Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Måned: april 2018

Northsea IPA, Jopen (Grænsehandel II)

Lige en hurtig én …

Beklager den utilstedelige hiatus i den ellers stride strøm af anmeldelser. Der har været en del andre ting end øl i mit liv på det sidste – ja, jeg har jo faktisk også en familie og et arbejde der skal passes. Det er ikke altid har jeg tid – eller overskud – til at blogge, selvom det så’n overordnet set, er en af de ting, jeg morer mig allermest med.

Der er bare i øjeblikket flere på hinanden følgende familie-tam-tam’er og et arbejde, der nogle gange bare dræner én så meget, at man simpelthen ikke orker (orker hvad – ja … som helst) når man endelig har fyraften.

Men jeg skal heller ikke lade bloggeriet ligge så længe, at jeg også bliver stresset over det. Og her er den så – en ny anmeldelse. Den er fra tysklandsturen i forbindelse med min onkel og tantes guldbryllup (der var én af familie-tam-tam’erne) i starten af april, og er således købt i en grænsehandelsbutikken Scandinavian Park i Flensborg. Øllene fra den tur er jo bare ét af mange temaer, jeg jonglerer med for tiden. Når man som jeg er velsignet med indtil flere diagnoser, der i virkeligheden hæmmer éns evne til at holde flere bolde i luften samtidigt (i modsætning til, hvad jeg formentlig har skrevet i samtlige jobanmeldelser i tidens løb – og dén historie skal jeg nok undlade at trætte læserne yderligere med) forklarer dette også til dels, hvorfor der er gået så lang tid siden jeg sidst fik slæbt mig til tasterne.

Det er en IPA fra Nederlandene, hvis duft jeg aldrig nåede at få afprøvet, før glasset blev sat for munden. Til gengæld er det orangegyldne brygs aroma præcis som det skal være:

En knastør, skarp bitterhed af fyrrenåle flænser smagsløgene op, så den rå smag af friskafhøvlet grantræssavsmuld rigtig kan trænge ned i tungen. Savssmuldet er krydret med kommen og rigelige mængder bergamot, der giver den krasbørstige bitterhed modvægt med lindrende olier og balsamerende sødme.

En lille pakke fuldendt IPA – præcis som man ønsker den skal være. Uden overraskelser, især ikke til den negative side, og uden at man savner dem, der ellers kunne have været der til den positive side.

Jo – man kan åbenbart også finde rigtig gode øl i grænsehandlen.

God 1. maj til jer allesammen i morgen. Jeg skal først og fremmest fejre min datter, der også har fødselsdag den dag.

Geuze Mariage Parfait 2013, Boon (Fra klosteret I)

Tør Geuze …

Under temanavnet ‘Fra klosteret’ tager jeg nu fat på de øl, jeg tidligere på året tog med hjem fra Esrum Klosters ølfestival. Yes! Endnu et tema – og hvorfor ikke?

Jeg havde det jo som blommen i et æg på ølfestivalen på Esrum Kloster. Klosterets indervægge var jo ligegodt hvidkalkede, så dette var tilfældet i mere end én forstand – men ellers tullede jeg jo egentlig bare rundt og nød at være omgivet af det, jeg holder allermest af i hele verden.

Belgisk øl er som jeg har fået nævnt engang det øl i verden, jeg synes er allermest interessant. Ikke mindst det sure øl, har jeg på det sidste fået smag for – herunder Guezen, som der flød i stride smagsprøvestrømme indtil chefen sagde stop! Ikke flere smagsprøver af netop denne øl. De sidste få eksemplarer ville være til udsalget – ikke til udskænkning.

Vel – jeg måtte jo smide pengene på bordet og købe et eksemplar, og så glæde mig over, at jeg kunne nyde en hel en af slagsen, og ikke bare en af de i øvrigt gavmilde smagsprøver, klosterpersonalet langede ud.

Jeg føler mig fortsat som – om ikke et barn, så i hvert fald en grønskolling, hvad typen angår. Men flot gyldent, diskret knækket over i det orange er brygget. Lystigt brusende med ikke kækt hvidt skum, der falder hurtigt. Det er ikke for intet, at typen kaldes øllets svar på champagne. Duften er tilsvarende forventligt frisk og syrlig – en tør champagne i dette tilfælde.

Det er bestemt en geuze hvor friskhed og syrlighed står i et noget andet forhold, end Oude Geuze fra samme bryggeri, og som jeg fik en smagsprøve af på klosteret. Denne er mere bidst og skarp med et kraftigere element af citron og grapefrugt – samt en smule eddike, der også gør den noget mere svært tilgængeligt end dens mere harmoniske broder.

Der er få – hvis overhovedet nogen søde elementer. Det, der først og fremmest spiller op mod bryggets spidse syrlighed er friskheden – eller om man vil, vandet i brygget. Det forhindrer brygget i at kamme over og blive et decideret surt bryg. Ikke at der er noget galt i det, men et helt surt bryg er ikke desto mindre knap så madegnet, som dette mod det sure hældende kompromis.

Er man nybegynder udi typen, er det næppe denne, man skal lægge ud med. Den rundere og mildere Oude Gueze eller Mort Subites akkurat mere afdæmpede Gueuze ville i det tilfælde være bedre valg.

Deuteronomium II – 2011

De glemte øls år …

Jeg skal ikke glemme mit jubilæumsprojekt – tilbageblikket, eller deuteronomiummet som det hedder i den gode bog (der som bekendt er ret elendig), på de efterhånden ikke helt få år, jeg har blogget. Jeg frygtede lidt at hvert år skulle blive “mit ølår” version 2. Ved gennemskimning af indlæggene og revision af, hvad jeg har skrevet gennem tiden, har jeg til gengæld snart konstateret, at der ikke er den store fare for det.

Én ting er, at jeg helt bevidst trækker nogle andre linjer op, end i årsrapporterne. Noget andet er den erfaring 8 års bloggeri trods alt har givet mig. Det mig et nyt perspektiv på de gamle indlæg.

De glemte øl

Det der mere end noget andet sprang i øjnene ved gennemgang af ølåret 2011 var de mange øl, der i dag er glemt og borte. De glemte øl var for størstedelens vedkommende elementer i fælt opstyltede marketingstunts, vakkelvorne tårne af kulørte byggeklodser, der nærmest skreg efter at den første og bedste tumling måtte vælte dem til lige dele rabalder og moro. (Småbørnsassociationen kommer måske af, at min søn det år lærte at krybe, kravle og gå – men det er alt sammen en anden historie.)

På forhånd huskede jeg Cults rædsel af en industriøl ved navn Kay-Sar. Hvor mange husker overhovedet den endnu? Og et endnu bedre spørgsmål: Hvor mange opdagede overhovedet, at den var der dengang? Den optog ganske vist noget plads i supermarkederne, da Cult åbenbart havde betalt ekstra for køleskabe, kun for deres über-fancy flasker med komplet ligegyldigt, tyndt industriøl. Den fik ellers ikke for lidt med markedsføringen; Cults direktør, Brian Sørensen annoncerede hovmodigt i Jyllands Posten, at man ville gøre Carlsberg rangen stridig. Vel … Fat chance var vist holdningen hos alle os, der læste sludderet, og se hvor fik vi ret.

Efter trekvart år var brygget ude af handlen igen – godt og vel. En forudsigelse, jeg fik ret i. Ganske vist var bestyrtelsen over forudsigelsen omtrent lige så stor som over, at solen igen stod op i morges.

Og solen skal nok fortsætte med at stå op igen en rum tid endnu. Spørgsmålet er, hvor længe vi vil være der til at bevidne det. I betragtning af hvor stejlt ned ad bakke, det går for klimaet for tiden, og hvor lidt vi som mennesker er villige til at gøre noget ved det, ser det i hvert fald ikke for lyst ud. I slutningen af 2010 kom det for alvor til at se mørkt ud, da klimatopmødet i Cancun endte uden resultat. Harboe lancerede ellers Clim8 – en CO2-neutral øl i anledningen, som jeg fik prøvet i januar måned. Jeg gætter på at målet var at profilere sig selv snarere end rent faktisk at hjælpe.

Hverken til megen hjælp for klimaet eller for Harboes profil har den nok været, for ikke længe efter klimasammenbruddet kunne den fås til ikke særlig mange penge i Fakta – og i dag er den vel helt fortrængt – fuldstændig ligesom klimakatastrofen.

Endelig kopierede Royal Unibrew en af Carlsbergs (se forneden) fikse ideer fra det år – de trak vokalerne ud af ordet ‘pilsner‘ i forventning om, at deres i forvejen fortyndede vandprodukt på en eller anden måde ville tage sig bedre ud derefter – guess what … it didn’t.

Et brand der også er gået heden siden er Änglamarks øl. Selve brandet Änglamark består som en serie af økologiske discountprodukter i COOP’s butikker, og i starten var der også nogle øl på programmet, der blev produceret i Sverige. Anledningen til min anmeldelse var fantastisk – vi levede en weekend som ægte bonderøve på en nedlagt landejendom nær Randers, men det var bestemt ikke for dén øl, at turen blev husket.

Selve ideen om et fast billigt brand af økologiske standardøl er ellers på mange niveauer tiltalende.

Carlsberg holdt sig ellers heller ikke tilbage i 2011. De besluttede sig for en form for relancering af brandet, hvor de smed en forbandet masse nye produkter på markedet på én gang … for allesammen næsten lige så hurtigt at gå i glemmebogen. Få år tidligere – i 2004 – havde bryggeriet forsøgt sig med en ny flaske – et forsøg, der floppede totalt. Det har Carlsbergs smarte fornyelsesprojekter det med at gøre. Det skøreste af det hele var, at de endnu engang ville lancere en ny flaske som del af deres relancering. Det var set før, det var floppet før … hvad er det nu man siger om dem, der hele tiden gør det samme, og forventer nye resultater hver gang?

Lavest scorede Copen*hagen (jeg har aldrig magtet at rette fejlen i overskriften på det oprindelige indlæg, da jeg ikke finder øllet det værd. Og nu hvor jeg eksplicit har bemærket det, tror jeg faktisk aldrig jeg vil ændre det, som en form for demonstrativ trods) – en tisgul rædsel solgt i en sodavandflaske. Det bedste man kunne sige om den, at den i det mindste ikke smagte som den urinprøve, den lignede. Den smagte af stort set ingenting, og ingenting smager i det mindste ikke særlig grimt. Den største lidelse ved brygget var ikke konsumptionen eller anmeldelsen, men at jeg efter at have fået fjernet min blindtarm måtte opleve, at en reklame for den blev vist på den stue på Aarhus Kommunehospital, hvor jeg var indlagt. Den sleske baryton og det stereotype glansbillede fuldendte billedet af et marketingstunt, der var kørt fuldstændig af sporet.

Copenhagen husker jeg. Carlsberg Export havde jeg i til gengæld svedt fuldstændig ud. Men det er der ud fra min anmeldelse, vist ikke så meget at sige til. Er der mon nogen af læserne, der kan huske den dag i dag?

De to pilsnere, der udmærkede sig ved at være kedeligere end Carlsbergs standardprodukt, den generiske Premium (som vi vender tilbage til) blev fulgt op af et ølvalg med tre kandidater. To gange før havde Carlsberg afholdt et ølvalg – det første fandt sted engang i slutningen af 90’erne, hvor Carls Special (også anmeldt i 2011) vandt. Her viste vinderen sig undtagelsesvis langtidsholdbar, for Carlsberg Dark, der vandt i 2002 (tror jeg det var) var godt nok ikke på markedet længe, før den ikke kunne fås længere.

Ved valget i 2011 deltog Plzner, der mest smagte af vand – at smide en vokal ud og erstatte ‘s’et med det mere hipsterpopsmarte ‘z’ var åbenbart ikke nok til at få øllet til at smage ordentligt. Gylden løb af med sejren, hvilket var denne blogger en kæmpe gåde. En rodet sag af sød humle, overmodne æbler og deraf følgende gærvinøs syre var ingen større fryd. Bock gjorde som den eneste øl et ordentligt indtryk på undertegnede, men hvad nytter det, når pøbelen aldrig stemmer som den burde?

 

Endelig var der to nye Jacobsen Bryg. De blev begge lanceret om ‘kvindeøl’ – hvilket jeg finder aldeles sexistisk … Ikke så meget af den mest oplagte grund, at det bare er dybt åndssvagt at gøre ting som øl (eller sodavand, biler, tøj, planter, dyr og alt muligt andet) kønnet, i stedet for bare at lade folk købe det, de gerne vil have og i øvrigt lade være dem i fred. Det er slemt nok i sig selv – men i tilfældet af Velvet Ale og Rose Wit føjedes spot til skade idet disse to øl var så rent ud sagt elendige …

Hvor man efter nogen søgen nu alligevel kunne finde nogle kvaliteter ved Velvet Ale (den blev trods alt også på markedet i nogle år efter) var Rose Wit helt og aldeles kvalitetsfri på alle parametre. Sur, doven og så i øvrigt i en grim lyserød nuance, der ikke gjorde noget for bedre det uheldigt sexistiske koncept. “Barbie-øl” eller “Prinsesseøl” var bare to af de kønnede udtryk, der for gennem mit hoved, men som jeg i en ambition om at bevare en vis lødighed på bloggen – trods alt – undlod at bruge dengang. Den slags ambitioner har jeg siden for længst kastet overbord.

At et udvalg af det kedelige sprøjt få måneder senere blev udbudt i en gaveæske tydede med al tydelig tydelighed på, at Carlsberg brændte nallerne på deres marketingsstunt. Hvad havde de mon selv troet? Eller rettere – hvad havde deres marketingafdeling dog troet? Tit er jeg på nakken af forbrugerne, for deres alt for brede accept af lad industriel standard. Det var rart på den måde at opdage, at så let lod de trods alt ikke Carlsberg tage røven på dem.

Her til sidst vil jeg igen stille spørgsmålet – og vid det ikke er retorisk. Jeg erfarer gerne svar på det i kommentarer under indlægget her, eller på fjæsen: Er der overhovedet nogen, der kan huske disse øl, og måske endda berette om deres oplevelser af dem?

En hemmelighed …

Anmeldelsen af de to kønnede rædsler var vist også den sidste anmeldelse jeg skrev, hvor jeg i ét indlæg anmeldte flere øl. Det gav et helvedes mas med at holde styr på, hvor mange øl, jeg egentlig havde anmeldt.

Fra et tidligt tidspunkt havde jeg selvfølgelig luret, at jeg kunne hæfte en kategori på anmeldelserne – den kategori bruger jeg stadig på anmeldelserne den dag i dag, og kategorien hedder … hold nu godt fast! Anmeldelser – såmænd!

Det er nu ikke det, der er hemmeligheden, men derimod, at jeg efterhånden blev grundigt træt af at huske hvor mange øl, jeg skulle lægge til antallet af indlæg i kategorien ‘anmeldelser’ for at se det egentlige antal anmeldte øl. En dag blev jeg træt af det, og fandt på en noget uskøn, omend effektiv måde, at få løst problemet på – jeg snød.

Indlæg, hvor jeg ikke anmelder nye øl, men derimod kommenterer mere bredt – som fx i det indlæg du læser lige nu – kategoriserer jeg som ‘redaktionelle indlæg’. Af dem tog jeg et passende antal, og hæftede kategorien ‘anmeldelser’ på, således at antallet af indlæg under kategorien ‘anmeldelser’ kom til at matche antallet af afprøvede øl. Indlæg som fx denne kategorijustering fik altså klistret mærkaten ‘anmeldelse’ på sig – helt uden at der var tale om en anmeldelse … til gengæld slap jeg for nogen sinde igen at skulle huske på, hvor mange, der skulle lægges til under ‘anmeldelser’.

– Nogle gange må man sno sig.

Det tynde øl …

Fra et lille redaktionelt sidespring til et tema, der optog en del plads på bloggen det år, nemlig temaet “Det tynde øl fra Fakta“, der til dags dato vist nok stadig er temaet med flest indlæg på bloggen. I et forsøg på at tage alt det tynde øl i én omgang, så jeg ikke behøvede at spilde min tid på det sidenhen, gik jeg shop-amok i alt det tynde standardsprøjt, jeg kunne finde i min lokale Fakta ( – Herredsvang, Århus Vest, hvor Yahyah Hassan også kommer fra).

Og så blev der ellers anmeldt fra en ende af: Carlsberg Premium, der tidligere hed Hof – men det var der vel ikke marketing nok i – overraskede med hele to stjerner værd. Carls Special var en af de få lyspunkter sammen med Pilsner Urquell, som vist kun lige var blevet standardudbud der. Dansk-serien var noget af en prøvelse at komme igennem – så slemt var det vist, at jeg en måneds tid eller to endda omdøbte bloggen fra Kajs Ølblog til Kajs Ølbrok. Først da temaet var slut, fik bloggen sit oprindelige navn tilbage.

Overraskende nok måtte jeg konstatere, at Corona faktisk ikke var helt så slem som jeg troede, mens Newcastle Brown Ale slet ikke var nogen spændende øl overhovedet. Sådan blev jeg klogere og fik nedbrudt nogle fordomme – både til min fortrydelse og i mit favør.

Mange af bryggene appellerede til Den laveste Fællesnævner – et velkendt begreb, der i mine øjne tit misforstås. I almindelig tale dækker begrebet over noget, der ved plat letforståelighed appellerer til så mange mennesker som muligt. Det forholder sig imidlertid en smule anderledes. Den laveste fællesnævner dækker ikke over at favne så bredt som muligt, men derimod om at skræmme så få som overhovedet muligt væk. Når bryggiganterne sælger hektoliter i millionvis af tyndt industrielt standardsprøjt, skyldes det ikke, at rigtig mange mennesker kan lide tyndt industrielt standardsprøjt. Det skyldes, at kun meget få mennesker bliver skræmt væk af tyndt … you get the idea. Put noget mere humle i urten, og straks pylrer den kvalitetssky ignorantpøbel op om at “øllet er for bittert”. Mere malt, og det er for mørkt eller for sødt.

Det var også i anledning af Fakta-temaet, at jeg for første gang anmeldte alkoholfri øl. De skrabede bunden fra undersiden, og har siden udgjort en kategori, jeg helst undgår at beskæftige mig med. Man må dog indrømme dem den brugbarhed, at de egner sig fortrinligt som genstande for elokvænte tirader og fornærmelser. Jo værre en øl er, desto grimmere kan jeg skrive om den bagefter – så jeg går altid af med sejren. Hvis øllet ikke er underholdende, er affattelsen af anmeldelsen det til gengæld omvendt proportionalt.

Shitstorm …

Mine til tider utilhyllede meningstilkendegivelser afstedkom i sensommeren 2011 den første – og hidtil eneste – gang, jeg selv blev genstand for mishagsytringer og idle ukvemsord. Anledningen lå ellers et helt år tilbage. En tilfældig læser havde åbenbart skimmet bloggen, og min betegnelse for billige industrielle pilsnere med høj alkoholprocent – spritterøl – var faldet ham så ganske for brystet.

Det blev til en omgang småhidsig ping-pong i kommentarfeltet under indlægget, hvor antagonisten erklærede, at han så gu’ ville have sig frabedt at blive betegnet ‘spritter’ bare fordi han godt kunne lide øllene – af hvilke han drak to om dagen. Aldrig mere, aldrig mindre.

Det var første gang – og i grunden også indtil videre eneste gang, jeg ligefrem er blevet konfronteret negativt med mine anmeldelser. Lidt overraskende kom det fra en læser og ikke fra et af bryggerierne – de skulle ellers have haft rigeligt at beklage sig over på det tidspunkt. Jeg vover den påstand, at jeg formåede at bryde serven og sætte læseren på plads. Jeg havde kaldt (og kalder fortsat) øllene for spritterøl, fordi de i mine øjne mere en noget andet er målrettet fattige alkoholikere. Det er imidlertid ikke ensbetydende med, at man er alkoholiker, hvis man synes de øl smager godt.

Faktisk vil fornøjelse ved de øl have den fordel, at man ikke behøver frygte at denne blogger vil købe nogen af de øl, man har udset til sig selv.

Jeg valgte dog alligevel at stikke en finger i jorden for at sikre mig at mine udgydelser ikke var for meget. Reaktionerne jeg fik kunne mest af alt sammefattes til, at jeg bare fortsat skulle give den gas, og at det bedste der kunne gøres ved reaktioner som den jeg havde oplevet, var at anbefale at man undlog at læse bloggen.

Vel – nok er jeg igennem mit liv kommet til at gøre ting, jeg har fortrudt og som har gjort mig uvenner med folk – intet af det omfatter noget, jeg har skrevet her på bloggen. Heller ikke sidenhen, for ud over dette har jeg ikke oplevet flere af disse udfald mod min bloggervirksomhed.

Spøjse oplevelser …

Når man blogger om øl med den indstilling, at man godt kunne tænke sig at prøve alt, støder man undertiden på fænomener, man på trods af alle tænkelige advarselslamper, ikke kan lade være med at tage med hjem alligevel.

Det gælder fra dette år især nogle fund, jeg gjorde i den lokale kiosk. Der kunne man en overgang få øl fra så eksotiske steder som Rusland og Ukraine. De kostede ikke engang særlig meget, men det manglede på den anden side også bare, for apropos en af dette efterhånden lange indlægs tidligere afsnit, bestod underholdningen i højere grad i at anmelde end at afprøve brygget.

Det mindst spøjse ved den russiske rædsel, jeg opstøvede i kiosken, var indholdet. Det var tyndt, uprangende og smagsfrit, omend tørstslukkende. Til gengæld blev det leveret i en flaske med en højst aparte form, ulig alt hvad jeg siden har set. At den var fra Rusland var i sig selv overraskende – hvem ved noget om russisk øl, hvis ikke man ligefrem har frekventeret føderationen på enten ferie eller job? Og mest sært var det, at jeg fandt den i min lokale kiosk blandt Carlsberg og Royal Unibrew All-Stars – helt uden for enhver forventelig kontekst.

I de følgende uger fandt jeg desuden de to ukrainske øl i knap så spøjse flasker, men kun i ringe grad mindre malplacerede.

Virkeligheden gik også en smule i stykker det år, da øllen “Duff” fra Simpsons tegneserieunivers pludselig fandt vej til rigtige supermarkedshylder herhjemme. Til gengæld var brygget lige så kedeligt og intetsigende som tegneserien vil vide, den er. Øllet er i dag forsvundet fra hylderne, mens Simpsons-serien består. Jeg har imidlertid ikke set den i mange år efterhånden, og mon ikke den med sine eksceptionelt mange sæsoner er ved at være lige så udvandet som Duff-brygget?

Og jeg var til krimimesse i Horsens sammen med familien, hvor jeg ud over at se Leif Davidsen i virkeligheden også fik prøvet Krimiøl … Den var også ret kedelig.

Det samme var Pabst Blue Ribbon, som en ven fra min studietid havde taget med fra USA. I dag er den fast inventar på Irmas hylder og anses for en hipsterklassiker, mens den dengang var næsten ukendt herhjemme. Jeg var altså vildt hipsteragtigt på forkant, da jeg prøvede den dengang i 2011 … ja, jeg skammer mig faktisk en smule.

Færøerne havde deres debut på bloggen med en ganske ildesmagende rædsel. Den blev nødtørftigt skyllet ned mens valgresultaterne fra årets folketingsvalg rullede over skærmen. Så kedelig var den, at resultaten af det valg fik mere omtale i indlægget – sammen med et par bøger min ekshustru og en af vores fælles venner havde udgivet kort forinden.

Det gode øl …

Meget mod min natur, har jeg gemt de gode oplevelser til til sidst. Det er der jeg ellers gerne fyrer en ordentlig sviner af, som en ordentlig afslutning på en anmeldelse – eller en årsrapport for den sags skyld. Grunden – hvis der er nogen – ligger vel dels i, at der var nogle gode, langtrækkende oplevelser det år – og at jeg måske også her til sidst gerne vil levere et par pointer, som læserne forhåbentlig vil huske.

Den største oplevelse af dem alle, var en lille mørk sag, som jeg helt tilfældigt fandt i et næsten glemt hjørne af Skjold Burne på Store Torv i Århus’ ellers ganske prangende udvalg af specialøl. 666 Black Damnation hed den, næppe læsbart på hvad der lignede en nødtørftigt og gnidret udprintning af en dårligt opsat grafik fra tegneprogrammet Paint.

Men sikke et indhold! En kompakt, fuldstændig lysopslugende lille satan, der mange (i forhold til bloggens levetid i hvert fald) år fremover skulle huskes som den bedste øl, jeg nogensinde havde prøvet. Og da en anden, bedre øl endelig vippede den af pinden, skulle der stadig gå noget tid før et lokalt mikrobryggeri på Amager med hjælp fra irske whiskydestillerer med megen møje og besvær var i stand til også at skabe en bedre porter end dén.

Bryggeriet bag, de Molen, har jeg set produkter fra flere gange siden, men jeg har åbenbart aldrig købt nogen. Frygter jeg mon skuffelsen oven på dette uudslettelige indtryk, eller jeg bare doven? Retorisk blæser svaret i vinden.

En anden – måske ikke helt så stor oplevelse, men bestemt én, der også har sat sig varige spor i min bloggervirksomhed: Jeg opdagede Punk IPA, og dermed opdagede jeg også det skotske bryggeri Brew Dog. Det var kærlighed ved første blik, da jeg prøvede IPA’en i februar måned, og det fortsatte, da jeg prøvede mig igennem bryggeriets andre fine øl i de følgende måneder.

I dag er brandet blevet verdensomspændende, og selvom de er blevet store, holder de – trods ondsindede og til tider endda fabrikerede rygter om det modsatte – fast i kvaliteten frem for at henfalde til slatten industri. Deres bryg kan fortsat købes i discounthandlen herhjemme til rimelige priser. Det siger både noget om, hvordan discountstandarden herhjemme har fået sig et voldsomt løft, og om hvordan befolkningen i det hele taget har taget kvalitetsprodukterne til sig. Brew Dogs allestedsnærværelse i danske supermarkeder – discount som finere steder – er måske mere end noget andet symbolet på dette.

Det er ikke ved hjælp af aggressiv markedsføring, som Cults, da de forgæves forsøgte at pushe deres vandige Kay-Sar med sædvanligvis lumre reklamer. Ej heller Carlsbergs ud-af-luften rebranding og en efterfølgende sky af nye produkter, der allesammen er lige så gamle som de generiske standardinstallationer i kataloget og blot hældt på nye emballager slog heller ikke til.

Hvis man vil være noget stort i ølverdenen, må man brygge noget stort. Og hvad markedsføring angår … vel – jeg husker som det var i går da jeg for første gang besøgte Amager Bryghus i 2016. Head of Communication – eller hvad de nu ellers kalder det der – Henrik Papsø fortalte hvordan bryggeriet hverken annoncerer eller reklamerer offentligt. I stedet står øllet alene – og således står det så fint.

For når folk smager på de fine dråber, er de ikke i tvivl om, at her er noget stort. Den slags skal smages, annammes, opleves … det skal ikke bare fortælles i overgearede reklamestunts, der tværtom mere end antyder, at her er vist noget øl, der overhovedet ikke kan sælge, med mindre det bliver hjulpet på vej af flimmerglimmer, hult rungende barytonvoice-over og lummer sexisme.

Det gode øl, derimod, finder selv sine nydere.

Forbliv indstillet til flere indlæg inden længe.

Mooser Liesl, Arcobräu Moos (Grænsehandel I)

Overstået!

Her på det sidste er det lykkedes mig ikke at have alt for store anmeldelseshængepartier, altså rækker af øl, jeg allerede har prøvet, men endnu ikke har fået anmeldt. Til gengæld jonglerer jeg vist i øjeblikket med 3-4 forskellige temaer, som jeg må kæmpe lidt for at holde adskilt.

I mine unge dage kunne jeg være slem til at påbegynde projekter, som jeg aldrig fik gjort færdig – det skulle være typisk for folk med ADHD-diagnoser. Efterhånden er jeg blevet bedre til at begrænse antallet af projekter, jeg går i gang med – til gengæld har jeg meget svært ved at gøre dem halvt. Således også min ølblog – og hvis jeg har besluttet mig for, at jeg vil påbegynde et nyt tema, fordi jeg finder blot den mindste anledning til det, så må får det være således.

Jeg indleder derfor med dette indlæg en række anmeldelser af de øl, jeg købte i Scandinavian Park, Flensborg, på vej hjem fra Guldbrylluppet i Nordtyskland forleden. Det kommer til at ske under temaet “Grænsehandel”. Fordelen ved temaet er, at det slet ikke behøver være begrænset til denne ene omgang, men fremover altid vil kunne hives frem, når jeg har været i Tyskland for at handle.

Jeg har flere gange langet ud efter tysk øl og tyskernes ølkonservatisme her på bloggen. De har deres Reinheitsgebot, der som et tveægget sværd på den ene side har sikret en høj pilsnerkvalitet og på den anden side har været en brutal, tæsketung stopklods for hittepåsomhed i det store land mod syd. Sidst jeg var i Tyskland var udvalget af specialøl i den grænsebutik vi var i praktisk taget ikke-eksisterende, og i stedet for at fokusere på kvalitet, valgte jeg i stedet at finde noget bizart, så jeg i det mindste havde et eller andet at skrive om.

Måske frekventerede vi blot det forkerte center dengang, for i Scandinavian Park var der da trods alt en smule at komme efter. Jeg hapsede de bryg, jeg ikke havde prøvet før – uden i øvrigt at spare synderligt mange penge i forhold til, hvad lignende produkter ville have kostet herhjemme. Mest fordi jeg tænkte, at muligheden for at støde på disse bryg senere, næppe ville vise sig.

At betragte bryggene som specialøl eller craft-beer er for flere af bryggenes vedkommende lidt af en tilsnigelse. Ikke mindst hvad angår nærværende øl, der ret beset heller ikke blev fundet på specialølshylden, men derimod i slagtilbudskassen med snarligt udløbne varer. Der er tale om den særligt lyse pilsner, som de hærdebrede tyske smede vederkvæger sig i på de varme sommerdage under stålværkernes og bilfabrikkernes airconditionløse bliktage – Helles Pils. Bedst husker jeg Flensburger Brauereis bud, som man om ikke andet må indrømme effektive tørstslukkende egenskaber.

Og ‘hell’ – altså lys (ikke helvede – det er engelsk) er brygget i dåden (tysk: in der Tat, svarende til engelsk: indeed – jeg lobbyer hvor jeg kan for at gøre ‘i dåden’ til et gængs dansk udtryk). Korngult, krystalklart og kun med begrænset, skrøbeligt kridhvidt skum på toppen. Duften kender man fra alle de andre standardiserede, generiske og i grunden ligegyldige standardpilsnere, så dér er der heller ikke nogen nyheder.

Og sådan er det også i smagen. Det glider lige ned i halsen uden den mindste antydning af bump eller andre forhindringer. Heller ikke positive indtryk såsom aroma, mundfornemmelse, fylde eller anden berøring komplicerer den fuldendte oplevelse af en industriøl, der kun er brygget for massekonsumption og pengeindskovlingens skyld. En generisk, let tysk pilsner, der ikke bare ligner de andre til forveksling, men formentlig aldrig ville forårsage så meget som ét enkelt løftet øjenbryn, om dette bryg blev hældt på flaskerne fra en anden standardindustrigigant.

Jeg købte den, fordi jeg ikke havde prøvet den før. Nu har jeg prøvet den, og glæder mig over, at det nu er gjort. Jeg kan komme videre uden nogensinde behøve se mig – endsige vende – tilbage.

Lagerthas Bryg, Skands (Guldbryllupsgaven III)

Ikke lige det, man forbinder …

Med dette bryg har Skands bevæget sig ind i den semi-mytiske legendeverden, som vi møder den i Saxos Danmarkskrønike. Lagerthas var således gift med Regnar Lodbrog, der så vidt jeg er orienteret er væsentlig mindre historisk belagt end Robin Hood, Jens Langkniv og Claus Störtebeker. Formentlig er vi nede på niveau med Jesus fra Nazareth og Moses – begge semi-mytiske og i den overleverede form helt sikkert opdigtede.

Historierne i sig selv er selvfølgelig ikke uinteressante. I sin tid troede (no pun intended) jeg jo, at min videreformidling af dem var det, der skulle give mig smør på brødet … Så heldig var jeg desværre ikke. Indflydelsen, fortællingerne har haft, er til gengæld til at tage og føle på. I betragtning af, hvor mange krige og lidelser, historierne om Moses og Jesus har afstedkommet, er det faktisk ironisk, at den civilisation der havde Regnar Lodbrog som en af deres superhelte i dag anses som den mest barbariske af de to.

Lagertha var ligesom sin husbond en græsselig kriger – og i betragtning af bryggeriets feministiske profil, er det ikke overraskende, at det er hende, der her hyldes med en øl.

Ifølge etiketten er der tale om en havrestout, hvilket direkte modsiges af deklarationen, der angiver bygmalt, humle, porse, gær og vand – men altså ingen havre. Ups! Duft er der ikke meget af, men på den måde minder den selvfølgelig om de havrestouts, der angiveligt skulle være ganske vanskelige at brygge og som efter min erfaring aldrig smager af særlig meget.

Jeg forstår ikke havrestouts al den stund, at man åbenbart investerer mange anstrenglser og ressourcer i en øl, der – når den lykkes – i bedste fald er halvkedelig.

I aromaen er brygget ganske mildt uden at være direkte vandigt. Man bydes venlig aroma af kaffe sødet med vanillesukker og marcipan. Lader man brygge skvulpe lidt mere rundt, vokser sødmen til en antydning af fersken, der formår at spille fint op til kaffebitterheden. Det hele er nydeligt omfavnet af et skvæt fløde til at gøre det hele lidt mere rundt og lækkerhedsagtigt …

… og aldeles ufarligt samt aldeles ukrigerisk og umægtigt.

Det kunne man ellers godt have forventet det af en øl, tilegnet en stor kriger. Dette er mere en øl for tjekkede caffe-latte slubrende storbyfemininer end vikingetidens skjoldmøer. Subsidiært er den for femininernes ledsagende storbyhipstere og ingenlunde en drik for tapre, blodtørstige, berserkergående skjoldmøer – eller disses ledsagere.

Juellingepigens Bryg, Skands (Guldbryllupsgaven II)

Bare fordi det er spændende …

Sidst jeg anmeldte et bryg fra Skands serie af historiske øl (og som jeg købte som gave til min onkel og tante, der fejrede guldbryllup forleden) kiggede vi på, hvad Danmarks første Dronning, Margrete d. I. drak sig besoffen i.

Skands er rejst længere tilbage i tiden og har taget springet over Storebælt til Stevns-egnen, (idet Margrete d. 1. formentlig regerede fra Nyborg) hvor man i forbindelse med anlægning af en roebane til Vesterborg på Lolland, stødte på Juellingekvindefundet. Det må her være på sin plads at bemærke, at undertegnede heller aldrig nogensinde havde hørt om hverken Vesterborg eller Juellinge, endsige Juellingekvinden (i modsætning til Lolland og Stevns – samt kvinder – alle ting som ved affattelsestidspunktet trods alt var redaktionen bekendt). Undertegnede skal heller ikke gøre sig klog på, hvordan ‘Juellinge’ præcis skal udtales. Ekspertise på feltet efterlyses og modtages med kyshånd – den slags venstresnoet og samfundsundergravende praksis er jeg bestemt ikke for stolt til at bede om.

Brygget her er ikke for folk med hang til blanke, polerede industriprodukter, der skyr bundfald i deres øl. Det beskrives bedst som en tynd, passionsfrugtfarvet brunkålslage, komplet med grums og store flager, der hvirvler rundt i flasken ved agitation. Efter skænkning dufter brygget til gengæld kun flygtigt, vandigt, let syrligt måske i retning af æbler. Brygget er krydret med porse og tranebær – samt humle, der ifølge jernalderforlægget, fundet i Juellingekvindernes (der var flere) grave, ellers ikke var en af krydderierne. Skands er åbenbart ikke klar til at gå full Thisted Bryghus.

Smag er der til gengæld ikke meget af. Man fristes til en påstand om, at kvindebevægelsen på de 1.000-1.500 år, der gik mellem Juellingekvinderne og Johnny Margrete d. første i det mindste var nået så langt, at sidstnævnte havde bedre øl at drikke. Brygget er sødligt-surt a’la en udvandet afart af det, man får til sine nudler på kinesiske restauranter. Surkålslagen er nok ikke helt ved siden af i smagen heller – og så lige et par teskefulde vanillesukker …

… og alt for meget vand. Hvis Skands var gået efter et surt bryg, vil jeg slet ikke afvise, at det ville være oplevelsen værd. Men i denne lette og alt for tynde form, fremstår det konturløst og ligegyldigt. Men selvom konceptet ellers er spændende, behøver brygget jo ikke være det.

At oplevelsen ikke var stor, blev til gengæld opvejet af vejret den aften. Jeg og min søn var netop hjemvendt fra Guldbrylluppet Tyskland, og spiste udenfor for første gang i år.

Så det var om ikke andet hyggeligt.

Pride, Amager Bryghus

Storslået!

Nu til den sidste øl i Amager Bryghus’ Sinner Series – Pride, Stoltheden, eller egentlig snarere Hovmodet. Traditionelt anset som det største synd af dem alle …

… bortset fra selvfølgelig, at hovmodet ligesom grådigheden nu til dags nok anses for en af de højeste dyder snarere end et kendetegn for en skidt karakter. Sådan har det været længe. I særdeleshed siden den senere krigsforbryder Anders Fogh Rasmussen nytårsdag 2002 annoncerede, at det nu var slut med at rådføre sig på en lang række områder med eksperter – eller “smagsdommere” som han kaldte dem. Hvem der præcis vidste bedst andre end dem, der havde dedikeret deres liv til at opnå ekspertise i vanskelige videnskabelige felter til menneskehedens bedste, kom aldrig til at fremgå klart. Praksis viste sig dog hurtigt, at regeringen selv ville tage beslutningerne og demonstrativt blæse på eksperternes råd mange år fremover, og fortsat gør det. Måske var det allertydeligst, da Danmark gik med i Irakkrigen, og som nation gjorde sig meddskyldig i den største humanitære, militære og diplomatiske nedsmeltning i dette århundrede. Det skete som bekendt i trods mod en lang række diplomatiske, militære og efterretningsmæssige eksperter, der samstemmigt helt korrekt havde konkluderet at USAs daværende præsident George W. Bush var lige så fuld af løgn, som den gennemsnitlige danske konventionelle Venstre-landmands gylletank er fuld af lort.

Og hovmodet smittede. Resten af befolkningen begyndte med internettets hjælp i højere og højere grad at stole på egne mavefornemmelser og/eller deres betændte had, end nøgterne, omend komplicerede analyser fra højtuddannede mennesker.

Og udviklingen har været global. Valget af Donald Trump som USA’s præsident er nok den foreløbige kulmination på en trend, hvor mere og mere magtfulde mennesker afviser eksperter for at være pladderhumanistiske, bedrevidende, eller måske endda selve fjendens tropper, der opererer bag linjerne. At tænke sig – vi skal tilbage, helt ned i den kolde krigs dybfryser, for at finde eksempler på at verdens Supermagter truer hinanden så åbenlyst.

Og hvorfor får det mig til at tænke på, at Tom Lehrer – manden bag verdenshittet “We will all go together when we go” – fyldte 90 år d. 9. april – altså for få dage siden? (Forsinket tillykke, gamle dreng!)

Og hvorfor starter jeg alle mine afsnit med “Og”?

Og hvorfor stiller jeg så mange retoriske spørgsmål? (I behøver ikke svare – det var et retorisk spørgsmål (… eller var det!?))

Amager Bryghus’ bud på hovmodet er anderledes ikke-faretruende uden dog at være det mindste kedeligt. Ifølge etiketten har de valgt en type, der står dem nær – en Imperial Stout, simpelt hen. Omend ikke simplere, end at urten har kogt i 6 timer og indeholder 7 slags malt. Det giver et natsort bryg med en styrke på 10 %, og rigeligt med oplevelser til næse, mund og øjne. For også skummet er flot, som det tårner sig frådende og matchende chokoladebrunt op over den tyktflydende, sorte olie. Duften er i det magelige snarere end voldsomme hjørne, med en rar – omend ganske kraftig – em af mørke nødder og kaffe.

Brygget nippes bedst i små slurke, der helst slubres som en skoldhed kop kaffe. Det skyldes ikke kun, at man gerne vil trække alt smag ud af dette flydende vidunder, men også at man ikke rigtig vover andet. Der er så meget smag, at man er bange for at brænde sig på den.

Fuldfed kaffe af udsøgte bønner forenes elegant og næsten erotisk med sød, klæbrig ahornsirup, krydret med smeltet, finsk lakrids. Hver lille dråbe, der finder vej over ens fugtige læber, driver kælent, sensuelt og begærligt hen over den lystigt æggende tunge, idet hvert lille smagsløg aktiveres af bryggets potente safter.

Dette er det noget af det ypperste, man kan nå i en imperial stout der ikke er hårdtslående, ondskabsfuld og frygtindgydende, som samme bryggeris uforlignelige Green, Green Banshee. Og hvor er det livsbekræftende at blive mindet om, at det varme og rare også kan være pirrende, pikant og farligt på en ganske anden, men mindst lige så tilfredsstillende måde.

Sikke en finale!

Margrete I’s Bryg, Skands (Guldbryllupsgaven I)

Gensyn- og gensmagens glæde …

I weekenden var jeg til guldbryllup for min kære onkel og tante, der bor i Nordtyskland. Jeg har jo ikke bare tyske aner, for begge mine forældre er/var født og opvokset i Tyskland, og det var faktisk kun dem, der i deres unge år søgte udenlands. Resten af familien blev boende syd for grænsen.

Det var skønt at se familien igen. Mine to kusiner i den gren af familien er jo flyttet længere sydpå, så det er sjældent jeg får dem at se – og deres børn havde jeg nær aldrig set før. Jo – min ældste kusines søn havde jeg set da han var to år. I mellemtiden var han blevet femten. – Så der var meget, der lige skulle følges op på.

Fra min far, min søster og mig fik guldbryllupsparret en samling danske specialiteter, og næppe overraskende blev jeg sat til at finde nogle gode øl til dem.

Det blev til nogle sikre Greatest Hits fra Amager Bryghus – Mortician, Todd The Axe Man, Linda The Axe Grinder og Lust. Fra Skagen Bryghus blev det en Drachmann. Og endelig blev det til en række øl fra Bryggeriet Skands, der har fortsat samarbejdet med Nationalmuseet om at brygge forskellige historiske øl. Der var lidt historie, poesi og så bare rigtig meget af det, jeg bare vidste var godt – nemlig øl.

Men ikke alle øl er nævnt ved navn, som den kvikke læser vil bemærke. Ud over de unavngivne Skands-øl, var der også endnu en Amager Bryghus-øl, der sammen med Skandsøllene vil blive anmeldt over det næste stykke tid under temanavnet “Guldbrylluppet”. Amager Bryghus-brygget regner jeg med at tage til sidst.

Vel, I har jo nok gættet, at de øl, jeg ikke selv havde prøvet, blev købt i to eksemplarer – en til mig selv, og en til guldbryllupsparret. Den første der blev åbnet var en af Skands’ museumsøl – disse var i øvrigt også udstillet til smagning på Esrum Kloster forleden. Men jeg holdt mig til det ukendte og det som jeg på forhånd vidste var godt, da jeg ærligt må indrømme, at min imponerethed over Skands bryg altid har været behersket.

På Dronning Margrete I’s tid rettede man sig ifølge etiketteksten i vid udstrækning efter tysk lovgivning, når det gjaldt ølbrygning. Øllet er derfor udelukkende krydret med humle, og ikke andre spændende sager, som det er tilfældet med de andre bryg i serien. Reinheitsgebot, som der antydningsvis refereres til blev imidlertid først indført i Bayern i 1516, mens Margrete I tog billetten over hundrede år tidligere, i 1412. Men hvad ved jeg? Mon ikke Reinheitsgebot var en art konsekvens der blev draget af en allerede udbredt praksis for, hvad det var god skik at putte i øllet?

I hvert fald kan humlen mærkes ganske kraftigt i brygget … omend ikke i duften. Her møder man primært søde æbler, hvede og vanille, og man forventer en enten sød eller tynd omgang – for den milde æbleduft forbinder jeg den dag i dag automatisk med halvsløje, vandede øl, der aldeles forgæves forsøger at fremstå som interessante.

Men som allerede antydet er det slet ikke tilfældet. Humlen bryder godt igennem til smagsløgene, der får den fulde glæde af det rene bryg. Især ved mandlerne er bitterheden god med karakter af valnødder, der har ligget for længe til at smage godt. Øl, der smager på den måde, smager til gengæld godt – go figure. Bitterheden næsten gløder på tungen med en friskhed, der minder om kommen, så det ikke bare bliver humle, tæsket ned i tunge og mandler. Nej, bitterheden har skam kontur, form og en nøje udtænkt plan om, hvor den vil hen og hvad den vil.

Undervejs – det må være, da kommenelementet blev præsent sent i smagningen – gik det op for mig, at det er næsten præcis sådan, jeg husker at mine forældres hjemmebryg på Matriklen i Hjortshøj smagte. Da jeg var lille syntes jeg jo, det var sjovt at smage på mine forældres øl, selvom jeg egentlig ikke kunne lide det.

Og dette var smagen! Måske ikke så overraskende endda. Det der blev brygget i mit barndomshjem var jo ligesom denne en ale, formentlig udelukkende krydret med humle. Dengang i firserne var ølrevolutionen i bedste fald i sin vorden, så det der med at krydre øllet med alternativer var meget fy-fy.

Ikke desto mindre er det altid spændende, når dufte, smage, syn eller lyd udløser dybt hengemte minder fra sindets afkroge. I hvert fald når minderne – som dette – er gode og hyggelige.

Squeeze IPA, Flying Couch Brewing (… så jeg husker koncerten II)

Wind down …

Bartenderen, der anbefalede mig Super Nova, frarådede ved samme lejlighed Flying Couch-øllen, der også kunne købes i baren. “Alt for bitter” sagde han. Frank bemærkede her – han er jo nok en af de mennesker, der kender mig bedst – at nu var den vist solgt, og ganske rigtigt. Jeg er imidlertid ikke ét sekund i tvivl om, at bartenderens advarsel ikke var noget salgstrick. Han hadede den sikkert selv, og mente han gjorde mig en tjeneste ved at overbevise mig om ikke at afprøve den.

Så bartenderen skal have ros for sin ærlighed og sin bestemte advarsel – det var det, der overbviste mig om, at dér var der sikkert en øl, der ville falde i min smag.

Jeg ventede godt nok til efter koncerten. Og hvilken koncert! Hvis man ikke var der, vil man heller ikke vide, at Loppen på mange måder forekommer aldeles uegnet til koncerter. Det ligger i et loftsrum over nogle gamle kasernebygninger – flot og funktionelt med tykke, blotlagte tagspær komplet med bærende bjælker, der frimodigt rager op gennem det tunge trægulv som regelmæssige søjler. Ikke just superegnet til at skaffe god sigtbarhed til den lave scene, der ligger midt på langsiden af den ene skrå tagvæg. Det betyder et farligt mylder foran scenen, og rigeligt pusterum ude i siderne, men vil man eventuelt se giraffen – og ikke kun høre den i det også noget auditivt udfordrede loftslokale, må man enten stå på tæer, eller se om man kan få sig en plads helt oppe foran, hvor det imidlertid tit går heftigt for sig.

Næppe overraskende er ‘heftigt for sig’ en noget tilbageholdende karakteristik, om ikke en direkte underdrivelse, af aftenens eskapader. Reelt var der tale om en intimkoncert – under en meter kom jeg til at stå foran bandets på én gang karismatiske og alligevel totalt nede på jorden forsanger Barney Greenway. Så tæt stod jeg, at han kunne høre mine råwerier så tydeligt, at han endda et par gange kommenterede på dem …

“Yes the second one was indeed longer” – var hans kommentar, da jeg havde skreget et svar, efter at de havde spillet det klassiske, episke værk “You Suffer” anden gang (ja, tænk at det kan lade sig gøre i løbet af en koncert) og han kækt havde brølt “did anyone notice the difference?”.

“No, I don’t want the fucking lid back” faldt efter at jeg med hyppige, gentagne “Refresh US!”-brøl omsider havde overtalt ham til at lade os tilskuere få del i de kildevand, han havde en hel kasse stående af på scenen, og som han stundom brugte til brusebad. Efter at have modtaget en flaske med forfriskende dråber og sendt den videre efter at have forfrisket mig selv, spurgte jeg, om ikke han ville låget tilbage – åbenbart ikke.

– Det er i hvert fald som jeg husker det. Koncerten kan faktisk nydes næsten i sin helhed her og så kan man jo selv gå ind og se, hvor god eller elendig min hukommelse er.

Ellers gik det slag i slag – ikke mindst fra trommeslager Danny Hereras side. Genren kaldes officielt grindcore, og går for at være en blanding af punk og død. Ingen protester fra min side der, men skulle det en dag vise sig, at Herera har luret gamle jazztrommeslagere tricks af, vil jeg i hvert fald ikke være spor overrasket. Ud over Barneys brølende vokal var det vidunderligt at have førsteparketsudsigt til, hvordan grydetæskeren sjældent ramte samme skind eller bækken to gange efter hinanden, men hele tiden spillede på hele trommesættet. Mitch Harris kunne jeg dårligt se – men guitaren var aldrig svær at høre. Shane Embury er fortsat verdens grimmeste bassist – og i øvrigt, ligesom resten af bandet – hamrende dygtig til sit håndværk.

Hvad kan jeg sige, ud over at det suverænt var den bedste Napalm Death-koncert, jeg nogensinde har været med til. Jeg så dem på Roskilde Festival i 1995 – dengang kendte jeg dem knap nok, og anså dem vel mest for et kuriosum. Det var først nogle år senere, med pladen “Inside The Torn Apart”, at jeg pladask faldt for dem, og jeg har aldrig set mig tilbage. Tværtimod ser jeg meget frem til næste gang, jeg får en chance for at se dem, for så vil jeg afgjort være at finde, hvor de spiller.

Orkesterets karakter skal der ikke herske nogen tvivl om:

Vel, tillbage til aftenens øl.

Jeg nød den i små nip som wind down-drink. Jeg havde jo ikke min notesblok med, men optog derimod mine stikord på min telefon. Min stemme er tydeligt mere hæs, skælvende og knækkende på denne anmeldelse end på den første.

Åbenbart dufter brygget ganske vidunderligt. Det får jeg sagt hele tre gange, før jeg endelig får uddybet, hvad den egentlig dufter af: Bergamot og roser, og det er jo ikke atypisk for en aromatisk IPA. Men åbenbart må det have været ekstra godt, for glosen ‘vidunderlig’ falder endnu et par gange i løbet af optagelsen. Desuden er jeg begejstret for bitterheden, som jeg aldrig får beskrevet i detaljer. Jeg husker den som spinkel, omend stærk som stål i sit udtryk. Et frisk og spædt grannåleudtryk yder både friskhed og subtilitet. Blomsteraromaerne har i betragtning af en erklæring om, at der er ‘noget for alle smagsløg’ også været præsente – men det er ikke noget, jeg husker tydeligt længere.

I det meste af min optagelse tirerer jeg lettere snøvlende i uforholdsmæssig grad om, hvor fantastisk en koncert det var. Jeg kunne måske godt have givet mig lidt mere info om, hvordan øllet egentlig smagte – men hey, jeg kan tilgive mig selv, for jeg havde jo haft sådan en fin aften. Og det var slet ikke værst at kunne slutte den af med en god øl at køle af på.

Jeg købte i øvrigt også en t-shirt, så jeg fremover vil huske koncerten. Kernen i Red Warszawa var desuden også med som tilskuere, så der var rigtig mange ting, der gik op i en højere enhed.

Og så lykkedes det mig at køre for langt med bussen, da jeg skulle hjem.

Er jeg ikke dygtig?

 

Super Nova, Christiania-Bryggeriet/Svaneke Bryghus (… så jeg husker koncerten I)

Opvarmning …

Fuuuuuuck maaaaan! … som min gode ven Frank så tit har sagt det så concist og elokvænt … det var vildt! Frank blev sidst nævnt her på bloggen for et halv til trekvart års tid siden, da jeg frekventerede hans indflytterfest på Fyn. I fredags, altså Langfredag – i ved den dag, hvor man skal bøje hovedet og klaske hænderne sammen, mens man i duknakket ydmyghed ihukommer og kontemplerer Jesu pine og død for vore synder – indfandt han sig sammen med undertegnede på Loppen, Christiania for at deltage i et af årets store koncertbrag. Det klassiske britiske Birmingham-baserede Grindcore-band Napalm Death spillede op til dans – dette i sig selv som hån mod højtiden, hvortil genren vel også i en eller anden grad næppe hører til kristenhedens mest vellidte.

For mit vedkommende var der også et element af revanche i det. Ikke imod religionen – den har jeg for længst haft mit stille og udramatiske opgør med efter at have været både døbt og konfirmeret – men derimod mod mig selv. Sidst jeg var til Napalm Death-koncert – for hele 16 år siden i 2002 på Stengade 30 – drak jeg mig så beruset først, at jeg måtte forlade koncerten og tage hjem efter 3 numre.

Gedved (I ved, min tilforn så hyppige gæsteanmelder), som jeg delte dén oplevelse med (han missede dog ikke koncerten) har drillet mig lige siden, og op til koncerten her, skrev han ved enhver lejlighed, når jeg nævnte arrangementet på de sociale medier, at jeg skulle “købe en t-shirt så jeg huskede koncerten”. Det gjorde jeg nemlig sidst. Og det ikoniske vers fra den gamle Red Warszawa-sang “Den Sorte Garderobe” kom til at passe aldrig så nydeligt.

Sådan gik det dog ikke denne gang.

Jeg var – som man måske har kunnet deducere sig til ud fra den video, jeg lagde på min facebookside – helt oppe foran. Og som min ledsagetekst til opslaget vil afsløre holdt jeg hele koncerten. Først i skrivende stund snart tre dage senere, er mine nakkesmerter ved at aftage, men jeg er sprudlende lykkelig og kisteglad over at have følt mig som en 20-årig igen.

Helt appelsinfri var jeg nu heller ikke. Jeg var klog nok til ikke at være mere end (godt) selskabeligt overrislet ved koncertstart, og ventede til at drikke mig æskestiv bagefter. Egentlig ville jeg ikke have prøvet nogen nye øl, men bare have nydt aftenen uden at behøve anmelde. – Undertiden overrasker det mig, hvor dårligt jeg egentlig kender mig selv. Men umiddelbart før koncerten kunne jeg ikke nære mig fra at prøve denne ‘Super Nova’ (ikke upassende i betragtning af den energiudladning, der var i vente), en pilsner efter lokal Christiania-opskrift, hvis produktion pga. en efterspørgsel, der ikke kunne imødekommes af de lokale bryggere, er overtaget af Svaneke Bryghus.

Bartenderen, der anbefalede den, kunne fortælle, at der var ekstra meget humle i, så den virkede mere som en IPA i karakteren. Bartenderen var rimeligt flink og sikkert god til at løfte tunge ting, men det skulle ikke blive sidste gang den aften, at jeg syntes, han ramte helt forbi en karakteristik af øllen.

Den blev drukket ud af flasken – ingen grund til at komplicere adgangen til scenen ved at være så forfinet at man insisterer på glas. Ud af den snævre hals var der imidlertid ikke megen bouquet at spore. Den sløje forventning om en van(d)lig Svaneke-oplevelse nåede akkurat at melde sig …

… før flasken blev sat for munden. Her maste en brovten, hærdebred humle sig lige bramfrit og jovialt ud over tungen og ud i alle mundhulens små afkroge. Tung, aromatisk og først og fremmest bitter af en umiskendelig og signaturtypisk pilsnerhumle. Denne øl er simpelt hen en pilsner, med afsindigt meget ekstra pilsner oven på pilsneren, and then some. Tungeklaskende, gummesmaskende og ganeklikkende lækker, og gennemtrængende bitter af fyldig, varm pilsnerhumle som man finder det i de mest udsøgte tjekkiske og tyske pilsnerøl. – Men med så meget mere pilsner.

Uden at være sikker, vil jeg skyde på, at rygradden af denne udsøgte og ekstraordinære pilsners humlebitterhed hidrører fra hallertauerhumlen. Saazen er som regel lidt skarpere og friskere, mens bitterheden her måske bedst genfindes i en Flensburger Pilsener – og af deres hjemmeside fremgår det, at de netop bruger hallertauerhumlen. So shoot me if I’m wrong.

Men som en IPA ligefrem? Overhovedet ikke. IPA er ikke bare bitter, men også karakteriseret ved dens aromatiske bismage, og i øvrigt en skarp humleprofil, frem for den meget tunge og brede humlearoma, man mødte i dette vidunder. Den intense bitterhed havde den for så vidt til fælles med IPA, men i dens karakter lå den et helt andet sted. Bartenderen skal ikke desto mindre have stor tak for anbefalingen af dette lille mesterværk. For oplevelsen blev bestemt ikke mindre af, at den egentlig ikke lignede IPA særlig meget.

Den kan anbefales enhver ølelsker, der lægger vejen forbi Christiania. Ikke mindst fordi den så tydeligt viser, hvordan selv den mest fortærskede og generiske øltype i vores dage kan fornys og blive ekstraordinær.

Og efter den oplevelse var der koncert!

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme