Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren i overflod"

Måned: januar 2018

Rogue Cold Brew IPA, Rogue Ales & Spirits

God stil – the sequal …

I mit foretrukne supermarked, Fakta, dukker der med jævne mellemrum øl op på spotvarehylden, der ikke bedst  beskrives som mainstream. Det er godt. Rigtig godt endda. Det har været sådan længe, men sidste var det nærmest sådan hele tiden, mens det tidligere var mere periodisk. Nu og da var der gode sager på hylden – et lille afgrænset udvalg, der snart var væk igen … Sidste år derimod bød Fakta på solide tysk-amerikanske IPA’er, en eksklusiv IPA-serie fra Midtfyn og endelig en række fabelagtige belgiske øl, der ikke bare var fabelagtige i sig selv, men også parsec – nej, det er ikke nok – TERAPARSEC fra industriel mainstream.

Det gode er, at det kunne se ud som om tendensen fortsætter. Indtil videre måske ikke ligefrem teraparsec fra standardudvalget, men godt nok til at mine forhåbninger er intakte. Jeg har således fundet denne amerikanske IPA sammen med en mere dyster bror fra samme bryggeri. Den skal vi nok komme til.

Man kommer til at betale for dem – de står i 20 kroner hver, og vor de penge får man altså kun den mængde, der kan være i en regulær øldåse. Åbningsaromaen gør dog et ordentligt indhug i irritationen over prisen, for man ved godt at den bouquetkaliber kommer man til at betale for. Det kobber-til-messing-gyldne bryg dufter gennemtrængende aromatisk af bergamot og friskskåret løvtræ i det helt rigtige mix, mens det gyldne, tætte skum hæver sig i glasset.

Bouqueten er ingenlunde uventet eller overraskende. Den er en sikker vinder, og netop derfor glæder man sig over, at man lige netop får den smule mere, der gør forskellen. Sådan er det også i smagen, hvor genkendelsens glæde over fyrrenåle , bergamot og løvtræssavsmuld ikke bare vækkes, men også fester hele dagen og helt ud på de små timer. En solid IPA, der kan alt det den skal kunne, og som oven i købet formår at være sig selv, og ikke bare endnu én. Denne slår især de skarpt bitre noter an. De skarpe – ikke så meget de friske. Savsmuld er skarpt, men ikke friskt på samme måde som de grannåle, man især oplever i Amager Bryghus’ bryg. Og her er der mere savsmuld end nåle. De ledsagende blomstrede og frugtige aromer er desuden holdt på et ikke-ødelæggende minimum, til gengæld for at være dejligt præsente i duften.

Fakta fortsætter de gode takter. Må det endelig fortsætte mange mange strofer endnu.

Thai Thai, Oedipus

Sær, men ok … tror jeg nok.

Jeg har gjort endnu et indhak i de spændende øl, jeg fik af min søster i fødselsdagsgave. Jeg siger spændende, da det er så dejligt uforpligtende et ord. Jeg undgår at bruge ordet ‘god’, da en sådan karakteristik ikke ville være rimelig at bruge – dels fordi jeg først nu er halvt igennem samlingen – og jeg først lige er startet på den tredje anmeldelse. Dels fordi resultatet indtil videre har – på trods af populationens lidenhed (to, helt præcis) har været ganske omskiftelig.

Men spændende har det været. Dejlig uindustrielt, etiketterne har været flotte, navnene har været fængende – begge to. Navnet på dagens øl, er vel også fængende på en eller anden måde. “Thai thai” hedder den og jeg gætter på, om det må være på grund af den ualmindeligt – og i Tyskland formentligt kriminelt – lange ingrediensliste: Koriander, citrongræs, appelsinskal, chilipeber og … galanga – noget, jeg måtte google mig frem til. Men alt sammen ingredienser, der vel nok ville passe fint ind i en thailandsk risret.

Nu er jeg jo godt nok mere til indisk og kinesisk mad – men hey, thai går an, hvis der ikke er andet.

Og hvad gør det så for øllet – alt det andet end gær, vand, humle og malt? Det får i hvert fald brygget til at dufte lifligt og ganske utraditionelt. – Ikke meget af øl, forresten, men chilien, citrongræsset (hedder det dét i bestemt form?) på et bagtæppe af sød ingefær (som brygget ikke indeholder – men måske er det galangaen) giver en bestemt nydeværdig bouquet.

Brygget føles rart og blødt på tungen. Ikke videre fyldigt, men på den anden side heller ikke vandigt. De mange krydderier står i kø for gøre sig bemærket. Her lidt sødme fra appelsinskallen, her formår chilien akkurat at stikke, korianderen er der vil hele tiden som bryggets aromatiske basis. Det er vel ikke uvant i forhold til den rolle koriander ellers spiller. Jeg gætter på, at den sødligtaromatiske ledsager til indtrykkene nok kommer fra galangaen – ingefærlignende uden at brænde.

Og det smager jo sådan set fint. At øllet i øvrigt er smådovent på trods af en ellers pæn, gylden skumkrone over det messingfarvede bryg, fuldender oplevelsen af, at det ikke er øl, man sidder med, men en … vel … egentlig okay krydderte. En te med en ganske okay, men for min smag lige ufarlig nok aroma – og her i en kop, hvor brevet meget gerne måtte have trukket i et halvt minuts tid mere.

Det er nok første gang, jeg har prøvet en øl, der så klart og tydeligt smager af te. Den smager fx langt mere af te, end den eneste øl, jeg indtil videre har prøvet, hvori der rent faktisk var te. Til gengæld – og det har jeg oftere oplevet – smager den næsten ikke af øl.

Til dens forsvar skal det dog siges, at den ikke ikke smager af øl på en ubehagelig måde. Det plejer ellers gerne at være tilfældet med obskure blandingseksperimenter, eller alkoholfri øl. Imidlertid er jeg så konservativ, at når jeg har lyst til en øl, så foretrækker jeg at drikke en øl, der smager af øl. Og når jeg vil have krydderte, så foretrækker jeg en krydderte, der smager af krydderte.

Jeg ser frem til at prøve en krydderte snarest, der smager af øl. Og så måske ikke alligevel – da det er en af mine dårligst skjulte mørke hemmeligheder, at jeg stor set aldrig drikker te – endsige af kryddertypen.

La Barbaude Maltador, Brasserie Artisanale Nîmoise

Jeg går jo heller ikke ind for den slags …

Jeg har taget en bid mere af den fine kage, min søster gav mig i fødselsdagsgave … altså den fine samling af både danske og udenlandske øl. Den første bid blev taget kort før nytårsaften som den sidste nyafprøvede øl i 2017.

Forventningerne er oppe under loftet, hvilket ikke altid er godt. For man bliver så uendeligt meget lettere skuffet, når forventningerne er i den stilling. Udenpå lover brygget ellers godt – det er mørkt, der er en vild tyr på etiketten, og som rosinen i pølseenden – der er et ordspil, der passer aldrig så nydeligt til min egen tørre humor … typisk far-humor, har en af mine kolleger, og ved en enkelt lejlighed også ølpusher, kaldt den. Passende velsagtens al den stund at jeg er far.

Ordspillet, hvis man ikke skulle have regnet det ud, er udsprunget af illustrationen på etiketten – tyren. Som man måske ved, er ‘Matador’ ikke kun en TV-serie skrevet af en aldrende journalist, der på sine ældre dage er blevet småracist. Det er heller ikke kun et spil, der går ud på at lege brutal bolighaj i København og opland. Det er også betegnelsen for chefdyrplageren i det castillianske halvdiktaturs modbydelige tyrefægtningsritualer. Smid et ‘l’ ind det rigtige sted, og hokus-pokus – så har man et fixt navn til en øl.

Som antydet går jeg ikke ind for den slags. Tyrefægtning er en afstumpet pseudosport og en øvelse i at slagte en tyr på den mest langtrukne og pinefulde måde – foran et publikum. Altså, really?

Ikke desto mindre vækker det jo nogle forventninger til øllet. Der er noget vildskab, noget passion, noget temperament …

… og måske ikke …

Brygget glider i hvert fald ikke bare lidt, men alt for let ud af flasken ved skænkning. Viskositeten matcher overhovedet ikke en stout – ikke engang en let stout – men derimod en hvilken som helst småkedelig industriel pilsner. Skummet kan man kortvarigt glæde sig over – letgyldent og klæbrigt er det, men igen langt under hvad enhver anstændig stout burde opvise. En odeur af billig whisky – sådan som jeg forestiller mig et blend af udvalgte industrielle grains måtte smage – kombineres med lys karamel i en småkvalm, sprittetsød væmmelighed, der måske ville appellere til samme segment som vodkanisser, Bacardi Breezer og Mokaï.

Såvidt brygget i næsen. I munden bliver det ikke meget bedre. Brygget er tyndt, tyndt, tyndt – helt uden en forsonende, eller bare undskyldende tæthed for de bristede forventninger i prologen. En konturløs bitterhed af alt for spinkel kaffe har fået et skud syrnet ananaskirsebærsaft i sig – af aldeles uvisse årsager, da dette passer præcis lige så godt sammen som forventet – som en firkantet klods i et rundt hul, som en Richard Ragnwald-CD i udvalget af norske Black Metal-LP’er i pladeshoppen, som Shakespeares samlede værker i en reol fyldt med Barbara Cartlands samme, eller kort sagt – ikke.

End ikke de 8 % alkohol formår at holde sammen på den rodede sjuskebunke af modstridende indtryk. Sammen med de andre ting vælter den uintegreret og planløst omkring uden den mindste anelse om, hvorfor!?

Og sådan plasker det alt for lette og flydende bryg kækt og lystigt rundt – som en lalleglad elefant i et kæmpe badekar, og ingenlunde som en olm tyr i arenaens støv eller mudder. Dette var ikke hvad man var blevet lovet!

Det er først nu, dage efter at øllet er drukket, at jeg på bagetiketten opdager følgende lille oplysende passus: “est inspirée des stout irlandaises” – Inspireret af de irske stouts. Vel, i det minste har plottet da en vis tykkelse i dette sløset sammenkastede stykke pulp-fiction. Egentlig er det synd for irerne, at de stadig så mange år efter at landet … eller okay, det meste af landet blev befriet fra englænderne, skal have skylden for så mange dårligdomme. Men lige når det gælder deres øl – ikke mindst deres stouts – er jeg faktisk med på at udpege dem som skurkene. For irsk øl – det være sig red ale, stout eller hvad det ellers er de blander derovre, har kun været noget at råbe hurra over, når de valgte at brygge noget andet end det der anses for at tilhøre traditionel irsk ølkultur.

Og her til sidst må man også undre sig over, hvad referencen til tyrefægtning dog måtte have at gøre med irsk øl. Men det passer jo sådan set meget godt ind i det øvrige, usammenhængende rod, som endnu et stykke usammenhængende rod.

Og hvilket rod!

Postřižinské Pivo nealkoholické světlé, Pivovar Nymburk

Forventeligt …

Den her fik jeg af Gedved – I husker min ven, der sidste år flyttede til Ærø. Han efterlod den efter et besøg uden at præsentere den som en egentlig gave, men på den anden side også med en form for demonstrativitet, der ikke kunne undgå at afsløre i det mindste en antydning af intention.

Måske ville han bare af med den. Måske var den ment som en hadegave, som han ikke rigtig kunne få sig selv til at overrække som en hadegave. Ikke at jeg tror, han egentlig nærer venskabelige følelser over for mig … altså … hvem f… ville dog nære venskabelige følelser over for mig? Come on! Næh, han er til gengæld et ordentligt menneske, der aldrig kunne finde på at give noget menneske hadegaver, da hen udmærket ved, at den slags er pænt dårlig stil.

Eller i hvert fald ville han ikke gøre det ved de fleste mennesker. Men nogle meget få, meget fæle mennesker (mig fx), han er kommet for skade at lære at kende, ville han måske alligevel give en hadegave, omend ikke så åbenlyst, som andre, dårligere mennesker ville gøre det.

Den det er selvfølgelig ren spekulation, og se hvor langt man kommer med det. Det kunne være, jeg bare skulle spørge ham … ved lejlighed.

Grunden til jeg sådan spekulerer over hans motiver er, at det er en alkoholfri øl. Det må jo i sig selv vække en række spekulationer om hans motiver. Hvor han har den fra husker jeg ikke – måske et af de efterhånden mange marathonløb, han har gennemført. Det minder mig igen om min egen luddovne, ugidelige elendighed, at det er alt alt for lidt, jeg selv har hevet mig op af sofaen fra computeren, TV’et og alle de andre skærme for at tage ud og … se ham løbe de løb.

Mig? Løbe? Helst ikke.

Nu til anmeldelsen. Duften er forventeligt svag, omend med mærkbar præsens af malt og korn – en overvejende sød og knap nok syntetisk duft – i begyndelsen i hvert fald. Snart dufter den ikke meget mindre af vand end andre alkoholfri øl, og så småt mærker man det velkendte syntetiske indslag af metal, der så umiskendeligt karakteriserer typen.

En syrligt syntetisk og ligeledes metallisk stikkende fornemmelse på tunge og i gummer vækker genkendelsens … [tænkepause] … vækker genkendelsen. Men glæden, der som antydet udeblev i første omgang, vækkes alligevel af et uventet pust af pilsnerhumle. Midten af oplevelsen udgøres igen af en velkendt fornemmelse af halvdoven danskvand – måske med lidt mindre zink end normalt. Og så kommer humlen overraskende stærkt igen …

Præsent, ja ligefrem sprød og karsk, humle melder sig, så man næsten – men også kun næsten – ikke længere bemærker doven mineralvand og metal. Og i korte øjeblikke er det endda næsten som om den stikkende fornemmelse fra bryggets tyndde (analogt med tyngde – bare om tynde i stedet for tunge ting) komplimenterer bitterheden med et par ekstra hug i gane og mandler.

Men de øjeblikke er som antydet få og små. Stærkest står stadig oplevelsen af mineralvand og lette metaller, og den lidt mere fremtrædende humle, end hvad genren normalt byder, gælder mere som pynt end som væsen eller karakter.

Lust, Amager Bryghus

Og det der kommer i vejen for den …

Jeg bliver lidt ved Amager Bryghus’ Sinner Series. Der er ingen grund til at lade være, nu hvor det går så godt. Da jeg har skruet en kende ned for anmeldelsesfrekvensen for at hellige mig mit andet online-projekt, tegneserien Spelt-segmentet, har jeg til gengæld gjort mig umage for at finde et emne at tirere over imens. Det er alt for længe siden sidst*.

Et emne, der er forrygende meget oppe i tiden – omskæring. Evidensen for komplikationer i forbindelse med dette komplet unødvendige indgreb herhjemme er nøje beskrevet – og det burde derfor være indlysende at det ikke alene er fysisk skadeligt men også dybt traumatiserende at udsætte umælende spædbørn for den slags. Også mælende børn, der hverken forstår den irrationelle baggrund til fulde eller konsekvenserne på langt og/eller kort sigt er taberne i omskæringscirkusset.

Her skal det mest handle om konsekvenserne på langt sigt, også selvom det selvfølgelig er måske er en lille smule mindre synd for de små børn. Et problem der imidlertid rammer både de spæde, de små og dem, der måtte ønske at få skåret foruden på deres tissemænd af i en højere alder, er de seksuelle problemer. Ifølge et dansk studie udgivet i International Journal of Epidemology er der signifikant flere omskårede, der oplever seksuelle problemer end ikke-omskårede. – Det gælder i øvrigt også deres partnere.

Ud over at alle – spæd som ung (men i højere grad spæd) – risikerer invaliderende og livstruende komplikationer i forbindelse med indgrebet, så skal de arme forhudsamputerede mennesker også døje med seksuelle dysfunktioner. Alt sammen fordi der står i deres hellige bøger, at DenHimmelskeGudFaderBevarMigVel har befalet det … Sommetider er dette ikke engang tilfældet, og alligevel svinger de skalpellen over deres nyfødte, subsidiært ikke specielt gamle, drengebørn. Så er undskyldningerne for pådragelsen af unødige seksuelle dysfunktioner og endnu unødigere akutte komplikationer aldrig så strålende, overbevisende og tvingende. De består typisk af vage henvisninger til traditioner, udokumenterede påstande om hygiejne, eller den tidligere i USA så populære begrundelse om, at det dæmpede lysten til at onanere.

Og – den måske mest strålende undskyldning af dem alle: at det er vigtigt at få det gjort mens de er små – ellers vil de ikke, når de bliver ældre. Uden nogen videre sammenligning i øvrigt – når Özlem Cekic i sit train wreck af en “børnebog” drager sin uforskammede sammenligning mellem barnedåb og omskæring, må man trods alt indrømme de to fænomener den lighed at begge gerne foretages på små børn, fordi lysten dertil aftager med alderen. I modsætning til omskæring er effekten af barnedåb imidlertid reversibel – selv kirkeskatten slipper man for, hvis falder fra. Forhuden, derimod, vokser som bekendt ikke frem igen.

Og hvor god dagens øl ellers måtte være, så kan den ikke kompensere for det tab af livskvalitet en dysfunktionel seksualitet medfører. Her må selv Amager Bryghus give op.

Det til side kan man glæde sig over et mørkt, letflydende og gyldentskummende bryg. Letflydende, da der farven til trods ingenlunde er tale om en stout eller en porter, men derimod en Strong Ale efter belgisk forbillede. Duften er således hverken røget eller krasbørstigt bitter. Derimod er den sød af chokolade og med et karamelindslag, der erstatter den kaffe, der i de søde stouts gerne giver den nødvendige fylde sammen med alkoholen.

Igen mangler kaffen og røgen i smagen – men den savnes ikke. Der kompenseres så rigeligt med flydende karamel, mørk chokolade og cognac. Et lille flashback sender mig tilbage til firserne, dengang Bruce Willis mestendels var sjov og ikke et brutalt muskelbundt. I filmen ‘Blind Date’ er han på Rendez-Vous med Kim Basinger, hvis reaktion på alkohol virker som plot-device i et efterfølgende kaos af næsten postapokalyptiske dimensioner. Henimod slutningen kan man opleve Bruce Willis bruge en kanyle til at fylde en æske fyldte chokolader med endnu mere fyld – whisky eller cognac er det vel …

… og hvis man nu tog Toms Chokoladeskildpadder og lavede samme nummer som Bruce Willis med et nøje afmålt kvantum ikke ueffen cognac, ville man omtrent ramme aromaen i denne skønne sødmesymfoni. Tilpas tung, tilpas smagfuld og tilpas fristende. Som et hedt stævnemøde med en om ikke orgiastisk, så i hvert fald dampende og fortryllende erotisk afslutning.

Og dermed viser Amager Bryghus i øvrigt med al tydelighed, at de behersker mere end bare IPA’er og stouts. De er i det hele taget bare rigtig gode til at brygge godt øl.

*Det er altid for længe siden, at jeg sidst tirerede, når jeg ikke kan huske, præcis hvornår det var.

Envy, Amager Bryghus

Bitterfrisk …

Vel, nummer to øl, jeg ikke har prøvet før inde i det nye år, og jeg er allerede stødt på noget eksceptionelt. Enten tegner det bare godt, eller også opbruger jeg bare min kvote af godt øl alt for hurtigt.

Envy – jalousi – er en af de syv dødssynder, som disse i sin tid så fint blev beskrevet af Dante i Den Guddommelige Komedie. Det er muligvis den bog, jeg har læst fra ende til anden, jeg forstod allermindst af. Amager Bryghus har for år tilbage brygget en serie bygget over de 7 dødssynder. Jeg har – mere eller mindre tilfældigt – allerede anmeldt to af dem, og jeg reddede mig hele serien, da jeg var til fernisering på bryggeriets nye produktionslokaler i efteråret.

De første to øl var fabelagtige. Og som allerede antydet var denne øl det også. Indtil videre har serien da også drejet sig om noget, Amager Bryghus er rigtig gode til – IPA. Sidste år var en af mine erkendelser, at Amager Bryghus faktisk ikke bare er gode til IPA, men også til en lang række andre øltyper. Men mon ikke det er IPA’erne de har lavet flest af, og om ikke andet er mest kendt for?

Denne er en West Coast IPA – altså en amerikansk inspireret IPA, som den kendes fra USA’s vestkyst: Let, sprød og selvfølgelig vidunderligt humlet.

Brygget er ganske lyst, skummet afdæmpet og duften velsignet sprød, omend snæver af spæde fyrrenåle med syrlig aroma af lime. En stilfærdig, omend lovende start …

Og så rammer bomben! Wow, et humleorgie! Herkules, Amarillo, Centennial, Tomahawk, Simcoe, Cascade og Citra i vældig forening – ifølge etiketten. Brygget næsten brænder i munden med sin skarpe, omend forunderligt friske humle.

Bitterheden nærmest rendyrkes i dette bryg. Og det er vel kun passende, idet jalousi vel om noget kendetegnes netop ved bitterhed. IPA’er er samtidig gerne aromatiske med ledsagende smage af fx roser, hyld eller andre blomster. Det er ikke tilfældet her. Der er kun bitterhed.

Ikke rå, brutal eller uforfinet bitterhed. Nej, der er tværtimod tale om en udsøgt, udvalgt, isoleret bitterhed. Alle smagsnuancer ud over det sprødt bitre er grundigt og møjsommeligt pillet væk – helt uden at det efterlader lakuner i aromaen. Brygget er, selvom det kun indeholder én type aroma, fuldent og helstøbt.

Hvordan det lykkes bryggerne fra Kastrup ikke at gøre brygget hverken det mindste besk eller harsk i deres totale rendyrkning af humlens bitre aroma er mig en gåde – og en særdeles velsmagende og velgørende del af slagsen.

Et fuldendt mesterværk – intet mindre. Aldrig har jalousi føltes så bittert og så velsignet.

Hoegaarden, Brouwerij van Hoegaarden

Standard …

Julen er slut og hverdagen har meldt sig … MEGA meldt sig, må de vel hedde, hvis jeg vil oversætte det engelske udtryk ‘with a vengeance’ til korrekt dansk. Jeg arbejder i en kundeservicefunktion, og min ferie er af tisse-i-bukserne-typen. Mens man er væk hober arbejdsopgaverne sig uløst op, og det hele vælter ud som en pakke færdiglavet risengrød i pølseform, hvis man åbner den med et for langt snit.

Så den har stået på max stress hele ugen. Men heldigvis har jeg da weekenden fri og rystet det værste af mig med headbanging til Napalm Deaths greatest hits i selskab med mine børn – og en øl.

En simpel og gammelkendt standardklassiker – en af dem, jeg bare ikke har fået prøvet endnu, selvom jeg hastigt nærmer mig de tusind anmeldte øl. Sagde jeg standard? Vel, der er vel fortsat mange herhjemme, der ser denne øl som noget meget fremmedartet og eksotisk. Hvor er det ærgerligt, at folk ikke ved bedre. Selv kan jeg (også) huske den fra min kollegietid, hvor den blev solgt i kollegiebaren.

Den drak jeg mange af i de år. Om jeg egentlig synes den var god, tror jeg faktisk ikke. Allerede dengang forekom den mig en anelse tynd – det var omtrent på samme tid, jeg opdagede, at tysk weißbier vel egentlig heller ikke var helt så fantastisk alligevel … Alene det, at den herhjemme distribueres i deleemballager på 0,75 l. af Carlsberg giver et kraftigt fingerpeg om dets markedsegnethed – og dermed dets vigende kvalitet. Som en  tommelfingerregel – for nu at blive ved fingeranalogierne – er de to faktorer omvendt proportionale.

Stilen er i dag en af de få, jeg er permanent skeptisk over for. Selvom jeg mener at Belgien er det mest spændende ølland i hele verden så bliver jeg bare aldrig gode venner med deres hvedeøl. Ikke at jeg er nogen særlig stor fan af hvedeøl generelt, men det gælder denne type i endnu højere grad. Surt og tyndt husker jeg det som. Og hvis det endelig smager af noget, er det kvalmt sødt af overmoden banan.

Netop bananen er i højsædet, i det ellers nydeligt grumsede, citronbleggule bryg. Faktisk husker jeg slet ikke bouqueten som så markant. Samtidig har brygget, som jeg ellers havde så lave forventninger til, oven i købet den frækhed ikke at forekomme væmmeligt, selvom der er  meget bananessens i duften.

Så stemmer smagen noget bedre overens med forventningerne. Lime og citron sammen med et stænk eddike giver et come back til typens konventionelle udtryk. Bananen er samtidig på retræte, men under flugten gør den kortvarigt holdt på bagtungen, og spyr en sidste småkvalm sky af isoamyl acetat mod ganen til kortvarigt ubehag, men aldrig så voldsomt at det slår ud i egentlig væmmelse.

Den kun antydningsvise påmindelse om, hvor fæl stilen kan være, men altså langt fra er lige her gør brygget væsentligt mindre uinteressant, end dets udbredelse og popularitet måtte antyde. Syren yder desuden friskhed, og gør i øvrigt at brygget ikke føles unødigt tyndt – nu har jeg aldrig!

Over nogen nævneværdig industristandard er brygget dog ikke. Det læsker uden at være for tyndt. Det smager uden at blive væmmeligt. Hvis Carlsberg Premium var en wit – ja, så ville den nok være omtrent sådan her.

Mit Ølår 2017

Og det skete i året 2017 …

 

 

Så er jeg her igen med det indlæg, jeg i løbet af året gruer allermest for. Egentlig er det underligt at jeg husker så dårligt fra år til år, hvor meget arbejde jeg lagde i det sidst, og det skyldes nok, at jeg snarere fortrænger det end blot glemmer det.

Men jeg har skimmet mig igennem årets mange indlæg, bildt mig ind, at jeg har reddet mig et overblik, og vil nu begive mig ud i det – ikke mindst så jeg igen kan komme i gang med det, jeg holder mest af – at anmelde øl.

Jeg satte mig tidligt på året 2 mål, der begge blev indfriet. Hver måned ville jeg anmelde et tocifret antal – altså mindst 10. Det ved jeg ikke om egentlig lykkedes, men antallet af indlæg var i hvert fald derover.

Desuden har jeg med fuldkommen sikkerhed kunnet konstatere, at jeg nåede mit læsermål: Mindst 3000 hver måned. Det lykkedes ikke bare gennemsnitligt, men også måned for måned og flere gange med rigeligt overskud. I juni og oktober havde jeg endda over 4000 klik på bloggen, mens december endte med næsten 5500 læsere – det højeste antal læsere, jeg har haft på en måned siden bloggen fik eget domæne – og formentlig også siden starten for snart otte år siden.

Det er jo dejligt at kunne kigge tilbage på det. Jeg må til gengæld erkende, at jeg ikke har helt de samme ambitioner for i år. Det krævede en del arbejde at nå målene, og jeg har alt andet lige også andre ting at bruge min tid på end bloggen. Jeg har mit tegneserieprojekt, som jeg gerne vil se, om jeg kunne lægge samme mængde arbejde i som ølbloggen, med omtrent samme succes. Og et eller andet sted må den ekstra tid jo også komme fra.

Ølårets gang

I løbet af året fik jeg også nogle andre, mere kvalitative mål. Jeg ville gerne skrive mere i temaer, og lave en række top-5 lister over de bedste øl, jeg havde smagt inden for forskellige kategorier. Det første lykkedes – må jeg sige, undertiden så godt det skabte mere forvirring end overblik. Med top-5 listerne kom jeg til gengæld aldrig særlig langt. Men hvis jeg ikke skal gå og jagte læsere så meget som i fjor, er det måske en af de ting, jeg kan kigge lidt mere på nu.

Tidligt på året offentliggjorde jeg min første boganmeldelse. Det forekommer mig meget længere siden end et år – men det viser vel bare, hvor længe sådan et år trods alt varer, selvom man så tit kommer til at synes, de går så hurtigt.

Ellers fik jeg taget mig sammen til at få afsluttet nogle hængepartier – delvis i hvert fald. Jeg fik prøvet de sidste øl, der er afbilledet på bloggens forsidefoto (se øverst), hvilket viste sig at være en større lettelse, end jeg troede det ville være. Lidt OCD har man vel. Jeg fik også prøvet et par velkendte øl, som jeg bare ikke var havde nået i løbet af de 7½ år jeg nu har blogget. Færdig blev jeg dog ikke med det projekt, idet én af dem – en Hoegaarden –  fortsat står på køl.

Så mange temaer …

Med en kort gennemgang af årets temaer kommer jeg nok rundt om det meste af det, der ellers skete. Der blev drukket nogle gode øl fra Amager Bryghus i selskab med min gamle fodboldven Allan. Det bød blandt andet på et gensyn med forrige års bedste øl, der fortsat er den bedste øl, jeg nogensinde har prøvet. Dét blev der ikke lavet om på sidste år.

Jeg slæbte mig gennem Lidls katalog af industrielle standardøl i søgen efter et fingerpeg om, hvorvidt Danmark eller Tyskland lavede det bedste – eller rettere mindst ringe – industriøl. Tyskland vandt, omend ikke videre overbevisende.

Et kapitalindskud i form af et gavekort gav anledning til lidt turboshopping i Magasin. Det redede mig et godt bekendtskab med bryggeriet Rocket Brewing og lærte mig desuden, at islandsk øl ikke altid er særlig interessant.

Ved et besøg på DTU fik jeg på første hånd indblik i – ikke bare brygarbejdet, som dette foregår i mikrobryggerierne. Det har jeg prøvet flere gange før. Nej, jeg fik et indblik i arbejdet hos nogle af dem, der er allerlængst fremme med eksperienter og innovation, i ølproduktion i verden.

Jeg fik desuden reddet mig hele årets kollektion fra Amager Bryghus – plus nogle huller fra forrige års kollektion. Det tog faktisk det meste af året at arbejde mig gennem de mange, i øvrigt rigtig fine øl.

Og endelig fik jeg bagt rugbrød – masser af rugbrød, med mange forskellige typer øl. Både nogle, der var produceret netop med madlavning for øje, og nogle, der ikke var det. De bedst egnede var faktisk de øl, der ikke var produceret med madlavnig for øje – der kan man bare se.

Donationer og nye verdener …

Som altid var der også flere, både læsere og producenter, der gerne ville have mig til at afprøve deres øl. En gammel ven fra mine unge dage ved navn Joachim havde en samling øl med fra et besøg hos en af vores fælles venner fra ungdommen, der i dag bor i Australien. Det var første gang, jeg stiftede bekendskab med øl fra det kontinent – bortset fra et enkelt samarbejdsbryg fra Amager Bryghus der ikke helt tæller.

Og det skulle ikke være det eneste kontinent, jeg for første gang prøvede øl fra. Også Afrika blev det omsider til, så nu mangler jeg kun at prøve øl fra Antarktis – så har jeg været alle kontinenterne rundt. Det var en herre ved navn Fred, der havde øllen med hele vejen fra Uganda, da han skulle besøge en af mine læsere Niels – der også havde flere spændende øl at byde på i årets løb. Herunder et par fra Tyrkiet, et land, der ellers ikke var særlig stort repræsenteret på bloggen.

Nogle donationer blev det også til fra mine gamle venner fra Kongebryg – herunder mit jubilæumsbryg nr. 900. Rækker Mølle Bryghus’ donation krævede en del koordinering og afsendelser med forskellige fragtfirmaer før smagsprøven endelig nåede frem. Men den viste sig at være ventetiden værd.

Endelig var der også godt fra mine søskende til min fødselsdag. Min brors gave er smagt . Hvad min søster havde til mig, er jeg dog knapt kommet i gang med endnu – Det lover dog ganske godt.

Personligt og andet …

Til gengæld blev det til et farvel til Kvicklys Ølfestival, som jeg ellers trofast gennem 3 år havde anmeldt øl for. Det blev også til en afsked med en af mine gamle venner og næsten faste medanmeldere, Gedved, der fandt sig et nyt hjem på Ærø, efter han de sidste mange år har boet i København, aldrig langt fra hvor jeg selv har boet. Han er heldigvis en jævnlig gæst i København, så mon ikke han kommer forbi til en smagsprøve snart igen?

Til gengæld fik jeg omsider lejlighed til at en anden gammel ven, Frank, igen. Hele den lange vej fra København til Fyn kørte jeg. Ølmæssigt blev det nu ikke det store, men en lokal industriel klassiker af overraskende høj kvalitet blev det nu alligevel til.

Personligt blev mit år desuden præget af, at min far flyttede på ældrecenter, og dermed meget tættere på, hvor jeg selv bor. Det er jeg rigtig glad for, for så får jeg ham at se oftere. Nåhr ja, og jeg fik de sidste øl, han havde. Det var da også rart, men ikke noget, der fyldte meget i alt det, der ellers skete på den front.

Henimod årets slutning havde jeg også den fornøjelse at se Amager Bryghus’ fantastiske nye bryglokation i Kastrup. Det blev til anskaffelse af flere øl fra den kant, og det er noget af det første, jeg skal i gang med at anmelde i det nye år.

Hot og Not

Nu videre til nogle tendenser i løbet af året, som jeg har været glad for og mindre glad for. Eller som sådan noget åbenbart fortsat hedder på ungdomsk: Hot og Not. Hver især opsummeret i 3 korte punkter, jeg har lagt mærke til i løbet af året.

Hot …

Fakta

Ja, i løbet af året var jeg faktisk ikke så lidt imponeret over discountsupermarkedet Faktas udvalg af øl. Der var munkeøl i forskelligt udvalg, en samling IPA’er fra Tyskland og nogle af de fineste lagrede belgiske øl, jeg nogensinde har prøvet. Plus det løse. At et discountsupermarked har øl af en så høj kvalitet på hylderne til rimelige priser fortjener ros.

Amager Bryghus

Det var ikke småting, jeg fik afprøvet fra det amagerkanske bryggeri sidste år. Og når man sådan prøver det allermeste fra kataloget, og egentlig aldrig bliver skuffet, så må de jo nok gøre et eller andet rigtigt.

Ørbæk

Jeps – en af mine gamle prügelknaber viste uventet gode takter sidste år … eller også fik jeg blot endelig taget mig sammen til at få anmeldt nogle af de gode øl, som de hele tiden har haft, og som jeg bare ikke har været opmærksom på. Either way – min oplevelse med det økologiske bryggeri var sidste år bedre end nogensinde før. Og de fik vist denne blogger, at de faktisk godt kan lave rigtig gode øl, når det endelig skal være.

Not …

Thisted Bryghus

Bedømt ud fra dette års udvalg, er titlen som årets bryggeri aldeles ufortjent for Thisted Bryghus. Jeg fik prøvet en del øl fra deres belgiske og britiske temaer. Førstnævnte var nogenlunde i orden, uden direkte at imponere, mens det britiske tema tangerede det uforskammede. Sjasket, tyndt, uengageret og ligegyldigt discountsprøjt forklædt som specialøl, og solgt i den prisklasse … really?

Lidl

Det tyske discountsupermarked er ikke stedet, hvor man får kvalitetsøl billigt. Tyndt industriøl måske – men ikke kvalitet. Standardudvalget er umådeligt sløjt, og kvalitetsalternativerne tæt på ikke-eksisterende. Så kan det godt være, at supermarkedets tyske produkter er bedre end de danske. Udvalget sammenlignet med danske supermarkeder derimod – not so much.

Carlsberg

Underligt fraværende fra omtalen i dette efterhånden lange indlæg, tænker nogle nok. Industribryggeriet med den enorme produktion fortjener dog til fulde en plads i not-kategorien med deres totalt ligegyldige men über-hypede megasatsning 1883. En øl brygget på præcis den samme gær, som de brygger på i dag. Bare fundet i noget øl i en kælder tilhørende det gamle bryggeri, der for længst er udskiftet med en kæmpe hundebæ i Minecraft-arkitektur. Brygget er med sin sløje aroma, der mest af alt ligner postevand tilsat en melasseopløsning, det endelige bevis på, at Carlsberg hverken arbejder for fædrelandet eller kvaliteten længere, men udelukkende for pengene.

Bedst og mindst imponerende …

Som traditionen foreskriver, har jeg selvfølgelig som altid lavet en topliste over de bedste og de ringeste øl, jeg har prøvet i løbet af året.

Eller sagde jeg de ringeste? Hvis jeg skulle nævne årets ringeste øl, ville listen lyde på 3 industriøl, der i karakter ville være så ens, at jeg næsten kunne skrive samme smøre tre gange. Det vil jeg helst skåne læserne for. I stedet for, vil jeg præsentere de bedste øl, og de mindst imponerende øl – for afvekslingens og underholdningens skyld.

De bedste:

Nr. 3: Reindeer Fuel, Amager Bryghus

Med sin krydrede sødme og brusende fylde, er brygget her den ideelle nydeøl til juleaftensdag. Der er nelliker, allehånde, portvin og flydende pebernødder i ét nydeligt bryg. Det bliver næppe mere julet, men med et temperament, der knap hører højtiden til. Og det er kun godt.

 

Nr. 2: Petrus Aged Pale, Brouwerij de Brabandere

Det var ikke mindst på grund af denne øl, at Fakta fik en plads iblandt hvad der var hot i år. Dette bryg er trendskabende inden for surt øl. Surt som eddike, og alligevel friskt og vederkvægende som gudernes nektar. Et bryg, der i sin krystalklare, skarpe og ensidige surhed er fuld af paradokser og overraskelser i sin samtidige velsmag og velgørenhed.

Nr. 1: Green, Green Banshee, Amager Bryghus

Den bedste stout, jeg nogensinde har prøvet, og den ondeste øl, jeg har prøvet. 2017 skulle være året, hvor den hidtil bedste stout blev vippet pinden af en øl, der ikke kunne være andet. Et kulsort monster af whiskytemperament, afsindige mængder malt og karamel, og så ellers bare den kærlighed og galskab, de gæve bryggere i Kastrup altid er så leveringsdygtige i. Så undrer det ikke, at det går godt.

De mindst imponerende:

Nr. 3: Premium Chocolate Brown, Vestfyen

Jeg er ikke sikker på, jeg nogensinde har prøvet en mørk øl, der smagte så meget af absolut igenting som Vestfyens Premium Chocolate Brown. Det rene vand, fristes man til at sige, selvom brygget nu ellers er ganske mørkt. Beskidt er det ikke rimeligt at kalde det, for så ville det jo antyde, at brygget smagte grimt. Det gør det nu ikke. Men hvis det gjorde, ja, så ville det i det mindste smage af noget.

Nr. 2: Irish Stout, Thisted Bryghus

Hvis dette bare var en smutter … Desværre står denne mørke vanderstatning ikke alene i Thisteds sortiment fra i år. I forvejen er mine forventninger nede omkring mine egne ikke-eksisterende sokkeholdere, når jeg ser betegnelse ‘Irish’ for øl. Det er ganske enkelt ikke noget hædersmærke. I denne øl går Thisted Bryghus imidlertid for vidt. Så kedeligt er irsk øl altså heller ikke. At Thisted sådan underbyder irerne og samtidig har den frækhed at kalde det irsk, føjer i øvrigt kun spot til skade.

Nr. 1: 1883, Carlsberg

Det meste der er at sige om denne undskyldning for en såkaldt nyskabelse, er allerede sagt under ‘not’. Brygget er evigt ligegyldigt, da det ikke adskiller sig hverken stort eller lille fra Carlsbergs øvrigt bagkatalog af intetsigende, industrielle standardbryg.

Det var alt …

Tak for sidste år til alle jer læsere. Det er for jeres skyld jeg skriver. Så længe I stadig gerne vil læse mine indlæg, vil jeg også fortsat gerne skrive. Også tak til alle, er donerer, distributører, bryggerier og privatpersoner. Uden jer ville jeg have så utroligt meget mindre at skrive oom.

Vi ses snarest til nye anmeldelser.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme