Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Måned: december 2018

Gavnø Pale Ale, Slotsbryggeriet Gavnø

Tak for i år …

Jeg ligger nærmest vandret resten af året. hver eneste forpulede dag op til nytår skal jeg arbejde. Og for at føje spot til skade, skal jeg også arbejde både nytårsaftensdag og selve nytårsdag, føj dertil møde klokken 8:00 begge dage.

Det stinker rigeligt i sig selv. Og det gør det ikke bedre, at jeg er ganske og aldeles blæst, når jeg endelig når hjem. Jeg vågner med lyst på livet, og er klar til at gribe hele dagen i et orgie af kreativitet og æstetisk artisteri … der er bare den lille detalje, at der er et arbejde der skal passes … og som en anden dementor dræner det mig enhver livsglæde, så der ved fyraften ej er mere tilbage, end et sølle skrog. Jeg ville mægtig gerne føre bloggen her videre på et højere niveau – og hvor ville det dog derfor være skønt, hvis jeg regelmæssigt kunne mønstre energien til den arbejdsindsats, der er nødvendig for det.

At tage springet og blive fuldtids blogger/aktivist er en drøm, der er vokset mere og mere her efter fyrreårsalderen. Men jeg har jo også nogle børn, en husleje og en krop, der skal have mad og tøj på … Vel, jeg må prøve at arbejde mig stille og roligt frem imod det. Bloggen er jo alligevel nået et stykke gennem årene, og jeg tror projektet kan blive endnu større med tiden. Det er noget, jeg vil arbejde videre med i det kommende år – arbejdspres og stress til trods.

I indeværende år er der dog en sidste øl, der skal anmeldes – mere tror jeg ikke, jeg magter. Det har i øvrigt været en ganske fin december måned for bloggen. Igen i år har der været over 5.000 klik i julemåneden, og for det skal alle interesserede, der har kigget forbi, have stor stor tak. Det er for jer læsere, jeg skriver. Det gør mig aldeles fornøjet, at nogen vil læse de ord, jeg lægger ud på det store fællesdrev i et ydmygt og spagfærdigt forsøg på at levere en smule idel underholdning i en ofte aldeles dunkel og truende tid.

Slotsbryggeriet Gavnø står for skud igen. Dette bryg var også at finde blandt et prisnedsat parti øl i Irma Sydhavnen, som jeg forleden fandt på vej hjem fra arbejde. At kalde det en pale ale er omtrent lige så meget en tilsnigelse som at kalde Aarhus Bryghus’ julebryg en mørk øl. Brygget her har kulør af mahogni, med matchende højt og plastisk gyldent skum. Men den bitteraromatiske humleduft afslører, at der næppe er tale om en sød brown ale, så brygget er mere blegt af navn og odeur, end af anden gavn.

Brygget er både nydeligt maltet og krydret. Ganske bittert fylder det godt op i mundhulen med aromaer af mocca-caramel med lys chokolade med indslag af koriander og muskat. Dybere i brygget kradser en markant humleprofil ganske bittert, for ikke at sige småbesk. Med tiden bliver brygget mere letflydende, og kan heller ikke se sig helt fri for at virke en anelse oxideret. Der har jo nok været en grund til, at øllene var sat ned, og ofte er grunden, at øllene har stået så længe, at uddeleren er blevet træt af at se på dem. Den slags har det med at falde sammen med at varerne aldres uhensigtsmæssigt – og her kan det nok mærkes en anelse på det indtryk af vådt pap, der så småt trænger sig på.

Overordnet er oplevelsen dog hjemme, og hvad jeg oplever som antydninger af missmage og skønhedsfejl, kunne andre opleve som karakter. Godkendt og mere til er brygget uanset, og som sådan en værdig afslutning på et meget  spændende øl-år for mit vedkommende.

Men traditionen tro, vil der først i det nye år blive berettet meget mere om det.

Julebryg, Aarhus Bryghus

Snebajer minus industri …

Glædelig Bagjul allesammen. Jeg håber jeres var god – min var i hvert fald aldeles udmærket. Traditionen tro blev højtiden fejret hos min ekshustru sammen med vores børn og hendes nye mand. Menuen stod på økologisk and og flæskesteg, hvide og brune kartofler, rødkål og andre lækkerier. Dertil kom selvfølgelig øllet, som eks’ens gemal i samarbejde med undertegnede tog sig af.

Der var tre forskellige på programmet. Til den fede julemad havde jeg valgt den eneste af de tre Anarkist-øl fra Royal Unibrew, som havde formået at imponere mig, nemlig deres Brown Ale. Den viste sig imidlertid at være bitrere end jeg kunne huske, og derfor egentlig ikke helt perfekt til julemaden. Det var til gengæld den Petrus Kriek, som Niels (ham med de ugandiske øl) havde reddet mig fra et restparti i hans lokale Fakta. Props til ham for den helt ideelle ledsager til ris a la manden.

En anden tradition, jeg ikke valgte at give slip på denne jul, var den øl, jeg drak i løbet af dagen. Dette år kom den fra Aarhus Bryghus, og var en fødselsdagsgave fra min bror. Det er altså min bror, og kun min bror, der har skylden for, at Aarhus Bryghus’ i forvejen hårdt prøvede brygmester endnu engang må lægge ryg til mine tirader. Jeg har fortsat bryggeriets ‘banan-øl‘ i alt for frisk erindring, men fortsætter hjertens gerne dansen om den varme grød en rum tid endnu, så jeg ikke behøver sådan rigtigt at prøve den med anmeldelse og det hele.

Brygget her er ganske flot og dyborange – analogt med tilsætning af appelsinsaft og appelsinskalolie. Begge dele er jo også ganske julet. Dertil kommer nelliker – også julet, men resultatet er nu ikke så mørkt, som bryggeriet helst vil være ved. Dyborange og aldeles flot – helt sikkert, men næppe mørkt. Brygget skummer kun lidet, men til gengæld nydeligt matchende brygget i sin gyldne tone.

Det dufter syrligt-krydret af brunkål. Dertil kommer en sødlig em af mere overmoden end bare moden appelsin. Smagen er til gengæld rar og noget mere venlig, end den mere end bare mildt truende bouquet. Fløjlsblød, for ikke at sige glat mod tungen, løber den raskt mod svælget. Den efterlader såmænd et vist indtryk med sin afdæmpede brunkålslage på en småbesk pilsnerbund. Men noget festfyrværkeri er den ikke. Men det er jo også først en uges tid senere det er på programmet.

Kombinationen af småbesk til harsk pilsnerbitterhed og en til tider industriel syrlighed finder man tit i danske julebryg, og nok mest udtalt i Tuborgs snebajer. I Aarhus Bryghus’ julebryg er det langt fra slemt, og brygget spiller mere på aromatiske og krydrede noter, frem for ligefrem at gå all ind på det industrielle. Alligevel kan den ikke se sig fri for at spille lidt for meget med på en smagsprofil, der i grunden hverken er særlig julet, eller særlig attraktiv i det hele taget. Det er vel sådan snebajeren ville smage, hvis den ikke blev produceret i et multimillionoplag, og der blev lagt bare en lille smule menneskelighed og kærlighed i den.

Men meget bedre bliver den ikke, for helt grundlæggende bør julebryg være sødt og fyldigt – ikke letflydende og bittersyrligt.

– Synes jeg i hvert fald.

Gavnø Økologisk Pilsner, Slotsbryggeriet Gavnø

Mon ikke den går an?

Nåmenøh  … Go’ jul, for Satan i helvede eller noget …

Så er det sagt og forhåbentlig på en måde, der adskiller sig bare en lille smule fra den store, ensartede grød af generiske julehilsner, som fyger gennem luften i disse dage.

Lige et par svinere (det er jo sæson for flæsk) og – mind you, for jeg kan faktisk også være positiv ind imellem – et par shout outs til dem der fortjener det og har brug for det.

Den afskyelige naziorganisation Nordfront/Den Nordiske Modstandsbevægelse har igen stukket sit fæle fjæs frem på Fyn. Denne gang skete det i Odense, hvor den lokale forening for LGBTQ+’ere, Lambda, fik overklistret deres lokaler med homofobisk nazipropaganda, herunder afspærringstape besmøret med naziorganisationens symbol og navn.

Et kærestepar – der at dømme efter den sparsomme omtale af hændelsen med relativt stor sandsynlighed var både cis-kønnet og heteroseksuelt, greb ind mens aktionen fandt sted. De små, ynkelige nazisvin tog omgående benene på nakken, hvorefter nazipropagandaen blev dokumenteret og efterfølgende fjernet. Nazisvinene pralede efterfølgende på egne fora med, at de skulle have jaget den ene del af kærestparret væk, men videoovervågning af hændelsen skulle ret tydeligt afkræfte nazisternes påstande som løgn – go figure.

Husk at støtte Lambda i Odense, uanset om du er L, G, B, T, Q, + – eller som jeg selv en kedeligt grå ciskønnet heteroseksuel person med humanistiske tilbøjeligheder. Det kan godt være, vi ikke er allerøverst på nazisvinenes liste over, hvem der som de første skal i gaskamrene. Men vi er der, og det er derfor i vores alles interesse, at nazisterne møder modstand overalt hvor de viser sig.

Mit resumé af hændelsen har jeg fra Out & About’s grundige gennemgang af hændelsen, som jeg roligt kan love, man vil blive klogere af at læse end nærværende tirade.

Den slags episoder kan desværre ikke bringe den almindelige danskers pis adækvat i kog. Muslimer, der derimod tilbageleverer julehjælp, fordi svin ikke liiiige er det de har mest lyst til at sætte på deres julebord, derimod …

I skrivende stund raser skænderiet over dette på indtil flere sociale medier, ikke mindst facebook, hvor jeg endda har været tåbelig nok til at blande mig i Venligboeren Marina Paulsens tiltrængte opslag om, at flæskesteg som julehjælp til muslimer nok ikke er det mest velovervejede eller empatiske i hele verden.

Hvis vi nu siger, at muslimerne rent faktisk havde fortæret julehjælpen, ville islamofoberne jo nok beskylde dem for udøvning af kulturel apropriation … ej, det ville de nok ikke, da de ikke ville forstå hvad ordene betød. Og de ville nok heller ikke kunne finde ud af at læse dem, eller udtale dem – endsige da stave dem! Nå, hvor kom jeg fra …? Nej, Islamofoberne ville selvfølgelig beskylde muslimerne for at ville æde danskerne ud af huset, sådan som jeg grafisk illustrerede det i Spelt-Segmentet juleaften 2014.

Islamofobernes logik er, omend ganske ulogisk, alligevel nem at forstå og forudsige, når man kender præmissen. Præmissen er, at alt hvad muslimerne (eller bøsserne, de fattige, de handicappede, de rødhårede eller hvem det nu er, vi ellers ikke kan lide) gør, altid er forkert, og at de skal tilsvines for det. Spiser man svinekød, æder man befolkningen ud af huset, gør man det ikke, vil man ikke være dansk. Arbejder man, tager man arbejdet fra danskerne, arbejder man ikke, er man bare kommet herop for at nasse. Går man med tørklæde er man muslimsk fundamentalist, går man ikke med tørklæde er man undercover IS-terrorist, der prøver at glide i ét med befolkningen lige før bomben detoneres …

Find selv på flere. At påpege den åbenlyse karrusellogik overbeviser stort set aldrig islamofoberne om, at deres argumentation er til at dumpe i samme septiktank, de selv er kravlet op ad. Men andre mennesker, der lytter til ens diskussion, vil måske kunne lære lidt af det.

Vel, det blev lidt langt. Men det er jo jul, så der må gerne gøres lidt ekstra ud af det hele. Og hvor upassende alt det foregående end måtte være for nogle, stopper det ikke her, thi dagens anmeldelse er ikke engang af en juleøl.

Der er tale om en økologisk pilsner fra Slotsbryggeriet Gavnø. Men som vi endnu engang har kunnet konstatere, er juleøl jo gerne blot små variationer over et i forvejen gråt og generisk pilsneremne. At sætte denne på julebordet vil næppe gøre nogen praktisk forskel fra de fleste andre juleøl på markedet.

Gavnø står fast i Irma, hvor jeg vist nok også købte den her, sammen med en stribe andre, der havde fået tilbudsmærker på. Den har altså fået lov at stå et stykke tid, men langt fra over sidste salgsdato. At jeg ikke behøver betale 40 kr eller deroppeomkring for mikrobryg passer mig egentlig ganske fint her sidst i juletiden.

Højt og flot gyldent skummes der over det tågede, appelsinfarvede bryg. Pilsnere er – her og i udlandet – bare alt for sjældent ufiltrerede. Bouqueten er også fin – i det søde hjørne med em af vanille. Humlen kan også mærkes, og også den lægger sig i det søde hjørne.

Flormelis og vanille blander sig ganske elegant med modne hasselnødder på tungen, og dermed fortsættes den søde linje, der blev lagt i den visuelle og olfaktoriske indledning. Snart melder der sig imidlertid en dybere, mere faretruende klang, end det fine hvide vanille/flormelis-landskab brygget startede med. En tung bund af kål indfinder sig – og giver den lidt for rare og venlige sødme et tiltrængt modspil.

En trold stikker imidlertid også sit hoved frem. Et klægt og syrligt gærelement gør sin entre, og forhindrer én i at nyde sødmen og bitterheden helt så meget, som man egentlig gerne ville.

Det er vel risikoen ved ufiltreret øl, og at de løber den, vil jeg hellere rose Gavnø for, end jeg vil jamre over, at resultatet måske ikke er helt i centrum. Brygget er da i hvert fald i Bulls Ring.

Og dermed Glædelig Jul, allesammen.

Thy Julebryg, Thisted Bryghus

Mere Pilsner …

Nu har jeg endelig fået juleferie. Jeg glæder mig til et par velfortjente fridage fra hamsterhjulet, hvor jeg i stedet vil hygge med min familie, smage nogle gode øl, og rase over regeringens uafladelige forsøg på at ødelægge højtiden for os andre. Den flere år gamle sag om den rædderlige sang på CBS og KZ-lejren på Lindholm var det perfekte røgslør over vedtagelsen af den mest sorte og asociale finanslove i årtier. Jo, de rige får en god jul, med nedsatte afgifter på lystyachter og privatfly, mens landets fattige, studerende, syge og ældre mødes af endnu flere nedskæringer. Og mens vores totalitære, fascistiske regering og støtteparti som rosinen i pølseenden vedtager håndtrykstvang ved statsborgerceremonien får klimaet en finger.

Vel, regeringen kan få en finger af mig herfra og så må jeg ellers tage min ferie fra virkeligheden, for ellers indfinder der sig kun øget apati og ingen julestemning.

Thisted Bryghus har holdt mig forsynet med øl – og enkelte juleøl i december måned. Den her har jeg endnu ikke prøvet, og den hedder slet og ret ‘julebryg’. Så er der vist ikke sagt for meget. Ved åbning mødes man af den velkendte og fortærskede duft af generisk pilsner. Og ud over et meget højt og ganske prangende fedtet marengsskum, er det også, hvad man ser. Ikke desto mindre kan min næse ikke undgå at glædes over et ret kraftigt udtryk, med en kant af fusel i den klassiske hallertauerimpression.

Det er vel til dels de 7,9% alkohol, der giver humlen den ekstra styrke og fylde. Således pakker brygget sig tæt omkring tunge og gummer, med en varm aroma af hasselnødder og bitterhumle. Også i eftersmagen mærker man, at humlen nok er generisk – men også bestemt af en lødig kvalitet, sådan som den hænger gummesmaskende nærværende så længe efter.

Den generende kant af metallisk syre, som forstyrrede ved de to foregående øl er holdt på et niveau, hvor det langt fra ødelægger noget, men stadig kan mærkes, hvis man smager grundigt efter. Brygget er tilsat ascorbinsyre, men enten kan det gøres i et begrænset omfang, der ikke giver afsmag af betydning, eller også er det faktisk noget andet, der har forstyrret i de foregående bryg.

Alt i alt en god … guldøl! Der er intet særligt julet ved den. Ingen søde noter, der vil klæde flæskestegen. Ingen endnu sødere noter, der ville komplimentere ris a la manden. Ja, der er ikke engang sprit nok til at hjælpe silden på vej i det ellers stærke bryg. Så der var faktisk sagt for meget alligevel, da den blev betegnet ‘julebryg’.

Men som stærk pilsner fungerer den godt, og det kan ingen tage fra den.

Julesten, Thisted Bryghus

Misdæder under mistanke …

Så lykkedes det vist endelig at finde det dér ‘julestemning’ … bortset fra i Fredensborg Kommune. Der er jul kun lovligt for de rige, mens fattige, ikke mindst borgere på kontanthjælp med fysisk og psykisk udviklingshæmmede børn ikke alene må nøjes med sulteydelse – de skal også have konfiskeret deres julehjælp fra i år og sidste år, fordi fattige mennesker bare ikke må have det godt.

Jeg ønsker Fredensborg Kommunes sagsbehandlere rustne søm og kulstykker under juletræet, ris i julesokkerne, kold havregrød på julebordet og Tuborg Super Light i julebægeret. De vil sikkert undskylde sig med, at de bare gør deres arbejde, men det er enhver sagsbehandlers pligt at bryde protokollen, og bevillige landets udsatte en ydelse, man kan leve af. Pengene kan tages fra kommunaldirektørernes fratrædelsesgodtgørelse.

Og for at bevare en sørgelig rest julestemning efter den indledning, vil jeg undlade at gå i detaljer med, hvad jeg ønsker politikerne bag kontanthjælpsloven. Jeg vil nøjes med at sige, at det involverer roskildesyge, manglende toiletpapir og cement i faldstammer.

Videre til juleøllet: Thisted Bryghus gør det åbenbart i stærke juleøl. Deres Christmas Bock var på 7%, mens denne mørke ale er på 8. Alkohol alene gør imidlertid ingen god øl, og for at pifte lidt ekstra op, har bryggeriet brugt opvarmede lavasten i produktionen. Ideen er ikke ny – tilbage i 2012 anmeldte jeg Jule Stenøl, der trods den fancy brygmetode ingenlunde nåede juletræstoppene i kvalitet. Tværtimod var jeg svært skuffet over at brygget var tilsat sulfitter. Thisted Bryghus er trods alt bryggeriet, der står bag Danmarks første økologiske øl, og så skulle de alligevel give sig i kast med den slags tilsætninger …

Det ser ud til at de er gået fra det igen. Brygget her indeholder ‘kun’ ascorbinsyre, hvilket jo nok skal holde skørbugen fra døren. Til gengæld har jeg det mistænkt for på anden vis ikke at gøre brygget ære, og det vender jeg tilbage til.

Meget mørkt er brygget – næsten sort, men igen med aldeles uimponerende skumdannelse. Selv ved voldelig skænkning bruser brygget mere end det skummer, og som i en anden sodavand fordufter bruset kort efter at skænkningen er ovre. Glæde kan man sig til gengæld over bouqueten, der umiddelbart virker ganske tæt. Sødlig er den af vanille og en snert af rom, kombineret med mildtristet kaffe. Det summer godt i næsen et stykke tid, hvorefter man alligevel får fornemmelsen af, at det trods alt virker lidt rutinepræget og tyndt det hele.

I smagen finder man vanillesukkersødet kaffe – igen med et skvæt rom, der imidlertid først varmer på vej ned gennem brystet uden at brænde det mindste på tunge eller gummer. Brygget er ellers stærk nok til det, men man skal åbenbart snydes. Igen virker brygget ganske tæt, indtil der melder sig en følelse af, at det ellers habile indslag af svesker og kaffe er sødet med hermesetas og ikke rigtigt sukker. Og selvom brygget næsten føles klæbrigt – og småkvalmt – når det når mandlerne, føles det alligevel lidt for letflydende, og uden en overordnet plan for en lang række smagsindtryk, der heller ikke hver for sig er helt i skabet.

Bryggets letflydenhed skabes til dels af en industriel syrlighed, jeg kunne genfinde i Christmas Bock, der ligesom dette bryg var tilsat ascorbinsyre. Og selvom jeg er fuld af taknemmelighed for at Thisted Bryghus sådan holder skørbugen stangen, så tror jeg egentlig mit C-vitaminbehov er dækket i forvejen, så den eneste forskel det gør, er at dæmpe min øloplevelse.

Jeg ved selvfølgelig ikke om det er ascorbinsyren der gør det, men den syrligt-industrielle metalsmag  i øl vil i fremtiden nok få mig til at spejde på etiketterne efter E300.

Vel – egnet er den såmænd også til julemiddagen med sine indrømmet velgørende søde noter. Men nogen vinder er den langt fra, og i hvert fald til ris a la manden vil en god gammeldags nisseøl, der i øvrigt indeholder langt mindre alkohol, gøre det væsentligt bedre.

Christmas Bock, Thisted Bryghus

Så fandt vi hyggen – sådan da …

Så er julestemningen sat ind. I skrivende stund varmer jeg min ovn for at sætte min Christstollen til at bage – det er en af de juletraditioner, jeg meget nødigt svigter. Derudover skal der i dag anmeldes en rigtig juleøl.

Men før det kan ske, har virkeligheden – det dumme svin – stukket sit grimme fjæs frem igen for at forstyrre højtidens eskapisme. Erik Høgh-Sørensen – et for mig ukendt nordjysk regionsrådsmedlem fra det racistiske og fascistiske parti Dansk Folkeparti har udtalt, at indsatte i hans Christiansborg-venners KZ-lejr udelukkende skal have serveret svinekød.

Selvom den racistiske skiderik siden har hævdet, at den åbenlyst racistiske udtalelse var ment som en vittighed, siger udtalelsen alt om, hvad DF’erne har stangliderlige og våde drømme om at bruge Lindholm til. De vil isolere muslimer – og kun muslimer der, idet de som de eneste ville blive generet af svinekødstvangen (- nåhr ja, og jøderne selvfølgelig, hvis DF pludselig skulle få lyst til at isolere dem også. Det skulle ikke undre mig). Samtidig afslører udtalelsen, at DF’eren mener, at kun muslimer vil kunne gøre sig fortjent til tålt ophold i Danmark, idet kun muslimer i deres øjne reagerer på svinekød som vampyrer på hvidløg. Kun muslimer er kriminelle nok, integrationsfjendtlige nok, udanske nok … fortsæt selv listen til kvalmen sætter ind. Jeg burde selv være stoppet for længst.

Og når det er sagt – hvad er man for et usselt ynkeligt og lidet menneske, hvis man på den måde – selv i spøg – kan finde tilfredsstillelse i at gøre livet surt for mennesker, hvis eneste forskel fra én selv er en anden nationalitet og religion? Et patetisk skrog af et umenneske er, hvad Erik Høgh-Sørensen er. Uværdig til at repræsentere andet end tilsvarende racistisk afskum som det han selv er.

Nå – til julestemningen. Dagens øl fik jeg i den Thisted Bryghus-julekalender, jeg blev beriget med i fødselsdagsgave af min søster. Lidt fjollet finder jeg det at betegne en øl ‘Christmas Bock’. Christmas er engelsk, mens Bock er tysk, men på den anden side er en forbrødring mellem de to lande vel heller ikke det værste, man kunne forestille sig i disse Brexit-tider.

Ret mørkt er brygget. Efterårsrødbrunt og dermed ganske flot, hvilket kan kompensere for en ganske sølle skumdannelse, der højest kan præstere små spredte gyldne fnug på det klare bryg.

Duften er overraskende tung af svesker, ledsaget af en noget industriel metallisk-syrlig kant. Syren er markant nok til, at man frygter at de ellers gode og indrømmet – julede – svesker bliver udvandet i smagen.

Det er så umiddelbart ikke tilfældet. Bedst mærker man øllets alkoholstyrke på ikke helt tilforladelige 7%. Det sparker de aromatiske noter, man mærkede i duften godt op vejret, så munden snart er fuld af småbrankede svesker, garneret med nelliker og anis. Gnubber man kinderne mod gummerne vil man være i stand til at trække rigtig meget smag ud af en øl, der på overfladen ellers lader til ikke at være helt i balance. Alkoholen virker en kende overdrevet, sveskesødmen ikke helt stærk nok og humlebitterheden måske lige skruet en tand højere op, end hvad der er bedst i en juleøl. Samtidig melder den industrielle metalsyre sig også, og truer med at mindske oplevelsen …

… men åbenbart er der alligevel rigeligt i denne øl til, at det ikke sker. Brygget består ved sin kraft og vælde, men må tåle nogle anmærkninger for ikke lige at have ramt juleharmonierne helt præcist.

Lindemans Pecheresse, Lindemans (Fra Klosteret V)

Tif – med stil …

På min facebookside kan man følge åbningen af dette års julekalender fra Thisted Bryghus. Jeg fik den i fødselsdagsgave af min søster, og tak for det, hvis jeg ikke officielt har fået sagt det endnu. Har man fulgt med, vil man have set, at jeg har fået flere juleøl i løbet af december måned. Dem vil jeg forsøge at anmelde i en kombination af muligt og ansvarligt omfang (jeg har som bekendt fuldtidsjob og børn), men først vil jeg gøre et efterhånden aldrende emne på bloggen færdigt; de belgiske øl jeg fik med mig hjem fra ølfestival i Esrum tilbage i marts måned.

Der var denne tilbage; en sidste af tre lette frugtøl fra Lindemans, som havde smagt mig forbløffende godt i betragtning af deres lave alkoholprocent. Denne her var jeg mest skeptisk over for. Tanken om at blande øl og fersken – eller alkohol og fersken i det hele taget – giver mig automatisk trækninger i underansigt og Klaus Kinski-øje. I øvrigt ikke ulig det hjemlige politiske landskab hvor man har besluttet sig for at oprette en KZ-lejr på den MRSA- og HFMD-inficerede ø Lindholm. Trækninger bliver til kramper og Klaus Kinski bliver til Forest Whitaker ved tanken om de politikere, der åbent hoverende viser deres skadefryd på de sociale medier mod de fremtidigt indsatte.

I forbindelse med, hvad man må betegne som en kannibalistisk fortæring af flæskesteg, medisterpølse og hamburgeryg, ledsagede Venstre-grisebassen Torsten Schack Pedersen på Twitter et billede af måltidet med en lille hånende tekst om, at de indsatte i KZ-lejren nok ikke ville blive budt en menu af samme klasse. Det hjælper naturligvis en anelse, at svinet kunne føle sig i sit rette element i den gyllestorm det efterfølgende blev ramt af, og at det ikke hjalp det meget, da den fordrukne sut af en bundkorrupt lystløgner, vi har som statsminister, prøvede at komme ham til hjælp med noget halvsnaldret, irrelevant sludder om værdier og en sammenhængskraft i vores land, som begge to har gjort alt for at smadre totalt.

Den efterfølende obligatoriske undskyldning fra Schack Pedersen var lige så halvhjertet som man kunne forvente: I stedet for at indrømme, at han havde lagt endnu en dimension til begrebet ‘dumt svin’, skrev svinet, at han var ked af, at folk havde taget sådan på vej, at det ikke var hans mening at støde nogen, og at det bare var gjort ‘med et glimt i øjet’. De retfærdigt indignerede mennesker, der havde konfronteret svinet med hans svinerier var altså allesammen nogle overfølsomme stakler, for hvis skyld han da godt kunne være storsindet nok til at tage opslaget ned igen. At han selv var et dumt svin, der havde begået en gedigen svinestreg, og at det i virkeligheden var årsagen til påstyret, faldt ham aldrig ind.

Og næppe havde ekstrementkulingen lagt sig, før det gik løs igen – blot ikke med helt samme styrke – da Stine Bosse, ligeledes på Twitter, udtrykte sin afsky over for KZ-lejren. Straks dukkede Mads Fuglede, også Venstre (selvfølgelig, fristes man til at tilføje), som Danmarks svar på Fox News, TV2, notorisk kalder USA-ekspert op i feedet, og spurgte kækt om ikke hun havde brug for en ferie på en af de mange smukke danske øer for at få dæmpet hendes harme. Det er karakteristisk for fascimen, at politiske modstandere trues for ytringer, der går magthaverne imod. For den udspekulerede fascisme er det karakteristisk, at truslerne formuleres akkurat så tvetydigt, at de ikke fremstår som trusler, man blot som velmenende platheder, endskønt de de facto er trusler alligevel.

At vores demokrati er på vej i rendestenen er en underdrivelse. På vej i en septiktank eller samlebrønd er en bedre, omend fortsat utilstrækkelig metafor.

Ja, undskyld vredesudbrud og svigtende julehygge, men jeg ville helst have det ud før jeg tager fat på anmeldelserne af juleøllene.

Trækningerne ved tanken om fersken-øllet blev i første omgang reproduceret da brygget blev indsnuset. På trods af aldeles jævne 2,5 % formår brygget alligevel at true med hovedpine, idet brygget i foruroligende grad lugter som det søde, alkoholiske stads, jeg som punker et fortabt tidspunkt i 90’erne tyllede i mig for at spare penge når jeg skulle være fuld. Tif, kaldte vi det. Det var en forkortelse for aperitif, der fandtes i mange forskellige frugtudgaver, hvoraf den med æble var den mest populære.

Og sådan lufter (ikke dufter) dette ferskenbryg altså. Der er ikke megen nostalgi, kun traumer over dødsdruk og virkeligt slemme tømmermænd.

Men al traume, hovedpinefrygt og anden kvide fordamper det øjeblik glasset sættes for munden. Sødme af fersken nusser alle mundens indvendige overflader med sin rare sødme, samtidig med at bryggets sure bund af foeder – surt lagret belgisk øl – holder enhver antydning af kvalmhed effektivt nede. Det kunne have været for sødt, men en noget nær perfekt blanding af sødt og surt resulterer i en forunderligt smagfuld kerne med forfriskende og vederkvægende syrlighed udenom.

Selvom jeg godt kan lide fersken, er jeg tit skeptisk over for ferskenafledte produkter. Frugtens intense sødme bliver tit kvalm når den forædles – ikke mindst i sukkerholdige drikke, og endnu mere i fx likør (og aperitif). Det mest overraskende er nok, at et eller andet i brygget får det til at virke mere alkoholisk end det er. Med sine 2,5% er brygget næsten linedanservenligt, og alligevel genfinder man en markant alkoholnote i såvel duft som smag.

Meget usædvanligt – på vores breddegrader i hvert fald. I Belgien er det sikkert bare noget alle drikker og derfor er vant til. Med Belgiens massive korruption og vældige problemer med børnemishandling in mente foretrækker jeg at opleve øl som denne som usædvanlige overraskelser frem for at måtte døje med alt det andet som hverdag.

Ikke at det er meget bedre her, når alt kommer til alt. Især ikke hvis man er så uheldig at have en hudfarve, religion og/eller etnisk herkomst, som Venstre og deres regeringskumpaner ikke kan lide. Deri er jeg heldig, selvom jeg selvfølgelig godt ved, at jeg ligesom Stine Bosse er i søgelyset for mit humanistiske sindelag.

Jule Mælk Cognac Edition, To øl (Quail-Myrkur-mayhem II)

It should have been a tiny …

Den eminente cello-ekvilibrist Jo Quail var jo egentlig blot opvarmning den lørdag aften i Pumpehuset. Ikke desto mindre spillede hun lige op med hovednavnet – hvis hun da ikke ligefrem overstrålede det … men jeg er jo nok i virkeligheden bare biased, fordi hun er den af de optrædende, jeg fik mig en selfie med.

Myrkur trykkede den i hvert fald også max af. Hun startede med et udvalg af folkesange i dæmpet, gylden belysning, hvor man først og fremmest kunne opleve hendes stemmes rækkevidde. Fløjlsblød som den fineste cream ale, men samtidig altid med en dunkel, truende kant, som en foruroligende mørk stout brygget i den dybeste underverden.

Og mørket brød ud – i lys lue – da folkemusiksættet var færdigt. Salen eksploderede i brølende diskantstøj, da hun tog fat på sit dødsmetalsæt. Det, som de fleste nok var kommet for, måtte altså vente til allersidst, og udgjorde højest en tredjedel af koncerten. Det var vildt, voldsomt og ondt, men de forudgående mange minutter med tryllebindende melodiøsitet havde lagt en dæmper på folks smadretrang. I stedet fortsatte vi alle med at stå ganske stille, aktivt lyttende til endnu et brølende rabalder af ypperste fængslende underfundighed.

Hvad der præcis skete i løbet af koncerten og hvordan, husker jeg ikke. Men vi faldt i snak med et par venlige mennesker fra Tyskland. Måske hjalp det, at jeg forsikrede dem, at de lige så godt kunne tale tysk til mig som engelsk – for det har jeg det nu altid bedst med, når jeg taler med folk fra mit andet fædreland.

Før vi vidste af det, havde de givet os en runde øl. Så gav vi dem en runde øl, og sådan blev det bare værre og værre som tiden gik. Der er ikke noget at sige til, at vi endte med at blive gode venner. Det var et kærestepar, der ikke var kede at at blive foreviget med undertegnede (tænk at så mange gider). Den ene af dem er desuden trommeslager i det fremstormende tyske dødsmetalband Orcus Patera, så det der med at optræde på selfies med rockstjerner var tæt på at blive en vane for mig den aften.

Der røg et par gode øl mere ned. Ud over To Øl’s ‘Gose to Hollywood‘ (der i øvrigt ikke er en gueze, som jeg fik skrevet, men derimod en gose – ja, det er åbenbart en type for sig selv. Tak til læseren Nils Byrial Andersen for at have gjort opmærksom på dette på bloggens facebook-side) har Pumpehuset blandt andet min foretrukne industriøl, Albanis Mosaic IPA i deres faste udvalg. Men på et tidspunkt – enten fordi larmen fra barens anlæg blev os for meget, eller fordi stedet simpelthen lukkede – valgte vi at skride videre ud i byen.

Valget fald på Taphouse, hvor jeg for nogle uger siden nød nogle eminente smagsprøver sammen med en af mine læsere – Niels. Det var Marcus der valgte endnu en øl fra To Øl. Jeg kunne selv have fundet på samme, men af en ganske anden grund. Jeg ville have valgt den for at fortsætte i et godt spor fra den sidste øl, mens Marcus – der som bekendt var noget mere mellemfornøjet med gosen – snarere gik efter at give bryggeriet en chance for virkelig at vise sit værd.

En Jule Mælk Cognac Edition blev det til. En juleøl tilsat lactose – en tung, pløret og uforskammet mørk imperial stout, der har i alkohol, hvad den mangler i skumdannelse. Mægtige 15% er den oppe på, hvilket angiveligt er bryggeriets egen rekord. Fuldkommen uigennemsigtig er den, når den holdes op mod en endda ganske kraftig pære – så kan man egentlig godt tilgive dem, at skummet nærmest glimrer ved sit fravær.

Man kan høre på optagelsen fra min mobiltelefon, at jeg er ved at være godt vissen, og jeg erklærer på stedet, at jeg går omkuld, hvis jeg bunder det lille glas kompakt tjære.

Duft af svesker og lakrids når jeg at konstatere før jeg må holde pause fra indsnusningen, da alkoholdampene alene er ved at gøre en brat ende for aftenens anmeldervirksomhed. Brændt sukker og en antydning af røg emmer også fra den olieagtige substans, men selvom noterne klart har sød slagside, får det ingenlunde brygget til at virke mindre faretruende.

Sød, finsk lakrids gentager sig i aromaen ved smagning, hvor bryggets fylde formår at score topkarakter uden at være overvældende. Tværtimod er brygget overraskende letflydende, og letnedglidende. Nok vil man gerne nyde den langsomt, men frem for små afbrudte nip, egner denne sig at blive nydt legato. En kontinuerlig lille smal strøm, der får lov at løbe fra spidsen af tungen, langs gummerne og om til mandlerne, for så lige at svide en sidste gang i ganen før brygget farer ned gennem brystet til øjeblikkelig indre opvarmning og snarlig glæde, er den ideelle måde at nyde dette prægtige bryg.

“How goes the notetaking?” hører man Marcus kækt inkvirere på optagelsen, hans stemme et nystemt klokkespil i sammenligning med mit eget hæse og rustne pibeorgel af en flækket strube.
“It goes alright,” får jeg anstrengt snøvlet, “this is insanely strong. This is insanely dangerous. What the fuck did you get me into?”
“It’s 15% that’s why we took a small one, which is against everything I believe in,” erklærer Marcus uden antydning af usikkerhed eller skælv i ordstrømmen.
“Good idea with the small” jamrer jeg “it should have been a tiny”.

Sikke en aften! Det der koncert burde jeg gå til langt oftere. Og selvom jeg nu besluttede mig for at begive mig hjem, mens jeg stadig besad evnen til at begive, så var aftenen ikke engang helt slut for mit vedkommende …

På turen til stoppestedet krammede jeg en drag-queen … Jeg købte natmad i en Syv-Elleve helt uden at gøre mig pinligt bemærket … Og at tænke sig … det lykkedes mig at stå af bussen på det rigtige stoppested, da jeg alt for sent ud på natten nåede hjem til Husum.

[To Øl] Gose to Hollywood, To Øl (Quail-Myrkur-mayhem I)

(Fandeme ikke) Nestea …

Da jeg tidligere på året – helt præcis Langfredag, hvor man skal ihukomme Jesu Kristi pine og død for vore synder ved kontemplativ askese, cølibat og total afholdenhed fra alt rart og godt – var til koncert med det engelske Grindcore-band Napalm Death på Loppen, bemærkede jeg, hvordan man på udskænknings- og koncertstederne på Christiania, har hævet niveauet betragteligt hvad angår øludvalget.

At undersøge hvorvidt dette også var tilfældet andre steder i København, fik jeg lejlighed til i lørdags, hvor min efterhånden faste medsmager Marcus havde inviteret mig med til koncert med den fremstormende og uhyre talentfulde danske sangerinde Myrkur. Som opvarmning spillede den ligeledes fremstormende og uhyre opfindsomme celloekvilibrist Jo Quail. Festlighederne fandt sted i Pumpehuset – and lo and behold, de havde sørme også nogle interessante øl i baren.

Jeg kunne ved samme lejlighed konstatere, at verden er et ganske småt sted. Marcus havde inviteret et par andre venner med, og den ene af dem var kærester med, om ikke min egen personlige, så i hvert fald bloggens frelser og redningsmand. Han hedder Christopher, og tilbage i 2015 donerede han et beløb som jeg kunne købe øl for på et tidspunkt, hvor midlerne til det var helt og aldeles i bund. Det var ikke kun af godhjertethed, men – og det gjorde han klart for mig, da jeg havde den udsøgte fornøjelse at møde ham så’n rigtigt i virkeligheden – fordi han kunne lide at læse, hvad jeg skrev og gerne ville sørge for, at jeg kunne fortsætte med det.

Han skulle ikke blive den eneste nye ven, jeg fik den aften, men da der er ret meget på programmet i dette tema, vil jeg vente lidt med at udbrede mig mere om det lige nu.

Jeg kom ind i Pumpehuset temmelig uforberedt, idet jeg på forhånd ikke kendte Myrkur, og jeg lærte først Jo Quails navn at kende, efter at et par af mine medtilskuere ved koncerten henkastet sludrede om opvarmningen, der vist nok var noget med ‘en, der spillede violin eller sådan noget’. Ingen af os vidste helt, hvad vi skulle forvente, men skridtede op ad trappen til Pumpehusets højloftede sal med et åbent sind.

Hvad der ventede os var et musikalsk inferno – i vældig kontrast til kunstneren, der genert og spagfærdigt udtrykte sin glæde ved at spille i København, og ved at hun var blevet inviteret til dette af hovednavnet selv. Men så snart violinbuen blev svunget, gjaldede vældige musikalske mosaikker i alle farver, klange og skæve rytmiske figurer ud i lokalet, mens hele publikum lamslået stod fuldstændig tavse – betaget af skønheden og intensiteten af én kvinde, hendes cello, og et kreativt auditivt geni vel hinsides det meste af den skønhed jeg hidtil har haft fornøjelsen af at lægge øre til.

At lydteknikeren klokkede grundigt i det undervejs med yderst generende lydudfald, tog Jo Quail ikke så tungt. Hun spurgte kækt og spøgende publikum, om hun mon havde ramt decibelgrænsen. Havde hun ramt nogen grænse, var det nok snarere velklangsgrænsen, for hver knudret rytme, hver den mindste klangfarve i hendes langstrakte, evigt komplekse samt skiftevis musestille og bragende kompositioner gik igennem som den klareste kilde af det reneste ferskvand, den tørstige gane kunne ønske sig.

Så fin huskede jeg slet ikke, at lyden i Pumpehuset var fra de andre mange gange, jeg har været der. På dét punkt må Loppen i hvert fald se sig slået med både længder og omgange.

Og efter sådan en oplevelse, der med ét gør en til fan, er det også skønt at opdage, at kunstneren selv ikke lider det allermindste af hverken arrogance eller stjernenykker. Da jeg mere end lettere selskabeligt overrislet indfandt mig ved merchandise-standen efter koncerten for at erhverve mig en af hendes CD’er, faldt jeg – tilfældigt og uforvarende – i snak med den der nu stod der … og det viste sig så, at være kunstneren selv. Hun syntes bare det var hyggeligt, at mænge sig med dem, der havde lyttet til hendes vidunderlige musik. Og tænk – hun havde intet imod at lade sig forevige med undertegnede i en selfie. Det er hende til venstre, hvis nogen skulle være i tvivl.

Sådan en oplevelse må selvfølgelig fejres. Og begejstret kunne jeg konstatere, at baren lå inde med en af mine absolutte favorittyper af øl i hele den vide verden – en Geuze. To Øl står bag – og de plejer at levere gedigne oplevelser. Visuelt er etiketten lige i skabet med et traditionelt prøvebillede – om der er nogen dybere mening med det er jeg lige uvidende om og ligeglad med. Titlens ubehjælpsomme sprog varmer en gammel lingvists hjerte for sin gennemførte selvironi.

På dette tidspunkt brølede barmusikken ud af højtalerne, så jeg fandt lejlighed til at teste, hvor godt min mobiltelefon ville virke under de omstændigheder. Overraskende godt, skulle det vise sig. Så i modsætning til det kuldsejlede podcast-forsøg tidligere på måneden, trang min stemme alligevel mere end adækvat igennem. Bryggets kulør og duft må læserne have til gode. Det blev drukket af flasken, fordi situationer, som hin jeg var i, bare ikke altid tillader den luksus et ordentligt drikkeglas er.

Lad mig indledningsvis citere direkte fra optagelsen, så Marcus også kan være lidt med:

“Marcus siger, at jeg er vokset op på Nestea, fordi jeg mener denne øl smager som limonade uden sukker. Marcus mener, den smager som limonade med sukker.”

Med dette mente Marcus egentlig, at der var tale om en Geuze, der i for høj grad var tilpasset danske smagsløg. Den var ham ikke sur nok, og han var vist temmelig forundret over min åbenlyse begejstring for brygget.

Jeg vil til gengæld fastholde – eller i min salige brandert på optagelsestidspunktet var i jeg i hvert fald til sinds at fastholde – at man i Belgien sagtens kan støde på Guezes (hvis det er den korrekte flertalsform) med dette brygs afdæmpede surhedsgrad. Der er – bevares – et præsent element af vand i brygget, men syren er fortsat markant nok til at få festfolket fra nærliggende diskoteker til omgående at slyge brygget ud i koniske kaskader i retning væk fra mundtøjet. Vandelementet gør til gengæld brygget letdrikkeligt. Det skader ikke, så vidt jeg kan vurdere, at drikke brygget fra flasken.

En hverdagsgueze, ville jeg kalde den. Den formår at smage skønt samt læske og vederkvæge uden at være unødigt tynd. Til gengæld er syren bevaret, så man ikke er i tvivl om stilen.

Godt bryghåndværk endnu engang fra To Øls side. Skæbnen, drillenisserne eller de lyserøde elefanter – hvem end, der nu styrer den slags (en eller anden  have styret, for ingen af os i forsamlingen – Marcus, hans venner, vores nye tyske venner, og allermindst undertegnede – havde styr på noget som helst) ville at den næste øl, vi fik – på Taphouse få gader derfra – også var fra To Øl.

Men anmeldelsen af den må altså også lige vente en smule …

Murphill, Amager Bryghus (Saufen und saufen und saufen … III)

Styr på dét hængeparti …

Endelig lykkedes det Amager Bryghus at få titlen som Årets Bryghus, en pris uddelt hvert år af Danske Ølentusiaster. De sidste tre år i træk løb Thisted Bryghus af med sejren, hvilket denne blogger godt tør kalde ufortjent, idet netop årets vinder, Amager Bryghus, har gjort det så meget bedre de sidste par år.

Det var dét flueben. Videre til det næste: Jeg har forbandet travlt her på bloggen, efter en utraditionelt aktiv weekend for mit vedkommende. Som fraskilt eneboer med to børn på halvtid, er det sjældent, at jeg kommer ud i det hele taget, men i lørdags fik den ellers max gas. Sammen med min efterhånden faste medsmager Marcus var jeg i Pumpehuset i København for at bevidne en musikalsk storm i form af to unge kompositoriske genier – opvarmning ved den britiske celloist Jo Quail og main course ved danske Myrkur. Lur mig om ikke det bliver til en koncert mere en anden gang – men det får være for nu. Grunden til, at jeg nævner det er, at jeg ved den lejlighed også fik prøvet et par nye øl, hvilket det ville ligne mig mægtig dårligt at forbigå i tavshed.

Men før jeg kan gå i gang med det, skal jeg jo også have sat flueben ved et sidste hængeparti fra dengang jeg sidst nød gode bryg med min ven Marcus. Det foregik som bekendt i mit ringe hjem i Husum, hvor vi nu var nået til aftenens tredje indslag. For mit vedkommende en revisited, idet jeg prøvede denne øl da jeg var på besøg på Amager Bryghus tilbage i 2016. Opskriften skulle imidlertid være opdateret, og eksemplaret her er også relativt frisk – i hvert fald i forhold til sidste gang, hvor vi nød den otte år gammel. Det skete i selskab med den oprindelige medbrygger Mike Murphy, som havde været med otte år tidligere for at brygge den. Man kunne godt smage alderen, der alt i alt ikke gjorde noget videre godt for brygget. Sidste år blev den genudgivet i en samling af lagrede bryg, som jeg i årets løb har drukket i selskab med Marcus (og en enkelt gang hans bror). Med dette bryg blev der sat et passende punktum for samlingen.

Brygget kan bedst beskrives som et stykke bælgmørke i flydende form – eller næsten da. Brygget vægrer sig tilpas mod at ende i glasset. Og når det endelig lykkes at få det genstridige bryg til at forlade flasken, skummer det flot og voldsomt op, som om det bare helst vil blive i sin beholder.

Undtagelsesvis kan nogle af Marcus’ smigrende fraser høres på optagelsen – “koncentreret figenkompot, gummeklingrende, intensiv, jeg ved ikke om jeg er klar til det her …” Vidnesbyrdet om oplevelsens storhed står strålende klart allerede når bouqueten indsnuses. Figenindtrykket giver en syrlig kant i et brag af røg, kaffe og chokolade, så det er en aldeles overvældende, benspjættende, og mundvandsfremkaldende fryd.

Aromaen sakker ingenlunde bagund. En bund af mørkt træ, ledsaget af intens sødme af finsk chokolade … Ikke uberettiget afbrød Marcus mig her med den lidet urimelige indvending, at chokolade vist ikke lige var noget finnerne var specielt kendte for. I min vanlige stil holdt jeg fast i fejltagelsen indtil jeg gav mig og indrømmede, at jeg selvfølgelig mente lakrids. Chokoladen er der alligevel fortsat plads til. Da min ekshustru havde haft børnene med på ferie i Finland tidligere på året, havde de nogle lakridsfyldte chokolader med – og deres aroma var langt fra ulig dette vidunder af bittert i baggrunden, og sødt i forgrunden.

Det var tid til at give karakterer, og det faldt som sædvanlig Marcus svært. Han havde stadig Big, Bold & Beautiful fra samme bryggeri i baghovedet og vi formentlig have lang tid fremover. Jeg har for Marcus’ skyld derfor valgt at gøre noget, jeg aldrig har gjort før: Jeg vil sprænge karakterskalaen med tilbagevirkende kraft.

Marcus her fået lov at give Big, Bold & Beautiful 7 stjerner. For så kan han igen give topkarakteren 6 stjerner til de bryg, han synes, fortjener det – fx dette. Læserne vi kunne finde det opdaterede indlæg om Big Bold & Beautiful allerede nu. Jeg understreger, at jeg ikke selv har sprængt karakterskalaen på max 6 stjerner, og jeg intenderer heller ikke at gøre det nogensinde. Men når min medsmager nu så nødigt vil placere andre øl i samme klasse som hint ekstraordinære bryg, der vitterlig er uden for kategori, så må det blive sådan.

Dermed kunne Marcus give denne øl …

Jeg valgte selv at være en kende mere beskeden …

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme