Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Måned: november 2018

Mont des Cats, l’Abbaye de Scourmont

Én på opleveren …

Denne øl har fået lov at stå et længere stykke tid. Faktisk siden marts måned, hvor jeg var til Ølfestival på Esrum Kloster. Men at stå lidt plejer ikke at have negativ effekt på belgiske klosterøl.

Brygget dufter syrligt frisk ned noter af fusel og generisk humle. Den yder desuden den friske skarphed, der er velkendt blandt lyse belgiske øl som denne – men helt uden det bananindslag, man også ofte møder, og som mange frygter. Syre af grønne æbler blander sig med melede noter af frisk franskbrød, flankeret af grapeskarphed.

Hvedebrødets sødme går igen i smagen, med en dybere note af hyldeblomst. Skarpheden fra bouqueten mærkes også i aromaen og giver brygget en tør karakter, der understreges af grapesyre og en markant fornemmelse af spiritus mellem gane og tunge. Dette bryg annammer man ikke bare med de traditionelle smagsorganer – dampene, brygget afgiver, mærkes når de prikker og svier alle mulige sted i mundhulens inderside. En let kommenessens giver således indtryk af brændevin, der vel nok skal ende med at afskrække rigtig mange af dem, der ellers valgte at blive, da brygget ikke viste sig at have banankarakter.

Uden ligefrem at være vild med kommensnaps, synes jeg alligevel det har en plads. Og den plads kunne snildt være en øl som denne, der uden ligefrem at være noget kulinarisk mesterværk bestemt leverer rigeligt underholdning til samtlige smagsorganer og mere til.

Og kommen indgår jo også i traditionel julesnaps. Så passer det jo også så fint med årstiden.

Anarkist Ginger Pale Ale, Royal Unibrew/Albani

Bevares, det er da ikke det ringeste …

Vel, jeg er nogenlunde på højkant igen. Hvordan det lykkedes er mig en gåde. I morgen er det min fx fødselsdag, og har man nået min alder, minder det blot én om, at ens dage på et tidspunkt får en ende – så det er nok ikke det. Til gengæld er der midtvejsvalg i USA, og måske er det håbet om, at amerikanerne har en fin fødselsdagsgave til mig i form af et republikansk mindretal, der har fået serotoninen op at boble igen?

Mest af alt tror jeg bare, at det er sådan jeg er, og ikke mindst sådan mine depressioner er. De kommer og går, ikke altid lige forudsigeligt – præcis ligesom når de damper af igen.

Nok om det. Jeg vil gerne afvikle afventende anmeldelser før jeg får gæster i weekenden (jo, det skal nok blive omtalt) så here goes …

I min ikke videre systematiske gennemgang af Royal Unibrews Anarkist-serie, til ære for Albanis grundlægger Theodor Schiøtz, er jeg nået til denne Ginger Pale Ale – altså en lys overgæret øl tilsat ingefær. Ingefær er en af mine favoritkrydderier. Ud over at det bare smager godt, tager det også kvalmebivirkningerne af min ADHD-medicin (for nu lige at give et pro tip videre til andre derude, der får speed på recept) og ifølge alle mulige sundhedsapostle – både de whacky af slagsen og dem der rent faktisk ved noget om ernæring, skulle det vist også være ret sundt sådan i det hele taget. Mine erfaringer med krydderiet i øl har til gengæld været noget fluktuerende for at sige det mildt, spændende fra det reelt interessante til det nærmest udrikkelige.

Brygget er ganske pænt, højorange og langt fra så blegt som man kunne have frygtet. Skummet er tæt og fyrigt, og volder visse udfordringer ved skænkningen. Bouqueten er til gengæld en øjeblikkelig skuffelse. Den er aldeles fjern med kun yderst svage antydninger af krydderi – det være sig humle eller ingefær – hvis man da lige ser bort fra vandet, der er aldeles præsent.

Til gengæld kan man da i det mindste smage det lidt. Der blev sagt lidt. Vandet er også det mest præsente i bryggets orale udtryk. Ingen skal beskylde det for ikke at slukke tørsten, og i det mindste er ingefæren der da også. På sidelinjen. Iblandet, skødesløst, så det rasler planløst rundt derinde i alt vandet, og desuden i et alt for lille kvantum.

Selvom jeg gerne indrømmer, at kombinationen Øl og Ingefær har resulteret i langt større katastrofer end dette bryg, så forbliver det en anonym og halvkedelig sag. Der skal altså mere for at lave en god krydderiøl, end bare at blande et krydderi lemfældigt i mæsken, og så håbe det bedste. Lidt raffinement … lidt brygkunst … lidt vilje til at få humleudtrykket og ingefærudtrykket til at matche og komplimentere hinanden …

… men det kræver selvfølgelig at der er noget humle, ingefæren kan matche. Humlen udebliver imidlertid helt. Mest af alt er det farven og skummet der afslører, at dette faktisk er en øl, og ikke bare en sjusket sammenkastet ingefærsodavand med alkohol.

 

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme