Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Måned: oktober 2018

Cold Hawaii Birk, Gran, Fyr, Thisted Bryghus

Det er bedre med humle …

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at den seneste lange pause i anmeldelserne skyldes, at jeg desværre igen er røget i et dybt, sort hul. Selv dagligdags ting der skal ordnes, udskydes til sidste øjeblik or klares kun nødtørftigt. Forhold til venner og bekendte sander til. Og jeg negligerer mere og mere mine interesser – herunder blogningen – til ulempe især for jer læsere, som jeg ellers er så lykkelig for, gider klikke sig ind på, hvad jeg skriver.

Jeg skyder skylden på de om ikke daglige, så i hvert fald ugentlige attentater fra den yderste højrefløj i USA. Den ene dag er det brevbomber, den anden dag er det massakrer i synagoger, og ind imellem er der politiets mange drab på sorte, der næsten forekommer fastlagt efter rutiner i deres regelmæssig- og hyppighed.

Herhjemme er vi ikke nået så langt endnu, men vi er så småt på vej. De åbenlyst nazistinkluderende højreradikale organisationer “Stram Kurs” og – (hvis det hele ikke var så trist, ville jeg grine højt og hånligt ad dem) – “For Frihed” vil Gud dødemig (se, de får mig endda til at bande kristent) marchere på krystalnatten. Jeg kan ikke forestille mig nogen større hån mod de få holocaustoverlevere, der endnu findes, mod det jødiske verdenssamfund, og i det hele taget mod historien. Ligeledes er det en hån mod alle mennesker i verden på højre, venstre eller midterste fløj, der udmærket kan se de krystalklare paralleller mellem disse organisationer og lignende udvikling i 30’ernes Tyskland.

Og udviklingen breder sig. Senest har vi set det i Brasilien, hvor en åbent racistisk fascist er blevet valgt til præsident. I vores egen baggård har vi Polen og Ungarn, der længe har opvist samme tendenser … og her stopper jeg for denne gang, så det lille kvantum mod og engagement, jeg trods alt har kunnet mønstre ikke går tabt igen, før jeg når til anmeldelsen af dagens øl.

Brygget er en af Thisted Bryghus’ konceptøl, brygget uden humle. I stedet er denne øl tilsat ingredienser fra tre træer – som antydet i bryggets undertitel birk, gran og fyr. Resultatet er et korngult bryg med meget svagt skum. Bouqueten gør en anelse mere ud af sig, omend den kun består af vage fuseldampe.

Hvis Thisted Bryghus’ eksperiment udi ikke at bruge humle, skulle resultere i en øl, der smagte af humle, er forsøget totalt mislykket. Men det er jo heller ikke sikkert. Man mærker til gengæld tydeligt træsmagen – især birken – som en metallisk og noget syntetisk sur-sød aroma, ikke decideret ubehagelig men heller ikke rigtig velbehagelig. Ved siden af mærker man hvordan vingummi klæbrigt blander sig med græs på en syrlig baggrund af bøgeblade. Hvilken smag der skal opfattes som primær og sekundær står hen i det uvisse. Ud over at aromaerne i sig selv virker noget arbitrære og resultater af eksperimenter snarere end kontrolleret og målrettet brygarbejde, så står aromaerne også sært ved siden af hinanden – uden at blande sig med hinanden, og uden nogensinde at være sammen om at løfte oplevelsen.

Anderledes og nyskabende må man dog indrømme at brygget er, men jeg har min oprigtige tvivl om, hvorvidt en sådan aroma nogensinde vil appellere til et større publikum. Jeg tipper at dette bryg bliver en døgnflue, et muntert eksperiment, hvis underholdningsværdi som vittighed langt overgår dens aromatiske meritter.

Sorry, Thisted Bryghus – min smag falder den i hvert fald ikke i.

Bonny Beer, Amager Bryghus

Ordentlig røver …

Én ting man kan være sikker på ved Amager Bryghus‘ øl er kvaliteten af den røverhistorie der følger på etiketten. Og når der en sjælden gang imellem faktisk står noget rigtig information om øllet på etiketten, er kvaliteten af denne også exquisite. Øllet – det er som regel også af meget høj klasse, så man løber virkelig ikke nogen stor risiko for skuffelse, når man lægger Amager Bryghus’ øl i kurven.

Når det gælder deres IPA’er kan det undertiden – og det er vel det mest negative og kritiske, jeg kan sige om dem ud over at prisen er høj (omend ikke urimelig) – knibe lidt med variationen. Én ekstraordinær IPA under ét navn kan godt minde så meget om en anden IPA under et andet navn fra samme bryggeri, at man kan undre sig en smule over, hvorfor der egentlig skulle to forskellige øl (og røverhistorier) til.

Det gælder i mindre grad denne IPA, der faktisk formår at skille sig lidt ud, samtidig med at røverhistorien er af samme udsøgte kvalitet som ellers.

I røverhistorien gør bryggeriet op med historien om IPA’ens oprindelse, pakket ind i en rigtig røverhistorie – eller sørøverhistorie i hvert fald. Bryggets undertitel ‘West India Pale Ale’ ironiserer således over, at de fleste IPA’er i dag brygges i vesten med konsumption i vesten for øje – og ikke som fortællingen beretter, brygget med langsommelig eksport til fjerne kolonier i tankerne. Brygget er desuden tilsat muskatnød, for aromaens skyld, går jeg ud fra, eller bare because reasons.

Brygget dufter sødt af vanille og clementiner. Skænkning af det tågede, appelsinorange bryg, er en mindre udfordring, da skummet er tæt og standhaftigt som fugemasse. Ja, også visuelt er brygget lige i skabet. Aromaen giver et skarpt bitter og frisk jag af knastørt nåletræ, flankeret af søde, aromatiske appelsin- og syrenblomstnoter ved gummerne. Eneste lille skønhedsfejl er en vigende eftersmag. Brygget klinger alt for hurtigt af, og byder ikke på nogen ekstranumre efter tæppefald.

Men mens brygget står på, er der underholdning for fulde gardiner – og programmet der kan læses på etiketten kan endda bidrage yderligere.

Nöel, Munkebo Brewery (Nidstangen IV)

Nu er det jul …

… næsten i hvert fald. Jeg skal ikke holde mig tilbage med anmeldelserne af de juleøl, der kommer mig i hænde inden december. Og kender jeg mig selv ret, bliver det ganske få, da jeg i det hele taget ikke finder juleøl interessante. De er – som jeg vist også bemærkede sidste år – oftest tunede pilsnere uden nogen aromatiske meritter, udelukkende produceret for at give konsumenten en hurtig og effektiv brandert til julefrokosten.

Den her har imidlertid stået et godt stykke tid, og den stundende højtid, hvor alt jo skal være så forbandet morsomt (for nu at citere min underviser i Kristendomshistorie fra min tid som religionsstuderende ved KU) vil jo være en fin anledning til dels at skyde juleølsanmeldelserne i gang, samtidig med, at jeg kan afslutte en anden tråd fra tidligere. Denne øl er nemlig den sidste, jeg for alt for længe siden modtog fra Munkebo Brewery, i forbindelse med at Wacken Brauerei ud af ingenting truede dem med sagsanlæg, fordi de gav deres øl navne hentet fra den nordiske mytologi.

Det er – som overskriften antyder – ikke tilfældet her. Brygget skulle vist have navn efter det franske navn for jul, der er ‘Noël’. Nöel, som jeg går ud fra skal udtales [Nø-æl] eller noget i den retning, ved jeg til gengæld ikke, hvad betyder, men nogen Nordisk gud eller anden mytologisk figur er der vist ikke tale om …

… og NEJ – SELVFØLGELIG er det da ikke bare tremaet, der ved en fejl er anbragt over den forkerte vokal. Det er fuldkommen udelukket … eller måske er det faktisk sådan, for jeg kan ikke gennemskue nogen fiffig grund til, at det vitterlig er placeret forkert.

Nok om det. Der er tale om en belgisk inspireret juleale, hvis fine røde lød afspejler højtiden aldrig så fint. Man kunne måske ønske lidt mere hvidt skum som kontrast, men her i landet forbindes den farvekombi alt for ofte med afstumpet nationalisme, så det udeblivende skum er i hvert fald i den forbindelse en fordel.

Duften er til gengæld ikke videre julet – den er mest af alt syrlig, og tilsatte nelliker, fennikel og appelsinskal mærker man ikke noget til overhovedet før i smagen. Her træder de julede indslag mere frem med aroma især af nelliker og koriander, mens bryggets syrlige – og i den forstand karakteristisk belgiske – egenskaber træder dominerende, for ikke at sige unødigt anmassende, frem. Brygget slutter af med en kant af egetræ – slet ikke uaromatisk, men heller ikke i nogen væsentlig grad med en karakter, man hertillands vil betegne som julet.

Som juleøl anser jeg den faktisk som uegnet idet den med sin skarpe syrlighed hverken klæder forret, hovedret eller dessert særlig godt. Der mangler simpelthen noget sødme til at bakke kartoflerne, sovsen, flæskestegen, anden, ris a’la manden (hvorfor sidder jeg i skrivende stund og bliver sulten?) og alle de andre julelækkerier op.

Til rødkålen alene, ville den måske være fin, men så skulle det være en rødkål tilberedt med væsentlig mere eddike, end der er tradition for her i landet.

Munkebo skal have tak for øllene. De har været der til både gavn og glæde for bloggen. Men det skal ikke være nogen hemmelighed, at det ikke er denne, der er min favorit. Det er derimod Röskva – deres pragtfulde IPA med enebær, der bestemt kommer med hjem, hvis jeg finder den i supermarkedet en dag.

Heritage Suffolk Pale Ale, Greene King

Hard to handle …

Her er en dejligt stor øl. Og det manglede også bare, når nu jeg måtte smide omkring 30 kroner efter den, eller noget i den størrelsesorden, da jeg fandt den i Fakta forleden. Den er så stor, at den med sine skæve 568 ml. ikke passer i et regulært halvlitersglas, because Imperial Measures, formoder jeg. Det er vel også i en eller anden grad ‘Heritage’.

Og det betaler man vel også for – ud over et indhold, der er vanskeligt håndterbart på kontinentalsoklen – den historiske og kulturelle arv. Det arvelige ved brygget er åbenbart malten – Chevallier – der ifølge bagetiketten har været tæt på at uddø, efter at have været vidt udbredt i det 19. århundrede. Jeg afslører ikke for meget ved allerede nu at fortælle, at den gamle malt bestemt ikke lader til at ødelægge noget for resultatet – men sådan ligefrem fuldt ud at legitimere endnu et af bryggets påhæftede buzz-words idet brygget er en limited edition er jeg nu heller ikke sikker på, kvaliteten rækker til.

Mere end noget andet er Heritage Suffolk Pale Ale en britisk Pale Ale som man kender den, og som jeg gerne indrømmer, sagtens kan være en nydelse for mig. Visuelt lægger den således fint ud med en klar kobberrød lød under en usædvanligt fedtet candyfloss-skumkrone. Bouqueten yder en blanding af syrligt og bittert, der langt fra er usædvanlig for britiske pale ales. Flere vil sikkert hævde at det er lige så typisk som det er en pine – med en grundstamme af egetræ, der giver begge dele.

Flere facetter er der i smagen, der byder på en nydelig allé af forskellige træsorter med dertil hørende urtehave bagved. Friskt løvtræ i form af birk giver bitterhed, syren leverer bøgebladene mens laurbær og nelliker fra urtehaven leverer krydderierne. Aromaen er således mere end i hus, mens man må undres en kende over al den etiketplads, der var reserveret malten. Brygget forekommer mere end noget andet lifligt og letflydende uden at være tyndt, og det kan da godt være, at malten sørger for at brygget har en tekstur så det ikke bliver vandigt. Men noget selvstændigt element i form af fylde eller nogen specifik mundfornemmelse yder malten ikke. At brygget ikke føles tyndt kunne lige så vel skyldes den velkomponerede aroma, og således forbliver den højtbesungne malts rolle i forestillingen usikker, ud over at den næppe gør nogen skade.

Arven og historien til trods kendetegnes denne britiske ale først og fremmest ved at være en britisk ale – en smagfuld og forfriskende en af slagsen, måske endda en smule over det sædvanlige, men langt fra nok til at både ‘heritage’, ‘limited edition’ og ekstra 68 ml, der gør brygget bøvlet at håndtere uden for det britiske imperium, egentlig synes berettiget.

Anarkist Motueka Lager, Royal Unibrew/Albani

Damn you, Autocorrect!

Da kameraet i min mobiltelefon kun kan tage slørede billeder, bruger jeg skiftevis den første smartphone jeg ejede – en for længst uddateret HTC, hvis kamera til gengæld fungerer, eller – hvis jeg ikke lige kan finde HTC’en – min datters tablet, hvorefter jeg sender billedet til mig selv på mail. Derfra kan jeg så downloade billedet og efterfølgende uploade det til bloggen … Fagre nye, omend til tider noget omstændelige, verden.

“Ølbillede” skulle overskriften egentlig have været. Så stor var min undren, da jeg i min indbakke fandt en mail fra mig selv under navnet “Bølgede”. Og der var billedet jo så. Ligesom jeg ønskede det, men det tog et par momenters hjernegymnastik at nå frem til, hvorfor i alverden jeg dog havde givet mailen så tåbelig en overskrift.

I det daglige forsøger jeg at holde mit streak af aneurismer, der ligger på et fint rundt tal, nemlig nul. Det gør jeg især ved at skrive så lidt som muligt på mobile enheder, såsom telefoner og tablets. Alene det at ramme de små taster rigtigt, får pulsåreudposningerne til at true, mens enhedernes uafladelige korrektionslabilitet i retning af noget frådende absurd, opgraderer truslerne til hjerteinfarkt og apoplektiske anfald … Sådan nogle er jeg i øvrigt blevet ramt af præcis lige så mange gange som aneurismer, og sådan skulle det gerne fortsætte, så en af dagene må jeg vel hellere få løst det kameraproblem.

Men den gør jo ellers arbejdet fint, min datters tablet, når Royal Unibrews industribryg, forklædt som specialøl, skal fotograferes. Skummet holder sig lavt oven på det generisk smukke, blanke, messingfarvede bryg. Umiddelbart dufter brygget væsentlig mindre af industri end special-; blød som velour blander vanillie sig med maltsød aromahumle i en smagfuld og lovende ouverture.

Motueka (hvad end det måtte betyde) Lager er noget så sjældent som en spændende pilsner. Frisk, fortrinsvis sød og aroatisk af velmodne efterårsæbler og bergamot. Dertil kommer et krydret pust af grannåle i samme retning – omend slet ikke så langt ud af vejen – som man så godt kender det fra friske, skarpe IPA’er fra fx Amager Bryghus.

Helt fejlfri ville nogle nok hævde, brygget ikke er, for en glimt af metal melder sig også i den ellers fine aromakompot. Selv vil jeg mene, det kun giver brygget lidt mere friskhed, og vil kategorisere det under smagssager og i værste fald skønhedsfejl.

Her går det godt for Royal Unibrews ‘Anarkist’-serie. Faktisk så godt, at jeg har valgt at ignorere seriens sløje start på bloggen, og købt nogle flere til anmeldelse … med yderligere fare for at tale storindustriens sag. Men bare rolig – der skal nok også komme mere mikrobryg til, og jeg ville til enhver tid fortsat sætte mine penge på mikrobryggene, såfremt det er kvaliteten, der bliver væddet om.

Lakridskongen, Ørbæk

End ej en Greve …

Der gik ikke mange minutter … faktisk tror jeg, at den første kommentar på mit indlæg om Ørbæks øl, Ginger Queen, faldt på rekordtid efter anmeldelsens udgivelse. I indlægget nævnte jeg, at jeg havde Lakridskongen i venteposition, og at jeg ville nå til den, når jeg – vel – nåede til den. Men læserne ville have en anmeldelse ASAP for, som læseren Martin så ærligt gengav det; “så vi ved om vi skal gå i en stor bue rundt om, eller gå direkte efter nektaren.” Med andre ord findes der altså et kontingent læsere på min blog, der anser mig for en art forsøgskanin eller mundskænk, der prøver øllene af, før andre behøver lægge smagsløg til, tillige med tid og ressourcer.

Det er en rolle jeg gerne påtager mig, og i øvrigt har påtaget mig eksplicit mange gange før. Jeg afprøver gerne øl, så andre kan være advaret og undgå dem, hvis de skulle vise sig at være rædsomme. Og skulle de være gode, vel, så behøver jeg ikke lide for folkeoplysningens skyld. Og når jeg lider, kan jeg efterfølgende tage en grusom hævn, når brygget anmeldes – jeg kan ikke tabe.

Visuelt gør brygget det godt. Det er lige så mørkt som man forventer det af et ‘kongebryg’ (ingen – gentager ingen forbindelse til det aldeles fine mikrobryggeri på den nu nedlagte Næstved Kaserne). Skummet følger godt med, tæt og højt som det er med en matchende lystbrun lød. Bouqueten har til gengæld allerhøjest status af nedre adel – måske en junker, hvis betroede besiddelser begrænser sig til nogle stillestående sumpområder i rigets mest negligerede og uvigtige udkant. For vand udgør bunden i en uinspirerende duft, hvor den vage sødme, der afslører at det trods alt ikke er postevand man står med, er så konturløs, at den dårligt lader sig kategorisere – heller ikke under ‘lakrids’.

Brygget byder på en behersket overraskelse når det smages. Det er faktisk fyldigere og med langt mere kontur end den spinkle aroma lod forvente. Maltbunden er rund og blød, bitterhed af kaffe er måske ikke ligefrem gennemtrængende, men kvaliteten af bønnerne er fin, og vandet får ikke lov at fylde for meget.

Lakridsen, eller rettere lakridsroden – for det er, hvad brygget er blevet tilsat ud over de 4 klassiske ingredienser, hverken mere eller mindre – melder sig på bagkant. Ved mandler, gane og kindtændernes gummer træder den klare og umiskendelige smag af netop lakridsrod frem. Som havde man tygget på sådan én lige efter øllet var drukket. Underligt adskilt, og derfor meget tydeligt som en bismag, der slet ikke integrerer sig i det øvrige – langt fra mislykkede – bryg, melder det sig anmassende, uskønt. Som festens smart ass der selv synes han (er det oftest) er guds gave til menneskeheden, men som pudsigt nok altid må mose sig ind i andre festdeltageres samtaler, fordi ingen gider tale med ham.

Næh, nogen konge bliver dette bryg aldrig. Lakridskongen er endnu et godt argument i en lang række for at afskaffe monarkiet og indføre en republik. Junkerstatussen skal brygget dog have lov at beholde – og måske er besiddelserne endda også af en vis klasse. Men bare til Greve eller Baron er der heller ikke nogen udsigt til, at brygget nogensinde avancerer.

White Crow Omen, Amundsen/AF Brew (Med Niels på Taphouse III)

Aldeles unik …

Beklager igen den faldende anmeldelsesfrekvens. Jeg har været småsyg på det sidste, og selvom det ikke har været i et omfang, så jeg ikke kunne tage på arbejde og den slags, så har kreativiteten og overskuddet til gengæld været reduceret rigeligt til at lysten har svigtet.

Og når lysten svigter, og man skal til at beskrive en af de største øloplevelser, man har haft siden … i sommer, hvor jeg prøvede Big Bold and Beautiful, så vil man jo egentlig gerne gøre lidt ekstra ud af det. Men man nænner det næsten ikke, når man ikke kan mobilisere kreativiteten det ekstra, der skal til.

Men nu kan jeg ikke trække den længere. Vi er nået til finalen på en fantastisk aften på Taphouse, sammen med min læser Niels, der havde inviteret.

Den tredje og sidste øl var et samarbejdsbryg mellem norske Amundsen Bryggeri og AF Brew fra Rusland. Hvad ‘AF’ står for, må indtil videre stå hen i det uvisse. På papiret … eller rettere pappet, som udgør Taphouse’ menukort angives den som ‘White Russian Imperial Stout. Den er brygget på koldbrygget kaffe, så forventningen er et dybmørkt bryg, tungt og tæt som den små småt påfaldende efterårsnat.

I stedet får man et ganske vist tæt, men også ret lyst bryg. Mestendels kobberfarvet er det, og omend nydeligt grumset, aldeles ikke spor mørkt. Duften er til gengæld en klasse for sig. Meget sødt er det, umiskendeligt af karamelsødet kaffe – eller kaffebitret karamel, for bouquetfordelingen er vel ca. 50/50. Fyldigt og meget dybt – aldeles i kontras til bryggets lyse lød, men det er ej nogen skam, al den stund at overraskelsen så er det større. Ud over kaffen er brygget tilsat kakao-, vanille- og tonkabønner (nej, det ved jeg heller ikke hvad er – google er din ven) … prøver man mange specialøl, undrer man sig mindre og mindre over, at så få af dem kommer fra Tyskland.

Aromaen … en gennemført fyldig, fløjlsblød og overvældende finish af den fineste britiske fudge. Nøje afstemt er den vældige sødme med kaffens bitre aroma, der gør at sødmen – dens storhed til trods – aldrig bliver kvalm eller begynder at rive i halsen, sådan som lidt for mange lidt for søde flødekarameller nemt kan få det til.

Ud over at aromaen er fantastisk afstemt, så man kan få al den sødme, hjertet kan begære uden den mindste antydning af kvalme, ja, så er hele smagsbilledet ganske og aldeles uvant, uventet og usædvanligt. Hverken Niels eller jeg havde nogensinde prøvet noget, der bare kom i nærheden af dette brygs aroma. At man ved brygkunst (og tilsætning af veludvalgte ingredienser) kan bygge så fine smagsoplevelser, redder dette bryg en topkarakter, som Niels og jeg var ganske enige om.

Niels skal have fantastisk mange tak for skænken og for en fantastisk hverdagsaften.

Et rigeligt saltholdigt aftensmåltid på min lokale grillbar Husum Chicken på Frederikssundsvej reddede mig fra tømmermænd dagen efter, der som bekendt (thi jeg var inviteret en onsdag aften) var en hverdag som alle andre.

Trøffeler, Wild Beer/2 Øl (Med Niels på Taphouse II)

Mere surt …

Hermed fortsætter beretningen om min tur på Taphouse onsdag i sidste uge, hvortil Niels, en af mine læsere, var så sød at invitere mig.

Den stod på mere surt, for det er top-trendy for tiden. Denne gang var brygget imidlertid ikke vildgæret, men derimod overgæret med Saison-gær. Nydeligt tautologisk giver dette en Saison – eller Farmhouse Ale for dem, der ikke kan fransk.

Brygget er nydeligt strågult. Det er umiddelbart hvad vi kunne huske, da vi i begejstringen over det første bryg – og dette – havde bundet vores glas uden at skænke det en tanke, at brygget jo egentlig skulle have været fotograferet før det blev nydt. Læserne må i stedet nøjes med et billede af det tomme glas, samt ovenstående lakoniske beretning om bryggets visuelle egenskaber.

Mens stilen er fransk/belgisk, er krydderierne imidlertid fra Italien, nærmere betegnet øen Elba. Og her er der tale om noget så fint som trøfler (så ved vi også hvorfor brygget hedder som det hedder) samt salvie, hvis oprindelsesland vist ikke var specifikt angivet.

Bouqueten er – ifølge mine på lokationen hastigt nedkradsede noter – vidunderlig. Grape, Lime og citron blander sig lifligt med det særlige krydrede indslag, som Niels kunne fortælle mig, hidrørte fra Lime-gæren … men mon ikke salvien og trøflerne har været med til at gøre det ekstra godt?

Brygget giver frisk, tørstslukkende syrlighed for fuld skrue. En perfekt sommerøl til en hed arbejdsdag i marken uden at være den mindste smule vandig eller smagsforladt. Tværtom smager den helt igennem med grape og korn, mens trøflerne understreger og afrunder den særlige saison-gærs krydrede aroma.

Så godt ligger sommerbrygget i munden, at det også snildt kan bruges en halvkølig efterårsaften i centrum af København.

Endnu en stor tak for skænken til Niels. Forbliv indstillet til endnu en anmeldelse af aftenens store højdepunkt.

Modus Operandi, Wild Beer (Med Niels på Taphouse I)

Slagkraftig debut …

blev der ellers stille. “Om lidt …” sang han ellers helt tilbage i 1986 på pladen “Forklædt som Voksen” – men han ventede altså over tredive år – og for min skyld måtte han gerne have ventet endnu længere, Kim Larsen.

Han var en del af min musikalske opvækst. Jeg husker stadig svagt, hvordan vi prøvede at overtale vores musiklærer i folkeskolen til at give os nogle af hans sange at synge, og hvordan vores lærer kun modvilligt gav sig. Det var ikke bare sange man kendte. Det var sange, man kendte hele teksten på. Det var sange, jeg sang med vennerne på lejrskole, og senere i salige branderter til gymnasiefester, festivaler, weekendarrangementer – om det så var med mit sækkepibeorkester eller i politisk regi, så var Kim Larsens sange fast repertoire.

Og det vil de nok blive ved med at være i lang tid fremover. Mon ikke Kim Larsens sange og tekster vil overleve os alle?

Brugen af “Om Lidt” i forbindelse med dødsfald vendte Kim Larsen sig i øvrigt selv imod, idet han fastholdt, det var en cirkussang. Men mon ikke han kan tilgive os alle fra det hinsides – rebel som han selv var?

Jeg beklager selvfølgelig den upassende højtidelige alvor over for mine læsere. Det skal ikke ske for ofte … forhåbentlig da, men det er jo ligegodt en af tidens allerstørste musikalske poeter, der nu forlader os. Ikke uden en vis skam noterer jeg desuden, at jeg vist aldrig fik sagt Benny Andersen et ordentligt farvel, nu vi er ved de musikalske poeter.

Men fra det triste til det mere muntre. I dette indlæg starter min beretning om dengang jeg mødte en af mine læsere i virkeligheden. Han hedder Niels … ja, det er der flere af mine læsere der hedder. Denne Niels er aktiv kommentator på min facebookside og havde inviteret mig på Taphouse i onsdags. Det sagde jeg selvfølelig både ja og tak til. Jeg kommer alt for lidt ud – og især kommer jeg for lidt ud til alle de rigtig gode udskænkningssteder rundt omkring. Taphouse, der ligger tæt på Københavns Rådhus, har over 60 forskellige øl på fad, der løbende udskiftes. Så der er hele tiden nyt at tage fat på, og ikke mindst græde over, at man ikke fik nået at prøve.

Tre øl blev det til. To sure og en stout. Vi lagde ud med denne vildgærede, fadlagrede sag fra engelske Wild Beer, et bryggeri der dermed får sin debut på bloggen. Klart og mørkt som blæk er brygget. Skum er der til gengæld næsten intet af, hvilket ikke er atypisk for genren.

En gennemtrængende skarp odeur af brunkål med ekstra eddike blander sig overraskende elegant og finurligt med søde, frugtige noter af solbær. Kombinationen af vildgær og solbær gik ellers knap så godt sidst, men da var brygget jo også ligegodt tilsat solbær. Det er dette bryg ikke – det træffer sig blot således, at det deler disse bærs syrlige bouquet.

Aromaen møver sig slagkraftigt og mundsammentrækkende frem med en syre der bestemt gør sit for at holde sin pH-værdi lav. Aromatisk kryddereddike udgør bunden, hvor det kan være svært at afgøre hvilket krydderi, der gemmer sig derinde – nuancerne har det med at forsvinde i meget surt øl, men nelliker kan skimtes sammen med egetræ, der nok stammer fra lagringen. Også i smagen titter solbæraromaen frem som et sødt og let formildende indslag i et ellers fuldent fandenivoldsk syrehelvede.

Selvom der er fuld knald på syren er detaljerne ikke glemt. Truly well done – og noget nær den bedste start på bloggen, Wild Beer kunne have fået.

Den skal Niels have tusind tak for. Ligesom han skal have tak for de andre øl, han bød på – samt de andre gaver han havde med, og som skyndsomt blev udleveret i halvmørket i barlokalet, mens ingen kiggede …

Alt det skal I nok komme til at høre mere om snarest …

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme