Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Måned: september 2018

Black Wych, Wychwood Brewery

Pæn forside …

Jeg hader mig selv for gang på gang at falde for Wychwood Brewerys markedsføring. Ikke alene er der afbilledet gobliner, dværge, hekse og andre eventyrvæsner på etiketterne, men øllenes navne er også bevidst stavet på en måde, så det ligner gammelt eventyrengelsk. Salig Terry Pratchett, forfatteren bag Discworld-serien var en mester i at skrive i et sprog, der gav indtryk af at være meget gammelt. At gammelt engelsk ikke lignede det overhovedet, er jeg ikke et sekund i tvivl om, til gengæld er det så meget desto mere underholdende at læse ‘Diuerse Tales’ omThe olde Wyche’ citeret fra ‘Oldies & Antiquities of Ankhe-Morporke’. Jeg imødegår eventuelle meganørder med hang til flueknepperi ved her at bemærke, at alt er parafraseret frit efter hukommelsen.

Denne stout fra bryggeriet byder sig for tiden til på hylderne i Fakta – så kan læserne jo se, om deres viljestyrke er større end min, når de støder på den. Eventuelt kan man udskyde udfordringen til efter man har læst nærværende anmeldelse færdig. I lyset af, hvordan min oplevelse har været, vil man måske bedre kunne stå for fristelsen.

Dejligt sort og tæt er brygget, omend det tykke, knitrende brune, kogende karamelskum udebliver og erstattes af en noget spag, råvid top. Duften er endnu mindre imponerende – svag og spinkel med en fjern snert af karamelsødet kaffe, der skriger om hjælp bag et alt for tykt og kvælende tæppe af vand.

Lidet overraskende har vandet også godt fat i aromaen. Kaffearomaen titter kun spagfærdigt frem. Det samme gælder karamellen, den er sødet med. Brygget minder derfor i slående grad om Vestfyens for længst hedengangne Mocha Stout, som jeg i sin tid beskrev som tynd kaffe tilsat kulsyre. Overraskelsen indtræder imidlertid i eftersmagen – her lykkes det faktisk en nogenlunde godkendt mokkaaroma at holde sig flydende til gavn for gane, gummer og mandler. Bønnerne som kaffen er brygget af lader altså faktisk til at være fine nok. Der er bare slet ikke nok af dem.

Black Wych er langt fra nogen eventyrlig oplevelse. Rowling, Tolkien og Pratchett fører ikke bare med længder, men hele omgange. En dårligt sammenklasket fortælling med overfladiske karakterer og en tynd historie fuld af plothuller i et billigt science fiction-blad fra 30’erne kan det højest blive til.

Wychwood Brewery er langt bedre til at tegne pæne forsider end de er til at digte noget der bare ligner en ordentlig fortælling.

Ginger Queen, Ørbæk

Vandets dronning …

Det østfynske økologiske bryggeri Ørbæk har i lang tid – flere år, tror jeg – haft en øl i sortimentet ved navn ‘Lakridskongen’. Den står i kø i mit skab, og der har den også stået længe – omend ikke årevis.

Der må vel være et eller andet ved navnet eller etiketdesignet, der har gjort, at jeg ikke har gidet prøve den endnu. Til gengæld har den for ganske nyligt fået en kvindelig pendant og det er jo langt fra upassende i disse #metoo-tider. Så mangler vi bare en trans- eller queer-udgave af konceptet, såfremt Ørbæks investorer vurderer at et sådant koncept vil give plus på bundlinjen.

Jeg skulle i så fald være den sidste til at klage, omend jeg ville krumme mine tæer nok så mange kender over, at det netop mere er bundlinjen og mindre viljen til at gøre noget godt, der ville drive bryggeriet.

Fokuserer man nu på indholdet i stedet for formen, opdager man – ikke til den store overraskelse – at brygget er tilsat ingefær, foruden øllets klassiske fire ingredienser samt sukker. Det lyse krydderi prikker pikant i det messingfarvede, tætskummende brygs bouquet, men gør i duften ellers langt mindre væsen af sig, end en dominerende note af postevand.

Brygget er primært sødt og venligt. Det leverer en maltet mundfornemmelse, der står ganske alene med opgaven at få smagsorganerne til at identificere produktet som en øl og ikke en letbrusende sodavand med stænk af ingefær. Det lykkes sådan nogenlunde, omend malten må kæmpe bravt for æren.

Ingefæren mærkes mest bag i munden og i eftersmagen, hvor den da indrømmet gør lidt gavn. Ellers er den ligesom i bouqueten gemt væk bag tykke tæpper af vand, hvis tørstslukkende egenskaber uafvendeligt ledsages af samme elements evne til at – om ikke kvæle, så i hvert fald dæmpe alle andre smagsindtryk i en grad så de kun skimtes fjernt. Det gælder imidlertid ikke humlen, der lader til at være druknet helt og aldeles.

De vage smagsindtryk er til gengæld smagfulde nok. Brygget forekommer ikke syntetisk eller unødigt industrielt, men ærgelsen over, at det ikke smager af mere er skuffende præsent.

Heavy Mental, Amager Bryghus

Det er pænt metal …

Som jeg fik nævnt i forbifarten for et par måneder siden, går Amager Bryghus’ brygmester Jacob Storm i Cannibal Corpse t-shirts. Så det manglede jo bare, at Amager Bryghus bryggede en øl med den musikstil som tema.

Og det har de jo sådan set også gjort flere gange allerede. Todd og Linda the Axe Grinder er to strålende eksempler – man så alligevel. Heavy Metal-temaet listes ind fra sidelinjen, og antydes slet ikke så demonstrativt som i denne IPA fra Danmarks ukronede humlekonger. Det var på tide, fristes man næsten til at sige, at få en rigtig heavy metal-øl fra det bryggeri.

Heavy Mental er således rundhåndet tørhumlet efter inspiration fra New England. Desuden er tilsat forskelligt – herunder hvidt sukker, og er brygget på bl.a. hvedemalt. Desværre har jeg i skrivende stund allerede kasseret emballagen, og jeg har ikke kunnet støve en deklaration op online, men noget rent bryg ville tyskerne i hvert fald ikke mene, der var tale om.

Resultatet er en kraftfuld og aromatisk humleknallert, der i løden også formår at gøre de fjerne fætre i Det Forjættede Land kunsten efter. Brygget ligner nypresset appelsinjuice – omend uden frugtkød. Bouquet af knasende frisk humle stiger op over det ikke voldsomt skummende bryg. Heller ikke bouqueten er voldsom – den synes næsten afdæmpet, men dens kvalitet i knasende sprød- og friskhed, kan der ikke sættes en finger på.

Fuld volumen – sådan som Cannibal Corpse, Napalm Death og Iron Maiden og alle de andre forrygende metalbands skal lyttes til – er der til gængæld på aromaen. Tight og hårdslående vælter den kraftfulde smag af nåletræer ud i alle mundens afkroge, hvor den holder sig fast med små, barberbladsskarpe modhager længe efter at brygget har forladt smagsorganerne. Heldigvis gør typens frugtige noter sig også gældende med en sød appelsinoliearoma, der passer med en præcision, der er Nuclear Assault og Dream Theater værdigt, til bryggets flotte lød.

Hvis ikke der havde været et element, der gav den rasende bitterhed lidt modspil, ville brygget føles ude af balance. Men hos Amager Bryghus ved man, at god musik ikke skabes af brølende vokal, buldrende trommer og brølende guitarer og bas alene. Musikken, konturen, formen skal også være der. Ellers drukner den vidunderlige og finurlige skønhed, der er derinde, midt i al aggresionen …

… i såvel Amager Bryghus’ bryg som i god Heavy Metal.

G de Goudale Grand Cru, Brasseurs de Gayant

Brutal om ikke andet …

Bare så I ved, at jeg ikke bare kan brokke mig over andre ting end den førte politik her til lands, men oven i købet også over ting, der er ølrelaterede, vil jeg i dag indledningsvis knytte an til en artikel i seneste nummer af ØlentusiasteN. Ole Madsen – min mentor udi ølskriveri – fortæller på side 10 under overskriften “Dåser forfordeles” hvordan flasker forfordeles i det danske retursystem. Diskussionen om, hvad ordet ‘forfordele’ egentlig betyder, må til gengæld vente til en anden gang. Sagen er, uanset hang til ordets oprindelige eller nymodens popsmarte diamentralt modsatte betydning, den, at Dansk Retur System (som ikke i øvrigt anvender ukorrekt ord deling i deres navn) har indført nye gebyrer for hhv. glasflasker og dåser. Gebyrerne på dåser falder med mere end 50%, mens gebyrer for glasflasker stiger med mere end 25%.

Dansk Retur [mellemrum, der ikke bør være der, men hvad kan man også forvente af et privat foretagende der ejes af storindustrien] System ejes af industrien … det fik jeg vist sagt … og det vil altså sige, at den øverste top i de hovedrige, altdominerende megaforetagender i landet stort set kan diktere, hvordan retursystemet håndteres. Det er angiveligt langt vanskeligere at tappe på dåser end flasker, hvorfor ændringerne er en kæmpe fordel for industrien, og en lige så stor ulempe for mikrobryggerierne, da disse slet ikke har ressourcer til at få en aftapning på dåser op at stå.

Endnu engang udnytter industrien altså en urimelig særstilling til at trampe kvalitetsproducenterne hårdt og brutalt under fode. Kvalitetsproducenterne skal nu allokere flere midler til retursystemet, som de kunne bruge på yderligere kvalitetsudvikling og produktion. En fordel industrien nyder ene og alene fordi retursystemet af sædvanlige ideologiske årsager skal være på private hænder. Når en bestemt opgave løses af en institution er der ingen ræson i at overlade det til private. Det er rent og skær monopolkapitalisme af en slags som Adam Smith himself i sin tid advarede imod. “Men hov!” vil nogen bedyre – “taksterne er jo bestemt af miljøministeriet og ikke industrien alene”. Ja … miljøministeriet … I dag er det ministerium lige så meget et miljøministerium, som ministeriet for fred er et ministerium for fred i Orwells roman 1984. Miljøministeriet har tilladt landbruget at forgifte drikkevandet i hidtil uset omfang, det skider klimamål et langt stykke, det … jeg standser her for ikke at vække min tilbøjelighed til apati og depression unødigt, idet jeg konstaterer, at dette blot er endnu et eksempel på, hvordan den siddende regering kun er der for industriens allerøverste top og ikke for nogen anden – især ikke forbrugere eller mindre erhvervsdrivende (eller børn, studerende, lønmodtagere, arbejdsløse, handicappede, ældre … nå, så kom det sgu til at handle om den førte politik alligevel. Go figure)

Vel – tak til Ole for at gøre opmærksom på endnu et misforhold i den danske ølindustri, der ikke er til kvalitetsbryggeriernes og forbrugernes fordel.

Hvordan det er i Frankrig skal jeg ikke kunne sige. Men flasker fra det land er i hvert fald at finde i Netto for tiden, så der må det vel kunne betale sig med tapning på den emballage endnu. Flasken er endda speciel – køn måske endda. Den er i hvert fald sort og med det forjættende ‘Grand Cru’ som titel.

Det er ellers kun noget, franskmænd og -kvinder siger om vin. Det betegner vin af meget fin kvalitet eller evt. den gård, der er vinens ophav. Men i dette bryg findes ingen druer, men derimod vand, bygmalt, hvede, ris, glucose, fruktose, humle, korianderfrø og appelsinskal. Nøgleingredienserne er vand, humle og malt – og mon ikke der også er noget gær et sted.

Bouqueten er heller ikke videre vinøs. Derimod leverer den en regulær næsestyver af fusel og rå pilsnerhumle. Der er om ikke andet en kraftfuld oplevelse i vente, omend vi er milevidt fra fordommene om fransk ynde (det hedder i øvrigt “ynge” på Royal Unibrewsk) og elegance. En skarp syrlig kant peger tværtom mod nord, mod nabolandet Belgiens meget forskelligartede og noget sværere tilgængelige udvalg. Den alenlange deklaration peger i samme retning, ligesom det fedtede, høje og klæbrige skum, mens kuløren – flot messinggylden – sammen med bouqueten peger mere mod øst, mod Tyskland.

I samme retning peger smagen med en tung, hårdtslående og skarp pilsnerbitterhed, som man kender det fra hjemlige spritterøl, men vitterlig med en uventet elegance og præcision i aromaen, så missmage og ubalancer undgås – i hvert fald i første omgang.

Det belgiske indslag gør sig nemlig snart gældende med en skarp syrlig kant af umoden banan. Den gør sin sviende entre ved gummerne, og yder en slagkraftig øloplevelse et ekstra punch … i hvert fald så længe brygget er veltempereret, hvilket i dette tilfælde vil sige frisk fra køleskabet.

For dette bryg, sin alkoholprocent på 7,9% til trods, fungerer klart bedst ved lave temperaturer. For direkte proportionalt med bryggets lunhed træder isoamyl acetatens skarpe banansmag mere og mere frem. Ved 5-6 grader lægger den sig perfekt iblandt bryggets andre slagkraftige aromaer, men så snart brygget får lov at stå, træder bananen uhensigtmæssigt meget frem og gør brygget surt og metallisk.

Det er i grunden synd, uden det skal ligge bryggeri eller øl til last. For det er vitterlig en lækker oplevelse ved den rette, lave temperatur.

Hvordan brygindustrien afregner det ekstra gebyr for den importerede flaske blander jeg mig ikke i, men jeg håber det bliver så svært for dem, at provenuet ryger.

Så kan de lære det …

Anarkist New England IPA, Albani/Royal Unibrew

Måske en AnCap …

Jeg har krummet mig sammen i et mørkt, indelukket hjørne af mit i forvejen alt for lille soveværelse. Helt op ad de kolde vægge har jeg klemt mig, nu hvor jeg endelig har fundet lidt tid og overskud … jep – overskud. At jeg sådan har krøllet mig sammen skyldes ikke, at jeg igen har fået besøg af mine stoutsorte dæmoner; depressionen og det deraf følgende sortsyn. De har faktisk holdt sig på behørig afstand på det sidste, hvilket betød at jeg for en gangs skyld gad gide tage mig sammen til at tage mig sammen og tage tyrene ved hornene … og endelig få bestilt en maler, så fugtskaden i min lejlighed kunne blive ordnet.

Så alt mit habengut, der stod på og langs de møbler, jeg måtte flytte ud fra væggene er nu mokket op i mit beskedne sovekammer, der hvor der nu lige var plads – et af vore dages luksusstatussymboler, jeg kun havde meget lidt af i forvejen.

Men det kunne lade sig gøre – på bekostning af endnu mere bevægelsesfrihed. Men det er selvfølgelig bare midlertidigt, og det er ingen overdrivelse at beskrive lettelsen over at få sat et flueben ud for den ‘ting der skal ordnes’ med Trumpske superlativer – yuuuuge, tremendous, really big … Speaking of Agent Orange – han er vel også en slags anarkist. Han er i hvert fald ikke glad for regeringer og navnlig disses indblanding i, hvad især meget rige og magtfulde mennesker må og ikke må.

Men nu er anarkisme jo også et meget vidt begreb. Royal Unibrews patetiske undskyldning for at bruge det på etiketterne i denne ikke længere helt nye serie specialøl til ære for Albani-grundlæggeren Theodor Schiøtz, er vist noget med at han brød regler og konventioner for hvordan man bryggede øl dengang. Jeg finder det aldeles søgt og på grænsen til latterligt. Ikke mindst i betragtning af, at den grad af ‘anarkist’ der er over industrikonglomeratet Royal Unibrew bedst kan sammenlignes med det orange monster i Det Hvide Hus. Men fair nok. Der er jo gået trend i anarkokapitalismen. Men i modsætning til, hvad det voksende antal snotunger i billige jakkesæt, der spreder sig som mugpletter i byggesjusk for tiden tror, er det ingenlunde nogen ny ide. Marx spildte angiveligt meget af sin tid på at diskutere med sin samtidige Max Stirners proselytter – ja, allerede før sociale medier foregik den slags også.

Men hvad er det så for noget ukonventionelt og samfundsomstyrtende øl, den nålestribede, slipseklædte og velfriserede bestyrelsestop i Royal Unibrew har dikteret, der skulle være i flaskerne? En New England IPA, sørme! Ih, det er jo en af mine favorittyper! De ligner gerne hjemmepresset appelsinjuice med deres afsindige mængder af tørhumle, der ikke bare banker bitterheden, men også prisen op i skyerne. Det er nu ikke så galt her – det er jo industriøl, men netop derfor tillader jeg mig også på forhånd en vis skepsis. Alene det at brygget er gennemsigtigt gennem flasken lover i hvert fald ikke på forhånd nogen visuel oplevelse ud over det sædvanlige.

Agitationen ved skænkningen retter en anelse op på det, men vi er fortsat langt fra appelsinjuicen. Heller ikke skummet byder på meget sjov, det lægger sig fladt, som en lav hinde af bobler over det kun lettågede bryg. I duften holder humlen sig desuden ganske meget tilbage – vandet skal jo have lov til at træde frem som det primære.

Og heller ikke i smagen træder humlen tilnærmelsesvis frem, som typen ellers foreskriver. Denne afdæmpede pale ale er omtrent lige så langt fra en New England IPA som Trump, Stirner og Royal Unibrews bestyrelse er fra Proudhon, Bakunin og Carl Heinrich Petersen. I forhold til forventningen er brygget både tyndt og spinkelt i aromaen, omend aromaen da ikke helt uden held prøver.

For inde bag de ellers forfriskende og vederkvægende dybder af klingende rent vand er der da tiltrængte stik og skrammer af friske grannåle at få. Kvaliteten af humlen synes faktisk at være mere end i orden, og ud over at der er for meget vand, er der ingen deciderede fejl at spore. Brygges føles hverken metallisk eller syntetisk, men forbliver en smagfuld læskeøl, der som simpel pale ale – uden ‘India’ foran (endsige New England) sådan set ville gøre det hæderligt.

Men det er vel sådan man får det, når det er AnCaps, der står bag.

Viking Tango Time, Amager Bryghus

Yay, endnu en hel Amager Bryghus-øl, der passer i mit yndlingsdrikkeglas. Det kan jeg glæde mig over længe endnu. Og læg mærke til, hvordan jeg demonstrativt staver ‘yndlings-‘ korrekt med et ‘d’ for samtidig at sende en sviner mod Royal Unibrews grimme Faxe Kondi-reklamer mellem linjerne. Tak til min hyppige medanmelder Marcus for at gøre mig opmærksom på det øjesønderrivende trafikuheld af en tyrklejf.

I sammenligning med det fascistiske og racistiske parti DF’s nye udendørsreklamer, tegnet i letgenkendelig tysk 30’er-stil … åh, hvem prøver jeg dog at narre med mine antydningsvise nålestikkerier? – tegnet i ærketypisk nationalsocialistisk NAZI-nazistisk NAZI-stil, er ‘ynglingssodavand’‘-s reklamerne fra Royal Unibrew naturligvis den smukkeste rapsmark ved siden af den dejligste jordbærmark ved siden af den fineste blomstereng i foråret. – Se, hvis blot man sætter barren lidt lavt, kan selv noget der fremstår meget grimt, forekomme kønt.

Jeg gad godt se … nu skal jeg passe på, hvad jeg skriver … lad os bare sige, at det kunne være spændende, at finde ud af, om man mon kunne sætte barren så lavt, at selv Martin Henriksens kontrafej tegnet i nazi-stil, gerne med de små kække Charlie Chaplin-overskæg rigtig mange skønne mennesker allerede har tegnet så passende på dem, kan fremstå kønne i sammenligning med noget andet. Jeg kan umiddelbart ikke komme i tanker om noget – i hvert fald ikke uden at det bliver upassende. Men nu er Martin Henriksens kontrafej – med eller uden overskæg, i nazi-stil eller *gylp* au naturel jo sådan set også ret upassende i forvejen.

Hverken upassende eller karakteriseret ved en lav barre kan man med nogen ret påstå at Amager Bryghus er. Her letter de tilværelsens byrde med en IPA brygget på rug. I stedet for at sætte barren lavt, vælger de ikke bare at sætte den højt – som altid men også i en underligt skrå position, til dels langs Z-aksen, og lur mig om ikke barren også har fået et par buk og drej her og der. Rug er (angiveligt – jeg har aldrig brygget selv) svært at brygge med, og en af mine erfaringer med rugbryg er især en vigende fylde. Ikke ligefrem en medhjælpende egenskab, hvis det er IPA, man vil brygge.

Visuelt gør brygget det nu ikke bare godt, min rigtig godt. En grumset appelsinmasse i bedste New England stil, komplet med tutti-frutti og krydderier, herunder jordbær, appelsin, grapefrugt, nelliker og anis. Det eneste at beklage sig over, skulle være skummet. En skrøbelig hinde af små hvide bobler på overfladen er alt – selv hvis brygget skænkes lidt voldsomt.

Og det smager dejligt. En tæt, rund, aromatisk sødme af citrusfrugter, passion og et strint af hyldeblomst giver alle de frugter og blomster, der hører en IPA til. Det er virkelig rart, primært sødt og – måske en smule skuffende i betragtning af en bouquet, der gav en forventning om noget lidt voldsommere bittert.

Man skal lede lidt efter den, bitterheden. I bunden finder man den med indslag af tørt løvtræ og laurbærblade. Men nogen aromabombe er der ingenlunde tale om. Mon ikke det er her, rugen spiller ind? Som en pude lægger den en dæmper på volumenen …

… men som de gæve bryggere, Amager Bryghus rummer, har disse selvfølgelig taget højde for det. Det smagfulde frugtindslag fylder godt ud, hvor rugen ellers ville efterlade brygget hult. På den måde træder IPA’ens sekundære aromaer tydeligere frem – vel, på bekostning af den definerende bitterhed, men den kender man jo også rigeligt til i forvejen. Det taler kun til Amager Bryghus ære, at de sådan lurer en strategi for, at få IPA’ens andre gode smage frem tydeligere end de har været før.

Og så kan det måske godt være, man ikke får en humlebombe som man plejer. Men det er stadig stor og prisværdig brygkunst.

Lindemans Kriek, Lindeman (Fra Klosteret III)

Nåhr ja, og fuck nazismen …

Hvis nogle læsere skulle finde mine observationer af racisme og fascisme i samfundet overdrevne eller ligefrem paranoide, vil jeg trække på skuldrene for derefter tørt og nøgternt at argumentere videre for, at en udvikling i den retning er en kendsgerning. I lørdags demonstrerede en af de få åbenlyst nazistiske organisationer ved navn Den Nordiske Modstandsbevægelse offentligt i Svendborg – angiveligt uden at blive konfronteret. Det er blot det seneste tegn på en stadigt mere foruroligende udvikling, hvor nazismen bare bliver en holdning som alle andre, som tilhængerne af den kan flashe, som var der tale om en ny bil. At nazismen imidlertid er en folkemorderisk ideologi, der har som mål at udrydde alle, der ikke deler dens totalitære grundsætninger, og/eller ikke passer ind i dens racistiske vrangforestillinger gør det netop ikke bare til en holdning – men et skadeligt og farligt standpunkt i sig selv.

Det er sygt, at mennesket ikke er bedre til at lære af historien. Det mest uhyggelige er såmænd ikke, at nogle få forskruede individer samler tråden op hvor Hitler med en blanding af bly og cyanid lod den falde. Idioter vil der altid være. Nej, det er offentlighedens totale ligegyldighed over for ikke bare en snigende nazisme, men en nazisme, der nu toner rent flag og viser sig offentligt når den kan.

Nazismen skal mødes med modstand. Uanset i hvilken form den viser sig. Det er ikke bare en ret vi har, at vise modstand offentligt, men også vores moralske pligt i lyset af den lektie historien burde have lært os.

Kun ganske lidt kan en kriek, som læserne vil vide er min absolutte favorit blandt vildgærede belgiske frugtøl, rette op på mit humør. At den kun gør så lidet har nu mindre med smagen at gøre og mere med styrken, for havde brygget indeholdt en … skal vi sige 3-4 % mere, ville jeg måske have kunnet se bare en anelse lysere på sagerne.

Til gengæld gør den kvarte liter bryg med 3,6 % alkohol ikke én så besoffen, at det er totalt uansvarligt at bevæge sig uden for en dør. Og det kan jo også nogle gange være en fordel. Og når alt kommer til alt er det jo heller ikke alkoholen alene, der er det vigtigste – men derimod bouqueten, aromaen og i det hele taget oplevelsen.

Og den starter jo med skænkningen, der går ret let. Brygget skummer tæt, men ikke specielt højt. Til gengæld er det som altid rigtig kønt sødt lyserødt over dybt, mørkt, blodrødt. Duften er lifligt sød, næsten skrap af kirsebær og der er rigeligt at den til allerede her at skræmme de mange modstandere af typen over de første mange bakketoppe og bjergpas.

Kirsebærrene er også godt fremme i smagen. Tæt, sødt, og akkurat adækvat småkvalmt er det. Og alligevel er det ikke så voldsomt, at det ikke samtidig forbliver en let oplevelse – igen på grund af den lave alkohol. Den kan drikkes i mundfulde, der er væsentlig større end nip uden at man skammer sig syndeligt. Fryden i denne kriek er nemig ikke kun gemt i krisebærrene, men også i den rigelige kulsyre samt den syrlige lambic, der ligger dejligt frisk og præsent som fundament i brygget.

En lidt lettere kriek end jeg måske hellere ville have haft den. Men da den formår at vinde på andre parametre, er det såmænd også mere end bare fint nok.

Vivian, Rocket Brewing

Surt øl til bitre tider …

Der er fortsat ikke meget positivt at berette om tingenes generelle tilstand, så lad mig endelig bare dvæle ved det negative. Indslev Bryggeri og dermed også bryggeriets eksperimentelle afdeling Ugly Duck Brewing har indgivet konkursbegæring, og således slutter rejsen for et af de virkelig innovative mikrobryggerier i Danmark, der også nåede ud til et bredt publikum. Bryggeriet valgte en øltype, der er udskældt blandt kendere – hvedeøllet, men med den ambition at forny og forbedre genren, hvilket i denne bloggers øjne faktisk lykkedes.

Nu er det så slut. Al fornyelse og udvikling står til at gå tabt. I fremtiden vil der kun være stereotypt tysk hvedeøl at få på supermarkedshylderne herhjemme. De få andre aktører, der laver ordentligt hvedeøl (Kongebryg har fx leveret et fint indspark for nylig) er langt sværere at få fat i, og deres varer er typisk dyrere.

Og Ugly Duck Brewings nyskabende indslag – dem er det også slut med. Hvor karaktererne for hvedeøllene sjældent nåede vilde højder, formåede Ugly Duck-bryggene at imponere mere end bare jævnt.

Og udenfor ølverdenen buldrer dårskab og idioti videre. Et særligt fælt eksempel derpå er den centralt placerede “The Scottish Pub” på Rådhuspladsen i København. Der bliver man afvist i døren hvis man ikke er hvid. Der er altså tale om et værtshus med en krystalklar racistisk kundepolitik, for hvilken ethvert retskaffent menneske selvfølgelig bør kvittere med 1: en elendig anmeldelse hvor man kan slippe af sted med det – på Google Maps fx. 2: aldrig at betræde matriklen, endsige købe så meget som en dråbe af, hvad der udskænkes på stedet.

Det dybt racistiske værtshus The Scottish Pub giver ikke bare København og mit absolutte favoritland over alle – Skotland – et dårligt ry, men de racistiske svin der står i døren giver også svin et dårligt ry. Ja, som om tamsvinet ikke allerede havde lidt nok under det dårlige navn, Martin Henriksen og Peter Christensen har givet det. I betragtning af, hvor dejligt mætte og glade de gør så mange af os på daglig basis, bør stedet også af hensyn til svinet rammes af boykot.

Øldoneren bag dette indslag tror jeg imidlertid ikke er en af de danskere, grisen gør mæt. Hun er muslim, hvorved hun til gengæld sørger for, at der ikke bare er mere gris, men også mere øl til alle os andre. Jeg kan fortsat ikke forstå, hvorfor så mange er så indebrændte på den religion, at man nu også har villet bestemme, hvordan de skal klæde sig. Herfra skal der ikke bare lyde fuld opbakning, men også et højlydt go for it til alle, der skulle have lyst til demostrativt at ignorere den racistiske og fascistiske burkalov.

Men før jeg kører for langt ud ad sidesporet, der fører lukt ned i kaninhullet …

Dagens bryg havde min tidligere kollega vundet på sin arbejdsplads hos Novo Nordisk. Som nogle læsere måske vil huske, donerede hun også et par aldeles veldrejede julegavepilsnere til bloggen tidligere på året. Brygget er en syrlig, for ikke at sige slet og ret sur sag fra det permanent brettanomycesinficerede Rocket Brewing. Det er en udfordring i sig selv at skænke det. Skummet tårner sig op, tæt, fedtet og så uigennemtrængeligt, at det delvist lystbrune, delvist lyserøde bundfald lægger sig som fine kulørte fnug oven på det. Var det ikke for den synlige restgær skulle man ellers tro, at det blanke, messinggule bryg var ufiltreret. For det fremstår så ganske klart og gennemskinneligt der i drageglasset.

Bouqueten er en interessant blanding af bittert og surt. Ikke ulig en velkrydret brunkålslage. Dette gælder også smagen, der både er skarpt syrlig af kryddereddike med antydning af nelliker og koriander. Brygget er desuden tilsat udtræk af birketræ – men det er umiddelbart svært at udpege hvilke elementer i bryggets aroma dette skulle have afstedkommet. Hvad man måske kunne savne var noget fylde, men det gør måske egentlig ikke så meget, da den skarpe syrlighed i sig selv leverer oplevelsen. Bryggets lette flåd henover tungen slukker samtidig effektivt tørsten, så brygget ikke bare fremstår smagfuldt, men også velkomment læskende i den omsider vigende sensommervarme.

Helt god nok til at fjerne den indre bitterhed over verdens forfald er den imidlertid ikke. Men adækvat komplimenterende er bryggets velplacerede surhed ikke desto mindre.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme