Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren i overflod"

Måned: maj 2018

Big Job Double IPA, St. Austell (Grænsehandel IV)

Med lidt aktiv smagning …

Jeg har fundet endnu en af de øl, jeg forleden købte i Tyskland, frem til smagning. Den her ligner i hvert fald en specialøl. På den anden side findes der vel nærmest ikke noget bryggeri med eller uden respekt for sig selv, der ikke har en IPA i produktkataloget. Der er vilde mængder mainstream-IPA derude, efter at det blev mainstream at drikke andet end pilsner.

Ved brygget her hæfter jeg med ved, at det tydeligvis er filtreret. Men det i sig selv standardiserer det ikke brygget med det samme. Det skummer ikke meget, men dufter til gengæld skarpt af fyrrenåle, så det næsten river i halsen. Ikke nogen ilde start, til gengæld har jeg sniffet indtil flere standard-IPA’er, der duftede mere end denne påståede dobbelte IPA.

Brygget er adækvat, men også tilbagelænet bittert. Det føles noget metallisk glat, rart nok, men ikke videre kraftigt – og slet ikke dobbelt. Det smager da godt, men samtidig raser baghovedskonnotationerne – henslængt, hvilende på laurbærrene, den noget rutineprægede præstation …

Men med lidt tålmodighed og aktiv smagning, åbner brygget sig faktisk og afslører efterhånden sine kvaliteter. Let syrlighed af agurk blander sig med fyrrenåle og -træ hvilket giver en aromatisk, klar og ren bitterhed, der er størst i sin kvalitet og ikke i sin kvantitet. Her er en IPA, der ikke smages så meget ved det brændende indtryk, man mærker i munden, men derimod ved at levere en lækker aromatisk oplevelse. Det metalliske hjælper med til at gøre den rene fornemmelse større, og således forenes de initialt lidt forvirrende og svage elementer aldrig så nydeligt i det samlede billede.

Men ‘dobbelt’ er brygget nu mest i sin ret høje styrke på 7,2. I smagen er den mest bare en IPA  – og så alligevel en smule mere end en mainstream-IPA.

Økologisk US Lager, Albani/Royal Unibrew

Som i tegneserierne …

Jeg orker ikke at bladre alle mine Steen & Stoffer-tegneserier igennem for at finde lige netop den af Bill Wattersons striber. Men der er én, hvor den lille familie, Steen samt hans mor og far (der ikke har nogen navne – vidste I det?), sidder sammen ved middagsbordet, og Steen bryder ud i et kæmpe ræb. Dialogen på de næste billeder lyder omtrent som følger:

Mor: “Du godeste Steen, hvad siger man så?
Steen: “Det var dog herligt!”

Mor: “Hvad siger du!?

Og her afbryder jeg indtil videre gengivelsen af striben. Men jeg lover, at jeg kommer tilbage til den senere i indlægget. Måske – kun måske har den en relevans for dagens anmeldelse.

Royal Unibrew har sideløbende med Schiøtz-serien haft en anden stribe Albani-øl på programmet, der ligesom Schiøtz-serien forsøger at rane markedsandele tilbage fra mikrobryggerne. Det startede med Mosaic IPA (som de oven i købet har været så udspekulerede at stille på køl i Supermarkederne, så kvalitetsbevidste forbrugere – samt folk som undertegnede – vælger disse bryg, hvis man skal have et hurtigt fix af noget øl, der rent faktisk smager af noget. Nøj – hvis man kunne få Amager Bryghus’ øl på køl i supermarkederne, ville jeg nok være et endnu fattigere menneske) så kom der en Dark Ale, en Witbier, og nu også denne øl med det mundrette navn “Økologisk US Lager”.

Umiddelbart lyder det besnærende, men glem ikke, at det kun er for ganske nyligt, at det amerikanske øl ikke længere entydigt blev betragtet som noget ultratyndt sprøjt, hvis forskel fra vand bedst kunne mærkes på farven. Ikke desto mindre har vi fat i et af Royal Unibrews intenderede kvalitetsbrands – så oplevelsen kan tippe til begge sider.

Blomster, frugter, friske spæde fyrrenåle, krydderier og aroma myldrer frem ved skænkning – nej, allerede ved åbning – af det lyse, liflige bryg. Ingen tvivl! Sikken kvalitet, og sikken forøget fare for kvalitetsbryggerierne, når et industriforetagende kan skabe en sådan livsbekræftende symfoni af grapefrugt, fyrrenåle og forårets fineste hyld. Og vi er endda kun nået til duften!

Og så imploderer oplevelsen ellers som kogt spinat … Som flormelis i kogende vand … som en sæbeboble mod en kaktus … som …

Ak, ak, ak. Kun en hul skal – nej, der er slet ikke aroma nok til at skabe en hul skal. Der er bare sørgelige, skrøbelige rester. Små spinkle flager, gryn, fnug af den vidunderlige, aromatiske bouquet, der forjættede sådan en fin øloplevelse. Kun små spor i det rasende vandløb af en øl, der ellers kunne have været så god …

Og vandet forekommer endda kedeligt. Nærmest som om det lige har fået en ekstra rensning, før det blev hældt i brygkarret. Fladt, dovent og metallisk glider det alt for nemt henover tungen – næsten som om det ikke engang rigtig gider bare at slukke tørsten undervejs. Nej, der er ikke engang bare en antydning af noget syrligt til at give det lidt friskhed. Der er næsten ingenting.

Og så er det, at den ellers begrænsede mængde kulsyre alligevel formår at rejse sig i spiserøret …

… og med opstøddet titter alle blomsterne, de bittersyrlige citrusfrugter og de spæde grannåle frem igen. Så lifligt og smukt – men også som et nødråb fra det hinsides. Som et nødsskrig fra graven. For det er altså bedst, hvis øllet smag annammes når … og her er det så, at jeg igen vil give Steen ordet:

“Her i huset smager maden tit bedre på opturen end på nedturen.”

Og sådan er det også med denne øl. Den smager af stort set intet, når den drikkes. Først når man efterfølgende ræber, er der aroma at gøre godt med.

Det er inderligt trist. Intet øl burde være sådan. Og her er der oven i købet tale om noget, der skulle forestille et kvalitetsbrand fra Royal Unibrew. Men reelt er vi nede i en industristandard under både Carlsberg Premium og Tuborg Classic, bare med bonus af blomstersmagende bøvs.

F**king really, Royal Unibrew!?

Schiøtz Lyse Tider IPA, Albani/Royal Unibrew

Toppen af industrien …

I ambitionen om at fratage de små bryggerier så store markedsandele som muligt, har industrigiganterne efterhånden længe pumpet store mængder øl ud, der foregiver (og ikke sjældent foregøgler) et kvalitetsniveau over industriel standard.

Som regel ender det, som antydet i parantesen ovenfor, ikke helt på det niveau man som bevidst forbruger ønsker. Andre gange går det – som her – bedre. Det mest markante resultat forbliver imidlertid, at forbrugerne i højere og højere grad går væk fra kvalitetsbryggene og forfalder til industriens billigere produkter.

At lave kvalitet til samme pris som industrien, med den brygvolumen denne råder over, er praktisk taget umuligt for kvalitetsbryggerierne. Til skade for disse på kort sigt, idet mange af dem må dreje nøglen om efterhånden, og til skade for forbrugerne der ikke længere efter atter må patte på industriens standardsprøjt. Til den tid vil inudstriens incitament for at lave kvalitet være fordampet som kulsyren fra en lunken Grøn Tuborg en varm sommerdag.

Men som allerede afsløret forhindrer det jo ikke industrien i at lave gode øl her og nu. Som nu dette hyldestbryg til stifteren af det i den hellige monopolkapitalismes navn for længst i Royal Unibrew fusionerede Albani-bryggeri, Ludvig Theodor Schiøtz.

I skrivende stund har jeg forlagt den tomme flaske, og på brandets hjemmeside mangler beskrivelsen af brygget af uvisse årsager – så hvilken sludder-for-en-sladder RU-marketingdrengene (og pigerne ej at forglemme) har kedet de arme forbrugere, der uforvarende er kommet til kaste et blik på bagetiketten, med, må læserne have til gode, indtil de selv støder på brygget.

Det messinggule bryg lægger ud med en fortrinsvis blomstersød bouquet af roser med elementer af frisk savsmuld. Man kunne godt ønske sig den skrappere, men for så vidt er der ingen antydning af ubehag.

Derfor overrasker smagen også med sin mægtigere styrke. Der er godt med bitterhed af træ, mørkt løvtræ, samt savsmuldet deraf. Her har vi ikke en frisk, lys og skarp IPA, men en tung, mørkt og stump én af slagsen.

At det overhovedet ikke matcher bryggets navn, lader jeg ligge. Smagen tager jo ikke skade af, at forventningerne etiketten planter ikke indfries.

Bitterheden bliver da også lidt friskere og lidt mere aromatisk med roserne som bærende element, efterhånden som brygget når længere ud på tungen. Ved mandlerne kulminerer friskheden næsten til nåletræsniveau før brygget skylles ned til både almindelig nydelse samt glæde over en smagsoplevelse undervejs der er ud over det sædvanlige. Nota bene – ikke bare ud over det sædvanlige for industriøl – men simpelt hen ud over det sædvanlige.

Op jer, mikrobryggerier! Kvalitetsøllet fra industrien er her, og det er jer, der skal bringe sejren hjem. Til gavn for jer selv og os forbrugere.

Bell, Uganda Breweries/East African Breweries

Ikke kedeligere …

Jeg går til den med de ugandiske øl. Jeg vil mægtig gerne selv – om ikke lige til Uganda, så i hvert fald betræde det afrikanske kontinent en dag.

Der er så ufatteligt mange ting, jeg gerne vil vide om den store verdensdel mod syd. Næsten alt hvad man hører om Afrika drejer sig om tørke, hungersnød, fattigdom, korruption, terror og krig. Jeg ved imidlertid – fra andre, jeg har talt med, der har været der – at der også er et andet Afrika. Et smukt kontinent, med rare mennesker, der mere end noget andet har lært at klare sig med den smule, Europæerne og andre imperialister har efterladt efter deres hærgen …

… som nu for eksempel (men det er nu altså også kun et eksempel) et ikke videre inspirerende udvalg af øl – bedømt ud fra de hidtidige prøver i hvert fald.

Til gengæld er der denne gang tale om et rigtigt afrikansk produkt. Ja, egentlig ugandisk er det i ikke udelukkende, da Uganda Breweries så tidligt som i 1959 blev opkøbt af det Nairobi-baserede industrikonglomerat East African Breweries. Ja – monopolkapitalismen trives også, hvis man går langt tilbage i Afrikas historie – se hvordan mennesker overalt på kloden ligner hinanden ad nauseam, i hvert fald når det gælder griskhed og ussel mammon. Brandet ‘Uganda Breweries’ lever dog fortsat – lidt på samme måde vel, som Albani, Thor og Faxe for at nævne nogle stykker, stadig lever efter at de er kommet ind i konglomeratet Royal Unibrews omklamring herhjemme.

I modsætning til Eagle Extra fra Nile/Sabmiller/Anheuser Busch Inbev, der indeholdt lokale maltkilder, navnlig maniok, durra og majs, er dette bryg kun tilsat majs, umaltet byg og CO2. Det er for så vidt ikke meget mere et brud på Reinheitsgebot end Grøn Tuborg, der som bekendt også indeholder majs (der var den igen, den der med ligheden).

Ligesom med de forrige ugandiske øl er denne ganske lys og filtreret i en grad så kun den korn-til-citrongule farve afslører, at der ikke er tale om postevand. Til gengæld dufter brygget faktisk af noget – humlen, endskønt generisk, brænder godt igennem med en ledsagende syrlig friskhed der kun gør godt og hverken synes anmassende eller syntetisk.

Så er der smagen … Ja, duften vækkede håbet, men det blev slukket som en glød af de store mængder vand i brygget. Optimisten ville glæde sig over et let og forfriskende bryg, men jeg synes det er tyndt, underligt glat, metallisk og syntetisk i en grad, der alene på grund af de store, kvælende mængder vand nok er forstyrrende, men næppe ødelæggende. En enkel sød note af honning, der også akkurat formår at holde humlens bitterhed oven vande, redder brygget fra at drukne helt i det rene vand.

De store mængder vand til trods leverer malten og humlen, samt de knap så heldige syntetiske metalliske indslag trods alt lidt underholdning til smagssanserne. Det er ganske vist noget forvirrende, uorganiseret og mere udtryk for held, at brygget ikke er blevet decideret ringe. For dermed byder brygget også på en mangfoldighed af indtryk, som den hjemlige industrielle pilsner ikke helt matcher.

I hvert fald skal ingen påstå, at kenyansk-ugandisk øl er tyndere og kedeligere end den gennemsnitlige europæiske industripilsner.

Eagle Extra, Nile Brewing/Sabmiller

Ugandisk standard …

Det kan godt være, man ikke bliver verdensberømt af at blogge om øl. Til gengæld møder man en masse spændende mennesker, og de nye relationer viser sig nogle gange mere varige, end man troede de ville blive.

Da jeg i juli sidste år lagde vejen forbi Lille Skensved for at afhente den første øl fra det afrikanske kontinent, jeg nogensinde har prøvet, troede jeg, at bekendtskabet med Niels, der via sin svoger Fred havde skaffet brygget, bare ville blive overfladisk og forbigående.

Men nu – snart et år siden – udveksler vi fortsat venskabelige kommentarer og virtuelle smil. Vi ‘klikker’ åbenbart godt som personer (er det ikke sådan man siger), og det har næppe gjort stor skade, at han siden – og nu igen – har anskaffet mig øl, jeg med temmelig lav sandsynlighed ville være stødt på, om jeg ikke var blevet beriget med hans venskab.

Således kom han foreleden kort forbi på adressen i Husum for at aflevere endnu to øl fra Uganda. Når de er anmeldt vil jeg have anmeldt tre gange flere øl fra det afrikanske kontinent end fra Mellem- og Sydamerika (hvis man ikke regner de Caribiske øer med), og lige så mange som fra Australien (hvis man ikke regner samarbejdsbryg med, vel at mærke). Den sydlige halvkugles underrepræsentation vil dermed være en smule formildet af, at det største kontinent i det mindste er det (til dels) bedst repræsenterede.

Altså bortset fra at de afrikanske brands gerne ejes af multinationale konglomeratvirksomheder – men hey, de har vel hjemme i Barbados, Panama eller Cayman-Øerne og hører dermed med til Mellemamerika – og så bliver de vel også repræsenteret lidt bedre, eller … måske ikke …

At der er tale om et meget standardiseret bryg efter europæisk – und ehrlich gestanden – tysk forbillede, bliver hurtigt lige så klart som det industrielt filtrerede bryg selv. Ganske lyst er det – korngult, mere brusende end egentlig skummende, samt med den for standardiseret øl så typiske skrabede bouquet. Vandet er fremtrædende, humlen virker som standardiseret Hallertauer, mens det syrligt friske indslag faktisk giver en antydning af særpræg med en let note af eg.

Et vist lokalt præg synes øllet også at have. Bryggeriet praler på etiketten med, at øllet er brygget med byghumle og “The finest quality Ugandan sorghum” – som læserne kan regne ud, har jeg googlet for læserne, så I blot kan trykke på linket frem for alt det bøvlede tasteri. Ud over durra (som det altså hedder på dansk) er brygget tilsat majs og maniok, og den var selvfølgelig ikke gået i Tyskland.

I hvilken grad savanneafgrøderne formår at krænge brygget over i noget nyt og unikt – eller i det mindste noget andet end den europæiske standard – viser sig i aromaen. Her er vandet fortsat det mest fremtrædende. Egesyren brænder til gengæld mere markant igennem end forventeligt. Det giver en frisk kant, der samtidig er med til at bære øllets aroma frem. Brygget er stærkere end dansk guldøl – 6,5 % (mod guldøls typiske 5,6) og det kan smages i overraskende grad. En tung alkoholisk note mærkes i brygget – noget rå og ufin, men langt fra malplaceret eller forfejlet. Tværtimod giver det brygget noget muskelkraft, som den europæiske pilsner ikke just er kendetegnet ved.

Så selvom det stadig er industriel standard, så ville denne blogger mene, at dette bryg godt kunne repræsentere en særlig ugandisk standard for industriel pilsner.

Fendt Dieselroß Öl, Aktienbrauerei Kaufbeuren (Grænsehandel IV)

Falsk varebetegnelse …

Uaaak! Der er rod i kronologien … Ikke alene glemte jeg fuldstændig at nævne, at sidste øl også var en af de øl, jeg havde købt i den Flensburgske grænsehandel. Men endnu før jeg havde prøvet den øl, havde jeg prøvet endnu en øl fra samme tur. Denne øl.

I anmeldelsesrækkefølgen var den imidlertid gået under radaren, fordi jeg havde indtalt anmeldelsen på min telefon i stedet for at bruge pen og papir, som jeg plejer. Sådan går det, når man spontant beslutter sig for at spise ude, og man glemmer at få notesblokken med. Føj dertil, at man ikke gider spolere hyggen ved at måtte rende hele vejen op på 2. sal endnu engang, bare for at hente anmelderapparaturet. Så hellere bare bruge det, man har.

Det skal selvfølgelig ikke undskylde min inkompetance og amnesi, men en forklaring skylder jeg da læserne som absolut minimum (og jeg nægter at lytte til, endsige acceptere påstande om, at I som læsere garanteret aldrig ville have opdaget mit sløseri hvis ikke jeg detaljeret havde berettet om det her … jeg NÆGTER!)

Et bayersk bryggeri står bag denne og én anden øl, der bød sig til blandt specialbryggene. Det er selvfølgelig nærmest generisk indbydende at have en irgrøn retro-traktor på etiketten – men derudover er der ikke noget videre specielt over dem. Denne er en udbredt øltype i Tyskland – en Märzen. Navnet kommer af måneden marts, hvor øllet typisk blev brygget som noget af det sidste, før forbuddet mod at brygge øl over sommeren trådte i kraft på de kanter. Til gengæld lagrede det over de varme måneder hvor risikoen for inficering af nyt øl var for stor, og blev så drukket til oktoberfesten.

‘Öl’ betyder i øvrigt ikke ‘øl’ på tysk, men derimod ‘olie’. Navnet skal – gætter jeg på – vel vække associationer til traktorolie på en eller anden måde. I så fald ville jeg have brygget en stout tror jeg, men lad os nu få at se, hvordan det tyske bryggeri udlægger fornemmelsen af traktordiesel mellem gummerne.

Det er i hvert fald ikke dieselodeur, der møder næsen ved dennes proximering til det kobberrøde, hvidtskummende bryg. I det hele taget dufter brygget ikke af særlig meget, i en i øvrigt friskt kærtegnende sommerbrise fuld af forårsblomster og havegrill. Ved smagning forbliver brygget diskret, og vælger at forblive subtilt frem for frembrusende. En rar, rund maltprofil erstatter en for tyske lyse øl ellers fremtrædende humleprofil.

Det er for så vidt rart nok og nogenlunde markant, men det forbliver også aldeles ufarligt. Samtidig er resten af brygget underligt dovent, nærmest uengageret og med en kant af noget næsten syntetisk vandigt. Man kan ikke tage fra øllet, at det aldeles brugbart som tørstslukker på en varm, dejlig aften, hvor man kan spise ude – og så har den en rar sød kant samtidig …

… men som oplevelse betragtet er den desværre som tyske standardøl er flest. Og sådan at stille den mellem de øvrige specialøl, gnubber sig op ad falsk varebetegnelse.

Big Wave, Kona Brewing Co. (Grænsehandel III)

Flugt fra lava mod konfirmationen …

Netop som helvede (aka vulkanen Kilauea) bryder løs på Hawaii er jeg nået til at anmelde denne øl fra samme lokation. Tilfældighed? Helt sikkert – og desuden et resultat af min fortsat verserende bloggerdovenskab, for det er vel over en uge siden, den blev drukket.

Denne skyldes fortsat mange andre jern, jeg har i ilden. Ikke mindst online, hvor jeg er begyndt at spille (lidt for meget) Minecraft igen. Ellers er der fortsat familie-tam-tam’er der skal passes, og alt for meget arbejde … Jeg skal om ca. 20 minutter til konfirmation for min ældste niece, så jeg kan kun lige akkurat nå det.

Ikke meget anderledes end de tidligere Kona-øl, jeg har anmeldt, er denne gyldne pale ale tilpasset det geologiske stillehavs-hot-spots modbydelige varme og fugtige klima. Drikkelighed og friskhed går i en vis grad forud for aroma. I duften mærker man således en hel del vand, men også en ren bouquet af honning. På trods af vandmængderne føles den tiloversblevne bouquet ikke egentlig svag eller syntetisk.

Brygget er sprudlende friskt i kæften, hvilket giver en skarp og lækkert stikkende mundfornemmelse. Den søde malt får brygget til at glide let ned – det er nok at foretrække, når man er ved at blive stegt af både sol og lava på én gang. En nogenlunde præsent humle får lige netop afleveret nok friskskåret bøgearoma, let sødet med syrénnektar, til at man ikke keder sig under flugten fra egnens tyndflydende lava.

Hvis fødderne formår at bære, kan man måske også akkurat nå at svømme langt nok ud til at man ikke bliver kogt i stedet for stegt … Bare man nu ikke bliver ramt af en bølge på vejen.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme