Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren i overflod"

Måned: december 2017

Dario The Dark Don, Amager Bryghus (AB2017-Kollektionen X)

Russian Brutal …

Gad vide om jeg når det før nytår – at gøre Amager Bryghus meget fine brygsamling færdig? Jeg tror det ikke, men der har jeg til gengæld været så snarrådig, at jeg har gemt de bryg, der kan tåle, ja – måske endda ligefrem bliver bedre af, at stå lidt.

Som nu fx en imperial stout som denne. Den lange og underholdende historie på etiketten antyder, at der er tale om en russisk én af slagsen. Og betegnelsen længere nede på etiketten, slår det endda fast. Imidlertid antyder smagen noget andet, for det er ikke de lette og søde noter, der præger dette mørke monster.

Ikke engang ved skænkningen. Tykt, sejt og tilsvarende modvilligt skvulper brygget ned i glasset på en maner, der må sætte skænkerens armkræfter og tålmodighed på prøve. Selv skummet er mørkttonet, og udviser omtrent samme holdbarhed som epoxyfugemasse.

Og nej, der er ikke tale om det søde stads, den russiske zar slubrede i sig. Hvis der er noget russisk ved dette, så er det de forarmede, sultne bønders bitterhed man smager. Tæt tæt natsort aroma af stærk kaffe leder tanken i retning af italiensk espresso og barske mafiosi – omend kaffen egentlig virker for bitter og koncentreret til den karakteristik. Kaffegrums måske – ja, kaffegrums hvis det smagte godt, så ville det smage og omtrent føles sådan her.

De 11 % alkohol er samtidig forbløffende velintegreret i brygget, der slet ikke virker unødigt sprittet – vel knap nok sprittet i det hele taget. At den vilde, mørke bitterhed ikke får brygget til at virke tørt eller grumset er vel alkoholen skyld, men der er stadig kun akkurat så meget af den, at man dårligt mærker den i sig selv. Sådan kan alkohol vel også bruges som en art naturlig smagsstabilisator..

Vel – Rusland har som bekendt også en mafia. Endda en om muligt langt mere brutal én af slagsen end den italienske. Så måske er betegnelsen ‘Russian Imperial Stout’ slet ikke så langt ved siden af endda, blot man erstatter ‘цaрь’ med ‘братва’ i konceptbeskrivelsen.

Herlsev Bryghus Porter, Herslev Bryghus

Kaffegrums og rugbrød …

For nogle måneder siden solgte min far sit hus i Hvalsø – hvor jeg i øvrigt boede og bloggede fra for fem år siden – og flyttede på alderdomshjem i Nordvest. Det var ikke kun en fordel for ham, men også for hans tre børn, der nu kan besøge ham meget nemmere end før. Vi har alle overtaget nogle af hans ting, og næppe overraskende tilfaldt hans restlager af øl undertegnede.

Deri forefandtes blandt andet denne porter fra Herslev Bryghus – det ligger jo heller ikke langt borte derfra – som imidlertid viste sig at have stået længere i kælderen end intenderet. Sidste salgsdato var i sommer, så den har fået lov at lagre lidt. Heldigvis plejer det sjældent at være noget problem ved mørke øl og især ikke portere.

Der er ikke sparet på noget i det natsorte og tætte, brunskummende bryg. Bitterhed af kaffe, sødme af karamel og vanillefylde – alt sammen afstemt med den bittersøde baggrund af mørk chokolade.

Men måske havde den alligevel stået for længe …

For alle, de gode, forjættede indtryk i duften blev hastigt skyllet væk som kaffegrums i et industriopvaskeanlæg. Kaffen var alt for tynd, og i øvrigt den billigste uøkologiske (i modsætning til øllet ellers …) man kunne finde i det mest snuskede discountsupermarked. Vanillechokoladefylden er erstattet af tørt rugbrød, og den flydende karamel som man kender den fra chokoladeskildpadderne var intetsteds at finde.

Sjældent har en øl lovet så meget og holdt så lidt. Generelt plejer mørke bryg ellers at få lidt mere fylde af at stå, mens humlen ganske vist kan blive lidt slatten. Her er det hele slattent, og skyldes næppe at sidste salgsdato var overskredet. Snarere må man have haft en minusdag på Herslev Bryghus, der ellers gerne leverer fuldfede oplevelser af høj karakter.

Også kvalitetsøl bliver kedeligt fortyndet …

Cascade Dark Ale, Albani/Royal Unibrew

Industri ganske vist, meeen …

Den her har været i butikkerne længe efterhånden, dagens øl. Den er en af mange specialøl brygget af Royal Unibrew for at give mikrobryggerierne konkurrence. Jeg anmelder den derfor mere i embeds medfør end af egentlig lyst, da jeg anser industribryggeriernes langsomme men sikre overtagelse af markedet for kvalitetsøl for uønsket i bedste fald.

De skulle holde sig til deres bælleøl, som de jo fortsat vil have rigeligt med godtroende forbrugere til. Den reelle fare for ølkvaliteten ligger i, at industrikonglomeraterne kan producere specialøl billigt og i mængder, hvor mikrobryggerierne overhovedet ikke kan være med. Helt godt bliver det imidlertid sjældent, men det kan toppen af industrien jo være bedøvende ligeglad med, så længe de kan puge deres fortsat mindre og mindre velfærdsbelastede mammon og så grine hele vejen ned til banken, mens de små kvalitetsbryggere må dreje nøglen om.

Jeg køber så også kun det ene eksemplar her. Det er næppe den, der gør forskellen.

Det mørke, letflydende og lyst-men-højtskummende bryg dufter overraskende kraftigt af humle. Humlen er min favorit – cascaden, og åbenbart har de undtagelsesvis ikke fedtet med den. Som industrikoncern kan Royal Unibrew selvfølgelig også opkøbe langt mere ad gangen end de mindre virksomheder – og selvfølgelig række tunge og synge drillesange ad de små, når Royal Unibrew med deres aggressive opkøb presser prisen ekstra meget i vejret for de mindre.

Det til side lover duften nu ellers meget godt, og i betragtning af, at der er tale om et industriprodukt, formentlig med et oplag på over en million, så smager det faktisk af ganske meget. Cascadehumlen minder mig om, hvorfor den er min favorit med sin hvasse og aromatiske krasbørstighed. Grannåle og bergamot forenes som et bittersødt modspil til en bund af sød lakrids med antydning af salmiak.

Gode takter – ingen tvivl om det – til gengæld kniber det med instrumenteringen. Uden at ville sige, at der er deciderede huller i partituret, forbliver brygget et industriprojekt med den alt for velkendte lidt for store mængde vand og derfor lidt for ringe fylde. Det kunne have været vidunderligt tungt og samtidig skarpt. Det holder sig til at være jævnt smagfuldt og gedigent i stedet for – ikke en mikrooplevelse, men stadig fin nok til at betegnes kvalitet …

Og vel over industriel standard i øvrigt.

Störtebeker Roggen-Weizen, Stralsunder Brauerei – revisited – (Lidt godt fra Niels V)

Meget er vist ikke ændret …

Tid til en revisited fra Bloggens ganske spæde barndom. Godt en måned gammel var bloggen, da jeg anmeldte denne øl første gang. Dengang havde jeg fundet den i en øko-biks på Jægergårdsgade i Aarhus (der dengang endnu hed Århus) – denne gang har jeg fået den i anmeldergave fra Niels. Som bekendt havde han en samling med hjem fra en ferierejse til behørig anmeldelse på bloggen. Og jeg ville da være et skarn, hvis jeg ikke gav den et forsøg mere i stedet for bare at henvise til den gamle anmeldelse. Hvem ved – måske har den også ændret afgørende karakter siden sidst – så hvorfor ikke?

Som selvstændig anmeldelse kommer dette indlæg dog ikke til at tælle. Gengangerne har deres egen kategori.

Genanmeldelsen er en anledning til at dvæle lidt ved, hvordan min skrivestil mon har ændret sig, og hvilke detaljer, jeg lægger vægt på i dag i sammenligning med tidligere. Det vil jeg måske gøre bagefter. Lige nu vil jeg bare anmelde den efter de notater jeg har taget – som var det første gang jeg prøvede den, og så må sammenligningerne vente til senere.

Det mørke – omend ikke så mørkt, man måske ville forvente af en rugopblandet hvedeøl – bryg dufter syrligt sødt og tungt af banan, mens det høje, flotte skum langsomt afbruser. Aromaen er til gengæld bitter, og langt fra så præget af de estere duften behørigt advarede imod – og som jeg på det oprindelige indlægs affattelsestidspunkt i hvert fald ikke kendte navnene på. Isoamyl Acetat er siden blevet et dagligdagsudtryk i mit ølordforråd.

Man smager humle – lidt skarpere end den basale man kender fra pilsnere, så man tidligt glæder sig over en hvedeølsoplevelse med mere kras end kælen aroma. Tørt træ har erstattet hylden, mens bananen kun i tåleligt omfang gør sig bemærket. Gæren, som har spoleret mangt en hvedeøl i tidens løb glimrer velvalgt ved sit fravær.

Rugen mærkes vel nok i træindtrykket, og i det lette stik af kommen ved gummerne. Bananen giver en sød antydning, der faktisk gerne måtte have været mere fremtrædende, om det ikke lige var banan, sødmen havde karakter af. Sødmen er heller ikke det eneste, der måtte være mere fremtrædende – det måtte humlen og rugen egentlig også. Bedst ville det nok have været, at vandet holdt sig lidt mere i baggrunden, for de velvalgte smagsnuancer får aldrig lov til at udfylde sig i alt den kvælende væde.

Der var oplagte grunde til, at jeg gav den her øl 2½ stjerner dengang (ja, lige netop det, tillod jeg mig at aflure). Det er en karakter, det giver god mening at fastholde i dag. Konklusionen er den samme, og hvad der ellers måtte afvige fra originalen kan med sindsro formodes at være detaljer.

Marianna The Moody Milf, Amager Bryghus (AB 2017-Kollektionen IX)

Ingen jul i år!

Et godt stykke inde i december, kan jeg lige så godt sige det som det er – det bliver ikke jul på bloggen!

Eller – det bliver det jo selvfølgelig. Men der bliver ikke megen skriveri om juleøl, for sådan nogle har jeg ikke fået købt i år.

Det skyldes, at jeg gennem alle årene er blevet jævnt til slemt skuffet over udbuddet. Jeg synes simpelt hen ikke, at juleøllene udmærker sig tilstrækkeligt til, at man som blogger behøver gøre noget særligt ud af dem. Desuden går rigtig mange af dem igen fra år til år, så rigtig mange fra årets udbud, kan man allerede læse om her på bloggen.

Flere gange har jeg til gengæld bemærket og også anbefalet øl, der slet ikke er tænkt som juleøl, men som ville egne sig udmærket til julemaden. Således har jeg gemt min sidste Petrus Aged Red til årets julemiddag. Den vil klæde den fedtsøde sovs og den sveskespændte and aldeles fremragende – og skulle der være noget til overs ved risengrøden ved jeg jo allerede, at den også vil klæde den perfekt.

Til selve juleaftensdag køber jeg gerne en nippeøl. Det kunne have været den her, men det bliver det så ikke, for jeg vil helst prøve en ny én til den anledning. Sådan er jeg så også så traditionsbunden.

Men den ville have været god, den modne dame fra Amager Bryghus, opkaldt efter hustruen til en mafiaboss, der bryggede denne øl i forbudstiden til hendes ære (som altid må I selv købe øllet for at få alle detaljer med). Alene det, at styrken er tocifret – 10 % – og flasken på den sædvanlige halve liter, gør brygget bedst egnet som en langtrukken nydeøl. Skønt der er tale om en Barley Wine, der fint kan serveres i et højt, flot rødvinsglas,, bruser brygget nok så lystigt ved skænkning med rigeligt skum til følge.

Det falder ganske vist hurtigt og klistrer ikke. Til gengæld kan man nu nyde de kraftige, fede noter af rom, tørrede figner og karamel. Aromaen er ikke overraskende tung og monsterfyldig af alkohol, velkrydret med det bedste fra julesteg og -bag – nelliker, muskat, koriander og kanel.

Og der er vitterlig til flere timer. Hver eneste lille brændende slurk er næsten som et lille glas bittersnaps i sig selv – men man kan drikke meget mere af det her, før man bliver julefrokoststiv. Ikke dermed sagt, at man bare kan bælle løs. Det er for det første synd for det vidunderlige øl. For det andet er brygget rigeligt stærkt til at man stadig bliver straffet dagen efter …

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme