Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren i overflod"

Måned: oktober 2017

1883, Carlsberg

2017-10-27 17.57.33Hype, hype, hype …

En af de få men oplagte fordele ved at være blind – udover at man slipper for at se på det tidligere DNSB-medlem Sørens Espersens, eller hans nuværende partikammerat Martin Henriksens grimme fjæs – er, at man tillige dermed slipper for visuelt at bevidne Carlsbergs anmassende og allestedsnærværende reklamefremstød for dette, deres seneste påfund.

En læser af min blog ved navn Morten, som jeg har mistænkt for, ikke selv at gide at prøve (og det holder jeg ikke imod ham) efterspurgte en anmeldelse da jeg havde skrevet om Grimbergen Blanche. Når nu der var så meget hype omkring den, måtte det vel være på sin plads.

Egentlig gad jeg ikke – eller jeg mente ikke, at det var noget, jeg gad prioritere umiddelbart. Men nu er jeg jo, synes jeg selv i hvert fald, forbrugernes blogger, så det er vel bare forventeligt, at jeg smider nogle ord om den her på bloggen.

Historien er egentlig ikke så ringe endda. Men mængden af story telling som del af markedsføringen, får alle alarmklokker til at klemte ved mistanken om, at dennes intensitet må være aldeles omvendt proportional med øllets aromas samme. Kun meget ringe og kedelige øl har brug for at blive talt så meget op.

Fortællingen går på, at man i kældrene under det gamle bryggeri i Valby – formentlig i forbindelse med, at man skulle rive de sidste af de gamle historiske og bevaringsværdige bygninger ned for at bygge nye, kedelige kontor- og erhvervslokaler i glas og stål – fandt et parti øl helt tilbage fra brygger Jacobsens tid.

Analyser viste, at brygget stadig indeholdt en stamme af den oprindelige gær, saccharomyces carlsbergensis, som muliggjorde en stabil og standardiseret ølproduktion med langt lavere risiko for infektion og andre ødelæggelser. Det smukke ved historien er, at Carl Jacobsen ikke holdt gæren hemmelig eller patenterede den. Som en anden Albert Sabin delagtiggjorde han sin opdagelse for hele verden, så alle bryggerier nu kunne brygge øl stabilt uden at forgifte folket, samt undgå at spilde arbejde og ressourcer på at hælde det meste ud igen.

Carlsberg er siden blevet en fusionsmastodont, der kunne få selv Ayn Rand til at holde håndfladerne frem, og udbryde “ro på!”, og produktionen er for længst flyttet fra smukke København til den hastigt opførte garnisonsby og senere industrikompleks kendt som Fredericia. Den gamle bryggrund i Valby har de lagt om til svinedyre lejligheder, arrangeret vertikalt i en minecraft-inspireret hundehøm-høm i titanstørrelse ved den nye S-tog-station, der bærer bryggeriets navn.

Ja, det er sandelig smukt, som Carlsberg i disse år beriger Kongens København. “Laboremus pro Patria*” jeg må le! Det er jo lige før, man ikke ville orke græde snot når også de en dag blev slugt af den endnu større mastodont Anheuser-Busch.

Og som det er med den slags industrielle gigantglomerater, er kvaliteten kun et fjernt minde, der ligger generationer tilbage og i øvrigt noget ledelsen hånligt og fingerpegende skraldgriner over.

Den fornemmelse får man i hvert fald, når dette indslag i den uendelige række af ligegyldige og karakterfattige industriprodukter fra den engang glorværdige, fædrelandsstøttende virksomhed åbnes, skænkes og afprøves.

Bevares, det kobberrøde bryg er da ganske flot, der i glasset. Men i modsætning til reklamerne er det på vanlig industriel vis filtreret, og det ellers flotte orange skum falder alt alt for hurtigt. Duften er svag og vandig, men selvom håbet om et godt bryg er spinkelt, er det stadig mørkegrønt som egebladene på det træ, brygget immervæk dufter en lille smule af.

De første par slurke kan om ikke andet virke nogenlunde fyldige. Lidt vanilleessens blander sig med aroma af friskt syrligt-sødt græs. Den rigelige kulsyre giver friskhed …

Men de gode takter viser sig at være en stakket frist, for det varer ikke længe før de heller ikke kan oppebære brygget, der ender som en en sædvanligvis standardiseret, industriel og ligegyldig oplevelse. Alt for meget vandsjask bliver man budt, og de lemfældigt ikastede ingredienser, herunder sulfit, som bryggeriet ellers har holdt sig for gode til ligefrem at tilsætte, gør kun så lidt, at man er i tvivl om, om det lidt godt eller lidt skidt. Måske er det bare lidt ligemeget – det hele.

I virkeligheden er det næppe overraskende. Øllet er jo sådan set brygget på den samme gær, som bryggeriet har brugt hele tiden, så det er næppe overraskende, at det er svært at skelne dette ligegyldige industriprodukt fra alle deres andre. Det kunne være at Carlsberg skulle gøre lidt mere end bare bruge en verbalt hypet gær til at lave øllet. En ordentlig humle og mere af den ville nok gøre underværker. Mere malt ville sikkert også hjælpe … vel mindre vand måske i forhold til de andre ingredienser …

… så ville den uhørt høje pris – 18 kr. for ½ liter – også være en smule mere retfærdiggjort.

Vel, reklameudgifterne skal jo dækkes på en eller anden måde. Brygget kan købes i beholdere som denne à ½ liter, eller i sixpacks à 0,33 l. Så kan man enten være tvunget til at betale specialølspris for industribryg, eller købe seks styk og efter den første fortryde købet af de øvrige fem idet man konstaterer, at den absolut ingen meritter besidder i forhold til Carlsbergs øvrige standardudvalg.

Sådan gør man åbenbart i industrien.

1-en-halv-stjerne

*Vi arbejder for fædrelandet.

Sierra Nevada Stout, Sierra Nevada

2017-10-18 19.02.44Det sædvanlige …

Føtex har i årevis haft Sierra Nevadas øl som del af det faste specialøludvalg. De udgør ikke sjældent små perler i et ellers på overfladen mangfoldigt udvalg, der ved nærmere eftersyn … eller rettere smagning viser sig at være ganske tyndt og ligegyldigt.

Apropos eftersyn. Jeg har ladet min fars bil, som jeg har kørt i det sidste års tid, skrotte. At beholde den ville løbe op i omkring 20.000 kr., hvilket i bedste fald ville være ca. 3 x så meget, som jeg ville kunne sælge den til.

Så farvel til den – og til en masse faste udgifter, der har givet mig dårlige nerver i næsten lige så lang tid, som jeg har haft den.

Men tilbage til Sierra Nevada. Føtex må vi til gengæld vente med, for det var slet ikke der, men i Fakta, jeg købte denne øl. Coop-discountkæden fortsætter med et udvalgt langt over forventningerne, så det skal ikke blive sidste gang.

I mellemtiden har californiske Sierra Nevada jo vokset sig store. For store, formentlig, til at det er rimeligt at kalde dem et mikrobryggeri længere. Til gengæld har de skabt deres egen vækst. De er ikke blevet opkøbt for efterfølgende at blive brugt som brand. Deres produktion er desuden baseret på solenergi og smarte CO2-neutrale løsninger, og så har jeg efterhånden svært ved at hidse mig op over vækst i den private sektor.

At øllene til gengæld bliver mere standardiserede som bryggerierne vokser er til gengæld evident. Det er nærvrende stout et lidt for godt eksempel på, ovenpå nogle virkelig fremragende øl fra den kant.

Det lystigt skummende, natsorte bryg afgiver ved skænkning en for så vidt nydbar duft af chokolade med antydning af røg. Det, der er ud over det sædvanlige, savnes til gengæld bravt, og allerede nu, er vandindholdet for markant i forhold til, hvad man forventer af bryggeriet.

I smagen kæles der i retning med smagsløgene med bittersøde aromaer af chokolade og lakrids. Det er velafstemt, nogenlunde fyldigt … og så alligevel virker brygget tyndt, vandigt og hult. Uden at det smager dårligt. Uden at det er en katastrofe, men det er stadig langt under det niveau, man forventer. Harmoni og velsmag gør det ikke alene.

Der mangler fortsat noget ud over det

4-stjerner

Darkest of Suns, Amager Bryghus (AB2017-Kollektionen VIII)

2017-10-13 18.01.36Outsideren …

Jeg har fortsat en smule tilbage fra Amager Bryghusforårs/sommerkollektion. Snart lancerer de deres julebryg, og at jeg ikke er nået igennem dem alle siger mere om deres produktivitet end om min dovenskab – trods alt. For jeg har jo også haft andre øl at anmelde. Hele tiden og så igen.

Den her er en mørk Saison. Den lette, fransk-belgiske øl, tiltænkt som en forfriskelse til knoklende landarbejdere.

Mørk er den i hvert fald. Sort som natten, og med en tung duft af tjære. Det med det mørke er lykkedes meget godt. Det med det lette, ikke så godt. Bloggeren her glæder sig over mere over det mislykkede end det vellykkede. Men begge dele er godt.

Smagen er for så vidt også mørk. Den er domineret af lakrids, fortrinsvis sød, samt tør og støvet. Spidskommen og fennikelimpressioner uddyber lakridsimpressionen med lidt nuancer, så det ikke bare bliver lakrids det hele. Mon ikke et er de tilsatte enebær og peberkorn, der brænder igennem?

Det er dog lakridsen, der dominerer – og krydrede aromaer og indslag til trods forbliver lakridsen til den tørre, pulveriserede side.

Og selvom Amager Bryghus godtnok taler godt for deres sag på etiketten, om at de har skærpet saison’ens profil yderligere i forhold til forbilledet, bryggeriet Stilwater Artisanal, Baltimore’s Saison, så rammer de altså undtagelsesvis ikke helt plet med den her.

Men man kan jo ikke vinde hver gang. Heller ikke hvis man er Amager Bryghus. En taber er øllet jo fortsat ingenlunde. Det smager nydeligt, men hvis man forventer et kraftfuldt, velafbalanceret og nuanceret kunstværk som ellers, risikerer man skuffelsen.

4-stjerner

Knarf’s Whisky Beer, Rækker Mølle Bryghus

2017-10-20 18.21.07Ikke noget Richard Ragnwald …

2 mål har jeg sat mig for i forbindelse med denne anmeldelse. 1 – jeg vil prøve at undlade at komme alt for meget ind på, hvor svært det var at få fat i denne øl, på trods af mange ihærdige forsøg både fra mig og bryggeriet. 2 – jeg vil også prøve at undlade at gøre det, jeg alt for tit gør, når jeg anmelder øl fra Rækker Mølle Bryghus – jeg vil undgå at nævne Esben Lunde Larsen …

… Nå, det gik ikke så godt med mål nummer 2. Det starter ikke særlig godt, hva’?

Anyways – Rækker Mølle Bryghus kontaktede mig angående denne øl engang i midten af september, og så fulgte ellers en lang række af misforståelser, der gjorde, at jeg først i går aftes omsider kunne åbne brygget og prøve det.

Der er tale om en tredobbelt bock, der efter gæring og lagring er lagt på whiskyfade fra Stauning Whiskydestilleri i 4 måneder. Stauning Whisky er, så vidt jeg er orienteret, den første producent af single malt whisky efter skotsk forbillede i Danmark. Det er gode sager, skulle jeg hilse og sige. Jeg kan, som tidligere nyder (om ikke kender) af skotsk single malt whisky, ikke skelne den danske fra den skotske – i hvert fald ikke, når den kommer fra Stauning.

Understreges skal det også, at whiskyen ikke er tilsat. Det markante indslag af whisky kommer alene fra de træfade, øllet er lagret på. Selvom den slags kreative tiltag til gavn for øllets smag og karakter sikkert er meget fy fy syd for grænsen, mener undertegnede ikke, at den overtræder reglerne for hvad jeg ville kalde rent.

Det er et flot, orangerødt bryg, der skummer rigtig flot ved skænkning, og så ellers afbruser hurtigt. Selv i bryggeriets fancy luksusøl mærker man den vestjyske mindelighed. Armbevægelser og festfyrværkeri er holdt på et nødvendigt minimum, selvom man har været så large, trods at, at forsyne den standardetikketerede flaske med et gyldent gashåndtag uden om proppen, der må fjernes med en proptrækker.

Brygget byder på en dyb, fyldig duft af malt med forventede indslag af whisky. I duften forekommer det umiddelbart ikke særlig velintegreret, men netop mere som en blanding af to ting, frem for et resultat af lagring.

I smagen er det imidlertid en ganske anden sag. En god, fyldig maltbund af mørk karamel yder fundamentet til en både flot, velkonstrueret og ikke alt for stort og prangende bygningsværk bestående af stikkende, røget whiskyaroma, spidskommen og koriander.

Whiskyen er væsentlig bedre integreret her, omend måske ikke helt. Men det er ikke værre, end at det bare kan betragtes som del af øllets karakter. Stauningdestilleriets indflydelse er markant, men bæres så nydeligt frem af de andre elementer, så alle så fint komplimenterer alle.

At whiskyen formår at snappe og gnave i ganen, hvorved den uundgåeligt kommer til at hævde sig lidt på bekostning af de andre, tjener kun brygget til ære. For nu at forsøge en analogi fra musikkens verden – det er ikke videre begrædeligt at Iron Maiden gør mere væsen af sig, og derfor er mere kendt en Richard Ragnwald … Ikke at der er noget Richard Ragnwald i dette bryg. Til gengæld kan der nok spores et element af Iron Maiden, selvom det måske mest af alt indeholder Metallica på deres gamle dage, omend når de er bedst.

Så vidt jeg husker var der lidt mere fortælling bag denne øl – fx hvorfor navnet er ‘Frank’ stavet bagfra (og jeg magter ikke at kommentere i detaljer, at man på dansk ikke anvender apostrof i genitiver) – men det må jeg erkende, at jeg har svedt ud. Det er trods alt ved at være længe siden, at jeg først blev kontaktet om den. Men den var ventetiden og bøvlet med at få den frem værd og mere til. Bryggeriet har formået det, jeg i sin tid ikke synes lykkedes særlig godt for bryggeriet Innis & Gunn, der havde whiskylagret øl som deres hovedkoncept. At integrere øllet og whiskyen, frem for blot at blande indtrykkene.

Sådan kan det tit gå bedre for dem, der bruger den slags trick for at variere, frem for at ville gøre det hver gang.

Tusind tak til Rækker Mølle Bryghus for denne nydelige dele- eller helaftensøl. Egentlig deler jeg øl af denne størrelse og styrke (8,5%) men den skulle helst anmeldes hurtigt i betragtning af den lange og besværlige fragttid. Og så kan den også bruges til at nippe i en periode over 2-4 timer.

Det skader ikke øllet, hvilket også vidner om dets kvalitet.

5-stjerner

Number Stations, Kongebryg

2017-10-09 17.34.51Ikke for langt under 7 …

Her er endnu en øl, der har stået noget tid. Flere måneder faktisk. Risikoen for, at øllet i mellemtiden skulle være blevet surt, er til gengæld lig nul. Jeg fik den stukket i hånden frisk fra bryggeriet af brygmester selv, da jeg i sommerferien var på et endags roadtrip med min søn. Så frisk var den, at der ikke engang var kommet etiket på endnu. En nærmere redegørelse for indholdet må læserne derfor have til gode, men at der er tale om en solbær sour – så meget fik jeg da at vide, og kunne huske da jeg var snarrådig nok til at notere det på stedet. Af samme grund var der yderligere grund til ikke at nære den store frygt for at øllet skulle blive surt af at stå lidt.

Jeg husker tydeligt, hvordan vi aldrig kom på rundvisning, fordi min søn var inderligt uinteresseret, og hellere ville videre til Vordingborg så hurtigt vi kunne, så han kunne få borgruinen at se. Men det er en anden historie.

Brygget har i betragtning af typen en ikke videre overraskende skarptsyrlig duft. Mere afdæmpet end krasbørstig faktisk, og det er jo egentlig ikke usædvanligt, når det gælder kongebrygs øl. Armbevægelserne er sjældent store, til gengæld hviler bryggene nydeligt i deres zen-agtige venlighed. Her giver den sig desuden til kende i en fyldig maltbund med sødme af chokolade og kirsebær.

Smagen er vidunderligt skarp. Solbærrenes finurlige syrlighed træder godt igennem og er ukarakteristisk for bryggeriet tæt på at brænde ved gummerne. Det rødbrune bryg med det lyserøde skum leverer en stabil oplevelse under en ph på 7 inklusive rigeligt med gys og trækninger i underansigt. De initale søde noter mærker man til gengæld ikke meget til. Brygget lever ud over syrlighed af kirse- og solbær sammen med et stænk af eddikke et for typen ikke usædvanligt indslag af garvet læder.

Der mangler intet – heller ikke på den svært tilgængelige front. Både syre, karakter og velsmag er godt med, uden at nogen af delene er over the top. Hardcore surtølsfans ville måske nok kalde den afdæmpet. Alligevel er den nok ikke lige den, nye surtølsfans skal begynde med.

Tak til brygmester Niels Kiens for den fine øl. Selvom besøget blev kort, var det som altid en fornøjelse at sige hej. Og hvad besøget ikke lige havde i varighed havde det til gengæld i kvalitet – både da vi kiggede forbi og forleden aften da denne øl blev nydt.

4-stjerner

Ærø Færgeøl, Rise Bryggeri

2017-10-07 18.58.51Fra Gedveds nye hjem …

Vel, min ven Gedved er stukket af til Ærø – permanent, så han vil nok frekventere som gæsteblogger med lidt større mellemrum end tilforn.

Det var nu slet ikke i den anledning, at jeg købte denne øl i fakta forleden. Det var mere fordi den bare var der, og jeg ikke havde prøvet den før. Wow, den begrundelse har jeg vist aldrig brugt før, bortset fra de efterhånden tæt på 1.000 gange, jeg har anmeldt en øl – men det kommer vi til, når tiden er inde. Men nævnes skulle det da lige, at dét indlæg så småt er begyndt at nærme sig.

Til gengæld er min far flyttet til byen, så jeg nu slipper for at køre gennem det halve Sjælland for at besøge ham. Nu rækker under det halve København efter han er flyttet til en matrikel mindre end 5½ kilometer fra mit lille hjem. Så på hygge- og besøgsfronten skulle der være kompenseret.

Øltypen her er jeg noget i tvivl om. Bryggeriet selv holder det hemmeligt … eller har bare glemt at nævne det på etiketten. Untappd kalder den en pale lager, hvilket på den mørke farve alene kan afvises, mens Ratebeer kalder den en ‘Amber Ale’. Den køber jeg – brygget er overgæret, fremgår det trods alt.

Så vidt så godt. Ellers er brygget ganske lyst- og fyldigtskummende. Men kun kortvarigt. Duften gør lidt mere væsen af sig med bred, varm karamelduft.

Aromaen udgør en blanding af humle og karamel. Men den er også noget hul med en alt for dominerende kerne af vand. Dertil kommer en ikke helt matchende syrlighed med lidt for meget gær. Blandingen gør stundom brygget en smule vinøst, men det er en billig, ufyldig rødvin, der er fyldt på kartonen fra discountbutikken.

Bryggeriet anbefaler den til færgeturen fra Svendborg, der varer ca. 5 kvarter. Man kan sagtens nå et par stykker, så nemt brygget glider ned.

For mest af alt smager den af én til.

Har man bilen med, er dette en afsindigt dårlig ide, skylder jeg måske lige at indskyde.

2-en-halv-stjerne

Schloss Edel, Darguner Brauerei/Harboe (Lidt godt fra Niels I)

2017-10-05 19.01.49Som vi kender det …

Tidligere på året sørgede en læser fra Lille Skensved ved navn Niels for overdragelse af den første øl fra det afrikanske kontinent, jeg nogensinde har prøvet. Niels sørgede også for nogle andre smagsprøver ved samme lejlighed og det skulle så ikke blive sidste gang.

Under en længere rejse til blandt andet Tyrkiet og Tyskland forleden tog han lidt godt med hjem til anmeldelse. Det blev overdraget under lyssky omstændigheder i en ikke nærmere angivet indkørsel i postnummer Brønshøj i sensommeren, hvor de blev efterladt i en pose kun jeg (og den anonyme mellemmand m/k, der boede på adressen) kendte til.

Jeg har nu taget fat på den første af øllene i posen. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at øllene ikke blev udvalgt for deres kvaliteter, men snarere ud fra forventningen om underholdningsværdien af de anmeldelser, der kommer ud af dem.

Den første er en discountrædsel så lys, at middelstore supernovaer må kaste håndklædet i ringen. Producenten må man ty til internettet for at blive klogere på, for om dette er etiketten ikke videre meddelsom. Af den fremgår kun den tyske supermarkedskæde, der forhandler den. En hurtig søgning afslører imidlertid danske bagmænd, nemlig Harboe, der ikke bliver mindre Harboe af at gemme sig bag deres tyske brandnavn ‘Darguner’.

Jeg fik aldrig snuset til øllet, før smagningen påbegyndtes. I betragtning af bryggets skrøbelige smagsprofil er der nu ikke grund til at tro, at jeg er gået glip af noget særlig stort. Brygget er ellers sprudlende frisk – kulsyre er der ikke for lidt af, mens en overraskende pilsnerhumle faktisk også formår at yde noget smag til oplevelsen.

Og det er jo sådan set meget godt så længe det varer. Humlen er skarp, bitter og smager godt igennem noget tid. Derefter – jeg ved ikke præcis hvorfor, men i takt med at det sprudlende bryg bruser af, giver smagen også efter, en mere hul og metallisk-syrlig smag tager over og brygget smager snart lige så meget af Harboe som man kunne forvente.

Det skal dog siges til bryggets forsvar, at det langt overgår de forventninger, man ellers kunne have til en så lys Harboe-øl i plasticflaske. Egentlig afsmag skånes man også for, så hvis man vil, kan man jo glæde sig vedde små røde dværgstjerner af håb på det store, mørke bagtæppe af tomhed.

2-stjerner

Jacobsen Nordic Jam, Carlsberg

Hvorfor?2017-09-29 18.32.58

Jeg ved sgu’tte hvorfor … Jeg må vel ty til min alt for ofte brugte undskyldning for, hvorfor jeg i det hele taget tog denne rædsel med mig fra SuperBrugsen Brønshøj dengang i september måned (eller var det faktisk sidst i august?) Fordi den var der! Og det er grund nok. Ellers kan jeg vel legitimere det med at – en eller anden vel for pokker prøve den, så I andre slipper, forstås, og som minimum kan  læse min anmeldelse af sprøjtet, så I selv kan vurdere om det er noget, I gider smide jeres surt sammenspinkede spareskillinger efter.

Det ville jeg fx ikke gide, kan jeg allerede afsløre. Og det er jo både ærgerligt, ironisk, komisk og en smule tragisk på én gang.

Men sikke et drama, det i det mindste er.

Nogle bryggerier gør som bekendt meget ud af deres etikettekster – på grænsen til det langtrukne faktisk, og det er undertiden også tilfældet med Husbryggeriet Jacobsens øl, som fx denne. Det er nu ikke lange anekdoter eller sarkastisk selvsmiger de excellerer i. Det er derimod lange ingredienslister. Brygget her indeholder således vand, økologisk bygmalt, økologisk hvedemalt, økologiske havregryn, økologisk tyttebær, økologisk appelsinskal, økologiske korianderfrø, kuldioxid, gær og økologisk humle – tak for kaffe (- en af de få ting i øvrigt, brygget ikke indeholder, så om den måtte være økologisk, står hen i det uvisse).

Ja, man skulle jo næsten tro, at de godt kan lide at skrive ‘økologisk’ derinde på brygmatriklen i Valby … eller er det i Fredericia, Litauen, Myanmar, Skt. Petersborg, eller hvor det nu ellers er, brygget bliver produceret? CO2-omkostningerne ved transporten hjem opvejer nok den økologiske profil, hvis brygningen er outsourcet, så eventuelle medlemmer af Venstre eller andre klima- og miljøskeptiske grupperinger kan roligt knappe brygget op uden at frygte at blive forvandlet til støv ved kontakt dermed.

Har man til gengæld hang til gotiske katedraler og matchende tøj i sort læder, er der nok anledning til at mane til forsigtighed. Bryggets lyserøde nuance og dertil passende barbiepink skum skal nok få de fleste metallister til at holde en 5-6 alens sikkerhedsafstand. Duften er anderledes out of character fra dét, mindre kønsligt bevidste anmeldere nok ville kalde ‘en frisk pigeøl’ eller ‘en tynd tøsebajer’ … Se det er sådan, vi frelste feminister får listet den slags karakteristikker ind ad bagvejen. (Fnis!) En skarp, sødt-syrlig bouquet af hind- og jordbær formår at vække flere forventninger end at bekræfte skuffelser.

Læser man videre på etiketten vil man støde på bryggeriets behørige advarsel om bryggets lave humlebitterhed. Humlen var som bekendt også nævnt sidst i ingredienslisten – som det, der var mindst af. Humlen er så erstattet af de mange andre ting, der er puttet i, og resultatet er ikke engang så lettilgængeligt, som man kunne have frygtet. Brygget er primært skarpt og syrligt. Lime og grapefugt blander sig stikkende på alle mundens indre overflader, mens gæren møver sig frem med en brændende fornemmelse ved mandlerne.

Det var jo egentlig ganske spændende, sådan at blive aet mod hårene … eller smagsløgene … af en øl i pink. Desværre overdøver den ingrediens, der altid er mest af i øl – vandet – de ellers gode syrlige takter. Lidt sødme – selv af den sukrede jordbærsaftevandsslags, man undertiden møder i de øl, bryggerierne fordomsfuldt forsøger at henvende sig til kvinder med, ville faktisk have kunnet reddet en smule.

I stedet ender det i den sædvanlige vandige omgang … vel – det er jo en øl med den belgiske wit som forbillede …

… et af mine gamle nemeses

2-stjerner

Grimbergen Blanche, Kronenbourg/Carlsberg

2017-09-28 20.46.03Bestået …

Jeg har djævelsk meget om ørerne for tiden. Jeg arbejder, bijobber og vil gerne have solgt min bil. Min fars flytning kræver også meget, så der bare ikke er tid til at blogge lige så meget som jeg ellers gerne ville. Men nu har jeg endelig fundet et hul, så jeg kan få Grimbergen Blanche, Kronenbourg/Carlsberg lidt fra hånden.

Forleden aften var min gode ven Gedved igen på besøg. Han havde glemt nogle ting her da han forleden overnattede. Han havde øl med, som jeg allerede havde prøvet, så i stedet stillede jeg en af de øl i delestørrelse, jeg havde stående frem.

Jeg betragter den lidt som et hængeparti. En øl, der længe har stået i standardudvalget i supermarkederne, som jeg tænkte, jeg hellere måtte se at få anmeldt, da jeg i sin tid så den. Nu var der så også endelig en anledning.

Carlsberg står i sidste ende bag. Typen er dog ingenlunde dansk, men belgisk. En hvedeøl – en wit, som det ville hedde i Belgien. Men i Europas måske mest fremmedsprogsfjendtlige land, Frankrig, har de selvfølgelig egne navne for den slags – en Blanche.

Generelt bryder jeg mig ikke om stilen, men prøves skulle den. Et flot, citrongult bryg med højt knitrende skum – såvidt så godt. Duft af lime og banan – meget banan. Rigeligt til at varsle ilde.

Men helt så meget af banan smager den dog ikke. Det syrlige og gærede står stærkere end det vammelsøde, og det endda i en grad, så det faktisk formår at behage jævnt. Syre af lime, friskhed og afdæmpet sødme af græs, en tand for meget gær, som den præsente alkohol heldigvis formår at afdæmpe behørigt. En krydret antydning af kommen på bagkant yder desuden brygget en for genren tiltrængt skarphed. Gedved nævnte kardemomme, uden at værten dog selv oplevede den.

Overordnet en autentisk frisk øl, der, som det nu er almindeligt med hvedeøl – om de hedder Hefeweizen eller Wit, lægge mere vægt på bryggets tørstslukkende egenskaber end dets aromatæthed.

Gedved fandt den således tynd og vandet.

2-stjerner

Jeg synes akkurat den klarer cuttet, men så heller ikkke mere

3-stjerner

Maximus Double IPA, Lagunitas

2017-09-28 17.51.07Ikke helt …

Hvor var det, jeg læste, at Lagunitas ikke længere anses for at være et mikrobryggeri i USA? Jeg kan ikke længere huske det, men begrundelsen var opkøb ved et gigantbryggeri, der fremdeles bruger brandet til at pushe billige kvalitetsbryg på bekostning af de egentlige kvalitetsbryggere.

Liberal Alliance (samt Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti, De Radikale, Alternativet, Socialdemokratiet og det allermeste af Socialistisk Folkeparti) vil jo nok mene, det er udtryk for udviklingen … og at denne umuligt lader sig styre, tæmme, ændre eller bare bremse det allermindste.

Så meget for ‘det muliges kunst’, og jeg tillader mig derfor at sætte min lid til det umulige i håb om, at de dårlige kapitler i den ellers strålende fortælling om mikrobryggeriernes fremvækst, blot er der for at skabe spænding i et plot, hvor de gode har været mere end almindeligt nemme at skelne fra de onde.

Jeg er imidlertid ikke så hellig, at jeg ligefrem skyr produkterne fra Lagunitas af den grund. De skal da prøves, når de er til rådighed i den lokale discountbix.

Den får ikke for lidt med Maximus og Double – ja, der er ikke sparet på superlativerne (eller måske alligevel, eftersom der jo faktisk kun er én). Forventningerne ville nu næppe være så bastante, om de ligeledes var trykt på udtørrede træfibre. Selvom bryggeriet har efterladt et godt indtryk på bloggen indtil videre, er det stadig svært at dømme generelt ud fra to tidligere smagsprøver, med mindre selvfølgelig, at disse er helt oppe i himlen. Og det har de trods alt ikke været.

Dobbelt eller ej – brygget er i hvert fald nydeligt kobberrødt med uprætentiøst skum. Duften er traditionelt IPA’et med sødme af alteabolsjer og roser.

Brygget byder på generisk IPA-bitterhed, og det er ganske fint. Det er en generisk smag, der skal være meget svag, før den ikke glæder, og denne IPA er i hvert fald dobbelt nok til, at det ikke er tilfældet. Om den så også er dobbelt nok til rent faktisk at være dobbelt. Det er jeg til gengæld ikke så sikker på.

Med bitterheden intakt og bergamotsødmen ligeså har brygget ganske vist styr på det nødvendige. En beskhed i eftersmagen giver akkurat den disharmoni, der gør brygget lidt mere spændende end hvad en rent generisk IPA ville yde. Men Maximus er det nu bestemt ikke.

Og double ligefrem? Næh – højst one and a half …

4-en-halv-stjerne

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme