Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Måned: juni 2018

Twenty-2 APA, Nørrebro Bryghus

Vigende fylde …

Forleden onsdag – ja, faktisk før jeg prøvede Lervigs fine ekstra hårde IPA, men det er jo ikke første gang, kronologien ryger – var jeg i biografen med min gode ven og hyppige gæsteanmelder Marcus. Forestillingen stod på Deadpool 2 – en film, der egner sig fint til at blive set efter et par gode øl. Dem stod Marcus for, og selvfølgelig  var der også én, jeg ikke havde prøvet før iblandt dem.

Eftersom vi havde besluttet os for, at vi ikke bare ville nyde et par øl før filmen i det fine sommervejr, men at vi også pligtskyldigt ville både bumse og bøve ved samme lejlighed, drak vi øllene af flaske, henslængt på granitten ved en af Axeltorvs lidet dekorative, men i det mindste i sædehøjde lemfældigt opmokkede skulpturer. Det er den slags skulpturer, min ekshustru så rammende har betegnet ‘erhvervskunst’ – men også det er en tangent, jeg hellere må slippe nu, før jeg farer for langt ud af den.

Men bøves og bumses skulle der. Vi fordelte opgaverne ligeligt imellem os, og skiftedes dertil. Men da både det at bumse og at bøve altså indebærer at indtage alkohol uden at hælde det i en sekundær beholder først, vil en visuel beskrivelse af brygget udeblive denne gang.

Min notesbog havde jeg heller ikke, så min i telefonen indbyggede diktafon måtte til hjælp. I baggrunden af optagelsen kan man høre Marcus hovere over, at jeg måtte vende flasken om, og tjekke bagetiketten for at få bekræftet, at APA rent faktisk står for ‘American Pale Ale’. Det er brygget jo egentlig ikke, da det er brygget i Hedehusene – men illusionen om amerikani og københavnerisme er intakt med titlen, der angiver de to første cifre i Nørrebro Bryghus-restaurantens postnummer.

“Duften er sød, blomstret og aromatisk med duft af citrongræs, bergamot og …”
“sømandstøj?”
“Nej, ikke sømandstøj, Marcus …”
“Og kartofler …”
“Marcus, vi to kender hinanden for godt, kan jeg høre, til at du kan sidde ved siden af, mens jeg anmelder øl.”
“Fair nok,” svarede Marcus og mumlede et eller andet, undvigende der fortabte sig i byens afdæmpede støj og sommerbrise.
“Men jeg må jo drikke den ud af flasken – det bliver man jo nødt til ind imell… Nej, Marcus! Jeg skal ikke hælde den op i dine fremstrakte krummede hænder!”

Hvor sådan et gammelt venskab dog kan være en uudtømmelig kilde til lige dele moro og narrestreger.

Vel, ved smagning hæftede jeg mig som det første ved bryggets vigende fylde. Aromaen er ellers nogenlunde på plads med en aromatisk alteabund, der næsten bliver mintagtigt sviende ved gummer og bagtunge. Humlen er frisk, skarp og i det søde hjørne. Noter af citrongræs og grape placerer brygget i den syrligt-lette ende …

… og det er jo dejligt. Men den er fortsat til den tynde side, så nogen topscorer bliver den ingenlunde.

Marcus mente, i et anfald af uforklarlig seriøsitet, at jeg burde have skænket den i et glas. Det kan da være, jeg laver en revisited en dag, men lige nu er motivationen for dette ikke stor, da oplevelsen alt i alt er væsentligt tættere på det middelmådige end det fremragende.

Lucky Jack Extra Hard IPA, Lervig Aktiebryggeri

Bare lige en hurtig én …

Hvor var det, jeg købte den? Sandsynligheden taler for Fakta – for der går jeg som bekendt oftest på indkøb, men det var ikke i min foretrukne filial på Husum Torv. Jeg husker også, at jeg fiskede den op fra en spotvarehylde, hvor den stod helt alene og græd, som den sidste i et parti.

Eller okay … den græd ikke. Men den så altså meget alene ud, og så tænkte jeg, at jeg hellere måtte gøre en ende på dens lidelser.

Sidst jeg havde en Lervig-øl på programmet, var jeg ikke videre imponeret, så måske er det tid til en revanche. Denne gang er der en ‘Extra Hard’ IPA på programmet, hvilket fra starten hæver forventningerne, men også nærmest garanterer et godt resultat, såfremt brygget ikke er gået helt galt.

Duften er røget – udover de med typen forbundne (og elskede) noter af bergamot og grannåle, tilsat en blomsterkrydret variant af hyld og ingefær. Jeg ville ikke kalde brygget ‘hårdt’ for nuværende – det kæler lige lovligt meget for den ukomplicerede men velgørende olfaktoriske nydelse. Til gengæld må betegnelsen ‘ekstra’ siges at være i orden.

I smagen er jeg igen mindre tilbøjelighed til at acceptere betegnelsen ‘hård’. Den skal være lidt mere hård og brutal for at retfærdiggøre attributten. ‘Ekstra’, til gengæld, er igen retfærdiggjort i en magelig, omend tung og venligt gnubbende aroma af ingefær, egetræ og koriander – tillige med the usual suspects – grannålene, der i dette tilfælde er modne og ikke spæde i udtrykket.

Desuden er brygget ganske forfriskende, og med sit rene og klare udtryk, hvor aromaerne blander sig så fint sammen, får det undertiden endda et let og vederkvægende udtryk, jeg igen har det svært med at hæfte betegnelsen ‘hård’ på …

… ‘ekstra’ er den til gengæld i rigeligt omfang.

Dithmarscher Pilsener, Privatbrauerei Karl Hintz Marne in Holstein

Det er bedre nordpå.

Brygget her var en gave fra min gode kollega Henrik, der også tidligere har doneret øl til bloggen. På en måde, jeg ikke længere husker, havde han reddet sig en samling ærke-nordtyske øl. Dels et par af min egen favorit fra egnen – Flensburger Pilsener – og denne, Dithmarscher Pilsener. Henrik havde mildt sagt meget godt at sige om Flensburger – det involverede højfrekvent kysseri af fingerspidserne. Jeg giver ham, som man kan læse her, i det mindste ret i, at det ikke er nogen ueffen pilsner.

Min onkel og tante, der fejrede guldbryllup forleden bor faktisk lidt nord for Ditmarsken. Området hedder Stapelholm, og det skulle undre mig svært, om de ikke kendte nærværende øl … selvom jeg ganske vist ikke har spurgt dem direkte. Siger vi for argumentets skyld, at de kender den, vil de næppe røre den med en ildtang – lokalpatriotismen er ret stærk på de kanter.

Ditmarskens gærede humleflagskib … eller, det ved jeg jo egentlig ikke om den er. Flensburger Pilsener er så kendt over hele Tyskland, at den har fået et kælenavn – en ‘Flens‘. Jeg har ikke hørt, at Dithmarscher Pilsener går under kælenavnet en ‘Dith’ eller lignende … Så måske ikke et flagskib alligevel. Men selv hvis det var, behøvede det ikke frygte rørte vande. Således er bryggets em så svag, at den end ikke kvalificerer som en brise. En ganske let fuselnote er alt, selv et heftigt sniffende næsebor kan opsnuse.

En smule mere aroma i smagen er der dog. Valnødder og korn ledsages af sødme fra sukkerærter – en smag jeg ikke erindrer at være stødt på før i øl. Den er ikke på den måde ubehagelig, men lige her optræder den mere som et fremmedelement end noget der nødigt forener sig i et større og bedre hele. Og selv hvis det integrerede sig, ville det samlede billede stadig synes svagt og tyndt.

Distalt (det vil sige i retning mod svælget. Ih, alle de udtryk, man lærer når man over flere uger får foretaget en rodbehandling på tandlægeskolen … but i digress) melder der sig efterhånden en bittersyrlig blanding af lidet markant hallertaueraroma og grapefrugt. Samtidig må man indrømme brygget, at det bestemt virker tørstlukkende, rent i sin mundfornemmelse, og ganske sprudlende. Men også tyndt og umarkeret fra start til slut, og slet ikke med samme bidske kraft som naboen i Flensborg mod nord.

Min familie på Stapelholm har mere end bare skepsisen mod Ditmarscherne som begrundelse for ikke at skifte deres Flens ud foreløbig …

Deuteronomium III – 2012

Kaosåret …

Skulle man ikke vide det, eller skulle man have glemt, at jeg har nævnt det tidligere i serien af tilbageblik på de forløbne år som ølblogger, så betyder ordet ‘deuteronoium’ netop dette – et tilbageblik. Desuden er det betegnelsen i Vulgata, den latinske oversættelse af Bogen (eller Bibelen, som den hedder på danskificeret oldgræsk), for Femte Sumpbog.

Indledningsvis får man at vide, at bogen netop er et tilbageblik på de 40 års vandring gennem de skønsmæssigt 450 km ørken (i sig selv en bedrift at have så elendig en stedsans). Bogen er næppe overraskende kortere end de foregående tre bøger, der beskriver de samme begivenheder i undertiden nidkære detaljer. Og dette i sig selv er en uoverkommelig indikator på, at Femte Sumpbog oprindeligt overhovedet ikke har været noget tilbageblik på de foregående bøger, men derimod en langt ældre tekst, der meget vel kan have fungeret som kildegrundlag for disse.

Endnu en grund til om ikke ligefrem at betvivle Bibelens autencitet som Guds ufejlbarlige, åbenbarede ord, så i det mindste at tageden med et gran – eller måske endda en knivspids – salt.

Til gengæld kan læserne være sikre på, at kildegrundlaget som dette deuteronomium er baseret på, rent faktisk er ældre end deuteronomiummet selv. Og oven i købet går kildeteksterne rent faktisk forud for tilbageblikket i den selvsamme tekst. I dette tilfælde det efterhånden betragtelige bagkatalog i Kajs Ølblog – i dette tilfælde indlæggene fra året 2012.

Der skete meget

Det var i sandhed et begivenhedsrigt, for ikke at sige kaotisk år. Ved gennemskimning af årets indlæg bed jeg således mere mærke i, hvad jeg og min familie oplevede, end de øl, jeg afprøvede. Ved årets start boede vi (altså jeg og familien) fortsat tre (undertiden fire, når bonussøn var der) personer høj i en treværelses lejlighed i Herredsvang i Århus Vest. I løbet af året blev vi fire (fem) da min yngste datter Thyra gjorde os selskab på tooghalvfjerdsårsdagen for min forlængst afdøde mors tilverdenkomst – også kendt som 1. maj.

Jeg var, ligesom min daværende hustru, finanskriseramt – altså arbejdsløs, og henover sommeren begyndte kontanthjælpen at lure truende i horisonten.

Dagpengeperioden var blevet halveret kort tid forinden, og det blev anledningen til at vi alle fire i efteråret rykkede teltpælene op, og under stor ståhej flyttede til Irland.

Der blev vi ikke længe. Vi øjnede snart chancen til at vende tilbage til Danmark, og efter to måneder flyttede vi ind hos min far i den midtsjællandske provinsby Hvalsø, hvor vi boede resten af det år. Kort efter hjemkomsten fandt jeg arbejde, eller rettere – min eks fandt mig et arbejde, som jeg stadig har.

Fra start til slut

Men der var selvfølgelig også markante øloplevelser det år. Januar var fyldt med juleøl, som jeg ikke havde nået at afprøve året forinden. Det skulle ikke blive sidste gang – og heller ikke sidste gang, at der ikke var nogen systematik at spore i, hvilke juleøl, der havde fået lov at stå højtiden over.

Til gengæld vakte et glæde, men også et stik i hjertet, da jeg ved min gennemgang opdagede, at det var i januar 2012, at de første øl fra Pladderballe Bryghus kom på markedet. Jeg købte dem rub og stub, selvom de faktisk var relativt dyre – og jeg var som bekendt på dagpenge, men dirrende af forventning lagde jeg dem i kurven med forventning om en eksorbitant skuffelse, når det skulle vise sig, at konceptet var 100 % marketing og 0 % kvalitet.

Forventningerne skulle vise sig ikke at blive indfriet. Tre af fire øl, bryggeriet sendte ud i starten af 2012 var aldeles fremragende, ud over at de ved at tage fat i Monrad & Rislunds fjollede univers, havde en meget bred folkelig appel. Jeg er ikke i tvivl om, at Coops samarbejde med Slotsbryggeriet Føniks om den ølhistorie, var en af de vigtigste årsager til, at betegnelser som ‘specialbryg’, ‘håndbryg’, ‘kvalitetsbryg’ og ‘mikrobryg’ blev hvermandseje herhjemme.

Serien blev også i høj grad medvirkende til, at min blog kom ud over kanten og blev kendt blandt andre end bare mine nære venner og familie. Salig Jan Monrad hamselv valgte allerede fra starten at linke til mine anmeldelser på hans facebook-side, og det fortsatte han med, frem til hans alt for tidlige død i november 2015. Også på Pladderballe Bryghus’ hjemmeside var det mine bloganmeldelser, der blev linket til. Selv når disse ikke engang var entydigt positive.

Men højt at flyve, dybt at falde – så passende sådanne forslidte klichéer ind imellem kan være … Slotsbryggeriet Føniks kunne overhovedet ikke følge med den pludselige enorme efterspørgsel. Især ikke da deres IPA (som var den eneste af de første Pladderballe-øl, der ikke var lige i øjet) blev inficeret, så flaskerne eksploderede af sig selv.

I 2016 – længe efter at Slotsbryggeriet Føniks var gået heden, og Svaneke havde overtaget fantombryggeriet Pladderballe – fik jeg lov at tage det lille bryganlæg i øjesyn. Det var nemlig opkøbt af Kongebryg – men det gode samarbejde, jeg siden har haft med dem, er der stadig længe til at vi når frem til. At et bryggeri med så lille kapacitet ikke vil være i stand til at levere superpopulært specialøl til en af landets største supermarkedskæder uden den mindste fejlmargin, behøver man ikke være brygmester for at kunne lure.

Ud på sommeren måtte Slotsbryggeriet Føniks kaste håndklædet i ringen og erklære sig konkurs – kvalt i egen succes. Jan Monrad og jeg udvekslede stadig lejlighedsvis ølrelaterede – og andre – venskabeligheder, men øllet niveau fik altså et afgørende nøk nedad, da Svaneke overtog produktionen.

Lidt fra Skotland

Året forinden havde jeg lagt sækkepibespillet på hylden, og der ligger det i øvrigt fortsat. Min kærlighed til Skotland var (og er) dog fortsat intakt, og derfor glædede det mig, at flere skotske mikrobryggerier meldte sig efter at Brew Dog også året forinden havde brækket muren ned.

Belhaven er et således et skotsk bryggeri, som jeg for første gang stiftede bekendtskab med dette år. Og når jeg en sjælden gang imellem ser mere fra dem, ryger det omgående i indkøbskurven. Uden at det har været svært at få armene ned efter at have prøvet deres bryg, ganske vist. Et eller andet er bare intuitivt appellerende ved dem.

Modsat Innis & Gunn’s’ (ja, der skal være apostrof både før og efter s’et) fadlagrede øl. Bryggeriet solgte sig selv ved netop dette koncept, at alt deres øl var lagret – gerne på whiskyfade, men også sherryfade var i brug.

Resultatet var imidlertid ikke videre interessant, og den insufficiente oplevelse cementerede min opfattelse om, at det vigtigste er øllet og øllets kvalitet, mens de fikse ideer og koncepter, man eventuelt brygger på baggrund af, er sekundære. Og puster man koncepterne op til at være det centrale, lider øllet skade. I Innis & Gunn’s’ tilfælde er det fx passende at anføre, at man skam sagtens kan lagre sit øl, uden at man nødvendigvis skal gøre det med det alt sammen. Amager Bryghus havde fx held med en lagret stout, kan jeg huske – helt uden at fadlagring er noget de gør det i hver gang.

Fakta

Jeg forsikrer aldrig så indtrængende læserne om, at jeg skam ikke på nogen måde er sponsoreret af supermarkedskæden Fakta, endsige COOP-koncernen, der står bag. Som fattiglus er det, ligesom det var dengang, mit foretrukne sted at handle. Varerne er billige i en sjælden set kombination med efter min vurdering at være af lødig kvalitet.

Og så sker det altså også bare, at netop Fakta-kæden med jævne mellemrum har rigtig spændende øl på hylderne. Både spotvarehylderne, hvor udvalget undertiden kan være helt usædvanligt godt, mens kæden også fører et fast udvalg af ‘Usual Suspects’. Disse mikrobryggerier var ikke helt så fast inventar dengang, men 2012 kunne se ud til at være året, hvor de lagde sig til rette som dette.

Fynske Indslev – og deres eksperimentelle aflægger Ugly Duck Brewing – rendyrkede et koncept om kun at brygge hvedeøl. Det har de ikke helt kunnet overholde, hvilket denne blogger i hvert fald ikke skal holde imod dem. Til gengæld viser dette, hvordan hvedeøl det år stadig i en eller anden grad blev anset for fancy, når et mikrobryggeri kunne gøre dette til deres koncept.

Ligeledes fra Fyn dukkede bryggeriet Ørbæk op i Fakta efter i de foregående år bedst havde været at finde i økologiske grønthandlere og hippiebutikker. De lader til gengæld at have holdt fast i deres koncept om altid at brygge økologisk øl. Det gav dem et stort plads i mit hjerte dengang – måske lidt for stort i betragtning af, at man undertiden kunne have de hæderlige principper under mistanke for at medføre øllets vigende kvalitet. Ironisk nok har jeg nu om dage slækket lidt på de økologiske principper, kun for at opdage, at Ørbæk holder fast i dem og endelig kan finde ud af at lave øl af ordentlig kvalitet.
De havde i øvrigt også vanskeligheder med betegnelserne. Deres IPA betegnede de konsekvent ‘Indian Pale Ale’. – Bare lige for at jokke i det: IndiaN Pale Ale, indtil især bloggermiljøet havde gjort så meget grin ad det på de sociale medier, at de endelig fik det lavet om. Én blogger – desværre husker jeg ikke hvem – var vaks til at tage et billede af et parti Ørbæk IPA i et supermarked – tydeligvis af to forskellige batches stillet på samme hylde. Således var der både ældre eksemplarer med det infame ‘n’ i navnet, mens det var fraværende i andre.
Jeg holdt mig i skindet, for jeg havde ved min første IPA-anmeldelse selv begået samme fejl. En fejl, der i øvrigt stadig kan læses i indlægget, da jeg som blogger – og ikke egentlig ekspert – gerne står ved min skrigende inkompetence.

Samtidig sendte discountsupermarkedet også i flere omgange rigtige belgiske klosterøl på hylderne. Her var der tale om en kvalitet, der ellers kun kunne erhverves i fine vinforretninger og specialølsbutikker. Men nu kunne de altså fås billigt fra Faktas hylder med spotvarer.
Dengang var jeg begejstret – for intet ville som dette kunne få specialøllene ud til den jævne befolkning (det skulle da lige være mikroølskoncepter såsom Pladderballe Bryghus). I dag kan man med rimelighed fremføre den kritik, at Fakta (og andre supermarkeder) med sine slagtilbud ødelægger de små specialbutikkers livsgrundlag. Analogt, i øvrigt, med bryggiganter, der med masseproducerede kvalitetsprodukter tramper de mindre aktører under fode ved at lokke disses kundegrundlag tilbage med produkter, giganterne kan producere billigere.

Udenlandske standardøl, til gengæld – dem kan Fakta plastre deres hylder til med uden antydning af brok herfra. Disse begyndte nemlig også at dukke op det år. Belgiske og hollandske industrigiganter dukkede så småt op med produkter som ‘Oranjeboom‘ og ‘Primus Haacht‘. Det var pilsnerøl, industrielle, uanselige, tynde – som sådan nogle jo er. Fuldkommen uden særlige meritter, men bare til stede for at foregøgle et større udvalg. De findes stadig på hylderne for specialbryg, hvorved Fakta stadig i praksis plejer den fejlopfattelse, at udenlandsk øl er specielt og eksotisk alene fordi det er udenlandsk. De i dette afsnit nævnte brands hører imidlertid til i stakkene med Hof og Tuborg – ikke på hylderne sammen med Willemoes- Ærø- og Svaneke-serierne, der alle i hvert fald tilbyder en større diversitet i udtrykket.

Påskeøl

Og det år fik jeg åbenbart realiseret en af mine ambitioner – konsekvent at anmelde sæson-øl, i dette tilfælde påskeøl. Vinderen af temaet blev Herslevs rigtig gode – men også dyre (for det er Herslevs øl gerne) påskeøl, der sammen med flere andre prøver slog bryggeriets navn fast som yndling på bloggen. Jeg hæftede mig til gengæld ved den generelt sparsomme variation i produkterne, og uden at jeg i skrivende stund husker mit sindelag tydeligt, da temaet var færdiggjort særlig godt, hæfter jeg mig ved, at den slags sæsonbestemte temaer ikke er noget jeg siden har gjort det synderligt meget i – og slet ikke på årsbasis. Det eneste der kommer tæt på var årene, hvor jeg fik sponsoreret alle øl fra Kvicklys Ølfestival til anmeldelse. Det event startede Kvickly i øvrigt det år – men det var først et par år senere, at jeg fik lavet sponsoraftalen.
Et andet resultat af påskeølstemaet var, at jeg blev så træt af Thisted Bryghus, at jeg det følgende års tid nærmest boykottede dem fra bloggen. Bryggeriet var ellers ganske produktivt under brygmester Henrik Sørensen, der både lancerede nye produkter og arrangerede gamle klassikere i nye serier. Desværre fulgte kvaliteten efter min smag ikke med, og så var der jo den evige tilsætning af sulfit, der bare overhovedet ikke klædte bryggeriet, der som de første herhjemme havde brygget en økologisk øl.

Mennesker

Så småt begyndte jeg også at pleje kontakter med andre ølinteresserede. Man kommer jo nok ikke udenom, når man i længere tid beskæftiger sig med et givent emne, at stifte bekendtskab med nye mennesker, der deler ens interesse. Det er egentlig imponerende, at det ikke tog fart tidligere, men det demonstrerer vel så nydeligt min noget introverte karakter. Jeg arbejder bare bedst i enrum – mig selv, alene med min PC, noget musik og varm kaffe. Ja, varm kaffe, også i sommervarmen, og jeg drikker næsten aldrig øl mens jeg skriver – go figure.

Jeg fik således min første donation nogensinde tilsendt. Den kom fra en gammel studiekammerat, der mente at jeg skulle lære Wiibroes stout at kende – ikke mindst fordi han gerne ville vide, hvad jeg mon mente om den. Den var aldeles fremragende, og i mine øjne er den sammen med Gl. Carlsberg Porter den bedste industrielle stout herhjemme. Ja, jeg er så kættersk, at jeg henviser Limfjordsporteren til en tredjeplads.

Jeg mødte også en anden ølblogger, Jacob Schytz, der i mellemtiden har lagt anmelderiet på hylden. I lang tid var han medanmelder hos “The Master of Hoppets”, Peter Godtberg Jensen, som jeg til gengæld endnu har til gode at møde i virkeligheden. Jacobs hjemmebryg blev også behørigt anmeldt, efter at det var udleveret ved det års Skandinaviske Mesterskab i sækkepibespil, der blev afholdt i Lindholm Høje ved Aalborg. Det var mit andet år bare som tilskuer.

Endelig introducerede min gode ven og senere så hyppige gæsteanmelder Marcus mig for Beer Here’s øl under en ferietur til København. Åbenbart har jeg ikke siden prøvet øl fra den kant – men bagmanden Christian Skovdal Andersen har hele tiden nye jern i ilden, så mon ikke han bare har fundet sig et nyt koncept at bruge sin kreativitet på?

Det løse …

Hvad skete der ellers? I Føtex fandt jeg de første Sierra Nevada øl og var solgt fra første dråbe. Skands stiftede jeg også bekendtskab med, og var begejstret. Den begejstring er til gengæld blevet dæmpet lidt siden, men som det første bryggeri herhjemme med en kvindelig brygmester (Birthe Skands, hvis ikke man skulle vide det), vil det vestegnske bryggeri fortsat have rigeligt mojo at give af. Var det også det år, at torvehallerne blev bygget? Jeg tror det, for der købte jeg i hvert fald nogle meget dyre (det har ting i Torvehallerne det med at være) og fancy tjekkiske øl … der viste sig at være ret ligegyldige i udtrykket. Det var vel der jeg endeligt kunne slå fast, at øllets ophav eller historie aldrig kan stå alene. Indholdet af flasken tæller mere end alt hvad der måtte være plastret udenpå.

Irland

Den to måneder lange afstikker til Irland undgår jeg ikke at give sit eget afsnit. Men hvad der ikke lige handlede om øl er vel allerede berørt indledningsvist.

Læser man min blog regelmæssigt, vil man vide, at jeg ikke er imponeret over irsk øl. Det lunkne forhold var næppe overraskende resultat af de stikprøver jeg tog under vores ophold. Først var der Guinness. I mine øjne en hyggelig bællebajer, der bare tilfældigvis er meget mørk. Men dens letdrikkelighed og vigende fylde alene får den til at falde langt langt under de hjemlige stouts, der blev omtalt foroven i kvalitet. Guinness fremmeste fordel er, at den kan jeg drikke mange af, hvis laget er festligt nok. Limfjordsporter til gengæld kan jeg sjældent klemme mere end to ned af uanset hvor festligt det er.

Hvad så med craft-beer-scenen derovre? Vel, den eksisterer da. Farvestrålende etiketter, spændende historier, små brygenheder … alt det var på plads. Til gengæld kneb det med indholdet. Uden at det var væmmeligt eller udrikkeligt var det heller aldrig specielt godt. Måske var det godt, men så heller ikke mere. Jeg blev hurtigt træt af det, ikke mindst fordi jeg også i Irland var et fattigt menneske, der i længden ikke gad bruge ustyrlige mængder af mine surt opsparede Euro på øl, der i grunden ikke smagte af noget særligt.

Én undtagelse skulle der dog vise sig at være. Galway Hooker Pale Ale var faktisk rigtig god. Punktummet for mit afdækning af det irske specialølsmarked – for det var den sidste irske specialøl, jeg prøvede derovre – var i det mindste aldeles nydeligt.

Jul hos far

Og så flyttede vi jo hjem til min far, da vi ikke kunne holde Irland ud længere. Han boede dengang i Hvalsø – nu er han jo flyttet på plejehjem – og det blev til et lille halvt år hos ham. Det var heller ikke altid lige nemt, men vi havde i det mindste tag over hovedet, og jeg havde endelig fundet arbejde.

Ølmæssigt stod på de juleøl, jeg nu tilfældigvis fandt, og gad anmelde. Men ellers havde Fakta – igen-igen – et godt tilbud, som jeg siden hen skulle komme til at referere til jævnligt. Fire store Tongerlo-øl fra et belgisk bryggeri ved byen Tongeren, et sted jeg kender godt fra min tid som sækkepibemusiker. To af dem blev drukket, én af dem blev ofret (jeg var dengang som nu fest-hedning – og senere fandt jeg i øvrigt et nyt eksemplar og fik den behørigt anmeldt) og én blev kun nippet til – så røg den i vasken.

Tongerlo Prior, hed den – eller hedder den. For af for mig uforståelige årsager har den fundet vej som fast inventar i Fakta. Jeg har fundet ud af, at den som Tripel Blonde rent faktisk skal smage af forgamlet banan, kogesprit og dårlig marcipan. Dermed findes der altså en øltype, som jeg formentlig aldrig vil kunne lære at nyde – og det var denne øl af den type, jeg prøvede som den første.

Den aften i december 2012, hjemme hos min far i Hvalsø …

Det forekommer efterhånden at være længe siden nu.

Der er også meget mere, der skal fortælles. Flere flytninger, flere omvæltninger og ikke mindst mange flere øl …

… Forbliv indstillet for tilbageblikket på 2013 – snart på Kajs Ølblog.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme