Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren i overflod"

Måned: november 2017

Rugbrød med øl, kontrol (Brød med øl 5.2 og 10.1)

… samt mine anbefalinger …

Mit lille brødbagningseksperiment har omsider nået vejs ende. Dette bliver den foreløbig sidste gang, jeg skriver om mit ‘næsten rugbrød‘, som jeg gennem nogle måneder har bagt med forskellige typer øl, for at spore mig ind på, hvad der giver det bedste resultat.

Dette sidste eksperiment er kontroleksperimentet. Kontrollen består i, at jeg denne gang har taget to identiske rugbrødsdeje, hvor den eneste forskel er, at den ene er brygget med den type øl, jeg har fundet bedst egnet til rugbrødsbagning – nemlig stout (porter er i øvrigt lige så godt), i dette tilfælde Royal Unibrews Royal Stout. Det andet brød er bagt med Københavns Kommunes postevand, frisk fra vandhanen i min lejlighed i Husum.

Det burde kunne give en eller anden form for forskel, at man bruger to så radikalt forskellige ingredienser. I hvis favør, vil eksperimentet forhåbentlig vise med en vis håndgribelig entydighed.

Farven, både undervejs og i det færdige resultat, taler sit eget tydelige sprog.

    Jeg kan afsløre, at det ikke er dejen og brødet til højre i billedet, der er bagt med postevand.

Det mørke øl giver faktisk rugbrødet en farve, der gør det svært at skelne fra det rugbrød man køber i poser i supermarkedet. Kvaliteten derimod, er som med alt andet hjemmebag en ganske anden, dvs en langt bedre oplevelse. I begge tilfælde. For alene det, at der er tale om hjemmebag gør det bedre end posebrød. Hvis alene det at ville overgå Nettos rugbrød for en femmer posen er ambitionen, behøver man ikke øl. Vand er rigeligt.

Men øllet giver også noget ekstra. Det står endeligt fast. Min anbefaling er helt klart, at man bager brød med øl – om det så bare er en jævn pilsner, så gør malten, gæren og måske endda også humlen i øllet kun godt for brødet. Det gør noget for smagen og for mundfylden. Det smager mere af korn, og når det gælder nærværende rugbrød, så giver især stouten en dybere og varmere smag af – ja, vel lige netop rugbrød.

Brødet bagt med vand smager af mindre. Måske nok af brød, men underligt tørt og hult i forhold til det fyldige, maltbuttede rugbrød med det mørke øl.

Vel … Dette er altså foreløbig sidste afsnit af den efterhånden lange række af indlæg om brug af øl i mad. Konklusionen er ret klar – brug øl! Om det så bare er en billig og ikke særlig karakterfuld én af slagsen, giver den stadig brødet lidt ekstra på smags- og fyldeparametrene. Som læserne måske har kunnet fornemme er suverænt de bedste resultater opnået med mørkt øl, og særligt porter eller stout.

Der er dog ingen grund til at bruge dyrt og fancy øl. Det kan såmænd godt være, at stout generelt er dyrere end pilsner, og at en dyrere type dermed er bedre at bruge end en generelt billigere. Men lad nu være med at bruge en 10% stout lagret i 300 år på romfade fra Tortuga. Det gør ikke brødet mærkbart bedre, og det er i øvrigt fuldstændig parallelt med brug af vin i mad. Der er hvidvin hvidvin og rødvin rødvin, og nok er det væsentligt om man bruger rød- eller hvid-. Men Bourgognen, fundet i den dybeste kælder under ruinerne af Chateau Le Snobbe, der brændte under den franske revolution med alle adelige indeni, er ikke mærkbart bedre end den der kan fås på karton i Netto til en tusindedel af prisen.

Min anbefaling som den bedste rugbrødøl på markedet er dermed Royal Unibrews Royal Stout. Den er prisbillig, ikke noget vidunder at drikke alene, men gør lige præcis det den skal i et mørkt rugbrød. Eneste ulempe er, at den kun fås i 0,33 l.-beholdere, hvilket er i underkanten af den mængde, jeg anbefaler til de typisk to brød, jeg bager ad gangen efter min opskrift. Et glimrende alternativ er Oyster Stout, der fås i de ønskede halvlitersdåser i Fakta.

Vel – et langstrakt tema er dermed overstået for bloggens vedkommende. Men hvem ved – måske der kommer et efterspil. Forbliv i hvert fald indstillede …

Klintekongens Stout, Stevns Bryghus

Tilbuddet værd …

Aldrig fik jeg brokket mig over, og siden løst problemet med, min blogs lange ladetid – som jeg havde givet skylden for mit mindre hyppige bloggeri – inden jeg … tog endnu en ordentlig pause. Undskyldningen er arbejde, arbejde, børn, bekymringer og arbejde, der ikke alene dræber lysten til at skrive, men også lysten til at drikke øl.

Ja, sådan kan man have det så omvendt. Det er jo ellers den slags der så tit anføres som årsag til at Jeppe (eller andre) drikker. Måske er det en ADHD-ting, ligesom vi med diagnosen har det med speed (som jeg i øvrigt tager hver dag med tilfredsstillende effekt – men det er en anden historie).

Men Klintekongens Stout altså … Klinten er ikke fra Østlunden, men derimod fra Stevns – den er noget mindre imponerende end den på Møn, men stadig et meget smukt minde om, at den del af landet engang for pænt mange år siden var en lavvandet oceanbund.

Øllet er dog af nyere dato, men alligevel gammelt nok til, at Føtex havde klistret “Køb billigt nu, før vi smider det væk”-mærker på. Det havde jeg også ventet et godt stykke tid på, for øllene kostede vist oprindeligt 40 kr. stykket. Det er alligevel sjældent, jeg køber så dyre øl, hvis jeg ikke på forhånd har fået dem anbefalet. Disse havde jeg derimod hørt, næppe var prisen for Royal Unibrews standardstout værd – den karakteristik kan jeg så allerede nu afsløre ikke gør øllet retfærdig ære.

Brygget dufter sødt og rart af karamel og sød lakrids sammen med en skarp og alligevel kækt sukret kant af rom. At der er tale om en stout og ikke en porter – der er tungere og bitrere – er allerede evident. Den rigelige kulsyre og det deraf høje, brune skum vidner allerede før bryggets entre i kæften yderligere om stoutens lethed.

Man overraskes over bryggets fortrinsvis bitre aroma. Den er smagfuld af branket karamel og rom, blandet i en måske en anelse for tynd kaffe, der til gengæld er brygget af udsøgte bønner og smagt til med sød, finsk lakrids. Selvom jeg måske ville være mere begejstret for porterversionen, redder de 7,5 % alkohol og den deraf følgende fine, småtbrændende romessens oplevelsen, der stundom er på nippet til at blive lige lidt for let.

Alt i alt både elegant og aromatisk. Måske ikke 40 kroner værd, men til udsmidningstilbudsprisen var kvaliteten bestemt ikke urimelig.

Pauwel Kwak, Brouwerij Bosteels

Oplevelsen er hjemme …

Det gjorde en del for mig, at få load-tempoet på bloggen lidt i vejret. I samme omgang blev mine previews på fjæsen også ordentlige igen, og gårsdagens besøgstal var på 195 klik. Det er usædvanligt højt. Så det er alt sammen meget godt. Nu vil jeg til gengæld prøve at nå igennem de anmeldelser, der har hængt, mens jeg har gået og knurret over, hvor langsomt det gik.

Denne øl købte jeg sammen med en anden belgier i Fakta, nemlig Tripel Karmelit, hvis bananalkoholiske kommenindtryk undtagelsesvis ikke var væmmeligt nok til at få mig til at opgive undervejs. Pauwel Kwak er væsentlig mørkere – nydeligt kobberfarvet, og med langt fra så hidsigt skum som sin lyse broder … broder, thi der var jo tale om en klosterøl.

Odeuren af banan har den til gengæld til fælles med askeseramte familie, omend også i en mørkere udgave. Den gule frugt ledsages af branket karamel, og så ellers igen rigeligt alkohol, der næsten på forhånd formår at fremkalde hovedpine.

I smagen er bananen til gengæld slet ikke så fremtrædende, og det er alt andet lige bedst, selvom jeg modstræbende må indrømme, at selv agtelsen for isoamyl acetat så småt er begyndt at vokse hos mig. Alkholen er der til gengæld fortsat i front, og den giver samme fornemmelse af Rød Aalborg, man også måtte døje med sidst. Oven i den krasse skommenimpression møver den mørke karamelaroma ind. Det føles mest som olie og vand – blande det kan man godt, men det lader sig aldrig integrere i hinanden. Karamellen og kommenen … (hedder det virkelig det – “kommenen” – det lyder da åndssvagt …) er underligt ved siden af hinanden, og går aldrig op – hverken i en højere eller en lavere enhed.

Jeg vælger at glæde mig over det sidste frem for at ærgre mig over det første, idet jeg konstaterer, at selvom smagene forbliver lidt underligt adskilt, er det ikke urart og virker heller ikke disharmonisk, endsige fejlbehæftet. Oplevelsen er i hvert fald hjemme, og at det ikke lige er poleret og forfinet det hele, holder i hvert brygget fra at blive kedeligt.

The Bastard Princess, Amager Bryghus

Hver en detalje …

Som nogle nok har bemærket – flere har i hvert fald kommenteret det – er bloggen blevet dræbende langsom her på det sidste. Netop i skrivende stund ser problemet ud til at være fundet – og løst midlertidigt.

Den midlertidige løsning indebærer dog, at jeg i øjeblikket ikke kan linke til mine medbloggeres seneste indlæg – endsige med de previews, der også fulgte. Det er jeg egentlig lidt ked af. Men på den anden side, har jeg bemærket, at min egen side ikke får voldsomt mange hits fra andre blogs, der linker til mig. Så skaden er måske ikke så stor endda.

Jeg lover, at der kommer en ny linksamling op med mine medbloggere snarest. Den kommer til at være i en simplere form end tidligere, for uanset hvor meget jeg sætter pris på ikke at være den eneste, der gider dele mine tanker om gærede humlebryg på det store fællesdrev, så synes jeg ikke, at hverken jeg selv eller mine læsere skal spilde kostbare minutter af deres liv alene på at bladre i mine indlæg.

Jeg er stadig på Amager Bryghus med mine børn sidste lørdag, hvor bryggeriet holdt Grand Opening af deres nye bryglokation på Kirstinehøj. Efter med gru at have konstateret, at Amager Bryghus også brygger øl til jævne smagsløg, valgte jeg at spille mere sikkert. Jeg ville drikke en enkelt smagsprøve til – ikke mere, for jeg havde trods alt børnene med. De fik til gengæld alle de æbleskiver, popcorn og sodavand, de kunne indtage – vi var jo alt andet lige på tur.

På lydfilen, jeg optog da jeg prøvede øllet, nævner jeg ikke duften med et ord. Jeg må åbenbart være gået lige til makronerne, men det er jo også smagen, der er vigtigst.

At der er tale om en dobbelt IPA, er man ikke i tvivl om – især ikke hvis man har fået det at vide på forhånd. Og at der er tale om en dobbelt IPA fra Amager Bryghus er en omtrent lige så elendigt bevaret hemmelighed, såsnart de små, sylespidse grannåle, flænser både tunge, gane og gummer i aromatisk vintergrønt.

Det holder bare aldrig op med at være godt. Amager Bryghus har for længst ramt en langtidsholdbar form, der kan tåle flere genundsendelser end Matador, Star Wars og Emil fra Lønneberg til sammen.

Små variationer er der dog altid. Brygget her har fx en meget lækker, krydret-sød maltbund. Ikke alene giver den fylde og et venligt modspil til den sprudlende og krasse humle – den supplerer desuden med yderligere krydderi. Thi det er ikke bare sødme som man kender det fra sukker eller karamel – nej, det er mere subtilt, mere avanceret. Det er fennikel, som denne kun fås på restauranter med stærk mad, og i kiosker med varer fra varme lande.

Der er ikke sparet på noget, og selv de afdæmpede indtryk er velkoreograferede ned til mindste detalje.

Det er Amager Bryghus når de er bedst.

Biere de Garde, Amager Bryghus

Biere de gardeMere knald, tak!

I weekenden holdt Amager Bryghus Grand Opening af deres nye store bryglokation på Kirstinehøj Allé i Kastrup. Det skulle ligne mig temmelig dårligt ikke at lægge vejen forbi – især da det var min friweekend, så jeg og mine tog børn drog hele den lange vej fra Brønshøj til Kastrup og fik på den måde også en lille familietur ud af det.

Det er lidt morsomt, at der er et sted på Amager, der hedder noget med ‘høj’. Måske henviser navnet til det lille højdedrag ved siden af den cykelsti, der fører fra et af Kastrups hyggelige række- og parcelhuskvarterer ind i industrikvarteret. En 1½ til 2 meter højere end resten af Amager skal det såmænd nok være, men det kunne godt ligne noget menneskeskabt – nedgravet byggeaffald kanske – frem for en naturlig høj.

Højt til loftet er der til gengæld i Amager Bryghus imponerende nye bygninger. Har man været på de gamle, nu nedlagte lokaler, vil man huske det som, vel, nok hyggeligt, men også meget kompakt, for ikke at sige snævert og undertiden småklaustrofobisk. I den nye hal kunne Peterskirken og Londons Skt Pauls Katedral snildt ligge side og side med Kølns domkirke ovenpå, og man ville stadig have svært ved at skimte bjælkerne i tagkonstruktionen … næsten da. I hvert fald var der god plads til det nye, høje bryganlæg. Meget slankere i formen er de nye tanke end de gamle mere lave og buttede – der dog fortsat er i brug. I betragtning af, hvor godt øl der er kommet ud af det gamle anlæg, er der næppe nogen grund til at reparere på noget, der ikke er i stykker.

Der var proppet med mennesker – og det tror pokker, for der var stort udvalg i æbleskiver ad libitum, vilde byg-selv-hot dogs, popcorn, diverse snacks, sodavand til børnene og – selvfølgelig – øl.

Som ansvarlig forælder valgte jeg at holde en lille smule igen. Men det blev da til to smagsprøver, der kunne købes til højst rimelige priser. Den første jeg prøvede var Bière de Garde. En letdrikkelig sag, jeg aldrig fik dannet mig et ordentligt indtryk af, før den pludselig var gledet ned.

Siden har jeg måttet google en del, før jeg fandt ud af, hvad det egentlig var for en øl, jeg havde haft fat i. Da både Ratebeer og Untappd henviste til Amager Bryghus’ Forårsbryg, forstod jeg til sidst, at ‘Bière de Garde’ angav typen, og ikke navnet på selve brygget. Typen er mere defineret ved, hvornår den er brygget end dens aromaprofil, brygteknik etc. Historisk blev den brygget om efteråret og vinteren, for så at blive lagret til om foråret, hvor det blev varmere, og derfor sværere at forhindre gæren i at opføre sig uregerligt. Skal man tro Wikipediaartiklen, kan brygget til gengæld næsten smage af hvad som helst og være brygget på en hvilken som helst måde, og stadig kvalificere sig som en Bière de Garde.

Men, en Bière de Garde, altså. Formentlig har den været ganske frisk da jeg fik den. Jeg husker en meget rar, maltvenlig fylde – ikke ulig den man finder i Weißbier, omend uden skyggen af syrligt-gærede indtryk. Krydderiet – humlen synes der at være sparet lige så meget på, som kulsyren. Begge dele er der, men kun akkurat i en sådan grad, at de lige når at markere – og så er de væk igen.

Markeringen, skylder jeg at sige, er godkendt. Men hvor ville det dog have været rart med – vel, bare et lille dask frem for kun en markering.

Forårsbrygget her hører til i bryggeriets sæsonsortiment, der nok skal appellere en kende bredere end de humlebomber, som bryggeriet er retmæssigt vidt berømmet for. Det kan godt være, jeg bare er for ung til at sætte ordentlig pris på henslængte og magelige øl som denne. Eller også er jeg blevet for gammel og sur til at sætte pris på – vel – henslængte og magelige øl som denne. Uanset om brygget er tiltænkt gamle eller unge, brede eller smalle, forventer jeg altså lidt mere knald på og gang i den, når Amager Bryghus står bag.

3-stjerner

Soleya Saison, Braufactum

2017-11-13 06.02.52Så er de med …

Jeps, jeg glemte at tage et billede af øllet, da det var i glasset, fordi jeg er et fjols – så her er et billede af flasken i stedet …

Craft beer-bølgen er definitivt nået til Tyskland. IPA’er og stouts viser sig fra det store naboland mod syd med højere og højere frekvens, hvor man tidligere ellers kun ville finde andet end Pilsener, Schwarzbier og Hefeweizen, hvis man selv havde taget det med.

Tyskerne mangler dog stadig at være helt oppe og ringe. I hvert fald i de øl, jeg har prøvet, der giver sig ud for at være craft beer. Det har indtil videre været som om tyskerne nok har fattet de nye, spændende kategorier, men de fylder kategorierne ud på samme måde, som de udfylder deres mange og svært differentierbare pilsnere og hvedeøl – konservativt uden store armbevægelser og langt hellere alt for kedeligt end lidt for risikabelt i udtrykket.

Så forventningerne til denne øl, der er købt i Fakta, var med forventningerne om en muligt habil, men ikke på nogen måde overvældende oplevelse. Soleya Saison lader det ikke være nogen stor hemmelighed, hvilken type den er. Til gengæld er det vist første gang, jeg er stødt på en særlig belgisk øltype fra det tyske craft beer-marked. Indtil videre har de mestendels holdt sig til de populære amerikanske IPA’er.

Det lyse, højtskummende bryg giver den ikke for lidt i bouqueten. En mindre næsestyver af sprittet sød banan får næsten øjnene til at løbe i vand og svælget til at snørre sig sammen.

Samme fornemmelse får man ved den første tår. Den krasse, stikkende kommensnaps jager gennem hele kroppen, fortsætter med et hårdt spjæt i halsen, der fremmaner samme groggy fornemmelse i skallen, som når man har fået én på lampen.

Og vi er ikke engang færdige endnu.

I ly af kommensnapsens ufine uppercut snigløber isoamyl acetaten smagsløgene, så munden straks krænger sig sammen, så man må kæmpe for ikke at hoste hele bægeret ud igen endnu før det har nået mandlerne. Sunder man sig et øjeblik og holder sig forberedt til den ufrivillige agitation brygget afstedkommer, kan man såmænd nok få det ned alligevel. En hvas bitterhed af tørre kviste viser sig i eftersmagen og afslutter en rå, bidsk og ikke mindst uventet krakilsk tysk craft beer-oplevelse.

For der er så afgjort ikke tale om tysk ordentlighed og konservatisme. Ja, selv de belgiske Saisons er sjældent så polemiske i udtrykket. Braufactum har i hvert fald gjort mere end rigeligt for at træde ud af den tyske brygtraditions rygte for at være – vel – ekstremt traditionel, for ikke at sige direkte rigid og innovationsfjendtlig. Lad os håbe, at de ikke bliver de eneste.

Et helt andet spørgsmål er, om brygget så også er godt. En nydelse kan jeg ikke kalde den uden forbehold. Men den er i hvert fald en oplevelse! Da intet tyder på, at brygget er mislykket, fejlgæret, inficeret eller lignende, men derimod fremstår lige som man må formode, Braufactum ville have det, skal bedømmelsen bestemt være derefter – også selvom jeg personligt nok kunne have klaret mig med lidt mindre sprit, kommen og banan.

4-stjerner

NightingAle, Fuglsang (Lidt godt fra Niels IV)

2017-11-07 18.26.58Disse minder …

Man hensættes jo næsten til den svundne tid på Amager, hvor jeg boede tæt op ad fælleden. Foråret bebudedes af de lystigt kvidrende pippere fra H.C. Andersens berømte eventyr … eller, det gjorde det faktisk ikke. Foråret var som regel godt i gang, når man for første gang på året hørte nattergalens triller fra krattet over den gamle losseplads.

Få fugle synger så smukt som nattergalen. Til gengæld ser den ganske uanselig ud på de billeder, man kan finde af den. De har det med at gemme sig, de små kræ, så selvom jeg alle årene, hvor jeg boede på den grønne ø syd for Københavns volde hørte dem fløjte, så tror jeg aldrig nogensinde, jeg er kommet til at se én.

Med nogle undtagelser forekommer det mig næsten, at skønheden i en fugls sang er omvendt proportional med dens visuelle fysiske skønhed. Tukaner, kakaduer, araer og alle de andre farvestrålende fjerkræ fra fremmede himmelstrøg lyder jo næsten allesammen som svære strubesygdomme. Og vel kan det være, at nogle papegøjer kan efterligne menneskers tale – men er det i virkeligheden kønt?

Jeg ville være meget mere imponeret over et menneske, der troværdigt kunne efterligne nattergalens sang.

Og lad mig da bare fortsætte udflugten lidt endnu, for nattergalens navn er jo faktisk en kende misvisende. Den kan høres i løbet af alle døgnets 24 timer, så et langt mere passende, omend måske en anelse mindre mundret, navn ville have været en ‘døgngal’. Men for nu at være fair – da det ofte er den eneste fugl man i forårsmånederne kan høre efter mørkets frembrud, er navnet måske ikke så uforståeligt endda.

Men den kan altså høres alle døgnets timer, omend sværere i de lyse, fordi alle de andre pippere også sådan skal føjte omkring og støje. Amager Fælled er som nævnt et godt sted at opleve den. Ja, der er nærmest garanti for at høre den der fra midten af maj til slutningen af juni. Men også i de mange grønne områder på Vestegnen og videre ud på Sjælland støder man på den overalt. På Fyn og øerne skulle den ifølge Dansk Ornitologisk Forenings optegnelser være lige så udbredt, men så snart man rammer Jyllland, stopper det overraskende brat ved istidsgrænsen. Den kan således findes – en smule mere spredt – over det meste af de østjyske moræneaflejringer, men ved den midtjyske højderyg og videre vestover er det slut.

Det vidunderlige lille dyr med den fornøjelige sang har altså lagt navn til dette bryg fra bryggeriet med det aldrig så passende navn Fuglsang. Det ligger i Haderslev, hvor nattergalen angiveligt også skulle være til at finde. NightingAle (ordspil ikke kommenteret – jeg annammer ildevarslende minder om en begejstret Ralph Wiggum, der kækt hviner “I choo-choo chose you, and there’s a train” – hver gang jeg overvejer det) er en engelsk all-malt ale. Jeg mindes ikke at være stødt på betegnelsen før, men intuitionen siger mig, at det må betyde, at alle kulhydrater i øllet kommer fra malten, og ikke fra tilsat raffineret sukker eller sirup. Det samme så vi i Carlsbergs tyrkiske aflægger i sidste indlæg. Mest af alt virker det som en art markedsføringstrick, der skal lokke purister til at købe produktet. Og uden den mindste skam eller skyldfølelse tør jeg gerne erklære, at jeg har prøvet rigtig mange fremragende øl, der var tilsat sukker og/eller sirup. Det ødelægger ikke nødvendigvis oplevelsen. Og rent er brygget her i øvrigt heller ikke – det er tilsat ascorbinsyre.

Brygget dufter ikke af meget – lidt syre af græs og maltet korn kan man mærke i det hurtigt afbrusende, mørke bryg. Så er der til gengæld lidt mere spræl og kvidder i smagen – omend det ikke er lyst og kækt som nattergalens triller. Det smager mørkere, farligere – som en hornugles tuden, men i det mindste holder vi os til de nataktive fugle.

Der er godt med malt og et ikke uanseligt kvantum humle, der giver en overraksende skarpt bitter kant i en ellers fornemt flødeafrundet maltbund. Humlen giver småbesk smag af kål som kontrast til maltens bløde tæppe af cremede indtryk. Imellem de to pibler vandet frem til almindelig forfriskelse, men heldigvis ikke så det kommer til deciderede oversvømmelser.

Man kunne måske nok have ønsket sig, at vandet begrænsede sig til en frisk lille bæk og ikke den lige lidt for brede å, den har udviklet sig til her. Ikke desto mindre giver den vel gode livsbetingelser for såvel nattergale som hornugler, så vandmængden er vel i sidste ende – om ikke passende, så i hvert fald ikke så overvældende, at det ikke kan tilgives.

Og selvom åen fylder mest, og bruser derudad, hører man nu stadig både nattergal og hornugle til fryd og fornøjelse.

3-en-halv-stjerne

Tuborg Amber, Carlsberg (Lidt godt fra Niels III)

2017-11-05 18.52.57Branding gør intet …

Her er endnu en øl af typen “hvis ikke der var så mange søde mennesker, der læste min blog, ville jeg aldrig være stødt på denne øl”. Niels er igen den glade giver, som det vil fremgå af indlæggets titel.

Der er åbenbart tale om en særlig Tuborg-øl, der forhandles i Tyrkiet, hvor Niels som bekendt var på ferie. Uden at jeg har undersøgt det i detaljer, har jeg ikke fundet nogen indikationer på, at brygget skulle være et hjemligt produkt – classic fx – på ny emballage. Så jeg vover pelsen og anmelder den som en selvstændig øl.

Højt skum. Flotte farver – det kan man ikke tage fra dem. Brygget matcher dåsen meget godt, selvom skummet lige er et par toner mørkere end emballagens lyse tekst. Og det er bedst sådan. Oven i købet formår brygget også at indgyde gunstige forventninger i bouqueten, der nok er en smule vandig og syrlig, men alligevel byder på en rar bund af malt. Ifølge etiketten skulle brygget også være et 100% maltbryg – hvad det så end skal betyde. Der er jo trods alt også lidt humle, lidt gær og – kan jeg allerede afsløre – en forbandet masse vand i brygget. Det kan da umuligt være malt det hele?

Men okay, så dum er jeg heller ikke. Jeg måtte på det bestemteste protestere over for en kollega i går, da denne satte lighedstegn mellem det at være blogger og det at være dum. Der blev da også trukket i land, når det gjaldt bloggere, der rent faktisk skrev om noget, frem for bloggere, der bare – ja, blogger.

Desuden er den gennemsnitlige intelligens i den danske bloggosfære jo også steget dramatisk efter at Kim Møller har lukket sin blog, Urinalposten. Men dømmer man ud fra den slags eksempler, er det ikke uforståeligt at folk får en skæv opfattelse af os, der smider ord op på nettet fra tid til anden.

Hvad angår de 100% malt – nej, jeg har ikke glemt dem – så er meningen vel, at der ikke er tilsat kulhydrater på anden vis end ved malt, som fx i form af umaltet korn, råfrugt eller raffineret sukker.

Fra den godkendte duft går det ellers også lige så stejlt ned ad bakke som Sultan Erdogans menneskelighed. Nok bruser brygget rart i munden, og en blød, omend ganske umarkeret maltfornemmelse afslører, at der ikke er tale om mineralvand. 2017-11-05 18.51.52Ud over kulsyre og en malt der er meget vagere, end hvad duften forjættede, byder brygget kun på vand, vand og atter vand …

Der er tale om en flad bælleøl, der sin ellers flotte mørke farve til trods byder på absolut intet mere, end hvad enhver anden ligegyldig, industriel standardpilsner – om  denne så måtte være produceret i Danmark, USA eller Uganda – har at byde på. Ej heller hjælper det at forsyne emballagen med en lille guldfolieetiket for at få den til at se prægtigere ud. Den slags forlorne gashåndtag har de fleste gennemskuet som noget, der kun er der for syns skyld og ikke for smags.

Og så er der endda ikke engang tale om en pilsner, men derimod en mørk lagerøl. Det gør kun det hele værre. Tyrkernes egen pilsner smager af meget mere. Carlsbergs lokale rebranding-eksperiment flopper derimod om muligt mere end deres seneste fikse markedsføringspåfund – den ligeledes totalt ligegyldige 1883.

Fuld forventeligt af Carlsberg, naturligvis. Niels skal alligevel have tak. Vi ved jo alle, hvor rart det er ind imellem endnu engang at få bekræftet sine fordomme.

1-stjerne

Rugbrød med Øko-Thy fra Thisted Bryghus (Brød med Øl, 9.1)

2017-10-27 14.21.37Langt bedre end ingenting …

Mine brødbagningseksperimenter peger ganske vist i alle mulige retninger erfterhånden. Jeg må også erkende at have tabt tråden en anelse, selvom jeg ikke har glemt min intention.

Den var at prøve at bage et brød med en smagsfuld, velkrydret pilsner forud for den endelige test, hvor jeg vil bage ét brød uden øl overhovedet, og ét brød med den øl, jeg har fundet allermest egnet af alle, for ordentligt at kunne beskrive hvilken forskel det gør.

Brødet, jeg bagte med Øko-Thy er ganske vist for længst spist, og jeg nåede aldrig at tage nogen noter systematisk. At sige, jeg husker brødet tydeligt ville nok være en overdrivelse, men nogle ting træder alligevel frem, ikke mindst, når jeg læser et par af de seneste brød indlæg.

En nogenlunde velhumlet pilsner, som Øko-Thy er, sætter ganske afgjort et præg på resultatet. Hvad angår konsistens, krumme, stabilitet osv. står det ikke tilbage for de brød, jeg bagte med stouts og portere tidligere. Det er mest farven det kniber med.

Brødet smager skam også fint, men jeg vil bestemt ikke udelukke, at porterne her giver en lille smule ekstra. Lidt ekstra mørk aroma måske – en kant af noget ristet, branket måske endda, som Thy-pilsneren trods alt ikke kan levere.

Men det skulle også være det hele. Den lyse smagfulde pilsner er i hvert fald længder foran de malt- og hvidtøl, der ellers synes tiltænkt madlavning, og ikke konsum – go figure. Især smagen – i form af en rigere malt og mere gennemtrængende smag af korn – træder langt bedre frem i pilsneren, mens bryggene på konsistensparametrene er nogenlunde ligeværdige.

Med andre ord – mangler man en mørk øl til at give rugbrødet den rigtige farve, så find dig i den lysere og – indrømmet – kedeligere farve, og glæd dig over, at du i det mindste har en øl.

For det er med brød som med rigtig mange andre ting i livet. Uden øl bliver det kedeligere.

Tripel Karmeliet, Brouwerij Bosteels

2017-10-28 17.51.26Oplevelsen er intakt …

COOP har ifølge BT vilde planer. De vil gøre deres supermarkeder personalefri ved at indføre ‘bip og betal’-systemet overalt. Det indebærer, at man kan tage varerne ned fra hylderne, scanne dem med sin telefon, og så tage dem med ud uden at behøve ventetid ved kassen.

Ramaskriget har lydt på de sociale medier over den stundende dystopiske fremtid uden personale i butikkerne, og jeg er – rent undtagelsesvis – med i skrigekoret. Jeg er generelt glad for at handle i COOP’s butikker. Det behøver man ikke læse længe på bloggen for at opdage, men de vil med sikkerhed miste endnu en kunde, hvis systemet bliver indført for at afskaffe bemandingen i butikkerne. Personalet er der ikke kun for at betjene kunderne. De er der også, fordi de selv skal tjene penge til dagen og vejen, og alene dét er rigeligt til, at COOP kan rende og hoppe, hvis systemet indføres som led i en spareøvelse. Derudover er personalet COOPs ansigt udadtil. Alene det, at dette udgøres af mennesker – rigtige mennesker af kød og blod, der har følelser og individuelle tanker som én selv – har en enorm betydning for selve den oplevelse det er, at købe ind. Ansigtet vil COOP altså erstatte med en scanner og en stregkode. Det passer slet ikke ind i COOPs ellers menneskelige profil. Dansk Supermarked kunne finde på sådan noget – det er en naturlig forlængelse af de elendige selvbetjeningskasser, de allerede har indført, men COOP burde holde sig for gode til det.

Jeg betaler gerne prisdifferencen for det menneskelige element i indkøbsoplevelsen, ikke mindst når jeg samtidig ved, at jeg sikrer almindelige mennesker, der ikke er heldige nok til at besidde ejendom eller kapital, tøj på kroppen, mad på bordet og et sted at bo.

Så meget en kommunistisk stjernepsykopat er jeg nemlig. Og det må I gerne citere mig for.

Men indtil videre handler jeg der fortsat. Systemet er ganske vist implementeret, men personalet er langt fra afskaffet endnu, så de får da lige en chance til.

De har fortsat interessante øl på hylderne. Denne belgier – og én anden, jeg købte ved samme lejlighed – har godt nok stået i mit køkkenskab i over en måned, men der er fortsat nogle tilbage i butikkerne. De er næppe blevet dårlige, da belgisk øl ofte egner sig til at gemmes. Min undskyldning for først at nå til dem nu er, at – vel, jeg har længe haft et stort lager af øl, hvor udskiftningen har været nogenlunde konstant. Det er først nu, jeg er nået til denne øl, i den store, blandede landhandel, min ølbeholdning så småt har udviklet sig til.

Ifølge hvad jeg kan regne ud ud fra den flamske tekst på etiketten, er der tale om en 3-korns-øl, brygget efter en oprindelig karmelitteropskrift. Jeg er ikke så skarp i munkeordener til lige at kaste af mig, hvad karmelitterne stod for. Prøv her, hvis du gerne vil finde ud af det. Hvede, byg og havre er de tre kornsorter – bryggets korngule lød og høje, spænstige skum afslører sig selv som en blonde. En tripel-blonde altså – en bananøl med rigeligt isoamyl acetat til at jage både lægfolk og connoisseurs som jeg selv væk.

Bananen og alkoholen er voldsomt præsent med rivende kommenklør, der flår i næsens indervægge. Ikke desto mindre virker alkoholen, skønt præsent, ikke syntetisk – bare kraft- og karakterfuld.

I aromaen brænder alkoholen heller ikke bare igennem i overført betydning. Den letantændelige kommensmag kan skam både mærkes på tungen, i ganen og hele vejen ned gennem brystkassen og maven, hvor det brænder aldrig så lystigt et godt stykke tid. Bananen gør også sit. Den fylder godt op i mundhulen, mens kommenelementet faktisk forhindrer den i at blive kvalmt sød, som man nogle gange oplever det. Alkoholen føles også som en ordentlig én af slagsen – en god klar brændevin, der helt undgår det syntetiske element, som jeg særlig én gang husker som aldeles vederstyggeligt.

I små nip kan øllet faktisk være en nydelse, selvom jeg aldrig bliver venner med banansmagen. Faktisk synes jeg, det er den mest modbydelige smag, øl kan have, uden at det er inficeret, for gammelt eller lignende. Det er i grunden ironisk, idet jeg ellers godt kan lide bananer. (På den anden side, kan øl også smage af ting, jeg normalt ikke kan lide – cappucino fx – men fordi øllet smager af det, synes jeg, det er en fest – go figure.) En anden parallel, jeg kunne dreje, apropos kommenaromaen, er Rød Aalborg-snaps. Jeg kan ikke holde mig fra stadset, hvis det står på bordet under en frokost, men en egentlig nydelse? Med ananaskirsebær er det endnu værre. Dem kan jeg nærmest ikke fordrage, men står de på bordet, er jeg over dem som en høg efter mus.

Nej, det er ikke velbehagelighed, nydelse, velvære eller andet i den dur, der er målet for en øl af den her karakter. Det er derimod oplevelsen – ja, det er et af mine yndlings-buzzwords, det erkender jeg. Ikke desto mindre er det en særlig fryd – en masochistisk fryd måske, men en fryd alt andet lige – at drikke denne her slags øl, mærke det brænde ubehageligt i brystet, afmægtigt føle kroppens ukontrollerede spjæt af den kvalme, overmodne banan, mens tårerne triller fra de sammenknebne øjne mens munden trækker sig sammen i groteske grimasser over – vel, det hele, vil jeg tro.

Og det er godt sådan. Det skal jo ikke være så lettilgængeligt og letfordøjeligt alt sammen.

4-stjerner

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme