Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Måned: marts 2018

Citra Wittbier, Albani/Royal Unibrew

Fear not …

Glædelig spis-menneskekød-og-drik-menneskeblod-dag allesammmen. I morgen synges sangen “Jesus er død i dag og det er han jo og det er i dag …” hvis man altså tror på den slags. Det gør jeg så ikke, men er på den anden side heller ikke helt indifferent nok til at undlade at påpege det absurde i alt denne ståhej.

Og så må man jo heller ikke spise gæret brød, fordi så kommer gud eller ødelæggeren – afhængigt af hvilken af de to udvandringsmyter i 2. sumpbog kapitel 12 man læser – efter én, og river ens børn i stumper og stykker. Sjovt nok er det aldrig sket i min familie – hverken da jeg selv var barn, eller efter at jeg selv har fået børn. Det må være fordi Jesus (i ved, ham oppe fra kommunen) ophævede sumploven … eller også er det hele bare noget, nogen har fundet på – ligesom Anders And. Stor tak for lån til Monrad og Rislund for udvalgte dele af den tirade.

Indtil videre har diæten stået på pandekager, og øllet her blev drukket for adskillige dage siden, så jeg er faktisk uforvarende kommet til at overholde de bud indtil videre. Vel, jeg har ikke smurt blod på dørstolperne, så jeg er alligevel ikke home free. Jeg tror nu også, jeg vil prioritere hensynet til mine naboer, min fortsatte residereren i boligforeningens lejligheder samt ikke mindst mit eget helbred højere end hensynet til nogle højere magter, jeg ikke bare i det store og hele, men også i det lille og opdelte ikke tror på.

Og så tror jeg i øvrigt også, jeg vil spise noget rugbrød senere.

Øllen er en witbier … behøver jeg længere fortælle, at det er en af de typer, jeg som udgangspunkt ikke bryder mig vældig meget om? Den er fra Royal Unibrew, og del af en specialølsserie, der forefindes på køl ved siden af pilsnerne og guldøllene i mainstreamsupermarkederne. Man kunne tro, det var for at gøre specialøllene lettere tilgængeligt og udbredt, men mistanken om, at giganten Royal Unibrew også gerne vil tilbagevinde markedsandele fra mikroaktørerne er nagende præsent.

Det skal dog siges, at i typens oprindelsesland Belgien anses wit nu nok for det tynde og relativt uinteressante hverdagsbælleøl. Det skal selvfølgelig ikke holde Royal Unibrew fra at sælge det som specialøl til dumpingpriser.

Brygget er forventligt lyst. Til gengæld er det kun smådiset frem for næsten plumret som rigtige witte gerne skal være det. Men det er vel, hvad man kan forvente af industriprodukter – de skal helst være letfordøjelige, da så få som muligt skal skræmmes væk fra dem. Duften er skarp af de 8,5% alkohol og banan. Dertil kommer fyld af hvedemel samt et overraskende friskt pust af grannåle. Citrahumlen har industrigiganten åbenbart ikke druknet helt. Forkærligheden for at spæde op med mere obskure ingredienser mangler heller ikke – brygget er iblandet koriander og appelsinskal. Go figure.

Brygget er syrligt friskt med samme – vel egentlig ganske bekvemme – berøring af sprød citrahumle. Dertil kommer en mindre komfortabel, for ikke at sige småkvalm, banansødme. Mundfornemmelsen er underligt ufuldendt, som om det fortrinsvis vandige, omend ikke ildesmagende bryg indeholder noget ubestemmeligt grums.

Intet af det er atypisk for witten. Tværtimod formår Royal Unibrew i deres industriprodukt faktisk at få alle genrens kendetegn og nuancer med, omend fortsat ikke på en måde, der helt falder i denne bloggers smag. Hvis dette er det ypperste den industrielle specialølsstandard kan præstere, har mikrobryggerierne måske alligevel ikke det helt store at frygte.

I morgen aften – på den ih og åh så lange fredag – er jeg i øvrigt at finde på Loppen, Christiania til Napalm Death-koncert. Man må gerne sige hej, hvis man spotter mig – også selv om vi aldrig har talt sammen før.

Deuteronomium I – 2010

Les Miserables – og alt det andet …

Hermed fortsætter mit tilbageblik, som jeg i anledning a 1000-anmeldelsesjubilæet lovede læserne. Dette indlæg handler om de første 7 måneder jeg bloggede – fra juni måned og året ud, 2010.

Jeg har ved gennembladring … eller gennemkigning – hvad end man nu gør, når man skimmer sig igennem en masse blogindlæg – hæftet mig ved, at jeg allerede fra et tidligt tidspunkt fokuserede på øl, der var tilgængelige i almindelig handel. Lige fra begyndelsen kiggede jeg altid supermarkedernes hylder igennem for bryg, jeg ikke havde prøvet endnu. Men dem jeg – især i starten – fik med hjem, var sjældent specielt … vel, specielle, men derimod gerne gammelkendte, generiske klassiskere. Jeg ville anmelde det hele, så jeg kunne lige så godt tage det kedelige til at begynde med. Jeg vidste udmærket, at det ikke ville være kedeligere at skrive – eller læse – om.

Desuden havde jeg dengang som nu ikke særlig mange penge. Det har faktisk alle dage været en væsentlig faktor i afgørelsen om, hvad der kom hjem til anmeldelse, og hvad der ikke gjorde.

Af nævneværdige standardøl var der Øko-thy, som en af de allerførste, jeg overhovedet anmmeldte. Desuden kom Grøn Tuborg og den lokale Ceres Top hurtigt under kærlig behandling. A-Z Ale nr. 16, som jeg nogle år forinden var faldet pladask for til sækkepibesommerskolen Scandinavian School of Piping and Drumming, hvor den blev skænket på fad, konstaterede jeg til gengæld til min store skuffelse, var faldet overordentlig meget i kvalitet. Det skyldtes nok at Vestfyen havde overtaget produktionen, efter at efterspørgslen var blevet så stor, at Refsvindinge ikke længere kunne følge med.

Det bedste Bryggeriet Vestfyen nogensinde har skabt – og dette siger jeg i egenskab af ølblogger – er Jolly Time og Jolly Cola, mens deres licensproduktion af A-Z Ale nr. 16 ikke tjener dem til ære. Ikke mindst i betragtning af, at A-Z Ale nr. 16 er den eneste øl fra Refsvindinge, jeg nogensinde har været imponeret over – men det var altså før jeg begyndte at blogge.

Tuborg Rød røg gennem vridemaskinen, og så startede jeg mit første tema i august måned det år – spritterøl. Året efter udløste temaet en mindre shitstorm, men det når vi til i næste indlæg i serien af tilbageblik. Tre kriterier fastlagde jeg for, hvad jeg indtil den dag i dag betegner som spritterøl: Det er billigt, det har alkoholprocent over 6, og det er brygget af et industribryggeri.

Værst af dem var Brutalis – sjældent har jeg været så beskidt i kæften, som da anmeldelsen af den faldt:

“Det første indtryk er lidt ligesom sur sok, efterfuldt, undskyld -fulgt af en ram sprittet smag, der næsten fuldstændig overdøver de bitre indslag, der ellers ikke uelegant og desværre meget kortvarigt rammer siderne af bagtungen. Spritsmagen afløses derefter af en fornemmelse af harsk næsehornstis og en syrlighed, man ellers kun møder i fjæset på en irettesat Pia Kjærsgaard.”

Jeg tror, jeg vil gøre det til en vane i disse indlæg, at smide mindst ét citat fra mine anmeldelser ind af denne kaliber.

Thisted Bryghus fyldte en del på bloggen dengang. I starten var jeg biased positivt for dem, idet de stod bag nogle af de første økologiske øl herhjemme. Også dengang gik jeg meget op i den slags, omend jeg med årene er gået tilbage til at være mere en gnaven punker end en glad hippie. Stor var min skuffelse derfor over, at bryggeriet samme år under en ny brygmester, der skulle løfte arven efter den legendariske Peter Clemmensen, straks skulle begynde at tilsætte sulfit i øllene. En praksis, der skulle fortsætte fremover, og få min agtelse for bryggeriet til at falde. Et åbent brev, jeg sendte til dem, førte aldrig til noget.

Hvad er der ellers at sige? Fakta begyndte pludselig at vise gode takter med en samling udenlandske øl, de lettere misvisende kaldte specialøl – men det kan jeg den dag i dag godt tilgive dem. Det var vel første gang – eller i hvert fald første gang, jeg lagde mærke til, at Fakta tænkte lidt ud af boksen, og dermed langt fra sidste gang, at det supermarked havde gode øl på hylderne.

Bryggeri Skovlyst lærte jeg at kende – og at finde jævnt kedelig. Heller ikke det har ændret sig stort, men bryggeriet vil blive behørigt omtalt i et senere indlæg i tilbageblikket. Mikkeller scorede som første bryggeri topkarakter på bloggen, men det var Bryghuset Braunsteins Næsgaarden Brown Ale, der løb med prisen som den største øloplevelse. Også den havde jeg prøvet før jeg begyndte at blogge – kort før til samme års danske mesterskaber i Sækkepibe, som jeg jo stadig spillede dengang. Den var en af de øl, der endelig fik mig til at tage mig sammen til at tage mig sammen til at blogge om øl.

Julen blev behørigt markeret med en masse juleøl. Det kom jeg til gengæld ikke til at holde fast i. Som tiden gik, konstaterede jeg, at juleøllene generelt ikke var værd at samle på, så jeg har siden valgt at koncentrere mig mere om, hvad der generelt bare er godt frem for hvad der måtte være tilknyttet en bestemt højtid på den ene eller den anden måde.

Det værste har jeg gemt til til sidst. Der er ikke noget som en gedigen sviner at afslutte et langt indlæg med, så her får I de tre mest rædselsvækkende øl, jeg prøvede det år. Når jeg kigger tilbage på dem, tænker jeg, om andre end jeg (og eventuelt folk, der kommer for skade at bladre tilbage til disse gamle indlæg) overhovedet kan huske rædslerne længere – for heldigvis er de fleste af dem da taget af programmet igen.

Det gælder for begge de to øl, jeg som de første uddelte min absolutte bundkarakter på nul stjerner til. Det startede med at gå galt med Tuborg Lime Cut – en komplet smagsløs og underligt syntetisk vanderstatning, der hverken smagte af Tuborg (- vi ved fra den evigt vise Onkel Reje, at det smager næsten som sæbevand) eller af Lime, eller af Cut – hvad end det så i øvrigt er. Hvor længe var det, det var på markedet? Et halvt år, tror jeg – og kun én gang husker jeg at have set en ung knøs stå med en Tuborg Lime Cut i hånden ved et busstoppested. Og lur mig om ikke også den snart blev mokket op, ramme oven på ramme oven på ramme til dumpingpriser – ligesom man i netop disse dage kan opleve med et andet Carlsberg-flop, 1883 – overalt i landets supermarkeder, da den viste sig usælgelig.

Der er trods alt grænser for, hvor meget selv den jævneste forbruger vil lade sig tage ved næsen af industrien.

Noget anderledes – med forbrugerne i.e. – var det med TV-serien Klovn. Dén åd folk råt, selvom den efter min ydmyge mening var omtrent lige så morsom som – nej ikke en klat maling i færd med at tørre, men derimod maling, der allerede var tør og forblev netop dette under hele udsendelsen. Hvor mange vidste egentlig, at Apollo-bryggeriet i samarbejde med det Harboe-ejede Ølfabrikken havde lavet en tema-øl over serien? To, faktisk?

Begge er i dag gået i glemmebogen – og godt det samme, for ingen af dem var det rum, de optog i universet værd. Ligesom serien Klovn, i øvrigt, der desværre stadig huskes i skumle mørke afkroge af endda til tider ganske dannede menneskers hukommelser.

Når jeg sådan læser anmeldelsen af den første Klovn-øl igen, synes jeg, hvis jeg skal sige det selv, at jeg dér ramte ambitionen om læseoplevelsen ret godt. Det er af en eller anden grund nemmere at finde ordene, når man skal levere en dårlig anmeldelse end en god:

“Man spørger sig også, om Ølfabrikken har forsøgt at lave netop den øl, som folk skulle købe, hvis man rent faktisk skulle give kvajebajer, og på den måde udvælge sig et marked på baggrund af helt nye præmisser. Jeg ved med mig selv, at jeg ville blive rasende, hvis nogen gav mig denne øl som kvajebajer, og jeg ville omgående kalde henteren et kvaj, og kræve at vedkommende gav kvajebajer – men IKKE UNDER NOGEN OMSTÆNDIGHEDER en ‘Klovn’.”

En sidste dårlig anmeldelse, jeg ved gennemløb af anmeldelserne husker, er anmeldelsen af Tuborgs juleøl – den berømte og berygtede, for ikke at sige infame kiosk- og supermarkedsbasker, der fremturer hver eneste jul med sin enerverende allestedsnærværelse.

Det bedste – dengang som nu – der er at sige om den, er at man kan fyre et fikst palindrom af, hvis man er så masochistisk, at man skulle få lyst til én en dag man står i et værtshus, eller eventuelt en kiosk. “Slip en snepils” kan man udbryde, og glæde sig over, at den bøn staves ens forfra og bagfra.

Øllet er rent ud sagt elendigt. Harskt og ude af balance, og knap nok værd at drikke sig julefrokostfuld i. Dertil ville stort set enhver anden guldøl være mere egnet, da kun meget få af disse smager lige så fælt. Den lumre og objektiverende markedsføring gør det ikke bedre. Tværtimod, men det understreger selvfølgelig den pointe, at Tuborg med snebajeren ville have et usælgeligt produkt, hvis ikke det var for alt det andet bling og flimmer (også kaldet markedsføring) der er blevet hældt ovenpå.

Det var så tilbageblikket på bloggens allerførste tid. Forbliv indstillet – stay tuned – skulle man ikke have luret, hvad jeg mener, når jeg skriver dette, er det blot en af mine mange platte ordspil, og undersættelser, som mine indlæg også dengang har været fuld af.

Vi ses snart til flere anmeldelser og andre indlæg.

Echt Kriekenbier, Verhaeghe-Vichte

Ikke tosset …

Jeg er nået til den sidste af de øl, jeg fik i fødselsdagsgave af min søster. Det er ikke længere nogen hemmelighed, og det har det sådan set heller aldrig været, at jeg slet ikke kan stå for de søde, belgiske kirsebærøl. Forventningerne var derfor store, da jeg åbnede denne fra Verhaeghe-Vichte – et belgisk bryggeri, der før har leveret en stor oplevelse her på bloggen, men som jeg overraskende og ærgerligt nok aldrig er vendt tilbage til.

Så er det jo glædeligt, at den tilbagevenden skulle ske med en øltype, jeg holder så meget af. Hvis jeg har forstået det ret efter udskænkerne på Esrum Kloster, kan kriek-øl brygges på flere forskellige måder, men den konventionelle skulle være, at man starter med en lambic – en vildgæret øl. I denne vildgærede råøl, om man vil, tilsætter man så kirsebærrene, og sukret i disse igangsætter så en ny gæring, efter hvilken man har den færdige kriek.

I andre krieks – så vidt jeg har forstået – er kirsebærrene med fra starten, og inficeres også af den vildgær, der kendetegner lambic’en sammen med den øvrige mæsk.

Om denne er af den ene eller den anden type, aner jeg ikke. Det vigtigste er jo også, hvordan det smager …

Brygget er ganske mørkt. Ikke engang da jeg slog blitzen til på min telefons kamera, fik man den ellers meget nydelige, dybrøde brygkulør ordentligt frem. Man skal have lys skinnende igennem glasset for at kunne se det ordentligt. Kirsebærrene er præsente i duften fra starten, men ikke med den søde slikkarakter, som man kender fra deciderede dessertkrieks. Alkoholelementet er desuden ikke kun præsent, men også af typen, der river i næsevæggene og bihulerne.

Typens letsprudlende liflighed snydes man dog ikke for. Den bobler og summer og prikker lige som den skal. Kirsebærrenes sødme er der skam også, men også ledsaget af en alkoholisk skarphed, der med den belgiske blondes sjældent benigne karakter giver brygget en uventet kant af noget mere barskt og farligt, end blot en sød dessertøl.

Den er en småstærk næsestyver på 6,8 %, der sagtens kan stå alene.

Øl på klosteret …

Småt og godt …

Jeg må hellere få taget mig sammen til at tage mig sammen til at få trukket min forestilling sammen … Vel, en direkte oversættelse af “pull your act together” til dansk ser ikke ud til at fungere særlig godt. Men ganske kort er jeg atter i den hyppigt opstående situation, at jeg har flere hængepartier planløst svævende i limbo. Jeg har opfølgningen på øl nr. 1000, som jeg var smart nok til at splitte op i flere indlæg under ét tema, så jeg kunne brede stress over det emne ud over meget længere tid. Jeg har siden sidst også smagt på flere øl, der nu venter på anmeldelse (ja, der kan faktisk godt gå en endda temmelig mange kvadrat(kilo)meter rum tid mellem at jeg faktisk smager på en øl og får den anmeldt) – og så er der dette.

Jeg har været en tur ude af min lille lejlighed i Husum, og det endda ikke kun for at tage på arbejde eller hente børn, men rent faktisk for at gøre noget, der involverede at være ude blandt folk. Så har man set det med …

Esrum Kloster holder hvert år i marts en lille ølfestival, som de var søde at skrive mig i døren til. Den ufatteligt lange og knudrede, men indrømmet også meget smukke – what with alt det skov, der den dag var dækket af det fineste lag sne and all – tur måtte jeg til gengæld selv betale, ligesom smagsprøver og øl, jeg tog med fra stedet. Men fair nok. Enten er der tale om en offentlig institution, eller en lille engageret selvejende institution, der uanset om de er det ene eller det andet, sikkert har meget begrænsede ressourcer. Så jeg takkede selvfølgelig ja til tilbuddet, og valgte altså at indfinde mig på den gamle matrikel ikke længe efter åbningstid d. 10. marts.

Dygtig, nysgerrig og udstyret med en overordentlig veludviklet stedsans som jeg er, nåede jeg selvfølgelig aldrig længere end til selve klosteranlæggets udstilling. Der var også en udstilling for mikrobryggere, som jeg først opdagede overhovedet eksisterede, da jeg på vej til bussen efter besøget endelig fik nosset mig sammen til at kigge på den brochure jeg fik stukket i hånden ved indgangen. Så desværre nåede jeg altså ikke andet, end det klosteret selv bød på.

Jeg er mest ked af, at jeg derfor ikke får nævnt nogle små, lokale mikrobryggere, der sikkert fortjener alt den omtale man kan give den. Selv fik jeg til gengæld mere end rigeligt ud af klosterets egen udstilling. Den bestod, næppe voldsomt overraskende næsten udelukkende af klosterøl – især fra Belgien, men andre øl var også repræsenteret.

Klosteret udgjorde en nydelig ramme for det i sammenligning med de ølfestivaler, jeg ellers har været på – i Lokomotivhallen gentagne gange, og Forum en enkelt – lille arrangement. Dørene til den gamle klosterbygning var meget apropos også små, ligesom passagerne mellem de flotte, hvælvede rum også var det. Så det var ikke alene, de fine, vildgærede bryg, der gav hovedpine – når man for 6-7. gang på en time havde knaldet ægget op i de hvidkalkede munkesten i hvælvingerne eller døråbningerne, havde man vel så småt lært at bøje sig forover, eller gå lidt ned i knæene. – Men (for mit vedkommende i hvert fald) ikke for at vise ærbødighed for nogen skaber.

Og nu til øllet …

Som altid, når jeg har været på ølfestival, er en af de store udfordringer at tyde min hastigt nedkradsede noter. Men jeg skal gøre mit bedste. I klosterkælderen kunne man altså primært smage belgiske klosterøl, men Nederlandene, Østrig, Frankrig og USA var også repræsenteret.

Benno, Engelszell

Benno er en østrigsk klosterøl. Det er jo næppe overraskende at finde munkevæsen i det katolske Østrig, så ingen større overraskelser der.

Duften antyder mere end noget andet en Blonde, så en ufin blanding af marcipan, kogesprit og eddike får flere alarmer til at bimle samtidig. Smagen er nu ikke så fæl endda, men som det er med rigtigt belgisk klosterøl, så kræver det en vis indforståethed helt at begribe konceptet. De sure noter er det første, man annammer. Sammen med bitterheden får det denne blogger til at tænke på brunkål, og ved siden af – altså ikke helt så velintegreret i brygget som man kunne ønske – alkohol, der giver brygget udtryk af brændevin. Den flinke og vidende udskænker kunne berette, at brygget var sødet med honning – mit bud er, at honningen nok ikke var særlig sød, for brygget var i det hele taget ikke særlig sødt. Og selv hvis man kunne forestille sig honning uden sødme, ja, så var en sådan smag heller ikke at finde i brygget.

– En lidt sløj start, måske, men der var jo heldigvis så meget mere at prøve

3 stjerner.

Oude Geuze Boon

Næppe overraskende var et af festivalens store tilløbsstykker en samling aldeles nydelige Geuze-smagsprøver. Typen er en af mine absolutte favoritter, og jeg blogger i konstant ærgelse over, at jeg alt for sjælden har blogget, alt for sjældent blogger og desværre nok i fremtiden også alt for sjældent vil blogge om dem. For når man endelig kan købe dem i almindelig handel, koster de ikke bare bondegård, men også en der gik og har gået.

At Geuzen kaldes ‘ølverdenens champagne’ forstår man så udmærket, når man prøver dette tørre, skarpe, boblevinsyrlige og perlende friske vidunder. Perfekt til nytårsaften, men også perfekt at nyde i den mest modbydelige sommerhede.

Typen er kraftigt på vej frem globalt, og man forstår til fulde hvorfor. Et morsomt tvist til bryggets historie – igen ifølge udskænkerne – er, at belgierne traditionelt har betragtet geuzen som et studenterbryg – en øl, som dem der ikke ville drikke det rigtige øl, drak, for at slippe lettere om den med studenterlivet påkrævede fuldskab.

5 stjerner til dette fine bryg. Af de øvrige to Geuzes, der var til rådighed, havde jeg allerede prøvet den ene. Den anden blev der ikke skænket smagsprøver af, da udskænkeren på dette tidspunkt havde så få tilbage, at de skulle sælges og ikke åbnes …

Prøv at gætte, hvad jeg købte og hvad der bliver anmeldt ved senere lejlighed.

Lindemans Kriek

Hvis jeg skal udpege en guilty pleasure, når det gælder øl, skulle det være den belgiske kriek – en frugtøl brygget på kirsebær.

Denne er i sandhed en frugtøl. Udover, at den indeholder de fine røde bær, som Jack Nicholson så mindeværdigt spul-ørlede og stød-brækkede ud over en hel kirkemenighed i filmen “The Witches of Eastwick” på et eller andet gudsforladt tidspunkt i firserne, så indeholder den kun afdæmpede 3,5% alkohol og leveres i en lille pakke på 25 cl.

De små pakker skyldes, at disse bryg heller ikke traditionelt drikkes som de er. De blandes derimod gerne i netop geuzes, for at give disse et skud af frugt.

– Og det er alt I får at vide om den nu. Også den købte jeg et eksemplar af, fordi jeg gerne ville levere en grundig anmeldelse af den på bloggen senere.

Spencer Imperial Stout

USA er som bekendt på andenpladsen over de lande i verden, jeg synes er mest spændende, når det kommer til øl. I USA findes der også et trappistkloster, og fra dette blev der også langet smagsprøver ud i Esrum.

Denne Imperial Stout dufter som sådan én skal – nylagt tjære, lakrids og kaffe møder snudeskaftet i bouqueten. Smagen er også på plads – der er en god intensitet, masser af brændt bitterhed og lakrids, men også ledsaget af en lige lidt for let viskositet, der gør at brygget brækker for meget i stykker i sine enkeltdele på vej gennem munden, frem for at fremstå som en samlet højere enhed.

Lakridsen bliver lidt støvet, vandet træder for meget frem, og brutaliteten er der mest for brutalitetens egen skyld, frem for at fremhæve andre træk i brygget.

4½ stjerner.

Kriek Boon

Videre til endnu en Kriek. Jeg kan slet ikke holde mig fra det – især ikke, når det så sjældent forefindes i detailhandlen herhjemme. Denne må betegnes som en lettere type, der i modsætning til fx Mort Subites Kriek lader kirsebærrene træde lidt i baggrunden.

Belgierne bruger de forskellige frugtøl – herunder kriek’en – som dessertøl, men lur mig om ikke krieks som denne bestræber sig på at kunne stå mere alene. Sødmen er afdæmpet, men den tydelige, friske og vederkvægende syre gør brygget lettere, og lader tydeligt kundgøre, at bunden i brygget er lagt af en lys belgisk lambic.

4½ stjerner.

Westvleteren Guld

Et af kælderlokalerne fungerede også under festivalen som butik, hvor man dels kunne se det fulde udvalg af bryg, som klosteret faldbød, dels kunne tage dem med hen til kassen og betale for dem, skulle man have lyst til at bringe et par af de fine bryg med hjem.

På en af hylden stod et parti øl fra Westvleteren, et belgisk kloster med navn efter byen den ligger i, tæt på den franske grænse ved Dunkerque. Ganske uanselige var de, som de stod der, på flaske uden etiketter på. Kun kapslerne var i forskellige farver, der dermed antydede, at der var tale om forskellige typer.

Jeg var ved at gå bagover, da jeg så prisen. 115,- Kr for én enkelt på 0,33 l. ALDRIG om jeg ville give så meget for så lidt øl … i hvert fald ikke før jeg havde prøvet den, for jeg havde godt luret, at den blev udskænket i den anden ende af klosterkælderen.

Udskænkeren derhenne kunne fortælle, hvordan øllene kun kunne skaffes fra selve klosteret i Vleteren, ved at man fysisk mødte op, bankede på døren, og så ellers krydsede både fingre og tæer for, at der overhovedet var bryg på lager.

De logistiske kolbøtter, der skulle til for at anskaffe brygget, pressede altså prisen i vejret. Men netop fordi de er så svære at få fat i, kan de altså også sælges til en pris, der kan få turen til at betale sig.

Opportunist som jeg var, valgte jeg i øvrigt ikke brygget med den grønne kapsel til 115,- kr. Næh – de havde også én med en gylden kapsel til 150,- kr. for samme størrelse, og dén skulle jeg i hvert fald prøve.

Med sine 12 % emmer den mere end noget andet af alkohol. Brygget har kulør af nylagt kobber med kraftigt gyldent skum. Den gennemtrængende alkoholiske aroma af tyk, gæret sveskegrød, kombineret med den rivende fornemmelse i halsen, og den trykkende ditto i brystet er til gengæld en smagssag …

Oplevelsen er intakt, men om den ligefrem er nogen nydelse, er jeg mere tøvende med at erklære. Prisen er under alle omstændigheder for høj for et bryg, der trods alt ikke er mere usædvanligt end det er. Man betaler mere end noget andet for bryggets fortælling, og ikke den uanselige flaskes indhold.

Frem for at slå til og betale en formue hvis man skulle støde på brygget, vil jeg faktisk mene, at man hellere skal vente og se, om livets vej måske en dag slår forbi klosteret. For hvis ikke, så er der alligevel mange øl, der ikke bare er lige så gode men også langt bedre her i verden, som man hellere skulle bruge sin tid og sine surt spinkede spareskillinger på.

3½ stjerner.

Lindemans Pecheresse

Den sprittede sveskegrød fra Westvleteren er til gengæld et godt eksempel på det, man tager på ølfestival for; at prøve noget ganske særligt, som man aldrig ville have fået lejlighed til at prøve, hvis ikke man havde besøgt ølfestivalen.

Det samme gjaldt Lindemans Pecheresse – en frugtøl sødet med ferskener. Det lød så rædsomt at jeg absolut måtte prøve den.

Her skal blot nævnes bryggets bouquet – hovedpinen udeblev, selvom mindet om, hvilken hovedpine mine punkerdages Æbleaperitif (eller blot ‘tif’) kunne give dagen efter, stod meget levende i erindringen, da emmen fra brygget blev trukket ind. – For sådan dufter brygget …

… hvordan det smager må læserne vente med at høre, for jeg endte – den skræmmende bouquet til trods – med at blive så begejstret for den, at også den kom med hjem til senere fuldfed anmeldelse.

Spencer IPA

Den milde skuffelse over Spencer’s Imperial Stout gjorde, at jeg valgte at spille sikkert. Ganske vist var temaet meget belgisk, men ét af klostrene lå jo ligegodt i USA, og der havde man da også brygget den eneste IPA, der var at finde blandt klosterøllene.

Og det beherskede de ellers som næsten kun amerikanerne kan det. En velkendt og vellidt knastør bitterhed af spæde grannåle og løvtræ melder sig det øjeblik prøvesmagningsglasset sættes for læberne.

Brygget betoner især det bitre, glemmer måske lidt det aromatiske – de ellers ofte medfølgende noter af syren, hyld og roser udebliver, uden at det dog ligefrem efterlader huller i oplevelsen. Bitterheden kan godt stå alene.

Til gengæld melder der sig lige lidt for store pytter af væde i det ellers lækre tæppe af frisk humlebitterhed – men denne antydning af ubalance hører trods alt til i småtingsafdelingen.

4½ stjerner.

Floreffe Dubbel …

Den sidste øl jeg prøvede valgte jeg på grund af patentproppen. Jeg syntes, den lignede en Flensburger så meget, at jeg ikke kunne gå derfra uden også lige at have prøvet den.

Der er tale om en dubbel, der ved skænkning afgiver en endda ganske kraftig odeur af stald og insilage. Det er ikke ukendt for bestemte øltyper at yde den bouquet – og det er langt fra så slemt som det lyder, og ingenlunde ment negativt at beskrive duften således.

Smagen var kraftigt bitter og en smule klæg. Den faldt ikke helt  i min smag, men det var nu ikke derfor, jeg i min efterhånden selskabelige overrislethed kom til at stille mit glas på en skrå overflade, så glasset væltede og alt brygget – udover den ene mundfuld jeg havde indtaget, røg ud på gulvet.

Heldigvis holdt glasset, så ingen officials måtte ile til med kost og fejebakke. Øllet var til gengæld spildt – en lidt skæv måde at afslutte arrangementet på, men i det mindste var det da langt fra det bedste øl, det var gået ud over.

Jeg undlader at give stjerner, da jeg trods alt forsøger at holde en vis standard i mine smagninger. Én enkelt mundfuld er ikke helt nok til, at jeg med rimelighed kan give øllet karakter.

Farvel og tak …

Det var det. Tilbage er der kun at sige tak til arrangørerne for invitationen. Det var afgjort den ellers lange tur fra Brønshøj værd, og jeg ville helt sikkert begive mig af sted igen, skulle en lignende invitation falde en anden gang.

– Og i så fald vil jeg i hvert fald ikke glemme at tjekke mikrobryggerierne ud igen.

Her til sidst er der et billede af, hvad jeg valgte at tage med fra arrangementet til senere anmeldelse her på bloggen. Anmeldelserne  skal man blot forblive indstillet for at læse når jeg engang når til det.

Greed, Amager Bryghus

Så er regeringen i hvert fald grådigere …

Jeg er så småt ved at være igennem Amager Bryghus’ Sinner Series – deres syv øl, brygget over de syv dødssynder.

Nu til dags er grådighed selvfølgelig ikke nogen synd. I den siddende regerings og andre magthaveres øjne er grådighed vel nærmest forudsætningen for, at samfundet kan hænge sammen. I hvert fald er både økonomiske og politiske magthavere grådige som aldrig før … er det 8 mennesker, der nu ejer det samme som 50% af den øvrige verdens befolkning, eller hvordan er det? Og det er ikke en udvikling, der sådan lige med det samme ser ud til at ændre sig. Tværtimod er ikke mindst regeringen herhjemme ordentligt i færd med at stramme tommelskruerne. Nye måder at straffe kontanthjælpsmodtagere på udtænkes daglilgt – selvfølgelig ikke for at bekæmpe reelle problemer, men derimod for at have en undskyldning for at tilbageholde nogle penge, man rask væk bruger på skattelettelser til de rigeste. Den såkaldte ghettopakke er måske det grelleste eksempel på dette – samtidig med, at det har et racistisk sigte, der er så klart som glasskår fra knuste jødiske butiksruder. Den lurende lockout er et tredje dystert eksempel … jeg må hellere begynde på anmeldelsen før jeg får udløst en depression. Jeg ser ingen gode grunde til at føje bekymringen om, hvorvidt den lægeordinerede speed jeg tager, mon kunne skabe interaktioner med lykkepiller.

Amager Bryghus er især kendt for deres IPA’er, men de har meget andet på programmet også – stouts, portere, saisons, andre ales … og stundom brygger de også en pilsner – den gammelkendte og fælt skamridte type, som alt for mange opfatter som “den almindelige” eller sågar “den rigtige” øl.

Ikke at det gør noget. Af netop den årsag er det en ganske udsøgt fornøjelse at prøve en pilsner, der er noget ud over det sædvanlige. Det skulle angiveligt være svært at lave en god pilsner – jeg ved ikke nok om brygprocesserne for at kunne gøre rede for hvorfor, men velsagtens levner typen vel – om ikke andet på grund af traditionerne – ikke helt så meget rum for variation, og dermed forbedring, som de fleste andre typer.

Amager Bryghus’ har tidligere brygget den uforlignelige No Rice & Curry, så jeg ved, de kan. Brygget her lader dog fra starten noget tilbage at ønske. Duften er faktisk skuffende svag, og selv den smule der er, lover ikke godt. Gær, først og fremmest … heldigvis ikke af den sure, inficerede type, men blot den kedelige slags, der tit kendetegner tilsvarende kedeligt øl.

Ikke desto mindre forfrisker brygget med en klar og ren mundfølelse, ved første øjekast ikke voldsomt underholdende, men på den anden side tilfredsstillende fri for fejl. Bitterheden er tilbagelænet, for ikke at sige fjern, men med hyppige, omend flygtige glimt, af den lifligste, kækkeste, hjertensfrydende blomsteraroma smagsløgene kunne begære.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at man godt kunne bruge mere end bare glimt. Ikke mindst fordi de små aromatiske knaldperlers skrøbelige finhed i langt højere grad fungerer som antydning af, hvad der kunne være frem for at yde brygget egentlig kvalitet. Navnet – greed – bemærk, hvordan det bedst udtales med sammenbidte tænder og en vrissen grimmasse – er til gengæld velvalgt. Læser man etiketten viser det sig, at denne øl er Amager Bryghus’ forsøg på at brygge en ligegyldig industriel pilsner som alle de andre. Vel, det er lykkedes nogenlunde, men ikke uden, at den har placeret sig i toppen af den van(d)lige standard.

Men regering og det øvrige parnas af hovedrige sus scrofae der ud over deres beskidte mammon også har alt for meget magt, behersker altså den besungne grådighed langt bedre end håndbryggerne på Amager (og det er ikke fordi det tjener samme håndbryggere til van(d)ære).

Den forbliver – i betragtning af at producenten er landets absolut førende mikrobryggeri i denne bloggers øjne – for tæt på standard til at fortjene at være med i en serie ellers hårdtslående specialøl.

Og det er vel nok det værste, jeg har sagt om et Amager Bryghus-bryg i meget lang tid. Bryggeriet må gerne blive ved med at lægge sådanne store afstande mellem de bryg, der ligner alt for mange andre bryggeriers produkter så meget.

Old Speckled Hen, Morland Brewing/Greene King

Lad legende …

Verden er i dag blevet dummere. Den verdenskendte fysiker Stephen Hawking har draget sit sidste suk, og endskønt hans voicebox nok stadig summer, vil den næppe nogensinde igen levere så skarpsindige finurligheder som dens nu hedengangne bruger var så kendt for.

Selvom han angiveligt hårdnakket og vedholdende benægtede det – beskeden som han var – var han vor tids Einstein; i hvert fald al den stund at han formåede at gøre selv meget kompliceret videnskab tilgængeligt for det jævne menneske. En evne der er så meget mere imponerende i betragtning af Hawkings livsvarige handicap.

Han vil blive savnet – ikke mindst i en tid hvor verden i mindre og mindre grad orienterer sig efter eksperter og andre kloge menneskers ord, og i stedet hylder demagogi, middelmådighed, frygt og had, mens man i stedet burde stå sammen for at redde både os selv og planeten.

Men klogskab, omtanke og i det hele taget det at vide hvad man taler om, er der jo hverken penge eller stemmer i, så det er vel egentlig ikke så mærkeligt, at legenden Hawkings eftermæle må stå i så skarp en kontrast til den tid, han levede i. Må han hygge sig i det hinsides – der er god musik og sjove mennesker.

Her er der til gengæld tale om en øllegende. Eller i hvert fald har denne øl leget (den er jo en legende (… undskyld)) nok med skiftende anmelderes smagssanser til, at den er opført i bogen “1000 øl som du skal prøve, før du dør” (jeg ejer bogen takket være en god kollega, der reddede den fra udsmidning i boligforeningens genbrugscenter). Så en eller anden grad af begejstring er det vel ikke uforskammet, at have forventninger om, at den kan vække. Med mindre selvfølgelig hele dens mo-jo hviler på dens story-telling. Den blev oprindeligt brygget i anledning af MG-fabrikkens 50-års-jubilæum.

Kudos til Fakta igen-igen-igen for at have en (i hvert fald iflg. legenden) spændende øl på hylderne. Efter 1000 anmeldelser var jeg faktisk i tvivl om, hvorvidt den allerede var anmeldt. Heldigvis har man da internet på smartphonen, og en enkel søgning kundgjorde, at det havde jeg ikke – so here goes.

Brygget har den fineste kobberrøde nuance med matchende letgyldent skum. Betaget som jeg var af dets ydre – og formentlig sulten og stresset som jeg alt for ofte er – glemte jeg rent at snuse til brygget, så en eventuel bouquet må læserne være nødt til at erfare på egen hånd.

Heldigvis – det vover jeg allerede at spoile nu – ligger bryggets kvalitet ikke håbløst langt under hvad man kan forvente af dets pris. Så om ikke andet for ikke bare at se giraffen, men også smage på den (i ved, ligesom løverne i zoo), har den min forsigtige anbefaling.

Prøver man dette, altså smage på øllet, ikke giraffen (eller giraføllet, men det er en anden historie, der i grunden er langt fra så interessant som den her) mødes tungen af en velourblød finish, der nænsomt masserer en gammelkendt, endog akkurat sufficient særegen bitterhed af ca. lige dele val- og hasselnødder ind i gummeregion og bagtunge.

Mange ville forveksle den milde finish med at øllet er dovent. Men sådan er britisk øl nu engang, og det er altid rart at kunne opleve dette autentisk som her. Øllets temperatur må også gerne være en lille håndfuld grader over køleskabets – det får aromaen til at træde bedre frem.

Lidt kedelig bliver den dog undervejs. Brygget holder ikke til at blive nippet til over en periode på over ½ time. Så falmer aromaen, og brygget begynder rent faktisk at virke dovent, what with den lave mængde kulsyre britisk øl faktisk indeholder.

Vel, ikke ligefrem nogen legende legende. Eller legesyg legende, om man vil. Men oplevelsen værd, hvis man har lyst til noget, klassisk, stilsikkert og simpelt.

Deuteronomium (Indledning)

Grauballemanden. (Hapset fra: https://i1.wp.com/mennesketsoprindelse.dk/wp-content/uploads/2015/08/grauballemanden1.jpg Hvis ophavsretsindehaverne har et problem dermed, må de jo brokke sig.)

Urtiden …

I lyset af det nydelige runde tal, jeg er nået til i antal anmeldelser, tænker jeg, det må være tid til et lille tilbageblik, et deuteronomium som det jo hedder på latin. Det vil man vide, hvis man som jeg har beskæftiget sig med religion på et fagligt niveau. Det er nemlig også det latinske navn på den femte bog i Bibelen, også kendt som Femte Sumpbog … Det har altid undret mig, at de første fem bøger hed sådan – jeg går ud fra, at det må skyldes, at de beskriver noget, der er sket for meget længe siden. Lige så længe siden som da fx Grauballe- og Tollundmanden blev lagt i deres sumpe, og at navnet måtte komme deraf.

Altså … ‘mose’ er vel nogenlunde synonymt med ‘sump’ – er det ikke?

Et tilbageblik var altså, hvad fantasien rakte til. Men det er måske ikke så tosset frem for at tage et andet arbitrært emne op, der i lyset af det runde tal pludselig kommer til at fremstå langt mere betydningsfuldt end det egentlig er. Så er et tilbageblik på bloggen – så bloggen selv kommer til at være i centrum – vel at foretrække.

Gennem 8 år har jeg blogget. Og ikke kun om øl. Bloggen handler også om mit liv, hvad jeg selv oplever, samt en smule om de ting – mestendels ting der går mig på – der i øvrigt sker ude i verden. Jeg skriver ikke dagbog, men har til gengæld flere gange glædet mig over at have fundet passager i gamle indlæg, der har mindet mig om ting og begivenheder, jeg egentlig havde glemt.

Så ud over de mange øl, er det også mig selv, jeg har krænget ud i de efterhånden rigtig mange indlæg.

Den spæde start …

Bloggen startede på en gratis blogspot-adresse, for selvom jeg allerede dengang havde ambitioner om, at bloggen skulle blive stor, så troede jeg nok ikke helt på, at den faktisk ville blive det. Lige fra starten var mit mål med bloggen imidlertid ganske klart – i centrum skulle den gode læseoplevelse stå, og jeg tænkte – halvt i spøg, men altså også halvt i alvor – at det faktisk kunne være lige meget hvad jeg skrev om, bare jeg skrev underholdende. Der skulle bare være et eller andet emne, der bandt det hele sammen – og det blev så øl. – For det var noget jeg kunne lide, og det var noget, jeg vidste rigtig mange andre mennesker kunne lide, så hvis jeg kunne vinde læsere ved at levere en god læseoplevelse – hvor mange flere ville jeg mon så ikke kunne vinde ved samtidig at skrive om øl?

Og den indstilling har jeg faktisk ikke rokket det mindste ved siden. Jeg stræber stadig efter at levere noget, der er sjovt, spændende og medrivende at læse. Jeg slås faktisk selv med et enormt koncentrationsproblem, når jeg skal læse, og en tanke jeg derfor tit gør mig, når jeg skriver, er at forestille mig om den tekst, jeg skriver, også ville magte at fastholde min flygtige opmærksomhed. Hvis jeg fornemmer, at teksten kan det, ved jeg, at jeg er på rette vej.

Børn og Flytninger …

Det er ikke småting, der er sket på de tusind anmeldelser (og otte år). Jeg startede med at blogge kort før jeg blev far i 2010. Min ældste søn har fødselsdag 1 juli – og han kom til verden under en måned efter, at jeg havde skrevet bloggens første indlæg. Den anden fulgte 1 maj to år senere, og begge fødsler blev behørigt omtalt.

Dengang boede jeg sammen med min daværende hustru, digteren Linda Nørgaard, i Aarhus Vest, i samme bebyggelse som var ophav til Yahya Hassan og X-faktor-fænomenet 8210.

Både jeg og hustruen var finanskriseramte, altså arbejdsløse, og måtte med kontanthjælpen truende i horisonten til sidst gøre noget drastisk. Vi flyttede hele den fire personer høje familie til Irland, hvor vi nåede at bo i ca. 2 måneder, før vi rykkede tilbage igen – men denne gang med København for øje, og det job i kikkerten, som jeg stadig bestrider.

Vi måtte dog først bo et halvt års tid hos min far i den midtsjællandske provinsby Hvalsø, da København heller ikke dengang – i efteråret 2012 – var en by, man sådan lige kunne flytte til.

Det lykkedes dog at få en meget fin (og dyr) lejlighed på mit elskede Amager, hvor vi for better or worse endte med at bo indtil 2016. Da holdt ægteskabet heller ikke til mere, og vi flyttede hver til sit. Linda til Nørrebro, og jeg selv til Husum, hvor jeg indtil videre stadig residerer.

Og børnene – ja, de trives heldigvis.

Men det er øllene, det trods alt først og fremmest skal handle om. Da jeg allerede nu kan se, at dette indlæg ville blive alt for langt, hvis jeg skulle gå alle 8 års oplevelser igennem, har jeg valgt at dele det op.

Fremadrettet vil jeg med jævne mellemrum berette om mine mange øloplevelser – ét indlæg for hvert år. Så får I læsere, for hvem jeg så gerne skriver, en føljeton i stedet for en roman.

Først og fremmest for læseoplevelsens skyld, selvfølgelig.

2016-05-21 14.28.50

Dark Sky, Bryghuset Møn

Nr. 1000!

At tænke sig, at jeg skulle nå så langt, helt uden at holde op med at blogge. Et eller andet må jeg vel gøre rigtigt – som fx blive ved med at blogge i lang nok tid.

Vel, lad mig forlade de flabede tautologier for en stund for i stedet at svælge i lidt narcissistisk selvklapperi på skulderen. At kunne holde koncentrationen om et projekt så længe er ikke just noget, der karakteriserer mig. Jeg mister alt for ofte alt for hurtigt interessen for projekter, jeg påbegynder, og de hensygner halv- eller kvartfærdige, mens uforløstheden og irritationen over at endnu en havareret syssel gnaver som et par nyindkøbte Dr. Marten’s.

Men sådan skulle det altså ikke være her. Jeg er nu nået til anmeldelse nr. 1000, og har vel nok indledt indlægget derefter. Jeg vil derfor gemme resten af selvskulderklapperiet til jubilæumsindlægget, og skride til omtale og anmeldelse af den øl, jeg prøvede som nr. 1000 i stedet.

Billedresultat for 1000 gif

Kilde: https://giphy.com/gifs/1000-FoceUJOPT8QyA

Strategien for, hvordan jeg valgte den øl, jeg ville anmelde, karakteriserer mig til gengæld alt for godt. Den hedder “panik før lukketid” – selvom Magasin, hvor jeg købte den, nu ikke var ved at lukke, da jeg fandt den. Jeg syntes til gengæld ikke min beholdning af øl indeholdt nogen oplagt kandidat, og jeg håbede derfor at finde én i hint velrenommerede og (fise)fornemme indkøbscenter på Kongens Nytorv.

Og så alligevel blev det sådan lidt i mangel på bedre. Magasin’s Mad & Vin-afdelings øludvalg er nemlig ikke stort mere imponerende end fx Faktas. Større – måske, men man ville fx aldrig finde sure belgiske øl, af den kaliber som man kunne finde i COOPs discountaktør i (lidt for) pæne, (noget for) fine og (alt for) nydelige Magasin.

Men jeg fik lov at betale Magasin-pris for den – 150 bobs. Men det var så også inklusive en personlig anbefaling fra den ansvarlige for vinafdelingen. Han mente, det var en af de bedste øl overhovedet på markedet herhjemme for tiden, og at Bryghuset Møn var et af de førende bryggerier. Til det måske nok flabede, men alligevel relevante og ikke ligefrem uforskammede spørgsmål, i lyset af vinformandens påståelighed, om Bryghuset Møn monstro var bedre end Amager Bryghus, var han i øvrigt dristig nok til at svare “ja”. Omend med en smule tøven – og jeg har i den grad min tvivl.

Men pæn er den da – både udenpå og indeni. Desuden har hvert bryg et nummer – denne har 1650 … ja, det var pokkers, at det ikke var nr. 1000, hva’? Brygget skvulper natsort – omtrent som navnet antyder – og adækvat tykt ned i glasset … og så måske alligevel lidt for let i betragtning af, at der er tale om en 9 % stout, tilsat whisky og rørsukker. Duften lader ligeledes en smule tilbage at ønske – måske fordi bryggeriet selv anbefaler, at man lader øllet stå et par år … vel, det har jeg bare ikke tid til. Noter af kaffe og lakrids glæder nogenlunde, men der er bare ikke helt nok af det.

Smagen er til gengæld på plads. Kaffen og lakridsen blander sig meget elegant, tilbagelænet og mageligt – ingenlunde voldsomt, men det behøver det jo heller ikke være, for at være godt. Man behøver ikke altid en actionfilm – et velspillet drama kan være mindst lige så godt og oftest endda bedre.

Kaffen indleder oplevelsen, der så efterhånden overtages af lakridsen midt på tungen. Her ligger den venligt masserende og ikke det mindste støvet. Sidst mødes man af hasselnødder – tilpas bitre til at matche den tilbagelænede kaffe og chokolade perfekt med en antydning af udfordrende kant, der ikke gør det hele så mageligt, at det bliver kedeligt og trivielt.

Varmt, rart, mægtigt, stilsikkert og smagfuldt – hvilende harmonisk i sig selv, og så måske også en smule mere på laurbærrene end brygget helt fortjener.

Men igen – hvad jeg måske efterlyser af fandenivoldskhed kan også opfattes som kvalitet. At brygget fx ikke smager synderligt af alkohol – selvom det er tilsat whisky – vidner vitterlig om stor brygkunst.

Den var også et godt valg – ikke mindst som øl nr. 1000.

Men nej! Aldrig, om den kunne slå det bedste fra Amager Bryghus – det kræver altså alligevel noget ondskab, som dette bryg ikke besidder!

Imperial Stout Limited Edition, Fuller Smith & Turner

Tilbage igen …

Føj! En omgang …

De mere end to uger, der er gået siden sidste indlæg, skyldes den fæleste influenza, jeg har haft i mit voksne liv – tror jeg i hvert fald. Ét var rysteturenes tænderraslende omkringkastning, ledsmerternes knoglesplittende rasen og temperaturens endeløse flugt mod termometerets top. Det var for så vidt ikke anderledes end det plejer.

Det usædvanlige var varigheden. – Normalt plejer jeg at kunne ryste den slags af mig i løbet af et par dage, men denne gang skulle det åbenbart være anderledes.

En hel uge lå jeg fuldkommen underdrejet. Og endnu en uge efter at jeg trods alt var blevet så frisk, at jeg kunne slæbe mig på arbejde igen, skulle hele mit sølle kadaver igennem en laaang helingsproces af host og snøft, slim så tykt at det måtte tygges og smagsløg der ville have te, rom og under ingen omstændigheder noget, der bare lignede øl.

Har man hørt mage?

Vel – jeg er omsider på højkant igen, og har åbnet øl nr. 999 til anmeldelse her på bloggen. En imperial stout fra det klassiske engelske bryggeri Fuller Smith & Turner, der i anledning af … vel … et eller andet, er brygget i en special edition med tilsætning af centennial humle (lækkert, men næppe usædvanligt) og rosenknopper (det er til gengæld lidt sært). Desuden var den så limited, at den ikke bare var kommet på flaske – nej, flasken var skam også puttet ned i en fin papæske, påskrevet med gylden skrift, ligesom etiketten..

Skænkningen forløber nogenlunde problemfrit – det er trods alt den lette russiske type. Duften er til gengæld anderledes lovende med for typen utraditionelt tunge elementer af hasselnødder og kaffe. Tæt og fyldigt møver de sig anmassende op i næsen, i trods mod det letflydende brygs nyligt indgydte forventning om en finere og spinklere oplevelse.

Anderledes er det ikke i smagen. Der er masser af den, og at der er tale om den angiveligt lette russiske imperial stout er kun subtilt antydet bag det tykke, tunge tæppe af kaffe, hasselnødder og mørk, mørk rom. Rommen holder det hele sammen med sin skarpe, gennemtrængende skalpel, der snitter lange rifter i hele mundhulen, så den øvrige aroma rigtig kan trænge ind.

Måske er den endda lige lidt for dominerende, rommen altså. Men det er en tilgivelig skønhedsfejl, der blot er med til at give det overraskende letflydende bryg mere karakter.

Det var et fremragende valg af øl nr. 999 – hvis jeg må sige det selv.

Nåhr ja – jeg kunne ikke smage rosenskuddene. Heller ikke selvom jeg denne gang vidste at de var der på forhånd. Så har man set det med.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme