Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Måned: juli 2018

Fendt Vario Weizen, Aktienbrauerei Kaufbeuren (Grænsehandel V)

Oplevelsen er der da …

Endnu engang griber jeg tilbage til et tema, der har ligget brak i flere måneder. Jeg har stadig nogle øl tilbage af det parti specialbryg, jeg købte i grænsehandlen tilbage i april måned, da jeg var til min tante og onkels guldbryllup i Nordtyskland.

Som lys hvedeøl er dette bryg vel som skabt til det rædselsfulde vejr, vi nu har haft alt for længe. I sådan en tørke føles det friskeste, kølige kildevand næsten som aske i munden, fordi heller ikke dét kan fugte éns partielt mumificerede munddele adækvat. Man kan jo kun forsøge sig frem med andre ting.

Duften er ikke ligefrem kraftig, men formår alligevel at stille en oplevelse i udsigt. Mestendels er den venligt sød af hyld med en syrlig kant af lime, slebet skarp af et bananelement, der ikke er alarmerende, men dog under observation.

– Og der forbliver det, bananelementet, når brygget smages. Nogle vil måske finde det lige i overkanten, mens jeg selv synes, at det giver en lige lovlig let og ikke i sig selv videre inspirerende hvedeøl kant nok til at den ikke glider helt ind i den gulgrumsede almindelighed af alt for mange, generiske sydtyske hvedeøl. Denne formår i kraft af en kant, som måske ikke appellerer lige meget til alle, at skille sig en smule ud.

Og i sommerheden kan stort set alt, der bare er en smule fugtigt, bruges. Dér fejler brygget i hvert fald ingenlunde.

Hvad angår de tunge, vældige øl, jeg senere i dag skal nyde sammen med min gode ven Marcus må tiden vise. At deres læskende egenskaber nok ikke har stået i centrum for byggernes ambitioner, tør jeg godt vove et gæt på allerede nu – men afgørelsen vil selvfølgelig kunne findes her på bloggen inden længe.

Jacobsen Yakima IPA, Carlsberg

Den gode midterbane …

Jeg har måttet slå op, hvad ‘Yakima’ betyder, for det har Carlsberg ikke lige gidet skrive om på etiketten af denne – en relativt ny øl i Husbryggeriet Jacobsen-serien. Yakima er en dal ca. 100 km sydvest for Seattle i staten Washington, hvori 77 % af USA’s humle dyrkes. Og det er jo i sig selv værd at notere på etiketterne … eller også er det bare fordi ‘Yakima’ lyder sejt. Og det gør det jo også – når det sådan starter med et ‘Y’ og sådan lyder lidt japansk.

Jeg har tidligere anmeldt en ‘Yakima’-øl her på bloggen. Og den var da udmærket, uden at humlerankerne ligefrem voksede op i stratosfæren. Jo mere jeg reflekterer over det (aspergerramt, som jeg er) forekommer betegnelsen mere og mere som blikfang. For når betegnelsen ikke umiddelbart borger for kvalitet, men tværtimod markerer, at det er humle fra det sted hvor man dyrker mest humle – så er der vist ikke meget mere end det sejtklingende navn til overs.

Lidt mørkere end visse IPA’er er den – ovre i det appelsinorange. Skummet er, som bryggerigiganten trods alt har fundet etiketplads nok til at skrive, overraskende holdbart og klæbrigt.

Brygget lader ikke til at have taget skade af at stå lidt i skabet, for duften er mere end rigeligt skarp af grannåle og vanille. Smagen er forbløffende og overraskende fuldfed. Der mangler hverken hoved- eller biaromer, fylde eller kraft. Bund og krop består af friskspånet nåletræ, mens sødtaromatiske noter af hyld og bergamot hepper med fra sidelinjen.

Det er klassisk IPA på alle de rigtige måder, og lige som det skal være. Langt fra nyskabende og måske lidt for meget i midterbanen, vil nogen måske sige. Men hvilken midterbane!? Den otte-til-tisporede udfletning ved Karlslunde på Køge Bugt-motorvejen er et godt bud. Selvom det er midtersporet, er der stadig langt til indersporet, og endnu længere til krybesporet. Kom behørigt i hu, at Carlsbergs øl aldrig så ofte ender langt ude i rabatten.

Luther, Viborg Bryghus

En kosherhippies bekendelser …

Jeg har ferie for tiden, og nyder derfor især, at jeg kan gøre lidt ekstra ud af mine anmeldelser. Op til denne anmeldelse har jeg fx taget mig sammen til at få læst en af de vigtigste tekster, når man som os her i landet er vokset op med en Luthersk-Evangelisk statskirke.

Egentlig ville jeg have anmeldt øllet – og skriftet – sidste år i forbindelse med de såkaldte festligheder i anledning af 500-året for reformationen. Jeg syntes, næppe overraskende, ikke der var noget at feste for. Men i markeringen ville jeg da gerne have taget del. Imidlertid forsvandt min email til Viborg Bryghus, hvori jeg bad om et anmeldereksemplar åbenbart blandt de mange beskeder, brygmester på daglig basis blev bombarderet med, så anmeldelsen falder altså ikke i jubilæumsåret. Til gengæld var samme brygmester ikke ked af at lange et eksemplar over disken til anmeldelse ved ølfestivalen i Lokomotivværkstedet tidligere på året. Bedre sent end aldrig, eller noget …

Forfatteren til teksten, jeg omsider har fået læst, er den samme som denne øl er opkaldt efter: Den dybt reaktionære reformator Martin Luther, som måske nok fik en stor del af Europa ud af kløerne på den katolske kirke, men som dermed også kastede kontinentet ud i årtiers krig, og en periode med en religiøs fundamentalisme, der om muligt var endnu værre, end det der kom forud. Heksebrændinger, fx, fandt ikke sted i Danmark før reformationen, bare for at tage et enkelt eksempel.

Martin Luthers samlede værker fylder vist flere reolmeter, så hvis man ikke gider tygge sig igennem det hele, er det fuldt forståelig. Skriftet jeg her hentyder til, er derimod hurtigt læst, og giver et nydeligt indblik i, hvad Luther – som Danmark siden skulle bygge hele sit religiøse åndsliv videre på – var for en fætter. Jeg tænker på det lille skrift “Von den Juden und Ihren Lügen” – på dansk “Om jøderne og deres løgne”.

Lad os kaste os ud i det …

Anklagen …
Det er ikke småting, jøderne beskyldes for. De er – i Luthers øjne, og jeg vil gerne bede læserne bemærke aldrig så omhyggeligt, at gennemgangen her foregår gennem Luthers, ikke mine, øjne – de kristnes værste fjende næst efter Djævlen selv. Først efter jøderne kommer papisterne, som de flere gange sammenlignes med. Og bedømt efter hvor meget plads de levnes i skriftet (Muhammed nævnes en enkelt gang), kommer muslimerne efter papisterne i farlighed.

Jøderne anklages mere konkret for at lyve, forbande, spotte, belaste og begå smæderier. Endvidere stjæler og røver de, og bedriver åger (meget mere om det senere). De ville desuden stjæle og forgribe sig på børn, samt forgifte brøndene, hvis de ellers kunne slippe af sted med det – sådan som det fortælles i historierne (altså andre smædeskrifter og eventyr) om dem.

De er en belastning, en plage, en pestilens og en ulykke for vores land. De dovner bag deres ovn, hvor de steger pærer (her må jeg undtagelsesvis give Luther ret, thi at stege pærer er da vitterlig en af de allermest dekadente udskejelser, jeg har læst eller hørt om!) og fulder sig, og nyder det søde liv. Djævlen selv har således skabt et paradis for jøderne, midt iblandt de kristne.

Og for alle disse forbrydelser roser jøderne sig selv, de styrker derved deres nag mod gojim (altså folk, der ikke er jøder), i overensstemmelse med deres vranglære om, hvad gud har befalet dem.

Såvidt Luthers ildsprudlende anklage. Ét enkelt konkret forhold, hænges alle de mange smykkende tillæg og lidet flatterende anklager op på, og det er lånegivning, eller som Luther konsistent i skriftet kalder det – åger (ty: Wucher (ja, gu’ har jeg da læst teksten på originalsproget. Jeg er trods alt velsignet med det som andet modersmål (men indrømmet har jeg ikke læst det må Middelhøjtysk – og det er læst på en Kindle med latinsk skrift, ikke krussedulleskrift (desværre gør dette mig ude af stand til at tilføje sidetal – beklager (men prøv at læse skriftet selv, og se om du kan finde noget af det jeg skriver uunderbygget – jeg udfordrer dig. (hvor mange paranteser var det nu?))))) hov, det var ikke helt nok). Allerede på den tid var det åbenbart en slidt kliché, at jøder kun ernærede sig ved bankvæsen og dermed rentetagning.

Angiveligt har det en historisk baggrund, idet denne virksomhed var eksplicit forbudt for muslimer i kalifatet, hvorfor jøder endte med at spille en ret vigtig rolle som finansfolk i Mellemøsten. En praktisk løsning, så muslimerne ikke behøvede involverede sig i rentevæsenets grisefy, mens jøderne kunne finde en plads i et samfund med en anden religion, hvor de rent faktisk kunne leve et ordentligt liv.

Selvfølgelig har det ikke været alle jøder, der gjorde dette. Jøder udførte både i Mellemøsten og alle andre steder, de blev fordrevet til, også alt muligt andet arbejde, de kunne ernære sig ved. At der nok ikke har været mange fæstebønder eller adelige blandt dem, er nok ikke ukorrekt, men at det eneste håndværk, de syslede med, skulle være finans- og bankvirksomhed, er i bedste fald exceptionelt usandsynligt.

Men selv, hvis vi siger, at det var sandt, begår Luther stadig en logisk fejlslutning, der er mindst lige så stor og fed, som de løgne, han anklager jøderne for. Han sidestiller rentevirksomhed – åger, om man vil – med tyveri. Og som forhenværende debitor forstår jeg ubehaget ved at skulle betale renter på et lån, men det er ikke desto mindre betaling for den tjeneste det er, at man får stillet penge til rådighed, man ellers ikke ville have haft. Uretfærdigt kan det såmænd sagtens være – ikke mindst når der vitterlig er tale om åger – men det er noget ganske andet end tyveri. Det er betaling for en tjeneste.

Denne logiske fejlslutning er, når alt kommer til alt, det eneste konkrete Luther hænger sin anklage mod jøderne op på – samt de om muligt endnu mere modbydelige og grusomme konsekvenser, som han mener, det skal have for dem.

Konsekvenserne
Skriftet bærer præg af at være et lejlighedsskrift. Det er bygget op, først med anklager, så de konsekvenser jødernes forbrydelser burde have, og det afsluttes med en formaning til magthaverne – den lokale adel, forestiller jeg mig, at de heller ikke kommer til at ligge under for jødernes dominans og forbrydelser. Skriftet er altså mere end noget andet en instruktion til adelen i, hvordan jøderne bør håndteres. Det er ikke bare et smædeskrift – eller debatindlæg som vi ville kalde det i dag, derimod havde et meget konkret og praktisk sigte.

Luther lister således syv punkter op om, hvad man skal gøre ved jøderne. Indledningsvis understreger han dog også, at man som kristen må vise en intens barmhjertighed og ikke tage hævn over dem.

På Luthersk betyder intens barmhjertighed og afståelse fra hævn, at man under punkt 1 skal brænde jødernes synagoger og skoler. Under punkt 2 skal deres huse omstyrtes og ødelægges – begge dele for at de ikke længere kan dyrke deres vranglære. Som sigøjnere (ja, jeg ved godt, de hedder Romaer, men det har Luther tydeligvis ingen forståelse for) kan de bagefter huses under halvtage og i stalde, så de rigtig kan mærke, at deres status som herrer over de kristne er frataget dem.

Deres bønnebøger og talmud’er (hvis det er det, det hedder i flertal) skal beslaglægges under punkt 3. Undervisning i deres afguderi og vranglære forbydes rabbinerne under punkt 4. Punkt 5 er en ophævelse af jødernes ret til at bevæge sig frit på vejene, for hvad skulle de da have at beskaffe på landet? Næh, de kan blive hjemme kan de … (altså i stalden eller under halvtaget. Allerede 3 punkter længere fremme, ser det ud til, at Luther har glemt, at jødernes hjem blev ødelagt under punkt 2).

Det forbydes jøder under punkt 6 at bedrive åger. Og som konsekvens af, at alle – og her mener Luther tydeligvis alle – jødernes værdier, penge og smykker er købt for penge, tjent ved åger, så er alle jødernes værdier, penge og smykker hælergods. Alt jødisk ejendom skal derfor beslaglægges.

Der er imidlertid en kattelem. Jøder der lader sig omvende, kan i en slet skjult afpresningsmanøvre lade sig omvende. Alle de beslaglagte midler går til en pulje, hvormed man kan betale jøder, der lader sig omvende, en klat penge, så de kan starte påny.

Og når synagoger og skoler er brændt, huse revet ned, de hellige bøger fjernet, rabbinerne kneblet, alle jøder idømt husarrest … (vel – halvtag eller staldarrest, må det vel være), alle deres værdier beslaglagt – så skal de idømmes hårdt og varigt straffearbejde. Det er punkt 7 – alle jøder skal ud og arbejde som straf for, og alternativ til, deres ågervirksomhed. Det udspecificeres ikke nærmere, hvilket arbejde de skal udføre, men at det næppe bliver stillesiddende eller noget med at flytte papirer rundt, virker intuitivt, når man læser Luthers ord. Det er vist mere noget med spader og hakker – men eftersom jøderne ikke må gå uden for en dør, må man spørge, hvad mon de spader og hakker skal bruges til hjemme i stalden eller under halvtaget.

En sidste mulighed – hvis det ikke lykkes at afrette jøderne ved denne ikke spor hævngerrige og intenst barmhjertige behandling – er at fordrive dem, sådan som Luther bemærker, at man har gjort i mange andre lande. Evt. kunne man give dem en form for gave med, så de er motiverede for at rejse væk.

Ringer en klokke? Minder dette om noget, du har læst om før? At sende uønskede elementer af anden etnisk eller religiøs oprindelse ‘væk’ eller ‘hjem’ – eventuelt mod betaling? Vel, det er ikke det eneste punkt, hvor Luthers forbandelsesskrift vækker genklang i vore dage.

Luther i dag
Jeg kunne sige, at det for mig som sekulært menneske er ubegribeligt, hvad vi skulle kunne bruge Luther til i dag. Men jeg vil hellere sige, at det for mig som menneske er ubegribeligt. Man kan sagtens være religiøs og stadig fyldes med afsky over Luthers rabiate hadtale mod jøderne.

Jeg anerkender gerne hans konkrete betydning for historien og at forestillinger om, hvordan det ville være gået uden ham, blot er frugtesløse spekulationer. Vi kommer ikke uden om Luther, når vi skal forstå 1500-tallets og de følgende århundreders historie adækvat.

Til gengæld mener jeg ikke, at der var noget som helst at fejre sidste år. Heldigvis er Luthers ord og tanker med tiden blevet udvandet, nye og stærkere gærtyper har for længst fortrængt den oprindelige infektion og mere aromatiske humler og bedre malttyper og humler har med rationalismens gennembrud gjort Luther overflødig den dag i dag. Hvorfor skal han hænge fast som en art senmiddelalderens brettanomyces, når man blot behøver slå op i hans efterladte skrifter, for at se hvilken forstokket irrationel reaktionær bulderbasse han var?

Når jeg læser ‘Om Jøderne og deres Løgne” hæfter jeg mig imidlertid ved nogle punkter, hvor jeg ser åbenlyse paralleller i nutiden. Jeg konstaterer derfor, om vi vil være ved det eller ej, at nogle af Luthers tanker og ikke mindst tankemønstre lever i bedste velgående den dag i dag. Men hvor ville jeg dog ønske, dette ikke var tilfældet.

At ville undertrykke og udvise de fremmede med den forkerte religion er et eksempel. For at tage et andet … Var det Naser Khader, der i sin tid skabte begrebet ‘Halal-hippie’ om de debattører, der tog muslimer i forsvar? Analogt dermed retter Luther også skytset imod dem, der tager jøderne i forsvar – dem der spagfærdigt fremfører, at jøderne vel ikke har nogen fordel ved at gøre de mange slemme ting, som Luther beskylder dem for. Disse liberale, nyttige idioter, kosherhippier ville han måske have kaldt dem i dag, forstår ikke, at jøderne har gjort sig til herrer over os. Ja, de har endda gjort sig til herrer over Adelen, idet de uden videre kan berige sig fra adelens åbne guldsække, da de også udsuger disse ved deres åger.

Et ekko af disse vanvittige anklager hører jeg i dag, når ikke bare grupper som Stop Islamiseringen af Danmark, men også etablerede partier som Dansk Folkeparti, den øvrige regering og størstedelen af Socialdemokratiet på lignende vis erklærer, at vi er ved at blive overtaget af muslimer. De behersker hele boligområder, påstås det – indtil man undersøger sagerne nærmere, og beboere og ikke mindst beboerrepræsentanter afviser påstandene som opdigtede. Frikadeller forbydes i vuggestuerne, siges det – også disse anklager viser sig at være opdigtede – men påstanden har i bund og grund den samme struktur som Luthers bandbulle mod jøderne – de kommer og overtager os, og vi er ikke herrer i eget hus.

Jo, Luthers arv gør sig sandelig gældende, også den dag i dag. Selvom hans reaktionære ideer – og med forbandelsen af jøderne har vi kun skrabet i overfladen af det bjerg af afskyeligheder, han ellers var eksponent for – næppe tages særligt bogstaveligt længere i Den Danske Folkekirke. Den er i dag mere Luthersk af navn end af gavn, og man bør i vor tid rette blikket på det sekulære liv, hvor Luthers ord giver ekko i form af udskamning, undertrykkelse, forfølgelse og udrensning på baggrund af etnisk-religiøse træk.

Luther skal dog ikke have skylden for at have opfundet racismen som vi ser den i dag. Den fandtes sikkert også før ham, og han er selv blot et ekko af et negativt almenmenneskeligt træk. Et levn fra dengang vi boede i huler og slåssede hele dagen. Dengang som nu – og på Luthers tid – tænker og tænkte vi som stammefolk. Like it or not – det har tidligere vist sig at være en succesfuld overlevelsesstrategi at dele folk op i dem-og-os. Første og Anden Verdenskrig, Borgerkrigen i Eks-Jugoslavien og de evige sekteriske krige i Mellemøsten, startet af Vesten, viser imidlertid med al ønskelig tydelighed, at stammetænkningen ikke længere er en overlevelsesstrategi. Den vil derimod i sidste ende føre til vores og ikke umuligt planetens endeligt – i hvert fald hvad liv angår.

Et opgør med Luther i menneskehedens kollektive opgør mod tribalismens evolutionære forbandelse, hører sig i betragtning af hans enorme historiske betydning til, ligemeget hvad.

Og nu til øllet
– Det blev lidt langt. Men når jeg ind imellem har lejlighed til en ordentlig og grundig ekskurs (som fx når jeg har ferie), vil jeg også gerne gøre det ordentligt.

Som type er Luther fra Viborg Bryghus ikke lige sådan at kategorisere. Inspirationen kommer fra ølopskrifter fra Viborg Kloster, men på forsiden hævdes det også, at øllet er belgisk-inspireret. En alkoholprocent på 10,1, et klart bryg med farve af mørk te samt sparsomt og hastigt faldende skum peger alt i alt mest i retning af en Barley Wine. Det er ikke særlig belgisk, men at de belgisk-inspirerede munkeopskrifter skulle kunne lede frem til noget, der ligner, forekommer mig ikke uplausibelt. Jeg har i hvert fald valgt at kategorisere den som sådan ud fra min oplevelse.

Jeg havde forventet en tung, mørk, sej – og ikke mindst vred – oplevelse i betragtning af bryggets inspirationsskikkelse. Men jeg er selvfølgelig også belastet af min uddannelse inden for religionsfaget. Brygget virker tværtom fra starten let – ret så alkoholisk, men alligevel let – vinøst og skarpt krydret. Æbler, brunkål og egetræ danner en syrlig bund, som jeg finder ganske smagfuld. Men den er nok en acquired taste – dette er ikke et begynderbryg.

Smagen er, bryggets potente spirituøsitet taget i betragtning, forunderligt let. Igen vinøs med en skarpt krydret og syrlig kant af egetræ, nelliker og koriander. De fine krydderier smager man imidlertid ikke med det samme. Brygget nærmest leviterer over tungen, båret oppe af en dunlet alkoholisk pude, ikke ulig oplevelsen af en rigtig god russisk vodka. Først når den lille potente boble rulles hen ad tungen, udløses aromaerne under tunge og ved kindtændernes gummer.

Aromaen er ikke bare god. Aromaen aktiveres også på ganske særlig og underholdende vis. Luther kan – som bryg – noget ganske særligt, der gør brygget til en ener på den danske ølscene. Den har mine varmeste anbefalinger og jeg opfordrer alle, der har chancen for at prøve den til at gribe den.

Reformatoren Luthers fæle smædeskrift mod jøderne synes jeg også, man skal læse. Dog ingenlunde med min anbefaling, men fordi det er sundt at kende sine fjender.

In your face, Crew Republic

Lidt for ren …

Det var jo ikke hele Tyskland, der klokkede i det, da de omsider valgte at hoppe på kvalitetsbølgen her for 2-3 år siden. Wacken Brauerei repræsenterer bestemt ikke hele Forbundsrepublikken i deres rygstødende juristerier. De repræsenterer heller ikke Crew Republic, et mikrbryggeri fra München med det sigende slogan ‘Craft Beer is not a Crime’. – Det er sandt, og bestemt ikke bare en dumsmart bemærkning, men snarere et subtilt stik til det tyske Reinheitsgebot. Ved sin udfærdigelse i Renæssancen var dette ganske vist en garant for kvalitet og mindre giftigt øl, men i vore dage har det været en klods om benet på innovationen i Tyskland, og formentlig den væsentligste grund til, at ølrevolutionen var så længe undervejs i hvad der tidligere har været betragtet som et foregangsland hvad angår øl.

Hvor passer det egentlig fint, at opgøret kommer fra samme område, som loven selv i sin tid gjorde.

Ikke desto mindre overholder denne øl renhedsforskrifterne – og som så mange tyske bryggerier, er de to bryggere, Mario og Timm, også omhyggelige med at gøre opmærksom på dette på etiketterne. “Så meget for oprøret” kunne man kynisk sige, men en IPA behøver ikke andet en vand, humle, gær og malt – så hvorfor egentlig ikke bare holde det simpelt?

Rent er brygget måske nok, men næppe ‘naturtrüb’. Det virker i hvert fald ganske klart og mere ovre i det korngule end det kobberrøde, som IPA’er gerne bevæger sig over i. Det fedtede marengsskum matcher til gengæld fint med, hvad man oftest ser i denne type.

Bouqueten er primært aromatisk, idet den venlige, søde altheaaroma pakker de ellers skarpe grannåle ind i et blødt tæppe. Så er der lidt mere grannåle i smagen, mens den venlige citrusaroma ledsager som den skal i en sufficient skarp bitter grundstamme.

Det er meget klassisk, meget rent, meget kontrolleret og meget uoverraskende. Selvom der er kraft nok i smagen, er der intet nyt at hente. Den nidkære kontrol og renhed lader faktisk til at have taget en smule overhånd, idet en syl af blankt stål jager i gummerne, hver gang man tager en tår. Uden at det vælter et overordnet pænt indtryk, minder det stadig om, at en ubalance til den lidt for bitre side – eller den lidt for søde side altid er at foretrække for den lidt for blankpolerede og rene side.

Bingo Gringo, Svaneke Bryghus

Ikke særlig mexicansk …

Nogle små lyspunkter glimter spagfærdigt i det mørke tæppe af intense grusomheder, der hele tiden viser sig i nyhedsfladen. Londonindbyggernes enorme demonstrationer mod Annoying Orange aka The Oompa-Loompa in Chief aka The Drumpf aka … ukært barn har åbenbart også mange navne – er ét af dem.

Et andet er at Københavns Politi dropper anklagerne mod Tarek Adlouni, som ordensmagten ellers på helt eget initiativ havde idømt en straksdom lydende på knippelsuppe, asfalteksem og racistisk tilsvining, angiveligt for at have ærekrænket deres store idol (omtalt i foregående afsnit) ved at udtale dennes efternavn med ordet ‘fuck’ foran. Hensynet til de tilstedeværende betjentes følelser når deres politiske og ideologiske forbilleder udsættes for hån på adskillige tusind kilometers afstand går altså stik mod betjentenes forventninger ikke forud for den grundlovssikrede ytringsfrihed.

At Adlounis erstatning formentlig kun bliver symbolsk er imidlertid blot en af mange dråber malurt i det bæger. At ingen af de tilstedeværende voldelige, racistiske og ytringsfrihedsafskyende betjente vil blive stillet til ansvar for deres magtmisbrug er et andet. Et tredje er, at chancen for at der ville blive fældet dom, hvis der mod forventning skulle komme en sag, formentlig skal operationaliseres i negative tal. At der er tale om en racistisk motiveret hadforbrydelse under særdeles skærpende omstændigheder med det forsæt at stække ytringsfriheden ved, med fysisk vold at afskrække andre fra at bruge den, er lige så klart som en lunken, ekstra fortyndet Tuborg Super Light i sommervarmen. Men som Tibet-sagen senest lærte os, vil ingen – selvom lovbruddene er helt åbenlyse – blive stillet til ansvar. Om ikke andet fordi politiet grundigt sørger for at bortskaffe bevismaterialet mod dem. Noget lignende vil forventeligt også ske i denne sag. Senere vil betjentene vil ikke kunne identificeres og politirapporterne vil forsvinde. Mest sandsynligt af alt er dog at sagen ender her, og snart er glemt.

Jeg har valgt at kvæle noget af min vrede over sagen i en lys pilsner efter mexicansk forbillede. Ja, det kunne godt lyde som om jeg gjorde pinen endnu større. men der er jo ligegodt tale om en pilsner fra Svaneke Bryghus. De er et af de få bryggerier, der kan noget ekstraordinært med pilsnertypen.

Indledende er oplevelsen dog afdæmpet. Det klassisk korngule bryg skummer måske en anelse mere end gennemsnittet, men mangt en pilsner har duftet af mere. Kvaliteten af den smule duft der er, er til gengæld mere end godkendt. En kant af fusel leverer råstyrken oven i en bund af Hallertauerhumle (om det er den humle, der er brugt, står hen i det uvisse) – ren og uforfalsket som man fx kender den fra Flensburger Pilsener. Helt rent er brygget nu ikke, da det er tilsat limesaft, som mexicanske øl ganske vist først bliver efter skænkning. Men en eller anden undskyldning for at kalde brygget mexicansk skal bryggeriet jo selvfølgelig have.

Smagen er om muligt endnu mindre mexicansk. I stedet for at få en mundfuld vand indenbords med et fjernt pift af humle, der allerede ved krydring var en skygge af sig selv, mødes smagsløgene her af en tæt, nøddebitter humlefylde, der igen fører tankerne sydpå til vores store nabo, når de undtagelsesvis i deres stereotype konservatisme faktisk får brygget en pilsner, der er værd at bide mærke i. Brygget bevarer desuden sin friskhed på trods af humlens tyngde. Alkohol og kulsyre river godt i brystkassen ved nedsvælgning, så sådan formår brygget at spille højt på alle tangenter uden at det resulterer i larm, eller at de kraftige indtryk overdøver hinanden.

Lidt irriteret bliver jeg til gengæld over etiketten. Der finder man en stereotyp mexicaner med Sombrero og stort overskæg, som vi i Vesten kender dem fra dårlige cowboyfilm. Come on – er vi virkelig ikke vokset fra den slags, og har mexicanerne ikke rigeligt at slås med for tiden? Deres store nabo mod Nord har som bekendt væsentlig mere dårligdom at byde på, end kedeligt øl (ja, deres øl er snart noget af det eneste fra den kant at råbe hurra over).

Men – alt i alt glimter denne pilsner fra Svaneke nu også en smule.

Brinkholm Frugtbar Pale Ale, Bov Bryg

Citron er selvfølgelig også en frugt …

Det er til tider hårdt at se, hvordan de mennesker man kender, i modstrid med hvad den gode H. C. Andersen skrev i eventyret “Hvad Fatter Gør”, ikke bliver kønnere med alderen. Tag nu fx min gamle drikkekammerat Karen Jespers… nåhr nej, så gammel er jeg heller ikke – Pernille Rosenkrantz-Theil, der i en video fra det efterhånden temmelig asociale parti Socialdemokratiet, hælder vand ud af ørerne så man næsten må iføre sig dykkerdragt om, hvordan man allerede i vuggestuealderen skulle kunne udpege børn, der senere hen vil få det svært i livet.

Skilsmissebørn fx. Jo jo – selvfølgelig kun hvis forældrene ikke kan finde ud af det, og det passer jo heldigvis ret dårligt på min eks og mig. Men jeg føler mig alligevel truffet af sådan at være i hendes og hendes magtliderlige, asociale partifællers sigtekorn. For der skal sættes ind, skal der – med fortsat flere nedskæringer, strengere straffe, voldsommere sanktioner – mod både børn og forældre selvfølgelig – mere af alt det, vi allesammen godt ved i forvejen virker stik mod hensigten. Ligesom ghettopakken og burkaloven aktuelt kun vil blæse problemer, der hhv er i bedring og reelt ikke-eksisterende op, så de ramte kun vil havne i et endnu dybere morads, end de var før.

En god nyhed er deriomod, at min ekshustru blevet gift igen. Så er børnene vel heller ikke helt så meget skilsmissebørn mere, selvom det jo nok ikke skal få socialdemokraterne til at holde sig tilbage. Hvordan man i øjeblikket netop i ghettopakken kriminaliserer flere familier, der i generationer har boet her i landet, blot fordi de har udenlandsk baggrund viser med al tydelighed, hvor lille et hjørne der skal være blottet, før de sætter ind med hele regimentet. Som barn af tyske indvandrere kan jeg vel dårligt nok føle mig sikker særligt meget længere.

Til gengæld er børnenes nye bonusfar en guttermand, der allerede har langet denne øl ud til anmeldelse på bloggen. Den stammer fra et lokalt samarbejde mellem andelsgården Brinkholm ved Tryggevælde Å – de har leveret malten – og Gavnø Slot. Det er et meget lokalt projekt, som den gode Malte (det er ikke gas – det hedder han faktisk) havde meget godt at sige om. Selv er jeg rigtig glad for, at min blog sådan når rundt i hjørnerne af den danske brygverden, hvor jeg får fingre i øl, der ellers kun kommer et lille lokalområde til nytte.

Lettilgængeligt kan det kobberfarvede, lettågede og tætskummende bryg umiddelbart ikke beskyldes for at være. En markant og sødlig odeur af banan rammer snart duftorganerne idet brygget skænkes. Smagen er skarp af umoden banan og vådt træ. En tæt gærfylde giver rigeligt til at mætte hele mundhulen – men oplevelsen kvalificerer altså langt fra som entydigt god.

Gærelementet er for fremtrædende, og det frugtige der fremhæves i etiketten er ikke umiddelbart nemt at finde. En bagvedliggende syrlighed af citron er med til at gøre brygget endnu sværere tilgængeligt – men det er da for så vidt frugtigt.

Jeg ved ikke, om jeg måske har fået fat i et dårligt eksemplar, for hvis det er meningen at den skal smage på denne måde så er den nok for avanceret for mig.

Malte skal i hvert fald have tak for at have beriget min ølverden. Uanset kvaliteten er anmeldelsesprocessen altid en fornøjelse – ikke mindst når brygget ikke sådan lige er til at få fat i.

Balder, Munkebo Brewery (Nidstangen III)

Op med pælen igen …

Det var vist lige hurtigt nok, jeg fik pillet nidstangen ned. Ved nærmere gennemlæsning af Wacken Brauereis udflugter og halve undskyldninger, savner man fortsat en utvetydig bilæggelse af den strid, som Wacken Brauerei og kun Wacken Brauerei har startet.

Og for nu at gøre det tydeligt, at såvel min boykot som min nidtale mod bryggeriet fortsætter, pryder nidstangen nu bloggens øvre venstre hjørne, så ingen kan være i tvivl. Den dag retskravet rent faktisk trækkes tilbage – og først da – tages nidstangen ned.

Wacken Brauerei har ganske enkelt ikke været adækvat klar i spyttet, da de undskyldte og forklarede. Kravet om, at Munkebo Brewery og andre bryggerier ikke må markedsføre deres øl under de nordiske gudenavne i udlandet er fx ikke trukket tilbage.

Samtidig taler bryggeriet ud fra den forudsætning, at de selv – idet de har varemærkeregistreret de nordiske gudenavne til øl, fortsat skulle have et særligt retskrav til dette. I den forbindelse skriver de blandt andet, at de ikke vil tage nogen retslige skridt, hvis andre bruger navnene fremadrettet – igen såfremt det blot sker i bryggeriernes hjemlande. Men Wacken Brauerei har ikke, har aldrig haft og vil – må samtlige monoteistiske guder med samt disses antagonister, alle polysteistiske panthea og hele spektrummet af tilfældige fluktuationer i rum-tid kontinuummet (den var til ateisterne) forbyde det – aldrig få en forrang til at kunne bruge nordiske gudenavne til deres øl, bare fordi deres talende nålestribede jakkesæt påstår det.

Wacken Brauerei må få ind i deres havregrødsfyldte penalhus, at de alene har startet konflikten, og at det derfor også alene ligger på deres skuldre at løse den. Intet andet bryggeri i hele verden har skyggen af forpligtelse til at rette sig efter Wacken Brauereis horrible krav.

Andre bryggerier – eller bloggere for den sags skyld – har heller ikke nogen forpligtelse til direkte at udskamme og håne Wacken Brauerei – men jeg synes da det ville være fedt hvis de gad. Det er i hvert fald en glæde, jeg ikke kunne drømme om at tage patent på. Tværtom er jeg af den faste overbevisning om, at vi meget bedre kan gøre det i flok frem for at tilrane sig en eneret på festlighederne.

– Ja, så fæl en kommunist er jeg nemlig. (NB! Man behøver ikke være lige så fæl en anarkistisk kommunistisk socialist som jeg for at mene, at Wacken Brauerei har fejlgær i kraniet.)

Fordi jeg har været så optaget af at skælde ud på Wacken Brauerei, har jeg helt glemt at nævne, at de fine øl fra Munkebo Brewery, som jeg anmelder i Wacken Brauereis fjæs (nåhr ja, og fordi jeg godt kan lide at anmelde øl, selvfølgelig også) alle er glutenfrie. Har man altså den aldeles fæle lidelse ved navn cøliaki, skulle bryggene her altså ikke give symptomer.

Hører man til gengæld til pylrefjolserne, der ser eder og forgift i alt hvad vi putter i hovedet, ikke mindst gluten, der i deres øjne vel nærmest er at betragte som en blanding af cyanid, stryknin og arsenik, ja, så er disse øl helt sikkert ikke sagen. Med visse undtagelser indeholder alt øl et organisk opløsningsmiddel, der burde virke som en uigennemtrængeligt kraftfelt på disse typer. Jeg tænker selvfølgelig på alkohol – men mon ikke der er mange af flæbehovederne, der alligevel kaster gærede humleprodukter i kraniet – gerne af typer med gluten – uden det mindste brok eller hypokondri?

Vel, det er ikke dem, det skal handle om, men derimod Munkebo Brewerys øl.

Balder er en IPA hvor gæren er blevet fodret med agave-sukker. Det er i sådanne øjeblikke, det går op for én, at selv om man tit har købt agave-sirup, aner man faktisk ikke, hvad agave er.

Det er en kaktusplante, viser det sig. Og dens sukkerstoffer bruges i fremstilling af Tequila. Tequila i kombination med øl kan gå rigtig rigtig godt, skal vi huske. Visuelt får det nu ikke brygget til at afvige fra typen – det er ganske lyst og med et tæt, prangende og plastisk skum. Nok er der ikke gluten i – men proteinerne gør sandelig deres arbejde (lærte jeg på DTU, vil nogen måske huske).

Brygget dufter frugtigt og sødt – spæde græsrødder stikker frem på en baggrund af passionsfrugt. I aromaen mødes man af typens signaturbitterhed – den ligger potent og lige i skabet med klassisk aroma af friske fyrrenåle. Den ledsagende aromatiske sødme er ikke glemt – her møder vi atter græsrødderne, der med deres sprøde friskhed leverer et udsøgt kompliment til bitterheden.

Cøliakere kan få den fulde, uforfalskede IPA-oplevelse i dette bryg. Puristerne vil sikkert fnyse ad, at sukkeret ikke stammer fra kornmalt, mens pylrehovederne formentlig vil løbe skrigende bort på grund af bryggets indhold af sukkerstoffer, gær, planter, alkohol, og værst af alt; dihydrogenmonoxid. Ja, det indeholder brygget nemlig også – ligesom alle andre øl helt uden undtagelse. Det burde jo holde samtlige pylrehoveder væk på forhånd.

Skål, alle med reel glutenintolerance, skål purister – takket være jer, er der mere af dette øl til cøliakere og undertegnede. Skål, pylrehoveder – i jeres fjæs og for at drille.

Og må de talende jakkesæts øjne hos Wacken Brauerei funkle som de skønneste diamanter i selskab med titusindvis af nysgerrige skader.

Christian IX, Kongebryg

Klart og sødt …

Det er alt for længe siden, jeg sidst har anmeldt øl fra Kongebryg. De gæve bryggere i Næstved har til huse i den nedlagte kaserne, hvor de ud over bryggeri også har indrettet et efterhånden ret populært spillested i den gamle kampvognshal. Deres øl er primært europæisk-inspirerede. Det er langt fra så mange IPA’er, som det er saisons, stouts, andre belgiske ales og lambic, pilsnere og hvedeøl, der gærer på anlægget.

Denne her er fx en hvedeøl – eller en Hefe Weizen, som det fremgår af etiketten. Kong Christian d. IX var ham, der fik Danmark i krig mod Bismarck i 1864, så hans nære og – tør man vist godt sige – temmelig katastrofale forhold til tysk historie har vel været medvirkende til, at Kongebryg vælger den tyske betegnelse.

“[Han] var under folkeligt og politisk pres,” fortæller etiketten “hvilket muligvis kan have sløret hans syn og så at sige “gjort øllet uklart[“]. Skænk derfor denne Hefe Weizen, hold glasset op imod lyset og se, om ikke også dit syn ligesom Christians – sløres.”

– Ikke synderligt ville jeg sige. Jeg havde oprigtigt mistanken, at der var tale om en Kristallweizen, altså en filtreret hvedeøl, da det ved skænkning ikke forekommer specielt tåget. Men var det en sådan, ville der jo nok ikke stå ‘Hefe-Weizen’ men derimod ‘Kristall…’ ja, I forstår nok.

Brygget byder på en præsent alkoholnote, selvom bryggets styrke kun er på lettere forhøjede 5,2 %. Ellers præges bouqueten af søde noter – hyldeblomst og en noget markant note af banan. Faretruende måske, for hvor ofte har isoamyl acetat og dets bananfremmende aroma ikke ødelagt mangt en weißbier og lys belgisk ale-oplevelse? Her virker den dog velintegreret i brygget, og ingenlunde distraherende.

Også i smagen er sødmen præsent. Missmage kan der være så rigeligt af i hvedeøl, og det er ofte et overskud af gær, der kan give en sur aroma med en næsten sandet mundfornemmelse. Den slags er man helt fri for her, hvor de søde noter blidt og meget rent kærtegner alle mundens indre organer med markante hyld- og æblenoter, skarpt ledsaget af et præsent alkoholelement …

… og – banan! Hvis ikke man kan lide aroma af banan, er dette nok ikke lige sagen. Personligt mener jeg nu ikke, det er for meget. Bananaromaen blander sig fint med de andre søde indtryk, hvorved den snarere viser sin berettigelse i nogle brygtyper frem for at måtte opfattes som et fremmedelement.

Kongebrygs faste roadie Brian skal have tak for, at han huskede at udlevere den til mig ved ølfestivalen i Lokomotivværkstedet tidligere på året – og brygmester Niels Kiens skal selvfølgelig have mindst lige så stor en tak for gaven.

Jeg håber, vi snart ses igen.

Lindemans Cassis, Lindemans (Fra Klosteret II)

Bristede forventninger …

Jeg tager hermed en tråd op tilbage fra tidligt på foråret. Tilbage i marts var jeg på ølfestival i Esrum hvor jeg erhvervede mig et lille udvalg af belgiske klosterbryg. Den slags kan godt holde til at stå et stykke tid – og det har de så gjort, de fleste af dem. En enkelt blev så anmeldt i april – og jeg tror ikke, der kommer til at gå så langt tid mellem anmeldelserne generelt som mellem disse to.

Her er der en øltype, jeg ikke kendte før. Ganske vist kendte jeg udmærket til de belgiske frugtøl – ikke mindst kriek‘en, som jeg er en stor nyder af. Egentlig er en tilsvarende øl med solbær jo ikke far fetched, men lur mig om ikke jeg ikke havde skænket det så meget som en halv tanke, før jeg ved ølfestivalen fandt ud af, at det fandtes.

Jeg holder egentlig meget af solbær. Og alligevel er solbær en acquired taste, som jeg gemmer til særlige lejligheder. Hindbær, jordbær, rips og kirsebær kaster jeg i mig som slik, mens solbærrene med deres mørke, ganske særlige syrlige smag, ikke helt indbyder til samme slags lemfældig sorgløs nydelse.

Netop derfor havde jeg store forventninger til den lille flaske.

Belgierne drikker angiveligt ikke deres frugtøl rene, men blander dem typisk op med andre sure øl – Gueuze, fx. Frugtøllene er som antydet selv sure, vildgærede øl. Som skandinavisk barbar drikker jeg dem selvfølgelig rene, og glæder mig i den anledning over, at netop disse fra Lindeman er afdæmpede i alkoholstyrke, så man kan nyde den sliksøde masse uden at behøve bekymre sig om fuldskab og tømmermænd (m/k) bagefter.

Imidlertid viste forventningerne om en syrlig lille frugtbombe sig ikke helt indfriede. Nok var brygget dejligt natsort med højt, blodrødt skum – sjældent har et bryg prydet mit drageglas så vel – det er sådan vampyrer drikker med stil. Og imens legede duften så fint med, med skarpe, syrligtsøde og fyldige noter af lige præcis det man håbede og forventede – solbær så tæt at man snarere måtte forvente en grød eller budding end et bryg.

Men i smagen måtte indtrykkene vige. Skarpest var det bagvedliggende lambic-brygs syrlighed. Og den lå jo sådan set også fint der i baggrunden og var sur på den glædelige måde. Jeg var til gengæld gået ind med en langt større forventning om solbær – ikke mindst efter den fine indledende bouquet. Men solbærrene var ikke synderligt præsente. Ligesom det sure lambic-indslag lagde også de sig i baggrunden, som om de saft-susemig også ville spille andenviolin sammen med syren. Sådan glider det ned – glimtvis og skiftevis med lambicsyre og solbær. Aldrig rigtig komplimenterende hinanden og heller aldrig i konflikt, hvorved det ellers lovende frugtbryg ender – om ikke kedeligt så i hvert fald langt fra så nyt og spændende som jeg havde forventet.

Fenrir, Munkebo Brewery (Nidstangen II)

Mere tysk end amerikansk …

Wacken Brauerei har jo trukket noget i land efter at de – og navnlig deres advokater – jokkede godt og grundigt i spinaten forleden. En halvhjertet og ikke synderligt sammenhængende bortforklaring er det i hvert fald blevet til. Søforklaringen går ud på, at bryggeriet blev anbefalet af deres advokater at varemærkebeskytte alle de navne, de kunne tænke sig at bruge til deres øl. For ellers kunne *gys* andre bryggerier jo finde på også at bruge dem.

Siden har de offentliggjort noget, der godt kunne ligne en undskyldning og en opfordring til fælles front mod industribryggerierne. Måske har de faktisk lært lidt af sagen, dernede i Holsten, eller også ved de samme advokater, der sidst klokkede så grundigt i det, mere om damage control end om almindelig god opførsel.

Men ret skal være ret. Jeg pakker foreløbig nidstangen væk, og vil i de fremtidige anmeldelser af Munkebo Brewery’s øl kun nævne fadæsen i forbifarten. Til gengæld er jeg glad for, at min blog ikke bare består af anmeldelse efter anmeldelse, men at der også er andre emner på programmet ind imellem – ølrelaterede selvfølgelig. Det ville jeg faktisk gerne have, at der kom noget mere af.

Anyways – videre til en lidt mere simpel sag fra Munkebo Bewery. – En pale ale efter amerikansk forbillede – en slags IPA light, om man vil. Typen er kendetegnet ved en markant frisk humleprofil, der blot er væsentlig mere afdæmpet end man finder den i den populære IPA.

Det er nu ikke så meget amerikanske, som tyske noter, der umiddelbart præger brygget. Ingen simcoe, cascade eller citra, men derimod bouquet af klassisk hallertauer. Det er såmænd meget muligt, at der ikke engang er brugt hallertauer i brygget, men det er umiskendeligt duften af Flensburger Pilsener snarere end fx de Vermont-baserede humlemonstre, jeg prøvede for et par år tilbage. Typens genkendelige friskhed er der til gengæld ikke givet køb på. Dyb hallertauerimpression og almindelig friskhed forefindes i finurlig forening.

Og den kombination fortsætter i det lyse brygs aroma. Prikkende friskhed og dyb pilsnerbitter humle behager til almindelig nydelse og en smule til. Alene at et tungt pilsnerindtryk kan virke sprødt og friskt på den måde er hele oplevelsen værd.

For sig selv er både den traditionelle pilsner og den amerikanske pale ale et par typer, hvis mangfoldighed og variation er til at overskue. Men i kombination har de helt tydeligt mere at byde på.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme