Vel, slut med stouts for en tid i hvert fald. Men sammenligningen mellem mikrobryg og industribryg fortsætter jeg ufortrødent med. Den dag hvor verden kun har ét bryggeri – formentlig ved navn Anheuser-Busch InBev – vil jeg i hvert fald ikke huskes som en af dem, der hilste den udvikling velkommen.
Som del af deres 2017 kollektion har Amager Bryghus brygget en Old Ale. Røverhistorien er i top, og kvalificerer sig i udsøgt grad som en sådan, også selvom det er en politibetjent, det handler om. Men det kan I læsere selv orientere jer om, når I prøver den.
Når man sådan har gået og spyttet i et par halv- og kvart-… eller måske snarere ottendedels- og måske endda sekstendedelshjertede stouts fra de hjemlige industrigiganter, er nærmest hvad som helst fra et velrenommeret mikrobryggeri en nydelse, der med de industrielle prøvelser i baghovedet bliver så meget desto større.
Det er ellers ikke sådan, at det hele bare serveres på et sølvfad … Øl skal som bekendt slet ikke drikkes i et fad – det må selvfølgelig gerne skænkes fra fad, men det er jo reelt ikke et fad, men en tøndeækvivalent. Desuden ville jeg nok betakke mig ved at få det serveret i noget, der er lavet af sølv. Metalsmagen ville nok ødelægge oplevelsen grundigt, og jeg tvivler desuden på, at det ville være særlig sundt.
Så det er vel meget godt – det med det udeblivende sølvfad, der betyder at bryggets duft før, under og efter skænkning er temmelig svag med kun fjerne noter af chokolade med en mild berøring af lakrids. Aromaen er gemt i smagen, der hvor den hører til. Og selvom det selvfølgelig er fint med en bouquet, der forbereder nyderen på en stor oplevelse, så er den samlede oplevelse ikke stort ringere, hvis aromaen viser sig stærkere end bouqueten. Og langt værre er det, når et bryg dufter som tusind forårsblomster i flor, for så at smage som rå gær og harske hasselnødder. Den oplevelse kommer man slet ikke sjældent nok ud for.
Men det var aromaen vi kom fra. Fuldfed, rund og lige tilpas vammelsød af lidt for lys chokolade og lidt for sukret lakids, til at jeg ville bryde mig om det, hvis der var tale om henholdsvis chokolade og lakrids.
Det er der ikke. Der er tale om øl, og så er det en helt anden sag.
Hver eneste lille mundfuld fylder hele gabet med chokoladesødme, krydret af mild lakridsrod, stemt af med rigeligt mørkt maltsukker, så alle mundens sider – om de vender op, ned, mod nord, syd, øst eller vest, klistres ind i den runde, lækre, krydrede maltsovs, der ellers ikke lige er det, Amager Bryghus er mest kendt for.
Men det viser bare i mere end adækvat og sufficient udstrækning, at Amager Bryghus kan andet og mere end bare lave IPA’er – vel, og stouts – i absolut verdensklasse.
Deres Old Ales peger sandelig også i den helt rigtige retning.
Og øl af den kaliber vil jeg vove at påstå, vi aldrig ser fra Royal Unibrew, Carlsberg eller nogen anden industrigigant. Især ikke fra Anheuser-Busch InBev.
Seneste kommentarer