Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Måned: august 2017

Elvis Juice, Brewdog

2017-08-04 17.49.51Intet nyt – heldigvis …

Selvom BrewDog med tiden er blevet nogle udsælgere og brusebadsposer, komplet udstyret med advokater med for meget tid laver de jo stadig godt øl. Og sagen om pubben Draft Punk der blev sagsøgt for at have ordet ‘punk’ i deres navn, ser ud til at være bruset af som en åben lunken Carlsberg en våd sensommerdag på Københavns Vestegn.

Så jeg er villig til at lade det fare indtil videre i hvert fald, og skrue lidt op for anmeldelsesfrekvensen på det skotske bryggeris produkter igen.

Denne er hentet i det supermarked, der for tiden er min foretrukne ølpusher, når det gælder de billige supermarkedstilbud. Hvad jeg de sidste par måneder har fundet i Fakta, overgår med flere længder det faste sortiment – ikke bare i samme koncern, COOP med SuperBrugsen og Irma, eller konkurrenten Føtex, men også i Magasin, hvor de ellers ved, hvad de skal tage for varerne.

Faktakæden skulle ellers være i krise, og være ved at lukke butikker, mens Netto buldrer derudaf. Jeg har svært ved at tro, at jeg er den eneste ølelsker, der ikke helt forstår hvorfor Netto fører det ræs.

Men for nu ikke at fare vild i sidespringet – Jeg fandt altså denne Grapefruit infused IPA i Fakta.

Det nydelige kobberfarvede bryg byder ikke på meget skum, men til gengæld rigeligt bouquet – ikke noget dårligt bytte, hvis man spørger mig. Vægten er her lagt på det blomstrede. Det er slet ikke fremmed for IPA, men sådan en blomstermark af syren, hyld og roser får selv en erfaren botaniker til at trække snuden til sig af frygt for høfeber.

Fra blomsterhaven går det til frugthaven. Smagen byder på nektar, passionsfrugt og ganske sød appelsinaroma som man finder den i fantasodavand. Urtehaven er heldigvis hverken vokset til eller visnet bort – den er egentlig ganske velholdt, og mærkes som en bred bitterhed, der holder sammen på alle de kække, søde udtryk. Urtehaven er blot ikke særlig stor.

Der er ellers rigeligt med spræl i brygget, men det er ikke på grund af den ellers markante humle, men derimod alt det, der foregår omkring den. En pjattet, fjollet, sjov, sprællevende og lalleglad IPA, hvor bitterheden har givet plads til munterhed og festivitas.

Helt i BrewDogs gamle ånd. Den skulle de tage at holde fast i.

5-stjerner

Og ja – acceptér det nu bare: Elvis ER død.

Brød med Porter (Brød med øl 3+4.1)

2017-08-01 08.12.24Det fungerer …

Jeg har bagt endnu to brød. Denne gang økonomiserede jeg en smule, idet jeg opdagede at én af de øl, jeg ville brygge med kostede væsentlig mere end to af de hvidtøl, jeg lagde ud med.

Øllene er anmeldt for længst – derfor gik der ingen anmeldelse af øllene forud for brødanmeldelsen her. Men navnene skal I selvfølgelig have – Til det ene brød er der brugt Wiibroe Porter (tv.)- anmeldt så tidligt som 28/04-2012. Endnu før turen til Irland, i modsætning til Gl. Carlsberg Porter (th.), som blev anmeldt to år senere d. 12/06-2014.

Det er nu ikke så meget fordi brødene blev bagt samtidig, at jeg har æltet anmeldelserne sammen til ét indlæg. Det skyldes derimod, at forskellene på de to brød kunne være en smule svære at få øje på.

Ikke mindst visuelt. Porteren giver rugbrødet en nydelig mørk farve, der meget nemt kommer til at snyde én til at tro, at der er tale om rigtigt rugbrød, og ikke snyderugbrød med rugkerner og hvedemel.

2017-07-31 16.32.59Endnu engang er brygget dejligt saftigt og med en god krumme. I Wiibroe-brødet smager malten godt igennem som en antydning af karamel. I Gl. Carlsberg-brødet træder øllets tættere bitterhed til gengæld bedre igennem, og giver en mere bitter, røget aroma.

Hvad man bedst kan lide, er smag og behag, og jeg er ikke engang selv sikker på, hvad jeg foretrækker. At øllene denne gang gør noget for brødet – ud over det rent visuelle, er jeg til gengæld ikke i tvivl om. Desværre er disse øl relativt dyre, og jeg ved ikke helt om de er investeringen værd hver gang der skal bages.

Men skal der gøres lidt ekstra ud af rugbrødsbagningen, kan det meget vel være en af disse to, der ryger i dejen.

Petrus Aged Pale, Brouwerij de Brabandere

2017-07-31 19.16.57Surt …

Det er dagen derpå. Det kan godt være, det var lidt surt, at vi ikke blev Europamestre, men sølv er vel heller ikke så tosset. “At være Fremad Amager-fan lærer én at tage den slags med stoisk ro” som der blev skrevet på facebook kort efter at EM-finalenederlaget til Nederlandene på 4-2 var en realitet.

Citatet er fra min egen facebook-profil, så selv hvis jeg havde spurgt om lov til at bruge det, ville jeg sikkert også have fået det. Sølv er jo heller ikke så tosset endda, men lidt surt er det nu alligevel.

Og apropos surt – hvor skal man mon gå hen, hvis man vil prøve de nye, hotte øltrends, der peaker lige nu? Det sure øl, som alle går og taler om, og alle skal være de første til at prøve? Vinhandleren? Boxbeers? En af de andre dyre hipsterbutikker, der har specialiseret sig i specialøl?

Nixengebixen!

Fakta – der skal man gå hen.

Fakta af alle steder har lige i øjeblikket Brouwerij de Brabandere’s Petrus-serie på deres spotvarehylde til kr. 25,- stykket. For nogle lyder det lidt pebret, men i sammenligning med, hvad øl af den kvalitet ellers ville koste et pænere sted, så er det det rene kup. Med andre ord: Glem resten af indlægget – skynd dig i Fakta og køb alle tre, før de er revet væk. I modsætning til øllene, render blogindlægget her ingen steder foreløbig.

Der er som sagt tre at vælge imellem. Denne lyse, en brun og en rød. De tre Petrus-øl er alle sure – nej, ikke bare syrlige men sure. Denne første er 100% foeder. Første stavelse udtales som man ville udtale det engelske ord for mad – food. Ordet er flamsk og på flamsk og hollandsk udtales -oe- som ‘u’ (jeg skal dog ikke kunne sige, hvorvidt den tyske digter og videnskabsmand Guthe bliver anset for at være en stor put på de kanter). En hurtig og nem definition af stilarten har faktisk ikke været sådan lige til at google, men ordet skulle betyde tønde, og passer også fint med, at brygget lagres på sådanne i et stykke tid. Desuden er brygget pr. definition surt, og åbenbart også bevidst oxideret i en eller anden grad.

Meget fixt og kompliceret. Næppe noget, man som hjemmebrygger bør kaste sig over som det første.

Denne foeder er højgul i løden og med flot, fast, hvidt skum, der er lige tilpas prangende til ikke at være kedeligt – og ydmygt nok til ikke at gøre brygget svært at skænke.

Duften – vel, duft og smag er der virkelig ikke den store forskel på, så lad os gå lige til de ikke-visuelle sanseindtryk under ét.

Der er tale om en kraftig og potent surkålslage. Og her taler vi ikke om den med sukker modificerede og mildnede brunkålslage, man bruger heroppe nordpå. Nej, der er tale om lage fra Sauerkraut som den laves i det dybeste Sydtyskland – ja, sågar måske endda i Schwiez, Østrig og Nordtyrol.

Ved indsnusning gør nervereflekser det de skal, når den slags kommer i kontakt med næsens indersider. Ikke bare rynkes næsen. Øjnene kniber sig helt uden hjælp sammen, ligesom munden og en række små hals- og kæbemuskler, man end ikke var sikker på, man overhovedet vidste, eksisterede.

At tage brygget i munden skaber de samme refleksreaktioner, føj dertil en fornemmelse på tunge og gummer af tusinder af bittesmå skarpe nåle, der ridser lange flænger i spændende mønstre på alle mundens himmelvendte overflader. I gane og svælg føles brygget ikke ulig en voldsom halsbrand – men uden den dårlige smag i munden og kvalmen …

… hvad er det mon, der gør det? Jeg kan ikke fordrage cappucino, blom- rosen- og især ikke surkål. Og halsbrand er noget af det mest ubehagelige, man ikke lige kommer til at kaste op af … men når en øl smager af samme, eller skaber samme følelse, er oplevelsen intet mindre end vidunderlig. Om jeg fatter det?

Det eneste, der kan få mine arme ned ved dette bryg, er brygget selv. Tager man en tår af det med armene oppe (find selv på en måde at gøre det på) krænger hele kroppen sig omgående sammen i en Joe Cocker-positur, der ikke tillader albuerne over skulderhøjde.

Vidunderligt. Fantastisk. En øjeåbner af de helt store – når man er færdig med at knibe dem sammen, forstås. Jeg har før prøvet surt øl. Jeg har også prøvet øl, der var blevet surt. Det sidste er aldrig godt. Det første har jeg aldrig prøvet i denne intentsitet før, men har alligevel haft fat i sure øl, der forekom mig for sure.

Hvordan dette bryg, hvis pH-værdi er lavere end niveauet i kommentarerne under Martin Henriksens facebookopslag, kan være en sådan nydelse for mig forstår jeg hverken helt eller halvt. Men at den er det, er en kendsgerning på linje med Inger Støjbergs had til alt fremmed og Esben Lunde Larsens ditto til alt smukt ved naturen.

Nyd den som den er, eller til en god burger med ekstra mange, ekstra sure syltede agurker – eller måske bare en ordentlig omgang sydtysk Sauerkraut med Bockwurst, fordi det bare ville matche perfekt.

Personligt ville jeg dog holde mig til pølsen.

Og her på falderebet: Tillykke til landsholdet. De fortjener samme karakter som denne øl:

6-stjerner

Fremad Amager spillede også i går og fik også tæv – 1-2 – af HB Køge. Selvom stemningen på stadion som altid fortjente samme karakter som denne øl og landsholdet, fortjener de ikke helt samme karakter for spillet:

2-stjerner

Kampen mellem to insignifikante østsjællandske hold, der også blev spillet i går aftes, vil jeg end ikke værdige navns nævnelse.

Pistonhead Flat Tire, Spendrup

2017-07-28 18.25.33Eftersøgning lønner sig …

Denne øl stod sammen med to søskende fra det svenske bryggeri Spendrup på hylden i SuperBrugsen Finsensvej på Frederiksberg, da jeg mere eller mindre tilfældigt kom forbi forleden. Det er ikke en vej, jeg normalt tager, så jeg var vel det rigtige sted på det rigtige tidspunkt.

Emballagen prydes – som man kan se – af et skelethoved. Det ser ud til at være en running gag i hele Pistonhead-serien, og den slags fungerer når folk som jeg skal overtales til at åbne pengepungen. Det hedder vel ‘fokuseret markedsføring’ eller noget i den henretning, og jeg konstaterer tørt, at det ser ud til at virke.

Alle tre røg i hvert fald med, og den første er hermed åbnet, prøvet og anmeldt.

Alle tre er pilsnere. Denne en bleg en af slagsen, og den deraf forårsagede enorme hænderopkastende begejstring formår på den mest jubel-flikflak-saltomoterende vis overhovedet ikke at indfinde sig. På den anden side – der er jo godt nok et skelethoved på emballagen. Og når der er et skelethoved på, må øllet da have en eller anden form for kvalitet.

Skummet ser i hvert fald fint ud. Det er faktisk imponerende højt og fornøjeligt stabilt. Duften er til gengæld svag – ja, faktisk næsten fraværende og mangler endda den fuseltunge, hovedpinevarslende em, visse industripilsnere kan lugte af, som erstatning for en egentlig bouquet.

Smagen og mundfornemmelsen er først maltblød og rund. Siden melder en hvas ridsekniv sig midt på tungen, der åbner smagsløgene for en ganske detaljeret humle. Grundlæggende smager man den traditionelle Hallertauerhumle, som jeg ikke engang er sikker på, brygget er krydret med, men som pilsnerøl gerne smager af på vore bredde- og længdegrader. Bagom mærker man kække biaromaer af sød syrén og helt friskt forårsgræs.

Nogen karakter, der egentlig retfærdiggør skelethovedet, har brygget imidlertid ikke. Det er meget venligt – faktisk grænsende til det småvandede, men de fine, utraditionelle aromaindslag mere end redder det. Brygget skal dog væltes noget rundt i munden for at man får aromaens fulde effekt. Man kommer til at se ret tåbelig ud, som man sidder der og skærer ansigter for at presse lidt ekstra smag ud af det letflydende bryg.

Men det lønner sig, og på bagkant formår skelethovedet endda at snappe lidt med eftersmag af savsmuld, iblandet citrus, lime og grapenoter.

Man skal lede lidt – men så er oplevelsen der også.

4-stjerner

Icelandic Arctic Pale Ale, Einstök Ölgerð (Shopping Spree 1.0 VIII)

2017-07-28 17.45.43Det har været bedre …

Tidligere har islændingene formået at imponere her på bloggen. At et lille land med et indbyggerantal på omkring Århus’ befolkning rykker så meget på kvaliteten af deres specialøl er i sig selv ekstraordinært.

Men det gælder tydeligvis ikke dem alle. Uden på nogen måde at ville kalde det en prøvelse at have været igennem Einstök Ölgerðs øl, så har det alligevel været – tjah – småkedeligt og ikke videre inspirerende.

Med denne anmeldelse er den første Shopping Spree – anledninger, hvor jeg kommer til en håndfuld penge, der gør at jeg kan shoppe amok – overstået. Når jeg tænker tilbage på, hvorfor jeg ved den anledning valgte disse islandske øl, var det først og fremmest på grund af prisen. Den var relativt lav og gjorde, at jeg kunne tage lidt flere med uden at der ikke også var til noget andet. I dette tilfælde gik pris og kvalitet hånd i hånd – og så kan man dårligt tillade sig at ærgre sig. Men jeg konstaterer alligevel en smule trodsigt og demonstrativt, at jeg ikke ligefrem var heldig.

Vel, denne øl formåede faktisk alligevel at lappe lidt.

Indledningsvis byder det lyst ravfarvede bryg på en svært definerbar duft af agurk- og asielage, spædet op med vanille. Der føles rarere end det måske lyder.

Noterne af småsyrlig lage fortsætter i smagen, hvor den giver sig til udtryk i en nydeligt masserende egetræssmag. Fylden er i betragtning af bryggets relativt lette friskhed slet ikke for svag, men faktisk lige i øjet. Bryggets syrlige karakter tager af, mens egetræet består – det er jo en hårdfør plante. Den får en mere aromatisk karakter i eftersmagen. Så småt mærker man også en lidt mere potent fuselkarakter, der sammen med en humle, der ellers kun kvædede andenstemmen, efterhånden får lidt mere at skulle have sagt.

Som sådan er brygget endnu engang hverken en eksploderende vulkan, end bersærkende viking eller en altopslugende gletscherspalte. Til gengæld kommer det igen på smagen, og formår her faktisk at få oplevelsen på plads.

Så selvom andre islændinge stadig har gjort det godt, gør Einstök Ölgerð det da endelig også godt nok her.

4-en-halv-stjerne

Nile Special, Nile Brewing/Sabmiller

2017-07-27 19.14.30Imperialismen nager …

En læser ved navn Niels, der bor i nærheden af Lille Skensved er gift med Alice, hvis bror Fred for et par uger siden var på besøg hos dem. Med sig havde han en øl hjemmefra fordi svoger Niels havde fortalt om en eller anden fjollet starut i Brønshøj, der nok ville synes, det var spændende at anmelde en øl fra Freds Hjemland.

Fred bor nemlig ikke sådan lige om hjørnet – næh, han bor i Uganda.

Der er dermed sat flueben ud for det sidste kontinent, jeg manglede at anmelde øl fra. Omsider er det lykkes mig at opstøve en øl fra menneskehedens vugge, Moder Afrika, nærmere bestemt Uganda, at anmelde.

Ud over at være kontinentet, hvor mennesket efter al sandsynlighed opstod som art for et par millioner år siden eller deromkring, har det siden senmiddelalderen også været det mest plagede og pinte kontinent. I århundreder udnyttet på det groveste, udplyndret og martret af især den hvide mands grådighed, selvom kineserne vist også skulle være godt med efterhånden.

Det kan også ses på denne øl, hvis man kigger lidt efter. Nok er bryggeriet det lokale Nile Brewing Co. – Det bryggeri viser sig så at være opkøbt af, og øllet brygget under licens fra Sabmiller, verdens næststørste bryggeri, der sidste år blev opkøbt af det største – det for sin grådighed og fortyndethed berygtede Anheuser-Busch Inbev. I moderne tid er imperialismen i samme grad som tilforn til at tage at føle på i menneskehedens vugge.

Og det er ikke kun i ejerskabet af bryggeriet, de nordlige og vestlige uvaner viser sig. Brygget er tydeligt skåret efter en i vesten meget velkendt skabelon, nemlig den tyske pilsner. Smagsløgene (og håbet) indstilles derfor på den positive overraskelse, idet forventningen i betragtning af producenten – ikke geografien – næppe formår at løfte forventningerne særlig meget over den centralafrikanske savanne. Farven kunne ellers godt passe til det gullige græs – eller hvad det nu er – man tit ser på flotte billeder i natur og kultur-programmer fra området. Duften er desuden på et lovende niveau frugtig og malt-karamelsød allerede ved åbning. At brygget yder aroma allerede før skænkning – om det så er nok så svagt – er sjældent et dårligt tegn.

I smagen afslører brygget sig nu som det, det er – og det er ikke en farveri Masai, en vild løve, eller et stateligt baobab-træ. Det er lige præcis det, det ligner allermest, og i øvrigt det, det på frontetiketten foregiver at være, nemlig en Premium Lager – eller pilsner, som vi ville sige. Pilsner ville uganderne nok også have kaldt den, om deres koloniherrer havde været tyskere og ikke briter. I så fald havde de måske så også undladt tilsætning af ris, som i Tyskland er noget grissefy.

Men som Premium Lager gør den det nu også ganske hæderligt. Den byder på en rar maltfylde, kombineret med en venlig og mærkbar bitterhed bagtil. Hårdt træ og en antydning af enebær giver en krydret kant. Samlet set hopper den dog i samme vandhul, som de europæiske pilsnere har plasket rundt i siden Australopithecus Afarensis’ – eller Lucys – dage. Afvigelserne i form af lidt mere sødme og lidt mere krydderi ændrer ikke ved, at øllen har langt mere til fælles med de tidligere koloniherrers bryg, end hvad der adskiller den derfra.

Dér er der i det mindste én interesse, Afrika, Europa og den øvrige verden må dele – at få hævet den globale ølkvalitet til glæde for alle.

2-stjerner

SMaSH Chinook, Midtfyns Bryghus

2017-07-26 17.28.08Så vild er den sgu’tte …

Betyder ‘Chinook’ ikke ‘den vilde vind’ på Blackfoot-indfødt-amerikansk? Det påstod den navnkundige – og stadig lyslevende – tegneserieforfatter Derib (egl. Claude de Ribaupierre, men det er nok bare for svært at sige for ikke-frankofone – lidt ligesom Georges Remi) i hvert fald i 1. bind af Buddy Longway-serien.

Den holdt jeg meget af som barn. Den var letlæst, spændende og gav mig i modsætning til Giraud’s Blueberry-serie ikke hovedpine – selvom Buddy Longway også var rigtig flot tegnet. Jeg synes i øvrigt også at Girauds sci-fi historier var langt mere interessante, men det er (endnu) et sidespor.

Lidt tilfældig googling bekræfter faktisk i en vis grad påstanden. Chinook betegner ganske rigtigt en varm vind, der opstår på bagsiden af en bjergryg, hvis det regner på samme bjergs forside. Det meteorologiske fænomen skulle først være observeret og beskrevet i det område hvor Chinook-folket bor. Og så tog vinden vist navn efter folket, eller også var det omvendt. Jeg har ikke lige styr på detaljerne, da jeg kun har kendt til denne brug af ordet i få minutter – altså ud over det, jeg som barn læste i tegneserier, så jeg synes, jeg er lovligt undskyldt.

Derib tog til gengæld fejl med hensyn til Blackfoot-oprindelsen, da dette tyder på at være en helt anden lingvistisk størrelse … men det kan selvfølgelig også ligge i oversættelsen.

Chinook-humlen, der som bekendt er den eneste humle i brygget her, jævnfør SMaSH-brandet (Single Malt and Single Hops), er kendt for at smage meget af gran (gad vidst om de bruger den meget på Amager Bryghus) og i øvrigt for at være krydret (ifølge Wikipedia). Malten er Pale Ale Malt og der er brugt amerikansk gær. Bryggeriet mener, at kombinationen gør øllet velegnet til grillet okse- og svinekød. Helt uden at have læst anbefalingen valgte jeg nu at drikke den til falafel-tortillas, som blev nydt i mit boligselskabs gård sammen med mine børn. Det var ærgerligt, jeg ikke havde læst etiketten på forhånd, så jeg kunne have spist vegetarisk i trods i stedet for bare vegetarisk.

Brygget har farve som grumset rav med en nydelig, omend lige lovligt lys skumkrone. Det dufter aromatisk og sødt af hyldeblomst og roser, hvilket ikke lader noget tilbage at ønske i velbehagelighed. Til gengæld savner man måske den karskhed af fyrnåle, som bryggeriet forjætter på etiketten og som Wikipedia ellers også gik og lovede.

Det kommer så i smagen, der byder på mere end adækvat stikkende og kradsende aroma af både grannåle og fyrretræ. Selvom bitterheden er gennemtrængende er den stadig let – ikke ulig en saison, men i virkeligheden nok bare karakteriserende det, den er – en Pale Ale og ikke, som man kunne være tilbøjelig til at tro – en IPA.

Styrken viger endnu mere i eftersmagen, hvor man så småt skal begynde at lede efter den krakilske bitterhed. Man finder den ved tungesider og gummer bag i munden. Dens aroma kan forstærkes en smule hvis man trækker luft ind over brygget, men helt så vild som man kunne ønske den, bliver den desværre aldrig.

Lidt til den magelige side, uden at være kedelig. Vildskaben mangler – der er langt fra tale om en storm, end ikke en stiv kuling, men blot en frisk vind.

En rar frisk vind – indrømmet.

4-stjerner

Mongozo Premium Pilsener, Huyghe

2017-07-23 18.02.19Smagsfri?

Det var på Føtex Husums køb-billigt-eller-der-bliver-smidt-væk-hylde, at jeg fandt denne øl til, hvad jeg må formode er stærkt nedsat pris. Det manglede også bare, når man får så lidt med. Ingen kunstige tilsætningsstoffer eller sprøjtemidler i og med at brygget er økologisk … Ja, hvis Esben Lunde Larsen da ikke ligefrem holder sig på mindst en kilometers afstand af dette bryg, da det formentlig ville få ham til at smelte ved berøring, så ville det nok gøre ham rødglødende af raseri – but I digress … Desuden er brygget glutenfrit, hvilket gør det sikkert at drikke for cøliakere samt for – såfremt det glutenfri formidles videre – folk der bare generelt er pivede og hys over, hvad de putter i munden. Endelig er brygget Fairtrade, hvilket nok gør brygget giftigt på linje med cyanid og stryknin for medlemmer af Liberal Alliance, mens alle andre kan drikke det med den grad af nogenlunde-til-OK samvittighed det giver at vide, at arbejderne bag brygget undtagelsesvis er aflønnet med et eksistensminimum i stedet for væsentligt mindre.

Mistanken, der uvægerligt må melde sig med sådan et lille konceptuelt vidunder – tilsætningsfrit, glutenfrit og slaverifrit – er om det monstro også er smagsfrit. Rent, sådan i Reinheitsgebotforstand er det i hvert fald ikke, da det til dels er brygget med ris.

Det er et meget lyst bryg. Det har samme kulør som citronsaft, men er i modsætning dertil helt klart og gennemsigtigt. Skummet er hverken højt, prangende eller holdbart, og kollapser umiddelbart efter skænkning. Duft er der heller ikke meget af. Såvel vag som svag er bouqueten af småsyntetisk, letmetallisk pilsnerhumle.

Og på trods af alle de gode intentioner, navnlig økologien, fortsætter de syntetiske noter i bryggets meget lette krop, uden at brygget dog bliver decideret ubehageligt på nogen måde. Tværtom er den letmetalliske synteticitet slet ikke uden ynde. Og med en i øvrigt rar aroma af velmaltet korn med en snas karamel formår brygget da faktisk også at behage en kende mere end blot at fungere som ren tørstslukning.

Bitterhed og anden humlesmag må man derimod lede længe efter. Det tætteste man kommer på er en svagtglødende fuselfornemmelse i mundhulen. Når først man opdager det er det for så vidt ganske rart, men også det er for svagt.

Men fair nok – helt smagsfrit er det da ikke.

2-stjerner

Linda the Axe Grinder, Amager Bryghus (Det løse II)

2017-07-19 20.22.09Det er så yndigt at følges ad …

Jeg er nået igennem IPA’erne fra årets Amager Bryghus-kollektion. De skulle prøves først, for IPA smager simpelt hen bedst frisk.

Derfor ærgrede det mig en lille smule, at jeg blandt ‘det løse’ – bryg fra sidste år, jeg ikke nåede at prøve da det var frisk – fandt denne IPA.

Men med kom den alligevel. Den rygtedes at være god, og bryggeriet formår med deres etiketter og røverhistorier at slå en markedsføringstone an, der fænger hos mig. Tænk at jeg skulle indrømme, at noget markedsføring faktisk virker på undertegnede. Det er nu ikke noget, jeg kun nødigt gør, for når den slags faktisk fanger min interesse, så har jeg intet problem med at rose et ‘job well done’. Heller ikke når det kommer fra en markedsføringsafdeling.

Historien på etiketten er ellers i dette tilfælde en kende afdæmpet på røversiden til fordel for reel information. Jeg skal ikke beklage mig – begge dele er fint og hvis jeg skal vælge, er den reelle information at foretrække. Der er tale om et – vel … ægteskabsbryg? Den er nemlig tænkt som en opfølgning til Todd, The Axe Man, som denne blogger også har været heldig at stifte bekendtskab med, og det endda på selve brygmatriklen i Kastrup. Todd var brygget til ære for tidligere Surly Brewing-brygmester Todd Haug, der ud over at lave øl også spiller geddar eller – for de arme uindviede, der ikke er bekendt med Red Warszawa-jargon – spade, der i den forbindelse bedst oversættes til Engelsk med ‘axe’.

Og denne øl er brygget til ære for hans hustru, Linda. Som bryggeriet skriver, siges det, at der bag enhver stor mand står en kvinde. Helt i Amager Bryghus’ ånd dementeres denne påstand, idet det understreges, at Linda Haug skam er helt med fremme, når der brygges, og at hun i øvrigt også var det, da dette bryg blev sat over i Kastrup. For Next to every axe man, there’s an axe grinding wife …

Og jeg kan godt lukke øjnene for heteronormativiteten i udsagnet, når jeg samtidig ved, at Amager Bryghus også slår små slag imod den slags – se evt. ovenstående link om bryggeriets ånd.

Linda the Axe Grinder er en ‘Oaked Imperial Red IPA’ – og det er jo mange ting på én gang. At den er ‘oaked’ antyder at den er lagret på træ, og det gør mig mindre bekymret for at prøve en IPA, der er brygget for over et år siden.

Det rødbrune og højt gyldentskummende bryg dufter vidunderligt krydret ved skænkning. Kanel, vanille og allehånde melder sig. Grannålenes friske, karske og stikkende karakter er til gengæld temmelig uventet aldeles fraværende. Her er endelig en IPA med en afgørende anden karakter, end den Amager Bryghus ellers er så kendt for. Men der er rigeligt med bitterhed og karakter i bryggets krydrede bouquet, foruden aromatisk sødme af chokolade og hyld.

Og i smagen er der også rigeligt af det hele. Sikke en fylde, og sikke en aroma – tæt, mørk cognacchokolade mixet med flydende engelsk lakrids, og så ellers bare 1000 tons af begge dele i hver lillebitte mundfuld. Dette er et brygmesterværk i absolut verdensklasse – mærker man ikke bare idet man første gang sætter glasset for munden, men hver gang man tager en slurk – der altid bliver lille. Én ting er, at man ikke nænner andet end små tåre, på grund af bryggets udsøgte og fandenivoldske karakter – en anden er, at man simpelt hen ikke kan, af frygt for at svede smagsløg, ganehule og gummer af. Selv jeg, der ellers synes, jeg har prøvet lidt af hvert efterhånden, er ved at tabe pusten.

Eftersmagen byder på engelsk lakrids sødet med fennikel, så bryggets langtrukne afslutning (det kan sandelig smages længe efter at det har forladt kæften gennem afløbet i svælget) også bliver en lille smule mildere, end den brutale midte, der afløste en ellers sød – men lige kraftfuld – begyndelse af hyldeblomst og chokolade.

Brygget har stået et års tid, og små stikkende antydninger af oxidering melder sig. Men sammen med al kraften og voldsomheden er den lille smule slet ikke nok til at ødelægge noget. Tværtom giver det et ekstra puf til det brutale kaos af kraftfulde, aromatiske smagsindtryk.

Heteronormativ – måske, men også en feministisk øl med både nosser og æggestokke det giver smagsorganerne læsterlige, velfortjente tæsk …

6-stjerner

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme