Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Måned: februar 2018

Raw Power, Ebeltoft Gaardbryggeri

Fortsætter hvor vi slap …

1000-anmeldelsesjubilæet rykker nærmere og nærmere. Jeg tror også endelig, jeg har fundet ud af, hvad det dertilhørende indlæg skal handle om. Men det vil jeg ikke afsløre her.

I skrivende stund frygter jeg, at den influenza, der har ramt så afsindigt mange her på det sidste også er ved at invadere mit skrøbelige korpus. Så før jeg synker sammen i smerter og febervildelser, vil jeg gerne have dette indlæg fra hånden.

Ebeltoft Gaardbryggeri gjorde det formidabelt første gang jeg prøvede en øl fra deres hånd. Forventningerne var derfor i top, ligesom frygten for skuffelsen. Ikke mindst fordi brygget var flere måneder over sidste salgsdato. Den slags slipper IPA’er – sådan én er der tale om – ikke altid lige nådigt fra. Det er en af de få øltyper, der ikke tåler lagring, men er klart bedst friske fra tanken.

Umiddelbart ser den udstrakte flasketid dog ikke ud til at have gjort ubodelig skade … og det dufter heller ikke ud til det. Brygget er ganske lyst citrongult, nydeligt tættåget og med den reneste, skarpeste scent af friske, spæde grannåle – intet andet.

Og det er sådan set også en adækvat karakteristik af smagen.

Det er ganske karakteristisk at smagen både er stor og lille på samme tid. De spæde grannåle udgår bryggets spinkle, men også usandsynligt stærke rygrad … som ikke rigtig bærer på andet end rygradden selv. Men hvilken rygrad! Hver eneste ryghvirvel kunstfærdigt udskåret med ornamenter som taget ud af gotiske katedraler og barokbasilikaer. Fjerlet kradser krummelurerne og gesvejsningerne mod smagsløgene med deres dugfriske luftighed så det giver genlyd i hele mundhulens hvælving. Så let, og dog så stærkt, og samtidig så finurligt.

Det er verdensklasse.

Min søster skal have tak for denne øl også. Den var med i den fine samling, hun gav mig i fødselsdagsgave. Det er ikke bare de danske øl, der har gjort det klart bedst i den serie – de er også fra samme bryggeri. Og det bryggeri skal jeg klart prøve noget mere fra.

Wrath, Amager Bryghus

Egentlig ikke vred …

I dag er det vreden, Wrath, som det så drabeligt hedder i Amager Bryghus’ serie over de syv dødssynder. Der er bare et eller andet ekstra vredt ved lyden af det ord på engelsk, er der ikke?

Det bliver spændende at finde ud, hvor vred denne øl egentlig er. Objektivt er der tale om en rødvinslagret Saison, og selvom den øltype var tænkt som en forfriskende læsker i sommervarmen back in the day, så bærer den ikke sjældent mere karakter og aroma end historien om den må skabe forventninger om.

Utraditionelt for typen er denne lagret på fade, der forinden har holdt rødvin fra Pinot Noir-druen. Ikke at det siger mig noget som helst, da vin enten er noget, jeg hælder i sovsen, eller giver videre i gave, efter selv at have fået den ved tidligere lejlighed. Desuden indeholder brygget ikke hvedemalt, hvilket jeg ellers har bildt mig ind, at typen normalt gør – men åbenbart er det ikke et krav.

Det flotte, cremede og gyldne skum tårner sig flot op over det brunorange bryg. Visuelt består brygget med glans, hvorimod duften er underligt fraværende. Jeg husker typisk Saison som syrligt-søde, ikke ulig hvedeøl, hvilket måske har plantet fordommen i mig om, at de skal indeholde hvedemalt.

Så har aromaen til gengæld en anderledes skarp karakter. Udover at være ganske forfriskende, er rødvinsfadene ikke bare en del af bryggets karakter. De er bryggets karakter – så fremtrædende er aromaen af tør rødvin og egetræ. Humlen melder sig spagfærdigt på bagkant, men det er bestemt ikke meget, ølkarakteren får lov at udfolde sig her.

Rødvinsindslaget er såmænd fint i sig selv. Det taler også til bryggets fordel, at det bestemt ikke er den lettest tilgængelige rødvin, man kan forestille sig. Til gengæld kunne man måske ønske sig noget fylde – noget mere Bourgogne, Barolo eller Chianti fremfor kun at køre den knastørre Bourdeaux-stil.

Brygget hælder i denne bloggers øjne for meget til den sure side, øllet er halvvejs glemt og i det hele taget synes konkoktionen at være en kende ude af balance.

Men karakterfuld er den da – ikke desto mindre. Men egentlig vred finder jeg den faktisk ikke. Snarere er den – tjah – bare sur.

Dead Guy Ale, Rogue Ales & Spirits

For alle de døde …

Når nu jeg ikke skriver helt så ofte, som jeg gjorde sidste år, så hænder det gerne, at der sker flere ikke ølrelaterede ting mellem hver anmeldelse, der kræver en bemærkning. Jeg har med dagens øl fundet anledning til at smide nogle ord om de store personligheder, der for nylig har forladt os, og som har betydet noget for mig.

Christoffer Barnekow tog afsked d. 5. januar. Han huskes som Poul Nesgaards sidekick i mange af førstnævntes programmer. Han var noget oppe i årene, så det var mere et chok, der ramte offentligheden, da Synnøve Søe ti dage senere gjorde ham selskab. Personligt er jeg nok mest berørt af Jens Okkings død d. 21. Jeg tror, han var en af de første danske skuespillere, jeg overhovedet kendte navnet på, og kunne genkende. For mig er han uløseligt forbundet med sin rolle som Ridder Ræddik fra de tidlige firseres monopol-tv.

En sjov detalje er, at mine forældre en overgang boede i samme boligkompleks som ham i Århusbydelen Vejlby.

Ursula K. LeGuin var den næste gigant, der måtte videre. Hende har jeg ikke læst meget af, men den smule det er blevet til, har alligevel brændt sig fast.

Og netop som jeg i skrivende stund tjekker listen over afdøde i år indtil videre, opdager jeg til min rædsel, at Mort Walker har gjort Charles M. Schulz, Franquin, Goscinny og Georges Remi selskab. Det har jeg fuldstændig overset.

Jeg har jo som bekendt mit eget lille tegneserieprojekt, og jeg beundrer Mort Walker for hans rene og simple stil, der også gjorde ham til en af de mest produktive serietegnere nogensinde. Det stikker, fordi han ligesom Jens Okking var synonym med min barndom. Jeg samlede i flere år på Basserne-tegneserieblade – selvom det bestemt ikke kun var for titelseriens skyld. Således blev Mort Walker også skiftet ud med Bill Watterson, da Steen og Stoffer fik deres egen serie.

Det minder én om, at alle – også ens største helte – kun er her i kort tid, og at man selv skal den vej en dag.

Og så, netop som man er ved at lægge sidste hånd på indlægget – så dør Ole Thestrup, endnu et af barndommens mest kendte ansigter også – for nu at gøre katastrofen total. Jeg husker ham som en skuespiller, der havde to indstillinger – enten eddikesur og kolerisk, som lagerforvalter i “En Stor Familie” og lærer i “Busters Verden”. Eller som hjertevarm hyggeonkel i rollen som Nissefar i “Jul på Slottet” og i diverse børneudsendelser. Må han nu også hvile i fred …

Men inden jeg selv skal af sted, har jeg liiiige nogle flere øl, jeg skal have smagt på.

Denne gang har jeg orienteret mig om indholdet før åbning. I Cold Brew IPA var der som bekendt kaffe, og når det sådan fremgik af bryggets navn, så tænkte jeg det var bedst, at jeg lige læste etiketten på denne øl først. Hvis der rent faktisk skulle være døde gutter i, ville jeg som absolut minimum vide det, før jeg skænkede.

Jeg kunne imidlertid konstatere, at brygget var ganske rent – efter tyske forhold. Det eneste døde det kunne indeholde måtte være gærrester – men da øllet er filtreret, er det næppe heller tilfældet.

Det nydeligt kobberfarvede bryg emmer skam heller ikke af hverken død eller de efterladtes tårer. Tværtom er det sjældent man oplever så sødt øl, uden at det er tilsat noget. Mandler blander sig med sød karamel, krydret med fennikel og en drys muskat.

Whisky på egetræ melder sig ganske umiskendeligt i munden. At brygget er filtreret giver det en farveløs, omend klar baggrund på hvilken de øvrigte smagskonturer melder sig forfriskende klart. Egens bitterhed melder sig ved mandlerne, syren længere fremme i munden, og whiskyen så’n lidt over det hele. Med jævn hånd er der iblandet søde mandler og udvalgte kagekrydderier – allehånde, fennikel og koriander.

At den klare baggrund også får brygget til at synes en smule vandet og hult, kan det ikke løbe fra. Men dette bryg får det bedste ud af det, idet de øvrige smage får lov at stå nok så klart frem. Selv en præsent vandkarakter kan åbenbart have sine fordele.

Sæson, Brøggeren/Ølsnedkeren

Glade syre …

Min sidste anmeldelse afstedkom nogle interessante reaktioner på min facebookside. Allan, med hvem jeg sidste år på omtrent denne tid delte nogle rigtig gode øl spurgte overrasket, om jeg ikke kunne smage kaffen. Ja, åbenbart indeholder Cold Brew IPA kaffe, hvilket jo forklarer navnet. At jeg ind imellem tænker, at en god øl bare er en god øl, helt uden at spekulere over bryggets fremtoning eller indhold, taler måske ikke til min fordel som blogger. Til gengæld har jeg, idet jeg ikke opdagede kaffen i brygget, gjort nogle andre ikke helt uinteressante opdagelser – synes jeg selv i hvert fald.

Ordet ‘kaffe’ optræder ikke med nogen særlig imponerende frekvens i min anmeldelse af Cold Brew IPA. Faktisk nævner jeg det præcis nul gange. I min uvidenhed om ingrediensen har jeg ingenlunde annammet den – hverken visuelt, aromatisk eller olfaktorisk.

Det store spørgsmål er nu – ja, I har nok regnet den ud. Hvis (og hvis – røven på spids) jeg rent faktisk havde læst på emballagen, at der var kaffe i, ville jeg så også have kunnet smage det, når jeg drak øllen? Vi får aldrig et reelt svar på spørgsmålet, men jeg vil gerne retrospekt holde fast i, at jeg ikke bed mærke i nogen kaffelignende smag i brygget. Tværtom synes jeg, at den varme, fyldige og runde bitterhed, der kendetegner kaffe slet ikke var præsent i brygget, der mere var kendetegnet af genrens traditionelle skarpe bitterhed af træ og grannåle.

Jeg tillader mig at glædes ved tanken om, at jeg ikke er faldet for den confirmation bias som jeg skuer, når jeg læser kommentarerne. Meget kort – de andre i debatten vidste, der var kaffe i og derfor kunne de smage den. Hvis jeg prøvede den igen, kunne jeg måske også godt smage den, men det lykkedes mig altså at prøve den uden at kunne smage tilsætningen.

Og det er da tankevækkende … synes jeg. Jeg kunne i hvert fald være fristet til at prøve det igen – det der med ikke at læse for grundigt efter på emballagen, før jeg åbner den.

Og det skulle gerne være alt om dén øl, indtil jeg engang nævner den igen – tilfældigt og overraskende i et fremtidigt indlæg. Jeg gør en ære i at nævne gamle anmeldelser fra tid til anden – har læserne nok bemærket. Efter et lille afbræk er jeg tilbage ved den fikse lille samling øl, jeg fik af min søster i fødselsdagsgave. Det præcise ophav for denne øl fortaber sig. Bryggeriet angives til at være “Brøggeren”, mens det også fremgår at brygget hidrører fra Ølsnedkeren – en geschæft i Griffenfeldtsgade på Nørrebro, hvor man åbenbart kan designe sin egen øl.

Meget fancy og hipsteret. Og sikkert alt for dyrt til, at jeg nogensinde får mulighed for at prøve. Det kan jeg jo sidde og tude over, mens jeg drikker den. Og på den måde kan jeg blive trøstet – for øllet er slet ikke så værst endda.

Danismen afslører typen – en saison. Det er meget sødt med fordanskningen, mens jeg selv nok ville være gået all in, og havde stavet den “Sæsong”, hvis jeg måtte bestemme. Men gad vidst om ikke Nordmændene allerede har lavet sådan én? Den er lagret på hvidvinsfade. Det citrongule bryg med det hvide, tætte skum afslører allerede i duften, at der næppe var tale om nogen særlig sød druesaft. Den afgiver en kraftig odeur af citron og banan. Bananen er ikke uventet for typen, men det er til gængæld den mængde citrus.

Lagringen har vel gjort sit. Og hvis ikke associationen allerede er vakt, er man ikke længere i tvivl, når man smager på brygget – der er tale om en habil efterligning af den belgiske foeder, som Fakta havde på spotvarehylderne i sommer, og som jeg på stedet gav topkarakter.

Associationen kræver selvfølgelig, at man har prøvet hint sure vidunder.

Her er man i første omgang mere lettet over, at bananen ikke brænder for meget igennem. Faktisk kan man ikke smage den i den ansigtsvridende citron/eddikemikstur, der næsten giver den samme åndenød og tunghed i brystet, som ren citronsaft kan give.

At brygget er ufiltreret tæller til gengæld ikke til dets fordel. Mundfornemmelsen bliver en antydning kornet, og gæren kan mærkes antydningsvis som en ubalance i et ellers velafvejet citron-eddike-forhold. Det er ikke helt så rent som den filtrerede belgier, og nej – jeg er bestemt ikke nogen principiel modstander af filtrerede øl, lige så lidt som jeg er principiel tilhænger af de ufiltrerede.

Det kommer an på, hvad der tjener øllet bedst – her ville filteret have hjulpet …

Men det er langt fra nok til at ødelægge oplevelsen. Det er en aldeles fin sur øl uanset hvad.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme