Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Måned: december 2017

Skunk Jam, Ebeltoft Gårdbryggeri

Blomsterbouquet …

Jeg har halvvejs et nytårsfortsæt om at skrue en anelse ned for bloggen og koncentrere mig om min webtegneserie næste år. Om det kommer til at lykkes – ja, det må tiden vise. Det betyder under alle omstændigheder, at jeg hellere må skynde mig at få brændt det sidste krudt af (how apropriate og slet ikke søgt).

Min søster havde en fin fødselsdagsgave til mig. Den fik jeg over en måned efter min fødselsdag, men det er alt sammen en anden historie, som jeg har fortalt. Den bestod af en fin lille kasse med 6 forskellige øl i. Ingen af dem havde jeg prøvet før. Det bliver en god start på net nye år, når de skal glide gennem mit gab …

Her forleden aften åbnede jeg den første. Den er fra Ebeltoft Gårdbryggeri, der som bryggeri får sin debut her på bloggen, så vi afslutter det gamle år med noget nyt. Jeg kendte nu godt bryggeriet i forvejen. Ud over øl producerer de også sodavand – og hvilke sodavand! Da jeg stod i bar for Kongebryg for et lille halvandet år siden var det Ebeltoft Gårdbryggeris sodavand vi solgte til dem, der af en eller anden grund ikke ville købe Kongebrygs øl – de skulle vel køre, eller de var muslimer og lod derfor andre få så meget desto mere af det gode øl. Jeg har sjovt nok hverken det store imod folk der kører eller muslimer – sålænge de ikke påtvinger andre deres synspunkter, selvfølgelig. Så luk nu bærret, FDM!

Mange bryggerier har som bekendt en nebengeschäft i form af sodavandstapning. Lad mig i den anledning fremhæve bryggeriet Vestfyen. Som ølblogger kan jeg helhjertet erklære, at det bedste der er kommet ud af det bryggeri er Jolly Time og Jolly Cola.

Nu til Ebeltoft Gårdbryggeris øl. Og det er godt øl, skal jeg ellers love for! Det var med indfriede forventninger, at jeg valgte at skænke den i dragebægeret. Det bruger jeg som bekendt kun til øl, jeg har høje forventninger til – og som passer i glasset, vel at mærke. Det er helt og aldeles Amager Bryghus‘ egen skyld, at deres øl kun skænkes i det, når jeg deler øl med andre, for glassets rumfang er mindre end den halve liter de tapper på.

Efter skænkning af det lyse, højtskummende bryg, kan man nyde den aromatisk søde bouquet af citronmelisse, bergamot og ingefær. Blide noter der hidrører fra en markant humle, der hvis den var fra førnævnte Amager Bryghus ville rive og flå. Her krammer og aer den, mens oplevelsen er mindst lige så velsignet.

Bitterheden slår da også til så snart brygget kommer bag læberne. Men igen er brygget overvældende rart og venligt. Grannålene er blot ét af de mange krydderier i den sødt bitre (bittersød giver tårepersende associationer, der slet ikke passer ind her) blomsterbouquet, der ellers involverer søde æbler, hyldeblomst, citronmelisse, alteabolcher og alt muligt andet godt fra det største, lifligste og mest farvestrålende blomsterbed nord for Stenbukkens Vendekreds.

Og det er alt sammen lige så venligt, rart og knuskrammesødt som duften antydede. Men alligevel leveret med den udsøgte fandenivoldskhed og kraftoverload der kendetegner mikrobryg af allerhøjeste klasse. Festfolket har for længst harket og udspyttet brygget og pylret klaget, at “det er for stærkt”, mens bodegapilsnerfolket nødtvunget har klemt det første nip ned og ladet resten stå, for “sådan skal øl ikke smage”!

Enhver der kender kvalitet vil til gengæld fryde sig så meget desto mere over, at der er – vel – mere til dem, nu hvor det meste af flokken er skræmt væk.

Nyd den. Alene eller til finurligt krydrede lyse retter. Men først og fremmest: Nyd den. Den er der for så meget mere end bare at blive drukket.

Godt nytår!

Leffe Brune/Bruin, Anheuser Busch InBev

Ikke verdensklasse …

Godt nytår på forskud allesammen. Jeg har netop med glæde konstateret, at jeg i denne måned er nået op på over 5000 kliks på min blog. Det er det største antal kliks siden bloggen fik sit eget domæne tilbage i juli 2014. Mest af alt glæder jeg mig over, at den hidtidige rekord fra juni 2016 på 4853 læsere er slået – årsagen til den tidligere rekord, var mit indlæg om, at jeg skulle skilles.

Ingen af den slags ikke-ølrelaterede digressioner er årsag til denne måneds høje læsertal. Det er derimod mine indlæg – det være sig fra indeværende måned samt mit efterhånden betragtelige bagkatalog. Jeg gik ud fra, at folk først og fremmest havde fundet frem til mine gamle anmeldelser af juleøl, men det ser faktisk ikke engang ud til at være tilfældet. Et kig på statistikken over viewede indlæg de sidste 30 dage viser ikke overbevisende mange flere klik på gamle juleølsanmeldelser end på andre indlæg.

Vel – ikke mere spekulation over det. Folk vil gerne læse min nye indlæg såvel som de gamle – jeg skal bestemt ikke klage. Til gengæld skal der lyde en kæmpe tak til jer allesammen for at klikke ind på min blog. Det er først og fremmest fordi folk gider læse de ord, jeg smider op, at jeg bliver ved det. – At smide ord op, altså.

– Og nu videre til dagens anmeldelse, der måske – måske ikke bliver årets sidste.

Det er blevet tid til en klassiker. Jeg husker Leffe Bruin som en af de alternativer, der så småt poppede op på udskænkningsstederne i årene før ølrevolutionen virkelig tog fat. I hvert fald havde de den på Grønjordskollegiets værtshus, H-18, hvor jeg tilbragte så absurd mange aftener i min studietid.

Jeg husker den som et udmærket alternativ til de hjemlige med mosevand sammenlignelige pilsnere. Ud over, at der var mere smag, var farven også mere interessant, og grummsetheden vidnede om en mere rå og upoleret form, der alle dage har tiltalt mig.

Det er siden gået op for mig, at den modbydelige altopslugende bryggigant Anheuser-Busch InBev har overtaget brandet. Det havde de måske allerede dengang, og med det i baghovedet var mine forventninger – sammen med min efterhånden brede erfaring med så mange gode bryg – at den nok ville virke noget sløj i sammenligning med, hvad jeg ellers har prøvet i tidens løb.

Det egentlig fine, mørke, beigeskummende bryg dufter ikke af meget – omend nydeligt af melasse og kaffe. Allerede nu er det, duftens fjernhed til trods, allerede over forventning.

Og smagen i endnu højrere grad så. Malt, karamel, kaffe og chokolade blander sig overraskende smagfuldt. Fylden er nydelig og vandet ikke for fremtrædende. Ja, det er faktisk ikke engang helt retfærdigt sådan at antyde, at vandet overhovedet er fremtrædende, for både smag og fylde er i højere grad så.

Det er primært en sød øl. Kaffearomaen virker som supplement dertil, ligesom mørk chokolade er så fint et supplement til – you guessed it – kaffen. Aromakombinationerne er som de skal være, brygget er fint i balance. Fylden er på plads, og man får fornemmelsen af, at brygget – på trods af gigangens fjendtlige overtagelse af brandet – næppe har lidt den store skade ved dette.

Det er selvfølgelig også i gigantens interesse at holde fast i kvaliteten, så man kan sprøjte brygget ud på markedet til en så lav pris, at man sikrer, at det er gigantens kvalitet, der bliver købt, og ikke de mindre aktørers.

Men så god er den heller ikke. Der kunne være mere sødme, mere fylde og i det hele taget mere kvalitet. At brygget smager godt og er i balance gør det ikke i sig selv til verdensklasse.

Det gør det blot godt.

Brown Ale, Svaneke Bryghus

Fizzle from the past …

Tilbage til kronologien. Jeg ville jo gerne give en god anmeldelse i julegave til læserne. På den anden side tror jeg faktisk, at de dårlige anmeldelser er mindst lige så underholdende som de gode – ja, oftest nok mere.

Og på en blog er det jo læseoplevelsen der tæller. Om det der skrives er positivt eller negativt er vel egentlig underordnet, så længe det er -holdende … (altså underholdende. Præfixet ‘under’ var -forstået i -holdende (hvor mange forstod den?))

Jeg måtte søge et stykke tid i arkivet for at sikre mig, at nærværende anmeldelse ikke blev en ufrivillig gentagelse, for jeg var slet ikke sikker på, at jeg ikke havde prøvet den før.

Det viste sig faktisk, at det havde jeg. Men dengang havde jeg blot ikke taget notater, da den havde gemt sig i en længere række af spændende ølindslag iblandet en masse hygge. Min erindring er pist væk. Til gengæld husker jeg stadig anledningen tydeligt. Vi var på besøg hos nogle af Lindas venner på Randers-egnen. De boede i en gammel gård, de selv havde sat i stand, og de var selvforsynende med det meste – herunder øl.

Tilbage til nutiden, så vi også kan få ryddet op i rækkefølgen på afprøvede øl. Jeg prøvede denne øl lillejuleaftensdag – i mangel på bedre, vil jeg tro. Jeg har en række spændende øl stående til senere anmeldelse, som jeg vel ikke ville gå i gang med, før jeg havde gjort rent bord med det, jeg trods alt ikke havde så høje forventninger til.

I sammenligning med de massive stouts, jeg prøvede op til jul løber brygget velvilligt ud af flasken ved hældning af denne. Mørket er ellers mere end på plads, men skummet hæver sig i en næsten out-of-character off-white nuance. Chokolade og en smule røg lover til gengæld rigtig godt.

Den første mundsmag afslører en del ikke-ueffen bitterhed. Straks efter mærker man den rigelige kulsyre. Tredje trin i oplevelsen er kulsyren, der straks river de gode, bitre og aromatiske takter i laser ved at være alt alt for dominerende i brygget. Nu kan man også mærke nogle fjerne rester af chokoladesødme, ligeledes spoleret af kulsyren og den for så mange, efterhånden lidt for succesfulde, bryggeriers alt for udbredte tendens til at putte lidt for meget vand i brygget.

Vandet alene er nu ikke hele problemet. Havde det bare været vandet alene, ville brygget såmænd nok have været smagfuldt nok – omend på den friske side. I forening med kulsyren er skaden imidlertid uigenkaldelig. Bitterhed og sødme er kun antydninger af, hvad de kunne have været.

Det bedste, der kan siges om øllet er vel, at det er rent. Uden tilsatte sukkerstoffer, farve eller andet fy-fy. På den anden side, har jeg længe lagt den germanske purisme fra mig, og drikker i dag gerne øl tilsat både chokolade, kaffe, krydderier og andre ting.

Det undrer mig i øvrigt ikke spor, at jeg ikke huskede denne øl, når nu jeg prøver den igen. Det er ikke en øl, man husker – ikke engang når den blev indtaget under så hyggelige omstændigheder dengang for længe siden.

I modsætning til øllet, vil jeg nok huske omstændighederne til den dag jeg dør, eller til den dag demensen tager over. Jeg håber det første.

Reindeer Fuel, Amager Bryghus

… og så blev det ellers jul!

Kajs Ølblog er tilbage med nye anmeldelser efter en lille juleferie. Etiquetten (ikke etiketten – det er sådan noget man sætter på flasker) er brudt, idet jeg har valgt ikke at følge kronologien i afprøvede øl i mine anmeldelser. Det sker i anledning af højtiden – det er jo trods alt kun jul én gang om året, og jeg tror egentlig, at læserne hellere vil høre om denne fantastiske øl, jeg prøvede juleaftensdag, end den sløje fuser af en brown ale, jeg prøvede aftenen før.

En introduktion er vel på plads for de stakler, der endnu ikke har klasket gummerne – eller i det hele taget hørt – om nærværende vidunder. Det er Amager Bryghus’ traditionelle juleøl, en 10 % barley wine med dertilhørende juleeventyr på etiketten (med ‘k’).

Ikke så meget mere om det, for det må læserne selv erfare ved køb af brygget (man kan også snyde ved at læse på Untappd). Selv nippede jeg det langsomt og med passende andægtighed i løbet af juleaftensdag, sådan som jeg har for vane med en særligt udvalgt øl.

Just efter åbning frygtede jeg ellers nogle sekunder, at oplevelsen ville være en tidlig fuser – der var trods alt stadig en uge til nytårsaften. Duften af det grumsede, rødbrune bryg var nemlig ildevarslende fraværende, og vidnede kun om bryggets alkoholstyrke med en tæt, omend varm og egentlig behagelig odeur af alkohol. Der er trods alt forskel på duften af en 20 års Single Malt og den billige vodka fra Lidl.

Men derefter var der ellers dømt glædelig jul!

Den udeblevne næsestyver var erstattet af en mundstyver – hvis det ellers er et ord – der ud over at levere den fulde smagsoplevelse i et nu også utvetydigt lod nyderen vide, at bryggeriet skam havde gemt alt aromaen der, hvor den rettelig hører til, nemlig i smagen, frem for at lade den fise ud med duften.

På et bagtæppe af letbrændt karamel folder aromatisk egetræssyre, båret frem af alkoholens spiritussky, sig ud i hele mundhulen. Med små, skarpe barberblade snitter egetræsaromaen lange, sviende rifter i tunge og gane. Det er i sandhed et bryg, man smager med meget mere end bare tungen.

Overalt hvor brygget skvulper hen efterlader det et smertende snitmønster af rifter, der dog kort efter lindres af bryggets andet aromatiske indslag – den alkoholiske sødme. Mægtig, maltet og karameltung, ikke helt ulig som man måske forestiller sig Santa Claus’ ånde efter denne lige har fået sig en hivert for meget under kåben. De mulige ubekvemme konnotationer til side, denne sammenligning måske har kreeret i læsernes hoveder, virker det søde, maltede indslag som blide vatpuder, der lægende dupper de væskende sår, og lægger sig over dem som en frisk forbinding i julesneens farve.

Ja, den var der selvfølgelig ikke så meget af denne jul. Men øllet – det var ekstraordinært! Amager Bryghus har en sin del af æren for, at jeg i år sandelig fik en …

Glædelig Jul!

The Mortician, Amager Bryghus/Barrier Brewing Co. (AB2017-Kollektionen XII)

Lidt modvægt …

Vi må jo til det: Glædelig jul allesammen …

Vid at det også snart er overstået – I, der ligesom jeg, så småt er ved at få nok af juleriet. For nu at skabe lidt modvægt, har jeg i dagens anledning valgt en øl, der er mørk, ildevarslende, uhyggelig … alt det, man ikke forbinder julen med. Selv tak, det var så lidt.

Lidt jul er der dog alligevel ved denne her. Der fråses. Frås er jo nok nøgleordet nu om dage for, hvordan man fejrer julen, og her får den ikke for lidt. Ud over 13 forskellige typer malt og fire humlesorter, indeholder den også hvidt og brunt sukker samt kaffe. Det bliver dog kun til én type gær, og – måske overraskende – én type vand. Der er jo trods alt ingen grund til at overdrive.

Det er i øvrigt den sidste – omsider – af den lange række øl, jeg fik købt hos Amager Bryghus tilbage i foråret. Så nåede jeg det altså før nytår. Til gengæld har jeg forsynet mig med nye i mellemtiden, så jeg slipper ikke Amager-bryggeriet så let.

I sammenligning med den sidste stout, jeg prøvede fra bryggeriet – den ikoniske Hr. Frederiksen – forstår man kun marginalt bedre valget af flaske som emballage. Men her går det såmænd nok endda. Slår man lidt på bunden af flasken, og bruger et par ketchup-tricks, får man såmænd til sidst resten af brygget ud i glasset også.

Sort som pesten er brygget med matchende smeltet karamelskum, der til gengæld holder sig respektfuldt over glassets kanter. Bryggets farve matcher om ikke andet årstiden, samt det julen oprindeligt blev fejret for – kulminationen – og dermed afslutningen på den mørke tid. Jeg giver i mangel på selverkendelse julenissen skylden for, at jeg glemte at tage et billede af selve brygget.

Det er et af den slags bryg, man ikke behøver snuse til bevidst. At trække vejret helt almindeligt i det lokale den bliver skænket, er rigeligt til, at man kan nyde de både søde og røgede noter af kaffe og marcipan. – Jo jo, der er reelle julede elementer i den også, omend utilsigtede og garneret med så mange andre elementer, der gør brygget aldeles uegnet til julemad.

Eller andet mad for den sags skyld. Bryg som dette kunne måske ledsages af en god whisky eller cognac, men nydes nok bedst alene – over lang tid.

I hver lille slurk kan man nyde den aldeles velafbalancerede aroma af letrøget løvtræ, stærk kaffe og meget mørk chokolade. Det er slet ikke ulig 99% kakao-udgaven fra Lindt – men ikke helt, da der alligevel er akkurat den søde kant, der forhindrer brygget i at blive tørt eller klæbrigt.

Således formår brygget på én gang at være indbydende, men også lidt uhyggeligt. Men ondskaben er hjertelig, som en velskrevet gysernovelle, eller som den aldrende onkel, der fortæller spøgelseshistorier allehelgensaften.

Alkoholen er præsent som en let cognacessens, der binder det hele sammen. Og her skal man passe på. For ondskaben bliver hjerteløs dagen efter når tømmermændene rammer. 10,5 % alkohol og dermed mægtige 3,5 genstande i én flaske kan mærkes dagen efter – også selvom man nyder den langsomt i løbet af hele aftenen.

Men altså – endnu engang glædelig jul til jer allesammen. Jeg takker også for den julegave, I læsere – formentlig ganske ubevidst – har givet mig. Der er gået juleslendrian i bloggen her i december måned. Jeg har i december anmeldt mindre end de foregående mange måneder – og alligevel ser denne måned ud til at slå alle læserrekorder, siden bloggen fik sit eget domæne.

Om jeg fatter hvorfor – måske skulle jeg bare skrive lidt mindre?

Nej, det tror jeg alligevel er en dårlig ide. Jeg hygger mig sådan med det, og mon ikke de ekstra læsere her i julemåneden skyldes et efterhånden betragteligt bagkatalog af juleølsanmeldelser?

Men kan I nu have en rigtig god juleaften allesammen. Hvis jeg kender mig selv ret, går der såmænd nok ikke mange dage, før jeg skriver igen …

Mørk Guld, Svaneke Bryghus

Så simpel, så fin …

Jeg ser desværre ikke min familie så tit. Dette understreges af, at jeg først fik mine fødselsdagsgaver – jeg har fødselsdag i starten af november – fra min familie da vi mødtes til mine niecers fælles fødselsdag midt i december. Og det skrives desuden med kursiv og fed skrift, når man dertil føjer, at min søster også først fik sine gaver til arrangementet – hun har fødselsdag først i juli.

Denne øl var del af en gaveæske, jeg fik af min storebror. Siden jeg begyndte at blogge om øl, har jeg ikke været svær at finde fødselsdagsgaver til. Da jeg modtog æsken, troede jeg egentlig, at jeg omsider havde fået en række øl, jeg bare kunne sidde og nyde uden efterfølgende at skulle stresse over at få dem anmeldt – men nej!

Denne øl, havde jeg faktisk ikke prøvet før. I hvert fald ikke under det navn. Jeg har en nagende fornemmelse, at det egentlig er samme øl, som bryggeriet for år tilbage udbød under navnet ‘Aurum’. Takterne ser ved mulig gensmagning også ud til at være nogle af de samme, men jeg lader alligevel tvivlen komme den til gode.

Umiddelbart ser dette bryg i hvert fald mørkere ud end Aurum gør på billedet i hint indlæg – og mere tåget, selvom begge nu nok er ufiltrerede. Også skummet står flottere gyldent i forhold til sin ældre bror med det latinske navn. Duften byder på let karamelsødme med indslag af vanille samt en antydning af æblesyre. Lidt ubalance i indledningen afstemmer forventningen til en Svaneke-øl som de er flest. Næppe langt over, hvad man også kan få fra industrien.

Og at øl stemmer overens med forventningerne er stundom velkomment – ikke mindst, når det er i kvalitetens favør. Brygget her er langt tungere, langt bitrere, langt mere smagfuldt end man kunne forvente af både bryggeriet og typen. Nok er der tale om en guldøl – en pilsner med lidt ekstra alkohol og farve …

… men nyd nu den ære, dette eksemplar yder en ellers skamridt og udskældt type. Brygget her er meget mere end et tisgult gashåndtag tilsat industrialkohol for at kunne sælges billigt til sutter og sprittere.

Bitterheden breder sig tung og kras som et aromatisk nåletæppe over hele tungen. Mørkt træ og modne hasselnødder fylder ganen og bitterheden masserer sig dybt ned i alle mundhulens organer. En tung beskhed i den lige så udsøgte eftersmag skal nok jage festfolket væk, mens entusiasten vil genkende den tilsyneladende missmag som et udtryk for karakter og ikke en fejl.

En guldøl – indenlunde mindre, og egentlig heller ikke mere. Men en guldøl af en ganske udsøgt karakter og kvalitet. Det måske ypperste man kan drive et ellers kedeligt industrielt udlæg til.

Hr. Frederiksen, Amager Bryghus (AB2017-Kollektionen XI)

Et lille stykke historie …

Jeg er jo altid gerne lidt ude med riven efter de lange beretninger på Amager Bryghus’ etiketter. Men når det kommer til stykket glæder jeg mig faktisk over deres gerne overdrevne markedsføring og storytelling fordi den i sin svulstige overdrevethed tager gas på markedsføring i al almindelighed. Jeg under også gerne læserne denne oplevelse, idet jeg prøver at undgå at kommentere de konkrete historier alt for meget.

I dette tilfælde vil jeg dog fortælle lidt mere end jeg plejer. Hr. Frederiksen er om muligt bryggeriets andet flagskib. Det mørke flagskib, fristes man til at sige, mens Batch 1000 velsagtens er bryggeriets lyse bud. Hr. Frederiksen røg – så vidt jeg husker fra Henrik Papsøs fortælling, da jeg var nede for at hente øllene for snart trekvart år siden – som den første øl nogensinde fra Amager Bryghus på Ratebeers top 50. Den blev senere vippet af pinden som den højest placerede øl fra Amager Bryghus af Green, Green Banshee – men det er en anden historie.

Jeg vil referere en smule mere, fordi historien virker overraskende troværdig og lidet overdrevet. Ved læsning erfarer man, at brygget er opkaldt efter en Peter Frederiksen, der ved indlytning på bryghusets gamle adresse … den har jeg allerede glemt, men at Peter Frederiksen var behjælpelig med at banke armerede betonvægge ned, utrætteligt og pligtopfyldende. Den gamle adresse i Tårnby havde en forhistorie som Bibellager og lokaler for Scientology, så den gode Peter Frederiksen arbejdede ikke bare for bryggeriet, men for at gøre stedet i det hele taget til et mere nyttigt ét af slagsen – ganske åbenbart.

Bryggeriet beskriver selv den natsorte stout med det tætte, beigebrune skum som et måltid i sig selv. Og bedømt på bryggets modvilje mod overhovedet at lade sig hælde ned i glasset vidner derom. Amager Bryghus kan – så vidt jeg er orienteret – fortsat kun tappe på halvlitersemballager i glas. Brygget her kunne man næste lige så godt fylde på tube.

I modsætning til den frygtindgydende skrigeånd fra sidste år, er brygget her anderledes venligt. En fortinsvis mild duft af vanillesødet kaffe giver et langt mere aromatisk end brutalt indtryk …

… og aroatisk er nøgleordet. Brygget hviler tung, men venligt på tungen. Som en kugledyne over et ADHD-barn … tror jeg, selvom jeg personligt aldrig har prøvet en af de der kugledyner (jeg er nok bare ikke så hårdt ramt). Et kraftigt bryg er det, men ikke brutalt. Der er forskel. Denne er en mild kæmpe, der er fuldt bevidst om sin styrke – og den er lige så stor som dens varme, bankende hjerte.

Kaffe og lakrids blander sig så nydeligt. Vanillen yder aroma oven i det rent bitre og det rent søde, mens alkoholen – de mægtige 10,5 binder det hele sammen. Alle aromaerne er så nøje og præcist afstemt, at det er en ren fryd. Ikke et gram for meget kaffe, eller lakrids, eller vanille, eller – mind you – alkohol. Uagtet brygget høje fartøjsuegnethed virker brygget ingenlunde sprittet – dårligt nok alkoholisk. Der er bare lige præcis den mængde, der skal til. Punktum.

Sikke en hyldest. Peter Frederiksen har al grund til at være meget stolt!

La Goudale IPA, Brasseurs de Gayant

Selv tyskerne styrer det bedre …

Et impulskøb. Det beskriver vel bedst grunden til at jeg nu skriver om denne øl. Den stop på en hylde med spotvarer i Netto på Rantzausgade, Nørrebro. Ingen pris, ingen beskrivelse, ingenting, andet end at jeg kunne huske, at jeg havde prøvet øllet engang før – sidste år til jul. Nåhr ja, og så havde flasken en fiks form. Jeg køber ellers aldrig varer, hvis ikke der står pris på – det er vel sådan en slags principsag, men her gik jeg altså på kompromis med de gode intentioner, og valgte at lægge den i kurven alligevel.

Og se nu, hvad der kom ud af det … At Frankrig i det hele taget ikke har formået at imponere særlig meget som brygnation burde have tjent rigeligt som advarsel. Min erfaring indtil videre har været, at franskmændene enten lader alle deres bryggerier opkøbe af aktører fra andre lande – gerne Danmark, idet Carlsberg har sat sig på den lokale industrigigant Kronenbourg – eller de brygger sløje kopier af klasseøllene fra nabolandet mod nord – Belgien.

Her har de åbenbart prøvet at koble sig på den globale ølrevolution med en international klassiker. IPA stammer måske nok fra Storbritannien oprindeligt, men den har gået sin sejrsgang i alle de lande, hvor ølrevolutionen har slået igennem.

Dette franske bud på en IPA starter utraditionelt, men i øvrigt hæderligt med en frisk duft af sure æbler, der måske lige akkurat er begyndt at gære. Humlen – typens signaturingrediens – lurer såmænd stadig i baggrunden. Indtil nu glædes man mere ved det nyskabende end en svigtende karakter.

Idet brygget når kæften, er indtrykket imidlertid et ganske andet. Humlebitterheden er der da. Men selv ikke videre karakterfulde pilsneres bitterhed er mere rå og voldsom end dennes. Mundfornemmelsen er underligt glat og indifferent. Brygget er dovent i udtrykket, hvilket dæmper den friskhed, der ellers også karakteriserer brygget. I det hele taget er førstehåndsindtrykkene præget – ikke af den egentlig lovende anderledeshed fra duften, men derimod en voksende skuffelse over, at anderledesheden som frygtet indikerede, at der var tale om en fredagsmodel.

Leder man lidt og giver man den lidt mere tålmodighed, end den egentlig fortjener, kan man da også finde IPA-noterne i den nogenlunde friske træbitterhed ved gummerne. Samme types tegn på, at der ikke har været helt styr på processerne – gærsmagen – titter imidlertid også frem, omend i et ikke videre generende omfang.

Så selv på de parametre, hvor brygget mislykkes, kan det ikke engang finde ud af at mislykkes ordentligt. Både på det positive og det negative er brygget på det jævne i en grad, så man dårligt kan andet end at være jævnt skuffet. Akkurat bestået, må være dommen over dette første franske forsøg, jeg har prøvet, på at tilkoble sig den globale ølrevolution.

Et andet land, jeg ikke sjældent beskylder for at have ringe held med at tilkoble sig ølrevolutionen er Tyskland. Hvor mange gange har jeg ikke brokket mig over tyskernes konservatisme og modvillighed mod forandring. På det felt har de her fundet deres overmænd m/k. Tyskerne brygger vitterlig IPA’er der er klasser bedre end franskernes.

Dario The Dark Don, Amager Bryghus (AB2017-Kollektionen X)

Russian Brutal …

Gad vide om jeg når det før nytår – at gøre Amager Bryghus meget fine brygsamling færdig? Jeg tror det ikke, men der har jeg til gengæld været så snarrådig, at jeg har gemt de bryg, der kan tåle, ja – måske endda ligefrem bliver bedre af, at stå lidt.

Som nu fx en imperial stout som denne. Den lange og underholdende historie på etiketten antyder, at der er tale om en russisk én af slagsen. Og betegnelsen længere nede på etiketten, slår det endda fast. Imidlertid antyder smagen noget andet, for det er ikke de lette og søde noter, der præger dette mørke monster.

Ikke engang ved skænkningen. Tykt, sejt og tilsvarende modvilligt skvulper brygget ned i glasset på en maner, der må sætte skænkerens armkræfter og tålmodighed på prøve. Selv skummet er mørkttonet, og udviser omtrent samme holdbarhed som epoxyfugemasse.

Og nej, der er ikke tale om det søde stads, den russiske zar slubrede i sig. Hvis der er noget russisk ved dette, så er det de forarmede, sultne bønders bitterhed man smager. Tæt tæt natsort aroma af stærk kaffe leder tanken i retning af italiensk espresso og barske mafiosi – omend kaffen egentlig virker for bitter og koncentreret til den karakteristik. Kaffegrums måske – ja, kaffegrums hvis det smagte godt, så ville det smage og omtrent føles sådan her.

De 11 % alkohol er samtidig forbløffende velintegreret i brygget, der slet ikke virker unødigt sprittet – vel knap nok sprittet i det hele taget. At den vilde, mørke bitterhed ikke får brygget til at virke tørt eller grumset er vel alkoholen skyld, men der er stadig kun akkurat så meget af den, at man dårligt mærker den i sig selv. Sådan kan alkohol vel også bruges som en art naturlig smagsstabilisator..

Vel – Rusland har som bekendt også en mafia. Endda en om muligt langt mere brutal én af slagsen end den italienske. Så måske er betegnelsen ‘Russian Imperial Stout’ slet ikke så langt ved siden af endda, blot man erstatter ‘цaрь’ med ‘братва’ i konceptbeskrivelsen.

Herlsev Bryghus Porter, Herslev Bryghus

Kaffegrums og rugbrød …

For nogle måneder siden solgte min far sit hus i Hvalsø – hvor jeg i øvrigt boede og bloggede fra for fem år siden – og flyttede på alderdomshjem i Nordvest. Det var ikke kun en fordel for ham, men også for hans tre børn, der nu kan besøge ham meget nemmere end før. Vi har alle overtaget nogle af hans ting, og næppe overraskende tilfaldt hans restlager af øl undertegnede.

Deri forefandtes blandt andet denne porter fra Herslev Bryghus – det ligger jo heller ikke langt borte derfra – som imidlertid viste sig at have stået længere i kælderen end intenderet. Sidste salgsdato var i sommer, så den har fået lov at lagre lidt. Heldigvis plejer det sjældent at være noget problem ved mørke øl og især ikke portere.

Der er ikke sparet på noget i det natsorte og tætte, brunskummende bryg. Bitterhed af kaffe, sødme af karamel og vanillefylde – alt sammen afstemt med den bittersøde baggrund af mørk chokolade.

Men måske havde den alligevel stået for længe …

For alle, de gode, forjættede indtryk i duften blev hastigt skyllet væk som kaffegrums i et industriopvaskeanlæg. Kaffen var alt for tynd, og i øvrigt den billigste uøkologiske (i modsætning til øllet ellers …) man kunne finde i det mest snuskede discountsupermarked. Vanillechokoladefylden er erstattet af tørt rugbrød, og den flydende karamel som man kender den fra chokoladeskildpadderne var intetsteds at finde.

Sjældent har en øl lovet så meget og holdt så lidt. Generelt plejer mørke bryg ellers at få lidt mere fylde af at stå, mens humlen ganske vist kan blive lidt slatten. Her er det hele slattent, og skyldes næppe at sidste salgsdato var overskredet. Snarere må man have haft en minusdag på Herslev Bryghus, der ellers gerne leverer fuldfede oplevelser af høj karakter.

Også kvalitetsøl bliver kedeligt fortyndet …

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme