den tog ret lang tid at forfatte), de rige, der sidder på flæsket, Lagkagehuset og deres tungekysseri med de racistiske fascister i DF, Indslevs konkurs og et af Københavns racistiske værtshuse, nazisvin i Svendborg, DFs aldrig så passende valg af stil på deres plakater, ancaps, Dansk Retur System (sic), hvor mange aneurismer, apoplektiske anfald og hjerteinfarkter, jeg har oplevet (jeg kan hjælpe lidt og fortælle at antallet er rundt), alt muligt så’n i det hele taget, den kreationistiske forgifter af ungdommens hjerner, Mads Jakob Jakobsen, hvordan jeg måtte æde nogle af mine ord i mig, Matador, KZ-lejren på Lindholm, mere om KZ-lejren på Lindholm, Fredensborg Kommune som den ultimative Grinch, finansloven og flere nazister på Fyn, kan man bare trykke på det dertilhørende link, og man vil blive ført direkte til indlægget. Fagre nye verden!

De store personligheder, som vi måtte tage afsked med, det forgangne år fik også nogle ord med på vejen. Christoffer Barnekow, Synnøve Søe, Jens Okking og Mort Walker tog nogle afgange med ret korte mellemrum, og blev mindet ved anmeldelsen af et passende dystert bryg. Legendariske Stephen Hawkings voicebox virker formentlig endnu, mens dens tidligere ejer blev mindet ved anmeldelsen af en anden legende, der imidlertid strålede langt mindre end ham. Der blev alt for stille mens jeg var ved at rapportere fra mit første besøg på Taphouse og Kim Larsen drog af sted for at lære englene, dæmonerne eller begge dele et par tricks udi tekstskrivning. Morten Grunwald og Stan Lee stak også af omtrent samtidig og blev æret netop som Bosnien-Hercegovina fik sin debut som ølnation på bloggen. Endelig lagde en af de tegnere, hvis streg vel nærmest er ridset på indersiden af de fleste +40-åriges nethinder, Werner Wejp-Olsen endeligt blyanten og blev behørigt mindet derefter.

Hottest og nottest …

Så er jeg vel også kommet rundt om det meste af, hvad der skete på min blog i det forgangne år. Tilbage er kun det punkt på dagsordenen, der altid er med ved mine årsgennemgange. Ellers bestræber jeg mig nemlig gerne på ikke bare at levere den samme smøre hver gang, men fokusere på noget forskelligt. Denne gang var det – hvis man ikke skulle have opdaget det – begivenheder og tirader, der var i højsædet.

Jeg starter med de tre ringeste øl, jeg har prøvet i løbet af året. Andre gange har jeg taget de gode først, for at gemme underholdningen (læs: vitriolen) til til sidst. Denne gang var årets bedste oplevelse imidlertid af en sådan kaliber, at den kun kan komme til sidst. Som dette allerede alt for lange blogindlægs kulmination og storslåede endepunkt.

Not …

03. La Barbaude Maltador, Brasserie Artisinale Nimoise: hvad dette sjaskede og inderligt insignifikante pseudostout havde at beskaffe i en samling udvalgte specialøl, nydeligt arrangeret i en fin gavekasse, er en gåde på linje med tidens oprindelse og hvad der egentlig gør, at massetiltrækning finder sted. Et fixt ordspil om noget, jeg i forvejen er passioneret modstander af, redder heller ikke dette farvede vandprodukt fra at være alt andet  end det titel og etiket foregøgler. Ingen vildskab – kun vand.

 

2. Anarkist Ginger Pale, Royal Unibrew/Albani: Jeg er ikke nogen vehement modstander af alternative krydderier i øl. Sålænge det smager eller på anden vis giver øllet en ny dimension. Måske får den tilsatte ingefær i Royal Unibrews obskure postevandsbrus brygget til at føles endnu mere som aqua communis tilsat kulsyre. For smagen af ingefær er i bedste fald vigende, ligesom alle andre af bryggets aromaer, på nær den af det reneste dihydrogenmonoxid.

1. Økologisk US Lager, Royal Unibrew/Albani :Royal Unibrew får æren af at være med hele to gange blandt årets ringeste øl. Mens jeg egentlig slet ikke synes, at serien hvori dette bryg forefindes er noget at fnyse ad – især ikke i betragtning af størrelsen af firmaet bag – så falder dette bryg helt ved siden af. Stort set intet smager det af, andet end vand – undtagen da lige, når man bøvser. Så smager det endelig af lidt, men det tjener intet bryg (eller andet) til ære, at det smager bedre på opturen end på nedturen. Mon ikke vi alle kan blive enige såvidt?

Hot …

3. Envy, Amager Bryghus: Jeg skulle ikke mange dage ind i året, før jeg stødte på noget exceptionelt. At humlehovederne på Amager Bryghus forstår sig på IPA og bitterhumle er ingen større hemmelighed – og i dette mesterværk kan man opleve dem fremelske og rendyrke netop det bitre. I hvilket andet bryg end i en hyldest til dødssynden misundelsen ville en sådan forfinelse af netop det bitre være mere passende?
Jeg kan ej komme på et …

2. White Crow Omen, Amundsen/AF Brew: Et aldeles unikt bryg. Og ikke bare unikt, men også aldeles vidunderligt. Her er et bryg, der smager som ingen andre. Den fineste, fedeste flydende fudge i al sin magt og vælde fylder mundhulen med et så intenst bombardement af afsindig velsmag, at man må kæmpe for at gøre ens nip af glasset små nok, til at man ikke blive væltet omkuld. Aldrig før eller siden har jeg oplevet en smagsprofil som denne, og kun et aldeles svineheld, grænsende til hybris, tillod, at jeg skulle opleve noget større end dette …

1. Big, Bold & Beautiful, Amager Bryghus: Ja, hvad ellers? Det blev jo ustandseligt, som jeg igen og igen refererede til dette prægtige Matterhorn af et bryg, resten af året, efter at jeg og Marcus en varm sommeraften havde voldnydt de dyrebare dråber på hans altan. Så helt afsindigt og sindssygt fantastisk er den, at vi stadig ved vores smagninger ender med at ævle løs om den – som om den var målestok for alle gode øl derude. Snak om at være unik – dette bryg er mere end det. Det er uden for nummer og uden for kategori. Et bryg, hvis mur af mangfoldig, overvældende medsmag, gør én aldeles og ganske mundlam. For kun med det i kæften, kan man forstå, hvilket vidunder, man sidder med.
Jeg forventer aldrig nogensinde, at komme til at prøve et bryg, der er lige så godt som dette. I afmagten ved at forsøge at beskrive det igen, kan jeg anføre, at jeg modvilligt, omend indseende nødvendigheden deraf, valgte at bryde min karakterskala, for at Marcus kunne give andre  bryg end dette topkarakter. Han fik lov at give det en ekstra stjerne ud over de seks, som man ikke kunne gøre andet end give den.

– Og dermed nok snak. Velkommen til 2019. Hvis det bliver lige så godt som 2018 – ølmæssigt, i.e. (mine tirader skulle nok vise, hvad jeg ellers mente om det forgangne år, og det er ikke pænt) så vil jeg for alvor begynde at frygte nemesis.

Schiøtz Jule IPA, Albani/Royal Unibrew

Det gjorde den ikke julet …

Vel, en enkelt juleøl havde alligevel forputtet sig. Men det er jo også en efterhånden mangeårig tradition på bloggen, at forrige års juleølsoverskud anmeldes i januar – ja, nogle gange helt indtil påske (for så længe varer julen som bekendt). Men denne gang er der nu kun den ene.

Den blev konsumeret nytårsaften i selskab med børn, bonusbarn, ekshustru og hendes nye mand i deres hjem på Nørrebro. Som man vil kunne se på illustrationen, er brygget i delestørrelse. Så sandheden er egentlig den, at jeg ikke orkede at drikke brygget alene, men manglede en anledning til at dele den med nogen.

Og da den blev drukket i det gamle år, skal den selvfølgelig anmeldes inden jeg skrider til min store årsberetning. Den lover jeg til gengæld kommer som det næste.

‘Juleøl’ er ikke nogen stil, men blot noget, man kan hæfte på en hvilken som helst øl for at kunne sælge den sidst på året … eller i hvert fald fra primo/medio september måned. At det så overhovedet ikke passer til årstidens mad eller vejr, kan man blæse en lang nissemarch. IPA – med sin friskhed, aromatiske profil og bitterhed – gør især godt i sommervarmen og til skarptkrydrede retter. I vinterkulden med årstidens tunge rodfrugter og mørke kød, fungerer den omtrent lige så godt som blomkål til chokolademousse.

Men det skal ikke holde Royal Unibrew tilbage. De laver en Jule-IPA, hvis de vil, gør de. Og til næste advent opfinder de en Julehare, der kommer hoppende med julegaverne, mens påskemanden i foråret kyler æg i nakken på trækvinden, hvilke tider hvilke skikke …

Men før jeg kommer for godt i gang med at afsløre Royal Unibrews marketingstrategi for 2019, må jeg hellere samle tråden fra nærværende bryg op. Undskyldningen for at lave en Jule-IPA finder man i ingredienserne, hvor havtorn, hyben, tranebær og havre vel må tænkes at give brygget et eller andet julet præg. Jeg tænker mere en småfæl kombi af ‘hippie’, ‘nyt nordisk’ og ‘fritidsviking’, men det er nok bare mig.

Havtornen mærker man som en sød note i en ellers traditionelt bitter – og noget blank og industrielt småkedelig – IPA-impression. Der er på trods af de mange tilsætninger ikke rigtig noget ekstra at komme efter, men snydt bliver man heller ikke så vidt …

… og man glædes desuden over, at man heller ikke bliver snydt i smagen. Tværtimod smager brygget overraskende bittert igennem på de rene humleparametre. Tilsætningerne synes at runde smagen lidt af, men næppe mere end typens vanlige aromatiske ledsagearomaer ville have gjort.

Industrikarakterens meget kontrollerede og polerede dimension kan brygget til gengæld heller ikke se sig fri for. Der er ingen overraskelser i brygget – hverken ubehagelige eller det omvendte, og det ender med at gøre brygget stereotypt og generisk – ikke helt uinteressante tilsætninger til trods.

Og noget særligt julet – noget der ville have klædt anden, flæskestegen, ris a la manden eller de efterfølgende julegodter – er brygget nærmest renset for. Brygget ville gøre det decideret skidt til det alt sammen.

Til en børnevenlig butterchicken, til gengæld, ville brygget være udsøgt. Sådan én fik jeg og børnene nytårsdags aften. Ikke som tømmermandsmad for mit vedkommende, thi jeg havde haft en aldeles travl arbejdsdag fra kl. 8 om morgenen – og heller ikke for børnene, må jeg hellere tilføje. Men bare som god aftensmad på en dag, hvor man har lyst til noget take away. Og hvilken dag egner sig mon mere til det, end 1. januar?

Godt nytår til alle læsere. Forbliv indstillet for årsberetningen 2018 snarest.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme