Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren i overflod"

Måned: september 2017

Cody The Crooked Cop, Amager Bryghus (AB2017-Kollektionen VII)

2017-09-20 19.37.12Se det er mikrobryg …

Vel, slut med stouts for en tid i hvert fald. Men sammenligningen mellem mikrobryg og industribryg fortsætter jeg ufortrødent med. Den dag hvor verden kun har ét bryggeri – formentlig ved navn Anheuser-Busch InBev – vil jeg i hvert fald ikke huskes som en af dem, der hilste den udvikling velkommen.

Som del af deres 2017 kollektion har Amager Bryghus brygget en Old Ale. Røverhistorien er i top, og kvalificerer sig i udsøgt grad som en sådan, også selvom det er en politibetjent, det handler om. Men det kan I læsere selv orientere jer om, når I prøver den.

Når man sådan har gået og spyttet i et par halv- og kvart-… eller måske snarere ottendedels- og måske endda sekstendedelshjertede stouts fra de hjemlige industrigiganter, er nærmest hvad som helst fra et velrenommeret mikrobryggeri en nydelse, der med de industrielle prøvelser i baghovedet bliver så meget desto større.

Det er ellers ikke sådan, at det hele bare serveres på et sølvfad … Øl skal som bekendt slet ikke drikkes i et fad – det må selvfølgelig gerne skænkes fra fad, men det er jo reelt ikke et fad, men en tøndeækvivalent. Desuden ville jeg nok betakke mig ved at få det serveret i noget, der er lavet af sølv. Metalsmagen ville nok ødelægge oplevelsen grundigt, og jeg tvivler desuden på, at det ville være særlig sundt.

Så det er vel meget godt – det med det udeblivende sølvfad, der betyder at bryggets duft før, under og efter skænkning er temmelig svag med kun fjerne noter af chokolade med en mild berøring af lakrids. Aromaen er gemt i smagen, der hvor den hører til. Og selvom det selvfølgelig er fint med en bouquet, der forbereder nyderen på en stor oplevelse, så er den samlede oplevelse ikke stort ringere, hvis aromaen viser sig stærkere end bouqueten. Og langt værre er det, når et bryg dufter som tusind forårsblomster i flor, for så at smage som rå gær og harske hasselnødder. Den oplevelse kommer man slet ikke sjældent nok ud for.

Men det var aromaen vi kom fra. Fuldfed, rund og lige tilpas vammelsød af lidt for lys chokolade og lidt for sukret lakids, til at jeg ville bryde mig om det, hvis der var tale om henholdsvis chokolade og lakrids.

Det er der ikke. Der er tale om øl, og så er det en helt anden sag.

Hver eneste lille mundfuld fylder hele gabet med chokoladesødme, krydret af mild lakridsrod, stemt af med rigeligt mørkt maltsukker, så alle mundens sider – om de vender op, ned, mod nord, syd, øst eller vest, klistres ind i den runde, lækre, krydrede maltsovs, der ellers ikke lige er det, Amager Bryghus er mest kendt for.

Men det viser bare i mere end adækvat og sufficient udstrækning, at Amager Bryghus kan andet og mere end bare lave IPA’er – vel, og stouts – i absolut verdensklasse.

Deres Old Ales peger sandelig også i den helt rigtige retning.

Og øl af den kaliber vil jeg vove at påstå, vi aldrig ser fra Royal Unibrew, Carlsberg eller nogen anden industrigigant. Især ikke fra Anheuser-Busch InBev.

5-en-halv-stjerne

Carls Selection Victoria Street Stout, Carlsberg

2017-09-20 19.01.09Klart til tørst …

Med denne øl er der endnu en anledning til at sammenligne industriens og kvalitetesbryggeriernes produkter. Sidstnævnte fortsat repræsenteret ved Kongebrygs Stout til Tønden i Haslev. Den lette, brusende sag, der havde i smag og frækhed, hvad den måske manglede lidt i fylde og tæthed.

Det var mere end man kunne sige om den lette stout ‘American Ink‘ fra Lottrup, der heller ikke var helt oppe at ringe med tætheden og fylden. Den manglede helt og aldeles frækheden, mens smagen kun lige akkurrat klarede cuttet på bagkant. Lottrup er som bekendt bryggerigiganten Royal Unibrews produkt, og nu skal vi så prøve endnu en mikrobrygefterligning fra den anden – endnu større gigant på markedet – Carlsberg.

Carlsberg har jo bygget et gigantisk monument på den gamle, historiske bryglokation i Valby. Uden relevans for anmeldelsen vil jeg blot, mens jeg husker det, gerne udtale, at jeg ikke vil kalde det nye hovedsæde grimt. Jeg konstaterer blot som en kendsgerning, at havde der været hundelort i spillet Minecraft, ville det have lige præcis den form og farve.

Tilbage til anmeldelsen af Carls Selection Victoria Street Stout, der kun har farven til fælles med bygningen, og derfor vitterlig ikke fortjener yderligere sammenligning. Dette bemærkes i øllets favør. På bagetiketten legitimeres brygget i samme stil som Royal Unibrews Lottrup- og Schiøtz-produkter med historier om Brygger Jacobsens uddannelsesrejser udi bryggeriet. Denne gang til England, hvor man eksperimenterede med at gøre de tunge portere mere salonfähig i form af sødere smag og lettere konsistens.

Brygget er da også et godt eksempel på stilforskellen mellem stout og porter, som jeg ellers fortsat ikke finder væsentlig nok til at skelne mellem i bloggens kategorier. Duften er mild, venlig og godt opblandet med vand. Spor af hasselnødder og lys chokolade findes der dog efter lidt søgen i det letflydende, lavtskummende bryg.

Dette er i sandhed en let stout. Meget let faktisk. Jeg har prøvet industrielle pilsnere, der smagte af mere, herunder fx Carlsbergs egen. Den rigelige kulsyre giver mere fornemmelse af sodavand end af øl. En let, udefinerbar maltsuppe udgør den meget spinkle og elastiske rygrad i en ganske karakterfattig og alt for tynd – ikke bare stoutoplevelse, men øloplevelse i det hele taget.

Maltens diffuse og udefinerbare sødme bliver ikke nemmere at få hold på i bryggets alt for tætte vandindhold. Det lige så diffuse syrlige indslag på bagkant gør ikke noget godt for stoutoplevelsen, men giver da brygget en frisk og vederkvægende kant, der i det mindste gør brygget egnet til tørstslukning.

Det er imidlertid ikke meningen med stout. Stout skal være tæt, rundt og rart, og ikke noget man hælder i sig under en hedebølge. Men det er, hvad denne flaske stoutfarvet danskvand er bedst egnet til.

Man får i den grad mere for pengene, hvis man vælger rigtige stouts, brygget af mikrobryggerier, frem for Carlsbergs forlorne undskyldning, der oven i købet ikke er  meget billigere igen.

1-en-halv-stjerne

Lottrup American Ink, Ceres/Royal Unibrew

2017-09-18 18.04.27Hvad man betaler for …

En læser ved navn Hans smed en kommentar under min anmeldelse af ‘Orla’ fra De 5 Gaarde med lidt vigtig information. De 5 Gaarde er åbenbart slet ikke Harboes brand, som jeg ellers gik og troede, men derimod et samarbejde mellem gårdene Constantinsborg, Frijsenborg, Gyllingnæs, Schackenborg og Wedellsborg (der er faktisk 5 – tæl selv efter) om mange forskellige slags madvarer. Øllenen har de blot haft Harboe til at brygge, men det er angiveligt slut nu. Bryghuset Braunstein tager inden længe over, og jeg tør godt forudsige, at det vil give brandet – der altså er ganske uafhængigt af Harboe og de andre bryggerier, de hyrer som underentreprenører – et løft.

Tak til Hans for oplysningen. Jeg sætter pris på den slags berigtigelser, da jeg nødigt vil have, at der står forkerte ting på min blog.

I seneste nummer af Danske Ølentusiasters blad ‘ØlentusiasteN’ slås der på lederpladsen et slag for mikrobryggeriernes øl, og mod de store industribryggeriers gåen mikrobryggerierne i bedene på dette punkt – ikke bare lokalt, men sandelig også globalt. Mikrobryggerierne er under pres, for de store bryggerier har opdaget, at der er penge i kvalitetsbryg – og at mikrobryggerierne faktisk har vundet nogle markedsandele fra industrien.

Egentlig troede jeg ikke, at industriens forehavende ville lykkes. Jeg forventede at mikrobryggerierne fortsat ville være så langt foran industribryggerierne i kvalitet, at sidstnævnte reelt ikke ville være en trussel i sidste ende. Af denne grund har jeg hele tiden tænkt på industrigiganternes mikrobrygkopier som noget, nytilkomne kunne prøve for at blive tilvænnet de ordentlige bryg fra de egentlige mikrobryggerier.

Men deri må jeg erkende, at jeg har taget fejl. At industrigiganterne aldrig vil kunne nå mikrobryggeriernes kvalitet tror jeg sådan set stadig på, men de har hele tiden haft – og ikke været bange for at gøre brug af – beskidte tricks, de ikke mindst i kraft af deres størrelse kan gøre brug af. Alene industriens kapitalbeholdning er en konstant trussel mod mikrobryggerierne. For fortsætter sidstnævnte med at tage markedsandele fra førstnævnte, kan industrien i sidste ende altid opkøbe og på den måde kvæle de gode, lokale kvalitetsinitiativer som mikrobryggerierne er så strålende eksempler på.

Og hvad man ikke får ekstra, når man vælger bryggene fra de store, er dagens bryg et udmærket eksempel på. Sammenholdt med sidste anmeldelse – den lette Russian Imperial Stout fra Kongebryg, der er et ægte mikrobryggeri.

Til at begynde med bedrager skinnet. Brygget, der lettere modvilligt forlader flasken, er mørkt som den dybeste nat og skummet brunt som kogende karamel, så alt ser jo ud til at være i skønneste orden.

Men allerede ved duften vakler det ellers gode indtryk. En diffus blanding af rugbrødsmalt og kaffe blander sig med en masse vand – klart mest vand … klart vand, i øvrigt, og indtrykket er svært at hitte rede på på grund af dets fortyndethed.

Og meget bedre bliver det ikke i smagen. En lemfældigt sammenkastet blanding af kaffegrums og lakridsstøv i alt for meget vand tjener ikke til megen smagsløgsbegejstring. Mundfornemmelsen er underligt sandet og suspekt, mens aromaen forekommer kaotisk og uplanlagt. En smule rettes der op på alt dette i eftersmagen, hvor aromaerne står lidt mere rank og ret, så de i det mindste kan opfattes med en vis skarphed. Fyldig arabicakaffe – der imidlertid stadig kunne have haft godt af nogle flere bønner, lys karamel og sød lakrids.

Her er ikke bare tale om en let stout, men også en rodet stout, der forekommer tilfældigt rutinemæssigt sammenblandet fremfor ordentligt planlagt, kontrolleret, eller for den sags skyld eksperimenteret.

Kongebrygs stout var til sammenligning heller ikke helt i balance, men hvad den ikke havde i harmoni, havde den til gengæld i kæk sprudlethed, friskhed og frækhed.

Lottrups American Ink har slet ikke dette i samme grad – hvis overhovedet i nogen. En nogenlunde ordentlig eftersmag er det, der trods alt redder brygget en middelkarakter.

Selv når det gælder (lidt for) lette stouts, er det tydeligt hvad man får ekstra, når man vælger de små …

3-stjerner

Tøndens Rom Stout, Kongebryg

2017-09-16 22.05.08Lidt for let …

Gedved havde flere øl med. Men dem fik vi ikke smagt på. I stedet tog vi hul på én, jeg havde stående. En gave fra Kongebrygs Niels Kiens, som kom mig i hænde, da jeg tilbage i juli måned slog et smut forbi den gamle kaserne, på vej til Vordingborg for at bruge noget kvalitetsferietid sammen med min søn. Det var ved samme lejlighed, jeg slog et smut forbi Lille Skensved for at afhente de spændende øl fra en anden Niels – en af bloggens læsere, der skaffede mig den første afrikanske øl nogensinde at anmelde.

Navnet kommer af lokationen, den er brygget til – udskænkningsstedet ‘Tønden’ i Haslev mellem Ringsted og Næstved. Det er en Russian Imperial Stout lagret med egetræ, der først er gennemvædet med maricius-rom. Fint og dramatisk skal det være.

Det giver en tæt, mørkt bryg men kun med lidt tykkere viskositet end det jævne øl. Det bruser og knitrer aldrig så friskt og perlende – ja, jeg er faktisk ikke sikker på, at jeg før har oplevet en så kækt brusende stout. Det er ikke brus og kulsyre, man normalt forbinder lige med den øltype. Brygget dufter let branket, men mere af alkohol. Det er næppe overraskende i betragtning af tilsætningen af rom.

Jeg fik to øl af brygmester. Ingen af dem var endnu etiketteret, så indhold af alkohol osv. må læserne have til gode.

Flere forskellige smagsnuancer slås for at komme frem idet glasset sættes mod læberne. Røg, chokolade, kaffe – alt sammen svøbt i en kækt brusende ramme, der de mørke indtryk til trods fremstår forunderligt let og elegant. Ikke bare visuelt men også aromatisk gør den rigelige kulsyre sit.

Med rette kunne man endda beskylde brygget for at være lige til den lette side. Den markante kulsyre og den spinkle viskositet gør ikke brygget tæt nok til at kvalificere sig som en regulær stout, men netop en meget let en af slagsen. På den anden side – brygget er tænkt som en Russian Imperial Stout, der netop gerne skal være sødere og lettere end de tunge britiske udgaver, og det må man sige, at brygget manifesterer til fulde. At det tog os i hvert fald en halv times samarbejde at komme igennem ½ liter (i alt – ikke hver) vidner også om, at brygget sin lethed til trods bestemt ikke er nogen bælleøl.

Tætheden og styrken er åbenbart ganske godt gemt – og intakt – derinde bag det lette, tynde og luftige gardin, der er bryggets førstehåndsindtryk.

At brygget ikke desto mindre hænger en smule i bremsen hvad den samlede oplevelse angår – en stout der tager så lang tid at drikke burde tage så lang tid at drikke på grund af sin tyngde, og ikke sine finurligt gemte hemmeligheder – var en oplevelse hverken jeg eller Gedved helt kunne slippe. Det er såmænd oplevelsen værd, det mørke bryg. Men der mangler fortsat lidt tyngde før man opnår den fuldfede stoutoplevelse.

Også selvom der er tale om en Russian Imperial Stout.

Om karakteren var vi enige:

4-stjerner

Orla – De 5 Gaarde, Harboe

2017-09-16 21.41.40En rar overraskelse …

De 5 Gaarde er et efterhånden bedaget brand under Harboe. Jeg har anmeldt dem fra begyndelsen og aldrig været synderligt imponeret for nu at sige et pænt. Men serien må have vundet lidt genklang hos andre ølsmagersegmenter, siden den fortsat er fast inventar på supermarkedernes hylder.

Det er imidlertid ikke noget, jeg gider samle på. Det var derimod min gode gamle ven Gedved, der havde denne øl med, da han crashede her forleden aften. Jeg er altid glad for at få øl – ikke mindst nogle, jeg ikke har prøvet før. Og så giver jeg pokker i, om de er gode eller ej – en læseoplevelse skal jeg nok kunne give videre uanset bryggets kvalitet.

Orla er en Märzen. En ny øltype på bloggen, så vidt jeg kan vurdere, og én med en spændende historie – ifølge Wikipedia i hvert fald. En bayersk forordning tillod kun brygning af øl mellem 29. september og 23. april. Artiklen giver ingen forklaring på dette, men det korte af det lange er, at märzen-øllet blev brygget i marts, så det kunne lagres og bruges ved høsttid – og til oktoberfesten.

Brygget er flot dyborange med en tættåget finish, der gør brygget uigennemsigtigt uden at det bliver direkte plumret. Fint er det i sin ufiltrerethed. Det dufter friskt og syrligt af sødt græs og hø, der akkurat har ligget så længe, at gæringen så småt er gået i gang. Også aromaen er frisk og syrlig – foruden skarp med en sød græsafrunding og en krydret kant af kommen. Eftersmagen er forfriskende tør af friskskåret grantræ. En slet ikke ubrugelig øl til tørstslukning eller som ledsager til krydret fisk og lette grøntsagsanretninger.

Og ja – i læste rigtigt. Jeg har lige givet en Harboe-øl fra den ellers kun småt begejstrende De 5 Gaarde-serie en god anmeldelse.

Gedved var knap så imponeret som jeg, og mente at brygget hørte til et sted i midterfeltet …

3-stjerner

Selv synes jeg, den fuldt fortjener …

4-stjerner

Petrus Aged Red, Brouwerij de Brabandere

2017-09-11 17.15.37Et godt blend …

Ironisk nok skriver jeg denne anmeldelse mens DR Ramasjang viser den i hvert fald trecifrede nummer genudsendelse af Emil fra Lønneberg – afsnittet hvor Emil spiser gærede kirsebær og bliver pattevissen. Jeg kunne nemlig godt bruge flere af den slags – gærede kirsebær. Men aldrig om jeg ville nyde dem i vin som i Astrid Lindgrens serie. Vin drikker jeg stort set aldrig – til gengæld er jeg en stor ynder af kirsebærøl, eller Kriek som belgierne kalder det. Kriek betyder faktisk bare kirsebær …

… men det er alt for sjældent, jeg får lejlighed til at nyde det vidunderligt småsyrligt-ekstremtsøde stads. IPA’en har vi taget til os, men endnu ikke Kriek. Det burde nogen gøre noget ved meget hurtigt.

Man kan dog stadig være heldig at redde sig én i Fakta for tiden. Petrus-serien, et af de bedste ølvalg, Fakta nogensinde har truffet ved at stille dem på hylden, samler støv i butikkerne landet over … eller i hvert fald i Københavnsområdet. Jeg har desværre ikke rigtig råd til at købe flere af dem for nuværende, men deres Aged Pale, samt – kan jeg allerede afsløre – denne øl håber jeg fortsat er så upopulære, at de få lov at stå indtil de får “Stop Madspild”-mærker på – og så skal jeg nok stå på spring …

Helt en Kriek er Aged Red nu heller ikke. Den er en blend af 15 % af den uforlignelige Aged Pale samt 85 % Dubbel Bruin, tilsat kirsebær. Men kirsebærelementet gør skam alt det gode, den bør.

Og blendet gør lidt til.

Brygget emmer allerede af mojo og karakter ved åbning. En mægtig krydderblanding af anis, allehånde og muskat breder sig næsten uforskammet nærværende i lokalet. Og på næsten endnu mere uforskammet vis undgår brygget at dufte parfumeret eller syntetisk i sin kraft. Fristelsen til at blive ølsniffer har sjældent været større.

Det er mest på det lyserødt tonede skum, at man kan se, at brygget har et element af kriek. Brygget forekommer nemlig ganske mørkt, og først ved gennemlysning rødt. Men ikke den klare, blodrøde kulør, som en ren kriek gerne har. Smagen er lige så vældig som duften. Foeder-indslaget gør sit til at sødmen ikke bliver for overvældende – nogle ville sige kvalm. At den så måske tipper brygget lidt mere til den syrlige side end hvad harmonisk er, kan man vælge at ærgre sig over – eller affærdige som lidt ekstra karakter. Jeg vælger det sidste, og glæder mig desuden over den lækre og fyldigt bittersøde valnøddekarakter i eftersmagen. Der er også mere kulsyre, end man er vant til fra den rene kriek. Det gør brygget – trods rigeligt syre, alkohol og tyngde fra dubblen – passende let i kroppen.

2017-09-11 17.37.43Blendet gør, at kirsebærrene ikke bliver allestedsnærværende, men afstemmes af det bedste fra andre belgiske typer. For min skyld må kirsebærrene nu gerne være allestedsnærværende, men dette alternativ er mindst lige så godt, og ganske afgjort mere nuanceret, end en fuldblods kriek normalt er.

Og med brygget i vommen er oplevelsen ikke engang slut. Den visuelle epilog i form af det beskidte glas byder på gotiske grotesker og dybe drypstenshuler, så man næsten er ked af at skulle vaske det op efterfølgende.

Men det er nu nok bedst at gøre det alligevel …

5-stjerner

Rugbrød med Mørkt Hvidtøl fra Vestfyen (Brød med øl 8.1)

2017-09-10 10.29.51Skuffelsen udebliver, men …

Forskellene på det rugbrød, der kommer ud af de forskellige mærker Hvidt- og maltøl er ikke store nok, til at jeg vil spilde mange floromvundne adjektiver – det være sig til den lyse eller den mørke side – efter dem. Rugbrød er og bliver nu engang rugbrød, og det er i bund og grund begrænset hvor meget man kan gøre for at gøre det festligere.

Det er det, man putter på, der gør det spændende. Det kan ikke rigtig stå alene – meget ulig øl.

Men bager man det selv, kan det næsten ikke blive andet end bedre end poserugbrød fra butikkerne. Og at bage det med det rigtige øl får det de facto op på bagerniveau – hvis man er lidt heldig.

Men så er Vestfyens ‘Mørkt Hvidtøl‘ altså ikke det helt rigtige at bruge. Ikke at brødet bliver dårligt. Vi er stadig hestehoveder foran discountsupermarkedernes økologiske poserugbrød og omgange foran de konventionelle ditto. Men har man prøvet at bage med stout én gang, så er hvidtøl bare niveauet under … og nej, jeg har ikke tænkt mig at lave nogen vittigheder – mindst af alt pikante – med etnocentrisk eller dermapigmentarisk slagside.

Brødet er såmænd udemærket – og væsentligt bedre end maltøllen fra samme bryggeri, i øvrigt. Jeg er måske endda tilbøjelig til at sige, at det er den bedste af hvidt- og maltøllene til at bage med. Som jeg antydede i anmeldelsen af øllet, virkede det en kende som om, det var tilpasset gærsvampekulturers smagsløg i højere grad end store primaters ditto. Og der er intet at udsætte på bryggets bageegnethed.

Men helt så godt som stout bliver det ikke. Farven viger – på trods af bryggets med stout nemt forvekselbare lød – også i det færdige bageresultat, så det får den kedelige leverpostejsagtige kulør, som man som hjemmebager hurtigt forbinder med et – om ikke mislykket, så i hvert fald småkedeligt brødresultat.

Spiseligt er det, ja, det er faktisk fint i konsistens, fylde og smag – men stoutbrød er det ikke.

Mørkt Hvidtøl, Vestfyen (Brød med øl 8.0)

2017-09-10 10.41.59Maltsaftevand …

Så småt nærmer vi os afslutningen på bageeksperimenterne i denne omgang. Jeg har lige et sidste eksperiment, jeg vil lave før kontrollen. Jeg kunne godt tænke mig at bruge en ordentlig bitter pilsner en enkelt gang også – bare for at se, hvad det måtte gøre ved brødet. Når det er forsøgt, vil jeg bage ét brød med vand og ét brød med det øl, jeg synes, har været mest egnet at bage med.

Men det kommer alt sammen. I første omgang er der noget andet øl, der lige skal prøves i rugbrød: En til formålet brygget hvidtøl fra Vestfyen – eller … om den lige er brygget til rugbrødsbagning ved jeg ikke med sikkerhed, men jeg tror i hvert fald ikke, den er brygget primært til konsum for øje.

Det bliver hurtigt klart, når man smager på det. For at dufte til det bringer ikke rigtig noget. På trods af tilsat sukker, farvestof og antioxidant dufter brygget nærmest ikke af noget som helst. En vag fornemmelse af rugmelsstøv er det tætteste jeg kommer på en beskrivelse.

Til gengæld smager det – af ret meget endda. Det er bare ærgerligt, at det ikke smager godt.

En vammelsød maltsaftevand – saftevand fordi kulsyren næsten mangler helt – er hvad Vestfyen byder på. Sukkeret er alt for fremtrædende sammen med en tyk rugbrødsagtig konsistens, der stadig virker hul på grund af bryggets lave 1,8%. En ikke ordentligt matchende eftersmag – også af rugbrød – gør ikke oplevelsen bedre, men understreger bare med endnu en stor, tyk, rugbrødsfarvet streg, at øllet ikke er brygget til almindelig konsum.

Gæren i rugbrødet vil sikkert elske det med alt det sukker. Mit indtryk er, at brygget mere end nogen af de andre hvidt- og maltøl, jeg har prøvet, ikke er brygget med primatsmagsløg for øje, men derimod med fungale af slagsen.

Bvadr! – for nu at sige det som det er. Men når jeg ved, hvad gæren vil have, er jeg ikke umiddelbart bekymret for bageresultatet.

1-en-halv-stjerne

Mecklenburger Dunkles Weißbier, Harboe

2017-09-04 19.26.35Discount with attitude …

Beklager at måtte udsætte jer læsere for endnu et anmeldelsesafbræk. Jeg har haft et flere dage langt anfald af apati og ugidelighed, ledsaget af vage influenzasymptomer – hvad der kom først og har skabt det andet er jeg ikke sikker på. Rækkefølgen, lidelserne er nævnt i, er vilkårlig.

Jeg har endelig fundet lidt tid til den sidste anmeldelse, jeg i skrivende stund har ude at hænge. Så må vi se, om lysten til at anmelde – og i det hele taget åbne og drikke øl – melder sig igen For begge dele har det svigtet med.

Det er dermed ved at være nogle dage siden, jeg prøvede denne øl. Den var med i den lille samling, jeg fik af Niels fra Lille Skensved, sammen med den Ugandiske Nile samt pilsneren af samme mærke som denne – Harboes tyske discountøl fra Rema 1000.

Jeg er jo temmelig germanofil og derfor altid glad, når danskere – om det er firmaer eller privatpersoner – gør noget på tysk, der er korrekt. Derfor irriterer det mig også grænseløst, at Harboe på etiketten har puttet bogstavet ‘ß’ ind blandt andre kapitæler. Den slags er no-go. Der findes ikke noget stort ‘ß’ (kaldet ’s-z’ på tysk (fordi bogstavet var en sammensætning af ’s’ og ‘z’ i det gotiske alfabet (og det har trods den ellers oplagte lighed intet med det græske bogstav ‘beta’ at gøre (se, så blev I så kloge)))) på tysk. Skrives der med stor bogstaver, erstattes det af to s’er.

Det kan jeg en ret sjov anekdote om, som jeg måske nok har fortalt før, men den fortjener gentagelse. Da jeg læste i Marburg, Hessen, kørte der en fast reklame fra McDonalds for en burger, der var ekstra stor – eller extra groß, som der ville have stået, om det var skrevet med små bogstaver. Det var det ikke – det var skrevet med store bogstaver, så burgeren fra McDonalds var altså EXTRA GROSS.

Det siger ikke så lidt om tyskerne og navnlig deres ringe forståelse for utilsigtede morsomheder, at de var de eneste, der ikke kunne se det sjove I at læse den karakteristik som om den var på engelsk.

En karakteristik, der ville være ganske urimelig at bruge om dagens øl.

Mine forventninger til Weißbier er aldrig store. Og når det så oven i købet er en discounttype fra Harboe, så er det ikke forventningspresset, der holder brygget nede på jorden. At bryggets pilsnerbror i øvrigt var tæt på noget af det mest smagsfri, jeg nogensinde har smagt, lover heller ikke godt.

Allerede ved åbning gøres de værste forventninger dog til skamme. En markant sød duft af banan og hyldeblomst møder næsen, mens det mislykkes totalt for et ellers markant gærelement at ødelægge noget – tværtimod yder den fylde.

Det mørkegule, højtskummende bryg smager i samme retning. En markant sødme af banan afslører esteren isoamyl acetat, der sjældent har smagt så lidt af det, som den lyder som om den smager af. Banansmagen starter i det syrlige hjørne, hvor den er grøn, bliver efterhånden sødere, rundere, fyldige og når akkurat at blive brun og kvalm før brygget skylles ned.

Nyderen af øllet gennemlever dermed de tre markante faser i bananens livscyklus. Jeg foretrækker midten, den modne gule banan, men det taler til øllets fordel, at den får det hele med. Og at den bliver klam og blød til sidst er en del af oplevelsen. Ikke mindst fordi det kun når at bliver lidt væmmeligt før det er forbi.

Tak til Niels for den indtil videre bedste øl fra hans side. Der er ikke bare tale om en spændende Weißbier i betragtning af, at det er en discountøl fra Harboe. Den er bare en spændende Weisbier – dette i sig selv er overraskende.

4-stjerner

Disobedience IPA, Dry & Bitter Brewing Co.

2017-09-03 17.47.32Ikke som intenderet, but still …

Til havefesten for gamle punkere, hvor jeg var med forleden – og på vandvognen – fik jeg også en lille gave med; denne øl fra det for mig indtil nu ukendte Dry & Bitter Brewing Company, der ligger i nordsjællandske Gørløse mellem Hillerød og Slangerup. Angiveligt skulle brygget være fejlbehæftet og derfor noget nær udrikkeligt – hvis der da ellers var noget tilbage at drikke efter at flasken var åbnet, for de var åbenbart berygtede for nærmest at eksplodere ved åbning – eller i hvert fald skulle der ikke være meget tilbage i flasken, når størstedelen af indholdet meget hurtigt havde forladt denne i opadvend retning som en anden geyser.

Men prøves skulle den da. Var den vitterlig udrikkelig, ville jeg vide, at brygget var mislykket, og så ville den ikke blive anmeldt. Jeg anmelder ikke fejlbehæftet øl. Hvis legenden om øllet til gengæld skulle vise sig at være bedre end virkeligheden – og det skulle jo ikke være første gang – ville der jo være endnu en øl at anmelde. Måske endda en go’ én. Og bare navnet og etiketmotivet, der syder af social indignation og oprør, varmer da bestemt denne anarkistiske hippiepunkers gamle hjerte.

Jeg tog selvfølgelig mine forholdsregler. Øllet fik lov at hvile i køleskabet, så der kom ro på eventuel yderligere flaskegæring. Desuden er det næppe en ukendt sag at øl bare bruser og sprutter mindre, når det er afkølet. Jeg forstår ikke helt hvorfor – jeg er selvfølgelig med på, at gas trækker sig sammen ved afkøling. Men burde denne sammentrækning ikke nivelleres af væskens aftagende evne til at lade gas opløse sig i den ved samme temperaturnedgang? Vel, jeg er ikke naturvidenskabsmand, men det ser åbenbart ikke ud til det …

For åbningen af flasken foregik aldeles udramatisk. Forventningerne til begivenheden var ellers skudt så meget i vejret, at jeg optog seancen på film, og lagde det på bloggens facebookside. Jeg vil dog tillade mig at spoile, da både begivenheden og filmen skuffede forventningerne helt og aldeles. Ingen eksplosion. Ingen geyser. Bare en øl, der boblede lystigt af rigelige mængder kulsyre … Og kulsyren dannede så noget skum i flaskehalsen, der lige så stille klatrede op, og ganske sikkert ville være løbet ud på bordet, hvis ikke jeg umiddelbart efter havde skænket øllet. – Men så var det altså heller ikke værre.

Brygget er ellers ordentligt grumset – med deciderede klumper på bunden – og det danner ganske vist ret meget skum. Men ellers ligner det det, det er – en IPA, citrongul med hvid top, og en for typen både skarp, stærk og lækker duft af skumfiduser, sylespidse grannåle og hyldeblomster. Ingen overdreven syre, gær eller andet, der måtte antyde fejl.

Gæren kan så godt mærkes i smagen – men på en langt fra skæmmende måde. Forrest er bitterheden med karakter af vådt savsmuld og frisk kommen. Gæren ledsager med småsyrlig fylde, der i langt højere grad understreger bryggets skarphed frem for at forekomme destruktivt. Det mest destruktive er indtil videre frygten for de tømmermænd brygget måtte give dagen efter – for mig udeblev de, så heller ikke her kan der påpeges nogen egentlige fejl.

Bryggeriets løfter om en olieret aroma af appelsin og ananas som følge af simcoe, exuanot og citra-humlerne, kan det dog ikke holde. Noget antyder trods alt, at brygget ikke helt afspejler det ønskede resultat. Gæren – skønt ikke ligefrem destruktiv – møver også fartruende frem så den balancerer lige på grænsen af at blive for meget. Nogle bryggerier leger med denne grænse med spændende resultater. Her synes legen ikke intenderet og giver lidt unødig disharmoni i spændingen.

Når det så er sagt, forbliver øllet en komplet IPA-oplevelse, selvom det måske ikke var lige den IPA-oplevelse bryggeriet intenderede. Det skal også sige, at jeg undlod at tage bundsjatten med, da de rige gærmængder på bunden ikke tog sig just indbydende ud. Samme gær kunne også smages mere og mere, efterhånden som bunden kom nærmere, og jeg så ingen grund til at spolere den fine oplevelse, jeg havde haft indtil da …

… og jeg så heller ikke nogen grund til at forstærke eventuelle tømmermænd. Vel, mission accomplished … tror jeg nok.

4-stjerner

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme